Mark lukkede døren efter Grace, løb ud på badeværelset, faldt på knæ og brækkede sig i toiletkummen. Og så brækkede han sig igen.
Han rejste sig, skyllede ud og rensede munden med koldt vand. Hans tøj var drivvådt af sved, håret klistrede til hovedet. Med vandhanen løbende var det lige ved, at han ikke hørte telefonen ringe.
Han greb røret og nåede lige at svare, inden den ville have slået over på telefonsvareren. „Hallo?“
En mandsstemme med australsk accent sagde: „Er det Mark Warren?“
Noget ved stemmen gjorde straks Mark forsigtig. „Det her er et hemmeligt nummer. Hvem taler jeg med?“
„Mit navn er Vic — jeg er sammen med din ven Michael — han gav mig dit nummer. Faktisk vil han gerne veksle et par ord med dig. Skal jeg lade ham komme til røret?“
„Ja.“ Mark trykkede røret hårdt ind mod øret, skælvende. Så hørte han Michaels stemme, helt afgjort Michael, men den frembragte en lyd, der ikke lignede noget, Mark nogen sinde havde hørt mage til. Det var et brøl af smerte, der syntes at starte langt inde i Michaels sjæl og så buldrede som et tog ud af en tunnel til et crescendo af den yderste, ulidelige pine.
Mark måtte trække røret væk fra øret. Brølet døde hen, og så hørte han Michael klynke og derpå skrige igen. „Nej, åh nej, nej. NEJ, NEJ, NEJ, NEJ!“
Så hørte han Vics stemme igen. „Du spekulerer sikkert på, hvad jeg gør ved din kammerat, gør du ikke, Mark? Bare rolig, det finder du ud af, når det kommer med posten i morgen.“
„Hvad vil du have?“ spurgte Mark og anstrengte sine ører, men han kunne ikke høre en lyd fra Michael nu.
„Jeg vil have dig til at overføre nogle penge fra jeres konto på Cayman Islands til et kontonummer, jeg vil give dig om lidt.“
„Det kan ikke lade sig gøre — selv om jeg så var villig til at gøre det. Der kræves to underskrifter til enhver transaktion, Michaels og min.“
„I jeres pengeskab i firmaet har I nogle dokumenter, I begge har underskrevet, som giver fuldmagt til en advokat på Cayman Islands. I lagde dem der sidste år, da I begge tog ud at sejle en uge og håbede at afslutte en ejendomshandel på Grenadinerne, som ikke blev til noget. I har glemt at destruere de dokumenter. Godt det samme, vil jeg sige.“
Hvor i helvede vidste han det fra? tænkte Mark.
„Jeg vil gerne tale med Michael — jeg vil ikke høre ham lide, jeg vil bare gerne tale med ham, tak.“
„Du har talt nok med ham for i dag. Jeg vil lade dig tænke over det her, Mark, og så tales vi ved senere, får os en hyggesnak. Åh, og Mark, ikke et ord om det her til politiet — det ville virkelig gøre mig vred.“
Forbindelsen blev afbrudt.
Mark trykkede straks på knappen for genkald til sidste nummer. Men det kom ikke som nogen overraskelse, at den automatiske stemme kom med: „Vi beklager, vi har ikke det pågældende nummer.“
Han prøvede Ashleys nummer igen. Til hans lettelse svarede hun.
