Uret på Fordens instrumentbræt viste 19.13, da Branson kørte Grace hen langs Kemp Towns elegante facader og derpå ud på åben vej, højt over klipperne, forbi Rodean Pigeskoles store, nygotiske bygninger og derefter forbi St. Dunstans Blindehjems art deco-bygning. Regnen styrtede ned, og vinden puffede helt vildt til bilen. Det havde regnet uden ophør i dagevis nu. Branson skruede op for radioen, så den overdøvede den lejlighedsvise skratten fra politiradioen, og rockede med på et nummer med Scissor Sisters.
Grace tolererede det en stund og skruede så igen ned.
„Hvad er der i vejen, mand — den gruppe er bare vildt god.“
„Ja, glimrende,“ sagde Grace.
„Du vil gerne score en dame, ikke? Du er nødt til at følge med kulturen.“
„Og du er min kulturguru?“
Branson skævede til ham. „Jeg burde også være din stilguru. Kender en fremragende frisør, du burde gå til — Ian Habbin ved The Point. Få ham til at pifte dit hår lidt op — jeg mener, du ligner noget fra i går.“
„Det begynder også at føles som i går,“ svarede Grace. „Du bad mig spise frokost med dig. Nu er vi over tetid og på vej mod aftensmaden. Som det går nu, vil vi spise morgenmad sammen.“
„Siden hvornår har du haft et liv?“ Næsten så snart ordene kom ud, fortrød Branson, at han havde sagt dem. Han kunne se smerten i Graces ansigt selv uden at vende sig for at kigge på ham. „Undskyld, makker.“
De kørte gennem landsbyen Rottingdean på toppen af klipperne, langs en stigning med mange sving, derpå nedad, så nok en stigning, forbi det vidtstrakte forstadsvirvar af efterkrigstidens huse i Saltdean og derpå Peacehaven.
„Drej til venstre næste gang,“ sagde Grace. Han fortsatte med at dirigere Branson gennem en labyrint af stejle gader, indtil de standsede uden for en lille, noget forsømt bungalow med en endnu mere forsømt autocamper parkeret udenfor.
De skyndte sig gennem regnen ind i et lille vindfang med klingende vindharper og ringede på. Et øjeblik efter blev døren åbnet af en lillebitte, senet mand et stykke oppe i halvfjerdserne, med fipskæg, langt, gråt hår bundet i en hestehale og iført kaftan og overalls og med et hankekors i en guldkæde. Han bød dem overstrømmende velkommen med en skinger stemme, et rent energibundt, greb Graces hånd og så på ham med en glæde, som var han en længst forsvunden ven. „Kriminalkommissær Grace! Hvor er det godt at se dig igen.“
„I lige måde, min ven. Dette er kriminalassistent Branson. Glenn, mød Harry Frame.“
Harry Frame knugede Glenn Bransons hånd med en styrke, der var i modstrid med hans alder og størrelse, og stirrede op på ham med gennemborende grønne øjne. „Det glæder mig at møde Dem. Kom ind, kom ind.“
De fulgte efter ham ind i en smal entré oplyst af en svag pære i en hængende lanterne og indrettet i sømandsstil — pragtstykket var et stort koøje af messing — og videre ind i en dagligstue, hvor reolerne var pakket med skibe i flasker. Der stod en gråbrun sofagruppe dækket af antimakkasar, et fjernsyn, der var slukket, og et rundt egetræsbord med fire træstole ved vinduet, som de blev vist hen til. Branson bemærkede et rædselsfuldt kobberstik af Anne Hathaways hus og et indrammet motto: „Et sind, der én gang er udvidet, kan aldrig vende tilbage til sine tidligere dimensioner.“
„Te, mine herrer?“
„Ja tak,“ sagde Grace.
„Det ville være dejligt, tak,“ sagde Branson, der havde ventet på Graces svar.
Harry Frame skyndte sig ud af stuen. Branson kiggede på et enkelt tændt stearinlys i en glasstage på bordet og derefter på Grace med et udtryk, der sagde Hvad fanden går det her ud på?
Grace smilede til ham. Bær over med det.
Et par minutter efter kom en munter, viltert udseende, gråhåret dame i en mønsterstrikket rullekravesweater, brune polyesterbukser og splinternye løbesko ind med en bakke med tre krus te og en tallerken med småkager og satte den på bordet.
