Michael rystede. Noget kravlede gennem hans hår. Det kom langsomt, beslutsomt, nærmere hans pande. Det føltes som en edderkop.
I panik tabte han bæltespændet og førte i et sæt hænderne op og børstede som en rasende gennem håret med fingre, der var skrammede og blodige af at skrabe på låget.
Så var den i hans ansigt, løb hen over kinden, munden, hagen.
„For satan da, forsvind, dit kryb!“ Han klappede på ansigtet med begge hænder og mærkede så noget småt og klæbrigt. Den var død, hvad det så end var. Han gned de rester, han kunne mærke, ud af sine tætte, kløende skægstubbe.
Han havde altid haft det fint med de fleste dyr, men ikke edderkopper. Da han var barn, havde han læst en historie i lokalavisen om en grønthandler, som var blevet bidt af en tarantel, der sad skjult i en klase bananer, og næsten var død af det.
Lygtens stråle var meget svag nu og gav det indre i kisten et mørkt, ravfarvet skær. Han var nødt til at holde hovedet løftet, for at det stigende vand ikke skulle skylle ind over hans kinder og ind i hans øjne og mund. Noget andet havde bidt ham på anklen for lidt siden, et insekt af en art, og det sved.
Han rystede lygten. Et øjeblik gik pæren helt ud. Så lyste en lille stump glødetråd et par sekunder.
Han var isnende kold. Det eneste, der afholdt ham fra at fryse endnu mere, var at skrabe løs på låget. Han var stadig ikke kommet igennem. Han måtte, måtte, gøre det, inden vandet — han forsøgte at lukke det utænkelige ude af sine tanker, men kunne ikke. Vandet blev ved med at stige, det dækkede hans ben og en del af brystet. Med den ene hånd holdt han walkie-talkien fast i mellemrummet mellem brystet og låget, så den ikke kom under vand.
Desperationen omsluttede ham mere og mere ligesom vandet. Daveys ord kørte rundt i hans hoved.
Der var en fyr, der stak lige ud gennem forruden, halvdelen af hovedet var væk. Adr, kunne se hjernen komme ud. Vidste med det samme, at han var forduftet. Kun én overlevende, men han døde også.
En Transit i et sammenstød på et tidspunkt og et sted, der passede. Pete, Luke, Josh, Robbo — kunne de virkelig være døde alle sammen? Og var det grunden til, at der ikke var kommet nogen og havde fundet ham? Men Mark måtte have vidst, hvad de havde planlagt, han var sgu da hans forlover! Mark måtte helt sikkert være et sted derude i spidsen for et hold, der ledte efter ham? Medmindre, tænkte han dystert, der også var sket noget med ham. Havde han måske sluttet sig til dem på den næste pub og havde været sammen med dem i vognen?
Klokken var ti minutter over fire fredag eftermiddag. Han prøvede at forestille sig, hvad der skete lige nu. Hvad lavede Ashley? Hans mor? Skred alle bryllupsforberedelserne frem efter planen?
Han løftede hovedet, så hans mund kom et par dyrebare centimeter nærmere låget, og råbte, som han jævnligt gjorde: „Hjælp! Hjælp mig! Hjælp!“
Intet andet end lammende stilhed.
Jeg må se at komme ud.
Der lød en sprutten og derpå en knasen, som Michael et øjeblik troede var træ, der splintredes, indtil han hørte den velkendte hvislen af statisk støj. Så drævede en kropsløs sydstatsstemme: „Mente du det, det du sagde om, at jeg kom i fjernsynet?“
„Davey?“
„Hej, makker, vi er lige kommet hjem — det var et rigtigt vrag, manner! Man havde ikke lyst til at være i den bil, kan jeg godt sige dig. Tog dem to timer at skære chaufføren fri, han var slemt tilredt. Men mindre slemt end kvinden i den anden bil, forstår du, hvad jeg mener?“
„Ja, det gør jeg,“ sagde Michael og forsøgte at snakke ham efter munden.