„Gudskelov,“ sagde han. „Hvor har du været?“
„Hvad mener du med, hvor har jeg været?“
„Jeg har forsøgt at få fat i dig.“
„Jeg tog faktisk hen for at få en massage. En af os er nødt til at holde hovedet koldt, okay? Så smuttede jeg forbi og så til Michaels mor, og nu er jeg på vej hjem.“
„Kan du komme her forbi — nu, med det samme?“
„Din stemme er ulden — har du drukket?“
„Der er sket noget, jeg må tale med dig.“
„Lad os snakke sammen i morgen.“
„Det kan ikke vente.“
Det bydende i hans stemme trængte igennem til hende. Modvilligt sagde hun: „Okay — jeg ved bare ikke, om det er nogen god idé at komme over til dig, vi kunne mødes et eller andet neutralt sted — hvad med en bar eller en restaurant?“
„Strålende, et sted, hvor hele verden kan høre os?“
„Vi må bare tale dæmpet, okay? Det er bedre, end at man ser mig komme over til din lejlighed.“
„Gud, hvor er du paranoid!“
„Jeg? Du skulle tale om paranoia. Nævn en restaurant.“
Mark tænkte et øjeblik. En politibil ville hente ham om en halv time. Der var cirka en halv times kørsel ud til stedet. Måske bare ti minutter derude og så en halv time tilbage. Det var mandag aften, og klokken var otte. Restauranterne ville være stille. Han foreslog, at de mødtes klokken ti på en italiensk restaurant tæt ved Theatre Royal, som havde et stort restaurationslokale ovenpå, der næsten helt sikkert ville være tomt i aften.
Det var det ikke. Til hans overraskelse var der fuld gang i restauranten — han havde glemt, at der var masser af mennesker i byen på grund af Brighton Festivalen, og byens barer og restauranter var fyldt hver aften. De fleste af bordene ovenpå var også optaget, og han klemte sig ind ved et trangt bord bag et højrøstet selskab på tolv. Ashley var der ikke endnu. Stedet var typisk italiensk: hvide vægge, små borde med stearinlys stukket i halsen på Chianti-flasker og støjende, energiske tjenere.
Køreturen ud til Crowborough og tilbage havde været begivenhedsløs: to unge betjente i en civil bil, som det meste af vejen ud havde skændtes om fodboldspillere og på vejen tilbage havde diskuteret cricket. De viste overhovedet ingen interesse for ham ud over at fortælle ham, at de begge skulle have haft fri for en time siden og havde travlt med at komme tilbage. Det betragtede Mark som godt nyt.
Han viste dem hen til begyndelsen af skovvejen med den dobbelte kvægrist og sad så og ventede, mens de over radioen tilkaldte det lokale eftersøgningshold. Lidt efter ankom adskillige minibusser i konvoj anført af en af politiets Range Rovere.
Mark stod ud af bilen, forklarede, hvor langt frem de skulle køre, men tilbød ikke at tage med dem. Han havde ikke lyst til at være der, når de fandt graven — og den ville de helt sikkert finde.
Han trængte i den grad til noget at drikke, men var ikke sikker på, hvad han ville have. Han var tørstig, så han bestilte en Peroni-øl til at skylle halsen med og stirrede så på menukortet for at aflede sine tanker. Straks efter kom Ashley.
„Drikker du stadig?“ sagde hun formanende til hilsen, og uden at kysse ham klemte hun sig ind over for ham, kastede misbilligende blikke til den højrøstede gruppe ved siden af dem, som skraldgrinede ad en vittighed, og lagde så sin meget eksklusive lyserøde Prada-håndtaske på bordet.
Hun var smukkere end nogen sinde, syntes Mark, klædt i en elegant råhvid bluse, der gav betydeligt udsyn til hendes bryster. Hun havde en lille halskæde på, og hendes hår var sat op. Hun virkede frisk og afslappet og duftede af en underskøn parfume, som han genkendte, men ikke huskede navnet på.
Han smilte til hende og sagde: „Du ser vidunderlig ud.“
Hendes øjne for utålmodigt rundt i lokalet, som om hun ledte efter en tjener. „Tak — du ligner noget, katten har slæbt ind.“
„Du vil forstå hvorfor om et øjeblik.“
Hun ignorerede hans ord og løftede en hånd, og da en tjener omsider kom ilende, bestilte hun i en bydende tone en San Pellegrino.
