Telefonen ringede igen! For tredje gang! Hver gang havde han trykket på tasterne og forsøgt at stoppe den, for at ikke Vic skulle høre den. Så havde han fumlet med tastaturet og ringet til telefonsvareren. Og hver gang fået den samme fordømte kvindestemme: „Du har ingen beskeder.“
Men nu sagde hendes stemme noget andet: „Du har én ny besked.“ Så hørte han: „Hallo, Michael Harrison, dette er kriminalassistent Glenn Branson fra kriminalpolitiet i Brighton, der ringer som svar på din sms til Ashley Harper. Ring til mig, eller send en sms på 0789 965018. Jeg gentager nummeret, 0789 965018.“
Det var det skønneste, Michael i sit liv havde hørt.
Igen fumlede han med tasterne og prøvede at skrive et svar: Jeeg blvier hldt —
Så kom et skarpt, blændende lys.
Vic.
„Har du en mobil, du ikke har fortalt mig om, Mike? Du er vist en uartig dreng, hva’? Den må jeg vist hellere befri dig for, inden du roder dig ud i problemer.“
„Urrr,“ sagde Michael gennem gaffatapen.
I næste øjeblik mærkede han telefonen blive flået ud af hans hånd. Efterfulgt af Vics bebrejdende stemme.
„Det er ikke at følge reglerne, Mike. Jeg er meget skuffet over dig. Du skulle have fortalt mig om telefonen. Det burde du virkelig.“
„Urrrr,“ mumlede Michael igen, skælvende af angst. Han kunne se øjnene glimte bag hætten over sig, få centimeter fra hans ansigt, klare, grønne øjne som hos en vild kat.
„Skal jeg gøre dig fortræd igen? Er det det, du vil have, Mike? Skal vi lige se, hvem du ringede til, hva’?“
Øjeblikket efter hørte Michael igen politimandens fjerne stemme fra telefonens højttaler.
„Nå, der kan man bare se,“ sagde australieren. „Hvor sødt. Ringe til din forlovede. Sødt, men uartigt. Jeg tror, tiden er inde til en straf. Skal jeg skære en anden finger af — eller sætte klemmerne på dine klunker igen?“
„Naaahhhhj.“
„Beklager, makker, du må udtrykke dig tydeligere. Fortæl mig, hvad du helst vil have. Det er ligegyldigt for mig — og i øvrigt er din ven Mark et uhøfligt svin. Jeg tænkte, at du måske ville høre, at han tog af sted uden at sige farvel.“
Michael missede mod lyset. Han vidste ikke, hvad manden talte om. Mark? Omtåget spekulerede han på, hvor det var, Mark var taget hen.
„Her er lidt at tænke over, Mike. Den der en komma to millioner pund, I har stuvet af vejen på Cayman Islands. Det er da en fandens stor spareskilling, vil du ikke sige det?“
Hvor meget vidste denne mand om ham og hans liv? tænkte Michael. Var det det, han var ude efter? Han kunne få dem, hver eneste forbandet penny, hvis han bare ville lade ham gå. Han prøvede at fortælle ham det. „Urrrrrr. Uu-kaahhhfrrrmmm.“
„Det er sødt af dig, Mike, hvad det så end er, du prøver at fortælle mig. Jeg påskønner virkelig alle dine bestræbelser. Men nu skal du bare høre. Dit problem er, at jeg allerede har dem. Og det betyder, at jeg ikke har brug for dig længere.“