Vic drønede i overhalingsbanen ned ad en lang, nedadgående kurve med speedometernålen svingende omkring 180 kilometer i timen og vidste, at krydset ved A23 ville dukke op om cirka et minut, og så blev han nødt til at træffe en beslutning. Det sidste par minutter, med helikopterens konstante skygge hængende over sig, havde hans tanker været optaget af én ting: Hvis jeg var betjent, hvad ville jeg så gøre lige nu?
Lufthavne var ingen mulighed. Heller ikke færgehavne. Men der var én mulighed, som strisserne nok ikke havde taget i betragtning — formentlig fordi de slet ikke kendte til den. Men for at komme hen til den var de nødt til at ryste den forbandede helikopter af. Og der var et sted, nogle få kilometer længere fremme, hvor han kunne gøre det.
Den dobbelte vejbane steg brat med Downlands bølgende, åbne landskab på hans højre side og Brighton & Hoves vidstrakte byområde ude til venstre. Og forude, nogle kilometer længere fremme, stod den høje skorsten, der var vartegnet for hans mål, havnen i Shoreham. Men det ville ikke være hans første stop.
„Hvorfor er du kørt videre, Vic?“ spurgte Ashley nervøst. „Jeg troede, vi skulle til Gatwick.“
Vic svarede ikke. En lille, gammel mand tøffede af sted i inderbanen i en bronzefarvet firdørs Toyota, der så ud til at være over ti år gammel. Perfekt!
Tunnelen kunne komme hvert øjeblik nu. Så vidt han huskede, var den cirka en halv kilometer lang og skar gennem bakkerne. De passerede et overhaling forbudt-skilt og kom ind i tunnelens svagt oplyste halvmørke med omkring 175 kilometer i timen. Vic svingede straks ind i inderbanen og trådte på bremsen, så bilen gik ned i sneglefart, og tændte havariblinket.
„Vic — hvad fanden —?“
Men han ignorerede hende, stirrede ind i spejlet, så en stribe af biler passere. Og nu nærmede Toyotaen sig. Vic spændte alle muskler, han vidste, at han måtte time det helt rigtigt. Toyotaen gjorde tegn til at trække ud for at overhale og begyndte at bevæge sig udad, men i det samme kom der et lysglimt og et tudende bilhorn, da en Porsche drønede forbi, og Toyotaen bremsede hårdt op og svingede ind i inderbanen igen.
Smukt!
Vic trak Land Roverens håndbremse, så hårdt han kunne, og vidste, at den ville standse bilen, uden at bremselygterne tændte. „Hold fast!“ råbte han, slap bremsen og accelererede.
Der lød hvinende dæk bagfra, men da Toyotaen ramte dem, havde de allerede fået en vis fremdrift. Der kom et lille sammenstød, blot et lille puf, som han knap nok mærkede, og lyden af knust glas.
„Ud!“ hylede Vic, smækkede døren op, sprang ud, løb tilbage og besigtigede skaderne. Det eneste, han koncentrerede sig om, var fronten på Toyotaen. Den så fin ud — kølergitteret var trykket ind, og en forlygte var gået, men den lækkede hverken olie eller vand.
„Tag de forpulede kufferter!“ råbte han til Ashley, som rystet kom gående hen imod ham. „De forpulede kufferter, kvindemenneske!“
Han flåede døren op i Toyotaens førerside. Føreren var endnu mere skrøbelig, end han havde set ud, da de havde passeret ham, et godt stykke over firs med et leverplettet ansigt, tjavset hår og briller med glas som hinkesten.
„Hør, hvad — hvad tror De — hvad —?“ sagde den gamle mand.
Vic løsnede hans sikkerhedssele, trak ham op over skulderen og anbragte ham på bagsædet af Land Roveren, hvorpå han lukkede døren. En midaldrende mand med topmave, der lige var steget ud af en Ford-minibus, som var standset bag Toyotaen, kom løbende hen imod Vic. „Hør, har I brug for hjælp?“
„Ja, stakkels fyr, jeg tror, han har fået et slagtilfælde — slingrede helt vildt.“
En lastbil tordnede forbi, derpå to motorcykler. Ashley råbte: „Hjælp mig dog for helvede, Vic, jeg kan ikke klare de her forbandede kufferter alene!“
„Lad de skide ting være!“
„Den ene er fyldt med alle mine papirer —“
Vic så manden med topmaven kigge underligt på Ashley og indså, at den hurtigste løsning var at slå ham ned. Han slog ham helt ud med et enkelt slag og anbragte ham op ad køleren på hans Ford.
