I. del

1. kapitel

Han holdt sig på afstand af dem. Ikke at han foragtede sine landsmænd, men han kunne bare ikke være dem nær længere. Det var som svulmede han straks op i deres selskab og blev synlig som det, han var og ikke ville være, dansk, som tog de tøjet af ham, når de støjende dukkede op med deres kammeratlige skulderklap og hyggelige bemærkninger og lod ham fryse under deres voldsomme hjertevarme. Bedst var det derfor at holde sig fra dem, at forblive borgeren uden fortid i den franske hovedstad, der ganske vist afslørede sig med sin accent i hver eneste sætning, men som alligevel klarede sig på overfladen.

Han krydsede den befærdede Boulevard Saint Michel i Latinerkvarteret, mens kirkeklokkerne fra den nærliggende gamle Saint Severin kirke kaldte til messe. Eftermiddagen gik på hæld. En iskold vind fra Seinen ramte ham som et piskesmæld i ansigtet, og hans øjne løb i vand. Ved de små caféborde på fortovet under baldakinerne sad de letpåklædte franskmænd uanfægtet og nød deres café au lait eller et glas rødvin, mens gas-varme-kanonerne forgæves pulsede varme ned over deres bare hoveder. Sommer og vinter var pariserne ens klædt, altid let, elegant, ulasteligt. De havde sat sig ud over årstidernes skiften for i stedet at følge byens højspændte rytme. Han selv var stadig fanget af årstiderne og forsøgte gerne at spadsere sig fra det snigende vintertungsind sidst på dagen uden synderlig godt resultat.

Han satte sig ved et lille bord på hjørnecaféen 'Le Depart Saint Michel' og bestilte en øl. Han skuede ud over bordene, hvor snakken gik livlig. Atter måtte han beundre franskmændene for deres evne til på kommando at lade roen falde over sig, i fulde drag nyde at leve i nuet midt i jaget og mylderet oven i købet uden at føle skyld. En sigøjnerkvinde kom til hans bord og holdt bønfaldende et tomt papbæger fra McDonald's frem mod ham og mumlede: 'S'íl vous plaît!'* Han var for længst holdt op med at give sigøjnerne noget. Ingen gav dem noget, ænsede dem knap nok, viftede dem bort som irriterende fluer. Men selv efter de mange år i Paris havde han endnu dårlig samvittighed, når han var afvisende overfor tiggere, og det plagede ham, og for at slippe for den og hendes tryglende blik gav han hende tavst et par centimer uden at se på hende. Hun luntede af sted efter teatralsk at have udtalt sit: 'Merci monsieur!'* En due på jagt efter smuler på jorden fra de mange borde lettede lige foran hans ansigt og forskrækkede ham i en sådan grad, at han spildte øl ned på frakken. ”Satans!” røg det ud af ham, og de omkringsiddende sendte ham et ligegyldigt blik. En stakkels udlænding! Han kaldte på tjeneren, betalte og gik. Ikke engang et glas kunne han nyde, uden at der straks gik noget galt. Hvorfor altid denne klodsethed? Hvorfor kunne han ikke blive verdensborger, overlegen pariser i jakkesæt, immun overfor for vind og vejr og pludselige tildragelser?

Han krydsede Place St. Michel og gik langs kajen til sin forretning, en lille antikvitetshandel med speciale i danske designmøbler, som han ejede sammen med to franskmænd, Pierre Dubaud og Christian Prédan, sidstnævnte samboende med en ung dansker ved navn Astrid. Det var januar måned og derfor ikke sæson for den store handel. Julen havde som altid gjort et eftertrykkelig indhug i alles lommer, og byen ømmede sig endnu. Pierre sad ved sit skrivebord i hjørnet af den meget lille og overfyldte forretning og skrev de få regninger, der skulle skrives og nævnte i forbifarten, at de begge var budt hen til Christian og Astrid senere til en aperitif.

Ikke igen, tænkte han prompte. Han orkede det ikke længere. Så skulle der tales pengesager til langt ud på aftenen i deres stilfulde appartement, der lignende en afdeling af Louvre, han ville atter blive bebrejdet for ikke at udnytte sine danske forbindelser nok i forretningsøjemed, og Astrid skulle for hundrede og syttende gang demonstrere, hvor fransk hun var blevet på rekordtid, hvor elegant hun kunne vimse omkring og ubesværet konversere Pierres kone Edith. Astrid kunne endda i sin frankofile iver finde på at tiltale ham på fransk. Af en eller anden grund blev han altid trist til mode, når han mødte landsmænd, der snobbede for det franske i en sådan grad, at de fornægtede deres egen baggrund.

Han gik ind i baglokalet til sit antikke Louis XVI skrivebord og gennemgik med et halvt øje den anseelige stak breve. Det var de sædvanlige henvendelser om dødsboer, indbydelser til messer, reklamer osv. Han skubbede dem til side, det kunne vente. Det var ved at blive mørkt, larmen fra den daglige trafikprop i myldretiden lige udenfor forretningen steg mærkbart, og bilhornene brugtes uafladeligt, selvom det var ganske nytteløst. Men pariserne elskede jo deres horn ikke så meget for at skaffe sig plads i trafikken, men som en sikkerhedsventil for dagens opstemmede vrede. Nu hørte han også skældsord fra de nedrullede bilruder. Det var det samme hver aften. Undertiden ønskede han at kunne gå grassat på samme vis, at åbne for sluserne til sit indre og hæmningsløst lade galden flyde ud. Men det kunne han ikke, var ikke opdraget til det, manglede det letantændelige latinske gen. Altid var han rolig og fattet, nærmest stille.

Pierre kom ind og spurgte, om de skulle gå nu. Han svarede ham, at han kom lidt senere, da han ikke var færdig med posten. Pierre skulede til den uåbnede stak breve og sagde smilende, at det kunne da gøres i morgen. Nu ventede damerne hjemme hos Christian med champagne og snacks. ”Allons-y!”* Men han strittede atter imod, og for at få en ende på det, lovede han at komme så hurtigt som muligt. Han ville lige ... Pierre kendte ham og vidste, at han nok ikke ville se ham mere den aften. Danskerne var gådefulde, havde han lært, og når han først i deres blik fornemmede denne vemodsfulde fjernhed, var han klar over, at der ikke var mere at gøre. De kunne ikke nås længere, vendt som de var imod noget uendeligt i deres indre som et mørkt åbent hav. ”Som du vil,” mumlede han og gik sin vej.

Endelig alene. Han havde en halv flaske Calvados stående i skabet bagved skrivebordet. Han gik ud til den lille vask ved toilettet, som var fyldt med snavsede kopper og glas, tog forsigtigt et vinglas op, vaskede det under rindende varmt vand, gik tilbage til skrivebordet, satte sig og hældte op. Han undlod at tænde lyset, krøb i ly af tusmørket og stirrede tomt ud på byens glitrende lys, men opfattede ikke trafiklarmen længere.

En varm vind kærtegnede hans ansigt, mens han så ud over det rolige grå hav. En rejekutter ude i det fjerne løftede sine store sorte garn op som spredte vinger, men flimrede hele tiden i den næsten tropiske hede. Hun lå med hovedet i hans skød og smilede op til ham. Får gik omkring dem og græssede på diget. Hun løftede sig pludselig og kyssede ham længe og varmt på munden. Hvor var hun dog smuk, Merete, med sit tykke ravgule hår og de grågrønne øjne. En rigtig vikingekvinde. De måtte skynde sig tilbage til de andre i ekskursionsgruppen fra det Historiske Fakultet på Århus Universitet, som sikkert allerede ventede på dem i minibussen på den anden side af diget. De skulle videre til Hedeby, inden det blev aften og indkvarteres. De gik med hinanden i hånden på det afsvedne græs uden at sige noget, mens mudderet ude i vadehavet åndede højlydt, og strandskaderne peb. Det var blevet næsten vindstille, men pludselig opdagede de et lam, som lå ubevægelig på siden med en stærkt opspilet mave. Dets gule øje med den smalle sorte pupil stirrede udtryksløst op i himlen, mens et par fluer summede over det. Fulde af medlidenhed bøjede de sig ned over lammet, så afmagten i dets øje, smerten, men stivnede alligevel i kulsort rædsel, da det stille lukkede sit øje.

Telefonen kimede i mørket med en voldsomhed, som var den en brandsirene. Hvad var klokken? Hvor var han henne? Han skyndte sig at tænde lyset og nåede lige at konstatere, at klokken var lidt over otte, da han omsider tog røret.

”Hallo!”

”God aften, mit navn er Docteur Bernard. Må jeg have lov til at tale med hr. Nikolaj Jeppesen.”

”Ja, det er mig. Hvad drejer det sig om?”

”Det drejer sig om det brev, jeg sendte Dem her til morgen. Har De fået det? Det er vigtigt!”

”Jeg skal lige se efter. Jeg har desværre ikke haft tid til at læse min post endnu. Jo, jeg kan se, at der ligger et brev fra Dem her.”

”Vil De være så venlig at læse det. Jeg ringer til Dem igen i morgen, jeg vil ikke forstyrre mere nu. Vi må mødes snarest. Farvel.”

Han skulle lige vænne sig til det hvide lys fra skrivebordslampen, strøg træt sin hånd over ansigtet og åbnede langsomt brevet fra Docteur Bernard. Hvem var han? Han mindes ikke at have hilst på denne mand før.

Højstærede hr. Nikolaj Jeppesen,

I deres egenskab af historiker med speciale i højmiddelalderen og som stor kender af den skandinaviske vikingetid henvender jeg mig til Dem i et usædvanligt ærinde.

Jeg er formand for en underafdeling af Foreningen af Parisiske Læger, der beskæftiger sig med lægevidenskabens historie i Paris og i særdeleshed med vedligeholdelsen af gamle hospitalsbygninger, deriblandt også det gamle amfiteater for kirurgi i rue de la Bûcherie i det femte arrondissement. Som De måske ved, blev denne bygning i 1745 indviet af den berømte danske læge Jacques Benignus Winslow, der i dette teater forelæste i anatomi i en årrække og også offentligt foretog en række kirurgiske demonstrationer på patienter. En mindeplade udenpå huset, for øvrigt opsat af vores forening, vidner stadig om professor Winslows epokegørende bedrifter indenfor lægekunsten på dette sted.

I de sidste uger er der påbegyndt en række helt nødvendige restaureringsarbejder i denne for længst nedlagte bygning, der blandt meget andet også indebar, at en væg blev revet ned. Det er denne nedrivning, som højst overraskende åbenbarede et hidtil ukendt lille rum, der indeholdt en række bøger og genstande af sandsynligvis dansk oprindelse, som det for vores forening desværre er svære at placere og vurdere.

Derfor tillader jeg mig at henvende mig til Dem for at bede Dem om Deres assistance, da De venligst blev mig anbefalet af Det danske Konsulat i Paris.

I håb om ikke at trække for store veksler på Deres sikkert kostbare tid, tillader jeg mig snarest at kontakte Dem telefonisk i Deres forretning på Quai des Grands Augustins.

Je vous prie d'agreer, M. Jeppesen, l'assurance de ma considération distinguée.*

M. Docteur Bernard, 22, rue de Rennes, 75006 Paris.

Han foldede brevet sammen, lagde det omhyggeligt tilbage i konvolutten, åbnede for det lille pengeskab på væggen bagved og lagde det deri. Han fandt sit halstørklæde, sin sorte frakke, handsker, slukkede for den lille skrivebordslampe og famlede sig frem til hoveddøren. Da han stod på gaden, vidste han ikke rigtig, hvad han skulle. Oplyste turistbåde, de såkaldte bateaux mouches, cirklede adstadigt omkring Cité øen med deres ladninger af feststemte mennesker, og restauranterne var ved at modtage deres første hold spisende gæster. Det myldrede med mennesker i aftengarderobe alle vegne.

Han tog en rask beslutning og gik målrettet til Christian og Astrids lejlighed i rue des Franc Bourgeois i Marais kvarteret, selvom han ikke havde lyst, og det allerede var blevet sent. Det var Astrid, der åbnede døren for ham og bød ham indenfor. Han kunne se på hende med det samme, at der var noget galt. Til trods for hendes chikke tøj og de stærkt sminkede øjne, kunne han se det. Hendes lyse og glatte pagehår var kørt op i panden, og der var noget hektisk i hendes imødekommende smil. Hun tog ham i armen og hviskede hurtigt til ham:

”Jeg forstår dem ikke, Nikolaj. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”

”Hvem forstår du ikke, og hvad er der dog i vejen, Astrid?”

Astrid vendte sig og råbte ind i lejligheden til de andre, at det var Nikolaj, der var kommet, men skubbede ham straks ud på trappen igen og lagde døren på klem.

”Det er Christians mor, hun blander sig i alt vores.”

”Det plejer hun at gøre. Det må du vænne dig til, Astrid.”

”Jo, jo, men hun er efter mig, Nikolaj, jeg kan mærke det. Hun leder efter fejl hos mig.”

”Ah, hun er bare lidt jaloux. Det er de franske mødre ofte på deres kommende svigerdøtre. Tag det ikke så tungt.”

”Det har jeg også prøvet at sige til mig selv, men det er altså blevet værre på det sidste. Du ved godt, at hun er katolik af den gamle skole og går til messe morgen, middag og aften henne i den gamle Jesuiter-kirke St. Paul. Jeg har længe anet en ringeagt for min danske folkekirkelige baggrund hos hende, men i går sagde hun rent ud til mig, at jeg jo ikke praktiserer min tro og går i kirke. Det kan hun selvfølgelig have ret i, men dermed være dog ikke sagt, at den ikke betyder noget for mig. Du ved, hvordan vi danskere har det med kirken, den skal være der, men overrende den gør vi ikke. Det er tydeligt, at hun anser min tro for ualvorlig, uden faste normer og værdier.”

”Madame Prédan er en gammel katolsk harpe, men dog god nok på bunden. Lad hende bare snakke, Astrid, det hører sig til her i Frankrig.”

”Hun bryder sig heller ikke om, at jeg bare sådan bor hos hendes søn. Det er ikke godt for ham. Det lyser langt ud af hendes øjne. Men da det åbenbart ikke kan være anderledes, foreslog hun pludselig i går, hvilket nærmest betyder befalede, at vi skal gifte os ad åre, men inden da skal Christian samle erfaringer på det asiatiske antikvitetsmarked i Hongkong og specialisere sig i gamle kinesiske møbler. Han skal rejse uden mig, da han skal have ro til at dygtiggøre sig. Jamen er det ikke forfærdeligt?”

”Det er hun nu ikke ene om at bestemme. Christian har vel også et ord at skulle have sagt her.”

”Jo, men det værste er faktisk, at Christian i det skjulte tager hendes parti. Selvfølgelig har han da sagt til hende, at turen til Asien kan vente, og at hun ikke skal være så utålmodig med alle ting. Men alligevel er det, som om Christian stadig er den lille dreng overfor hende, som nok forsøger at charme sig ud af hendes faste greb, men dybest set slet ikke ønsker det. Jeg forstår ham ikke. Jeg forstår dem ikke! Hvad skal jeg gøre?”

”Det ordner sig nok, skal du se.”

De kom ind i den prægtige stue med det slidte gamle parketgulv hist og her belagt med ægte persertæpper. En stor lysekrone fra loftets midte kastede et hårdt lys over rummet, som fremhævede de store malerier af relativt ukendte franske impressionister og reolen med de solidt indbundne gamle bøger. Astrid havde forgæves forsøgt at give rummet lidt varme ved at placere et par stearinlys på det tunge sofabord med ben af sort støbejern. De tre franskmænd syntes på ingen måde at dele Astrids bekymringer. Champagnen havde for længst gjort dem lette, og konversationen flød ubesværet og drejede sig som altid om den seneste sladder. Christian charmerede Pierres kone Edith med en varme og elegance, som havde han ikke bestilt andet hele sit liv.

Nikolaj havde besluttet sig for foreløbig ikke at nævne det mystiske brev for sine to kompagnoner. Det ville bare give anledning til vidtløftige drømmerier om fremtidige handler med den gamle ærværdige parisiske lægeforening. Lugtede de først en god forretning, var de ikke til at styre og ville overtale ham til at udnytte sin store viden om danske antikviteter til det yderste. Men heldigvis var de slet ikke oplagte til forretningssnak. I stedet for drillede de ham for hans langsommelighed og evindelige strejfen rundt på gader og stræder i de sene eftermiddagstimer. Havde han omsider fået sig en elskerinde? Det blev da vist også på tide! Kunne man få hende at se ved lejlighed? Han kendte deres spil og kunne nærmest i søvne lege med, endda veloplagt, selvom han i virkeligheden hadede det.

Han fortrød hurtigt, at han var kommet. Han var slet ikke oplagt til deres munterhed, og synet af Astrids anspændthed og fortvivlede forsøg på ikke at ødelægge den gode stemning pinte ham. Men hvordan komme derfra, når han nu lige var kommet? Heldigvis løste problemet sig af sig selv, idet Edith og Pierre pludselig skulle hjem til børnene, og han benyttede sig af den almindelige opbrudsstemning til også at gå under forskellige påskud af vigtige gøremål derhjemme, hvilket atter afstedkom latter.

