Kapitel 73

Konrad Simonsen brugte en time af den tid, han ikke havde, på at pryde sit kontor med portrætterne af samtlige kunder, der var blevet optaget sammen med Jessica i Jan Podowskis database. Vel vidende, at det blot var en lille del af dem. Det var blevet klart, at databasen kun opbevarede navne på kunder, der var rige, kendte eller begge dele. Formentlig havde Jan Podowski planlagt lidt pengeafpresning til at supplere formuen under sit otium, men han nåede som bekendt aldrig så langt. Malte Borup hjalp Konrad Simonsen, han havde produceret udskrifterne, og under hvert ansigt havde han med stor skrift skrevet personens navn og titel eller stillingsbetegnelse: Hans Tage Smidt, administrerende direktør; Peter Ertmann, orkesterleder; Niels Sværte, seminarierektor – Konrad Simonsen frydede sig, hver gang han pertentligt hæftede et papir fast på væggen. Han havde lånt en stige fra rengøringen. Der var fireoghalvtreds portrætter, så det tog sin tid. Allerøverst havde han placeret billedet af den afrikanske pige, som han endnu kun kendte som Jessica eller Nuggiwaua.

Det ændrede sig, da Arne Pedersen, godt ti minutter efter han var færdig, kom ind i hans kontor. Hans underordnede beså indgående væggen, så sagde han:

– Imponerende, Simon. Du kan noget med gallerier.

– Har du hendes rigtige navn?

Arne Pedersen rakte sin chef den seddel, han holdt i hånden. Konrad Simonsen læste og sagde usikkert:

– Ifunanya Siasia, det er et kønt navn. Gå ind og giv sedlen til Malte, så hun kan få sit navn på ligesom de øvrige.

– Yes, boss. Hvad med titel? Må jeg foreslå Nigerianer, 16 år?

Konrad Simonsen nikkede alvorligt, det var et godt forslag. Et forbandet godt forslag.