Nogle få timer senere kørte Grace langsomt op ad en stejl bakke forbi All Saints-kirken i Patcham Village, hvor et ganske bestemt bryllup var planlagt til at finde sted klokken to denne eftermiddag — om præcis tre kvarter.
Det var hans egen yndlingskirke i området. En klassisk, gammel engelsk sognekirke, intim, enkel med uudsmykket murværk, en fin mosaikrude bag alteret og gravsten, der gik århundreder tilbage i tiden, på den tilgroede kirkegård ude foran og langs siderne af kirken.
Den kraftige regn var aftaget til en let silen, mens han sad i sin Alfa, som var parkeret på en græsvold tæt ved indgangen over for kirken, så han havde et godt udsyn over alle de ankommende. Endnu var der ikke nogen at se. Blot lidt gennemblødt konfetti på den våde vejbane fra et tidligere bryllup, formentlig i formiddags.
Han så en ældre kvinde i plasticregnfrakke med hætte skubbe en indkøbsvogn hen ad fortovet og standse op for at udveksle et par ord med en kæmpestor mand i vindjakke og en ganske lille hund i snor, som kom gående i den modsatte retning. Hunden løftede ben op ad en lygtepæl.
En blå Ford Focus holdt ind til siden, og en mand med et par kameraer slynget om halsen stod ud. Grace iagttog ham og spekulerede på, om han var den officielle bryllupsfotograf eller kom fra pressen. Kort efter holdt en brun Vauxhall ind bag den, og en ung mand i vindjakke dukkede frem med, hvad der lignede en journalists notesblok, i hånden. De to mænd hilste på hinanden og begyndte at sludre, mens de begge to så sig omkring og ventede.
Ti minutter senere så han en sølvfarvet BMW firhjulstrækker standse. På grund af dens tonede ruder og regnen kunne han ikke se, hvem der sad i den, men han genkendte straks Mark Warrens nummerplade. Et øjeblik efter sprang Warren, i mørk regnfrakke, ud og skyndte sig op ad stien til kirkens hovedindgang. Han forsvandt indenfor og kom så næsten med det samme ud igen og ilede tilbage til sin bil.
En taxi standsede op, og en høj, distingveret mand med sølvgråt hår, klædt i jaket med en rød nellike i knaphullet og med en høj, grå hat i hånden, steg ud og gik hen mod kirken. Taxien var åbenbart blevet betalt for at vente. Så standsede en sølvgrå Audi TT sportsvogn. Grace huskede at have set en magen til parkeret foran Ashley Harpers hus.
Døren i førersiden gik op, og Ashley, i en smart, hvid brudekjole og med opsat hår, steg ud med en paraply i hånden. En ældre kvinde dukkede frem fra passagersiden i en blå dragt med hvide besætninger og med sirligt opsat sølvgråt hår. Ashley vinkede genkendende til BMW’en og skuttede sig så under paraplyen. Parret skyndte sig op ad stien og forsvandt ind i kirken. Mark Warren fulgte efter.
Og så, klokken fem minutter i to, så Grace præsten skære hen over kirkegården og gå ind kirken, og han besluttede, at tiden var inde til, at han selv gik i gang. Han forlod sin bil og trak i sin blå og gule Tommy Hilfiger-vindjakke. Da han krydsede vejen, kom den unge mand med notesblokken hen imod ham. Han var midt i tyverne med markeret ansigt og iført et billigt, gråt jakkesæt med en stor, men dårligt bundet slipseknude, så man kunne se den øverste knap i hans hvide skjorte. Han gnaskede på et tyggegummi.
„Kriminalkommissær Grace, ikke sandt?“
Grace så stift på ham. Han var vant til at blive genkendt af pressen, men var alligevel på vagt. „Og du er?“
„Kevin Spinella fra The Argus. Jeg ville lige spørge, om De har noget nyt om Michael Harrison til os?“
„Ikke noget endnu desværre. Vi vil vente og se, om han dukker op til sit bryllup.“
Journalisten så på sit ur. „Han strammer den noget, ikke?“
„Det ville ikke være første gang, en brudgom er kommet for sent.“ Grace smilede og gik uden om Spinella.
Journalisten ilede efter ham og spurgte: „Tror De, Michael Harrison er i live eller død, hr. kriminalkommissær?“
Grace standsede et øjeblik og sagde: „Vi betragter det her som en sag om en savnet person.“
„Foreløbig?“
„Jeg har ikke yderligere kommentarer, tak.“ Grace skubbede den tunge dør op, trådte indenfor i våbenhusets halvmørke og lukkede døren efter sig.