2. kapitel

Morgenen var kold og solrig. Han elskede morgenerne, når han fra sin lille lejlighed i rue de la Comète tæt på Invalidekirken slentrede ned til sin forretning ved kajen. Pariserne var ikke morgenmennesker, vidste han af mange års erfaring. Bistre i blikket ilede de hen ad fortovet i deres jakkesæt og fine kjoler på vej til arbejde, ivrigt rygende deres cigaretter, indesluttede og pirrelige. Der herskede en vis aggressivitet på gader og stræder om morgenen. Nogle forsøgte at besværge den tidlige time ved hjælp af en ekstra kop espresso-kaffe i den lokale bistro indtaget stående, men heller ikke denne eliksir syntes at afvæbne den truende dag. Andre bladede hektisk i avisen tilsyneladende uden at hæfte sig ved noget. Morgenerne skulle overstås for pariserne. Han havde ondt af dem, også når de puffede til ham i deres travlhed med et klangløst 'pardon', eller når de ikke ville undvige på fortovet, men forbenet holdt kursen, så han måtte siksakke sig igennem dem.

For ham var morgenen en opstandelse. Han åndede dybt af velvære. Atter glædede han sig over det blide lys i Seinestaden og over at se de mange stære på plænen på Esplanade des Invalides en kold januarmorgen, glædede sig over deres udholdenhed og trofasthed mod ham, modsat hjemme i Danmark, hvor de straks trak sydover, når mørket satte ind. Han kunne stole på stærene i Paris. Selv bilernes udstødning blandet med lugten af gamle fugtige blade nød han. Intet kunne måle sig med Paris om morgenen.

Han var den første i forretningen, låste sig ind og gjorde den åbningsklar. Det var hurtigt overstået, og nu måtte posten besørges, inden de andre kom. Han nåede lige at sætte sig til skrivebordet, da telefonen kimede. Det var Docteur Bernard, som ønskede at møde ham med det samme i det lille amfiteater kun et par gader derfra. Han skrev hurtigt en seddel til sine kompagnoner om, at han var kaldt ud til et dødsbo og ville være tilbage ved middagstid.

Han blev modtaget af doktoren allerede ude på rue de la Bûcherie foran det lille amfiteater med den overdimensionerede kuppel. Docteur Bernard var lille, spinkel og iklædt en sort frakke. De små guldindfattede briller sad langt fremme på hans store ørnenæse, så hans nysgerrige grå øjne måtte søge hen over disse for at udforske ham. Han lignede til forveksling den navnkundige havforsker Jacques Cousteau. Der var en højdeforskel på dem på godt og vel en halv meter. Alligevel virkede doktoren egentlig ikke lille. Der var noget værdigt og respektindgydende over ham, og hans aflange asketiske ansigt vidnede om et langt liv i videnskabens tjeneste. Knap havde den gamle læge forvisset sig om hans identitet, før hans ansigt lyste op i et varmt og imødekommende smil, og hans hånd raktes frem til en hjertelig hilsen.

”Det var godt De kunne komme med det samme hr. Jeppesen. Jeg har set frem til Deres hjælp og takker Dem endnu engang for at afsætte tid til os. Men det er en højst usædvanlig sag, vi står overfor her i dette gamle amfiteater, som De snart vil få at se. Men kom nu med indenfor, De skulle jo nødigt forkøle Dem.”

”Det er mig en ære at kunne være Dem til hjælp, hvis jeg da kan hjælpe. Men jeg må indrømme, at jeg begynder at blive en smule nysgerrig.”

De gik gennem den sorte gitterlåge ude ved gaden, videre hen over den lille gårdsplads, ind ad den høje port til hovedbygningen og stod snart i en slags mødesal med marmorgulv og træloft, hvorfra fire kæmpe lysekroner hang. Der var malerstilladser alle vegne og værktøj i kasser. Håndværkerne var ved at gøre klar til dagens dont. En bred trappe i venstre hjørne belagt med en stærkt falmet rød løber førte ovenpå. Men det var ikke derhen, de skulle, men til en sidebygning, til selve det gamle cirkelrunde auditorium med plads til et halvt hundrede mennesker. I midten stod stadig det store dissektionsbord af mørkt egetræ, og modsat døren var anbragt to hvide marmorstatuer af en nøgen mand og en kvinde på piedestaler. Aller øverst lige under kuppelhvælvingen var der hele raden rundt indrettet en tilskuerloge til adelige gæster eller notabiliteter fra datidens videnskab. Auditoriet var i en mildest talt miserabel forfatning med store revner i væggenes puds, malingen på de få vinduer var afskallet, og en gammel lugt af skimmel, fugt og støv hang i rummet. Det havde stået tomt i umindelige tider.

”Ja, det var så her Deres berømte landsmand professor i anatomi ved Jardin du Roi, Jacobus Benignus Winslow, udførte sine anatomiske forelæsninger og demonstrationer for studerende og videnskabelige kollegaer i 1745 og frem.”

”Jeg må skamfuldt indrømme, at jeg ikke kender ham og aldrig har hørt om ham. Hvem var han?”

”Nuvel, landsmand er måske heller ikke så velvalgt et udtryk. Han blev jo hurtigt én af vore, afsvor sin lutherske tro og blev ivrig katolik. Han blev landsforvist fra Danmark som en persona non grata allerede i 1699 og genså aldrig sit hjemland, for til gengæld her i Frankrig og den hele verden at nå de højeste tinder i videnskabens verden. Minderne om ham lever stadig i Paris, selvom, det skal siges, han var lidt af en enspænder og original blandt videnskabsmændene dengang, som ingen vist nogen sinde kom ind på livet af. Nå, men det er nok ikke min opgave at gøre mig klog på danskerne overfor Dem, hr. Jeppesen. Det ved De af gode grunde meget mere om end jeg. Men jeg har nu arbejdet sammen med mange skandinaver i min tid og har ofte måttet sande, at der er noget gådefuldt i dem, som simpelthen er utilgængelig for os latinere. Fejlen er helt vores, vi mangler sansen for at forstå dem. Allerede vikingerne kunne vi jo ikke blive kloge på for over tusind år siden, som De ved. Vi mente at kunne snakke os til rette med dem og give dem masser af penge, men vi snakkede bare forbi dem, mens de beholdt pengene. Ja, vi franskmænd snakker for meget!”

Docteur Bernard slog en høj og varm latter op og klappede ham hjerteligt på skulderen, idet han samtidig førte ham længere ind i auditoriet. De gik over til søjlerne og om bag dem til en fremskudt apsis lignende indervæg. Det var denne væg, som i årenes løb på grund af fugt havde antaget en så faretruende hældning, at man skønnede, at den snart ville vælte og dermed destabilisere hele tårnbygningen. I begyndelsen af året havde man så endelig besluttet at rette den op. Et stillads af træ holdt nu bygningen oppe på det sted, hvor væggen var brudt ned.

”Her har jeg i årevis gået og tilset denne gamle bygning og ikke anet, at der bag denne bagvæg befinder sig et forsænket lille rum, et omklædningsrum eller lægens sakristi vel sagtens, før operationerne fandt sted. Det er i hvert fald mit gæt. Winsløw må have brugt det. Hvornår og hvorfor det er blevet muret til, aner jeg ikke. Men det må være sket tidligt, måske i forbindelse med den franske revolution i 1789 for at sikre indholdet i den store egetræsdragkiste, som står i rummet.”

Docteur Bernard bøjede sig forover for gennem hullet at træde ned i det lille helt bare rum og vinkede ivrigt til ham, at han skulle følge efter. Han kunne knap stå derinde, så lavt var der til loftet, og lys var der intet af, da der ingen vinduer var. Men doktoren havde taget en kraftig lommelygte med, som han straks tændte. At stå i et rum, som havde været glemt for verden i så lang tid, føltes næsten som en helligbrøde, som at være gravrøver i færd med at plyndre en sarkofag. De dæmpede da også begge stemmerne instinktivt, som frygtede de at blive taget i noget forbudt. Docteur Bernard åbnede den gamle dragkiste med en omhu som en kirurg, der sætter an til det første snit. Det første han tog op var en stærk irret alterkalk af sølv. Den var meget gammel, så han straks, på foden var den udsmykket med de fire evangelistsymboler, englen, løven, oksen og ørnen, og så kunne han lige akkurat skimte en vikingeornamentik under det irrede lag. Han var ikke i tvivl, den stammede fra Skandinavien, måske fra 1200-tallets Danmark. Han var ved at tabe vejret af forbavselse. Kalken var en kostbarhed uden lige, et stykke danefæ af de meget sjældne. Hvordan var den havnet her i Paris, endda i et gammelt nedlagt amfiteater for anatomiske demonstrationer? Det var ufatteligt! Men Docteur Bernard fortsatte. Op tog han nu et gulligt-hvidt kors på 10-15 centimeter skåret i hvalrostand, så vidt han kunne skønne. Han huskede fra sin studietid lignende kors, bl.a. det berømte ’Gunhildkors’ fra 1100-tallet. Dette kors mindede stærkt om det. Det var rigt udsmykket og havde indskrifter på latin, som han ikke på stående fod kunne tyde. Men på bagsiden af korset var der indgraveret den oprindelige ejers navn. Der stod: La Reine Inseburge. Umiddelbart sagde det ham ikke noget. Inseburge lød germansk og meget gammelt, men hvem var hun, denne dronning? Men så kom han pludselig i tanker om, at det måske var selveste Dronning Ingeborg af Danmark, der her var tale om, Valdemar den Stores datter, den ulykkelige Ingeborg, som blev forskudt af sin ægtemand, den franske konge Philippe Auguste, allerede på bryllupsnatten for derefter at tilbringe mange år i fangenskab i forskellige franske nonneklostre. Franskmændene forvanskede ofte danskernes navne. Hvis det var tilfældet, var også dette fund et af de helt sjældne og tilmed af en uhyre skønhed.

”Nå, hvad siger De så hr. Jeppesen? Selvfølgelig kunne jeg sagtens have fundet en fransk historiker, der kunne have bestemt alle disse genstande så nogenlunde. Det er ikke derfor, jeg har tilkaldt Dem. På den anden side skulle De nu have fornøjelsen af som den første at se disse nordiske kostbarheder. Jeg ved også som amatør, hvad de er værd, en formue. Nej, det mest gådefulde for mig er nogle skrifter her i skabet, affattet på et sprog, jeg ikke forstår, dansk vil jeg mene, og så latin.”

Først drog doktoren imidlertid et par tykke støvede franske bøger op af kisten, som han ikke skænkede særlig interesse, blandt andet et digert værk forfattet af Jacobus Benignus Winslow selv med titlen: 'Exposition anatomique de la structure du corps humain'* og værker af en fransk biskop ved navn Bossuet. Docteur Bernard skyndte sig hurtigt at lægge dem til side, da han øjensynlig var fortrolig med dem.

Men nu kom andre skrifter til syne, først en tung sag på størrelse med en kirkebog på hvis ryg med guldbogstaver var skrevet på dansk: 'Den sande Kierkes hjemvendte Børn i Kjerlighed til deres hellige Søster Dronning Ingeborg af Danmark'. På første side var der som et slags motto skrevet en bøn på latin. Den lød: 'San Canute, ora pro nobis' San Canute. Var det mon Knud den Hellige? Han bladrede på må og få i bogen og opdagede hurtigt, at den rummede et register med navne, først og fremmest danske navne. Der var indført fødselsdato og fødested på personerne, lidt om levnedsløbet, ofte endnu en dato angivet med et stort 'K' og endelig dødsdato og begravelsessted. Efter dette store afsnit fulgte en slags mødeprotokol over møder afholdt på et sted, som var anført med bogstaverne CD: Bogen var ikke udskrevet, det så ligefrem ud til, at det sidste møde afholdt i januar 1791 var blevet afsluttet abrupt, for den sidste påbegyndte men ikke fuldførte sætning lød: 'O, måtte den hellige Fader i sin store Visdom og Godhed afvende fra os...'.

”Siger det Dem noget hr. Jeppesen? Hvad er det for en bog, hvilket sprog er den skrevet på, og hvad indeholder den?”

”Den er skrevet på dansk, så meget kan jeg sige, og ligner for mig at se et medlemsregister. Men jeg har ingen anelse om, hvad det skal betyde. Jeg har også lidt svært ved at tyde de forskellige håndskrifter.”

Han oversatte for Docteur Bernard titlen på bogens ryg, men kunne stadig ikke finde nogen mening i den: ’Den sande Kierkes hjemvendte Børn’? Docteur Bernard nikkede derimod tankefuldt, som om han begyndte at ane noget.

”Det ser ud til, at den kære doktor Winsløw var med i en dansk forening af katolske zeloter her i Paris, måske ligefrem lederen af den. Det kunne have lignet ham, efter sigende var han altid så hemmelighedsfuld og utilnærmelig. Men hvorfor kender vi intet til denne forening?”

”Som sagt kære M. Docteur Bernard, jeg har ingen anelse om det. Jeg har aldrig hørt om disse mennesker og heller ikke om den berømte danske læge og videnskabsmand Winsløw selv. Det er nyt for mig.”

Docteur Bernard bøjede sig atter ned i kisten på jagt efter nye skrifter. Han fremdrog et lille skrin af nøddetræ, i hvilket der lå en bunke meget gamle pergamentblade, hvorpå der var skrevet vers på latin. Nikolaj læste tilfældigt:

”Ut linum saeta, sic introducit amorem; cum lino saeta non permanet, ante foramen exit, ut introeat linum: sic et timor ante ingrediens, ut amor post intret, et ante recedit. Sic est initium, sic est occasio quaedam, sic est et causa quaedam uenientis amoris.

'Frygt trækker kærlighed med som et sting lægger tråd i en klædning', forsøgte han sig med at oversætte. Det gav ikke umiddelbart nogen mening. Men at pergamentet var middelalderligt, var han ikke i tvivl om. Det så ud som om, det var et forarbejde til noget større, en kladde måske, for der var mange overstregninger og rettelser alle vegne. På første side stod der et navn øverst, som måske var forfatterens. Der stod: Andreas de Dacia. En dansker altså. Men hvem? Og hvorfor var denne gamle kladde havnet her i dette teater? Han vidste nok, at der i 1100-1200 tallet havde været mange danske studerende ved klostrene i Paris og i Frankrig i det hele taget. Absalon og Saxo havde været i byen i nogle år, men også andre, hvis navne han ikke lige kunne genkalde sig. Andreas syntes han derimod ikke at have hørt om før. Der skulle et anderledes grundigt studium af teksten til og ikke mindst i dagslys, før der kunne fældes en endelig dom.

Docteur Bernard hentede nu et gammel kort op. Han foldede det ud, og oven over det stod der på tysk: 'Grundplan des Sankt Petri Doms zu Schleswig, Anno 1660'. Der var sat en del streger i kortet især ved indgangsdørene, der var angivet metermål fra forskellige punkter til andre i kirkerummet, loftshøjden var også udmålt, og endelig var der flere steder indsat små kommentarer med en meget lille skrift. Den gamle læge ville vide, om han kendte denne katedral, hvilket han med samme bekræftede, at han gjorde. Han forklarede ham endvidere, at der her var tale om en af Danmarks ældste kirker overhovedet, efterfølgeren til den lille kirke ude i Hedeby fra missionstiden, i dag dog liggende i det nordlige Tyskland på grund af en århundredelang og kompliceret grænsestrid. Om han også havde et bud på, hvorfor dette kort mon befandt sig her og til hvilket formål, ville han vide. Men her måtte han atter melde pas.

En sidste ting fremdrog doktoren. Det drejede sig om en stor gammel nøgle, hvorpå der var indgraveret bogstaverne CD. Tankefuldt og med et glimt i øjet sagde han til ham, at det nu kun drejede sig om at finde den rette dør blandt millioner i Paris for at opklare gåden, hvis døren da overhovedet fandtes endnu.

Docteur Bernard lagde alle tingene omhyggeligt tilbage i kisten, slukkede lampen og trådte som den første ud af det lille rum missende med øjnene bag de stærke brilleglas på grund af det kraftige dagslys. Nikolaj fulgte straks efter.

”I betragtning af disse genstandes værdi har jeg tænkt mig endnu i dag at kontakte middelaldermuseet 'Musée National du Moyen Age' oppe på Boulevard Saint Michel, for at eksperterne kan registrere og sikre dem. Jeg vil også råde dem til at tage kontakt til Nationalmuseet i København. Det er min pligt at gøre det, og det er helt nødvendigt. Der er ikke et sekund at spilde. Jeg er dog stadig i tvivl om skrifterne, jeg viste Dem for lidt siden. Er det nu også klogt at overlade dem til eksperterne? Selvfølgelig ville de ligge i sikkerhed på museet, men spørgsmålet er bare, om de ikke straks stuver dem ned i nogle kasser og anbringer dem i en kælder, hvor de kan få lov til at sove videre i en Tornerosesøvn de næste mange hundreder år uden at gøre gavn, det vil sige, uden at vi i Den Parisiske Lægeforening historiske Afdeling får mulighed for at finde ud af, hvad meningen med dem egentlig er. Det er vist på tide, at vi får afdækket et par hemmeligheder om den gamle enspænder Winsløw og hans fælder her i byen. Jeg har i hvert fald egenmægtigt besluttet foreløbig ikke at nævne skrifterne for museet og at deponere dem i vores forenings arkiv til nærmere granskning, hvortil jeg fortsat håber på Deres hjælp, min kære hr. Jeppesen.”

