Grace drejede fra hovedvejen ind på en landevej lige i udkanten af Lewes. Han passerede en gårdbutik, en telefonboks og så forude på venstre hånd et højt trådhegn med pigtråd på toppen, noget af det stod oprejst, andet var ved at falde sammen. Der var to porte som stod på vid gab og så ikke ud, som om de havde været lukket de sidste ti år. På en af dem var der opsat et falmet, revnet skilt, hvorpå der var malet ‘WHEELER’S’. Ved siden af det sad et andet, meget mindre advarselsskilt med vagthunde.
Stedet så mere end forfaldent ud. Det var simpelthen det mest rodede sted, han nogen sinde havde set.
Gårdspladsen var domineret af en stor blå kranvogn, der var parkeret mellem en halv snes delvist eller totalt splittede bilvrag, nogle af dem smadrede, andre svært rustne og et enkelt, en lille Toyota, der var totalt skrællet.
Der var bunker af savede og usavede træstammer, en savbuk af træ, en rusten båndsav, en ramponeret skurvogn og en bungalow af træ, der så ud, som om den kunne falde sammen hvert øjeblik. Op ad skurvognen stod et falmet skilt, der fortalte, at man kunne købe juletræer her.
Da han kørte ind og slukkede for motoren, hørte han en dyb, rasende gøen fra en vagthund bryde stilheden i den lune aften. Han blev fornuftigt siddende i bilen og ventede på, at hunden skulle dukke frem. I stedet gik hoveddøren til bungalowen op, og et brød af en mand kom ud. Han var i halvtredserne med tyndt, fedtet hår, kraftige skægstubbe og en enorm ølmave, som kun lige blev holdt inde bag en netundertrøje og væltede ud over livremmen i hans brune denimbukser som et overhæng af sne, der var lige ved at skride ned.
„Mr. Wheeler?“ sagde Grace, stadig ængstelig ved lyden af den gøende hund, som blev endnu højere og dybere.
„Ja?“ Manden havde et venligt ansigt med store, triste øjne og store, beskidte hænder. Han lugtede af reb og smørefedt.
Grace tog sit politiskilt frem og holdt det op, så han kunne se det. „Kriminalkommissær Grace fra Sussex Kriminalpoliti. Det gør mig ondt med Deres søn.“
Manden stod stille, ubevægelig, og nu så Grace, at han begyndte at ryste. Hans hænder var stramt knyttet, og en tåre trillede ned fra hver øjenkrog. „Vil De indenfor?“ sagde Phil Wheeler med usikker stemme.
„Hvis De har et par minutter, vil jeg være glad.“
Det indvendige af huset var stort set som dets ydre, og stanken tydede på en storryger. Grace fulgte efter manden ind i en lurvet dagligstue med sofagruppe og et stort, gammelt tv. Næsten hver kvadratcentimeter af gulvet var dækket med motorcykelblade, countrymagasiner og vinylpladeomslag. På et lille bord stod et fotografi af en lyshåret kvinde, som hvilede armene på skuldrene af en lille dreng på en scooter, og lidt billigt porcelænsnips, men der var slet intet på væggene. Et ur på kaminhylden anbragt i maven på en væddeløbshest i porcelæn angav tiden til ti minutter over syv. Det overraskede Grace, da han tjekkede med sit eget ur, at det gik mere eller mindre præcist.
Phil Wheeler skovlede adskillige pladeomslag ned fra en lænestol og sagde som en form for forklaring: „Davey kunne lide den slags, plejede at spille det hele tiden, holdt af at samle —“
Han brød af og gik ud af stuen. „Te?“ råbte han.
„Nej tak,“ sagde Grace, som var usikker på de hygiejniske forhold i køkkenet.
Afhøring på dette niveau ville af de fleste efterforskningsle-dere normalt blive uddelegeret til en underordnet, men Grace havde altid været en fast tilhænger af at komme ud i marken selv. Det var hans arbejdsmetode — og det var en af de opgaver ved politiarbejdet, som han fandt mest interessant og givende, om end det nogle gange, som nu, var krævende.
