Kapitel 68

Konrad Simonsen var i godt humør, da han og Komtessen spadserede hen ad fortovet.

København og den spæde sommer klædte hinanden, de gav sig god tid. Hun spurgte:

– Hvor er vi i grunden på vej hen?

– Tre gader væk.

Så fortalte han, hvordan han havde sørget for, at en enkelt post i Jan Podowskis database var blevet pillet ud. Hun accepterede umiddelbart hans disposition, uden at kende baggrunden. Det var en af de ting, han godt kunne lide ved hende, hun stolede på ham. Hans handling kunne ellers godt ses i et uheldigt lys – som ulovlig manipulation af bevismateriale, for eksempel. Han tog et sammenfoldet stykke papir frem fra sin inderlomme og gav hende, hun foldede det ud, kiggede flygtigt på det og foldede det derefter hurtigt sammen igen og rakte ham det. Så spurgte hun:

– Skal vi møde ham?

– Ja.

– Hvor?

De gik på Ved Glyptoteket, han pegede op mod Tietgensgade, herhenne bag Tivoli tænkte han, de kunne finde sig et sted, hvor de kunne få sig en øl eller en vand. Hun stoppede:

– Hvorfor tager du mig med?

Hun undrede sig. Normalt var hans dømmekraft så sikker i vidnesammenhænge, men her havde den da helt givet svigtet. Han gik et par skridt, før han opdagede, at hun ikke fulgte med, så stoppede han også og gik tilbage.

– Undskyld, hvad sagde du?

– Jeg sagde, hvorfor tager du mig med?

Han forklarede, han kunne ikke lide at have hemmeligheder for hende og slet ikke, når det ikke var nødvendigt. Hun smilede, det lød smukt, men var kun den halve sandhed. Det handlede også om, at han ville dele ansvaret, altså det moralske, omkring sin disposition. Have hendes accept af, at han havde handlet rigtigt ved at fjerne deres ven fra databasen. Og hun forstod ham godt, sådan ville hun sikkert også selv have reageret, hvis det var omvendt. Men nu han havde fået hendes opbakning, var hun mildest talt overflødig. For ikke at sige, at det var en rigtig dårlig ide, at hun var med.

– Pas på ikke at presse ham, Simon. Det vil han på ingen måde acceptere. Og som du selv påpegede for lidt siden: Han har intet ulovligt gjort. Vi ses i aften, jeg laver noget aftensmad, men hvis I går i byen, så er det okay med mig, så bare ring.

Hun gav ham et kys. Et kort øjeblik stod han næsten som en betuttet skoledreng, går du? så endelig fattede han hendes pointe. Ja, selvfølgelig. Selvfølgelig gør du det.

Konrad Simonsen satte sig på en bænk med ryggen til Tivoli, bag ham lød de glade hvin fra forlystelsesparkens gæster, foran lå Ny Carlsberg Glyptotek, den smukke museumsbygning på Dantes Plads. Et ungt par, der spadserede tæt sammenslynget, var ved at trimle ind i ham, drengen undskyldte, pigen klappede ham på issen og sendte ham et strålende smil. Byen lugtede glad, af popcorn og kærlighed. Han ventede ti minutter, så kom departementsråden.

Helmer Hammer hilste: Hvor var det pænt af ham, at han ville se ham. Konrad Simonsen kunne ikke lade være med at smile, manden var magtfuld som få og travl som færre og så alligevel, totalt uden ironi: Hvor var det pænt af Konrad Simonsen, at han ville se ham. Men sådan var han, behagelig, venlig mod alle, uden at være glat eller overfladisk. Helmer Hammer sagde:

– Din samtale med ambassadør Rozhdestvenskaja, altså hvor var det pragtfuldt, Simon. Den historie er løbet hele Slotsholmen rundt, og alle griner af mig. Endog min chef syntes, det var sjovt. Men sig mig, hvordan har din dejlige hustru det? Og Anna Mia?

Det tog ti minutter, før Helmer Hammer spurgte:

– Nå, må jeg så høre, hvad kan jeg hjælpe dig med denne gang?

– Du kan måske fortælle mig, hvorfor du selv ordnede mødet med ambassadøren. Det må have givet dig en masse bureaukratisk bøvl, og det ville have været langt nemmere for dig at få en diplomat fra Udenrigsministeriet til at gå med mig. Det havde kun kostet dig en opringning.

Helmer Hammer svarede ikke, Konrad Simonsen fortsatte:

– Men til gengæld fik du rig mulighed for at indskærpe, at jeg under ingen omstændigheder måtte stille opfølgende spørgsmål til Bepa.

Departementsråden sagde stille:

– Hvad vil du, Simon?

Konrad Simonsen fortalte om Jan Podowski, hans database, og om hvordan han havde manipuleret den. De to billeder, han havde i inderlommen, lod han blive, hvor de var.

Helmer Hammer sad uudgrundelig og kiggede ned i fliserne et stykke tid, så sagde han:

– Det var en fødselsdagsgave, jeg fik to kort, men brugte kun det ene, og det burde jeg ikke have gjort. Og jo, jeg er glad for, at du har fjernet mig fra den database, der ville jeg ikke bryde mig om at være. Men …

Konrad Simonsen ventede tålmodigt på fortsættelsen.

