Grace sad med sammenknebne læber i den blå Ford og holdt om kanten på sædet, mens han gennem viskerne og den tunge regn nervøst betragtede landevejen, der strøg forbi. Uden tanke for sin passagers frygt strøg Branson sikkert gennem en række sving i en stolt demonstration af de færdigheder, han for nylig havde tilegnet sig på et af politiets køretekniske kurser. Radioen, der var indstillet på en kanal med rapmusik, spillede alt for højt for Grace.
„Det kører for mig, hva’?“
„Øh — jo,“ sagde Grace og indså, at jo mindre samtale, jo mindre distraktion for Branson, hvilket igen betød længere forventet levetid for dem begge. Han bøjede sig frem og skruede ned for lyden.
„Jay-Z,“ sagde Branson. „Ren magi, ikke?“
„Ren magi.“
De kørte ind i et langt højresving. „De lærer en at holde sig helt ude i venstre side for at kunne se så meget som muligt. Det er da et godt råd, ikke?“
De nærmede sig en venstresvingskurve, og i Graces øjne kørte de alt for stærkt til at komme rundt i den. „Super råd,“ sagde han fra et sted nede i svælget.
De kom gennem den, og så gik det nedad.
„Skræmmer jeg dig?“
„Kun en smule.“
„Du er et skvat. Det er vel alderen. Kan du huske Bullitt?“
„Steve McQueen? Ham kan du godt lide, hva’?“
„Fantastisk! Bedste biljagt nogen sinde i en film.“
„Den sluttede med et alvorligt sammenstød.“
„Fantastisk, den film,“ sagde Branson, som ikke fangede pointen — eller mere sandsynligt, tænkte Grace, ignorerede den.
Sandy plejede også at køre stærkt. Det var en del af hendes naturlige dristighed. Han plejede at være så bange for, at Sandy en dag ville komme ud for en alvorlig ulykke, for hun lod aldrig til at kunne få styr på de fysiske love, der bestemte, hvornår en bil ville klare et sving, og hvornår den ikke ville. Og alligevel havde hun i de syv år, de var sammen, ikke en eneste gang smadret eller bare ridset sin bil.
Forude så han til sin lettelse skiltet for garagen på et højt hegn af metalplader med pigtråd øverst. Branson bremsede hårdt op og svingede ind, forbi et skilt, der advarede om vagthunde, og ind på pladsen foran en stor, moderne lagerbygning.
De tog en paraply i bagagerummet og krøb sammen under den, mens de trykkede på dørtelefonen ved siden af en grå dør. Kort efter blev døren åbnet af en lavstammet trediveårig mand med fedtet hår. Han var iført en blå kedeldragt over en møgbeskidt T-shirt og havde en halvspist sandwich i sin tatoverede hånd.
„Kriminalassistent Branson og kriminalkommissær Grace,“ sagde Branson. „Jeg ringede tidligere.“
Et øjeblik så fyren helt tom ud, mens han gumlede på en mundfuld. I garagen bag ham stod adskillige svært beskadigede biler og varevogne. Hans øjne rullede tankefuldt. „Transitten, ikke?“
„Jep,“ sagde Branson.
„Hvid? Kom ind i tirsdags fra Wheeler’s?“
„Jep.“
„Den står udenfor.“
De blev bedt om at skrive deres navne og titler, hvorefter de fulgte efter ham gennem garagebygningen, ud ad en sidedør og ind i en indhegning, som Grace anslog til at være på godt fire tusind kvadratmeter, fyldt med svært beskadigede biler, så langt øjet rakte. Nogle få stod under presenning, men de fleste var udsat for vind og vejr.
Han holdt paraplyen højt, så den nåede lige over hovedet på Branson, og så på en Rentokil-varevogn, der var udbrændt efter et sammenstød — det var svært at forestille sig, at nogen havde overlevet i den. Så bemærkede han en Porsche sportsvogn, trykket sammen til kun lige tre meters længde. Og en Toyota med taget kappet af.
Stedet gjorde ham altid utilpas. Grace havde aldrig arbejdet ved færdselspolitiet, men i sine dage som ordensbetjent havde han håndteret en del færdselsulykker, og det var umuligt ikke at blive påvirket af dem. Det kunne ske for hvem som helst. Man kunne begive sig ud på en rejse, lykkelig og fuld af planer, og kort efter, på et øjeblik og måske uden at det var éns egen skyld, var bilen forvandlet til et monster, der smadrede én, kappede lemmerne af og måske tilmed stegte én levende.