„Det er jeg ikke sikker på. Det, jeg siger, er, at hun var død. Forstår du det?“
„Død? Ja, det forstår jeg.“
„Det er ikke til at sige, forstår du, bare ved at kigge, hvem der vil dø, og hvem der vil overleve. Ikke altid. Men wow, nu skal du bare høre!“
„Davey, det vrag, I tog ud til tirsdag aften, kan du huske, hvor mange unge mænd der var i det?“
Efter en kort tavshed sagde Davey: „Jeg tæller lige ambulancerne. Ved slemme ulykker kommer der en ambulance per person. Der var en på vej væk, da vi ankom, og en holdt der stadig.“
„Davey, kender du tilfældigvis navnene på ofrene?“ Til Michaels overraskelse rablede Davey dem af sig uden tøven. „Josh Walker, Luke Gearing, Peter Waring, Robert Houlihan.“
„Du har en god hukommelse, Davey,“ sagde Michael og forsøgte at opmuntre ham. „Var der andre? Var der også en, der hed Mark Warren i vraget?“
Davey lo. „Glemmer aldrig et navn. Hvis Mark Warren havde været i det vrag, havde jeg vidst det. Husker ethvert navn, jeg nogen sinde har hørt, husker, hvor jeg hørte det og hvornår. Har aldrig kunnet bruge det til noget.“
„Du må have været god til historie i skolen.“
„Måske,“ sagde han uengageret.
Michael undertrykte fristelsen til at råbe ad ham af ren frustration. I stedet bevarede han tålmodigheden og sagde: „Kan du huske, hvor ulykken skete?“
„A26. Tre komma otte kilometer syd for Crowborough.“
Michael følte et lille håb spire frem inden i sig. „Jeg tror ikke, jeg er særlig langt derfra. Kan du køre, Davey?“
„Mener du en bil?“
„Jep, det er lige, hvad jeg mener.“
„Det kommer vel an på, hvordan man definerer at køre.“
Michael lukkede øjnene et øjeblik. Der måtte være en måde at trænge igennem til denne original. Hvordan? „Davey, jeg har brug for hjælp, virkelig meget. Kan du lide spil?“
„Mener du ligesom computerspil? Ja da! Har du en PlayStation 2?“
„Nej, ikke her, ikke lige hos mig.“
„Måske kunne vi spille online?“
Vand løb ind i Michaels mund. Han spyttede det ud. Hold da kæft, hvor steg det hurtigt nu. „Davey, hvis jeg giver dig et telefonnummer, vil du så ringe det op for mig? Jeg har brug for, at du fortæller nogen, hvor jeg er. Kan du ringe op, mens du taler med mig?“
„Houston, we have a problem.“
„Hvad er problemet?“
„Telefonen er inde i min fars hus, forstår du. Han ved ikke, at jeg har den her walkie-talkie — jeg burde ikke have den. Den er vores hemmelighed.“
„Det er okay, jeg kan holde på en hemmelighed.“
„Min far ville blive ret vred på mig.“
„Tror du ikke, han ville blive endnu mere tosset, hvis han vidste, at du kunne have reddet mit liv, men lod mig dø? Jeg tror, du måske er det eneste menneske i verden, der ved, hvor jeg er.“
„Det er okay, jeg siger det ikke til nogen.“
Mere vand skvulpede ind i Michaels mund; beskidt, mudret brakvand. Han spyttede det ud, og han havde ondt både i armen, skuldrene og nakkemusklerne af at holde hovedet fri af det stigende vand. „Davey, jeg dør, hvis du ikke hjælper mig. Du kan blive en helt. Vil du gerne være en helt?“
„Jeg er nødt til at smutte,“ sagde Davey. „Jeg kan se min far udenfor — han har brug for mig.“
Michael mistede besindelsen og råbte ad ham. „Nej! Dave-y, du går fandeme ingen steder. Du er nødt til at hjælpe. DU ER SATEME NØDT TIL AT HJÆLPE MIG.“
Der blev stille igen, meget længe denne gang, og Michael frygtede, at han var gået for vidt. „Davey?“ sagde han mere roligt. „Er du der stadig, Davey?“
„Jeg er her stadig.“ Daveys stemme var slået om. Pludselig var hans stemme spag, ydmyg. Han lød som en lille, undskyldende dreng.
„Davey, nu giver jeg dig et telefonnummer. Vil du skrive det ned og ringe for mig? Vil du fortælle dem, at de skal tale med mig over din walkie-talkie — og at det er meget, meget vigtigt? Vil du gøre det for mig?“
„Okay, fortælle, at det er meget, meget vigtigt.“
Michael gav ham nummeret. Davey sagde, at han ville gå ind og ringe op og så vende tilbage på walkie-talkien.
Fem pinefulde minutter senere lød Daveys stemme igen i walkie-talkien. „Jeg fik bare en telefonsvarer,“ sagde han. Michael knyttede sine hænder i frustration. „Lagde du en besked?“
„Nej, det sagde du ikke, jeg skulle.“