Så flyttede de i en fart Vics rejsetaske og to af kufferterne over i Toyotaen og sprang ind. Vic fandt bakgearet og lempede med en skærende lyd, som han formodede kom fra ventilatorremmen, bilen et lille stykke tilbage, og satte den så i første gear. Bilen rystede voldsomt. Han tjekkede spejlet, accelererede så og trak ud forbi Land Roveren og accelererede, så hurtigt den tydeligt nedslidte Toyota kunne klare, frem mod det stadig større lys for enden af tunnelen.
Ashley stirrede chokeret på ham. „Det var smart,“ sagde hun.
„Kan du se den forpulede helikopter?“ spurgte han og klemte øjnene sammen, da de igen kom ud i lyset.
Hun drejede sig i sædet, bøjede nakken og kiggede først ud ad forruden, så bagruden. „Den følger ikke efter os!“ udbrød hun. „Den hænger over udkørslen fra tunnelen — vent — hurra — nu flyver den tilbage til indkørslen!“
„Skidegodt!“
Vic tog den første afkørsel fra den tosporede kørebane, som kom efter halvanden kilometer. Den førte dem ned i det blandede by- og industriområde Southwich, forstaden der adskiller det sammenvoksede byområde Brighton & Hove fra Shoreham. De havde nogle få minutters forspring, inden politiet fik identificeret denne her bil, og med lidt held ville den gamle gubbe, der ejede den, ikke kunne huske registreringsnummeret, håbede Vic.
„Okay, så hvor i helvede kører vi hen, Vic?“
„Til det eneste sted, som politiet ikke leder.“
„Og det er?“
„Michael og Mark har en båd, ikke? En rigtig yacht. Har du været om bord på den?“
„Ja. Det har jeg fortalt dig — jeg har været ude med den et par gange.“
„Den er stor nok til at krydse Kanalen, ikke?“
„Fyren, de købte den af, sejlede den over Atlanten.“
„Det er fint. Vi to ved, hvordan man sejler.“
„Ja.“ Ashley huskede adskillige bådferier, de havde været på i Australien og Canada, hvor de havde lejet en yacht og var sejlet ud alene. Nogle af de få lykkelige og fredfyldte øjeblikke i hendes liv.
„Så nu ved du, hvor vi skal hen. Medmindre du har en bedre idé?“
„Tage deres båd?“
„Vi sejler, når det er blevet mørkt.“
De befandt sig nu på en stærkt trafikeret hovedvej med tilbagetrukne rækkehuse på begge sider. Han sænkede farten, da de nærmede sig et rødt lys og kunne se butikker længere fremme på begge sider af vejen. Men da han standsede, stivnede hans ansigt. Strålende hvidt lys fyldte bakspejlet. Han hørte den skingre totonede sirene. Så et blåt blink, hørte drønet fra en kraftig motor; så kørte en motorcykelbetjent op på siden af ham og gjorde tegn til, at han skulle stige ud.
I stedet trådte han speederen i bund og drønede direkte over for rødt, lige for næsen af en stor lastbil.
„Åh, sh it,“ sagde Ashley.
Et øjeblik senere var betjenten, for fuld udrykning, igen oppe på siden af dem og gjorde med streng mine tegn til, at de skulle holde ind til siden. I stedet drejede Vic rattet skarpt til højre og ramte motorcyklen, så den væltede om på siden. I spejlet fik han et flygtigt glimt af betjenten, som var faldet af og rullede hen over vejen.
Vic gik i panik, han så en postkasse forude og en stille sidegade. Han svingede skarpt ind i den, hørte lyden af kufferter, der kurede hen over bagsædet, og accelererede så ned ad alleen. Det var begyndt at regne igen, og han fumlede med kontakterne, indtil han fandt viskerne og fik dem i gang. De kom til et T-kryds over for en kirke.