Efter et par minutter kom Phil Wheeler luntende tilbage, fejede nogle blade og nogle flere pladeomslag ned fra sofaen, satte sig tungt og trak en dåse tobak op af lommen. Han åbnede dåsen med sin tommelfingernegl, tog en pakke cigaretpapir op og fortsatte, med én hånd, med at rulle sig en cigaret. Grace kunne ikke lade være med at kigge. Det havde altid fascineret ham, at folk kunne gøre det der.
„Mr. Wheeler, jeg har forstået, at Deres søn fortalte Dem, at han havde talt på en walkie-talkie med en savnet person, Michael Harrison.“
Phil Wheeler lod tungen løbe hen langs papiret og lukkede cigaretten. „Jeg kan ikke forstå, hvorfor nogen skulle ønske at gøre min dreng fortræd. Han var det venligste menneske, man kunne forestille sig.“ Med den utændte cigaret i hånden slog han et par cirkler i luften. „Den stakkels knægt havde — forstår De — vand i hovedet. Han var langsom, men alle syntes om ham.“
Grace smilte medfølende. „Han havde mange venner i færdselspolitiet.“
„Han var en god knægt.“
„Det har jeg forstået.“
„Han var hele mit liv.“
Grace ventede. Wheeler tændte cigaretten med en tændstik, og et øjeblik efter drev den søde røg over til Grace. Han trak vejret dybt, han nød røgen, men han nød ikke denne opgave. At tale med de nyligt efterladte havde, som han så på det, altid været det værste ved politiarbejdet.
„Kan De fortælle mig lidt om samtalerne, han havde? Om denne walkie-talkie?“
Manden inhalerede og røgen væltede ud af mund og næse, da han talte. „Jeg blev temmelig vred på ham i — jeg ved ikke — fredags eller lørdags. Jeg vidste ikke, han havde den fordømte tingest. Han fortalte mig til sidst, at han havde fundet den i nærheden af den skrækkelige bilulykke med de fire fyre tirsdag aften.“
Grace nikkede.
„Han blev ved med at tale om sin nye ven. Ærlig talt tog jeg mig ikke videre af det. Davey levede i — hvad skal jeg sige? — sin egen lille verden det meste af tiden, altid optaget af samtaler med mennesker inden i sit hoved.“ Han lagde cigaretten i et tinaskebæger, tørrede så øjnene med et krøllet lommetørklæde og snøftede. „Han sludrede altid. Somme tider var jeg nødt til at slå fra, for ellers kunne han drive mig til vanvid.“
„Kan De huske, hvad han sagde om Michael Harrison?“
„Han var meget ophidset — jeg tror, det var i fredags — han havde fået at vide, at han kunne blive en helt. Forstår De, han elskede amerikanske politiserier — han havde altid ønsket sig at blive en helt. Han kværnede løs om, at han vidste, hvor en eller anden var, og at han var det eneste menneske i verden, der vidste det, forstår De, og det her var hans chance for at blive en helt. Men jeg tog mig ikke meget af det; havde en travl dag med to vrag, vi skulle hente — jeg forstod ikke, hvad det drejede sig om.“
„Har De walkie-talkien?“
Han rystede på hovedet. „Davey må have taget den med sig.“
„Kunne Davey køre?“
Han rystede på hovedet. „Nej. Han kunne godt lide at styre kranvognen indimellem, det lod jeg ham gøre på en stille vej — De ved, sådan med den ene hånd på rattet. Men nej, han har aldrig kunnet køre, evnede det ikke. Han havde en mountainbike, det var alt.“
„Han blev fundet knap ti kilometer herfra — tror De, han er taget ud for at finde Michael Harrison? For at blive en helt?“
„Jeg skulle hente en bil søndag eftermiddag. Han havde ikke lyst til at tage med, fortalte mig, at han havde et vigtigt ærinde.“
„Et vigtigt ærinde?“
Philip Wheeler trak trist på skuldrene. „Han kunne godt lide at tro, at han var vigtig.“
Grace smilte og tænkte for sig selv, det kan vi alle. Så spurgte han: „Fik De noget ud af Davey om, hvor Michael Harrison kunne være?“
„Nej, det slog mig ikke, at det kunne have forbindelse med noget — så jeg tog mig ikke videre af, hvad han sagde.“
„Kunne jeg mon få lov at se Deres søns værelse, mr. Wheeler?“
Phil Wheeler løftede en finger og pegede hen bag Grace. „I skurvognen. Davey holdt af at være der. De kan godt gå derud — tag Dem ikke af, at jeg ikke — jeg —“ Han trak lommetørklædet frem.
