Som en rædsom slutning på en rædsom flyvetur rystede hele flyet, da hjulene hamrede ned mod landingsbanen, præcis fem en halv time forsinket. Mens det bremsede hårdt op, kastede Mark Warren et sidste blik på den Ferrari 360, der var testet i hans Autocar-magasin. Han var træt og irriteret i det trange sæde, hvor sikkerhedsbæltet gnavede i hans mave, der allerede smertede af for mange saltkringler og en afskyelig moussaka, som han fortrød at have spist.
I want you, baby, tænkte han. Want you SO bad! Oh yes I do!
Lysene langs landingsbanen flød ud i den silende regn og for forbi hans vindue, mens flyet nærmede sig taxifart. Pilotens stemme dukkede op i højttalerne, med masser af charme og nok en gang beklagelser, der skød skylden på tågen.
Satans tåge. Satans engelske vejr. Mark drømte om en rød Ferrari, et hus i Marbella, et liv i solen og en at dele det med. En ganske særlig dame. Hvis den ejendomshandel, han havde forhandlet oppe i Leeds, gik igennem, ville han være et skridt nærmere både huset og Ferrarien. Damen var et større problem.
Træt løsnede han bæltet, trak mappen ud fra under sædet foran ham og proppede magasinet ned i den. Så rejste han sig og blandede sig med køen i kabinen, lod slipset hænge på halv stang og trak sin regnfrakke ned fra bagagerummet over ham, for træt til at bekymre sig om, hvordan han så ud.
I modsætning til sin forretningspartner, som altid klædte sig sløset, var Mark altid sirligt klædt. Men ligesom hans nydelige blonde hår var hans tøj for gammelmandsagtigt til hans otteogtyve år og normalt så velholdt, at det så ud, som om det kom direkte fra butikken. Han forestillede sig, at verden så ham som en velklædt forretningsmand, men i virkeligheden fremtrådte han, i en hvilken som helst gruppe, uvægerlig som manden, der så ud, som om han var der for at sælge dem noget.
Hans ur viste 23.48. Han tændte for sin mobil, og den lyste op. Men inden han kunne foretage en opringning, bippede batteriindikatoren, og telefonen løb tør for strøm. Han lagde den tilbage i lommen. Forbandet sent nu, alt, alt for sent. Det eneste, han havde lyst til nu, var at tage hjem i seng.
En time senere bakkede han den sølvfarvede BMW X5 ind i sin parkeringsbås under Van Alen-bygningen. Han tog elevatoren op til tredje sal og låste sig ind i sin lejlighed.
Det havde presset hans finanser at købe dette sted, men det havde bragt ham et trin opad i verden. En imponerende, moderne bygning i art deco-stil på havnefronten i Brighton med en gruppe kendisser blandt beboerne. Stedet havde klasse. Boede man i Van Alen-bygningen, var man noget. Hvis man var noget, betød det, at man var rig. Hele sit liv havde Mark haft netop det ene mål — at blive rig.
Hans telefonsvarer blinkede, så han, da han gik gennem det store, åbne opholdsrum. Han besluttede at ignorere det lidt. Han stillede mappen fra sig, satte mobiltelefonen i opladeren og gik derpå direkte hen til barskabet og skænkede sig en Balvenie-whisky. Så gik han hen til vinduet og stirrede ned på promenaden, der stadig myldrede med mennesker trods vejret og det sene tidspunkt. Længere ude kunne han se lysene på Brighton Pier og det blæksorte hav.
Pludselig bippede mobilen skarpt til ham. En besked. Han gik hen og så på displayet. Shit. Fjorten nye beskeder!
Han ringede op til telefonsvareren, slog højttaleren til og satte den tilbage i opladeren. Den første besked var fra Pete, klokken 19, der spurgte, hvor han var. Den anden var fra Robbo, klokken 19.45, som hjælpsomt fortalte ham, at de kørte videre til en anden pub, The Lamb i Ripe. Den tredje, klokken 20.30, var fra Luke og Josh, der lød meget fulde, med Robbo i baggrunden. De fortsatte fra The Lamb til en pub på Uckfield Road, der hed The Dragon.
De næste to beskeder var fra henholdsvis en ejendomsmægler vedrørende handelen i Leeds og firmaets advokat.
Den sjette, klokken 23.05, var fra Ashley, som lød meget bekymret. Hendes tone kom bag på ham. Ashley var normalt rolig, en klippe.
„Mark, please, please, please ring til mig, så snart du hører det her,“ tryglede hun med sin bløde, markante nordamerikanske accent.
Han tøvede og lyttede så til næste besked. Den var fra Ashley igen. Nu lød hun panisk. Og den næste, og den næste igen, hver med ti minutters mellemrum. Den tiende besked var fra Michaels mor. Hun lød også bekymret.
„Mark, jeg har også lagt en besked på din fastnettelefon. Vær sød at ringe til mig, når du hører det her, uanset hvad klokken er.“
Mark standsede maskinen et øjeblik. Hvad fanden var der sket?
Den næste besked var igen fra Ashley. Hun lød, som om hun var på randen af hysteri. „Mark, der er sket en forfærdelig ulykke. Pete, Robbo og Luke er døde. Josh ligger i respirator på intensivafdelingen. Ingen ved, hvor Michael er. Åh gud, Mark, vær sød at ringe, så snart du hører det her.“
Mark hørte beskeden en gang til, næsten ude af stand til at fatte, hvad han hørte. Mens han lyttede til den igen, satte han sig tungt på sofaens armlæn. „Hold da kæft.“
Så aflyttede han resten af beskederne. Mere af det samme fra Ashley og fra Michaels mor. ‘Ring. Ring. Vær sød at ringe.’ Han bundede sin whisky, skænkede sig så en ny drink, en lidt større, og gik hen til vinduet. Gennem sit spejlbilledes spøgelse stirrede han igen ned på promenaden, iagttog den forbipasserende trafik og kiggede så ud over havet. Langt ude mod horisonten kunne han se to små lysprikker, et fragtskib eller et tankskib på vej op gennem kanalen.
Han tænkte.
Jeg ville også have været involveret i den ulykke, hvis flyet ikke havde været forsinket.
Men han tænkte længere end det.
Han nippede til whiskyen og satte sig så i sofaen. Et øjeblik efter ringede telefonen igen. Han gik hen og stirrede på displayet. Ashleys nummer. Fire ring, så standsede den. Øjeblikket efter ringede hans mobil. Ashley igen. Han tøvede og trykkede så på afslut-knappen, så den gik direkte videre til telefonsvareren. Så slog han telefonen fra og satte sig ned, lænede sig tilbage, trak fodskamlen frem og knugede glasset mellem sine hænder.
Isterningerne raslede i glasset. Det gik op for ham, at hans hænder rystede, hele hans indre rystede. Han gik hen til B&O-anlægget og satte en Mozart-cd på. Mozart hjalp ham altid til at tænke. Lige pludselig havde han en masse at tænke over.
Han satte sig igen, stirrede ned i whiskyen, fokuserede intenst på isterningerne, som var de runer, der var blevet kastet. Der gik over en time, før han tog telefonen for at foretage et opkald.