Ashley lignede et spøgelse. Hendes lange, brune hår indrammede et ansigt, der var lige så blegt som patienternes i skoven af dropslanger, respiratorer og skærme ved sengene på afdelingen bag hende. Hun lænede sig mod skranken ved sygeplejerskernes kontor på intensivafdelingen på Sussex County Hospital. Hendes sårbarhed fik hende, i Marks øjne, til at se smukkere ud end nogen sinde.
Ør oven på en søvnløs nat, iklædt et dyrt jakkesæt og ulastelige, sorte Gucci-hyttesko, gik han hen til hende, lagde armene om hende og holdt hende ind til sig. Han stirrede på en slikautomat, en drikkevandskumme og en mønttelefon bag en plexiglasskærm. Hospitaler havde altid givet ham myrekryb. Lige siden han havde besøgt sin far på hospitalet efter et alvorligt hjerteanfald og havde set denne mand, som før havde været så stærk, se så skrøbelig ud, så forbandet ynkelig og ubrugelig — og bange. Han klemte Ashley lige så meget for sin egen skyld som for hendes. Tæt ved hendes hoved blinkede en cursor på en grøn computerskærm.
Hun klyngede sig til ham, som var han et stykke drivtømmer på et stormpisket hav. „Åh gud, Mark, gudskelov du er her.“
En sygeplejerske var travlt optaget i telefonen. Det lød, som om hun talte med en pårørende til en på afdelingen, mens en anden bag skranken tæt ved dem skrev noget på et tastatur.
„Det her er forfærdeligt,“ sagde Mark. „Ubegribeligt.“
Ashley nikkede og sank en klump. „Havde det ikke været for dit møde, ville du også have —“
„Jeg ved det. Jeg kan ikke lade være med at tænke på det. Hvordan har Josh det?“
Ashleys hår lugtede nyvasket, og der var en snert af hvidløg i hendes ånde. Pigerne havde også holdt deres polterabend i aftes på en eller anden italiensk restaurant.
„Ikke godt. Zoe er hos ham.“ Hun pegede, og Mark fulgte fingerens retning hen over adskillige senge, hen over de hvæsende, klikkende respiratorer og de blinkende skærme til den anden ende af afdelingen, hvor han kunne se Joshs kone sidde på en stol. Hun havde en hvid T-shirt på, hættetrøje med lynlås og bukser, kroppen var foroverbøjet, og hendes viltre slangekrøller dækkede ansigtet.
„Michael er stadig ikke dukket op. Hvor er han, Mark? Det må du da vide?“
Da sygeplejersken afsluttede samtalen, bippede telefonen, og hun begyndte igen at tale.
„Aner det ikke,“ sagde han. „Det har jeg simpelt hen ingen anelse om.“
Hun så direkte på ham. „Jamen, I har jo planlagt denne aften i ugevis — Lucy sagde, at I ville betale Michael tilbage for de practical jokes, han lavede med de andre til deres polterabender.“ Da hun trådte et skridt tilbage og rystede håret væk fra panden, kunne Mark se, at hendes mascara var løbet. Hun duppede øjnene med sit ærme.
„Måske har gutterne skiftet mening i sidste øjeblik,“ sagde han. „De havde ganske vist alle mulige ideer, som at komme noget i hans drink og sætte ham på et fly, men det lykkedes mig at tale dem fra det — det troede jeg i hvert fald.“
Hun sendte ham et svagt, taknemmeligt smil.
Han trak på skuldrene. „Jeg vidste jo, hvor bekymret du var, for at vi skulle gøre noget dumt.“
„Det var jeg, virkelig bekymret.“ Hun skævede til sygeplejersken og snøftede. „Men hvor er han så?“
„Er det sikkert, han ikke var i bilen?“
„Helt sikkert. Jeg har ringet til politiet — de siger at — de siger — de—“ Hun begyndte at hulke.
„Hvad sagde de?“
„De vil ikke gøre noget,“ røg det ud af hende i et udbrud af vrede.