”Jeg har jo ikke kunnet hjælpe Dem meget, hr. Docteur, desværre. Naturvidenskabens verden er fremmed for mig, og jeg er heller ikke velbevandret i troens. Jeg er en antikvitetshandler, som engang i sin pure ungdom læste historie på universitetet. Men det er klart, at når det nu drejer sig om nogle af mine gamle landsmænd her i byen, er min nysgerrighed vakt. Hvis De kan have lidt nytte af mig, står jeg til Deres disposition, selvfølgelig under forudsætning af, at tiden tillader det. Det er, som De ved, økonomisk dårlige tider, og der skal sælges meget, for at der kan komme brød på bordet. Mine kompagnoner er hele tiden på nakken af mig.”

”De skal ikke tænke på penge, hr. Jeppesen. Vores forening råder over midler, og vi skal nok kompensere Dem rundhåndet for den tid, De bruger på os. Noget andet er, at De allerede har været til stor hjælp med Deres foreløbige og hurtige bestemmelser af skrifterne og genstandene. De har en baggrund og en sprogkundskab, som de fleste i Frankrig af naturlige grunde mangler.”

De gik sammen tilbage til hoveddøren i den store mødesal. Der var lettelse at spore i deres stemmer, efter at de havde forladt det lille mørke rum og var kommet ud i dagslyset på ny. Docteur Bernard tog en lille gylden nøgle frem af sin bukselomme og låste et stort pengeskab op, som var anbragt bag et kobberstik forestillende en læge i færd med at operere, hvori han lagde sin lampe og et nøglebundt. Da de stod udenfor bygningen i den stærke januarsol, viste den gamle læge ham stolt mindepladen for professor Winsløw, som var anbragt af foreningen på sidebygningens mur for år tilbage. Han takkede ham endnu engang hjerteligt og lovede at holde ham underrettet om sagens udvikling med henblik på et nyt møde under mere komfortable forhold i foreningens gamle bygninger i rue des Rennes. Men nu havde han travlt. Der var meget at besørge endnu i dag. De små grå øjne lyste af varme og taknemmelighed, idet han gav ham hånden til afsked.

3. kapitel

Han havde svært ved at falde til ro hjemme i antikvitetshandlen. Pligtskyldigt gik han i gang med at nummerere en kasse sølvtøj og prissætte de enkelte dele, et rent rutinearbejde. Der var tale om almindeligt gammelt dansk pletsølv, som ikke repræsenterede den store værdi trods dets høje alder, men som ved kyndigt salg dog kunne indbringe en lille fortjeneste. Men hans tanker var et helt andet sted, søgte hele tiden tilbage til amfiteatret, til de sensationelle gamle genstande i dragkisten og de mystiske skrifter. Jo mere han grundede over dem, des mere gådefulde blev de. Og hvem var disse mennesker, der havde forfattet dem? Han vidste naturligvis, at der siden middelalderen havde boet danskere i Paris, deriblandt også berømte mænd og kvinder, der havde fundet vej til historiebøgerne, men det var netop en abstrakt viden hentet ud af gamle bøgers støv. I dag var nogle af dem pludselig blevet levende for ham, fordi de havde rakt ham noget af sig selv og løftet en lille flig af deres livs gåde. Ganske vist ufrivilligt, men alligevel følte han det sådan. De havde rejst sig af deres støv og banket på hos ham, deres sene efterkommer, for at indvie ham i deres liv. Han fornemmede et sælsomt slægtskab med dem, opfangede med sit indre øre ekkoet af deres gråd og latter hen over århundrederne og anede konturerne af deres drømme og længsler. Han genkaldte sig deres grundstemning, som han kendte så godt fra sig selv, splittelsen mellem den hjemstavn, de havde forladt og aldrig kunne undslippe helt og så kærligheden til det franske, de af alle kræfter ville blive en del af, men aldrig kunne trænge helt ind i. Uanset hvor langt de trængte ind i den franske levemåde og kultur, stødte de altid på en uovervindelig mur til sidst, bag hvilken de kun skimtede sydens azurblå lethed og solbrændte flygtighed.

Han havde længe bemærket, at Christian gjorde sig ærinder i hans nærhed, puslede med et dansk spisestel uden at komme nogen vegne, for snart at åbne en ny kasse med noget andet i. Christian kunne ikke samle sig, det var ganske tydeligt, var ude på et eller andet, og til sidst kunne han ikke bevare tavsheden længere.

”Det var godt du kom i aftes, Nikolaj. Vi savner dig jo, når du ikke er der. Vi burde ses noget mere privat. Astrid og Edith elsker det.”

”Bestemt Christian. Ja, tak for i går forresten. Det var vældig hyggeligt, og jeg beklager endnu engang, at jeg først kom så sent. Du ved, at jeg aldrig kan gøre mig færdig. Men nu må jeg da vist også få jer indbudt. I har jo slet ikke set min nye lejlighed i rue de la Comète.”

”Det vil vi glæde os til. Astrid er for øvrigt taget hjem til Danmark på en forsinket juleferie. Hun savnede pludselig familien og de gamle danske juletraditioner, som jeres land er så berømt for.”

”Juletraditionerne er faktisk medskyldige i, at jeg forlod Danmark for mange år siden. Dem kan jeg godt undvære. Nå, men det var da pludseligt, hun rejste. Det sagde hun intet om i går aftes. Men hjemveen kan åbenbart overmande selv den stærkeste dansker. Sig mig, går det egentlig godt med hendes studier og med livet hernede i det hele taget? Man skal jo lige vende sig til alt det nye.”

”Jo, jo, det går fint. Astrid er rasende dygtig til det franske. Hun suger det til sig. I danskere lærer så hurtigt. Det beundrer jeg jer for. Værre er det med mit danske. Du ved, at jeg går til timer oppe i Den danske Kirke hos en sød dame, der gør, hvad hun kan for at lære mig sproget, men jeg tvivler ærlig talt på, om hun nogen sinde bringer det så vidt med mig, at jeg kommer til at tale bare nogenlunde med Astrids mor og far. Det er jo næsten ikke til at udtale dette mærkelige sprog. Nej, for Astrid går det såmænd godt nok hernede, men hun kan godt være temmelig kritisk overfor franskmænd. Hun siger ofte, at de – hun mener nok mig – er frygtelig gammeldags. Det er faktisk taget til på det seneste. Altid skal hun bore i vore fejl, ja ligefrem opsøge dem.”

”Du må forstå Christian, at det tager tid at leve sig ind i en ny kultur. Astrid har ikke været her så længe, så du må være lidt tålmodig med hende. Og ikke kun du, men også din mor.”

”Hvad mener du med min mor? Har Astrid sagt noget til dig om min mor? Min mor har allerede foreslået, at vi skal gifte os. Hun har faktisk strakt sig meget langt overfor hende, længere end man kunne forvente efter så kort tid. Hun har også tilbudt at tage Astrid med til en bibelkreds for kvinder i St. Paul kirke. Hun vil virkelig gerne have, at Astrid integrerer sig og får en masse franske venner. Indrømmet, måske er hun nogle gange lidt hurtig med sine forslag, men viljen er der.”

”Du ved jo godt, at Astrid ikke er katolik og derfor ville føle sig noget fremmed i en katolsk bibelkreds for kvinder i St. Paul sammen med din mor. Nej, hun har ikke sagt noget til mig om din mor, men jeg kender hende jo.”

”Nikolaj, jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre. Astrid har været så tavs på det sidste. Hun er bare rejst uden at sige noget om, hvornår hun kommer tilbage. Kunne du ikke ringe til hende og høre, hvad der er i vejen? Jeg ved, at hun sætter pris på dig.”

”Christian, hun er først rejst i dag. Jeg synes lige, du skulle vente lidt. Hun ringer nok snart, skal du se. Men jeg vil dog give dig et godt råd. Hold din mor lidt på afstand for fremtiden. Du er – guderne skal vide det – en voksen mand efterhånden, som bestemmer over dit eget liv og også over dit valg af partnere. Intet ondt ord om din mor, jeg respekterer hende, men jeg ved dog, at hun ofte har meget faste meninger om andres ve og vel, lidt for faste meninger.”

”Jamen, hun mener det jo kun godt.”

”Gør hun?”

”Jeg ved det ikke, Nikolaj.”

Døren gik. Der var kommet kunder, nærmest et under i den sløje januarmåned, og Christian skyndte sig ind i forretningen for at ekspedere. Han selv var omsider blevet færdig med sit sølvtøj, og rastløsheden begyndte så småt at vågne i ham som altid i de sene eftermiddagstimer. Han måtte ud, have større afstand til ting og mennesker, mærke den kolde vind fra Seinen i sit ansigt, flygte fra skumringen, som trængte ind på ham fra alle sider, men som han godt vidste, han ikke kunne flygte fra. Han snuppede sin frakke og sagde i forbifarten til Christian, at han snart ville være tilbage.

Han gik langs kajen, for dér var udsynet størst. På den modsatte bred lyste det kæmpemæssige Louvre op, og lidt længere fremme lå som en stor mørk klump den strengt symmetriske Tuilerie have. Himlen imod vest var rød endnu, men det ville ikke vare længe, før mørket sænkede sig over byen, og det kunstige lys tog over. Omgivet af aftenrøden rejste skyskraberne i det fjerne La Défense sig som kæmpe fallosser mod himlen og omkransede den oplyste La Grande Arche, bygget af danskeren von Spreckelsen. Turen langs Seinen var det tætteste, han kunne komme et møde med havet, noget han vedvarende savnede fra Danmark, og så var det alligevel kun en ringe erstatning. De mange broer hen over floden havde aldeles tæmmet den, bilerne på den firesporede motorvej på den nedre kaj ligeså. Alt var blevet til by, til teknik, til menneskemylder. Og dog gjorde den kraftige isnende blæst fra floden ham godt, holdt ham fast på noget alt bestemmende større udenfor ham selv.

Da han næsten havde nået Musée d'Orsay, drejede han ind ad den lille rue du Bac. Han elskede de små gyder omkring Boulevard Saint Germain med de mange små bistroer og caféer. Pludselig var der en, der råbte hans navn efter ham. Han vendte sig om og fik øje på den bedagede og kolossalt omfangsrige journalist Jørgen Hedegaard, som kom vraltende hen imod ham med trenchcoaten flagrende omkring sig hivende efter vejret. Man stødte på dette besynderlige fortidslevn alle vegne i byen, om det var på gaden, til receptioner, koncerter eller blot på en bistro. Jørgen Hedegaard tilhørte den virkelig gamle garde af danskere i byen, og han vidste alt om alle, og ikke kun fra sin egen levetid, men fra tidernes morgen. Han kunne hele Frankrigs historie udenad. Af en eller anden grund havde han altid holdt af ham i de tyve år, han havde kendt ham, også selvom han var dansker med stort D og næsten udelukkende færdedes blandt danskerne i byen.

Hedegaard var et menneske, der i de senere år kaldte på stadig større omsorg fra sine landsmænd, fordi han i sin alderdom og på grund af kronisk pengemangel var gået stærkt i forfald, hvad det ydre angik. Der var intet i orden på ham i en by, hvor det ydre ellers betyder alt. Håret var tjavset og tyndt som på en ræv, der lider af skab, et håbløst umoderne gråt fuldskæg fyldte hele hans måneansigt oven i købet fyldt med de seneste dages madrester, og åbnede han sin mund åbenbaredes de sørgelige rester af et gebis, der ikke havde været under en tandlæges behandling i de fyrre år, han havde boet i Paris. Længere nede sprængte vommen sig fri af frakken – dog med nød og næppe holdt sammen af en totalt udspilet blå skjorte, der var så plettet, at den lignede et spisekort. Jørgen Hedegaard så ud som en clochard* fra de gamle haller, et menneske, som havde sprængt sine fysiske rammer i en korpulence, der mindede om en romersk kejser. Til gengæld stod hans ydre i en skærende kontrast til hans indre. Det var det mærkelige ved ham. Man skulle ikke tale længe med ham, før man blev indtaget af hans helt igennem belevne sind. Der var en finhed i hans sprog og manerer, som mindede om gammel dansk adel. Udtalen var fornem, nærmest aristokratisk, og altid var der i det, han sagde, et stænk af underfundig ironi. Han forstod spøgefuldt at iscenesætte sig selv og var taktfuld til det yderste. Han var kort sagt en gentleman i ordets oprindelige betydning og dermed en sjældenhed i denne verden.

”Skulle det ikke være vores berømte antikvitetshandler, jeg har den ære at møde i disse skumle gyder? Jeg forstyrrer vel ikke? Jeg vil nødig trænge mig på. Jeg ville såmænd bare lige hilse på. Er alt vel, Nikolaj?”

”Jo da, Jørgen. Alt vel. Jeg er bare ude på min daglige runde for at få lidt luft. Når skumringen sætter ind, må jeg ud at strejfe lidt, en gammel vane jeg har taget med mig hjemmefra.”

”Jeg har også taget en gammel vane med mig hjemmefra, nemlig på dette tidspunkt af dagen at nyde min første Dry Martini. Det skulle være mig en udsøgt fornøjelse at byde dig på en. Hvad siger du?”

”Tak som byder. Lad os gå ind her, det ser ikke ud til at være fyldt op endnu.”

De gik ind på bistroen med navnet 'Le Royal Orsay' og fandt et lille bord bagerst i lokalet. Hurtigt fik journalisten bestilt en Dry Martini til dem begge. Hedegaard gav sig ivrigt til at tale om den seneste sladder i den danske koloni, et emne han var ekspert i, men som mildest talt ikke interesserede Nikolaj, hvad journalisten snart mærkede. Og dog blev han muntert ved, alt imens han tørrede sveden af sin pande med et krøllet snavset lommetørklæde.

”Det keder dig vist at høre på alt mit sladder.”

”Nå nej, men sig mig Jørgen, du kender jo så meget til danskerne i Paris, også i fortiden, har du nogen sinde hørt om en dansk anatom og læge ved navn Jacob Winsløw?”

”Det har jeg da. For nogle måneder siden skrev jeg faktisk en lang og udførlig artikel om ham til et dansk historisk tidsskrift, som redaktørerne endnu skylder mig penge for, de slyngler. Det er det, jeg altid har sagt: Hold dig fra journalister og skriverkarle. De er drikfældige og upålidelige hele bundtet!”

”Men du er jo selv journalist, Jørgen?”

”Har jeg nogen sinde påstået, at jeg ikke er drikfældig og upålidelig?”

”Antikvitetshandlere er nu heller ikke Guds bedste børn.”

”Det er så sandt, som det er sagt, men du er undtagelsen, der bekræfter reglen, Nikolaj.”

”Tak, tak, men tilbage til Jacob Winsløw.”

”Hvorfor vil du egentlig vide noget om ham? Hvor kender du ham overhovedet fra?”

”Jo, vi overtog et par kasser gamle støvede bøger i forretningen for nylig med nogle skrifter af denne Winsløw. Jeg syntes navnet lød dansk, og så blev jeg nysgerrig. Det er det hele... Næ, det er faktisk ikke det hele alligevel. Egentlig havde jeg lovet mig selv ikke at tale om det til nogen, men når det nu er dig, Jørgen, må jeg gøre en undtagelse. Jeg ved jo, at du er til at stole på og kan holde på hemmeligheder. Altså, jeg blev her til morgen kontaktet af en gammel læge fra Den Parisiske Lægeforening, som havde fundet nogle effekter, han mener måske kan have tilhørt Winsløw.”

”Effekter! Det lyder interessant, yderst interessant. Hvad kan de være for nogen effekter? Den gamles skalpel måske?”

”Jeg ved det ikke endnu, Jørgen.”

”Det må du fortælle mig mere om, når du ser dem. Husk det! Jeg må se dem ved lejlighed! Men det glæder mig da oprigtigt, Nikolaj, at du omsider begynder at interessere dig lidt for den danske fortid her i byen i stedet for alt dit gamle ragelse henne i din butik. Det er der alt for få danskere, der gør. De fleste er så forgabte i den franske glamour, at de helt glemmer deres egne. Men du vil altså gerne vide lidt om denne Winsløw!”

”Ja, meget gerne.”

”Du ved vel, at der ligger et gammelt amfiteater henne i rue de la Bûcherie, som Jacob Winsløw i egen høje person indviede i 1745 med en pompøs festtale, hvori han roste sine gamle danske lærere og fagfæller, ikke mindst lægen Casper Bartholin. Du må gå hen at se det en dag.”

”Det skal jeg nok. Men hvad ved vi om manden?”

