Michael lå i det kulsorte mørke, hans hjerte hamrede, det bankede i hans hoved, det dunkede i hans pegefinger, og ulidelige, stikkende smerter skød fra hans nosser op i maven. Det stammede fra, at dette hætteklædte svin havde sat elektriske klemmer på dem og sendt elektriske stød gennem dem. Han vidste ikke, hvor længe det var siden, måske en time, måske mere, måske mindre.
Men smerten var intet sammenlignet med den mørke, kolde angst, der havde taget bolig i hans tanker. Han huskede filmen Ondskabens øjne, som han havde set for nogle år siden og igen for nylig i fjernsynet sammen med Ashley. En pige, en senators datter, var blevet holdt fangen på bunden af en brønd af en seriemorder, som flåede huden af sine ofre. Han kunne ikke lade være; han rystede, forsøgte at fokusere sine tanker, fast besluttet på at overleve på en eller anden måde.
At komme hjem til Ashley. At føre hende ned ad kirkegulvet. Det var det eneste, han ønskede.
Nej, hvor han længtes efter hende!
Han kunne ikke bevæge arme og ben. Efter at have madet ham med en eller anden dåsegryderet og brød havde Vic igen kneblet ham med gaffatape, og han kunne kun trække vejret gennem næsen, som var delvist tilstoppet. Han snusede op, pludselig rædselsslagen for, at den skulle stoppe helt til. Snusede op igen, hårdere, dybe snøft, der fik hans hjerte til at galoppere.
Han prøvede at regne ud, hvor han befandt sig. Stedet lugtede fugtigt, muggent, og der var en svag stank af motorolie. Han lå på et hårdt underlag, og noget skarpt borede sig ind i det nederste af hans ryg, gjorde ondt som bare helvede, blev værre for hvert minut.
Han følte sig stærkere trods smerten, meget stærkere end før. Maden gjorde sin virkning. Jeg vil fandeme ikke blive her og dø. Alt det, jeg har udrettet, har jeg ikke gjort for at ende her. Niks. Sateme nej. Det skal fandeme være løgn.
Han kæmpede mod tapen. Trak vejret dybt, prøvede at gøre kroppen mindre, pustede så ud i et forsøg på at blive større. Og mærkede noget give efter. En svag antydning af en slækkelse. Ind igen, pressede armene tæt, tæt, tæt ind til kroppen, ud, ind, ud. Åh, gudskelov, han kunne bevæge sin højre arm. Kun ganske lidt. Men han kunne bevæge den! Han pressede mod tapen, trak sig sammen, pressede udad igen, trak sig sammen. Mere plads til hans højre arm.
Så endnu mere!
Han rullede om på siden, og så om på maven. Nu fyldtes hans næsebor med stanken af motorolie. Han lå med ansigtet ned i det fedtede stads, men det var ligegyldigt, for i det mindste var smerten nederst i ryggen holdt op.
Han vred sin hånd omkring, længere og rørte så ved noget.
Hvor heldig havde han lov at være?!
Han rørte det øverste af sin Ericsson-mobil!
Lukkede hånden om den, trak til, og den kom op af baglommen.
Hans hjerte dansede helt vildt. Den havde været der i kisten, under vandet. Selv om mobilen skulle være vandtæt, tvivlede han på, at den ville virke. Ikke desto mindre lod han fingrene løbe hen over dens overflader. Fandt knappen, der tændte den, trykkede på den. Lyttede.
Der lød et ganske svagt bip. Så kom der et svagt glødende skær, nok til at han kunne se stejle vægge på begge sider af sig. Han var i et rum, cirka to meter bredt og halvanden meter højt, dækket af en dør af en slags. Og pludselig var han helt vågen, hans hjerne skarp og fokuseret. Han forsøgte at bevæge sin hånd, at slippe fri af rebene og føre telefonen op til ansigtet, men intet af det, han gjorde, lykkedes. Gaffa-tapen var for stram, snoet alt for godt rundt om hans arme.
Og dog.
Han måtte tænke det her igennem.
Sms.
Han kunne forsøge at sende en sms.
Tænk! Du tænder for telefonen, og hvad sker der så? Først bliver du bedt om en pinkode. Som de fleste mennesker brugte han en enkel kode: 4—4—4—4, hans lykketal.
Han lod fingrene løbe hen over tastaturet. 4 sad helt til venstre, anden række. Han trykkede på den og hørte et bip; så endnu et bip hver gang han tastede de næste tre. Utroligt! Tingesten havde været under vand i kisten, men den fungerede. Nok til at sende en sms?
Det næste ville blive meget sværere. Han var nødt til at regne tasternes bogstaver ud. På tast 1 var der ingen bogstaver, huskede han. Tast nummer 2 havde ABC. Han regnede lidt på det — hele alfabetet var inddelt i grupper på tre bogstaver bortset fra to taster, hvor der var fire. Hvilke taster? Skidt, han havde sendt så mange sms’er, at det måtte være præget i hans hjerne. Han skulle nok komme på det.
Det måtte være de mindst brugte bogstaver i alfabetet, Q og — X eller Z?
Han gav sig god tid, talte meget omhyggeligt og prøvede at genkalde sig rækkefølgen på sin telefon. Menu-tasten sad øverst til venstre. Ét tryk førte frem til beskeder. Næste tryk førte til skriv besked. Det tredje tryk gav et tomt display. Derpå tastede han, hvad han håbede var de rigtige bogstaver. I live. Ring politi.
Det næste tryk — han håbede, han huskede rigtigt — førte til send.
Trykket efter det til telefonnummer.
Han tastede Ashleys nummer.
Trykket derefter burde sende sms’en.
Han trykkede, og til sin utrolige lettelse hørte han et bekræftende bip. Beskeden var blevet sendt!
Så følte han et stik af panik. Selv om beskeden var blevet afsendt, hvad ville det så nytte hende, eller politiet? Hvordan fanden skulle de kunne finde ham ud fra teksten? Øjeblikket efter blev han opfyldt af en fortvivlelse, der var sortere end mørket, der omgav ham.
Men han nægtede at give op. Der måtte være en udvej. Tænk! Tænk!
Hans fingre gled hen over tasterne, talte, 1—2—3—4—5—6— 7—8—9.
Han trykkede 9—9—9. Så trykkede han på opkaldsknappen. Et øjeblik efter hørte han en svag ringetone. Derpå en kvindestemme, også meget svag.
„Alarmcentralen.“
Han forsøgte desperat at tale, men det eneste, han kunne frembringe, var sin svage gryntelyd. Han hørte stemmen sige: „Hallo? Hallo? Er der noget galt? Hallo, hallo, kan De fortælle, hvem De er? Hallo? Hallo, er De kommet noget til? Kan De høre mig?“
Der fulgte et øjebliks tavshed.
Så kom hendes stemme igen. „Hallo, er De der?“
Han afbrød, tastede igen. Hørte en anden kvindestemme sige næsten de samme ord. Han afbrød igen. De måtte forstå det, hvis han blev ved med det her. Det måtte de da forstå?