„Ved du, hvor vi er?“
„Havnen kan ikke være langt væk,“ sagde han. Han kørte videre gennem en labyrint af stille beboelsesgader og kom så pludselig ud på en smal, befærdet hovedgade med langsomt-kørende trafik. „Der!“ Vic pegede fremad. „Der er havnen!“
For enden af hovedgaden kom de til krydset med kystvejen, som løb hele vejen langs strandpromenaden i Brighton & Hove, forbi Shoreham Havn og videre langs floden Adur.
„Hvordan kommer vi ned til båden?“
„Den ligger i Sussex Motor Yacht Club,“ sagde hun. „Du skal til venstre.“
Der kom en bus kørende, hurtigt. Han ville vente for at lade den passere, da et glimt af hvidt lys i spejlet fangede hans blik. Nærmest vantro så han en politimotorcykel sno sig gennem den stillestående trafik bag ham. Den samme forbandede betjent, han lige havde slået af maskinen?
Han kørte ud foran bussen, dækkene hvinede. Og så, øjeblikket efter og ud af det tomme intet, kom en sort BMW med et blåt blink på instrumentbrættet og flere blå blink inde bag bagruden ræsende forbi bussen og hans Toyota, skar ind foran ham og tvang ham til at bremse hårdt op. Oven over dens bageste kofanger tændtes i skarpt rødt lys med ordene ‘STOP POLICE’.
I fuldstændig blind panik svingede han bilen rundt i en Uvending, accelererede tilbage den modsatte vej, siksakkede ind og ud af trafikken, som gik ned i fart længere fremme ved en rundkørsel. Motorcyklen var lige bag ham, med hylende udrykningshorn. Vic satte to hjul op på fortovet, trykkede hånden mod hornet, så fodgængerne måtte springe til side, klemte sig forbi rækken af biler og en varevogn og kom frem til rundkørslen. Der var tre muligheder: Til højre førte tilbage ind i labyrinten af huse. Lige ud var trafikken klumpet sammen. Til venstre førte en jernbro hen over floden.
Han drejede til venstre med motorcyklen klistret til bagenden, mens han accelererede så voldsomt, som Toyotaen kunne, ventilatoren skurede og skreg, og støjen blev værre for hvert sekund. Nedenfor var det lige blevet ebbe, floden var kun en stillestående, brun bæk mellem mudderbankerne, hvor forankrede både lå på siden, mange af dem så knap nok ud, som om de var i stand til at flyde, når tidevandet kom ind igen.
På den anden side af broen var vejen åben. Men BMW’en nærmede sig hurtigt bagfra. Motorcyklen piskede pludselig ind foran ham og sænkede så hastigheden og prøvede at tvinge ham ned i fart. „Jeg troede fandeme, jeg allerede havde givet dig en lærestreg,“ mumlede Vic, idet han accelererede og forsøgte at ramme den, men føreren var for hurtig for ham og for fremad, som om han havde forudset dette træk.
Vic studerede landskabet til begge sider, mens han desperat prøvede at tænke klart. Til venstre lå et autoværksted, et butiksstrøg og et tilsyneladende stort boligområde. Ude til højre kunne han se Shoreham Lufthavns flade, vidtstrakte område, hovedsagelig benyttet af privatfly og nogle få flyselskaber fra Kanaløerne. Her kom indkørslen.
Uden at blinke af svingede han til højre ind på den smalle vej. Der var en betonmur på hans venstre side og hele den store, åbne flyveplads på hans højre, her og der hangarer med små fly og helikoptere parkeret foran og det hvide kontroltårn, som kunne trænge til en klat maling. Den tanke, der nu løb gennem hans hoved, var, at hvis han bare kunne ryste strisserne af i nogle få minutter, kunne de kapre et lille fly som det tomotorede Beechcraft, han kunne se forude — bare køre lige hen til det, få fat i piloten.
Som om den forudså netop dette, kørte BMW’en op på siden af ham, svingede så ind i ham og tvang ham ind mod betonmuren. Ashley skreg, da bilen ramte muren og kurede hen ad den, så gnisterne stod efter dem. „Vic, for fanden, så gør dog noget!“
Han sad og knugede om rattet, dybt koncentreret, vel vidende, at de var magtesløse over for BMW’en og motorcyklen. De nærmede sig en tunnel. Han kunne gætte, præcis hvad BMW’en havde tænkt sig — at køre ind i den foran ham og så standse. Derfor trådte han hårdt på bremsen. Overrumplet susede BMW’en forbi, og i samme øjeblik drejede han af bag den, væk fra vejen og ud på selve flyvepladsen.
