Grace sad atter i sin bil med regnen piskende mod forruden og var fordybet i tanker. Så fordybet, at der gik flere øjeblikke, før han lagde mærke til parkeringsbøden, der var stukket ind under viskeren.
Røvhuller.
Han stod ud af bilen, greb bøden og flåede den ud af plasticomslaget. Tredive pund i bøde for at holde der fem minutter længere end tidspunktet på parkeringsbilletten — og ingen mulighed for at få den dækket som udgift. Det havde chefen slået meget hårdt ned på.
Håber, De værdsætter det, mr. Branson, på Deres dejlige friweekend i Solihull. Han skar en grimasse og smed ærgerlig bøden ned på gulvet ved passagersædet. Så vendte hans tanker tilbage til Mark Warren. Og derpå fem år tilbage til det tougers kursus i retspsykologi, som han havde gennemgået på FBI-skolen i Quantico i USA. Det havde ikke været nok til at gøre ham til ekspert, men det havde lært ham værdien af hans egne instinkter, og det havde lært ham at aflæse visse af kropssprogets signaler.
Og Mark Warrens kropssprog var helt forkert.
Mark havde mistet fire nære venner. Hans kompagnon var forsvundet, måske død. Højst sandsynlig død. Han burde være i chok, lammet, forvirret. Ikke vred. Det var for tidligt til vrede.
Og han havde noteret sig reaktionen på hans bemærkning om bilvasken. Han havde helt bestemt ramt et ømt punkt der.
Jeg ved ikke, hvad du har gang i, mr. Mark Warren, men jeg har sat mig for at finde ud af det.
Han tog telefonen, tastede et nummer og lyttede til ringetonen. På en lørdag eftermiddag regnede han med at få telefonsvareren, men fik i stedet en rigtig person i røret. Kvinde. Blød og varm. Ingen kunne ud fra hendes stemme gætte, hvad hun arbejdede med.
„Brighton & Hoves kommunale lighus,“ sagde hun.
„Cleo, det er Roy Grace.“
„Halløjsa, Roy, hvordan går det?“ Cleo Moreys normalt ganske affekterede stemme blev pludselig skælmsk.
Ufrivilligt gav Grace sig til at flirte med hende i telefonen. „Jo, okay. Det imponerer mig, at du arbejder en lørdag eftermiddag.“
„De døde ved ikke, hvad dag i ugen det er.“ Hun tøvede. „De levende er vel i grunden også temmelig ligeglade. De fleste af dem i hvert fald,“ tilføjede hun som en eftertanke.
„De fleste af dem?“
„Det forekommer mig, at de fleste levende mennesker ikke rigtig ved, hvad dag i ugen det er — de giver indtryk af, at de ved det, men de ved det egentlig ikke. Mener du ikke også det?“
„Det er tung filosofi på en våd lørdag eftermiddag,“ sagde Grace.
„Ja, men jeg er ved at læse filosofi på Åbent Universitet, så jeg er nødt til at afprøve mine argumenter på nogen — og jeg får ikke megen respons fra flokken her.“
Grace grinte. „Og hvordan har du det?“
„Okay.“
„Du lyder en smule — trist.“
„Aldrig haft det bedre, Roy. Jeg er træt, det er det hele. Har været alene her hele ugen — underbemandet — Doug er på ferie.“
„De fyre, der blev dræbt tirsdag aften — er de stadig i lighuset?“
„De er her. Og det er Josh Walker også.“
„Jeg er nødt til at komme over og se nærmere på dem. Vil det være okay?“
„De går ingen steder.“
Grace nød altid hendes sorte humor. „Jeg er der om ti minutter,“ sagde han.
Trafikken lørdag eftermiddag var tættere, end han havde forventet, og der gik næsten tyve minutter, før han kom gennem den stærkt trafikerede rundkørsel og derpå drejede til højre, forbi et skilt, hvor der stod BRIGHTON & HOVE KOMMUNALE LIGHUS, og ind ad smedejernslågerne, der sad på murede søjler. Lågerne stod altid åbne, fireogtyve timer i døgnet. Som et symbol på, at de døde ikke har særlig respekt for åbningstider, tænkte han.
Grace kendte kun dette sted alt for godt. Det var en konturløs bygning med en rædselsfuld aura. En lang etplanskon-struktion med grå, pudsede mure og en overdækket indkørsel på den ene side, der var dyb nok til at rumme en ambulance eller en stor varevogn. Lighuset var et transitsted på en enkeltrejse til en grav eller en krematorieovn for mennesker, som havde lidt en pludselig, voldsom eller uforklarlig død — eller var døde af en hastigt fremadskridende sygdom som vi-ral meningitis, hvor en obduktion kunne give medicinsk indsigt, som en dag ville være til hjælp for de levende.
Alligevel var en obduktion den ultimative fornedrelse. Et menneske, som for bare et par dage siden havde gået omkring, talt, læst, elsket — eller hvad som helst — blev nu sprættet op og fik fjernet indvoldene som en gris på slagtebænken.
