Kapitel 98

Da Benedikte Lerche-Larsen i højsommeren 2009 på sine forældres vegne fraflyttede den smukke treplansvilla med udsigt over Øresund på Ellevej 7 i Rungsted, foregik det udramatisk. Skjult bag de håndbroderede køkkengardiner eller med flygtige blikke over ligusterhækkene fulgte naboerne spændt begivenheden og så, hvordan den unge kvinde, klædt i en smuk sommerkjole, kom gående ned gennem haven efter at have låst huset af.

Ude på fortovet lukkede hun omhyggeligt smedejernslågen efter sig og kastede et blik tilbage på huset, som hele formiddagen havde været genstand for hektisk aktivitet, idet indboet var blevet ryddet og kørt bort i store flyttebiler. Hvorhen vidste ingen. Så gik hun uden at forhaste sig hen til Volvoen, der var ankommet for nu snart en halv time siden. Bilens tonede ruder gled ned. Man strakte hals og fik for første gang et glimt af villaens nye ejere. Rygtet var ilet i forvejen. Ejendomsmægleren, den lokale fra Usserød, som havde formidlet salget, boede selv på Ellevej, og huset var solgt til et pensioneret ægtepar fra Horsens. Han var tidligere grossist i kødbranchen, og hun var – og her havde ejendomsmægleren smilet skælmsk – ja, hans hustru. Kødgrossisten steg ud af bilen, og kort efter fulgte konen trop. Benedikte Lerche-Larsen overrakte nøgler, og håndtryk blev vekslet, mens landsretssagførerens diskusprolapsplagede gravhund akkompagnerede med en arrig gøen. Nu havde den snuset længe nok til samme lygtepæl og ville videre. Kvarterets bedømmelse var positiv. Grossistparret virkede umiddelbart som ordentlige mennesker. Ud fra påklædningen at dømme måske lidt vel provinsielle, men det fortog sig sikkert med tiden. I øvrigt var alt bedre end Benedikte Lerche-Larsen og hendes forældre. Om det så var et kollektiv, ville det være at foretrække.

Villavejens skjulte publikum delte sig, da Benedikte Lerche-Larsen, smilende og venlig som altid, tog afsked med ægteparret, men i stedet for at sætte sig ind i sin bil, eller rettere sin fars bil, gav sig i samtale med en ældre herre, der pludselig, som ud af intet, stod ved hendes side. Nogle blev hængende ved nytilflytterne, andre fulgte stadig den unge kvindes exit.

Manden, der så overraskende viste sig på scenen, var omkring de tres, stor, med en let ludende holdning og en smule fedladen. Enkelte genkendte ham fra fjernsynet som overkriminalbetjent af en art, de fleste holdt på, at han var reporter. Sikkert fra et af de mere folkelige dagblade, idet hans koksgrå jakkesæt, afstanden til trods, nemt lod sig bestemme som stangvare. Som om vejen ikke allerede havde haft rigeligt af den slags typer.

Konrad Simonsen kiggede sig utilpas omkring. Han følte sig overvåget. Benedikte Lerche-Larsen gættede hans tanker. Også hun så sig rundt og sagde så:

– Ja, det er lidt som at være pausefisk. Jeg tænker, at mine kære naboer vil være sikre på, at jeg kommer godt ud ad døren.

– Formentlig, og det kan du da dårligt fortænke dem i.

Hun trak på skuldrene.

– Jeg troede ikke, at vi to skulle mødes igen. Du ser i øvrigt rigtigt skidt ud, er du syg?

– Det vedkommer ikke dig.

– Næ, det gør det ikke, og i grunden er jeg også ligeglad.

Kommer du for at anholde mig?

Der var ikke antydningen af frygt i hendes stemme. Hun kendte svaret.

– Nej, desværre.

– Hvorfor så?

– For at få nogle svar på mine løse ender. Kald det nysgerrighed.

Den korte, ironiske latter var forventelig.

– Hvor dum tror du, jeg er?

– Tilstrækkelig klog til at udtrykke dig i hypotetiske vendinger, som ingenting beviser, hvis jeg har en skjult mikrofon, hvad jeg i øvrigt ikke har.

– Jeg burde slet ikke tale med dig. Du får fem minutter, så skal jeg videre, jeg har travlt.

Konrad Simonsen havde kalkuleret med, at hun ville være nysgerrig, når han sådan uformelt dumpede forbi til en snak, og det holdt åbenbart stik. Så sagde han:

– Jeg har brugt mange aftener hos din mand, og jeg må sige, at han er meget glad for dig. Jeg skulle i øvrigt hilse.

Begge dele var løgn, han skulle ikke hilse, og mange aftener var groft overdrevet. Han havde rigtignok haft en del samtaler med Henrik Krag, men de havde kun givet meget få resultater, og han havde stoppet dem. De var ikke tiden værd. Ikke desto mindre var han ud fra et par småting blevet yderligere styrket i sin mistanke om, at Benedikte Lerche-Larsen havde meget mere med Hanehoved-sagen og dens mange udløbere at gøre, end der var kommet frem. Men hvad, hvordan og hvor meget vidste han ikke, og det ville han formentlig aldrig få at vide. Han sagde:

– Du må have en ganske speciel krop.

– Tak.

– Og undskyld, at jeg omtaler dit privatliv, men jeg ved, at du havde samleje for første gang med Henrik Krag søndag den 7. juni, og allerede tolv dage senere kan du konstatere, at du er gravid. Jeg har spurgt en ekspert til råds, og det kan muligvis lige akkurat lade sig gøre, men jeg tror ikke, at du er det fjerneste gravid, Benedikte.

Benedikte Lerche-Larsen var ikke overrasket, ikke det mindste, og hun vendte lynhurtigt situationen:

– Det kan da godt være, at jeg skal få taget en test mere, så jeg er helt sikker. Det er i grunden en rigtig god ide, tak skal du have.

– Og så er der en anden interessant ting ved dig: Når du drømmer om din far, og det sker jo ifølge Henrik jævnligt, så har dine drømme altid en forbavsende stor lighed med berømte filmscener. Har du ikke fantasi nok til at udtænke dine egne drømme?

Hun lo, Er det alt, du har? Der var ingenting påtaget over hendes latter, hun morede sig virkelig, og Konrad Simonsen følte sig ydmyget. Han overvejede at fortælle hende, at hun var et dumt svin, hvilket han var aldeles overbevist om, at hun var. Men det gjorde han ikke, i stedet sagde han langsomt:

– Jeg vil holde øje med dig i fremtiden, Benedikte. Vende tilbage til dig med jævne mellemrum, kigge dig i kortene, se, om forholdet mellem dig og din mand måske ændrer sig med tiden, så han vil fortælle mig mere om dig, end han vil i øjeblikket.

Heller ikke det rystede hende:

– Du er velkommen, så kan det være, at vi mødes ved en anden lejlighed.

– Det håber jeg.

– Ja, det gør du vel. Det er der mange mænd, som gør.

Hun smilede, denne gang koldt, så vendte hun sig om og gik hen til sin bil.