Grace indledte weekenden, som han kunne lide det, med en otte kilometers løbetur tidligt lørdag morgen langs strandpromenaden i Brighton & Hove. I dag regnede det kraftigt igen, men det betød ikke noget. Han havde en baseballkasket på med skyggen trukket godt ned, så den skærmede for ansigtet, en let træningsdragt og splinternye Nike-løbesko. Mens han arbejdede sig fremad i et godt, hurtigt tempo, glemte han snart regnen, glemte alle sine bekymringer, trak bare vejret dybt og gik fra fjedrende løbeskridt til fjedrende løbeskridt, mens en sang med Stevie Wonder, ‘Signed, Sealed, Delivered’, af en eller anden grund kørte rundt i hans hoved.
Han sang stille med, mens han løb forbi en gammel mand i trenchcoat, der luftede en puddel i snor, og blev så overhalet af to lycraklædte cyklister på mountainbikes. Det var lavvande. Ude på mudderbankerne gravede et par fiskere efter sandorm til agn.
Med en salt smag på læberne løb han langs med promenadens rækværk, videre forbi det udbrændte skelet af West Pier og derefter ned ad en rampe til selve strandkanten, hvor de lokale fiskere efterlod deres både trukket tilstrækkelig langt op, så de var sikret mod det højeste tidevand. Han noterede sig nogle af navnene — Daisy Lee, Belle of Brighton, Sammy — lugtede pust af maling, tjæret tovværk, rådnende fisk på sin vej. Han løb forbi de stadig lukkede cafeer, spillearkader og kunstgallerier ved The Arches, forbi en windsurferklub, en bådedam bag en lav cementvæg, et soppebassin og derpå ind under massen af stivere ved Palace Pier — hvor han og Sandy for sytten år siden havde kysset første gang. Han begyndte at blive træt nu, men var fast besluttet på at nå ud til klipperne ved Back Rock, inden han vendte om.
Så bippede hans mobil med sms-signalet.
Han stoppede op, trak den op af lynlåslommen og så på displayet:
Man kan ikke drille en pige på denne måde, Big Boy. Claudine xx
For fanden da! Lad mig være. Du brugte hele aftenen på at angribe mig, fordi jeg er strisser, og nu driver du mig til vanvid. Foreløbig gik det ikke alt for godt med hans første forsøg med internet-dating. Var de alle sammen ligesom Claudine? Aggressive, ensomme kvinder, der havde en skrue løs? Sikkert ikke, der måtte være nogle normale kvinder derude. Måtte der ikke?
Han stak telefonen i lommen og løb videre, han vidste, at han skyldte hende et svar, men spekulerede på, om det ikke var bedre at blive ved med at ignorere hende. Hvad kunne han sige?: Skrid, og hold op med at plage mig? Det var hyggeligt at træffe dig, men jeg har fundet ud af, at jeg er bøsse?
Til sidst besluttede han at sende hende en besked, når han kom hjem. Han ville vælge kujonens udvej: Beklager, jeg har fundet ud af, at jeg ikke er parat til et forhold.
Hans hjerne slappede af igen og vendte tilbage til arbejdet, til bjerget af papir, der hele tiden lod til at blive højere og højere. Nigerianernes handel med unge kvinder; retssagen mod Suresh Hossain; den henlagte sag med Thomas Lytle; og nu Michael Harrisons forsvinden.
Den nagede ham virkelig. Og især én tanke havde vækket ham i nattens løb og var blevet hos ham. Han nåede gangstien neden for klipperne, løb langs de hvide kridtskrænter, der knejsede over marinaen med dens rækker af pontoner og skove af master, dens hoteller og butikker og restauranter, og fortsatte tre kilometer til.
Så vendte han om og mærkede, hvordan det brændte i lungerne, hvordan benene var ‘høje’ af anstrengelsen, og løb tilbage, indtil han var nær ved Van Alen-bygningen. Han løb ad rampen op til promenaden, ventede på et hul i den tætte trafik på Marine Promenade og krydsede vejen. Han begav sig ned ad den smalle gade langs siden af bygningen og standsede ved indkørslen til parkeringskælderen.
Heldet var med ham. Et øjeblik efter svingede porten op, og en mørkeblå Porsche Boxter kørte ud med en rovdyragtig blondine med solbriller — trods den triste, våde dag — bag rattet. Han smuttede ind, før porten gik i. Det var godt at komme i tørvejr.
Han indåndede den tørre lugt af olie, da han løb hen over den hårde cement forbi en rød Ferrari, som han huskede fra tidligere, og flere andre biler, han også genkaldte sig, og standsede så foran den skinnende, pletfri BMW X5 firhjulstrækker.
Han stirrede på nummerpladen. W796 LDY. Så så han sig omkring, afsøgte området. Der var ikke et øje. Han gik tættere på, knælede ned ved forhjulet i førersiden, lagde sig ned på ryggen, skubbede sig ind under kanten og kiggede op i hjulkassen. Den var dækket af mudder.
Han trak lommetørklædet op af lommen, foldede det ud i venstre håndflade og skrabede så med højre hånd i det tørre mudder, indtil adskillige stumper af det faldt ned i lommetørklædet.
Han foldede omhyggeligt lommetørklædet igen, slog knude på det og stak det tilbage i lommen. Så kom han på benene igen, gik op til udkørslen og viftede med hånden foran den infrarøde stråle. Et øjeblik efter gik porten op med høj skramlen og heftig snurren.
Han gik ud, tjekkede gaden i begge retninger og genoptog løbeturen hjem.