Ti minutter senere sad de ved et vippende hjørnebord i en næsten mennesketom pub, Grace med en pint Guinness og Branson med en Cola Light, mens de ventede på, at deres mad skulle komme. Der var en grotteagtig pejs ved siden af dem med en stor stabel utændte knuder, og på væggene hang en samling af gamle landbrugsredskaber. Det var den slags pubber, Grace kunne lide, en rigtig gammel landsbypub. Han afskyede tema-pubberne med deres falske navne, som umærkeligt var ved at blive en del af alle byers stadig mere karakterløse landskab.
„Har du tjekket hans mobil?“
„Vi skulle få udskrifterne her til eftermiddag,“ sagde Bran-son.
„Nummer tolv?“
Grace kiggede op og så servitricen stå med deres mad på en bakke. Steak and kidney-pie til ham, sværdfisk og salat til Branson.
Grace skar igennem piens bløde skorpe, og straks stod der damp op fra den, og saften piblede ud.
„Øjeblikkeligt hjertetilfælde på en tallerken, det er, hvad det er,“ drillede Branson. „Ved du, hvad der er i? Nyrefedt. Bvadr.“
Grace skovlede lidt sennep over på sin tallerken og sagde: „Det er ikke, hvad du spiser, det er bekymringen om, hvad du spiser, der slår dig ihjel.“
Branson tog en bid fisk. Mens han gumlede løs, fortsatte Grace: „Jeg har læst, at mængden af kviksølv i havfisk som følge af forurening er sundhedsskadelig. Man bør ikke spise fisk mere end én gang om ugen.“
Branson tyggede nu langsommere og så bekymret ud. „Hvor har du læst det?“
„Det var en artikel i Nature. Det er sådan cirka det mest respekterede videnskabelige tidsskrift i verden.“ Grace smilede og nød udtrykket i vennens ansigt.
„Shit — vi spiser fisk sådan... nærmest hver aften. Kviksølv?“
„Du ender som et termometer.“
„Det er ikke morsomt — jeg mener —“ To skarpe bip efter hinanden lukkede munden på ham.
Grace trak sin mobil op af lommen og stirrede på displayet:
Hvorfor intet svar på min besked, Big Boy? Claudine xx
„Åh, for fanden da, det var lige, hvad der manglede,“ sagde han. „En kuleskør kaninkoger.“
Branson hævede øjenbrynene. „Sund mad, kanin. Vildtlevende dyr.“
„Denne her er ikke sund, og hun spiser ikke kød. Jeg mener skør kaninkoger, som i den der gamle film med Glenn Close.“
„Farligt begær? Michael Douglas og Anne Archer, 1987. Fremragende film — den blev vist på Sky i søndags.“
Grace viste ham teksten. Branson grinte.
„ Big Boy, hva’?“
„Så vidt er det aldrig kommet, og det kommer det heller aldrig.“
Så ringede Bransons mobil. Han tog den op af jakkelommen og svarede: „Glenn Branson, Ja? Okay, glimrende, jeg er der om en time.“ Han afsluttede samtalen og lagde telefonen på bordet. Han så på Grace og sagde: „Oversigten over opkald fra Michael Harrisons telefon er lige indløbet. Tager du med hen på kontoret og hjælper mig med den?“
Grace tænkte et øjeblik og tjekkede så kalenderen på sin Blackberry. Han havde holdt eftermiddagen fri for at få ordnet nogle papirer i forbindelse med sagen mod Suresh Hossain, som Alison Vosper havde bedt om ved deres møde klokken 12.30, og siden læse rapporten om Tommy Lytle-sagen. Men den havde ventet i syvogtyve år, og en dag mere ville alligevel ikke gøre den store forskel. Michael Harrisons forsvinden var derimod en hastesag. Selv om han ikke kendte de involverede, følte han med dem. Især med den forlovede. Han vidste, hvor belastende det var, når en, man elskede, forsvandt. Hvis han her og nu kunne hjælpe på en eller anden måde, burde han gøre det.
