Roy Grace, i kortærmet, hvid skjorte, mørkt slips og med opknappet krave, stirrede på sms’en på sin telefon med en anstrengt mine:
Kan ikke lade være med at tænke på dig! Claudine xx
Claudine ?
Han sad på sit kontor lidt over ni om morgenen foran sin computerskærm, som plingede med nye e-mails hvert andet øjeblik, følte sig dødtræt og med en dundrende hovedpine, og han frøs. Regnen væltede ned udenfor, og der var en iskold træk i lokalet. Han sad lidt og så, hvordan regnen løb ned ad vinduet, stirrede ud på den triste udsigt til muren i gyden bagved, skruede så låget af en flaske vand, han havde købt på en benzintank på vej ind, inden han rodede i en skuffe og tog en æske hovedpinepiller op. Han trykkede to piller ud af folien, slugte dem og tjekkede så tidspunktet, hvor beskeden var afsendt: 2.14.
Claudine.
Åh gud. Nu sank den ind.
Hans strisserfjendske, vegetardate fra U-Date tirsdag aften. Hun havde været rædsom, aftenen havde været en katastrofe, og nu sendte hun ham sms’er. Herligt.
Han sad med mobiltelefonen og overvejede, hvorvidt han skulle besvare eller bare slette den, da hans dør gik op, og Branson kom ind klædt i et velpresset brunt jakkesæt, violet slips og tofarvede, brune og beige sko og med en kop Starbucks kaffe i den ene hånd og to papirsposer i den anden.
„Halløjsa,“ hilste Branson, idet han frisk som altid lod sig dumpe ned i stolen over for Grace og satte kaffen og poserne på skrivebordet. „Du ejer stadig en skjorte, ser jeg.“
„Meget morsomt,“ sagde Grace.
„Vandt du i går?“
„Nej, jeg vandt fandeme ikke.“ Tabet sved stadig. Fire hundrede og tyve pund. Penge var ikke noget problem for ham, og han havde ingen gæld, men han hadede at tabe, især at tabe stort.
„Du ser herrens ud.“
„Tak.“
„Nej, jeg mener det. Du ser simpelt hen forfærdelig ud.“
„Pænt af dig at komme hele den lange vej for at fortælle mig det.“
„Har du nogen sinde set The Cincinatti Kid?“ „Det tror jeg ikke.“
„Steve McQueen. Blev udraderet i et spil kort. Havde en glimrende slutning — du ville kunne huske det, knægten i gyden udfordrer ham til et spil, og han taber sin sidste mønt til ham.“ Branson tog låget af, spildte kaffe på skrivebordet, tog så en marcipancroissant og tabte et spor af sukker ved siden af kaffepletten. Han rakte den frem mod Grace. „Vi du have en bid?“
Grace rystede på hovedet. „Du skulle spise noget sundere til morgenmad.“
„Virkelig? Så jeg kommer til at se ud som dig? Hvad spiste du? Økologisk halm?“
Grace løftede æsken med hovedpinepiller. „Al den næring, jeg behøver. Hvad laver du herude i ødemarken?“
„Har et møde med chefen om ti minutter. Jeg er blevet valgt til Komiteen for Narkoindsats.“
„Heldige dig.“
„Det handler om profil, var det ikke det, du fortalte mig? Gøre sig synlig over for cheferne?“
„Stor dreng, du huskede det. Jeg er imponeret.“
„Men det er faktisk ikke derfor, jeg kiggede ind til dig, gamle dreng.“ Branson trak et fødselsdagskort op af den anden pose og lagde det foran Grace. „Jeg skal have alle til at skrive under — til Mandy.“
Mandy Walker var i børneværnsafdelingen i Brighton. Grace og Branson havde begge arbejdet sammen med hende på et tidspunkt.
„Er hun på vej væk?“
Branson nikkede og antydede en gravid mave. „Egentlig troede jeg, du skulle i retten i dag.“
„Udsat til mandag.“ Grace skrev sit navn ved siden af en halv snes andre på kortet. Kaffen og wienerbrødet duftede pludselig godt. Da Branson tog en bid af croissanten, rakte han ud og tog den anden croissant fra posen, rev en mundfuld af og nød den øjeblikkelige sødme. Han tyggede langsomt og kiggede på Bransons slips, som havde et skarpt geometrisk mønster, der næsten gjorde ham svimmel. Så rakte han kortet tilbage.
