Det stigende tidevand hæmmede deres arbejde. Der var blevet lagt en bred afspærring om området, hvor bilen var gået i, lærredssejlene kunne kun delvis dække udsynet for en voksende flok tilskuere på den modsatte bred. En brandbil, to ambulancer, en halv snes politibiler, heriblandt en autotransporter, holdt alle sammen parkeret nede ad den smalle vej.
En kran var blevet kørt ud på den bedagede bro trods bekymring for, hvor meget vægt den kunne bære. Grace stod selv på broen og fulgte bjærgningsarbejdet. Frømænd arbejdede hårdt på at få krogene til løfteudstyret, som dinglede fra kranen, sikkert fastgjort til Toyotaen. Himlen, som havde sendt småbyger hele dagen, var lysnet den seneste time, og solen forsøgte at bryde igennem.
Det tætpakkede mudder havde gjort det umuligt for frømændene at komme længere ned, og det eneste håb om, at passagererne var i live, beroede på, at ruderne havde holdt, og at der var indesluttet luft i bilen. Mængden af glasstumper, der lå strøet hen over broen, fik det til at ligne en mere end fjern mulighed.
To kufferter var blevet fundet i den efterladte Freelander, men de indeholdt kun dametøj; ikke en eneste lap papir, der kunne give en ledetråd til, hvor Michael Harrison befandt sig. Grace havde en stærk fornemmelse af, at denne bil kunne fortælle noget.
Glenn Branson, som stod ved siden af Grace, sagde: „Ved du, hvad det her minder mig om? Den originale Psycho — 1960. Der hvor de trækker bilen med liget af Janet Leigh op af søen. Kan du huske det?“
„Ja, det kan jeg godt huske.“
„Det var en fed film. Genindspilningen var noget lort. Jeg ved ikke, hvorfor folk gider lave genindspilninger.“
„Penge,“ sagde Grace. „Det er en af grundene til, at du og jeg har et job. Fordi mennesker gør en skrækkelig masse for penge.“
Nogle minutter efter var krogene på plads. Så begyndte man at løfte. I den øredøvende larm fra kranens motor kunne Grace og Branson knap nok høre de svuppende og gurglende lyde fra mudderet, da det slap sit bytte under det stigende tidevand.
Langsomt, for øjnene af dem og vasket ren af vandet, steg den bronzefarvede Toyota op i luften, dens motorhjelm hang åben. Mudder sivede langsomt ud ad alle vinduesrammer. Bilen så svært ramponeret ud, og tagstiverne var bøjede. Det så ikke ud til, at en eneste rude var blevet siddende.
Og mens mudderet faldt ud, noget i klumper, andet i spruttende strint, kom først bare silhuetterne af de to passagerer til syne og så til sidst deres ubevægelige ansigter.
Kranen svingede bilen over på bredden og sænkede den ned på taget nogle få meter fra en forfalden husbåd. Adskillige brandmænd, politifolk og arbejdere, der var kommet med kranen, løsnede løftegrejet og rettede langsomt bilen op. Da den vippede om på hjulene, rystede de to skikkelser indeni som dukker ved en kollisionstest.
Med bange anelser gik Grace fulgt af Branson ned til den, satte sig på hug og kiggede ind. Selv om der stadig klæbede noget mudder til kvindens ansigt, og hendes hår var meget kortere end sidste gang, han havde set hende, var der ingen tvivl om, at det var Ashley Harper. Hendes øjne stod vidåbne, blinkede ikke. Så skælvede han af væmmelse, da en lille, langbenet krabbe kravlede hen over hendes skød.
„Hold da op,“ sagde Branson.
Hvem i helvede var manden ved siden af hende, i førersædet? tænkte Grace. Hans øjne stod også åbne, en kraftigt bygget, hooligan-type med en chokeret dødsmaske.
„Se, hvad du kan finde på hende,“ sagde Grace og rev døren i førersiden op og tjekkede mandens gennemblødte, mudrede tøj for legitimation. Han trak en tung lædertegnebog op af inderlommen i hans jakke og lukkede den op. Indeni lå et australsk pas.
Fotografiet var af manden i bilen, ingen tvivl om det. Hans navn var Victor Bruce Delaney, og han var toogfyrre år gammel. Under kontaktes i nødstilfælde stod navnet Mrs. Alexandra Delaney og en adresse i Sydney.
Glenn Branson tørrede mudder af en gul håndtaske, åbnede lynlåsen og trak et øjeblik efter også et pas frem, dette her britisk, og viste det til Grace. Det indeholdt et foto, som uden tvivl forestillede Ashley Harper, men med kortklippet, sort hår, og var udstedt til Anne Hampson. Under kontaktes i nødstilfælde var der ikke skrevet noget.
Der var kreditkort i både mandens tegnebog og i en pung i håndtasken, men ellers intet. Ikke en antydning af, hvor de var kommet fra, eller hvor de var på vej hen.
„Houston, we have a problem,“ sagde Branson stille til Grace, men der var ingen humor i hans stemme.
„Det har vi.“ Grace rejste sig og vendte sig bort. „Det er lige pludselig en hel del større, end det var for to timer siden.“
„Hvordan fanden finder vi nu Michael Harrison?“
Efter et øjebliks tavshed svarede Grace: „Jeg har en idé, men du vil ikke bryde dig om den.“
Med et trist blik på passagererne i bilen sagde Branson: „Jeg bryder mig ikke særlig meget om noget som helst lige nu.“