Hver gang Grace kom ind i en kirke, følte han altid en form for konflikt. Skulle han knæle og bede, som de fleste gjorde? Sådan som han gjorde som barn ved siden af sin mor og far de fleste søndag formiddage barndommen igennem. Eller skulle han bare sætte sig ind på en af rækkerne og fortælle den gud, han ikke længere var sikker på, han troede på, om sin vrede? I lang tid efter Sandys forsvinden var han gået i kirke og havde bedt til, at hun ville komme tilbage. Nogle gange var han gået til gudstjeneste, men for det meste var han gået ind i en tom kirke. Sandy havde aldrig været troende, og i løbet af de seneste år, hvor hans bønner ikke var blevet hørt, var han blevet mere og mere agnostisk.
Giv mig Sandy tilbage, og så vil jeg bede til dig af hele mit hjerte. Men ikke før, hr. Gud, okay?
Han gik forbi en række dryppende paraplyer, en opslagstavle og en stak foldere med Michael Harrison og Ashley Harper trykt på forsiden, derpå ind i selve kirken, hvor han straks indåndede de velkendte lugte af tørt, gammelt træ, gammelt klæde, støv og en snert af brændende voks. Stedet var smukt udsmykket med blomster, men der var intet spor af deres duft.
En fem-seks mennesker stod i kirkens midtergang, alle sammen tavse og afventende, som var de statister i et filmstudie, der ventede på instruktørens ordre til at bevæge sig.
Grace kastede et hurtigt blik på gruppen, nikkede til Ash-ley, der var bleg som et lagen og knugede sig til armen på den høje mand i den sorte jaket, formentlig hendes far. Ved siden af hende stod kvinden, han havde set stå ud af bilen sammen med Ashley, en nydelig kvinde i halvtredserne, men med det anstrengte ansigtsudtryk som en, der har været igennem længere tids belastning. Mark Warren, i marineblåt jakkesæt med en hvid nellike, stod ved siden af et flot ungt par i begyndelsen af trediverne.
Det gik op for ham, at alle så på ham. Ashley brød isen med usikker stemme ved at takke ham for at komme og præsenterede ham først for Michaels mor, der virkede oprevet, og derpå for den pæne, distingverede mand, han havde troet var hendes far, men som viste sig at være hendes onkel. Han gav Grace et varmt håndtryk og præsenterede sig selv som Bradley Cunningham, så Grace lige i øjnene og sagde: „Det er en ære at møde Dem, hr. kriminalkommissær.“
Grace, der bemærkede hans nordamerikanske accent, spurgte: „Hvor i Staterne kommer De fra?“
Manden rynkede panden, som om han var stødt. „Jeg er faktisk canadier, fra Ontario.“
„Undskyld.“
„Det gør ikke noget, det er noget, I englændere ofte tager fejl af.“
„Jeg går ud fra, at De så måske har svært ved at skelne mellem de regionale dialekter i England,“ sagde Grace.
„Det har De faktisk ret i.“
Grace smilte og så anerkendende på hans jaket. „Det er godt at se, at nogen klæder sig rigtigt på til et bryllup.“
„Egentlig er bukserne ved at tage livet af mig,“ tilstod Cunningham. „Jeg lejede hele molevitten her hos jeres vidunderlige Moss Bros, men jeg tror, de har givet mig de forkerte bukser!“ Så blev hans ansigt alvorligt. „Men det her er jo en skrækkeligt situation, ikke?“
„Jo,“ sagde Grace og blev pludselig mere alvorlig. „Skrækkelig.“
Nu brød Ashley ind og præsenterede Grace for præsten, pastor Somping, en lille, skægget mand i hvid præstekjole og -krave med blanke, blodskudte øjne, som så udpræget vred ud.
„Jeg sagde til miss Harper, at vi burde aflyse det her helt og aldeles,“ sagde pastor Somping. „Det er latterligt at udsætte nogen for denne pine — og hvad med gæsterne? Det er helt hen i vejret.“
„Han kommer,“ græd Ashley. „Det gør han, det ved jeg, han gør.“ Hun så bønfaldende på Grace. „Vær sød at fortælle ham, at Michael er på vej.“
Grace stirrede på bruden, som så så bedrøvet og sårbar ud, at han næsten måtte lægge bånd på sig selv for ikke at strække armene ud og omfavne hende. Hun virkede så fortabt, så desperat. Han havde lyst til at give den arrogante præst en på snuden.
„Michael Harrison kan stadig nå at dukke op,“ sagde han.
„Så skal han dukke op meget snart,“ sagde præsten koldt. „Jeg har et andet bryllup her klokken fire.“
„Jeg troede, det her var en kirke,“ sagde Grace oprørt over hans manglende medfølelse med Ashley. „Ikke et supermarked.“
Pastor Somping forsøgte, uden held, at nidstirre Grace. Så sagde han selvretfærdigt: „Jeg arbejder for Herren. Han lægger min tidsplan.“
Efter et øjeblik snerrede Grace tilbage: „I så fald foreslår jeg, at De beder Deres chef om at fremskaffe brudgommen i en fart.“