Davey sad og så den amerikanske politiserie Law & Order på den uskarpe tv-skærm i den kaotisk rodede skurvogn ved siden af sin fars hus i udkanten af Lewes med udsigt til gårdspladsen, der var fyldt med bilvrag. Hans favorit blandt de medvirkende, en sej strømer ved navn Reynaldo Curtis, nidstirrede et udskud og holdt ham i pludderkødet med en knyttet næve. „Jeg ånder dig i nakken, er du med?“ snerrede Reynaldo Curtis.
Davey lå tilbagelænet i sine cowboybukser og med baseballkasketten trukket godt ned i panden på den ramponerede sofa og gumlede på en Twinkie-bar fra en forsyning, han fik leveret hver uge fra USA per postordre, og råbte højt: „Yeah, glatnakke! Jeg ånder dig i nakken, er du med?“
Resterne af Daveys aftensmad, en quarterpounder med pomfritter, lå ved hans fødder på det krøllede gulvtæppe mellem bunkerne af skrot — det meste bjærget under arbejdet sammen med faren — der dækkede næsten hver en kvadratcentimeter af gulvet og optog al reol- og bordplads på hans enemærker.
Ved siden af ham lå stumperne af walkie-talkien, som han havde fundet for et par aftener siden. Det havde været hans mening at prøve at reparere den, men det var han ikke nået til endnu. Dovent samlede han den op og tog den i øjesyn.
Hylsteret var godt revnet. Der var et løst stykke plastic med false og to AAA-batterier, som han havde samlet op fra vejen, da han havde tabt den. Han var kommet fra at samle den igen. Han glemte masser af ting. Lige så hurtigt noget kom ind i hans hoved, lige så hurtigt forsvandt det ud igen.
Ting.
Hele tiden var der ting, som ikke gav mening.
Livet var et puslespil, hvor der altid manglede brikker. De vigtige brikker. Nu var der fire brikker til walkie-talkie-puslespillet. Det revnede hylster, to batterier og den dims, der lignede et låg.
Han spiste resten af sin Twinkie, slikkede papiret og smed det så på gulvet.
„Er du med?“ sagde han ud i den blå luft. Så bøjede han sig frem, tog burgerens polystyrenæske og rodede med fingeren rundt i ketchuppen. „Yeah! Jeg ånder dig i nakken, er du med?“
Han klukkede. Der var reklamepause. Et eller andet slikket mediehoved snakkede om realkreditlån. Davey var ved at blive utålmodig og sagde: „Kom nu, mand, lad os komme tilbage til serien.“
I stedet kom der nok en reklame. På skærmen kravlede et spædbarn hen over et gulvtæppe og talte med en voksen mands dybe stemme. Davey stirrede et par øjeblikke, tryllebundet, og undrede sig over, hvordan et spædbarn kunne lære at tale sådan. Så gled hans opmærksomhed tilbage til walkie-talkien. Der var en teleskopantenne, som han trak ud i hele dens længde og derpå skubbede sammen igen. „Ka-ram!“ sagde han. Så ud igen. „Karam!“
Han pegede på tv-skærmen med den, stirrede ned langs den og tog sigte, som om den var et gevær.
Han så på sit splinternye ur, som hans far havde givet ham til hans fødselsdag i går. Det var til at tage tid med ved motorløb og havde alle mulige knapper, drejeskiver og digitale displays, som han endnu ikke helt havde regnet ud i manualen. Hans far havde lovet at hjælpe ham med at læse den, komme igennem de svære ord. Han var nødt til at have styr på det til på søndag, Monaco Grand Prix. Det var vigtigt, at han var klar til det.
Der blev banket på døren, og så blev den åbnet på klem. Der stod hans far, fuldt påklædt med jægerkasket med øreklapper, slidt gammel vindjakke og gummistøvler. „Fem minutter, Davey.“
„Åhh. Det er Law & Order. Kan vi ikke sige et kvarter?“
Cigaretrøg drev ind i rummet. Davey så den røde glød, da hans far tog et hiv. „Hvis du vil med ud og skyde kaniner, er vi nødt til at tage af sted om fem minutter. Du må da have set hvert eneste afsnit af Law & Order, der nogen sinde er lavet.“
Reklamerne sluttede, og serien vendte tilbage. Davey løftede en finger op til læberne. Phil Wheeler smilte i forstilt opgivelse og trak sig ud af rummet. „Fem minutter,“ sagde han og lukkede døren.
„Ti!“ råbte Davey efter ham, nu med amerikansk accent. „Kompromis. Er du med?“
Davey kiggede igen på walkie-talkien og tænkte, at det ville være sejt at tage den med ud på kaninjagt. Han så ind i batteridelen, fandt ud af, hvad vej batterierne skulle vende, og satte dem i. Så trykkede han på den ene af to knapper på siden. Der skete intet. Han prøvede den anden knap, og straks lød der en statisk knitren.
Han holdt højttaleren op til øret og lyttede. Kun statisk støj. Og så pludselig en mandsstemme så høj, at han kunne have været i rummet hos ham.
„Hallo?“
Forskrækket tabte Davey walkie-talkien på gulvet.
„Hallo? Hallo?“
Davey stirrede ned på den, strålende af glæde. Så lød der en ny banken på døren, og hans far kaldte: „Jeg har dit gevær, lad os komme af sted!“
Pludselig blev han bange for, at hans far skulle blive vred, hvis han så walkie-talkien — han måtte ikke tage noget som helst, de fandt omkring bilvragene — og han krøb sammen på gulvet, trykkede på den anden knap, som han gik ud fra var taleknappen, og hviskede hemmelighedsfuldt med sin amerikanske accent: „Beklager, kan ikke tale, han ånder mig i nakken — er du med?“
Så stak han walkie-talkien ind under sengen og skyndte sig udenfor og efterlod fjernsynet og kriminalbetjent Reynaldo Curtis, som måtte klare sig uden ham.