Kapitel 93

Drabssagen i Hanehoved Skov måtte anses for løst. Sådan konkluderede Konrad Simonsen – ikke uden en vis portion stolthed – over for Komtessen, Arne Pedersen og Klavs Arnold på sit sidste statusmøde i sagen. Komtessen og Arne Pedersen smilede, det var et fint resultat, som alle godt kunne være bekendt. Klavs Arnold tilsluttede sig dog ikke den glade stemning:

– Det er nu en sag, jeg helst vil glemme.

Tavsheden, der fulgte, blev pinlig, indtil Konrad Simonsen beklagede:

– Jeg er ked af min tone, Klavs. Den var upassende. Vi ved godt, at du har betalt en høj pris.

Jyden accepterede undskyldningen og undveg kollegaernes spørgsmål. Han klarede sig, der var blot ingen grund til at juble. Konrad Simonsen fortsatte, denne gang mere formelt.

Det var nu sikkert, at Henrik Krag også havde begået ugerningen i Vallensbæk Landsby, det var blevet bekræftet af en dna-undersøgelse. Desuden havde han tilstået et overfald på fire unge på Skovbrynet Station i Bagsværd om aftenen onsdag den 27. maj. De to sidste forbrydelser var nøje dirigeret og betalt af Svend Lerche, men efter at Henrik Krag var blevet sagt op hos ham. Politiet havde fundet en del af betalingen hos Henrik Krags mor bagerst i et køkkenskab, nøjagtig hvor Henrik Krag havde fortalt, at pengene lå. Sedlerne kunne spores til Svend Lerche og var blevet sendt til Henrik Krag i et almindeligt brev. De to mænds kommunikation kunne dog ikke spores. Henrik Krags instruktioner var, at han skulle ringe fra en offentlig telefonboks til Svend Lerche på et nummer, som han desværre havde smidt væk efter sin sidste opgave, da han var blevet bange for at blive opdaget og i øvrigt ikke ville være med mere. Svend Lerches motiver var tilsyneladende personlig hævn, dels på politikeren Helena Holt Andersen for hendes holdning til købesex, og dels på en medarbejder hos Skat, som han åbenbart hadede og før havde truet. Begge mennesker blev straffet af Svend Lerche ved overfald på deres børn.

Så langt, så skidt. Men der var uafklarede forhold, og de handlede i større og større grad om Henrik Krags hustru, Benedikte Lerche-Larsen. Konrad Simonsen sagde:

– Hvorfor sælger Henrik Krag sin motorcykel kun for, at Benedikte Lerche-Larsen køber den samme motorcykel en uge efter? Og hvad gjorde han med pengene, det drejede sig om næsten tres tusinde kroner, efter han havde betalt sit banklån ud? Altså under forudsætning af, at vi ikke tror på hans forklaring om, at han gav dem til en ven, hvis navn han har glemt.

Komtessen supplerede sin mand:

– Hvorfor skulle Benedikte Lerche-Larsen og Henrik Krag giftes over hals og hoved af hendes farmor i Vangede? Henrik Krag påstår, at det var, for at hun ikke skulle kunne tvinges til at vidne mod ham, men det giver ingen mening, når han i forvejen tilstår alt, hvad han har gjort. Men det giver i allerhøjeste grad mening, hvis det handler om, at han ikke behøver at vidne mod hende.

Arne Pedersen sagde:

– Og så det største spørgsmål af dem alle: Hvad vil en stenrig, oversmuk Rungsted-dulle med en ordblind taberdreng fra Ishøj?

Det blev for nedladende for Komtessen, men hun stod alene med sit Nå, nå – både Konrad Simonsen og Klavs Arnold syntes, Arne Pedersen ramte hovedet på sømmet.

Der var også flere spørgsmål, og meget tydede på, at Benedikte Lerche-Larsen havde en væsentlig stærkere position i sine forældres forretning, end det hidtil var kommet frem. Klavs Arnold spurgte Konrad Simonsen:

– Vil han slet ikke tale om hende?

