Kapitel 81

Store Bertha alias statsadvokat Bertha Steenholt levede op til sit tilnavn, da hun stod på Konrad Simonsens kontor med let knyttede hænder hvilende på sine solide hofter, mens hun nøje betragtede portrætterne på drabschefens væg. Stor som en urko, tænkte Konrad Simonsen og erkendte i samme tanke, at han ikke helt var på det rene med, hvordan sådan et kreatur i grunden så ud. Han havde stillet sig skråt bag hende, klar til at besvare hendes spørgsmål, uvilkårligt smilende, på trods af at der intet var at smile ad. Hvis hun ellers havde nogen spørgsmål, hvad der indtil nu ikke havde været tilfældet. Han følte sig som en piccolo for en gæst uden bagage. Han burde sætte sig ned i stedet for at flagre til ingen nytte og sikkert også irritere hende, skønt han forsøgte at være til gavn. Selv ville han blive irriteret, tænkte han og blev ikke desto mindre stående, mens han skiftevis lagde vægten let over på først det ene så det andet ben. En vane, han havde tillagt sig for mange år siden, som ung betjent, når han var udkommanderet til vagtopgaver, og som nu var kommet til ham, uden at han helt vidste hvorfor.

Det bankede på døren, og Komtessen kom ind i rummet, hun hilste og blev kvitteret med en kort nasallyd fra statsadvokaten, et uklart udbrud, der kunne betyde alt fra Hej til Lad være at forstyrre mig. Også Komtessen stillede sig op og kiggede. Nu var de tre om tavsheden. Konrad Simonsen drejede sit efterhånden godt stivnede smil mod hende bag Bertha Steenholts brede ryg. Da han hørte det banke, havde han været overbevist om, at det var politidirektøren, som for tiden havde en helt forbløffende evne til at dukke op i kølvandet på statsadvokaten. Som om hun konstant lå på lur omkring hjørnerne på Drabsafdelingens gang for så tilfældigt – Hold da op, er du her, nej hvor hyggeligt – at tilslutte sig hende, når lejligheden bød sig. Men i dag havde hendes årvågenhed åbenbart svigtet. Endnu da.

Bertha Steenholt hævede hovedet og kastede et kort nik op mod kvindeportrættet, der hang øverst oppe over dem alle. Så sagde hun endelig:

– Og det er så Nuggiwaua, kan jeg forstå?

Hvor Konrad Simonsen fik modet fra, var ikke til at sige, men muligvis havde det rod i en art trodsreaktion mod ham selv, fordi han havde stået kammertjener ved siden af hende så længe og nu havde behov for at udvise en smule selvstændighed. Hvorom alting var, trådte han et skridt frem, mødte hendes blik og sagde skarpere, end han havde behøvet:

– Ifunanya Siasia, herinde hedder hun Ifunanya Siasia!

Hans betoning af ordet herinde var tydelig, næsten konfronterende. Den store kvinde rynkede brynene, så kiggede hun igen op på billedet af den unge nigerianske kvinde og sagde derefter forsonligt:

– Ja, det er rimeligt. Ifunanya Siasia var hendes navn, og Ifunanya Siasia er, hvad vi kalder hende. Jeg beklager.

Så spurgte hun forretningsmæssigt:

– Nå, hvor står vi henne? Hvad er den aktuelle status i Hanehoved-sagen? Det er jo med rekordfart gået hen og blevet en større efterforskning, kan jeg forstå.

Den aktuelle status i Hanehoved-sagen, Konrad Simonsen genkendte sin egen formulering, han sagde:

– Jeg har lige sendt et længere notat over til dig om netop den aktuelle status for mine efterforskninger.

– Ja, og jeg er kommet her, fordi jeg ikke gider læse femogtredve sider, når jeg kan få dig til at gennemgå hovedpunkterne på et kvarter.

Komtessen grinede, det var rene ord for pengene, hun foreslog, at de satte sig, og forslaget vandt genklang. Mens de fordelte sig omkring Konrad Simonsens konferencebord, uddybede Bertha Steenholt årsagen til sin tilstedeværelse:

– Og så fordi jeg har hørt om dit … kundegalleri, og det ville jeg gerne se. Men mens vi er ved det, Simon – hvorfor hænger de der? Ingen af dem er jo andet end perifert involveret i dine sager, går jeg ud fra?

