Kapitel 62

Benedikte Lerche-Larsen modtog Henrik Krag i en gennemsigtig chemise af silke og chiffon, hun var nøgen indenunder, undertøjet havde hun skippet. I stuen, mens han stod og viftede med sin bagerpose med morgenbrød, poserede hun en smule for ham. Kun et øjeblik, nærmest for sjov, med siden til i modlys fra vinduet og i veldisponeret uskyld: et nedslået blik, som turde hun ikke møde hans øjne, skulderen trukket op, så den dækkede hagen, en skærmende underarm over sine bryster, selvsikker blufærdighed. Er jeg ikke smuk? eller Kom og fang mig – han kunne selv vælge, begge ting passede. Så lo hun, en anelse selvironisk, og han fik sit kys, længe, med hendes bløde arme omkring sin hals. Hun fjernede hans hånd.

– Vent lidt, lad os først få noget morgenmad.

Hun pegede mod sit spisebord, der var dækket. Så frigjorde hun sig, tog hans morgenbrød og satte sig. Lidt efter sagde hun:

– Okay, jeg kan dårligt bebrejde dig, at du glor. Det var forkert timing. Men jeg har altså nogle lejligheder, du skal se først. Øjeblik.

Hun rejste sig og forsvandt ind i et værelse. Da hun kom tilbage, havde hun taget en morgenkåbe på og havde sin Mac i hænderne. Sammen kiggede de på lejligheder i København, dyre lejligheder. Hun fortalte, vejede den ene op mod den anden. Den på Amerika Plads var moderne, med gulvvarme og to badeværelser, men fire værelser var måske lidt lidt. Christianshavnerlejligheden derimod, altså det var jo lækkert med to planer, og terrassen var fed med udsigt ned over kanalen, spørgsmålet var naturligvis, om kvarteret ikke var for livligt, det blev man træt af i længden, troede hun. Han vidste ikke, hvad han skulle sige, men det var der selvfølgelig intet nyt i. Det altafgørende spørgsmål, som han fik indtryk af, at hun havde forudsat dagen i forvejen, nemlig om han skulle flytte med, turde han ikke stille. Først da hun på et tidspunkt kommenterede et tilhørende kælderrum til en af lejlighederne, så har du også et sted at sætte din motorcykel om vinteren, stod det klart, at han ikke havde taget fejl. Han spurgte forsigtigt:

– Du mener, at jeg skal flytte med? At vi skal bo sammen?

– Ja.

Andet var der ikke at sige til det, Ja, som om det var den naturligste ting i verden. Det var aldeles overvældende. Og vanvittigt. Han havde tusinde spørgsmål og fik ikke stillet et eneste.

Det blev en pragtfuld morgenmad, og en overgang glemte han helt deres bad. Forsigtigt begyndte han at kommentere hendes lejligheder, og de diskuterede en smule i al fredsommelighed. Til sidst enedes de om to, og han lovede at gå hjem og slå dem op på sin computer og tænke over dem. Senere skulle de så besøge dem. Hun sagde:

– Jeg sender dig adresserne, så er det nemt for dig at koble dig ind.

Underforstået: Så behøvede han ikke selv at stave til dem. Han takkede, det var sødt af hende.

– Hvornår har du tænkt dig, at vi skal flytte?

– Snart, højst i løbet af en måned, helst hurtigere. Når du har overstået din sidste opgave og vi forhåbentlig kan lægge alt det lort bag os. Jeg skal også have ordnet nogle ting med min far. Men snart. Hvad siger du?

Han sagde, at for hans skyld kunne de flytte i morgen. Og at han overhovedet ikke fattede, at hun ville flytte sammen med ham. Sandheden var, at han sad og var bange for, at hun lavede grin med ham. Hun greb hans hånd over bordet.

– Det skal du ikke være bange for, Henrik. Det gør jeg ikke. Lad os gå ud og tage det bad.

Hun var kontrolleret i sin lidenskab, og på intet tidspunkt under samlejet gav hun helt slip. Det meste af tiden holdt hun armene om hans hals, som om hun ville falde ned i et hul, hvis hun slap. Hun stønnede i hans ene øre, korte gisp, som hun bed over, for at de ikke skulle overtage hende. Når de tilfældigt drejede sig, så hun fik strålerne fra bruseren direkte i hovedet, trak hun sig væk. Bagefter sæbede de hinanden ind, blidt og langsomt. Og da badet var slut, fandt hun et par håndklæder fra et skab. Han tørrede sig, mens han indimellem kyssede hende. Hun smilede, lod fingrene løbe over hans ansigt, klappede ham på kinden. Så pludselig stod hun stille og lyttede og åbnede derefter sit store badeværelsesvindue, der før kun havde stået på klem. De kiggede begge ned. Nedenunder var to terrassedøre slået op ind til hendes forældres lejlighed.

Hun var tålmodig med ham, kælede for ham, brugte sin mund. Da han var klar igen, vendte hun sig, lagde underarmene på vindueskarmen, skød sit underliv bagud og skubbede ham op i sig. I modsætning til før stønnede hun denne gang vildt, ud ad vinduet, alt hvad hun orkede, som en tennisspiller på overarbejde. Så pludselig med ét stoppede hun sine bevægelser og skubbede ham ud af sig. Han hørte lågen smække i haven, hun bandede indædt:

– Satans også.

– Hvad sker der, Benedikte?

– Der sker det, at vi får besøg.

Henrik Krag stillede sig ved siden af hende, bøjede sig og kiggede ud.

– Hvem er det?

– Jeg ved ikke, hvad de hedder.

– Men?

– Men den ene er drabschef i København.