”Tja, hvad ved vi om manden? Tager vi fagmanden først, er der kun godt at fortælle om ham. Det gik ham simpelthen strålende her i Paris. Det lå ellers ikke lige i kortene for præstesønnen fra Odense. Som nybagt student begyndte han pligtskyldigt at læse teologi på Københavns Universitet og tog også sin attestats. Han gik i sine fædres spor, præster som de var hele bundtet, farfaren endda i byen Vinsløv i Skåne i den danske tid. Deraf navnet. Men derefter kastede han sig over sit yndlingsfag, medicinen, støttet dertil af ingen ringere end Ole Rømer. Kort før år 1700 var han udlært i Danmark, og, som det lyse hoved han var, blev han med støtte af kongen sendt til Paris for at søge videre uddannelse. Og den sugede han til sig i store mængder, skal jeg lige love for. Over de næste 30 år kravlede han simpelthen til tops i lægevidenskabens hierarki i Paris, udgav i 1730'erne sin berømte og til mange sprog oversatte fremstilling af den menneskelige anatomi i værket 'Exposition anatomique de la structure du corps humain' og stilede sluttelig mod det eftertragtede professorat i anatomi ved Jardin du Roi. Her mødte han dog modstand. Han var uden diskussion selvskreven til denne post, men til hans store skuffelse blev han vraget til fordel for en yngre fransk videnskabsmand. Det tog Winsløw sig meget nær, opfattede forbigåelsen som udtryk for fransk chauvinisme. Her havde han selvopofrende tjent sit nye fædreland i en menneskealder med epokegørende videnskabelige landvindinger, og så ville det ikke lyse ham i kuld og køn, da det kom til stykket. Han var ikke rigtigt fransk, indså han med smerte. Til alt held for Winsløw afgik sejrherren ved døden kun et par år senere, en overraskende tidlig død, og så kunne han ikke forbigås endnu engang. Det havde simpelthen været et nummer for groft. Winsløw fik professoratet, men var på det tidspunkt allerede en gammel mand midt i halvfjerdserne. Alligevel blev udnævnelsen højdepunktet i hans liv, kronen på et langt livsværk. Jeg glemte lige at fortælle, at han allerede i sin ungdom giftede sig med en fattig ukendt fransk vaskekone fra en parisisk forstad. Hans ligsten findes i dag i klostergården i Eglise Saint Etienne-du-Mont lige ved siden af Panthéon.”

Jørgen Hedegaard viftede ivrigt til tjeneren for at få nye drinks, men fik ved denne manøvre øje på to unge meget appetitlige pariserinder, der havde slået sig ned ved nabobordet og gennem sugerør nød deres Caiparinhas. Opstemt af dette søde syn, gav han sig straks til at vinke ad dem og ivrigt at pege på det tomme glas som et tegn på, at der var mere i vente også for dem. Pigerne løftede dog kun kort deres klippeansigter mod ham og fortsatte uanfægtet deres samtale.

”Åh, disse pariserinder, savlede Hedegaard stadig lige fortryllet.”

”Helt ærligt, er du ikke snart blevet for gammel til den slags, Jørgen?”

”Man er så gammel, som man føler sig.”

”Der gemte sig altså også et menneske i Winsløw, kan jeg forstå.”

”Det gjorde der, og se, det er ganske anden historie. Manden var nemlig lidt til en side. Lad mig begynde med det, der adskilte ham mest fra den danske mand. I modsætning til denne var han en lille sirlig mandsperson med noget feminint over sig, havde smalle lavt hængende skuldre, en høj hvælvet pande, under hvilken der sad to store følsomme vågne øjne som på en ung pige. Som barn havde han vel været et lille skrog, der fik bank af de store drenge hjemme i gaden i Odense. Måske var det denne følelse af fysisk underlegenhed, der senere vakte interessen for den menneskelige krop, den krop, han ikke selv ejede i nævneværdig grad. Dog forstod han tidligt at hævde sig på anden vis end ved det legemlige, nemlig ved sit skarpe intellekt, der tilegnede sig lærdom med en overlegenhed og hurtighed, der forbløffede alle. Han var en begavelse.

Jeg forestiller mig, at unge Winsløw må være blevet holdt i meget kort snor af sin strenge præstefar derhjemme, for i alt hvad han siden foretog sig, hæmmedes han af en næsten sygelig forsigtighed. Det er der mange skriftlige vidnesbyrd om fra hans lægegerning her i Paris. Men allerede som ganske ung, må han have udviklet en mærkelig dobbelthed i sit væsen, som fulgte ham resten af livet. Han forblev på den ene side sin fars lille artige dreng, der ængstedes for at gøre selv det mindste forkert, men på den anden side buldrede hans store forstand frem som en elefant, der frygtløs overskred grænse efter grænse i sin higen efter stadigt fjernere og forbudte mål. Jeg tror, at Winsløw må have gruet mere for sin forstand end for noget andet. Han kunne simpelthen ikke tæmme den. Og den bragte ham snart ud i ubehageligheder for ikke at sige uoverstigelige vanskeligheder.

Jeg må her fortælle om et slags syndefald i Winsløws liv, der måske forklarer noget, og som han selv gentagende gange vender tilbage til i sine erindringer. Da han i 1698 begav sig på vej fra Leyden i Holland med kurs mod Paris, kom han i rejsediligencen til at sidde side om side med en dominikanermunk, som bestandigt kaldte ham for 'mon fils'*. De talte ivrigt og længe om troen, et emne den unge danske præstesøn og teolog var velbevandret i. Til sidst udbrød munken nærmest forklaret: 'Vous serez un jour des nôtres!'* De ord blev skæbnesvangre for unge Winsløw, men i selve øjeblikket lindede de dog kun på døren til et nyt forbudt område, katolicismen, han som rettroende lutheraner under ingen omstændigheder måtte betræde og slet ikke for sin far, men som hans forstand allerede hungrede efter at trænge ind i.”

Hedegaard gjorde her en lille pause for at samle tankerne, kørte hånden gennem skægget og tømte glasset i et drag.

”Vel var Winsløw en mønsterstudent, der dyrkede anatomien med flid og stiftede bekendtskab med fremragende kirurger her i Paris, men de religiøse spørgsmål blev ved med at rumstere i hans hjerne. De havde besat ham. Han gik selvfølgelig pligtskyldigt til lutherske gudstjenester i det danske gesandtskabskapel, men med stadig større sjælelig uro og anfægtelser.

Skæbnen ville det sådan, at der året efter hans ankomst til Paris dukkede en anden dansker op i den franske hovedstad, nemlig teologen Ole Worm, som Winsløw snart udfordrede i diskussioner om trosspørgsmålene. Det var selvfølgelig kun en akademisk forlystelse i begyndelsen, men blev snart til blodig alvor og endte med at blive en veritabel duel om den evige salighed. De indrettede sig som ved en rigtig akademisk disputats, hvor Worm fik rollen som lutherdommens forsvarer og Winsløw katolicismens. Worm var et skarpt hoved, man ikke løb om hjørner med i teologien, og for at finde brugbar ammunition til sit forsvar for Ecclesia Romana, begyndte Winsløw ivrigt at studere den franske biskop Bossuets skrifter med det resultat, at han selv blev besejret, dvs. blev katolik. Hans højtidelige afsværgelse af den lutherske tro fandt sted den 8. oktober 1699 lidt øst for Paris i byen Meaux, Bossuets bispesæde.”

”Nu forstår jeg bedre!”

”Hvad forstår du bedre, Nikolaj?”

”Ikke noget. Fortsæt, Jørgen!”

”Ikke kun hans far hjemme i Odense rasede, da han hørte om det, og udtalte, at han aldrig mere ville se sin papistiske søn, ja at han ikke længere havde nogen søn, men også fædrelandet, som med kongelig støtte havde sendt den lovende student af sted kun to år tidligere følte sig alvorligt stødt på manchetterne. Winsløw havde svigtet sin fædrene tro, hed det fra officiel side, sit fædreland, ja plettet Danmarks ære og blev derfor erklæret for en persona non grata i Danmark – dvs. landsforvist. Den økonomiske støtte blev øjeblikkelig inddraget. Det var en penibel situation for den unge ikke færdiguddannede student. Men han blev taget under vingerne af selveste biskoppen i Meaux, Bossuet, som i sin store glæde over at have hjemkaldt en forloren søn til den sande kirke, støttede ham i de følgende vanskelige år.

Det er mærkeligt med denne Winsløw, det var ham åbenbart ikke nok at have fundet sandheden for sig selv, den måtte nødvendigvis også gælde for andre. Det var ham ikke nok at have ret, andre skulle også bøje sig for den. Det krævede hans skarpe intellekt, og det gjaldt såvel indenfor medicinen som religionen. Parallelt med sin yderliggående beskedenhed og selvudslettelse i det daglige, kunne han med sin forstand føre sig frem i tiltagende brovtende bedreviden, ja når han rigtigt kom op at køre, blev han en rethaver af værste skuffe, en hårkløver, der kunne hænge sig i de mindste enkeltheder og som udviklede en usalig disputeretrang. Mange har udtrykt stor irritation over disse sider af hans væsen, har jeg læst. Jeg tror i grunden, at Winsløw selv må have lidt under disse anfald af bedreviden. Intet lå ham jo fjernere end at støde an normalt.

Der kan imidlertid ikke herske tvivl om, at Winsløw arbejdede ihærdigt på at omvende så mange af sine danske landsmænd som muligt i byen, og der er også eksempler på, at det lykkedes. Men hvordan han i grunden selv praktiserede sin nye tro, hvilke kirker han var hjemme i, og hvilke præster han omgikkes, er der mærkelig nok næsten ingen vidnesbyrd om. Det fortaber sig i historiens tåger. I det hele taget levede han afsondret fra andre, tilsyneladende ude af stand til at etablere varige venskaber eller bare falde i almindelig snak med folk.”

”Et dybt ensomt menneske, altså.”

”Tja, jeg ved det ikke rigtig. Det hændte undertiden, at Winsløw blev opsøgt af kendte danske landsmænd på besøg i Paris. Blandt andre nævner Ludvig Holberg ham i sin rejsedagbog og omtaler ham som 'en Mand, hos hvem Lærdom og høj Enfold havde indgaaet en mærkelig intim Forbindelse, og som ofte paavirkedes af udvortes og uvæsentlige Ting'. Også justitssekretær Klevenfeldt traf den 'fordum danske, nu katolske Zelot' i byen og tegnede et hurtigt portræt af ham i sin rejsedagbog: Større af sin Videnskab end sin Taille, en af de smaa blandt Mandkøn; tunghøret af Alder og Skrøbelighed; over 40 Aar i Paris, dog taler endnu, skønt besværlig, Danske; lader sig og porteret for sine Landsmænd og skulde gerne se dem alle af hans Sentimens.”

Jørgen Hedegaard havde talt uafbrudt i en time og var pludselig blevet overvældet af træthed. Hans øjne var blodskudte af alt for megen Martini, og han langede med besvær ud efter sin trenchcoat for at finde sin pung. Han mumlede noget om, at det slet ikke havde været hans mening at tale så længe, han havde ganske glemt tiden. Nikolaj måtte undskylde, men nu måtte han se at komme hjem i seng. Det skete oftere og oftere, at han var i seng allerede før ni, og i morgen skulle han til Bourgogne til en lille landsby kaldet Pontigny for at interviewe den danske greve Christian Ludvig von Danefeldt i anledning af dennes 75-års fødselsdag og skrive et lille stykke om ham til Jyllands Posten. For øvrigt var von Danefeldt ud af en gammel dansk katolsk adelsslægt i Frankrig. Prustende forsøgte Hedegaard at rejse sig, men det kneb, så Nikolaj måtte tage ham under armen og hjælpe ham på benene og foreslog at følge ham til metroen. Men Hedegaard afslog, var ikke til sinds til mere snak, gentog blot tonløst: ”Undskyld at jeg talte så længe.” Han vaklede mod udgangen, og Nikolaj kunne lige akkurat nå at takke ham for den overvældende store mængde af oplysninger, han havde fået. Men Hedegaard hørte det knap, var allerede på vej ud i mørket.

4. kapitel

Han kunne se tilbage på fjorten dages hårdt arbejde i forretningen, som ikke havde levnet tid til meget andet. Han havde været på sit månedlige besøg hos auktionshuset Bruun Rasmussen i København, til hvem han efter ordre opkøbte franske antikviteter, mest små møbler, toiletborde, vitrineskabe osv. Det var ganske vist ikke hans speciale, men han vidste, hvor man kunne få fat i den slags i Paris. Han havde sine forbindelser, og danskerne plejede at betale godt. En lang liste over ønskede møbler havde han fået med hjem fra Danmark, som i de seneste dage havde sendt ham rundt til de største og mest kendte loppemarkeder i Paris for at opsnuse de eftertragtede ting, dog med ringe held. Priserne blev skruet mere og mere op på grund af de mange turister, og der var professionelle opkøbere alle vegne. Dog vidste han stadig af små ukendte lommer i det store marked, hvor han i fred og ro kunne prutte om prisen og lejlighedsvis gøre et kup. Men denne gang havde han ikke haft lykken med sig. Han havde derfor kontaktet sine faste forbindelser ude på landet og planlagde allerede en tur til Normandiet, hvor han også havde et par Frits Hansen stole til ompolstring i et lille billigt værksted.

Christian havde været syg i et par dage, men var atter på sin plads. Han var i dårligt humør, og Pierre gjorde, hvad han kunne for at muntre ham op ved at invitere ham på frokost og drinks. Astrids 'juleferie' ville åbenbart ingen ende tage, og Christian bestilte ikke andet end at kime hende ned for at overtale hende til at komme tilbage. Han lagde hele sin sydlandske charme i disse telefonsamtaler, som højlydt foregik i forretningen i de to andres ufrivillige påhør, hvilket ikke generede ham det mindste, men tværtimod ansporede ham til ustandselig at udfritte dem om nyttevirkningen af sin store charmeoffensiv. Især Nikolaj måtte som dansker og dermed selvskreven ekspert i danske kvinders komplicerede psyke lade sig pumpe for gode råd, hvad han ikke havde spor lyst til. Han rådede dog Christian til ikke at presse for hårdt på, hvilket denne naturligvis tog ham ilde op, ja stod fuldstændig uforstående overfor. Hvad var det for et godt råd, snerrede han – doucement, doucement*? Heldigvis kunne Nikolaj undskylde sig med sit arbejde, der hele tiden førte ham ud af forretningen.

Men så skete det forfærdelige! Det var den 21. januar. Han var som altid den første i forretningen tidligt om morgnen for at gøre den åbningsklar, stod med et krus kaffe i hånden, da telefonen ringede med en skarphed, der lød ildevarslende. I røret meldte sig en vis kommissær Villefranche fra kriminalpolitiet i Paris (Direction Centrale de la Police Judiciaire), som med lidenskabsløs og myndig stemme berettede, at han efterforskede et mord på formanden for Den Parisiske Lægeforenings Historiske Afdeling, Monsieur Docteur Bernard, et mord som havde fundet sted to dage forinden, altså den 19. januar tidligt på aftenen, i amfiteatret i rue de la Bûcherie. Af den myrdedes kalender fremgik det, at denne havde haft et møde med ham for fjorten dage siden i samme bygning. Politiet så sig derfor nødsaget til at indkalde ham til en rutinemæssig afhøring i DCPJ, på adressen 36, Quai des Orfevres, 2. sal på Cité øen. Om han kunne komme med det samme? Han fremstammede et ”ja”, men var ellers ude af stand til at sige mere. Kommissæren indkaldte ham til klokken ti og afbrød forbindelsen.

Han havde svært ved at stå på benene, syntes at have mistet kontakten til dem, hårene rejste sig på hans hoved, og han mærkede koldsved på både pande og i hænder. Han faldt om i skrivebordsstolen og forsøgte med rystende hånd at sætte den kaffekop, han lige havde fyldt op, men skælvede så voldsomt, at han spildte på sine papirer. Det kunne simpelthen ikke passe! Docteur Bernard myrdet! Hvorfor? Han genkaldte sig lægens hjertevarme smil og store venlighed mod ham fjorten dage tidligere. Hvem kunne dog ville dette helt igennem fine og noble menneske noget ondt? Det var ubegribeligt. Eller skulle mordet mon have noget at gøre med ”gravkammeret” i amfiteatret? Han blev brat grebet af en stor angst, der næsten lammede hans åndedræt. Han bare stirrede frem for sig i nogle minutter ude af stand til at bevæge sig, men rejste sig så som ved en pludselig indskydelse, åbnede for det lille pengeskab på væggen bag sig, tog brevet fra Docteur Bernard ud og stak det i sin inderlomme. I samme øjeblik hørte han døren gå, og Pierres veloplagte stemme råbe til sig: Salut*! Han anstrengte sig til det yderste for at virke rolig, bladrede koncentreret i en messekatalog for at vinde tid og sagde til ham, at der var kaffe på kanden. Men da denne gik ud på det lille toilet, så han sit snit til at forlade forretningen. Hurtigt griflede han en besked ned på en seddel til Pierre: 'Jeg er gået til posthuset. Er tilbage snart'.

Han havde en time til sit møde med politiet. Selvom han efter en lang og sej kamp havde kvittet smøgerne, gik han målrettet til en 'Tabac' og købte en pakke Gauloises, tændte omgående en og inhalerede dybt. Han mærkede nikotinen kriblende strømme ud i sine årer og blev et kort øjeblik svimmel. Alligevel nød han cigaretten lige så meget som den sidste, han havde slukket for et halvt år siden. Han spekulerede som en rasende på, hvad han skulle fortælle politiet. Var der nogen grund til ikke at fortælle dem alt? Og så alligevel, Docteur Bernard havde jo selv valgt at hemmeligholde noget af indholdet fra den store dragkiste, nemlig skrifterne. Han kunne ikke blive enig med sig selv. Til sidst besluttede han sig for at lade tilfældet råde. Udspurgte de ham vedholdende om mødet i amfiteatret, ville han fortælle dem alt, gjorde de ikke, ville han nøjes med en del.

Selv efter mange år i Paris måtte han tvinge sig selv til ikke at møde præcist. I Frankrig var det uhøfligt at møde præcist. Klokken ti var ikke klokken ti for en franskmand, snarere kl. 10.15 eller kl. 10.30. Det gjorde næsten fysisk ondt på ham at trække tiden ud. Alligevel lykkedes det ham ikke at møde senere end to minutter over ti, og han måtte derfor vente det meste af en halv time.