Han gøs. De køretøjer, der endte på stedet her, under lås og slå, var dem i området, der havde været involveret i alvorlige ulykker eller dødsulykker. Her blev de opbevaret, indtil Havarikommissionen for Vejulykker eller somme tider gerningsstedsundersøgere havde indhenter alle de oplysninger, de havde brug for, inden bilerne blev kørt til ophugning.
Den fede mand i kedeldragten pegede på en forvreden masse af hvidt med en del af taget flået af. Førerkabinen, hvor forruden manglede, var skåret skarpt af resten af varevognen, og meget af det indre var dækket af hvide plasticlagner. „Det er den der.“
Både Grace og Branson stirrede tavst. Grace kunne i flere ubehagelige øjeblikke ikke lade være med at lade tankerne kredse om selve rædslen i det, han så. De gik rundt om varevognen. Grace bemærkede kager af mudder på hjulkapslerne og mere mudder, tungt mudder, på panelerne og stænk op ad lakken, hvor det langsomt opløstes i regnen.
Han rakte paraplyen til sin kollega, tvang den bulede dør i førersiden op og blev straks ramt af den vammelsøde, tunge stank af rådnende blod. Ligegyldig hvor mange gange han oplevede det, var det lige slemt hver gang. Det var lugten af død.
Han holdt vejret for at undgå den og trak plasticen tilbage. Rattet var hakket af, og førerens del af forsædet var bøjet helt tilbage. Der var blodpletter overalt på forsædet, gulvet og instrumentbrættet.
Han dækkede det igen med plastic og kravlede ind. Det føltes mørkt og unaturligt stille. Det gav ham gåsehud. En del af motoren var kommet op gennem gulvet, og pedalerne var hævet i en unaturlig position. Han rakte over, åbnede handskerummet og trak en instruktionsbog, en pakke parkeringsbilletter, nogle benzinkvitteringer og et par kassettebånd uden mærkater frem. Han rakte kassetterne til Glenn.
„Du må hellere høre dem her.“
Branson stak dem i lommen.
Grace bøjede sig ind under den savtakkede flænge i taget og kravlede om bag i varevognen, hvor hans sko gav genlyd på det bulede gulv. Branson trak bagdørene op og lukkede mere lys ind. Grace stirrede ned på en reservedunk af plastic, et reservehjul, en hjulnøgle og en parkeringsbillet i en plasticpose. Han tog billetten ud og så, at den var dateret flere dage inden ulykken. Han rakte den til Branson, som lagde den i en bevispose. Der var en enlig venstrefods Adidas-løbesko, som han også rakte til Branson, og en flyverjakke af nylon. Han mærkede efter i lommerne og tog en pakke cigaretter, en engangslighter og en renseriseddel med en adresse i Brighton op. Bran-son lagde alle genstandene i poser.
Grace lod omhyggeligt blikket glide hen over bilens indre, tjekkede, at han ikke havde overset noget, og tænkte, så det knagede. Så kravlede han ud igen, og i læ under paraplyen spurgte han Branson: „Og hvem ejer så det her køretøj?“
„Houlihan’s — bedemandsforretningen i Brighton. En af drengene, der døde, arbejdede der — det var hans onkels firma.“
„Fire begravelser. De skulle kunne få en pæn mængderabat,“ sagde Grace dystert.
„Nogle gange er du virkelig et sygt svin, er du klar over det?“
Grace ignorerede ham og sank et øjeblik hen i tanker. „Har du talt med nogen hos Houlihan’s?“
„Jeg har talt med mr. Sean Houlihan, ejeren selv, i går eftermiddags. Han er temmelig oprevet, som du nok kan forestille dig. Fortalte mig, at hans nevø var en hårdtarbejdende knægt, ivrig efter at behage.“
„Er de ikke alle det? Og han gav ham lov til at tage vognen?“
Branson rystede på hovedet. „Nej. Men han siger, at det slet ikke lignede ham.“
Roy Grace tænkte et øjeblik. „Hvad bruges vognen til normalt?“
„Til afhentning af lig. Hospitaler, hospicer, alderdomshjem, den slags steder, hvor det ikke er passende at komme med en rustvogn. Er du sulten?“
„Det var jeg, før jeg kom herud.“