„Dav, Roy,“ sagde hun familiært til Grace, og derpå sagde hun med et glimt i øjet til Branson: „Jeg er Maxine, She Who Must Be Obeyed!“
„Hyggeligt at træffe Dem. Kriminalassistent Branson.“
Hun blev fulgt af sin mand, der kom med et landkort.
Grace tog sit krus og lagde mærke til, at teen havde et svagt grønt skær. Han så, at Branson kiggede skeptisk på sin.
„Nå, mine herrer,“ sagde Harry Frame og satte sig over for dem, „I har en savnet person?“
„Michael Harrison,“ sagde Grace.
„Den unge mand i The Argus? Skrækkelig sag, den ulykke. Alle sammen hentet over så unge.“
„Hentet over?“ sagde Branson spørgende.
„Ånderne ville tydeligvis have dem.“
Branson kastede et blik på Grace, som kriminalkommissæren resolut ignorerede.
Frame rykkede småkagerne og stearinlyset til side og bredte et generalstabskort ud på bordet.
Branson spiste en småkage. Grace fiskede i lommen og rakte Frame kobberarmbåndet. „Du bad mig tage noget med, der tilhører den savnede person.“
Frame tog det, knugede om det og lukkede øjnene. Begge politimænd stirrede på ham. Hans øjne forblev lukkede i godt et minut, og så begyndte han endelig at nikke. „Hmm,“ sagde han, stadig med lukkede øjne. „Hmm, ja, hmm.“ Så åbnede han øjnene med et sæt og kiggede på Grace og Bran-son, som om det overraskede ham, at de stadig var i stuen. Han rykkede tættere på kortet og trak så en snor, hvortil der var fastgjort et blylod, frem fra bukselommen.
„Lad os se, hvad vi kan finde,“ sagde han. „Ja, lad os nu se. Er jeres te, som den skal være?“
Grace drak af sin. Den var varm med en let syrlig smag. „Perfekt,“ sagde han.
Branson smagte også høfligt på sin. „Fin,“ sagde han.
Harry Frame strålede, oprigtigt glad. „Og nu, nu...“ Med albuerne hvilende på bordet begravede han ansigtet i hænderne som i bøn og begyndte at mumle. Grace undgik Bransons blik.
„Yarummm,“ sagde Frame til sig selv. „Yarummmm. Brn-nnnn. Yarummm.“
Så satte han sig med et sæt ret op, holdt snoren ind over kortet mellem tommel- og pegefinger og lod loddet svinge frem og tilbage ligesom et pendul. Han spidsede læberne koncentreret og svingede det så i en lille cirkel, idet han dækkede kortet kvadratcentimeter for kvadratcentimeter.
„Uckfield?“ sagde han. „Crowborough? Ashdown-sko-ven?“ Han så spørgende på de to mænd. Begge nikkede.
Men Harry Frame rystede på hovedet. „Nej, man viser mig ikke noget i dette område, beklager. Jeg prøver et andet kort, mindre målestok.“
„Vi er ret sikre på, at han er i det her område, Harry,“ sagde Roy Grace.
Frame rystede bestemt på hovedet. „Nej, det fortæller pendulet mig ikke. Vi er nødt til at se længere væk.“
Grace kunne mærke Bransons skepsis brænde som et fyr. Han stirrede på det nye kort, der viste hele East og West Sussex, og så pendulet svinge i en smal bue over Brighton.
„Det er her, han er,“ mumlede Frame.
„Brighton? Det tror jeg ikke,“ svarede Grace.
Frame tog et bykort i stor målestok over Brighton frem og lod pendulet svinge over det. Øjeblikke efter begyndte det at lave en lille cirkel over Kemp Town. „Ja,“ sagde han. „Ja, det er der, han er.“
Grace kiggede på Branson, som om han delte hans tanker. „Du tager fejl, Harry,“ sagde han.
„Nej, det tror jeg ikke, Roy. Det er der, din mand er.“
Grace rystede på hovedet. „Vi kommer lige fra Kemp Town — vi har været henne og tale med hans kompagnon — er du sikker på, at det ikke er det, du opfanger?“
Harry Frame tog kobberarmbåndet op. „Er det her hans armbånd? Michael Harrisons?“
„Ja.“
„Så er det der, han er. Mit pendul tager aldrig fejl.“
„Kan du give os en adresse?“ spurgte Branson.
„Nej, ikke en adresse — bebyggelsen er for tæt. Men det er her, I må lede, det er der, I vil finde ham.“