Michael vågnede med et spjæt op fra en forvirret drøm, forsøgte at sætte sig op og slog straks hovedet mod kistens låg. Han brølede af smerte og prøvede at bevæge armene, og hans skuldre mødte den faste satin først på venstre og så på højre side. Han vred sig og spjættede i pludselig klaustrofobisk panik.
„Få mig ud herfra!“ skreg han, drejede sig og slog ud med armene, gispede efter luft, svedte og rystede på samme tid.
„Åh, få mig nu ud herfra!“
Hans stemme blev bremset. Flad. Den kom ingen vegne, den var fanget her, ligesom han selv var.
Hans hænder famlede panisk efter lygten. Der gik flere sekunder, før han fandt den. Så fik han fat i den, tændte den, stirrede opad og derpå til siden på sine fængselsvægge. Han så på sit ur: 11.15.
Aften?
Næste dag?
Aften, det måtte være aften, torsdag aften.
Strømme af sved løb ned over hans krop. De dannede en pøl under ham. Han bøjede nakken for at kigge over skulderen, rettede lygten nedad, og en refleksion lyste tilbage mod ham. Vand.
Der var sgu en hel tomme.
Han kiggede chokeret ned. Det var umuligt. Nej, det var helt umuligt, at han havde svedt så meget.
Der var fandeme to tommer vand.
Han sænkede hånden igen. Lyste med lygten. Holdt sin lillefinger strakt som en målepind. Vandet nåede op til lige under det andet led. Det var udelukket, at han havde svedt så meget. Han krummede hænderne og skovlede noget af det op og drak det grådigt, ligeglad med dets salte, mudrede smag. Han drak mere og mere; i flere minutter forekom det ham, at jo mere han drak, jo tørstigere blev han.
Da han til sidst var færdig, gik et nyt aspekt af det stigende vand op for ham. Han greb bæltespændet og begyndte at gnide som en rasende på låget, men i løbet af et par minutter blev spændet så varmt, at han brændte fingrene.
Shit.
Han tog whiskyflasken op. Der var stadig en tredjedel tilbage i den. Han slog toppen af flasken hårdt mod træet over sig. Intet skete. Han forsøgte igen, hørte den dumpe lyd. En flis af glas faldt af. Tragisk, hvis det skulle gå til spilde. Han stak flaskehalsen i munden, vippede den og slugte en mundfuld af den brændende væske. Gud, hvor smagte det godt, så godt. Han lænede sig tilbage, vendte bunden i vejret på flasken og lod det løbe ind, sank, sank, sank, indtil han fik det galt i halsen.
Han holdt flasken op, missede med øjnene mod den i lygtens stråle, havde svært ved at fokusere nu, hans hoved svømmede. Der var kun en lille —
Der lød et dunk lige over hans hoved. Han mærkede kisten bevæge sig!
Så endnu et dunk.
Som et skridt.
Som om der stod nogen på kistens låg lige over ham!
Håbet fyldte hver nerve i hans krop. Åh, du barmhjertige, omsider tager de mig op herfra!
„Okay, I røvhuller!“ råbte han, og hans stemme var mere ynkelig, end han havde tænkt sig. Han tog en indånding, hørte en skraben over sig. Omsider!
„Hvor fanden har I været?“
Stilhed.
Han hamrede næven mod låget, hans stemme blev grødet. „Hallo! Hvor fanden har I været? Josh? Luke? Pete? Robbo? Har I nogen anelse om, hvor længe jeg har ligget hernede? Det her er bare så umorsomt, det er virkelig bare så umorsomt. Hører I?“
Stilhed.
Michael lyttede.
Var det noget, han havde bildt sig ind?
„Hallo! Hey, hallo!“
Stilhed.
Det kunne ikke være noget, han havde bildt sig ind. Der havde lydt skridt. Et vildt dyr? Nej, skridtene havde været tungere end som så. Tunge som et menneskes.
Han bankede som en rasende med flasken og derpå med næverne.
Og så, ganske pludseligt, meget stille, som om han så et trylleshow på tv, gled luftslangen opad og forsvandt. En smule jord dryssede ned gennem hullet efter den.