„Okay,“ sagde han. „Selvfølgelig.“
Branson spiste sin salat og lod resten af fisken ligge, mens Grace med stor nydelse gik løs på sin steak and kidney-pie. „Jeg læste for et stykke tid siden, at franskmændene drikker mere rødvin end englænderne og lever længere,“ fortalte han Branson. „Tyskerne spiser mere rødt kød end englænderne og drikker mere øl, og de lever også længere. Ved du, hvad moralen er i den historie?“
„Næ.“
„Det er ikke, hvad man spiser eller drikker — det, der dræber, er at tale engelsk.“
Branson grinte. „Jeg ved ikke, hvorfor jeg kan lide dig. Det lykkes dig altid at få mig til at føle mig skyldig over et eller andet.“
„Så lad os se at finde Michael Harrison. Derefter kan du nyde din weekend.“
Branson skubbede fisken ud til siden af tallerkenen og tømte sin Cola Light.
„Fyldt med aspartam, det der,“ sagde Grace og så misbilligende på hans glas. „Jeg læste en teori på internettet om, at man kan få lupus af det.“
„Hvad er lupus?“
„Det er langt værre end kviksølv.“
„Tak, Big Boy.“
„Nu er du bare jaloux.“
Da de fra parkeringspladsen bag Brightons politistaion i den triste seksetagers bygning, følte Grace et stik af nostalgi. Denne bygning havde ry for at være den travleste politistation i England. Stedet summede og myldrede, og han havde elsket at arbejde her — næsten femten år. Det var mylderet, han savnede mest ved sin nuværende placering i kriminalpolitiets hovedkvarter, der lå en i en fredelig udørk i byens udkant.
Da de gik op ad cementtrappen med de blå vægge til begge sider og de velkendte opslagstavler med arrangementer og diverse meddelelser, kunne han lugte, at han stadig befandt sig på en travl politistation. Det var ikke lugten af hospital eller skole eller en offentlig bygning, det var lugten af effektivitet.
De fortsatte op forbi anden sal, hvor hans gamle kontor havde ligget, og derpå hen ad en gang på tredje sal, forbi et stort skilt, der dominerede en hel opslagstavle, med ordene ‘SAMLET OPKLARINGSPROCENT. APRIL. 27,8%’. Så fulgte han efter Branson ind i det lange, smalle kontor, som hans kollega var ved at indrette til situationsrum for Michael Harrison-sagen. Seks skriveborde, alle udstyrede med computere. To af dem var besat, begge af betjente, som han kendte og syntes om — kriminalbetjent Nick Nicholl og kriminalassistent Bella Moy. Der var en flipover og en tom, hvid tavle på væggen ved siden af et kort i stor målestok over Sussex. Kortet var allerede forsynet med et mønster af farvede knappenåle.
„Kaffe?“ tilbød Branson.
„Nej tak.“
De standsede ved Moys bord, som var dækket af ordnede papirbunker. Mellem bunkerne stod der en åben æske Maltesers. Hun pegede på papirerne og sagde: „Jeg har listen over Michael Harrisons opkald fra tirsdag morgen til klokken ni her i formiddag. Jeg tænkte, at det ville være en god idé at få fat i tilsvarende lister for de fire andre, der var sammen med ham.“
„Godt tænkt,“ sagde Branson imponeret over hendes initiativ.
Hun pegede på sin computerskærm, hvor der var et kort: „Her har jeg plottet alle master ind for de mobilnet, de fem brugte — Orange, Vodafone og T-mobile. Orange og T-mobi-le opererer på en højere frekvens end Vodafone — som Michael Harrison bruger. Det sidste signal fra hans mobil kom fra sendemasten ved Pippingford Park på A22. Men jeg har fundet ud af, at vi ikke kan være sikre på, at den er den nærmeste, for hvis netværket er belastet, leder det signalerne videre til den næste ledige mast.“
Hun vil nå vidt, denne unge dame, tænkte Grace. Han studerede kortet et øjeblik og spurgte: „Hvor langt er der mellem masterne?“
„I byerne er der cirka fem hundrede meter. Men ude på landet er der flere kilometer.
Af erfaring vidste Grace, at mobilselskaberne brugte et netværk af radiomaster, der virkede som fyrtårne. Mobiler, uanset om de var på standby eller i brug, sendte hele tiden signaler til det nærmeste fyrtårn. Ud fra disse oplysninger var det ganske enkelt at følge enhver telefonbrugers bevægelser. Men det var naturligvis meget lettere i byer end ude på landet.