Hun gav Konrad Simonsen tid til at bekræfte hendes antagelse og fortsatte:

– Ja, for I ved forhåbentlig, at de ikke har overtrådt nogen lov, i hvert fald ikke nogen, jeg kan bevise.

Det blev Komtessen, som svarede. Mændene hang der, fordi de havde fortjent det. Til spot og skam, derfor! Og så, fordi det var frustrerende, at ingen af dem kunne holdes ansvarlige for Ifunanya Siasias liv og skæbne, selvom de hver og én havde deres lille forbandede del af ansvaret for, hvordan det var gået hende.

Statsadvokaten klaskede en lab i bordet, så det rystede, hun var enig, det skulle de ikke tage fejl af. Men hun kæmpede ikke mod vindmøller. Tilføjelsen faldt med beklagelse, også da hun fortsatte: Efter hendes bedste overbevisning var Drabsafdelingens tid bedre brugt, hvis den koncentrerede sig om dem, der kunne dømmes, frem for dem, der ikke kunne. Et uigendriveligt ræsonnement og samtidig Konrad Simonsens stikord til at opdatere hende omkring hans sager, når hun nu ikke gad ulejlige sig med at læse, hvad han skrev til hende. Han rømmede sig og startede:

– Først og fremmest er vi ved at finde frem til de håndlangere, medarbejdere om du vil, som arbejder for Karina Larsen og Svend Lerche. Herunder også hvem der har arbejdet for dem, men ikke gør det mere, hvilket er lige så væsentligt. Én af dem har deltaget i drabet på Ifunanya Siasia den 19. marts 2008 i Hanehoved Skov sammen med Jan Podowski, som du jo kender. Og jeg tror ikke, at der går lang tid, før vi ved, hvem han er. Allerhøjst et par uger, er mit gæt. Om vi så også finder tilstrækkeligt med beviser til en dom, må tiden vise.

– Og det andet drab, det i Karlslille på den blinde kvinde, hvad med det?

– Det er samme surdej, hvis gerningsmanden ellers er en fra ægteparrets personale, og det kunne det udmærket være. Også det er sikkert kun et spørgsmål om tid, vil jeg tro. Og her har vi et glimrende dna-spor, så det bliver svært at løbe fra.

– Kan det være samme gerningsmand?

– Sagtens, det er det ikke muligt at sige noget fornuftigt om på nuværende tidspunkt.

Hun var enig, han gik videre:

– Så er der systemet omkring køb af de prostituerede au pair-piger, og her er vi meget langt.

Konrad Simonsen brugte de næste ti minutter på at fortælle, hvordan Karina Larsens kunder kunne købe sig ind hos hendes prostituerede. Først og fremmest skulle kunderne på forhånd være registreret hos ruffersken, og det kunne de kun blive, hvis to eksisterende kunder anbefalede dem. Var man registreret, kunne man købe en kvinde ved først at købe et kort, i reglen for fem tusinde kroner. Der var to typer kort, nemlig grønne og røde, hvoraf det ene gav adgang til en bestemt kvinde, det andet til en valgfri. Havde man købt et kort, koblede man sig med dets unikke nummer ind på Karina Larsens hjemmeside, hvor man kunne orientere sig med en oversigt over kvinderne samt booke sig det tidspunkt, man ønskede, hvis det ellers var ledigt. Kortene kunne købes på flere forskellige måder, hvoraf den simpleste var at frekventere Skovriderkroen i Klampenborg hver dag mellem klokken 18.00 og 19.00, hvor en af Karina Larsens medarbejdere sad klar til at handle. Betalingen foregik altid kontant, og kvinderne sørgede for at inddrage et kort, når de blev besøgt. Derudover var der en række rabatordninger og specialaftaler for regelmæssige kunder. Skulle han også gennemgå dem? Statsadvokaten rystede på hovedet, det var ikke nødvendigt. Hun spurgte:

– Hvor har du de oplysninger fra?

– Fra kunder. En del af dem er særdeles ivrige efter at hjælpe, hvis vi lover at holde deres navne borte fra pressen. De har ikke været svære at finde. Vi har også en del kort, nogle har købt fem eller ti ad gangen, altså forud, om jeg så må sige. Kortene er ved at blive undersøgt af Teknisk Afdeling.

– For fingeraftryk?

– Blandt andet, ja.

