Roy Grace sad i mørket i sin bedagede Alfa Romeo i en stillestående bilkø, mens regnen trommede mod taget. Hans fingre trommede på rattet, og han lyttede dårligt nok til den Dido-cd, der spillede. Han var anspændt. Utålmodig. I dystert humør.
Han havde det ad helvede til.
I morgen skulle han møde i retten, og han vidste, at han var på spanden.
Han tog en slurk Evian, satte kapslen på igen og stak flasken ned i dørlommen. „Kom nu, kom nu!“ sagde han og trommede igen med fingrene, hårdere. Han var allerede fyrre minutter for sent på den. Han hadede at komme for sent, havde altid følt, at det var et tegn på uforskammethed, som om man sagde: Min tid er vigtigere end din, så jeg kan godt lade dig vente... Hvis han var taget fra kontoret bare et minut tidligere, ville han ikke være forsinket: En anden ville have taget telefonen, og rambuktyveriet i en juvelerbutik i Brighton begået af to rødder, der var høje på, guderne måtte vide hvad, ville have været en kollegas problem, ikke hans. Det var en af de kedelige sider af politiarbejdet — skurkene havde ikke den betænkelighed at arbejde inden for normal kontortid.
Han vidste, at han ikke burde gå ud i aften. Burde være blevet hjemme for at forberede sig til i morgen. Han trak flasken frem og drak lidt mere vand. Hans mund var tør, knastør. Blytunge sommerfugle flaksede omkring i hans mave.
Venner havde i det sidste par år presset ham ud i en håndfuld blind dates, og hver gang havde han været et nervebundt, inden han dukkede op. Nerverne var endnu værre i aften, og da han ikke havde haft en chance for at bade og skifte tøj, følte han sig skidt tilpas over sin fremtoning. Alle hans detaljerede planer om, hvad han ville tage på, var gået i vasken takket være de to rødder.
En af dem havde affyret et oversavet haglgevær mod en politimand, der havde fri og var kommet for tæt på juvelerbutikken — men heldigvis ikke tæt nok. Grace havde, flere gange end han havde brug for, set virkningen af et haglgevær affyret mod et menneske på få meters afstand. Det kunne skære et lem af eller slå et hul på størrelse med en fodbold gennem brystet. Denne politimand, en kriminalbetjent ved navn Bill Green, som Grace kendte — de havde spillet rugby på det samme hold nogle få gange — var blevet ramt på cirka tredive meters afstand. På den afstand kunne haglene kun lige have nedlagt en fasan eller en kanin, men ikke en 95-kilos rugbyspiller i læderjakke. Bill Green var relativt heldig — hans jakke havde beskyttet kroppen, men flere hagl havde boret sig ind i hans ansigt, heriblandt et i hans venstre øje.
Da Grace var nået frem til gerningsstedet, var rødderne allerede anholdt efter at være kørt galt og rullet rundt i deres jeep. Han var fast besluttet på at sigte dem for både mordforsøg og væbnet røveri. Han hadede den kendsgerning, at flere og flere kriminelle i England brugte skydevåben — og tvang flere og flere politifolk til at bære våben. I hans fars tid ville det have været utænkeligt med bevæbnede betjente. Nu om stunder havde politiet i visse storbyer rutinemæssigt skydevåben i bilernes bagagerum. Grace var ikke hævngerrig af natur, men som han så på det, burde enhver, der skød på en politibetjent — eller på civile for den sags skyld — hænges.
Trafikken bevægede sig stadig ikke. Han så på uret på instrumentbrættet, på den silende regn, igen på uret, på de skarpe baglygter på bilen foran — den skid havde tændt tågelygterne, som næsten blændede ham. Så kiggede han på sit armbåndsur i håb om, at bilens ur gik forkert. Men det gjor de det ikke. Hele ti minutter var der gået, og de havde ikke flyttet sig en tomme. Der var heller ikke kommet nogen trafik i den modsatte retning.
Blå blink fyldte hans bakspejl og sidespejle. Så hørte han et udrykningshorn. En patruljevogn hvinede forbi. Derpå en ambulance. Endnu en patruljevogn drønede forbi, efterfulgt af to brandbiler.