Kommisær Villefranche var en lille buttet mand omkring de tres år, håret var gråt, og hans brede ansigt blev indrammet af et par store mørke hornbriller. Sorte poser under de grå øjne vidnede om alt for lidt søvn og dårlig uregelmæssig kost, alligevel var der en beslutsomhed i hans blik og en autoritet over hele hans fremtoning, der øjeblikkelig fik Nikolaj til at føle sig skyldig.

”Hr. Jeppesen, vil De være så venlig at følge med.”

De gik igennem en lang korridor og nåede frem til kommissærens store kontor med udsigt ud over Seinens venstre bred. Indretningen var spartansk, påfaldende gammeldags og nedslidt, selvom et par nye computere stod tændt i et hjørne.

”Værsgo at tage plads, hr. Jeppesen. Som jeg fortalte Dem i telefonen, efterforsker jeg et mord på formanden for Den Parisiske Lægeforenings Historiske Afdeling, en vis Docteur Bernard, som blev fundet myrdet i amfiteatret i rue de la Bûcherie for to dage siden. Da jeg ved, at De aflagde doktoren et besøg for fjorten dage siden i samme bygning, går jeg ud fra, at De er bekendt med stedet. Docteur Bernard blev fundet liggende og bundet på det gamle dissektionsbord i auditoriet. Hans højre hånd var hugget af, og vi regner med, at lægen er afgået ved døden på grund af blodmangel. Her er et billede af gerningsstedet. Taget i betragtning, at der er tale om en middelalderlig afstraffelsesform for tyveri, er vi naturligvis interesseret i at få opklaret doktorens færden på det sidste. Den afhuggede hånd er for øvrigt sporløst forsvundet. I fyrre år har jeg nu arbejdet i drabsafdelingen for Det Parisiske Politi, men sjældent har jeg været ude for noget lignende. Der er tale om et meget bestialsk mord. De tekniske undersøgelser er ved at være afsluttet, og indtil videre må vi konkludere, at en person forklædt som håndværker har skjult sig i bygningen efter fyraftens tid og overmandet doktoren ved at bedøve ham med en sprøjte, da han ved ca. kl. 19 var i færd med at låse sig ud af bygningen. Forskellige mærker på lægens krop lader ane en kamp, måske endda tortur. En antik økse er efterladt på gerningsstedet. Dødstidspunktet er af den retsmedicinske afdeling blevet fastslået til et sted mellem kl. 21 og 22. Men ellers er vi på bar bund. Må jeg derfor have lov til at spørge Dem om, hvorfor De havde et møde med Docteur Bernard den 8. januar om morgenen, og også om De måske har en anelse om, hvad der er årsagen til hans tragiske død?”

”De må undskylde, jeg er stadig meget chokeret over doktorens død. Det er simpelthen ufatteligt. En afhugget hånd! Hvad er det for grusomheder? Hvad er det for nogle mennesker, der gør sådan noget? Er det folk fra Mellemøsten?”

”Som jeg lige sagde, er vi stadig på bar bund. Hvorfor besøgte de Docteur Bernard i amfiteatret?”

”Doktoren havde kaldt mig dertil på grund af fundet af nogle meget gamle genstande af skandinavisk oprindelse i et hidtil ukendt lille rum bagved søjlerne i auditoriet. Da jeg oprindelig er historiker, havde han via Det danske Konsulat i Paris kontaktet mig for at hjælpe ham med nærmere at bestemme dem.”

”Hvad var det for genstande?”

”Højst usædvanlige og kostbare genstande fra den skandinaviske vikingetid, en alterkalk, et krucifiks, mønter med mere. Jeg var selv i højeste grad forundret over at se disse kostbarheder i et teater i Paris.”

”Har De nogen forestilling om, hvorfor disse genstande befandt sig dér, jeg siger udtrykkelig befandt, da der ikke er spor af dem længere.”

”Docteur Bernard fortalte mig om en dansk læge ved navn Jacob Winsløw, som i 1745 indviede bygningen og foretog nogle anatomiske demonstrationer i auditoriet for et inviteret publikum, og han regnede med, at genstandene måske havde tilhørt ham, inden de i en dragkiste blev muret inde i et lille rum sandsynligvis under Den Franske Revolution, et rum som først nu i forbindelse med renoveringen af teatret er blevet genopdaget. Men doktoren sagde udtrykkeligt, at han ville aflevere effekterne på Middelaldermuseet oppe på Boulevard Saint Michel samme dag. De befinder sig nok dér nu.”

”Tror De, at disse genstande kan have forbindelse til mordet på Docteur Bernard?”

”Der var vist ingen udover mig, der vidste noget om dem. Det kan jeg dårligt forestille mig.”

”Var der andre til stede den morgen, De var i teatret?”

”Ikke så vidt jeg husker. Nej, jeg var alene med doktoren. Selvfølgelig var der mange håndværkere i bygningen, men ikke i vores umiddelbare nærhed. Jeg så ingen.”

”Nævnte doktoren andre i lægeforeningen, der havde kendskab til fundet af genstandene?”

”Det sagde han ikke noget om. Og hvis jeg skal være ærlig, kendte jeg ham slet ikke før den dag, vi mødtes. Jeg ved i grunden slet ikke, hvem han er, undskyld var, og hvem han omgikkes.”

”Havde De indtryk af, at Docteur Bernard var under et pres?”

”Ikke det mindste, han virkede meget venlig og afslappet, spøgte endda.”

”Skulle I mødes igen?”

”Ja, han ønskede eventuelt at møde mig igen til en nærmere drøftelse af fundet for på den måde at kaste nyt lys over den danske læge Winsløw, som var noget af en koryfæ i datidens parisiske lægestand. Men vi aftalte ikke noget præcist, og nu kan det vist ikke længere have nogen betydning, desværre.”

”Tak. Må jeg bede Dem om i den kommende tid at stå til vores rådighed, da vi ret sikkert vil indkalde Dem til yderligere forhør, når vi ved mere. Ja, det er foreløbigt alt. Jeg regner med, at De selv er i stand til at finde ud. De siger, at De er dansk, hr. Jeppesen, er det ikke frygtelig koldt deroppe i Danmark, altså om vinteren, mener jeg? Det er jo langt nordpå med en stor og farlig natur. Og så de endeløse skove. Jeg forstår slet ikke, hvordan man kan holde ud at bo deroppe.”

”Det kan blive koldt om vinteren, hr. kommissær, ligesom her i Paris, men mørket er nok det værste. Det er det, jeg flygtede fra for tyve år siden.”

”De befinder Dem altså godt her i Paris. Det glæder mig. Jeg ønsker Dem alt godt fremover. Farvel.”

Han følte sig lettet, da han gik gennem korridoren tilbage til trappen. Det havde været en ren rutinemæssig afhøring, og han havde beredvilligt svaret på det, han var blevet spurgt om. Først da han stod ude på gaden, gik det op for ham for alvor, at der var sket noget forfærdeligt for to dage siden og anede også, at han måske vidste lidt mere end godt var.

5. kapitel

Han holdt sig hjemme i de følgende dage, gik den lige vej til og fra arbejde, og om aftenerne sad han bare i sin lænestol foran fjernsynet, men fulgte ikke med. Det var trygt med stemmer, der bare kværnede løs inde i kassen. Fred fik han dog ikke helt. Der var stor opstandelse i opgangen over den nye lejer på øverste etage, en kvindelig journalist midt i trediverne, som ifølge conciergen*, Mme Coudert, førte et udsvævende liv med et utal af kommende og gående gæster og med høj musik til ud på de små timer. Som Mme Coudert sagde en morgen, da han skulle på arbejde: ”En skandale er det! Det er et pænt hus, vi bor i, og så disse udskejelser”. Men nu ville hun skam skride til handling. Om han ikke også ville skrive under på en fælles klage til husets ejer over denne – for at sige det rent ud – dulle. ”Hun skal ud hellere i dag end i morgen”. Han havde aldrig brudt sig om den lille indtørrede concierge i den kedelige grå kittel med de enfoldige kvieøjne. Hun havde en lille sjæl, som man ofte ser det hos mennesker på små poster i det hierarkiske Frankrig. I intet andet land fremelskedes skrankepaver som her. Det var et rent væksthus. Ved den mindste uregelmæssighed i huset hidsede Mme Courdert sig voldsomt op, livede nærmest op. Hendes store brune øjne borede sig vellystigt ind i synderen, når denne passerede på trappen, på jagt efter flere uregelmæssigheder for så efterfølgende at udpensle forseelserne overfor de andre beboere i huset, altid indledt med: ”Egentlig burde jeg slet ikke sige noget, men...” For ikke at falde i unåde hos conciergen sagde han i første omgang, at han havde travlt, og at underskriften måtte vente. ”Jamen hr. Jeppesen, De er den eneste, som ikke har skrevet under endnu”. Han gik ud af porten og hen ad gaden, men blev så alligevel mistænkelig. Det kunne simpelthen ikke passe, at alle havde skrevet under i opgangen. Han kendte da flere af dem, ikke mindst sin drikfældige genbo, M. Petit, som på ingen måde virkede som et menneske, der elskede kollektiv heksejagt. Ved en pludselig indskydelse vendte han om og bad Mme Courdert vise ham klagebrevet, som ikke overraskende viste, at slet ikke alle havde underskrevet det, men kun halvdelen. Han havde altså taget hende i en løgn, hvad han straks foreholdt hende. Og så meddelte han hende, at han ikke ville underskrive dette brev, og at hun gjorde bedst i at falde lidt til ro. Fornærmet drejede hun om på sin hæl og fortrak ind i sit bur som en rotte, der havde vovet sig for langt ud i lyset.

Bedst som han atter var på vej ud ad døren, stødte han på den nye kvindelige lejer på vej ind. Han kunne ikke dy sig for at standse hende og lige orientere hende om, hvad der var på færde i huset, at hun skulle tage sig i agt for conciergen. Der var uvejr i luften. Det var, som om hun først ikke helt fattede, hvad han talte om, tilsyneladende optaget af ganske andre ting, men blev dog klar over til sidst, at han ville hende det godt og beskytte hende mod den opståede lynchstemning i opgangen. Hun anstrengte sig voldsomt for at blive nærværende i det hus, hun boede i, men som ikke syntes at fylde meget i hendes liv. Men her stod faktisk et menneske, en nabo, som interesserede sig for hende, men som hun slet ikke kendte. Hun blev pludselig helt rørt. Inden hun styrtede videre ind i opgangen og op ad trappen, råbte hun til ham, at hun ville byde på en drink samme aften. Hun ville ringe på hos ham.

”Øh, hvad er det lige, De hedder?”

”Jeppesen”, sagde han – og væk var hun.

Han havde aldrig været meget for dette moderne 'komme hinanden ved'. I Danmark blev man nærmest tvunget til det fra barnsben af, huskede han med gru. Det begyndte allerede i skolen med gruppearbejde i tide og utide. Altid skulle man være sammen, være et fællesskab, trives. Og det fortsatte så senere på de videregående uddannelser og ikke mindst på studenterkollegiet med de evindelige opgangsfester, gårdhavearrangementer, fælles arbejdsweekender osv. Han havde været igennem det hele, og da han endelig var sluppet igennem uddannelsens nåleøje og kortvarigt havde boet til leje et rækkehus i den nordlige forstad, blev der omgående arrangeret gadefester, så man fik lært hinanden at kende. Det var forbudt at leve for sig selv i Danmark. Man skulle komme hinanden ved. Han hadede det. I Frankrig var man heldigvis ikke kommet så vidt endnu. Her respekterede man stadig et menneskes personlige frihed. Intet under at kunstnere fra hele verden fra tidernes morgen var valfartet til Paris og stadig gjorde det. Kunstnere blev beundret af alle i dette land, hvor man ikke kendte til nogen laveste fællesnævner. Paris var en by med plads til uforpligtende selskabelighed og stor ensomhed, til menneskelig deroute og eventyrlig succes. Den var en fest og et helvede. Derfor elskede han den.

Det var således ganske i sin orden at bo i en opgang uden at have noget at gøre med de andre. Der blev ikke set skævt til en, bare fordi man var enspænder, som han var det. Han passede sig selv og var godt tilfreds med det. Alligevel glædede han sig over den uventede aftale, som var kommet i stand med den nye beboer i huset.

Hen ad ni ringede det på hans dør. Han var faktisk faldet i søvn foran fjernsynet efter en lang arbejdsdag, hvor han havde været på en vellykket indkøbstur i Normandiet og næsten skaffet de ting, man efterspurgte i Danmark. Hun præsenterede sig som hans overbo ved navn Sylvie Barroin, journalist på frokostavisen 'Le Parisien' og mindede ham smilende om invitationen fra i morges. Hun ville dog ingenlunde forstyrre. Men om han ikke havde lyst til et lille glas, så han måske kunne uddybe sagen, han havde været inde på i morges. Hun ville glæde sig til det. Han sagde, at han ville komme om fem minutter.

Hendes lejlighed var magen til hans, en lille to-værelses med køkken og bad. Af møbler var der kun de allernødvendigste, hvilket gjorde lejligheden større end hans, og så var væggene og reolerne smykket med en mængde eksotiske ting fra de tidligere franske kolonier i Afrika. Hun havde rejst meget, kunne han se. Bøger, tidsskrifter og aviser var dog det dominerende. De var alle vegne, på borde, stole og gulv, og en tændt computer med en påbegyndt tekst på skærmen vidnede om hendes journalistiske virke. Men da hendes lejlighed lå på femte sal, var udsynet over byen langt større end fra hans på anden, og der var sikkert også mere lys i dagtimerne.

”Hvad skulle det være hr. Jeppesen? Rødvin, hvidvin, campari, whisky?”

”Et glas hvidvin, tak?”

”Er De svensker, hvis jeg må have lov at spørge?”

”Nej, dansker, men jeg har boet i Paris i snart tyve år, er oprindelig historiker og handler med antikviteter. Jeg har en lille forretning nede på kajen sammen med to franskmænd. Det er ikke noget, man spinder guld på, men det går lige.”

”Jeg har været i Danmark engang som barn sammen med mine forældre, i København, en dejlig by – Christiania, den lille havfrue, Rundetårnet. Folk var venlige og høflige. Men jeg var så ung dengang, og siden har det mere været Afrika og østen jeg har rejst i.”

Hun havde mørkt hår, som var samlet i en hestehale, brune levende øjne, var slank og iført en hvid løst hængende bomuldsskjorte og et par cowboybukser. Hun virkede ungdommelig, men alligevel røbede hendes ansigtstræk, at hun for længst havde passeret de tredive. Hun udstrålede en naturlig selvsikkerhed.

”Nå, jeg hører, at jeg ikke ligefrem er populær her i huset. For meget larm om natten, for mange gæster, for megen uorden. Det sædvanlige.” Hun sukkede træt og smilede venligt til ham.

”Jeg har ikke følt mig generet af larm. Folk skal have lov til at leve, som de vil. Mme Coudert er blot misundelig over, at andre har et mere spændende liv, end hun har, og vil derfor hævne sig. Hun er en lille dum gås. Men ufarlig er hun ikke. Hun forstår at opildne de andre i huset og samle dem i en fælles vrede mod, ja undskyld mig udtrykket, den grimme ælling. Jeg har set det før. Hendes plan er at få dig sat på porten. Det sagde hun rent ud i morges. Hun er allerede ved at samle underskrifter til et fælles klagebrev til ejeren.”

”Jamen, du godeste, hvad gør jeg?”

”Det har jeg faktisk tænkt over i løbet af dagen. Mine mange år i Frankrig har lært mig, at det eneste små autoritetstro franskmænd virkelig er bange for, når det kommer til stykket, er at blive skældt ud, så jorden ryster under dem. Så falder deres forsvarsværker. Men der skal jo være en grund til det, og det er der ikke umiddelbart. Og så alligevel. Jeg har gennem det seneste år lagt mærke til, at Mme Courdert nærstuderer beboernes post bag sin lille rude i portnerboligen. Engang jeg skulle låne en nøgle til kælderen, sad hun ugenert og læste et postkort, som jeg senere opdagede var stilet til mig. Min genbo M. Petit, som vist ikke altid er så punktlig med terminerne, sagde for nylig til mig, at han undrede sig over, at hans rudekuverter altid syntes at have været åbnet og limet til igen. Det er selvfølgelig ikke meget, og noget egentligt bevis har vi heller ikke. Men vi må gå ud fra, at vi kun kender til toppen af isbjerget. Det bedste ville selvfølgelig være, hvis vi kunne tage hende i at læse din post også. Min plan er derfor at friste hende. Vi sender en række postkort til dig i de følgende dage, og da du i forvejen i hendes øjne er en kompromitteret person, vil hun sikkert ingen skrupler have ved at læse dem, af lutter nysgerrighed selvfølgelig, men også for at finde flere pletter på dig. Jeg ved, at posten kommer præcis kl. 9.15. Når hun har sat sig til rette i sit bur med dagens post, venter vi fem minutter og dukker så op uden varsel, dvs. du og jeg og min genbo, for at bede hende sende bud efter en håndværker, da der problemer med det varme vand på de øverste etager, hvad der faktisk er. Hvis vi er heldige, er hun i fuld gang med dine kort, og så har vi hende. Du vil tilmed have vidner på det. Jeg vil så – sekunderet af min genbo – give hende en ordentlig skideballe og true hende med en klage til ejeren og med at fortælle de andre i huset om hendes indiskretioner.”

