„Mangler en kiste?“ sagde Glenn Branson.
„Ikke noget, folk normalt stjæler, vel?“ svarede Bella Moy.
Grace var tavs et øjeblik, distraheret af en flue, der summede støjende rundt i lokalet og så fløj ind i et vindue. Retsmedicinerne arbejdede på etagen nedenunder. Blodplettet tøj og genstande var en magnet for fluer. Grace hadede dem. Fluer — eller spyfluer — var insektverdenens ådselædere. „Denne fyr, Robert Houlihan, lånte bedemandens varevogn uden tilladelse. Det forekommer muligt, at han også kan have lånt en kiste uden tilladelse.“ Han så spørgende på Branson, derefter på Moy og så på Nick Nicholl. „Står vi over for en virkelig syg spøg?“
„Mener du, at hans kammerater kan have lagt ham i en kiste?“ sagde Branson.
„Har du en bedre teori?“
Branson smilede nervøst. „Arbejd med kendsgerningerne. Ikke sandt?“
Grace så på Moy, mens han ubevidst tænkte på, hvor tiltrækkende hun var, og sagde: „Hvor sikker er denne Hou-lihan på, at hans kiste er blevet taget, og at de ikke bare har forlagt den?“
„Folk forlægger deres gadedørsnøgler — jeg tror ikke, folk forlægger kister,“ spøgte Branson en smule anstrengt.
Moy brød ind: „Han er meget sikker. Det var den dyreste kiste i hans udvalg, indisk teak. Han siger, den kan holde i hundredvis af år — men denne her havde en fejl, træet havde slået sig eller sådan — var ikke helt tæt i bunden — han korresponderede frem og tilbage med leverandøren i Indien om det.“
„Jeg kan ikke fatte, at vi er nødt til at importere kister fra Indien! Har vi ikke snedkere i England?“ sagde Branson.
Grace stirrede på kortet. Han lavede en ring med fingeren. „Det er et temmelig stort område.“
„Hvor længe kan et menneske overleve i en kiste?“ spurgte Bella.
„Hvis låget bliver skruet ordentligt på, vil det afhænge af, om vedkommende har luft, vand, mad. Uden luft, ikke længe. Nogle få timer, måske en dag,“ svarede Grace.
„Nu er der gået tre dage,“ sagde Branson.
Grace huskede at have læst om et offer, der var blevet trukket levende ud af ruinerne af sit hus tolv dage efter et jordskælv i Tyrkiet. „Med luft mindst en uge, måske længere,“ sagde han. „Vi må gå ud fra, at hvis de har lavet en syg practical joke med ham, så har de sørget for, at han har luft. Hvis ikke, så leder vi efter et lig.“
Han så rundt på holdet. „I har vel talt med Mark Warren, kompagnonen?“
„Han er også forlover,“ svarede Nicholl. „Siger, at han ikke har nogen anelse om, hvad der er sket. De skulle på den sædvanlige polterabend-pubcrawl, og han blev opholdt udenbys og gik glip af det.“
Grace rynkede bekymret panden og så på sit ur, tiden var ved at løbe ud. „Et er at holde polterabend med en pubcrawl, noget andet er at tage en kiste med. Man beslutter ikke at tage en kiste med ved en pludselig indskydelse — gør man vel?“ Han så fra den ene til den anden.
Alle tre rystede på hovedet.
„Har nogen talt med alle kæresterne, konerne?“
„Det har jeg,“ svarede Moy. „Det er svært, fordi de er i chok, men en af dem var meget vred — Zoe...“ Hun tog sin notesblok og bladrede gennem nogle sider. „Zoe Walker — enke efter Josh Walker. Hun sagde, at Michael altid fandt på dumme, ondskabsfulde numre, og hun var sikker på, at de havde planlagt en hævn.“
„Og forloveren kendte ikke noget til det? Den køber jeg ikke,“ sagde Grace.
„Jeg er ret sikker på, at han ikke vidste noget. Hvorfor skulle han have nogen grund til at lyve om det?“ sagde Nicholl.
Grace var bekymret over den unge mands naivitet. Men han troede altid på at give yngre kræfter lejlighed til at vise deres evner. Han skød det foreløbig til side, men besluttede sig for at vende tilbage til det senere på dagen.