Han havde ikke lyst til at tænke på det, men han kunne ikke lade være. Han havde set for mange obduktioner og vidste, hvad der foregik. Skalpen blev skrællet af, så blev toppen af kraniet savet af, hjernen fjernet og skåret i skiver. Brystet blev skåret op, alle indre organer taget ud og skåret i skiver og vejet, og nogle dele blev sendt til patologisk analyse, resten proppet ned i en hvid plasticpose og syet fast inde i kadaveret ligesom indmaden i en frossen and.
Han parkerede bag en lille blå MG sportsvogn, som han gik ud fra var Cleos, og hastede gennem regnen over til hovedindgangen og ringede på. Den blå hoveddør med de matterede ruder kunne være taget direkte fra et parcelhus.
Et øjeblik efter lukkede Cleo Morey op med et varmt smil. Ligegyldig hvor mange gange han så hende, vænnede han sig aldrig helt til det mærkværdige i denne umådelig tiltrækkende unge kvinde sidst i tyverne med langt, lyst hår klædt i grøn kirurgkittel med et kraftigt, grønt forklæde og hvide gummistøvler. Med sit udseende kunne hun have været fotomodel eller skuespiller, og med sin hjerne kunne hun have fået en hvilken som helst karriere, hun ville — og hun havde valgt denne. Indskrive kadavere, gøre dem klar til obduktion, rydde op bagefter — og forsøge at yde en smule trøst til de afdødes familier, uvægerlig i chok, som kom for at identificere ligene. Og det meste af tiden arbejdede hun her alene.
Lugten ramte Grace med det samme, sådan som den altid gjorde, denne kvalme, søde stank af desinficeringsmidler, der gennemstrømmede hele stedet og fik hans mave til at snøre sig sammen.
De drejede til venstre fra indgangen og ind i bedemandens kontor, der også fungerede som reception. Det var et lille lokale med en varmeblæser på gulvet, konturmalede, lyserøde vægge, en L-formet række gæstestole og et lille metalskrivebord med tre telefoner, en stak små brune konvolutter til personlige effekter og en stor, grøn og rød hovedbog med påskriften LIGHUSREGISTRANT i gyldne blokbogstaver.
Der hang en lyskasse på en af væggene foruden en række indrammede hygiejne-diplomer og et større diplom fra Det Britiske Balsameringsinstitut med Cleo Moreys navn. På en anden væg sad et overvågningskamera, som på skift viste billeder af forsiden, bagsiden og derpå de to øvrige sider af bygningen efterfulgt af et nærbillede fra indgangen.
„En kop te, Roy?“
Hendes klare blå øjne mødte hans bare en brøkdel af et sekund længere, end spørgsmålet krævede. Smilende øjne. Utroligt varme øjne.
„En kop te ville være dejligt.“
„English breakfast, Earl Grey, Darjeeling, Kina, kamille, pebermynte, grøn?“
„Jeg troede, det her var lighuset, ikke Starbucks,“ sagde han.
Hun grinte. „Vi har også kaffe. Espresso, latte, colombiansk, mokka.“
Han løftede hånden for at standse hende. „Stærk te er glimrende.“
„Sødmælk, letmælk, med citron —?“
Han løftede begge hænder. „Hvad som helst du har af åbnet mælk. Er Joe ikke kommet endnu?“
Han havde bedt Joe Tindall om at være til stede.
„Ikke endnu, vil du vente, til han kommer?“
„Ja, det bør vi.“
Hun tændte for kedlen og forsvandt ind i omklædningsrummet overfor. Da vandet kogte, vendte hun tilbage med en grøn kittel, blå overtrækssko, en ansigtsmaske og hvide latexhandsker, som hun rakte ham.
Mens han tog det på, lavede hun te til ham og åbnede en dåse med digestives. Han tog en. „Du har altså været her alene hele ugen? Går det dig ikke på? Ingen at snakke med?“
„Jeg har altid travlt — vi har fået ti ind i denne uge. East-bourne ville sende en over fra deres lighus, men de fik også for travlt. Der må være noget med den sidste uge i maj.“
Grace trak båndet til masken over hovedet og lod masken hænge løst under hagen. De unge mænd havde efter hans erfaring ikke været døde længe nok til at lugte alt for slemt.
„Har du haft familierne til alle fire forbi?“
Hun nikkede. „Og er den forsvundne brudgom dukket op?“
„Jeg er lige kommet fra brylluppet,“ sagde Grace.
„Jeg syntes nok, du var en smule velklædt til en lørdag, Roy.“ Hun grinte. „Så det har i det mindste løst sig selv?“
„Nej,“ svarede han. „Det er derfor, jeg er her.“
Hun hævede øjenbrynene, men kommenterede det ikke. „Noget specielt, du gerne vil se? Jeg kan give dig kopier af retsmedicinerens rapporter til ligsynsmanden.“
„Det, jeg gerne vil begynde med, når Joe kommer, er deres fingernegle,“ svarede han.