”Du er da vist en udspekuleret rad. Men hvorfor bryder du dit hoved for min skyld? Du kender mig jo slet ikke?”

”Jeg har længe været irriteret på Mme Coudert, og nu er lejligheden der. Hun skal have sig en ordentlig lærestreg. Jeg gør det for vores alles skyld.”

”Det ville være en katastrofe, hvis jeg mistede min lejlighed. Jeg har ledt i flere år efter en, og denne her er meget centralt beliggende. For øvrigt har jeg heller ikke tid og råd til at flytte nu, jeg sidder i arbejde til op over begge ører, dækker en mordsag fra latinerkvarteret.”

”Hvilken mordsag? Undskyld, det kommer jo egentlig ikke mig ved.”

”Jo, jo. Det er sagen om formanden for Den Parisiske Lægeforening, der for ca. tre uger siden blev myrdet i et nedlagt teater. Der var øjensynlig tale om et rituelt mord, og det efterladte mordvåben, en økse fra 1600-tallet, peger i retning af et kloster i Bourgogne. Meget mystisk det hele. Har du slet ikke hørt om sagen?”

”Jo, jeg har læst lidt om den i avisen. Er det ikke uhyggeligt at dække den slags sager?”

”Jeg har i de sidste to år udelukkende taget mig af forbrydelser i Paris, og jeg løber aldrig tør for stof. Man vænner sig til det. Men ind imellem tænker jeg på, at jeg lever livet lidt farligt.”

Hun lo og skænkede op af flasken på ny. De vendte tilbage til conciergen og begyndte i detaljer at planlægge angrebet på hende. I mange år havde han ikke følt sig så godt tilpas i en kvindes selskab. Der var noget ved Sylvies spillevende øjne og mørke stemme, der betog ham. Han var forsigtig, da han opstemt hen ad midnatstid listede sig ud af hendes lejlighed, for at conciergen ikke skulle opdage ham. Han var glad, som han ikke havde været det længe.

Operationen blev iværksat fire dage senere og lykkedes til fuldkommenhed. Det gik nøjagtig som planlagt, og Mme Coudert havde til sidst ligget på sine knæ og tryglet om nåde. De havde dog været hårde ved hende i det meste af en halv time for en sikkerheds skyld, ladt hende stege i hendes eget fedt, så de fik helt ondt af hende til sidst for endelig modstræbende at indvillige i ikke at gå videre med sagen. Den der havde nydt aktionen mest var uden tvivl M. Petit, som efter års ydmygelser fra conciergens side endelig fik oprejsning. Mme Couderts egen iværksatte klagesag mod Sylvie Barroin hørte ingen mere om fra den dag. Man undrede sig selvfølgelig lidt i begyndelsen, men snart blev sagen fuldstændigt glemt.

Da Sylvie og Nikolaj samme aften drog af sted til den fine restaurant 'La Fermette Marbeuf' på højre bred for at fejre sejren, var de overstadige som to gymnasiaster. De lo uafbrudt og genkaldte sig hele tiden optrinnet i det lille kontor, og nogle gange var de lige ved at sætte i løb af lutter kådhed. Den oplyste by fremstod majæstetisk i vintermørket, ikke mindst da de krydsede Pont de l'Alma og beundrede det glitrende Eiffeltårn skråt bag dem. Men den bidende kulde på broen fik dem snart til at søge tættere sammen, og da de passerede 'La Flamme de la Liberté' på højre bred, mindestedet for afdøde prinsesse Diana, havde de allerede lagt armene om hinanden. En gruppe ældre japanske turister spurgte dem om, hvor Avenue des Champs-Élysées egentlig lå henne. Fortvivlelsen stod malet i deres ansigter. Nikolaj pegede mod nord og beroligede dem med at sige, at de faktisk næsten var der. ”Bare op ad bakken!”. Som en fåreflok uden hyrde vandrede de små gule mennesker lydigt og tavse op ad bakken.

6. kapitel

Han mødte Astrid tilfældigt på rue de Rivoli lige ved den forgyldte statue af Jeanne d'Arc på Place des Pyramides. Det var eftermiddag, og solens sidste stråler lyste alle farver op. Hun bar en splinterny hvid trenchcoat og mørke solbriller, som fremhævede hendes meget lyse hår. Hun så godt ud, som hentet ud af et modeblad. Der var som altid et mylder af mennesker på det mondæne strøg, franske forretningsfolk i mørke habitter blandet op med turister fra hele verden. På hvert et gadehjørne blev der falbudt ristede kastanjer og Coca Cola af fattige indvandrere, og på de varme metroriste lå de subsistensløse i deres soveposer og sov uanfægtet midt i vrimlen.

”Astrid!” råbte han efter hende, og hun vendte sig straks om mod ham.

”Nikolaj!” udbrød hun og gav ham et knus.

”Du ser glad ud. Var det godt at være på juleferie derhjemme?”

”Åh, hold op. Du ved godt, hvorfor jeg har været væk. Jeg havde brug for en tænkepause.”

”Ja, jeg ved det. Christian har været helt ved siden af sig selv i de sidste uger. Jeg har faktisk haft lidt ondt af ham. Skønt at du er tilbage.”

”Ja, lad os nu se. Jeg har besluttet mig for at give det en chance indtil sommer, så har jeg også afsluttet første del af min uddannelse. Christian står på pinde for mig og gør alt for, at jeg skal føle mig hjemme igen. Han er faktisk meget sød. Men jeg har nu alligevel fundet ud af på det sidste, at jeg er meget dansk, og at denne danskhed er vigtig for mig. Der er grænser for, hvor meget jeg vil og kan lade mig forme af en anden kultur. Har du det ikke på samme måde, Nikolaj?”

”Ikke helt. Jeg synes hverken, at jeg er dansk eller fransk. Eller bedre sagt, jeg er tit irriteret over, at jeg ikke kan løbe fra min danske baggrund – det kan ingen dansker, og prøver han på det alligevel, går det først rigtigt galt – samtidig med at det franske, som jeg er blevet dybt fortrolig med, alligevel ikke lader sig fravriste sine allerinderste hemmeligheder. Jeg er en fremmed, men har vænnet mig ganske godt til det. Jeg tror faktisk ikke, jeg kunne undvære det længere. Det vil gå dig ligedan, Astrid. Bare vent.”

”Det lyder trist. Jeg vil ikke være en fremmed i Paris og slet ikke hjemme i Danmark, Nikolaj. Jeg vil være hjemmehørende. Hvorfor pokker skal det være så skide kompliceret?”

”Du skal nok få det godt, Astrid. Jeg taler ikke om, at man som dansker ikke kan få det godt i Frankrig, være lykkelig og så videre, det kan man i allerhøjeste grad, men om en uudgrundelig dyb væsensforskel mellem sydlændinge og nordboere, som det ikke nytter at se bort fra. Du må acceptere den. Den er der bare. Den kan være usynlig i lange perioder, i årevis, nærmest ikke eksisterende, men dukker dog altid op igen, også mellem elskende. Dybest set tror jeg, det hænger sammen med, at vi er groet ud af forskellig muld, har været udsat for forskelligt lys, at skyggerne er længere i Danmark end her. Vi danskere bærer på meget mere mørke i os end franskmændene. Vi mistror derfor ofte deres lethed, livslyst og glæde, for slet ikke at tale om deres nærmest uforskammede nærvær. Vi stempler det som overfladiskhed. Men det er det ikke. Letheden i deres sind er blot udtryk for, at solen aldrig har svigtet dem for alvor om vinteren igennem tusinder af år. De kender derfor ikke den nordiske længsel og vemod.”

”Du er da vist lidt af en filosof, Nikolaj, men det hjælper mig bare ikke her og nu. Lethed eller ej, Christians mor er fortsat Christians mor, og hun er stadig en fandens irriterende person. Hun er ikke let for mig!”

”Jeg ved det godt og har også rådet Christian til at holde hende lidt på afstand.”

”Kender du hende da godt?”

”Selvfølgelig gør jeg det. Du må tænke på, at jeg har arbejdet sammen med Christian i over ti år. Mme Prédan er som de fleste franske kvinder en mor, der ikke kan slippe sin søn. Men jeg vil give dig ret i, at der er noget stejlt i hende, som er ud over det sædvanlige, og så er hun bærer af den gamle franske nationale stolthed, som har rødder helt tilbage til den lille forgyldte statue derovre blandet op med en god portion konservativ katolicisme. Skal hun vindes, og det skal hun, må du vise Frankrig respekt, demonstrere, at du er fortrolig med landets historie og kultur og frem for alt huske at rose franskmændenes oste og vine. Først da vil hun om end modvilligt forstå, at der også er noget, du er bundet til i Danmark, noget uopgiveligt. Det er et spørgsmål om høflighed og etikette. Franskmændene tager det som bekendt ikke så tungt med moralen i det daglige, de er letfærdige grænsende til det irriterende, derimod er et brud på etiketten en dødssynd, som gør dem næsten fysisk syge. Du må overholde reglerne. Det er alfa og omega hernede.”

”Du mener, så gør det ikke så meget, hvad jeg tænker indeni.”

”Netop! Du må tænke, hvad du vil, så længe du ikke bruger den danske grovfil overfor dem, det vil sige den uforblommede tale, for slet ikke at tale om den danske ironi. Den forstår de simpelthen ikke. Du må lære, at det ikke er gavnligt at sige alt lige ud til franskmænd. Selvfølgelig ved de godt, hvad du tænker inderst inde, men det vigtige er, at du ikke siger det.”

”Har du brugt tyve år på at lære alt det?”

”Jeg er stadig ved at lære, og jeg bliver aldrig færdig.”

”Nikolaj, hvor er det godt, at du er her i byen og kan opdrage mig lidt. Der er vist meget, jeg endnu skal lære. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig. Du forstår mig som ingen anden hernede. Men lad nu den tunge snak ligge. Hvad siger du til et lille glas? Jeg giver. Lad os fejre, at jeg er tilbage i Paris!”

De trak ind i Marais kvarterets små gyder og fandt omsider en bistro på et gadehjørne, mens mørket endegyldigt bemægtigede sig byen.

Mme Coudert var helt holdt op med at interessere sig for beboernes post. Stille stod hun hver morgen i opgangen og fordelte apatisk dagens høst i de forskellige postkasser. Ingen skulle mistænke hende for at snage. Alligevel var hun ikke den samme længere. Et dødt udtryk i øjnene og en påfaldende tavshed havde erstattet den tidligere nysgerrighed og snakkesalighed. Hun virkede kuet. Mange af beboerne havde bemærket det og spurgte bekymret til hendes velbefindende. Men hun affærdigede dem blot med enstavelsesord og fortrak hurtigt ind i sit bur. Håndværkeren, som skulle se på det varme vand på de øverste etager, var af en eller anden grund ikke kommet endnu. Havde hun mon overhovedet tilkaldt ham? Rengøringen på trappen lod meget tilbage at ønske, hvad aldrig havde været tilfældet før. Alt var gået i stå. Husets sjæl var fløjet bort til et ukendt land. Sådan fornemmede man det.

Selvfølgelig var det heller ikke undgået Sylvie og Nikolajs opmærksomhed, at der var sket en forandring med portnerkonen. Ikke at hun ville undgå specielt dem, når hun mødte dem på trappen, det foruroligende var, at hun slet ikke så dem, men var ligeglad og fjern. Sylvie plagedes af dårlig samvittighed og blev ved med at tale med Nikolaj om hende. Det havde aldrig været meningen at knække et menneske for stedse, sagde hun selvbebrejdende, conciergen skulle blot skræmmes lidt og ikke mere. De var gået for vidt, det var synd for den stakkels kvinde, de havde været alt for hårde, de måtte gøre noget. Nikolaj derimod mente, at det nok ville gå over af sig selv. ”Hun ligger, som hun har redt”, sagde han nøgternt, hun skal såmænd bare sunde sig lidt. Men Sylvie blev ved: ”Det er vores skyld, vi har trampet på hende for en bagatel. Vi kan ikke være det bekendt. Vi må gøre noget!”

”Hvad kan vi egentlig gøre for den gamle dame nu?” spurgte Nikolaj irriteret. ”Sige undskyld? Er det ikke for sent?”

”Hun må have oprejsning på en eller anden måde, vi må vise hende anerkendelse for det arbejde, hun har gjort for huset i mange år. Ellers er hun færdig!”

”Glem nu ikke helt, hvem hun er, og hvad hun også har gjort gennem mange år.”

”Det drejer sig om et menneske her, Nikolaj, om et stakkels knækket menneske. Hun har jo kun huset og opgangen med dens beboere, det er hele hendes verden. Vi må finde ud af, om hun ikke snart har fødselsdag eller et jubilæum, ja om der for pokker ikke er et eller andet, vi kan fejre hende for. Det er vigtigt. Vi må have alle beboerne med.”

Det var sin sag at finde frem til conciergens fødselsdato i et land, hvor personnumre er et ukendt fænomen. De havde måttet opgive det efter flere dages research. Men Sylvie lod sig ikke sådan standse. Med hele sin journalistiske koldblodighed og frækhed havde hun til sidst ringet til husets ejer, præsenteret sig som beboer i huset og frimodigt opfordret ham til at bidrage til en fælles gave til congiergen i anledning af hendes tilstundende 'runde dag'. Ejeren havde i første omgang virket temmelig desorienteret, bedt sig undskyldt et minuts tid for at finde ansættelseskontrakten på Mme Coudert, var så vendt tilbage til telefonen og med varme i stemmen erklæret, at det var såre smukt af beboerne i ejendommen i rue de la Comète sådan at huske, at det i år var præcis tyve år siden, at congiergen frygtløst havde reddet den gamle Mme Martin ud af hendes brændende lejlighed på første sal. Dengang var hun kommet i avisen for sin heltedåd og tilmed blevet tildelt en fortjenstmedalje af rådhuset i det syvende arrondissement. Han ville hjertens gerne bidrage med et beløb på 50 euro i anledning af jubilæet for denne næstekærlige indsats. Han ville sende en check endnu i dag.

Sylvies øjne strålede. Så lykkedes det omsider. Hun konsulterede øjeblikkelig avisens arkiv på internettet, og efter en times søgning fandt hun frem til en lille omtale af congiergen og den brændende lejlighed i rue de la Comète. Hændelsen havde fundet sted den 21. februar 1985. Det vil sige, at de havde små ti dage til den runde dag. Nu skulle der handles! Samme aften efter arbejdstid opsøgte Sylvie og Nikolaj samtlige lejligheder i opgangen og opfordrede alle til en fælles gave til Mme Coudert i anledning af hendes mindeværdige dag. I det hele taget trængte hun vist til en lille påskønnelse af beboerne for alt det meget, hun havde gjort i årenes løb og stadig gjorde. Den eneste, som i første omgang vægrede sig ved at bidrage, var M. Petit – nok mest af økonomiske grunde. Men også ham fik de overtalt med en henvisning til Mme Couderts generelle nedtrykte sindstilstand, og han havde så modstræbende lagt et nærmest symbolsk beløb i den fælles kasse. Hvad skulle der købes til damen? Nikolaj foreslog en varig gave, en antikvitet, som han nemt kunne skaffe nede i sin forretning. Det blev til en flot kaffekande af sølv oven i købet med tilhørende sukkerskål og flødekande. Sylvie forfattede på det fineste brevpapir et fællesbrev fra beboerne, i hvilket congiergens mange meritter blev opregnet gennem årene, redningsaktionen ikke mindst, sluttende med en stor tak til hende og et hjerteligt tillykke med dagen. En kæmpe buket røde roser blev også indkøbt på selve dagen, og hele herligheden anbragt på hendes skrivebord bag ruden tidligt om morgen, inden hun var mødt på arbejde.

De ventede spændt, men ingen så noget til congiergen i to dage. Gaven var ganske vist blevet fjernet fra skrivebordet, kunne de se, men alle skodder var hermetisk lukket i hendes meget lille portnerbolig i stueetagen, og der herskede fuldkommen stilhed. Var hun mon bortrejst? Var der sket hende noget? Der blev snakket bekymret i opgangen, og de var lige ved at gå hen for at ringe på hos hende. Men de undlod det og ville vente til den følgende dag.

På tredjedagen meget tidligt om morgen, endnu før solen var stået op, opstod hun fra de døde med voldsom kraft. Beboerne blev vækket af støvsugerlarm ude på trappen, og da de senere søvndrukne skulle på arbejde, blev de mødt af en duft af sæbe ude i opgangen. Mme Coudert var iført sin sædvanlige grå kittel med opsmøgede ærmer og gjorde rent som gjaldt det selve livet. Hun hilste venligt på alle og takkede kortfattet for den smukke gave – at skilte med følelser havde aldrig været hende – men alle kunne se, at den gamle fasthed i blikket var vendt tilbage. Hun stod rank som en dronning i sit slot og kunne endda ikke dy sig for at give en beboer en reprimande for ikke at have tørret skoene ordentligt på dørmåtten ved hovedindgangen. Synderen var mærkeligt nok blevet ganske rørt og lovede naturligvis bod og bedring. Alle i opgangen drog et lettelsens suk. De havde fået hende tilbage. Hun havde været fortabt, men var blevet fundet igen af Sylvie – i sidste øjeblik.