„Det er helt i orden, jeg forstår.“
„Den er ikke låst.“
Grace krydsede gårdspladsen og gik hen til skurvognen. Hunden, som han stadig ikke havde set, og som han mente måtte befinde sig på den anden side af bungalowen, begyndte at gø igen, endnu mere aggressivt. På væggen ved siden af døren sad et skilt, der advarede uvedkommende med ordene ‘VÆBNET RESPONS!’
Han tog i håndtaget, trak døren op og trådte indenfor på tæppefliser, hvoraf adskillige bøjede opad i hjørnerne, men de fleste var dækket af sokker, underbukser, T-shirts, chokoladepapir, en åbenstående burgeræske fra McDonald’s med låget indsmurt i stivnet ketchup, reservedele til biler, hjulkapsler, amerikanske nummerplader og adskillige baseballkasketter. Rummet var endnu mere rodet end bungalowen og havde en ram hørm af sure tæer, der mindede ham om omklædningsrummet på en skole.
Det meste af pladsen var optaget af en seng og et ustabilt fjernsyn, der svingede mellem farve og sort-hvid, og hvor rulleteksterne til Law & Order nu kørte over skærmen. Grace havde aldrig brudt sig om at se britiske politiserier — det lykkedes dem altid at irritere ham, fordi de ikke skildrede forholdene ordentligt. Amerikanske politiserier forekom mere spændende, hang bedre sammen. Men måske var det, fordi han ikke kendte det amerikanske politis rutiner godt nok til at være kritisk.
Da han kiggede sig omkring, så han overalt på væggene annoncer, som så ud til at være revet ud af blade. Da han så nærmere efter, kunne han se, at de alle sammen var for amerikanske produkter — biler, skydevåben, mad, drikkevarer, ferier.
Han trådte hen over burgeræsken og så ned på en arbejds-bænk, der tjente som skrivebord. På bordet stod en meget gammel Dell-computer med en diskette stikkende ud. Der var også en karton Twinkie-barer, en femten centimeter høj Bart Simpson i plastic og en stor lap linjeret papir, som der var skrevet på med en barnlig håndskrift.
Grace så nøje på skriblerierne og opdagede, at det var et groft tegnet diagram. Ved siden af to sæt parallelle streger var der kradset: A 26. NORD KROWBURG. DOBEL KVÆGREST. 3 KILLOMETER. VIDT HUS.
Det var et kort.
Under det så han en række tal: 0771 52136. Det lignede et mobilnummer, og han prøvede at ringe det op, men der skete intet.
Han brugte yderligere tyve minutter på at gennemgå alt i rummet, åbnede hver en skuffe, men han fandt intet af interesse. Så tog han papiret med tilbage til bungalowen og viste det til Phil Wheeler.
„Talte Davey med Dem om det her?“
Phil Wheeler rystede på hovedet. „Nej.“
„Siger kørselsvejledningen Dem noget?“
„Dobbelt kvægrist, tre kilometer, hvidt hus? Nej, det siger mig intet.“
„Nummeret? Genkender De det?“
Han så på nummeret, læste alle cifrene op. „Nej, det er ikke et nummer, jeg kender.“
Grace besluttede, at han havde fået så meget ud af manden, som han ville få i aften. Han rejste sig, takkede ham og fortalte ham igen, hvor ondt det gjorde ham med hans søn.
„Bare fang det svin, der gjorde det, kommissær. Vil De ikke i det mindste gøre det, for mig og Davey?“
Grace lovede at gøre sit bedste.