Konrad Simonsen gennemgik derefter status for værtsfamilierne og de medarbejdere i Integrationsministeriet, som havde svindlet med au pair-ordningen. Bagefter gav han en oversigt over pokerspillerne og Pokerakademiets aktiviteter. Statsadvokaten afbrød ham ikke. Da han var færdig, blev det Komtessen, der stillede det næste spørgsmål, hvilket var overraskende.

– Hvornår slår vi til?

Både Konrad Simonsen og Bertha Steenholt kiggede forbløffet på hende. Så gentog statsadvokaten, Ja, hvornår gør I det?

Det var Konrad Simonsens helt store dilemma, og han havde bestemt ikke behov for at få det så direkte eksponeret over for Bertha Steenholt, som det nu skete. Han kiggede på Komtessen, Tak, søde hustru, det var lige, hvad jeg ikke trængte til. Hun besvarede hans bistre udtryk med et strålende smil. Han vævede: Det var vanskeligt at sige, der var mange faktorer at tage hensyn til, noget talte for, andet talte imod. Statsadvokaten var straks over ham, det var netop den slags tale, man aldrig slap godt fra over for hende.

– Det der ævl kan du gemme til påklædningsdukken. Svar!

At hun mente politidirektøren, var ikke svært at gætte.

Konrad Simonsen tænkte, at helt ævl var det ikke. I den slags omfattende sager, som han i øjeblikket stod med, var det altid et problem, hvornår han skulle skære igennem og sige, at nu havde politiet overvåget de involverede længe nok. Skete det for hurtigt, risikerede han ikke at have tilstrækkeligt med beviser i en senere retssag, og trak han overvågningen for længe, var der fare for, at den blev afsløret, og gerningsmændene forsvandt. Han sagde:

– Datagruppen, som tager sig af pokerspillerne, forlanger mindst en måned mere; værtsgruppen, som tager sig af værtsfamilierne, vil også gerne have mere tid; au pair-gruppen, der tager sig af bordelvirksomheden, ønsker, at vi slår til nu, hellere i dag end i morgen. Det bliver et kompromis, går jeg ud fra.

– Går du ud fra? Er det ikke dig, som bestemmer?

– Ikke helt. Der er så mange ressourcer involveret, at jeg ikke kan se bort fra økonomien. Og gør jeg det alligevel, så vil ledelsen med garanti belære mig om noget andet.

Bertha Steenholt kløede sig med tommel- og pegefinger på sin overlæbe, mens hun tænkte sig om, så fastslog hun:

– Det er onsdag i dag, lad os sige ti-tolv dage mere, det betyder mandag den 6. juli, og så burer du dem, der skal bures. Eller tirsdag, hvis det passer bedre, men så heller ikke senere. Hvad siger du til det?

Konrad Simonsen sagde Ja, det lød fornuftigt. Hun lovede at få deres aftale konfirmeret hos hans chefer. Så rejste hun sig med en bemærkning om, at hun også måtte se at komme videre. På vej ud stoppede hun igen foran mændene på væggen, det var åbenlyst, at de fascinerede hende. Komtessen bemærkede:

– Ja, det er en skam. De går fri og kan finde nogle andre kvinder at ødelægge.

Bertha Steenholt svarede ikke, men sagde:

– I skal ikke forvente jer mirakler, rufferi og økonomisk kriminalitet er langvarige og vanskelige sager. Og hvis de prostituerede og kunderne ikke vil vidne, og det vil de sjældent, ja, så ender det hele gerne i næsten ingenting, altså med meget små eller slet ingen straffe. Og det er endda den gode udlægning. Sådan er fakta desværre.

Det vidste de to politifolk kun alt for godt, hvilket Konrad Simonsen fortalte for dem begge. Statsadvokaten svarede uhørligt, hun stod endnu og kiggede på mændene, som om hun havde svært ved at løsrive sig. Så sagde hun eftertænksomt:

– Jeg kender flere af dem.

Komtessen svarede stille:

– Jeg er ligeglad. Ansvar, etik, moral eller almindelig anstændighed gælder ikke for dem. Den slags har de betalt sig fra og det med samfundets fulde accept. Derfor er jeg ligeglad, om du kender dem.

Store Bertha drejede sig og smilede et af sine sjældne smil. Det så ud, som om hun havde fået øje på et særligt lækkert stykke kød på sin tallerken. Så sagde hun:

– Det er jeg også.