„Vil du have noget vin?“ spurgte Mark. „Jeg skal selv have.“
„Jeg synes, at du skulle holde dig til vand — du har drukket alt for meget på det seneste. Du er nødt til at holde op, få styr på dig selv. Okay?“
„Okay. Måske.“
Hun trak på skuldrene. „Fint, gør, som du vil.“
Mark lod sin hånd glide over bordet mod hendes, men hun trak hænderne til sig og sad ret op med fast korslagte arme.
„Inden jeg glemmer det, Petes begravelse er i morgen. Klokken to i Good Shepherd-kirken, Dyke Road. Lukes er på onsdag. Jeg har ikke fået tidspunktet endnu — og jeg ved stadig ikke noget om Josh og Robbo. Så hvad er det så, du er nødt til at fortælle mig?“
Tjeneren kom med hendes vand, og de bestilte. Da tjeneren havde fjernet sig igen, fortalte Mark hende om fingeren.
Hun rystede på hovedet og lød chokeret. „Det her kan ikke være sandt, Mark.“
Mark havde lagt fingeren i boblekuverten i køleskabet i sin lejlighed, men han havde taget sedlen med og rakte hende den.
Ashley læste den omhyggeligt, flere gange, og stirrede vantro på ordene. Så kom der pludselig vrede i hendes øjne, og hun så anklagende på ham. „Det er vel ikke dig, der står bag det her, Mark?“
Nu var det Marks tur til at være chokeret. Han måtte samle sig, før han svarede: „Hvad? Tror du, jeg holder Michael skjult et eller andet sted, og at det er mig, der har skåret hans finger af? Jeg synes muligvis ikke så godt om ham, men —“
„Du ville med glæde lade ham dø af iltmangel i en kiste — men du ville aldrig gøre ham noget grimt som at skære en finger af ham. Lad være, Mark, hvad er det for noget bullshit?“
Han så sig omkring, forskrækket over, hvordan hun havde hævet stemmen. Men ingen ænsede dem.
Mark kunne ikke fatte, at hun sådan vendte sig imod ham. „Ashley, lad nu være, det er mig. For fanden, hvad tænker du på? Vi er et team, dig og mig — er det ikke aftalen? Vi elsker hinanden. Vi er et team, ikke?“
Hun blødte lidt op, så sig omkring og bøjede sig så frem, tog hans hånd og førte den op til sine læber og plantede et blidt kys på den. „Min elskede,“ sagde hun med dæmpet stemme. „Jeg elsker dig så højt — men jeg er chokeret.“
„Det er jeg også.“
„Jeg går ud fra, at vi alle håndterer chok og stress på forskellige måder.“
Han nikkede, trak hendes hånd op mod sin mund og kyssede den ømt. „Vi må gøre noget for Michael.“
Hun rystede på hovedet. „Det er perfekt, kan du ikke se det? Vi lader bare være med at gøre noget! Denne mand — Vic — han tror, at du vil gøre det, fordi du er Michaels kompagnon.“ Hun lo. „Det er en helt utrolig situation!“
„Nej, det er ikke. Jeg har ikke fortalt dig det hele.“ Han tømte sin øl og kiggede sig omkring, spekulerede på, om vinen var på vej. Så fortalte han hende om telefonopringningen fra Vic og lyden af Michael, der skreg.