7. kapitel

I begyndelsen af marts sprang kastanjerne ud i Paris' gader, og alle åndede lettede op. Foråret var på vej, og solen skinnede fra en blå himmel. Der var intet, der som det første spæde kastanjeblad på kvist kunne gøre pariserne kåde. Glemt var som med et slag den onde og uretfærdige vinter; den havde som altid været en misforståelse. Nu skulle der atter leves i fulde drag ved de små caféborde ude på fortovet i forventningen om den lange blanke sommer, som lå foran alles fødder.

Ingen puffede denne morgen til Nikolaj på vej til arbejde, ingen så bistert frem for sig, men alle smilede tværtimod venligt til ham, og selv bilisterne færdedes mere hensynsfuldt end bare dagen før. Det lille grønne blads mirakel! Derfor stod brevet, som lå og ventede på Nikolajs skrivebord henne i forretningen i skærende kontrast til denne skønne morgen. Han så det med det samme, da han satte sig ved bordet med en kop kaffe i hånden. Det var en rød kuvert med hans navn og forretningsadresse maskinskrevet udenpå, dog uden afsender. Da han åbnede det, kunne han konstatere, at det var forfattet på dansk, men anonymt. Spændt og med bange anelser læste han det.

Til antikvitetshandler hr. Nikolaj Jeppesen:

Fra velunderrettet kilde er det blevet os oplyst, at De er vidende om en række genstande og skrifter stjålet fra amfiteatret i rue de la Bûcherie tilhørende vort gamle broderskab. Vi beskylder ikke Dem for dette skamfulde tyveri, den skyldige har allerede måttet betale for sin ugerning, men vi ser os nødsaget til at pålægge Dem at fortælle os, hvor de stjålne effekter befinder sig. De repræsenterer noget helligt for os, som tilmed i ukyndiges hænder ville kunne volde stor skade ikke kun mod os, men også mod andre. De pålægges at hjælpe os til at genfinde det, der er for evigt vort. Vi ville være meget kede af at skulle lægge yderligere pres på Dem, da dette strider imod vores tro og moral, men der er med den givne sag opstået en situation af en sådan alvor, at selv troen og moralen om nødvendigt må vige. Vi håber, at vi har udtrykt os klart.

Vi giver dem fra dags dato en uge til at meddele os på skrift, hvor vores hellige ejendom befinder sig. De bedes aflevere deres skrivelse i en lukket kuvert mærket med bogstaverne 'CD' til M. Robert Deuleran, ejeren af restauranten 'Le Petit Robert' i rue Cauchois på Montmartre.

Han havde i de sidste uger nærmest glemt den verserende mordsag, han ufrivilligt var blevet trukket ind i. Hans stormende forelskelse i Sylvie havde fyldt ham med liv og glæde i en sådan grad, at alt andet var blevet skubbet i baggrunden. Selv arbejdet i forretningen havde han passet stedmoderligt på det sidste. Det var ligegyldigt. Han kunne ikke mindes, at han havde følt sig så lykkelig og i så fuldkommen samklang med verden, som han gjorde det nu. Christian og Pierre havde selvfølgelig ikke kunnet undgå at bemærke den underfulde forvandling, der var sket med ham, og de forsømte ingen lejlighed til at komme med drillende hentydninger til hans åbenlyse forelskelse. Men for en gang skyld tog han dem det ikke ilde op, nød det ligefrem.

Brevet, han sad med i hånden, førte ham derfor brat tilbage til virkelighedens verden, til den gamle verden, han kendte så godt, en verden fuld af kulde. Han havde ingen lyst til atter at befinde sig dér, til på ny at måtte kæmpe mod tomheden i alle dens afskygninger og at slås for overlevelse i stedet for, som han gjorde det nu, glad at leve. Hvad ville disse mennesker ham? Han havde da ikke bedt om at blive indblandet i deres sager, interesserede sig ikke det mindste for dem. Kunne de ikke bare lade ham være i fred? Men da han genlæste brevet, kunne han se med uhyggelig klarhed, at det ikke lod sig gøre længere. Han var indblandet, om han ville eller ej.

Han stirrede ud ad vinduet på den fortryllende morgen, over på Palais de la Justice på Cité øen, hvis øverste etager lå badet i lyset fra den opstigende sol i øst. 'I østen stiger solen op' hørte han sin stemme barnligt nynne, 'den spreder guld på sky / går over hav og bjergetop / går over land og by'. Ordene strømmede bare ud af ham, uden at han vidste af det, alt imens et voldsomt had imod hans danske baggrund vågnede. 'Den kommer fra den fagre kyst / hvor paradiset lå / den bringer lys og liv og lyst / til store og til små'. Idiotiske ord fra et fladpandet pandekageland! Hvorfor fanden kunne han ikke slette dem engang for alle fra sin hukommelse. Hvorfor blev de ved med at leve deres eget liv dybt inde i ham sammen med alt det andet ubrugelige gamle vraggods? Dum dansker, det var det, han var, det han stadig var, og det var denne dumme dansker, der nu atter havde bragt ham ud i store vanskeligheder. 'Den hilser os endnu så smukt'! Jo tak, han havde sandelig fået en smuk hilsen her til morgen!

Resigneret lukkede han øjnene og faldt efterhånden til ro. Han begyndte nødtvungent at gennemtænke brevets indhold mere nøgternt. Hvem var den velunderrettede kilde, der havde oplyst dem om hans kendskab til sagerne fra amfiteatret? Skulle det mon være Dr. Bernard selv, som under tvang havde måttet røbe det? Det var usandsynligt, da han øjensynlig ikke havde røbet, at skrifterne nu befandt sig i lægeforeningens egne lokaler i rue des Rennes. Da slog det ham pludselig, at han jo en passant havde indviet den gamle journalist Jørgen Hedegaard i fundet hin aften på bistro 'Le Royal Orsay' for mange uger siden, dog under påberåbelse af hans diskretion. Skulle den gamle 'adelsmand' alligevel have talt over sig? Det lignede ham egentlig ikke. På den anden side havde mordet jo ikke fundet sted endnu den aften. Alt havde dengang i journalistens øjne set ganske harmløst ud, og derfor måtte det vel også være tilgiveligt, om han virkelig i de følgende dage – under påvirkning af et par Dry Martinier vel sagtens – havde viderebragt oplysninger om nogle 'interessante' effekter fundet i rue de la Bûcherie og nævnt hans navn i den forbindelse. Men til hvem? Til hvilken dansker? Men nu huskede han også, at Hedegaard sidst på aftenen havde talt om en dansk greve i Bourgogne, han skulle aflægge et fødselsdagsbesøg hos den følgende dag, og at Sylvie havde nævnt, at mordvåbnet, en middelalderlig økse, pegede på et kloster i Bourgogne. Et mystisk sammenfald. Bourgogne begge gange! Havde Hedegaard mon selv noget med sagen at gøre? Var hans kendskab til Jacob Winsløv i grunden ikke påfaldende detaljeret? Man kunne aldrig helt blive klog på den gamle ræv.

Og broderskabet. I brevet havde det nærmest påtaget sig ansvaret for Dr. Bernards død og åbenbart ønsket, at han nu vidste det. Hvorfor? Vel sagtens fordi det gav deres trusler imod ham større vægt. Han ville selvfølgelig ikke turde gå til politiet med sin nye viden, for så ville det gå ham som lægen. De havde med andre ord lænket ham til sig, fanget ham i deres spind. Men hvem var det 'gamle broderskab'? Skulle det mon være selvsamme forening, hvis medlemsregister og mødeprotokol han havde bladret i den dag i teatret – hvad var det nu, den hed? 'Den sande Kierkes hjemvendte Børn'. Der var noget, der tydede på det. Foreningen eksisterede sandsynligvis fortsat i det skjulte selv efter mange hundreder af år. Der levede med andre ord danskere i Paris, han kendte og som førte et slags dobbeltliv. Sælsomt!

Han faldt i endnu dybere tanker. Hvis broderskabet gik ud fra, at han allerede var bekendt med skrifternes indhold, ville han være i umiddelbar fare allerede nu. Det var klart. De havde kun brug for hans viden om skrifternes gemmested, og gav han dem den først, ville han være en risikofaktor, overfor hvem det gjaldt, at selv troen og moralen om nødvendigt må vige.

Hvad skulle han gøre? Han sad i saksen. Han studerede den røde konvolut endnu engang. Poststemplet var fra Paris. Intet spor med andre ord. Han havde ikke megen tid, en uge til han skulle aflevere det, de forlangte af ham. Han blev nød til at foretage sig noget. Atter så han over på det store justitspalæ på Cité øen, hvor kommisær Villefranche residerede på anden sal. Også den vej var spærret. Han havde brug for hjælp, indså han, måtte skaffe sig en allieret, en han kunne stole på. Men hvem? Han havde jo ingen venner. Men han havde Sylvie, sin nye flamme, som tilmed professionelt arbejdede med samme sag på avisen. Han elskede hende højt, men dybest set kendte han hende ikke. Kunne han stole på hende? Jo, selvfølgelig kunne han det. Men ville hun overhovedet kunne forstå, hvad denne sag drejede sig om, fatte bare lidt af disse sære gamle danskeres kvababbelser, som han ikke engang selv forstod? Han havde ingen andre end hende. Han tog en beslutning og begyndte at lægge en plan og følge den. Først ringede han til Sylvie på avisen og sagde, at han absolut måtte mødes med hende i frokostpausen. Han ville vente på hende foran redaktionsbygningen klokken tolv. Dernæst ringede han til Jørgen Hedegaard for at få rede på, til hvem han havde talt om sagen, eller om han overhovedet havde talt. Men han var der ikke, en telefonsvarer forkyndte, at journalisten var rejst til Danmark og først ville være at træffe igen om tre uger. Han tændte sin computer og undersøgte, om han havde Jørgens e-mailadresse. Den havde han. Straks gik han i gang med at forfatte en kort meddelelse til ham, i hvilken han bad ham ringe på medsendte mobilnummer, så snart det kunne lade sig gøre. Endelig forsøgte han at google sig frem til Den Parisiske Lægeforenings Historiske Afdelings præcise adresse på rue des Rennes. Den var nem at finde, og han noterede sig straks alle relevante oplysninger som e-mailadresse og telefonnummer. Han spekulerede som en rasende på, hvad den danske greve i Bourgogne mon hed. Han havde glemt det. Det eneste han kunne huske var, at det var et 'von' efternavn. Så forlod han forretningen uden at efterlade sig en besked til sine to franske medarbejdere, der nok først ville komme dryssende et godt stykke over ni.

Han bevægede sig målrettet mod rue des Rennes, som lå ganske nær ved. Lige inden han nåede den, passerede han på Boulevard St. Germain den ældgamle kirke St. Germain des Prés, som vikingerne havde holdt belejret i flere år i 840'erne, udplyndret og brændt af. Han havde tit studeret dens mørke indre, men havde hver gang måttet forlade den i utide. Han havde fornemmelsen af, at der endnu sad sod på dens vægge, og at han i sekunder hørte genlyden af hæse krigerråb og kvindeskrig mellem søjlerne, som om de hedengangne forfædre i deres brynjeklædte selvtilstrækkelighed ville kalde ham ind i deres midte, deres broder i ånden! Nu kastede han dog blot et hurtigt blik på kirkens ydermure med de mørke vinduer, men selv dette blik gjorde ham utilpas. Han drejede hurtigt ind ad den snorlige rue des Rennes med de eksklusive dyre modeforretninger. Foråret havde gjort kvinderne købelystne allerede tidligt på formiddagen, kunne han se, for alle bar på smarte indkøbsposer med forretningsnavne og – logoer afbilledet udenpå. I løbet af et par minutter stod han foran en to meter høj sort støbejernsgitterlåge, bag hvilken – en anelse tilbagetrukket – en klassicistisk herskabsvilla i tre etager lå. På messingskiltet anbragt på en søjle til højre for lågen stod forskellige navne. En advokat og diverse forretninger havde deres kontorer i bygningen, kunne han se, og endelig allernederst Den Parisiske Lægeforenings Historiske Afdeling. Den holdt til på første sal. Han tøvede et øjeblik, men ringede så på. En skrattende kvindestemme fra kaldeanlægget sagde kort og godt: ”Den Parisiske Lægeforenings historiske afdeling, hvad ønsker De?” Han præsenterede sig og sagde, at han ønskede at tale med formanden for den historiske afdeling, det var vigtigt. Der var et par sekunders pause, så sagde stemmen meget langsomt og stille: ”Vi har ikke nogen formand for tiden”. Ordene ramte ham. Et øjeblik vidste han ikke, hvad han skulle sige, men fattede sig og spurgte meget blidt, om han så ikke kunne tale med næstformanden eller en anden ansvarlig. Der kom ikke flere ord ud af højtaleren, men til gengæld hørte han det lille klik fra gitterportens lås, som i et par sekunder ville give ham mulighed for at skubbe den op og gå ind, hvad han straks gjorde.

Ved hoveddøren måtte han ringe på igen, og også den gav et lille klik fra sig, så han kunne åbne den og bevæge sig op ad den meget brede stentrappe. Da han nåede foreningens dør, var den allerede blevet åbnet indefra, og en stilfuld ældre dame i olivengrøn spadseredragt tog imod ham og præsenterede sig som Mme Bonnet, bogholder og foreningens sekretær. Med synlig bevægelse fortalte hun ham, at foreningen for tiden var uden formand, da den tidligere formand gennem 25 år, den højt respekterede og elskede Docteur Bernard, på uhyggelig vis var blevet myrdet for kun to måneder siden. Med rystende hånd greb hun ned efter et lommetørklæde i sin håndtaske og begyndte at tørre sine øjne. Hun måtte vente nogle sekunder, da stemmen tilsyneladende svigtede, men fremstammede så, at formandens død nærmest havde lammet foreningen og dens arbejde. Hun kunne vist ikke være til nogen hjælp for ham lige nu, da ubehandlede sager hobede sig op på hendes skrivebord, og at hun fuldstændigt havde mistet overblikket. Alle i huset var som paralyseret af sorg, og tre af de fire andre medarbejdere havde været sygemeldt i uger på grund af nervesammenbrud og angstanfald. Det var som et mareridt, der ikke ville høre op. Hun havde fraværende sat sig i en stol i entreen, krammede lommetørklædet i sin hånd og så aldeles opgivende ud. Han måtte minde hende om sit nærvær ved forsigtigt at lægge sin hånd på hendes skulder og trøstende sige til hende, at hun ikke skulle undskylde sig overfor ham, da han var fuld af forståelse for deres ulykkelige situation på kontoret, fordi han også selv var dybt berørt af formandens død.

”Jamen kender De da Docteur Bernard, jeg mener kendte?”

”Jeg har haft den ære at møde ham en eneste gang ganske kort før hans død. Jeg husker endnu med glæde hans store venlighed mod mig og hans omhu for den ham betroede opgave. Det var en fornøjelse at møde et så stort menneske. Han gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.”

”Det gjorde han på os alle. Men hvad mødtes De med ham om?”

”Ja, det er faktisk derfor, at jeg er kommet nu. Han bad mig om at hjælpe sig med nogle skrifter, som var blevet fundet i amfiteatret i rue de la Bûcherie, og som han ville deponere her i foreningens lokaler indtil videre. Det var danske skrifter, og jeg er dansk, dansk historiker, mit navn er Nikolaj Jeppesen. Jeg føler, at jeg står i gæld til Docteur Bernard, at jeg selv efter hans tragiske død endnu skylder ham den hjælp, han bad mig om. Det lyder måske lidt mærkeligt.”

”Det lyder ikke spor mærkeligt. Vi føler alle på denne arbejdsplads, at der er uendelig meget, vi endnu skylder Docteur Bernard. Vi står i gæld til ham, til hans store menneskelighed og omsorg for os, til hans engagement og dygtighed. Vi må alle betale tilbage resten af vores liv. Der er noget De må vide om den ugifte Docteur Bernard; Den historiske Afdeling her var ikke bare et arbejde for ham som for os andre, men hele hans liv, hans livsværk, den han havde bygget op fra grunden over 25 år.”

”Jeg kan forestille mig det. Det var tydeligt at se, at han levede og åndede for sit livsværk. Men har De nogen anelse om, hvor de omtalte skrifter mon befinder sig, og om det ville være muligt for mig at studere dem nærmere?”

”Det kan jeg desværre ikke sige Dem. Docteur Bernard havde sit eget arkivsystem, som ingen andre – heller ikke jeg – kunne gennemskue, og tilmed var det en kendt ting, at formanden ofte havde de mest presserende aktstykker liggende hjemme hos sig selv på sin bopæl, inden de kom herop. Noget andet er, at politiet allerede har været her og ryddet hans skrivebord for papirer og sager. Jeg fik en kvittering på de ting, de tog med. I det hele taget er der blevet så rodet her i afdelingen i de seneste to måneder, at jeg snart ikke kan finde nogen verdens ting. Hvad er det dog for en verden, vi lever i, hr. Jeppesen? Ondskab og vold! Men sig mig, ønsker De ikke en kop kaffe? Jeg ved slet ikke, hvad der går af mig, at jeg sådan glemmer at byde Dem på noget.”