Bella rejste sig og gik hen til Sussex-kortet på væggen. Hun pegede på en blå nål i midten af Brighton, omgivet af grønne, lilla, gule og hvide nåle. „Jeg har markeret Michael Harri-sons telefon med blå nåle. De fire, der var sammen med ham, har hver sin farve.“
Grace fulgte hendes finger, mens hun talte. „Vi kan se, at alle fem nåle blev sammen fra klokken syv til klokken ni om aftenen.“ Hun pegede på tre forskellige lokaliteter. „På disse tre steder er der en pub,“ sagde hun. „Men her bliver det interessant.“ Hun pegede på et sted nogle kilometer nord for Brighton. „Her er alle fem nåle tæt sammen. Og så har vi kun fire. Her.“
Branson sagde: „Grøn, lilla, gul og hvid. Ingen blå.“
„Præcis,“ sagde hun.
„Hvad er der af bevægelser for den blå nål efter det?“
„Ingen,“ sagde hun med eftertryk.
„Så er deres veje skiltes, klokken — cirka — tyve femogfyrre,“ sagde Grace.
„Medmindre han tabte sin telefon et eller andet sted.“
„Naturligvis.“
„Vi taler altså om en radius på otte kilometer, cirka femogtyve kilometer nord for Brighton,“ sagde Branson.
„Udsender hans telefon stadig signaler?“ spurgte Grace, som blev distraheret af Bella Moys kombination af kvik hjerne og godt udseende. Han havde mødt hende tidligere, men havde egentlig aldrig sådan rigtig bemærket hende før. Hun havde et rigtig kønt ansigt, og medmindre hun gik rundt med sten i sin bh, havde hun et par gode bryster — noget der altid havde tiltrukket ham. Han løsrev tankerne fra hende og vendte tilbage til sagen. Så kastede han et blik på hendes hånd for at se, om hun havde nogen ringe på. En safirring, men ikke på ringfingeren. Det noterede han sig.
„Det sidste signal var klokken tyve femogfyrre tirsdag aften. Intet siden.“
„Så hvad mener du, Bella?“ spurgte Grace.
Hun tænkte et øjeblik og så direkte på ham med sine vågne, blå øjne. Men hendes udtryk rummede ikke andet end ren faglig respekt for en overordnet. „Jeg talte med en tekniker ved teleselskabet. Han siger, at hans mobil enten er slukket, og har været det siden tirsdag aften, eller befinder sig i et område uden dækning.“
Grace nikkede. „Denne Michael Harrison er en ambitiøs og travl forretningsmand. Han skal giftes i morgen med en meget smuk kvinde, efter hvad jeg hører. Tyve minutter inden et alvorligt bilsammenstød, der dræbte fire af hans bedste venner, går hans telefon død. I løbet af det sidste år har han i det dulgte overført penge fra sit firma til en bankkonto på Cayman Islands — mindst en million pund, som vi kender til. Og hans kompagnon, der skulle have været med på denne fatale polterabend, var der af en eller anden grund ikke. Har jeg styr på kendsgerningerne så vidt?“
„Ja,“ svarede Glenn Branson.
„Han kan altså være død. Eller han kan have lavet et smart forsvindingsnummer.“
„Vi er nødt til at tjekke det område, Bella har slået en cirkel om. Tage ud til alle de pubber, han kan have besøgt. Tale med alle, der kender ham.“
„Og så?“
„Kendsgerninger, Glenn. Lad os først få styr på alle kendsgerningerne. Hvis de ikke fører os til ham, så kan vi begynde på spekulationerne.“
Telefonen på Moys skrivebord ringede. Hun tog den, og hendes udtryk fortalte næsten med det samme, at det var vigtigt.
„Er De sikker?“ sagde hun. „Siden i tirsdags? De er ikke sikker på, at det var tirsdag? Ingen anden kan have taget den?“ Et øjeblik efter sagde hun: „Nej, det er jeg enig i. Tak, det kan være meget vigtigt. Må jeg få Deres telefonnummer?“
Grace så, at hun på en blok skrev Sean Houlihan efterfulgt af et nummer. „Tak, mr. Houlihan, mange tak, vi vender tilbage.“
Hun lagde på og så på Grace og Branson. „Det var mr. Houlihan, ejeren af bedemandsforretningen, hvor Robert Houlihan, hans nevø, arbejdede. De har lige opdaget, at de mangler en kiste.“