Ashley lyttede i tavshed. „Du godeste, stakkels Michael — han —“ Hun bed sig i læben, og en tåre trillede ned ad hendes kind. „Jeg mener — åh, for fanden da.“ Hun lukkede øjnene et øjeblik og åbnede dem så igen og stirrede direkte ind i Marks. „Hvordan — hvordan i helvede — har han fundet Michael?“
Mark besluttede ikke at nævne Graces besøg lige nu. Ash-ley var allerede tilstrækkelig oprevet. „Jeg kan kun forestille mig, at han er faldet over graven — den var ikke ligefrem godt skjult. For fanden, drengenes plan var bare at være væk en time eller to. Jeg kamuflerede den en smule — men det ville ikke have været svært — en vandrer kan let have set den.“
„Én ting er en vandrer,“ sagde hun udtryksløst. „Denne fyr er ikke en vandrer.“
„Måske er han en chancerytter. Finder Michael, regner sig, fra pressen og mediedækningen, frem til, at det er den her rige fyr, som alle leder efter — det er hans livs chance. Han tager ham med hen et andet sted og sender os et brev om løsepenge — og et bevis på, at han har Michael.“
Med usikker stemme sagde Ashley: „Hvordan — hvordan ved — du — vi — nogen som helst — jeg mener — hvordan ved vi, at det er Michaels finger?“
„For cirka tre uger siden var Michael og jeg nede på båden og lavede noget vedligeholdelse på den en søndag eftermiddag, husker du det?“
„Vagt.“
„Kahytsdøren smækkede i over Michaels finger. Han hoppede omkring, bandede, holdt den ind under den kolde hane. Han viste mig et par dage senere en sort stribe hen over neglen.“ Han tav et øjeblik. „Den finger, der kom i dag, havde en sort stribe. Okay?“
Der kom en stor tallerken med avocado, mozzarella og tomater til Ashley. Og en stor skål minestrone blev sat foran Mark. Da tjeneren gik igen, sagde Ashley: „Vil du ringe til politiet, Mark? Fortælle den blodhund til en kriminalkommissær om det her?“
Mark overvejede det og lod suppen køle af, mens Ashley begyndte at spise. Hvis de fortalte det til politiet, og manden gjorde alvor af sin trussel om at dræbe Michael, ville det være en elegant løsning på situationen. Men Michaels brøl af smerte kunne han ikke glemme. Intet af det her havde forekommet helt virkeligt før. Alle gutterne dræbt ved ulykken. Køreturen ud til graven for at tage luftslangen. Selv da Michael havde råbt nede fra kisten, havde det ikke rørt ham, ikke rigtigt. Ikke sådan som lyden af hans smertenshyl rørte ham nu.
„Michael må have sin PalmPilot. Hvis han slipper fra det her med livet i behold, vil han finde ud af, at jeg vidste, hvor han ville blive begravet.“
„Siden ulykken har det aldrig været en mulighed, at han ville slippe fra det med livet i behold,“ sagde hun. Så tilføjede hun efter et øjebliks tøven et irriteret: „Har det?“
Mark var tavs. Hans tanker, normalt så ordnede og fokuserede, var i dette øjeblik et rodet sammensurium. De havde aldrig haft til hensigt at skade Michael med denne polterabendspøg — det var bare hævn for alle hans practical jokes. Og den plan, han oprindelig havde lagt sammen med Ashley, havde da heller ikke handlet om at gøre Michael fortræd, vel? Ashley skulle gifte sig med ham og få halvdelen af hans aktier i Double-M Properties. Når blækket var tørt på papirerne, ville hun og Mark tilsammen have stemmer nok til at overtage kontrollen med firmaet. De ville stemme Michael ud af bestyrelsen, og så ville han være minoritetsaktionær — og ville stort set ikke have andet valg end at lade dem købe ham ud til en lav pris.
Hvorfor i helvede havde han holdt sin mund den aften, han kom tilbage fra Leeds og hørte om ulykken? Hvorfor? Hvorfor?
Men han kendte selvfølgelig godt den egentlige grund til det. Ren og skær jalousi. Det var, fordi han aldrig rigtig havde kunnet udholde tanken om, at Ashley skulle på bryllupsrejse med Michael — og løsningen var dumpet lige ned i skødet på ham.
„Har det, Mark?“ Ashleys vedholdende stemme afbrød hans tanker.
„Har det hvad?“
„Hallo! Har det nogen sinde været inde i billedet, at han ville slippe levende fra det?“
„Nej, selvfølgelig ikke.“
Hun stirrede på ham, et fast, urokkeligt blik.
Han stirrede tilbage, mens han igen og igen hørte de forfærdelige skrig inde i sit hoved og tænkte: Ashley, du hørte dem ikke.