Man er nødt til at holde sig vågen. Det er sådan, man overlever. Nedkøling gør én søvnig, og når man falder i søvn, synker man ned i bevidstløshed, og så dør man.
Michael rystede, nærmest delirisk. Han frøs, frøs så forfærdeligt. Han hørte stemmer, hørte Ashley hviske ham i øret; rakte op for at røre hende, og hans knoer ramte hård teak.
Der løb vand ind i hans mund, og han spyttede det ud. Hans ansigt var presset helt ind mod kistens låg. Lygten virkede ikke mere, han prøvede at holde walkie-talkien over vandet, men det gjorde så ondt i hans arm, at det ikke ville være muligt meget længere.
Han klemte sin ubrugelige mobiltelefon ned i baglommen på sine jeans. Det generede, men det gav ham tre centimeters ekstra højde. Hvad det så skulle nytte. Han skulle dø. Han vidste ikke, hvor meget længere tid han havde, men det var ikke længe.
„Ashley,“ sagde han svagt. „Ashley, min elskede.“
Så løb der mere vand ind i hans mund.
Han gned løs på den stadig bredere og dybere rille i låget med lygtens hylster. Han tænkte på brylluppet i morgen. Hans mor, der viste ham den kjole, hun havde købt, og hatten og skoene og den nye håndtaske, ønskede hans godkendelse, ville gerne vide, at hun så godt ud på hans særlige dag, ønskede, at han skulle være stolt af hende, ønskede, at Ash-ley skulle være stolt af hende. Han huskede telefonopkaldet fra sin lillesøster i Australien, så begejstret for billetten, han havde betalt for. Carly måtte være her nu, indlogeret hos hans mor, ved at gøre sig klar.
Det gjorde så ondt i hans nakke. Han vidste ikke, hvor meget længere han kunne holde smerten ud. Med få minutters mellemrum måtte han slappe af, synke tilbage, holde vejret, lade vandet skylle hen over ansigtet og så skubbe sig op igen. Snart ville det ikke være muligt mere.
Grædende af frustration og rædsel slog han ud efter låget, hamrede løs på det. Han trykkede på taleknappen igen. „Davey! Davey! Hey, Davey?“
Han spyttede mere vand ud.
Hvert molekyle i hans krop rystede.
Han fik kun statisk støj tilbage.
Tænderne klaprede i munden på ham. Han slugte en mundfuld af det mudrede vand, og så en mundfuld til. „Hjælp mig, åh hjælp mig, en eller anden, hjælp, åh hjælp, hjælp mig.“
Han forsøgte at være rolig, at tænke på sin tale. Måtte takke brudepigerne. Udbringe en skål for dem. Måtte huske at takke sin mor først. Slutte af med skålen for brudepigerne. Fortælle morsomme historier. Der var en fin vits, som Pete havde givet ham. Om et par, der skulle af sted på bryllupsrejse og —
Bryllupsrejse.
Det var alt sammen bestilt. De skulle flyve i morgen aften, klokken ni, til Maldiverne. Første klasse — den del vidste Ashley ikke noget om, det var hans særlige overraskelse.
Åh, få mig ud herfra, I idioter. Jeg går glip af mit bryllup, min bryllupsrejse. Kom nul Nu!