Vic Delaney trampede hårdt på bremsen, da de på den slyngede landevej kom ind i et højresving, som var meget skarpere, end han havde ventet. Forhjulene blokerede, og i et kvalmende øjeblik blev de båret direkte fremad mod en poppel, mens han kæmpede med rattet. Ashley skreg:
„Viiiic!“
Bilen krængede voldsomt til højre, forhjulene snurrede rundt, baghjulene skred ud, og så overkorrigerede han, og de var på vej mod en anden poppel. Så tilbage igen, bilens tunge overbygning svingede som en sandsæk, og deres bagage væltede omkring bagi. Så fik han igen bilen under kontrol.
„Sæt farten ned, Vic. For guds skyld!“
Der kørte en stor lastbil forude. Den sneglede sig af sted, og et øjeblik efter lå de lige bag den uden plads til at overhale. „Åh, for helvede da også,“ sagde han, bremsede og hamrede på rattet i frustration.
Det var gået galt alt sammen. Mit livs historie, tænkte han. Hans far var død af druk, da han var teenager. Kort før sin attenårs fødselsdag havde han gennemtævet sin mors elsker, fordi fyren var en dum skid og behandlede hende som lort. Og hans mor havde reageret ved at smide ham, Vic, ud.
Han havde meldt sig til militæret på jagt efter oplevelser og var straks faldet til i Marinekorpset, men han havde også udviklet en smag for penge. Masser af penge. Især holdt han af tøj, biler, spil og lette damer. Men frem for alt elskede han den følelse, han fik — al den respekt — når han trådte ind i et kasino i et dyrt sæt tøj. Og hvad var bedre for en mands stolthed, end når et kasino gav en gratis middag, måske også et værelse?
Under sit andet år ved Marinekorpset indbragte en heldig periode på kasinoerne ham store penge, og så tog en uheldig periode det hele igen.
Han slog sig derpå sammen med en uhæderlig våbenmester ved navn Bruce Jackman, som stod for våbenforsyningerne, og fandt en let måde at lave hurtige penge på ved at sælge skydevåben, ammunition og andet militærudstyr via en hjemmeside. Da han var ved at blive afsløret, havde han garrot-teret Bruce Jackman og efterladt ham hængende i hans soveværelse med et selvmordsbrev. Og det havde aldrig nogen sinde forstyrret hans nattesøvn.
Livet var et spil, den snedigstes overlevelse. I hans øjne begik menneskene den fejl, at de forsøgte at foregive, at de adskilte sig fra dyrene. Hele livet var som jungleloven.
Det betød ikke, at man ikke kunne elske nogen. Han havde været dybt, vanvittigt, forblændet forelsket i Alex fra det øjeblik, han så hende første gang. Hun havde det hele: virkelig klasse, stil, overvældende skønhed, en vidunderlig krop, og hun var vild i sengen. Hun var alt, hvad han nogen sinde havde søgt hos en kvinde, og mere til. Og hun var den eneste kvinde, han havde mødt, som var mere ambitiøs end han selv — og som havde en plan for, hvordan hun opnåede sine enkle mål: at skabe sig en formue, mens man er ung, og så tilbringe resten af livet med at nyde den. Dødenkelt.
Nu skulle de bare se at komme til lufthavnen i Gatwick og nå deres fly.
Det indre af Freelanderen stank af dieseldampe fra udstødningen på den enorme lastbil foran dem, som sneglede sig af sted med 50 kilometer i timen. Han trak ud for at se, om han kunne overhale, og trak så skarpt ind igen, da en lastbil tordnede forbi i den modsatte retning. Mere og mere utålmodige fulgte de lastbilen gennem en lang, nedadgående S-kurve, forbi et skilt ved et stenbrud, så op ad bakke. Lastbilen kørte endnu langsommere. Han lagde venstre hånd over i skødet på Ashley, fandt hendes hånd og gav den et klem. „Vi skal nok klare den, min engel.“
Hun gav hans hånd et klem tilbage som svar.
Så fangede et blåt lys i bakspejlet hans blik. Og en snert af iskold frygt for gennem hans mave.
Han fulgte opmærksomt med i spejlet. Asfalt, græs og træer rullede forbi bag dem. Så kom det blå lys igen, og denne gang var der ikke noget at tage fejl af. Shit. Den kunne komme til syne rundt om hjørnet hvert sekund.
Han trak ud igen og så pludselig til højre et skilt ved en offentlig gangsti og et bredt spor, og med et hurtigt ryk i rattet svingede han Land Roveren på tværs af en modkørende varevogns bane og ind på det tilgroede spor, bilen hamrede ned i et dybt, vandfyldt hul og så op igen på den anden side. I spejlet så han en politibil fare forbi i den modsatte retning, alt for hurtigt, håbede han, til at have set ham.
„Hvorfor er du drejet af?“
„Politiet.“ Han accelererede, mærkede hjulene spinde, tage fat, og bilen skød fremad, gled op af hjulsporene og ned igen. De passerede en gårdsplads med en tom hestetrailer udenfor og en traktor og en bygning i bølgeblik fyldt med tomme fårebåse.
„Hvor fører denne her vej hen?“ spurgte Ashley.
Det ved jeg sgu ikke.“
For enden af sporet drejede han til venstre ud på en smal asfalteret vej. De kørte forbi adskillige små huse og kom så ud til en trafikeret hovedvej. Dryppende af sved rullede Vic ruden ned og sagde: „Det her er A27 — den fører os hen til A23, direkte til Gatwick, ikke?“
„Jo, men vi kan ikke tage hovedvejen.“
„Jeg synes — den bedste vej —“
De hørte begge en helikopters klapren. Vic stak hovedet ud ad vinduet og kiggede op. Han så en mørkeblå helikopter komme direkte ned imod dem. Da den svingede rundt, og larmen steg, var den langt nok nede til, at han kunne læse det påtrykte hvide ‘POLICE’ under cockpittet.
„Røvhuller.“ Der var ingen huller i trafikken, så han vurderede, at det var for farligt at køre lige over. I stedet svingede han til venstre, accelererede hårdt ud foran en Jaguar, som blinkede og dyttede ad ham, hvilket han ignorerede og stirrede panisk fremad. Trafikken sneglede sig af sted længere fremme. For helvede, den var ved at gå helt i stå! Da han trak en anelse ud til højre og spejdede frem langs bilerne, kunne han se årsagen til trafikproppen, selv om hans udsyn var delvist blokeret af en høj autocamper.
En politibil havde blokeret vejen, og der var en stor blå politibarriere på begge sider af den.