Lort. Der havde været vejarbejde, da han kørte her forbi for et par dage siden, og han havde troet, at det var årsagen til forsinkelsen. Men nu forstod han, at det måtte være en ulykke, og brandbilerne betød, at det var en slem en.
Endnu en brandbil passerede. Så nok en ambulance, for fuld udrykning. Og så en kranvogn.
Han så igen på uret: 21.15. Han skulle have hentet hende for tre kvarter siden, i Tunbridge Wells, som lå godt tyve minutter derfra.
Terry Miller, en nyskilt vicekriminalkommissær i Graces afdeling, havde underholdt ham med pralerier om sine erobringer gennem et par datingsider på internettet og havde opfordret Grace til at tilmelde sig. Grace havde stået imod, men da han begyndte at finde æggende e-mails fra forskellige kvinder i sin indbakke, havde han opdaget, at Terry Miller havde tilmeldt ham en hjemmeside, der hed U-Date, uden hans vidende.
Han havde stadig ingen anelse om, hvad der rent faktisk havde fået ham til at svare på en af disse e-mails. Ensomhed? Nysgerrighed? Liderlighed? Han var ikke sikker. I de seneste otte år var han kommet gennem livet ved blot at tage en dag ad gangen. Nogle dage forsøgte han at glemme, andre dage følte han sig skyldig over ikke at huske.
Sandy.
Nu havde han pludselig dårlig samvittighed over denne date.
Hun var billedskøn — i hvert fald på fotografiet. Han kunne også godt lide hendes navn. Claudine. Det lød fransk, der var noget eksotisk over det. Hendes billede var hot! Ravgult hår, virkelig kønt ansigt, stram bluse, der viste en kanonbarm. Hun sad på kanten af en seng med et miniskørt, der var trukket tilstrækkelig højt op til at vise, at hun bar selvsiddende strømper med blondekant og muligvis ikke havde trusser på.
De havde kun haft en enkelt telefonsamtale, hvor hun praktisk taget havde forført ham. En buket blomster, som han havde købt på en benzintank, lå på passagersædet ved siden af ham. Røde roser — en forslidt gestus, det vidste han, men det var den gammeldags romantiker i ham. Folk havde ret; han var nødt til at komme videre, på en eller anden måde. Han kunne tælle de gange, han de sidste otte og trekvart år havde været ude med en kvinde, på én hånd. Han kunne simpelthen ikke acceptere, at der måske var en anden eneste ene derude. Der kunne umuligt være nogen, der kom på højde med Sandy.
Måske ville den følelse ændre sig i aften?
Claudine Lamont. Nydeligt navn, nydelig stemme.
Sluk så for helvede det tågelys!
Han kunne lugte blomsternes søde duft. Håbede, at han også lugtede okay.
I skæret fra Alfaens instrumentbræt og baglygterne fra bilen foran stirrede han op i spejlet, usikker på, hvad han forventede at se. Sørgmodighed stirrede tilbage på ham.
Du må se at komme videre.
Han drak mere vand. Jep.
Om lige godt to måneder blev han niogtredive. Om lige godt to måneder var der også en anden mærkedag. Den 26. juli ville Sandy have været borte i ni år. Forsvundet ud i den blå luft, på hans trediveårs fødselsdag. Ingen efterladt besked. Alle hendes ejendele var stadig i huset undtagen hendes håndtaske.
Efter syv år kunne man få retten til at udstede en dødser-klæring. Hans mor i sin hospiceseng, få dage før hun døde af cancer, hans søster, hans nærmeste venner, hans psykolog, alle havde de fortalt ham, at det burde han gøre.
Det var udelukket.
John Lennon havde sagt: „Livet er, hvad der sker med dig, når du har travlt med at lægge andre planer.“ Det var fandeme sandt.
Han havde altid regnet med, at han som 36-årig ville have en familie med Sandy. Han havde altid drømt om tre unger, allerhelst to drenge og en pige, og hans weekender ville gå med at lave ting sammen med dem. Familieferier. Ture til stranden. Dagsudflugter til sjove steder. Spille bold. Reparere ting. Hjælpe dem med deres lektier om aftenen. Bade dem. Alle de rare ting, han havde lavet med sine egne forældre.
