Kapitel 79

– Det er, som om Svend hele mit liv igennem altid har fundet en eller anden måde at disciplinere mig på, en måde at forme mig, som han gerne vil have mig. Senere, når jeg lærte at leve med – eller måske endda kæmpe mod – den ene måde, så fandt han bare på noget andet.

Benedikte Lerche-Larsen talte om sin far, hendes yndlingsemne de seneste dage. Henrik Krag lyttede og indskød fra tid til anden korte, passende bemærkninger. De gik sammen ind gennem nåleskoven, idet de forsøgte at holde så ret en linje som muligt. Han kiggede op og ned ad hende og tænkte, at selv når de skulle gå tur, var hun velklædt. Hun var i flade herresko i karamelfarvet ruskind, sorte jeans, en hvid silkebluse og en åben, smaragdgrøn tweedjakke.

Det var hende, der havde foreslået, at de tog den direkte vej gennem skoven fra landevejen frem for at gå ad markvejen og omkring jagthytten, Det sted har jeg sgu ikke behov for at se igen. Henrik Krag var enig, men for ham gjaldt det alle steder i den forbandede skov, inklusive den sø, de var på vej hen til. Han havde tømmermænd efter morgenens forfærdelige … hændelser, og han havde taget et par piller, men de hjalp ikke synderligt, syntes han. De kravlede under et væltet træ, hver for sig, hun ventede på ham på den anden side og puttede sig ind til ham, lænede sit hoved mod hans bryst, så de havde svært ved at gå. Regnen var udeblevet, det var overskyet oppe over fyrretræerne, men det var ikke koldt.

– Som barn – det var i første og anden klasse, kan jeg huske – drømte jeg tit, at jeg var død. Jeg lå som lille pige smidt blandt en masse andre lig i min røde frakke og var den eneste, man så i bunken. Alle de andre døde var anonyme, blege, sort-hvide, på en eller anden måde borte, som de burde være. Men jeg stak ud, og jeg ville rette på min frakke, så den bedre dækkede mine ben, men jeg kunne ikke. Jeg skulle, min far råbte ad mig, men det var umuligt. Han truede med at slå mig ihjel, jeg var nødt til at se ordentlig ud. Slå mig ihjel en gang til, jeg mener, jeg var jo død i forvejen, det var vanvittigt og samtidig så skræmmende, at du ikke drømmer om det. Slå mig ihjel en gang til, hun slog sig malende på panden, Er det ikke sindssygt. Henrik Krag svarede hende uden den helt store deltagelse, han havde sit eget at tænke på. Hun lod ikke til at bemærke hans halve engagement, men fortsatte:

– På det tidspunkt var det orden, jeg skulle være ordentlig, se pæn ud, passe på mine ting, altid vide, hvor de var, have tjek på alt det, som var mit. Efter at jeg er blevet voksen, har det været penge. Ikke kun, men mest. Jeg har tænkt på, Henrik, at jeg kunne tage et almindeligt job, og så måske vi kunne klare os for mindre?

– Sagde pigen, der lige har købt lejlighed for over fire millioner kontant.

Hun standsede, og han nåede at få et glimt af hendes skuffelse, inden hun dækkede over den med et smil. Han undskyldte, oprigtig ked af det, holdt om hende og prøvede at fortælle, hvor meget han elskede hende, skønt hans ord ikke rakte særligt langt. Omfavnelsen hjalp også ham selv, det var nemt at forestille sig, at verden kun bestod af dem, eller at de var langt væk fra alle problemerne, herude midt i skoven, og han tænkte, at uanset hvad der skete, altså skete med ham, ikke med hende, hende måtte der ikke ske noget – ja, så var det det hele værd.

Sådan stod de en tid, så blev hun igen nærværende. Hun sagde, som om hun læste hans tanker:

– Der kommer noget godt om lidt, Henrik. Og på langt sigt er jeg sikker på, at det nok skal gå, det ved jeg, at det gør. Vi har hele livet, og vi har hinanden. Det er ikke så dårligt, det må vi blive ved med at tænke på.

Han prøvede at kysse hende, det var det eneste, han kunne finde på. Hun skubbede ham forsigtigt væk med en hånd på hans bryst.

– Nej, lad være at afbryde mig. Jeg er nervøs for det her, det er derfor, at jeg pladrer løs. Men altså, jeg bliver nødt til at vide det. Var det dig i Karlslille, det med Jans kæreste?

Han var med ét tør i munden, klar over næste spørgsmål.

– Nej.

– Det er jeg glad for, men så var det dig i morges, de to teenagere i Vallensbæk, ikke også?

– Jeg troede ikke …

Hun afbrød ham blidt:

– Ikke også, Henrik?

Han nikkede, jo, det var ham.