„Det er fandens til område at søge i,“ sagde Branson. „Der er masser af skov. Det ville tage hundrede mennesker flere dage at gennemsøge det.“
„Vi er nødt til at indsnævre det,“ svarede Grace. Han tog en spritpen fra Moys skrivebord og slog en blå cirkel på kortet og vendte sig så om mod Nicholl. „Nick, vi har brug for en liste over alle pubber inden for denne cirkel. Det er her, vi må begynde.“ Han vendte sig om mod Branson. „Har du fotografier af fyrene fra varevognen?“
„Ja.“
„God dreng. To sæt?“
„Jeg har en hel stak af dem.“
„Vi deler os i to, kriminalassistent Branson og jeg tager den ene halvdel af pubberne, I to tager den anden. Jeg skal se, om vi kan få en helikopter til at dække området — selv om det er meget skovrigt, så har de en bedre chance for at se noget fra luften.
En time senere kørte Branson sin bil ind på den tomme plads foran en pub, der hed King’s Head, på Ringmer Road i udkanten af cirklen. De stod ud af bilen og gik hen til døren. Over den hang et skilt med ordene ‘John og Margaret Hobbs, indehavere’.
Indenfor var baren mennesketom, og det samme var det triste restaurantområde inde til venstre. Stedet lugtede af møbelpolish og ølsjatter. En enarmet tyveknægt blinkede i et hjørne ved siden af en dartskive.
„Hallo?“ kaldte Branson. „Hallo?“
Grace lænede sig ind over baren og så en åben lem i gulvet. Han gik ind bag bardisken, satte sig på hug og råbte ned i kælderen, der var oplyst af en svag pære. „Hallo? Er der nogen?“
En bøs stemme svarede: „Kommer op om et øjeblik.“
Han hørte en rumlende lyd, og så dukkede et gråt ølfad med ‘HARVEY’S’ stemplet på siden op mellem et par store, snavsede hænder, efterfulgt af hovedet af en kraftig, rødmosset mand. Han havde hvid skjorte og jeans på, var stærkt transpirerende og havde en tidligere boksers skikkelse og næse. „Ja, de herrer?“
Branson viste ham sit politiskilt. „Kriminalassistent Branson og kriminalkommissær Grace fra Sussex Politi. Vi søger indehaveren. Mr. Hobbs?“
„I har fundet ham,“ prustede han, hvorpå han kravlede op, halede sig op på benene og så nøje på dem. Han stank af sved.
„Måske De ville kigge på disse fotos og se, om De genkender nogen af ansigterne. De kan have været her tirsdag aften.“ Branson lagde fotografierne på disken.
John Hobbs studerede skiftevis billederne. Så rystede han på hovedet. „Nej, har aldrig set dem før.“
„Var De på arbejde her i tirsdags?“ spurgte Grace ham.
„Jeg er her hver eneste skide aften,“ sagde han. „Syv dage om ugen. Takket være jeres forbandede folk.“
„Vores folk?“ sagde Grace.
„Jeres færdselspoliti. Det er ikke let at tjene til dagen og vejen ved at drive en pub på landet, når jeres kammerater fra færdselspolitiet snuser rundt udenfor og får alle mine kunder til at puste i balloner.“
Grace ignorerede bemærkningen og sagde: „Er De helt sikker på, at De ikke genkender dem?“
„Hvis jeg har ti mennesker herinde på en hverdagsaften, skal jeg være glad. Havde de været her, ville jeg have set dem. Jeg genkender dem ikke. Nogen grund til, at jeg skulle det?“
Det var øjeblikke som dette, der gjorde Grace meget vred på færdselspolitiet. At blive standset for at køre for stærkt eller blive spiritustestet var for de fleste mennesker den eneste kontakt, de havde med politiet. Resultatet var, at de i stedet for at se på politiet som deres venner og opretholdere af lov og orden betragtede dem som en fjende.
„Ser De fjernsyn? Læser de lokalaviser?“ spurgte Grace.
„Nej,“ sagde han. „Det har jeg for travlt til. Er det en forbrydelse?“
„Fire af disse drenge er døde,“ sagde Glenn Branson, som var irriteret over mandens attitude. „De blev dræbt i en trafikulykke tirsdag aften.“
„Og I kommer vadende ind her og puster jer op på udkig efter en sølle pubejer, I kan beskylde for at have serveret drikkevarer for dem?“
„Det sagde jeg ikke,“ svarede Grace. „Nej, det er ikke det. Jeg leder efter fyren her, som var sammen med dem.“ Han pegede på fotografiet af Michael.
Værten rystede på hovedet. „Ikke her,“ sagde han.
Branson så rundt på væggene og spurgte: „Har I overvågningskameraer?“
„Skal det være en vits? Har jeg måske penge til at købe smarte sikkerhedsdimser? Ved I, hvilke overvågningskameraer jeg bruger?“ Han pegede på sine øjne. „Dem her. Man får dem gratis, når man bliver født. Og hvis I så vil have mig undskyldt, jeg skal skifte et fad.“
Ingen af dem gad svare.