Hun hulkede lidt mere og prøvede at få hold på sig selv. „De siger, at de har ledt overalt omkring ulykkesstedet, og der er intet spor af ham. De siger, at han formentlig bare sover en gevaldig brandert ud et eller andet sted.“
Mark ventede på, at hun skulle falde til ro, men hun blev ved med at græde. „Måske passer det.“
Hun rystede på hovedet. „Han lovede mig, at han ikke ville blive fuld.“ Mark sendte hende et skeptisk blik. Et øjeblik efter nikkede hun. „Det var jo en polterabend. Det er jo det, I fyre gør på en polterabend. Drikker jer skidefulde.“
Mark stirrede ned på de grå tæppefliser. „Lad os gå hen til Zoe,“ sagde han.
Ashley fulgte med gennem afdelingen, et par skridt bag ham. Zoe var en spinkel skønhed, og i dag virkede hun endnu mere spinkel på Mark, da han lagde hånden på hendes skulder og mærkede den hårde knogle under det bløde stof i hendes designerhættetrøje.
„Zoe, det gør mig virkelig ondt.“
Hun takkede ham med et svagt skuldertræk.
„Hvordan går det med ham?“ Mark håbede, at ængstelsen i hans stemme lød ægte.
Zoe drejede hovedet og så op på ham. Hendes øjne var blanke, hendes kinder, som næsten var gennemsigtige uden makeup, var strimede af tårer. „De kan ikke gøre noget,“ sagde hun. „De har opereret ham, og nu må vi bare vente.“
Han var forbundet til to infusionspumper, tre automatiske injektionssprøjter og en respirator, der lavede en vedvarende, blød og uhyggeligt hvislende lyd. En række data og bølgelinjer løb henover maskinens skærm.
Røret, der stak ud af Joshs mund, endte i en lille pose med en tap i bunden og var halvt fyldt med en mørk væske. Der var en skov af kanyleslanger mærket med gult, hvor de gik ud fra pumper og sprøjter, og mærket med hvidt i den anden ende. Ud fra lagnerne og fra hans hoved løb der ledninger med til skærmene og de takkede grafer. Den hud, Mark kunne se, havde samme farve som alabast. Hans ven lignede et laboratorieforsøg.
Men Mark så knap på Josh. Han så på skærmene, forsøgte at læse dem, at forstå, hvad de sagde. Han prøvede at huske tilbage til dengang han stod i det samme rum ved siden af sin døende far, hvad der var EKG’et, iltprocenten, blodtrykket, og hvad det alt sammen betød. Og han læste etiketterne på dropslangerne. Mannitol. Pentastarch. Morfin. Midazolam. Noradrenalin. Og han tænkte. Josh havde altid været på den grønne gren. Så godt ud, rige forældre. Forsikringsmanden, der altid kalkulerede og kortlagde sit liv, altid snakkede om femårsplaner, tiårsplaner, tilværelsens mål. Han var den første i slænget, der blev gift, fordi han gerne ville have børn tidligt, så han stadig ville være ung nok til at nyde livet, efter at de var fløjet fra reden. Ægteskabet med den perfekte hustru, den kære lille rigmandsdatter Zoe, totalt fertil, der gav ham mulighed for at opfylde hans plan. Hun havde leveret ham to perfekte børn i rap.
Mark kastede et blik rundt i afdelingen, iagttog sygeplejerskerne, lægerne, noterede sig deres placering, og så faldt hans øjne på dropslangerne inde i Joshs hals og baghoved, lige under plasticskiltet med hans navn. Så gled de videre til respiratoren. Derfra op til EKG’et. Der ville lyde advarende summere, hvis hjertefrekvensen blev for lav. Eller iltniveauet.
Det ville være et problem, hvis Josh overlevede — han havde ligget vågen det meste af natten og spekuleret over det, og han var nået til den triste konklusion, at det ikke var en mulighed, han kunne lade stå åben.