I stedet var han blevet opslugt af en indre turbulens, som sjældent forlod ham, selv ikke når han sov. Var hun død eller i live? Det havde han brugt otte år og ti måneder på at få svar på, og han var stadig ikke kommet sandheden nærmere, end da han begyndte.
Når man så bort fra arbejdet, var hans liv gabende tomt. Han havde ikke kunnet — eller villet — prøve et andet forhold. Hver eneste date, han havde været på, havde været en katastrofe. Somme tider var det, som om den eneste faste følgesvend i hans liv var hans guldfisk, Marlon. Han havde vundet fisken i et skydetelt på et dyrskue, for ni år siden, og den havde ædt alle hans efterfølgende forsøg på at give den en partner. Marlon var en gnaven, usocial skabning. Formentlig var det derfor, at de kunne lide hinanden, tænkte Grace. De var to alen af ét stykke.
Nogle gange ville han ønske, han ikke var politimand, at han havde et mindre krævende arbejde, hvor han kunne stemple ud klokken fem, gå hen på pubben og siden hjem og smække benene op foran fjerneren. Et normalt liv. Men han kunne ikke gøre noget ved det. Der var et stædigheds- eller beslutsomhedsgen — eller bunker af gener — inden i ham og i hans far før ham, som hele hans liv uophørligt havde presset ham til at søge efter kendsgerninger, søge efter sandheden. Det var disse gener, der havde ført ham op gennem graderne til hans forholdsvis nye forfremmelse til kriminalkommissær. Men de havde ikke givet ham ro i sindet.
Hans ansigt stirrede igen tilbage på ham i spejlet. Grace skar ansigt ad spejlbilledet, ad sit hår, der var klippet så kort, at det ikke var andet end et tyndt lag dun, ad sin næse, udtværet og skæv efter at være brækket i et håndgemæng, da han var ordensbetjent, hvilket fik ham til at ligne en pensioneret bokser.
Den første gang han var ude med Sandy, havde hun fortalt ham, at han havde øjne som Paul Newman. Det kunne han rigtig godt lide. Det var en ud af en million ting, han godt havde kunnet lide ved hende. Det, at hun havde elsket alt ved ham, betingelsesløst.
Roy Grace vidste, at han fysisk set ikke var imponerende. Med sine en meter og nioghalvfjerds havde han kun været fem centimeter over minimumshøjden, da han startede ved politiet nitten år tidligere. Men trods sin forkærlighed for sprut og sin lejlighedsvise kamp med cigaretterne havde han ved hårdt arbejde i politiets gymnastiksal udviklet en stærk fysik og havde holdt sig i form ved at løbe over tredive kilometer om ugen, ligesom han stadig indimellem spillede rugby — normalt som venstre wing.
Tyve minutter over ni.
Fandens.
Han ønskede virkelig ikke, at det skulle blive sent i aften. Havde ikke brug for det. Kunne ikke tillade sig det. Han skulle i retten i morgen og havde brug for en hel nats søvn. Bare tanken om det krydsforhør, der ventede ham, trykkede på alle mulige ubehagelige knapper inden i ham.
Pludselig strømmede lyset ned over ham, og han hørte en helikopters klapren. Et øjeblik efter bevægede lyset sig fremad, og han så helikopteren var på vej ned.
Han tastede et nummer på sin mobil. Der blev svaret næsten med det samme.
„Hej, det er kriminalkommissær Grace. Jeg sidder fast i en trafikprop på A26 syd for Crowborough, det ser ud til, at der er sket en ulykke et sted længere fremme — kan du give mig nogen oplysninger?“
Han blev stillet igennem til hovedkvarterets vagtcentral. En mandsstemme svarede: „Hallo, kriminalkommissær, der er sket en større ulykke. Vi har meldinger om dræbte og folk, der sidder fastklemt. Vejen vil være lukket et stykke tid — De må hellere vende om og tage en anden rute.“
Grace takkede ham og afbrød forbindelsen. Så tog han sin Blackberry lommecomputer op af skjortelommen, fandt Claudines nummer og sendte hende en sms.
Hun skrev tilbage næsten med det samme og fortalte ham, at han bare skulle tage det roligt og komme, når han kunne.
Det gjorde ham endnu mere lun på hende.
Og det hjalp ham med at glemme morgendagen.