Konrad Simonsen havde ud over de officielle forhør besøgt Henrik Krag i Vestre Fængsel flere aftener i træk og forsøgt at tale sig ind på den unge mand. Ved disse samtaler var advokaten ikke med, idet Konrad Simonsen havde overbevist Henrik Krag om, at der ikke var tale om forhør, kun småsnak, for at han bedre kunne forstå baggrunden for, hvad der var sket. Og det havde Henrik Krag accepteret, tilsyneladende glad for at få brudt sin monotone hverdag. Men han havde betinget sig, at han ikke blev optaget på bånd, hvilket drabschefen fandt rimeligt og derfor ikke gjorde. Konrad Simonsen sagde:

– Jo, det vil han i allerhøjeste grad gerne. Han er glad for hende og stolt over hende, men hvis jeg spørger til noget, der på mindste måde kan kompromittere hende, klapper han i. Og han er forbavsende god til at lodde, hvornår han skal holde mund.

Komtessen sagde:

– Men det er ikke sikkert, at vi nogensinde får vores udestående spørgsmål afklaret.

Hun havde hjemme talt med sin mand og vidste, hvor frugtesløse Konrad Simonsens anstrengelser var.

Tilbage var en lang række potentielle sigtelser og eventuelle domfældelser over de mennesker, som på en eller anden måde havde været involveret i Svend Lerches og Karina Larsens forretning. Og her så tingene ikke godt ud. Den lange række skrumpede hver eneste dag. Ingen af de mange kunder til de nigerianske prostituerede, som politiet havde kontaktet, ønskede at vidne i retten, så kun to af værtsfamilierne kunne retsforfølges, hvoraf den ene var bankmanden fra Vedbæk, hvis unge hustru, så snart hun havde fået opholdstilladelse, forlangte skilsmisse og erklærede sig mere end villig til at vidne mod sin kommende eksmand. Det andet var et ægtepar fra Gammel Holte, hvor manden havde været så dum, at han førte nøje regnskab med de indtægter, han fik fra sin au pair-pige, et regnskab, som hans hustru havde snuppet og afleveret til politiet efter et heftigt skænderi. Ægteparret var nu separeret. Oveni kom, at Statsadvokaturen for særlig økonomisk kriminalitet, altså Bagmandspolitiet, havde opgivet en sag for at få fingre i Svend Lerches og Karina Larsens formue, hvilket i praksis ville sige deres sommerhus, villaen i Rungsted og deres tre dyre biler. Sigtelsen af ægteparret in absentia blev frafaldet. Sandsynligheden for en dom efter en langvarig og kostbar retssag var ganske enkelt for lille. Retten i Lyngby ophævede derefter indefrysningen af ægteparrets værdier, og dispositionsretten overgik til deres datter, som havde uangribelige papirer på sine beføjelser i den forbindelse. Alt i alt var der i sagen kun udsigt til domfældelse af seks personer, nemlig Henrik Krag, to kvinder i Integrationsministeriet og muligvis tre personer, der havde haft to au pair-piger boende. Det var ikke meget, ja, nogen ville måske endda kalde det en fiasko og spild af skatteborgernes penge, men her var det Presseafdelingen viste sin værdi. I en strålende kampagne fik de overbevist offentligheden om, at politiet ingen midler havde sparet for at løse sagen med den stakkels nigerianske pige, der var blevet dræbt og kastet i skovsøen i Hanehoved Skov. Og historien gjorde sig i medierne, den slags kunne danskerne lide at læse. Her til lands blev alle drab behandlet ens uden hensyn til udgifter eller hudfarve, som det fremgik af en artikel i et af formiddagsbladene. Rigspolitichefen var godt tilfreds, og Konrad Simonsen fik ros. Han indvendte:

– Men vi har ikke lukket sagen endnu.

– Nej, men gør du bare det, Simon. Det har du min tilladelse til. Det var strålende.