– Jeg vil hjælpe dig, Simon, for jeg har vist ikke rigtigt noget valg. Men det er tynd is det her, det håber jeg, at du er klar over.

– Nej, det er det ikke. For jeg kunne aldrig drømme om at presse dig, hverken direkte eller indirekte. Men jeg vil hellere tale med ét velvilligt vidne frem for at tage rundt og presse sandheden ud af tyve modvillige. Endvidere har jeg nogle gode grunde til at gå en smule forsigtigt frem i øjeblikket. Husk også, at jeg efter en menneskealder i kriminalpolitiet har hørt og set så mange … specielle private forhold, at du ikke drømmer om det. Og det her er jo ingenting.

Helmer Hammer sagde tøvende:

– Nej, det er det vel ikke, når du siger det.

Lidt efter tilføjede han:

– Spørg, så skal jeg se, om jeg kan svare dig.

– Fint, så start med at fortælle mig, hvad det var for et kort, du fik, og hvorfor du kun brugte det ene?

Departementsråden forklarede: Det havde været to hjemmelavede, plasticlaminerede kort på størrelse med et Dankort, på den ene side var trykt en smiley, et nummer, femcifret så vidt han huskede, og et pigenavn, men kun fornavn, ikke efternavn. Bagpå var angivet en adresse og en kortfattet instruktion: Gå rundt om huset, ned ad kældertrappen, og ring på klokken. Han var blevet modtaget af en kvinde, havde afleveret sit kort og … ja, det vidste han jo.

– Hvor boede kvinden?

– I Taarbæk, jeg kan ikke huske adressen i hovedet, men hvis jeg kører derud igen, kan jeg helt sikkert finde det. Skal jeg gøre det?

– Måske. Det andet kort brugte du ikke, siger du?

– Jeg smed det væk, og jeg gik også efter nogle timer hos den kvinde, jeg besøgte, på trods af at jeg kunne være blevet der til næste morgen. Men det virkede forkert, hun var også meget ung, må jeg desværre tilstå. Jeg burde være gået, allerede da jeg så hende.

Konrad Simonsen forsøgte ikke at please ham:

– Ja, det burde du, men det gjorde du ikke. Ham din kammerat, der gav dig gaven, har jeg mulighed for at tale med ham?

– Det er en kvinde. Hun og hendes mand har selv … en logerende afrikaner boende. Men det var ikke der, jeg blev inviteret til. Jeg ønsker hverken at angive eller beskytte hende. Til gengæld tror jeg godt, at jeg kan finde dig et vidne, som er mere velinformeret, end jeg er. Hvis du vil undskylde mig i to minutter.

Helmer Hammer rejste sig, gik et stykke væk og ringede på sin mobiltelefon. Lidt efter var han tilbage.

– Du har en mail med et navn og et mødested, når du kommer hjem. Han ved, hvordan systemet fungerer, systemet, det var hans eget ord. Fem tusinde for en nat, det var mere, end jeg havde regnet med, den der liste, du har, det må være samfundets spidser, om jeg så må sige.

Konrad Simonsen vidste godt, at han fiskede, og han gled af på spørgsmålet, Ja, det er det sikkert, underforstået: Den detalje havde han ikke hæftet sig ved. Helmer Hammer sagde:

– Lad os finde et sted og få en øl, det kunne jeg godt trænge til. Vi kan gå ind.

Han slog bagud med hovedet mod Tivoli. Konrad Simonsen havde ikke lyst til at drikke øl med ham, ikke nu, måske på et andet tidspunkt. Sandheden var, at han var skuffet over ham, skønt han ingen ret havde til at være det. Det var hans egne idealer, han selv havde sat op for departementsråden, der nu var blevet brudt. Han svarede uden glæde:

– Ja, lad os det.

De stillede sig i kø. Helmer Hammer spurgte forsigtigt, næsten bedrøvet:

– Hende der Nuggiwaua, pigen, der er død, var det hende, jeg var sammen med?

– Det ved jeg ikke, jeg kiggede ikke ret længe.

– Så det finder jeg aldrig ud af?

Konrad Simonsen trak på skuldrene, måske gjorde han, jo, det gjorde han vel, hvis han ville. Helmer Hammer skiftede emne, og hans tonefald ændrede sig til det mere forretningsmæssige, men Konrad Simonsen kunne udmærket høre, at det var påtaget.

– Der er én ting mere.

– Ja?

– Hvis jeg var dig, ville jeg starte i Integrationsministeriet og se lidt på det kontor, der administrerer au pair-ordningen.

– Det lyder som et rigtigt godt tip, tak for det.

– Jeg kan hjælpe dig med en diskret aftale og også med at få din efterforskning til at forløbe lidt lettere. Det er den slags, jeg er god til, men det går jeg ud fra, at du ved.

– Ja, det ved jeg, men jeg klarer mig selv, det er det bedste.

Pausen blev en anelse pinlig. De løste billetter og gik ind i Tivoli. Helmer Hammer sagde:

– Ja, det er det nok.

Lidt efter tilføjede han:

– Det der med au pair-pigerne, det er først noget, jeg er kommet til at tænke på nu. Det må du virkelig tro på.

– Naturligvis, jeg tror dig.

… sagde Konrad Simonsen, der vidste, at han løj.