„Roy, den lejlighed, som vi tog ud til i onsdags, ikke?“
„Nede på The Drive?“
„Der er noget, jeg ikke forstår. Jeg har brug for din modne alders visdom. Har du et par minutter?“
„Har jeg noget valg?“
Branson ignorerede ham og sagde: „Nu skal du høre.“ Han tog endnu en bid af croissanten, så glasursukker og krummer dryssede ned over hans tøj og slips. „Fem fyre på en polterabend, ikke? Se —“
Der blev banket på døren, den gik op, og Eleanor Hodg-son, Graces administrative assistent, kom ind med en stabel papirer og sagsmapper. Hun var en noget stram, effektiv, midaldrende kvinde med nydeligt, sort hår og virkede altid lidt nervøs. Lige nu så hun nervøst på Bransons slips.
„Godmorgen, Roy,“ sagde hun. „Godmorgen kriminalassistent Branson.“
„Dav,“ svarede Branson.
Hun lagde dokumenterne på Graces skrivebord. „Jeg har fået et par tekniske rapporter tilbage fra Huntingdon. En af dem er den, du har ventet på.“
„Tommy Lytle?“
„Ja. Jeg har også dagsordenen og oplægget til dit budgetmøde klokken elleve.“
„Tak.“ Mens hun gik ud af kontoret, bladrede han hurtigt gennem bunken og lagde Huntingdon-rapporten øverst. Huntingdon i Cambridge var et af de kriminaltekniske centre, som politiet i Sussex gjorde brug af. Tommy Lytle var Graces ældste henlagte sag. Som elleveårig var Tommy en eftermiddag i februar, for syvogtyve år siden, på vej hjem fra skole. Han var aldrig blevet set igen. Det eneste spor dengang havde været en Morris Minor varevogn, som var blevet set af et vidne, der havde åndsnærværelse nok til at skrive nummeret ned. Men der var aldrig blevet fastslået nogen forbindelse til ejeren, en sær enspænder med en fortid som pædofil sexforbryder. Og så for to måneder siden, og ved et rent tilfælde, var varevognen dukket op på Graces radar, da en bilentusiast, som ejede den nu, blev standset for spirituskørsel.
De kriminaltekniske fremskridt i de sidste syvogtyve år var enorme. Politiets teknikere hævdede, ikke uden grund, at hvis et menneske nogen sinde havde været i et lokale, ligegyldigt hvor længe siden det var, kunne de, hvis de fik tid til det, finde beviser med moderne dna-analyser. Bare en enkelt hudcelle, der var undsluppet støvsugerne, eller et hår eller en stoffiber. Måske noget, som var hundrede gange mindre end et knappenålshoved. Der ville være et spor.
Og nu havde de varevognen. Og den oprindeligt mistænkte levede stadig. Og teknikerne havde gennemgået den varevogn minutiøst!
Selv om Grace var glad for Branson, kunne han pludselig ikke vente på, at han skulle gå, så han kunne læse rapporten. Hvis han opklarede det her, ville det være den ældste sag, der nogen sinde var opklaret i hele landet.
Branson proppede resten af croissanten i munden og sagde, mens han tyggede: „Fem fyre tager ud på en polterabend. Gommen er en rigtig spøgefugl — han har lavet et nummer med hver af fyrene før i tiden, for eksempel lænket en sølle stakkel til et sæde på nattoget til Edinburgh, da han efter planen skulle giftes i Brighton næste formiddag.“
„Flink fyr,“ sagde Grace.
„Ja, netop sådan en morsom rad, man ønsker som sin bedste ven. Nå. Lad os se, hvad vi har: De her fem fyre tager af sted. Et eller andet sted undervejs mister de gommen, Michael Harrison. Så kommer de ud for en trafikulykke, tre af dem dør på stedet, den fjerde ligger i koma. Han døde i går aftes. Michael er forsvundet, ingen har hørt et ord. Nu er det fredag formiddag, og han skal giftes om lidt over fireogtyve timer.“
Branson tog en slurk kaffe, rejste sig op et øjeblik og gav sig til at vandre rundt i kontoret. Han standsede og stirrede et øjeblik på flipoveren, hvor der med blåt blæk var skrevet en turnusplan for et eller andet. Han vendte siden, tog en pen og skrev.
„Vi har Michael Harrison.“ Han skrev navnet og slog en cirkel omkring det. „Vi har de fire døde kammerater.“ Han tegnede nok en cirkel. „Så har vi hans forlovede, Ashley Harper.“ Han slog en tredje cirkel om hende. „Så kompagnonen, Mark Warren.“ Han tegnede en fjerde cirkel. „Og...“
Grace så spørgende på ham.