Motorcyklen blev hos ham, og et øjeblik senere var BMW’-en også bag ham igen. Han kørte over det ujævne græs direkte hen mod den første række parkerede fly, snoede sig ind og ud mellem dem, forsøgte at ryste betjentene af bag sig, forsøgte at få øje på en eller anden, der gik hen mod et fly eller stod ud af et. Og så, da han styrede hen mod åbningen mellem en Grumman firmajet og en Piper Aztec, kørte BMW’en pludselig hårdt op i ham, så de begge blev kastet fremad, og Ashley trods sikkerhedsselen slog hovedet mod forruden og hylede af smerte.
Han hørte BMW’en gasse op. Start- og landingsbanen lå lige foran ham, og han kunne se det tomotorede fly på vej ned, få meter fra at lande. Han trådte speederen i bund, skød hen over landingsbanen, lige gennem flyets skygge. Og så var der, i et kort øjeblik, ingen motorcykel og ingen BMW i spejlet! Han fortsatte for fuld fart direkte mod yderhegnet og den smalle vej bag det. Bilen slingrede, og den skurende lyd fra motoren blev værre og var nu ledsaget af en syrlig, brændt lugt.
„Vi må ud og gemme os, Vic. Vi kan ikke køre fra dem i den her.“
„Jeg ved det,“ sagde han bistert og blev igen grebet af panik, da han ikke kunne se noget hul i hegnet. „Hvor er den satans udkørsel?“
„Bare kør gennem hegnet.“
Han fulgte hendes råd og fortsatte med fuld fart mod hegnet, sænkede farten, lige inden de ramte det, og ståltråden gav en dump, metalagtig lyd fra sig og revnede som et stykke linned. Så var han ude på vejen med flodens muddersletter til højre og flyvepladsen til venstre og motorcyklen og BMW’en lige bag ham. En Mercedes sportsvogn kom kørende i modsat retning. Vic fortsatte. „Af banen, for helvede!“ I sidste øjeblik trak Mercedesen ud i rabatten.
De nærmede sig et T-kryds til en smal vej. Til venstre holdt en flyttebil parkeret uden for et lille hus og var ved at læsse af, så hele vejen var blokeret.
Han drejede til højre, trådte speederen i bund og holdt øje med spejlet. I det mindste var vejen her for smal til, at BMW’en kunne overhale. Motorcyklen var ved at gøre sig klar. Hvert øjeblik kunne den komme drønende forbi. Vic slingrede for at true den væk. De kørte 110, 120, 130 og nærmede sig en træbro over floden.
Og så, netop som han nåede broen, dukkede to små drenge på cykler op i den anden ende, lige midt på vejen. „Shiiiiiiiit, åh shiiit, åh shiiit,“ sagde Vic og stod på bremsen og dyttede med hornet, men der var ikke tid. De ville ikke nå at standse, og der var ikke plads til at undgå dem. Ashley skreg.
Bilen skred til højre, venstre, højre. Den ramte broens barriere i højre side, slog over og ramte den venstre side, fløj som en pinball ud fra den i en halv piruet, blev kastet op i luften, hen over sikkerhedsbarrieren, bragede gennem siden af broens overbygning, der splintredes som tændstikker, og faldt med bunden i vejret, mens bagdørene fløj op, og kufferterne hvirvlede ved siden af bilen, ned mod mudderbanken, der var så blød og forræderisk som kviksand.
Motorcyklisten stod af og humpede usikkert over til hullet i siden af broen og kiggede ned.
Det eneste, han kunne se stikke op fra mudderet, var den beskidte, sorte underside af Toyotaen. Resten af bilen var sunket ned i mudderet. Han stirrede på bundpladen, udstødningen og lydpotten, de fire hjul snurrede stadig rundt. Og så, lige for øjnene af ham, boblede mudderet op omkring bilen, som en kogende heksekedel, og et øjeblik efter gled undersiden og hjulene ned under overfladen, og mudderet lukkede sig over den. Bobler dybt nedefra brød overfladen, som om et uhyres undersøiske hule var blevet forstyrret. Så var der stille.