„Vi har det, vi gravede frem fra hans computer i går, ikke?“
„En bankkonto på Cayman Islands.“
Stadig med pennen i hånden satte Branson sig igen over for Grace.
Grace fortsatte: „Kompagnonen var ikke med til den polterabend, sagde du.“
Branson blev altid imponeret over Graces detaljerede hukommelse. Han lod til at huske alt. „Korrekt.“
„Fordi han sad fast uden for byen i et forsinket fly.“
„Det er foreløbig historien.“
„Hvad siger han så? Hvor tror han, Michael Harrison er henne? Er han stukket af til Cayman Islands?“
„Roy, du har set hans pige. Og vi var enige om, at ingen fyr ved sine fulde fem ville droppe hende og stikke af — hun er dødlækker, og hun ved det. Og.“ Branson spidsede læberne.
„Og hvad?“
„Hun lyver. Jeg brugte din metode på hende, tricket med øjnene. Jeg spurgte hende, om hun kendte til kontoen på Cayman Islands, og det sagde hun, at hun ikke gjorde. Hun løj.“
„Hun har formentlig bare været beskyttende. Dækket sin chefs — og sin forlovedes — røv.“ Grace blev et øjeblik distraheret af plinget fra nok en e-mail. Så tænkte han sig godt om. „Hvad er du foreløbig kommet frem til?“
„Følgende mulige scenarier: Enten har hans kammerater gjort gengæld og har bundet ham et eller andet sted. Eller også er han kommet ud for en ulykke. Eller måske har han fået kolde fødder og er stukket af. Eller måske kommer Cayman Islands ind i billedet et eller andet sted.“
Grace åbnede en af de e-mails, der var markeret som hastende og kom fra hans chef, Alison Vosper. Hun spurgte, om han havde tid til et kort møde klokken 12.30. Han skrev tilbage, at det havde han, samtidig med at han talte til Bran-son. „Fyrens kompagnon, Mark Warren, han ville vide det, hvis de havde planlagt at binde ham til et træ eller sådan noget.“
„Miss Harper siger, at han ved, at de planlagde noget, men ikke hvad de havde besluttet sig for.“
„Har du tjekket de pubber, de var inde på?“
„Gør det i dag.“
„Overvågningskameraer?“
„Går jeg også i gang med.“
„Har du undersøgt varevognen?“
Ud fra den pludselige panik i Bransons ansigt kunne Grace se, at det havde han ikke. „Hvorfor fanden har du ikke gjort det? Er det ikke det første sted at lede efter spor?“
„Jo, du har ret. Jeg er ikke kommet rigtig i sving med det her.“
„Har du underrettet havne og lufthavne?“
„Ja, hans billede bliver rundsendt her til formiddag. Vi har sat ham på listen over savnede personer.“
Grace følte det, som om en mørk sky var trukket ind over ham. Savnede personer. Det påvirkede ham, hver gang han hørte den vending, og fik det hele til at dukke op i tankerne igen. Han tænkte på denne kvinde, Ashley, som Branson havde beskrevet. Det var dagen før hendes bryllup, og hendes mand var forsvundet. Hvordan måtte hun ikke have det?
„Glenn, du sagde, at fyren her er en spøgefugl — er der nogen chance for, at det her er et nummer, han laver, og at han vil dukke op med et stort grin i fjæset?“
„Når fire af hans bedste venner er døde? Så må han være temmelig syg i hovedet.“ Branson så på sit ur. „Hvad skal du til frokost?“
„Medmindre jeg bliver ringet op af Julia Roberts, er jeg nok ledig — åh — forudsat at Nr. 27 ikke optager mig mere end en halv time.“
„Hvordan går det med den skønne Alison Vosper?“
Grace sendt ham et anstrengt blik og hævede øjenbrynene. „Mere sur end sød.“
„Nogen sinde tænkt på at gå i seng med hende?“
„Ja, cirka et nanosekund — eller måske et femtosekund — er det ikke den mindste tidsenhed, man har?“
„Kunne gavne karrieren.“
„Jeg kan komme på bedre måder.“
„Som?“
„Som ikke at gå i seng med vicepolitimesteren.“
„Har du nogen sinde set Susan Sarandon i Moonlight Mile?“
„Det kan jeg ikke huske.“
„Hun minder mig om Susan Sarandon i den film. Jeg kunne godt lide den film, den var god. Ja, den var så. Har du lyst til at køre med ud til garagen ved frokosttid — snakke lidt mere undervejs? Jeg giver en pint og en førsteklasses sandwich.“
„Frokost i garagen? Wow, det beviser det, jeg tænkte, da jeg så dit slips. Der er virkelig stil over dig.“