De gik ind på Mme Bonnets lille kontor, hvor hun skænkede op af den allerede færdiglavede kaffe fra en termokande. De snakkede om løst og fast, om Danmark, hans hjemstavn, om Docteur Bernards arbejde gennem årene og hans store bedrifter som kirurg på de fineste hospitaler i Paris. Mme Bonnet selv stammede fra en lille landsby i Normandiet, men var som ganske ung kommet til Paris, hvor hun havde arbejdet som sekretær først på et hospital og siden her. Hun var enke på tiende år, men havde en søn, som var blevet læge, hendes stolthed. Til sidst viste hun Nikolaj det store arkivrum, som ganske rigtigt virkede noget uoverskueligt og ikke syntes at have et klart system for en udenforstående. Nikolaj spejdede på de mange reoler efter den store medlemsprotokol, han med det samme ville kunne genkende, men fandt den ikke. De aftalte, at hvis Mme Bonnet ville falde over gamle skrifter på dansk, skulle hun øjeblikkelig kontakte ham. Det lovede hun. Hun takkede ham for hans besøg, som havde været til stor opmuntring for hende i denne svære tid, og så skiltes de.

Klokken tolv mødte han som aftalt Sylvie udenfor redaktionsbygningen. Hun kom stormende ud mod ham med hestehalen energisk vippende i nakken og ville kaste sig om hans hals, men opdagede så hans gravalvorlige ansigtsudtryk. Stille tog han hendes hånd, og sammen gik de hen på en nærliggende bistro for at spise og tale.

Det blev en lang frokost. Nikolaj havde besluttet sig for at indvie hende i hele sagen og gjorde det efter bedste evne. Hun undrede sig selvfølgelig i første omgang over, at han havde kendt den myrdede Docteur Bernard og ikke fortalt hende det, da han jo vidste, at hun arbejdede på samme sag for avisen. Havde han da hemmeligheder for hende? Men som beretningen skred frem, kunne hun godt se, at Nikolaj var helt anderledes involveret i sagen, end hun var det, hvis hun da overhovedet var det, og at han blot havde ønsket ikke at trække hende med ind i intrigerne. Nikolaj sluttede med at sige til hende, at han ikke anede sine levende råd. Han bad om hendes hjælp nu. Han havde ingen andre, han kunne stole på, og han var ikke stærk nok til at stå alene.

Der var intet Sylvie hellere ville. Med en fasthed i stemmen, der kom bag på ham, bebudede hun, at hun nu ville gå tilbage på sit arbejde og bruge resten af dagen på at tænke sagen igennem og researche lidt mere på den. Han skulle ikke være bange, i aften ville de sammen finde ud af, hvad de skulle gøre. Og væk var hun, det sidste, han så af hende, mens hun fór hen ad gaden, var hendes vippende hestehale. Han følte sig en smule lettet og også en stor taknemlighed mod hende. Han anede, at Sylvie var i besiddelse af en stor indre styrke. Han kendte den endnu ikke for alvor, men ønskede at komme til det, og det gjorde ham roligere.

8. kapitel

Mens han var tilbage i forretningen om eftermiddagen for at besørge det nødvendigste, blev han ringet op af kommissær Villefranche. Det gav et sæt i Nikolaj, da han hørte den tørre og myndige stemme i røret, og han følte sig øjeblikkelig afsløret uden dog at vide i hvad. Men kommissæren ville heldigvis ikke afhøre ham på ny, tværtimod ønskede han hans hjælp i en nærmere undersøgelse af de genstande, Docteur Bernard havde afleveret oppe på middelaldermuseet på Boulevard St. Michel for to måneder siden. Der var fra Danmark ankommet en kvindelig konservator fra Nationalmuseet i København, endda selve lederen, som havde brug for en tolk og fagfælle til at gennemgå og registrere effekterne sammen med historikerne på det franske museum, og efterfølgende skulle der så aflægges rapport til politiet. Om Nikolaj havde tid til at assistere den næste dag klokken ti? Det følte han egentlig ikke, han havde, men ønskede på den anden side at stå på bedst mulig fod med kommissæren for alle tilfældes skyld og sagde derfor tøvende ja. Da han lagde røret på, blev han dog klar over, at det faktisk ville være en god lejlighed til præcist at konstatere, hvad lægen i sin tid havde afleveret, og hvad der derfor befandt sig et andet ukendt sted.

Han spurgte Christian og Pierre, om der havde været opringninger til ham om formiddagen, men alt havde været ganske roligt, bedyrede de. Til gengæld ville de gerne tale med ham om det relativt sløve salg, de havde haft forretningen i første kvartal. De var gået tilbage med ti procent i forhold til året før. Om han havde fået flere ordrer fra auktionshuset oppe i Danmark, ville de vide. Var der udsigt til noget stort snart? De virkede begge en anelse desperate. Det eneste lyspunkt på det sidste havde været salget af nogle Arne Jacobsen stole, den såkaldte 'myren', som de havde erhvervet af en dansk kvinde i begyndelsen af året. Det var gået strygende med at afsætte dem efter en hurtig istandsættelse, og fortjenesten havde været pæn. Uden stolene, ville situationen faktisk have set endnu sortere ud. De lagde begge op til et arbejdsmøde meget snart for at lægge nye strategier. Han plejede at være den mest flittige i forretningen og også den eneste med økonomisk sans, uden ham var deres biks for længst gået konkurs, men lige i øjeblikket forekom deres tale ham ligegyldig, og et arbejdsmøde endnu mere. Men han talte dem efter munden, tilsluttede sig uden forbehold deres idé, og de fastlagde et møde tre dage senere i forretningen. En smule beroliget begyndte de til gengæld drillende at udfritte ham om hans 'nye flamme'. Hvordan så skønheden egentlig ud? Var hun fransk eller dansk? Og hvad blev det til med den aperitif, han havde lovet dem hjemme hos sig selv? Både Edith og Astrid var ved at gå til af spænding, de ville se hans nye lejlighed og ikke mindst hans 'flamme'. Han kunne simpelthen ikke holde dem hen længere. Også her kom han dem omgående i møde, lovede dem, at det snart ville blive til noget, sagde, at han faktisk selv havde tænkt på det i de seneste dage og så videre og så videre. Noget konkret kom han derimod ikke med. Men hans gyldne løfter havde den ønskede effekt, de løsnede grebet om ham og gik leende ind til deres skriveborde.

Da skumringen satte ind, blev han som altid rastløs. Det havde været en usædvanlig smuk dag, som han desværre ikke havde haft tid til at nyde. Hverken Pierre eller Christian undrede sig over, at han tog sin frakke, slog kraven op om ørerne, og gik ud i forårets Paris – dog med tankerne et helt andet sted end på det lille grønne blad på kastanjetræets kvist. Udenfor var det klart og koldt, og himlen i vest mørkerød. Det var endnu ikke blevet helt mørkt, men alligevel lyste neonskiltene allerede op på de mange bistroer, han passerede, hvor turister nød deres første glas efter dagens strabadser i museer og kirker. Han gik over Seinen og ind i Tuileriehaven for at få mere plads til at tænke. Åndsfraværende betragtede han de mange børn med deres mødre stående ved det store runde springvand midt i haven, som morede sig med at søsætte små skibe, og lidt derfra de japanske turister, som tog gruppefotos med Louvre som baggrund, alt imens de blev omringet af påtrængende souvenirsælgere, der falbød deres små glitrende Eiffeltårne og Triumfbuer til ågerpris. Han fortrød sin afstikker til haven og krydsede atter Seinen for at søge ind i de små gyder på venstre bred, som han elskede. Men her stødte han straks ind i en flok danske turister, som larmende udbredte sig om de sære franskmænds skikke og vaner i den tro, at ingen forstod dem. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Der var intet mere pinligt end brovtende danske turister. Skyndsomt søgte han ind i et supermarked, købte en baguette, lidt ost og en flaske Côte du Rhône og begav sig målrettet hjemad.

Der sad en seddel på hans dør, hvorpå der stod, at Sylvie allerede ventede ham ovenpå hos sig. Klokken var kun godt seks, hun måtte være kommet tidligt hjem. Han gik straks op ad de næste trapper og bankede på. Da hun lukkede op, spurgte han med et smil, om hun havde lyst til lidt ost og vin, men hun var alt for optaget til at skænke hans tilbud nogen tanke. Hun trak ham ind i stuen og begyndte at fortælle.

”Jeg har været flittig. Jeg har også tænkt. Af det, du fortalte mig til frokost, kan jeg forstå, at de skrifter, der er så vigtige for det mystiske danske broderskab, og hvis indhold du bliver nød til at stifte bekendtskab med hurtigt, hvis du vil redde dit liv, sandsynligvis ikke befinder sig i den historiske afdeling på rue des Rennes. De må befinde sig enten hos politiet eller i Docteur Bernards lejlighed. Hvis politiet nemlig havde fundet dem i rue des Rennes og skænket dem nogen opmærksomhed, ville det sikkert have henvendt sig til dig for at få hjælp til at tyde dem, da de jo er danske. Men det har det ikke gjort. Ergo må vi gå ud fra, at de stadig befinder sig i Docteur Bernards lejlighed, men at politiet, som selvfølgelig har ransaget den, ikke har skænket dem opmærksomhed, da det jo slet ikke ved, at de har ligget i amfiteatret sammen med de andre middelalderlige genstande, som nu er på museet.

Jeg har fundet Docteur Bernards adresse. Det var svært, da den er hemmelig, men ved hjælp af avisens særlige forbindelse til folkeregistret lykkedes det omsider. I parentes bemærket kan vi prise os lykkelige for, at adressen er hemmelig, da broderskabet ellers for længst ville have været der for at lede efter deres 'ejendom'. At de tilsyneladende endnu ikke har været i bygningen i rue des Rennes er lidt af en gåde. Men med det, du har fortalt, er det vist sin sag at bryde ind i en gennembevogtet herskabsvilla på en meget befærdet gade i Paris.

Jeg var i eftermiddags på Docteur Bernards adresse og fik mig en længere snak med portnerkonen, Madame Lambert. Jeg præsenterede mig som lægens niece, Sylvie Bernard, og fortalte hende, at jeg var kommet til Paris fra Lyon sammen med min forlovede Laurent for en sidste gang at gense onkelens lejlighed, som havde dannet ramme om så mange hyggelige familiesammenkomster. Jeg var ikke kun kommet for gense lejligheden, men også for at vise den min forlovede, da han på den måde ville få kendskab til et lille men vigtigt stykke af min fortid, som snart ville forsvinde for altid. Jeg sagde til Mme Lambert, at jeg skulle giftes med ham til sommer, hvilket jeg så hen til med spænding og stor utålmodighed, men at savnet af den kære onkel Guillaume, som havde betydet så meget for mig, alligevel stadig smertede uudholdeligt. Jeg måtte have bare lidt af onkelen med mig ind i det ægteskab, som nu ventede, og derfor ønskede jeg brændende sammen med min forlovede en sidste gang at gense den kæres gemakker. Portnersken blev ganske blød til sidst, spurgte interesseret til, hvilken brudekjole jeg skulle have på, om udstyret var indkøbt og i orden, og udbredte sig også om, hvor meget det sikkert ville have glædet den gamle læge at være med til det store bryllup til sommer. Jeg fortalte hende selvfølgelig, at han for længst var inviteret, og at han også allerede havde takket ja. Han havde glædet sig til at se sin lille niece i brudekjole. Det korte af det lange blev, at Mme Lambert gik ind på at låse mig ind, når jeg kom tilbage med min forlovede, men kom så i tanker om, at politiet havde forseglet lejligheden, men dog vist ikke køkkendøren på bagtrappen. Sammen kontrollerede vi dette, og rigtig nok, køkkendøren var ikke blevet forseglet. Vi aftalte at mødes klokken otte, altså om små to timer. Der er altså intet andet for, end at du nu går ned i din lejlighed, tager et bad og ifører dig dit pæneste jakkesæt. Jeg har allerede indkøbt en stor æske chokolade og en buket røde roser til Mme Lambert, og så må vi i fællesskab give den i rollen som nyforelskede. Kan du klare det? Jeg skal også skifte til en pæn kjole.”

Han stirrede vantro på hende fuldstændig overvældet over, hvad hun alt havde nået på så kort tid. Han stod stadig umotiveret med sin plastikpose i hånden fra supermarkedet, men lagde den langsomt på bordet og sagde til hende, at rollen som nyforelsket kunne han godt klare. Den var måske den eneste, som faldt ham ganske naturlig.

Klokken otte præcis stod de hånd i hånd i deres stiveste puds foran døren til den ejendom, hvor lægen havde boet i så mange år i rue Jean Goujon på højre bred, og Sylvie ringede på hos portnersken. Mme Lambert fik de obligatoriske kindkys og blev præsenteret for den kommende brudgom. Man kunne se, at hun undrede sig en anelse over, at han ikke var så ung, som hun havde ventet, og tilmed var temmelig lys af en franskmand at være, men da hun så deres åbenlyse forelskede smeltede hendes hjerte, og de blev ført hen mod bagtrappen. Mme Lambert formanede dem om under ingen omstændigheder at røbe til nogen, at hun havde lukket dem ind. Det var strafbart at gøre den slags, især når det drejede sig om en forseglet lejlighed, men Sylvie havde allerede taget hendes hånd, kyssede den uophørlig i taknemlighed og lovede højt og helligt aldrig at sige noget til nogen.

Da de var kommet indenfor, begyndte Sylvie ivrigt at konversere portnerkonen, at udpensle de mange gode stunder hun havde oplevet i stuerne som ung pige, om den vidunderlige mad, de havde spist og den gode vin, de havde drukket. Hun var klar over, at hun let kunne falde i, hvis hun blev for konkret, derfor var det mest det, hun følte dengang, hun kredsede om, om den store kærlighed hun fra barnsben havde næret til onklen. Men til alt held holdt Mme Lambert sig ikke tilbage med også at lovprise den venlige og omsorgsfulde Docteur Bernard. Ofte havde han vekslet et par ord med hende på trappen, når han kom hjem fra arbejde om aftenen, og til jul og hendes fødselsdag havde han altid haft en lille opmærksomhed med til hende. Han var et ædelt menneske.

Nikolajs øjne afsøgte alt imens minutiøst reol efter reol, skrivebord, sofabord, gulv, stole, vindueskarme for skrifterne i kontoret. Der var et væld af bøger, tidsskrifter, lægelige remedier alle vegne og endda et skelet på stativ henne ved vinduet. Derudover kunne han se, at lægen havde været amatørmaler, idet et lille staffeli stod i hjørnet med et netop færdigmalet billede af en liljekonval, og hver en ledig plads på væggene var udfyldt med små akvareller med blomstermotiver. Han blev helt rørt over lægens hemmelige lille kunstneriske åre. Et stort familiefotografi på skrivebordet gjorde ham et øjeblik bange, men kun et øjeblik, for billedet røbede, at lægen havde haft hen ved ti søskende. Det var altså mere end sandsynligt med denne lille niece, som nu var på besøg sammen med sin forlovede.

Mærkeligt sådan at stå i et menneskes bolig, som han kun havde mødt en eneste gang i sit liv, men som alligevel havde gjort et uudsletteligt indtryk på ham. Men det, han ledte efter, var der ikke. Sylvie trak portnersken med ind i det næste rum og det næste rum igen og snakkede og snakkede. Det samme overalt. Værelserne var spækket med møbler og personlige ting. Her havde boet et menneske, som over mange år havde samlet sig en forfærdelig masse ragelse, men som ikke havde formået at skabe bare lidt hygge. En kvindes hånd, det var, hvad der tydeligvis manglede. Selvfølgelig kunne Nikolaj ikke udelukke, at skrifterne gemte sig i en skrivebordsskuffe eller et skab, og dog tvivlede han på det, størrelsen på medlemsprotokollen taget i betragtning. Havde politiet mon alligevel allerede beslaglagt den. Han ærgrede sig. De var kommet for sent. De vendte tilbage til det store kontor med skrivebordet, og endnu engang fløj hans øjne hen over reolerne dog uden at hæfte sig ved noget. Han nærmede sig skrivebordet på ny og lod som om han nærstuderede det store familiefoto, skimmede med et halvt øje et ark papir, som lå lidt til venstre for det – en mødeindkaldelse – da han pludselig fik øje på den. I en skål med kontorclips lå den, en lille gylden nøgle, den nøgle Docteur Bernard havde brugt den morgen henne i amfiteatret til pengeskabet bag kobberstikket. Han var ikke et sekund i tvivl, og med en hurtighed, som kom bag på ham selv, havde han allerede taget den og lagt den i sin lomme.

Det var tid til at runde af. Af en stor medbragt indkøbspose fremdrog Sylvie æsken med chokolade og blomsterbuketten og overrakte dem til Mme Lambert. Hun havde reddet deres bryllup til sommer, intet mindre! Sylvie lovede at sende billeder fra den store festdag, og da de lidt senere stod foran hoveddøren ud til gaden omfavnede hun hende længe til afsked.

Hånd i hånd vandrede de ned ad rue Jean Goujon lettede over endelig at være sluppet ud af deres roller. Men de tav. De ægte ord ville ikke indfinde sig, var blevet jaget sådan på flugt i den sidste time, at de var blevet helt borte nu. Flere gange tog de tilløb til at sige noget, men der var ingen ord, der bød sig til. De måtte standse op til sidst og se hinanden længe i øjnene, før narrespillets sidste skygger omsider fløj bort fra deres hoveder.

”Her har vi gjort, som om vi glæder os til noget, som slet ikke findes,” sagde Sylvie stille og alvorligt.

”Måske findes det jo, men vi har bare ikke set det endnu.”

”Vil du da giftes med mig til sommer?”

”Meget gerne, hvis du vil.”

”Men du kender mig jo slet ikke, og jeg kender heller ikke dig, Nikolaj. Hver gang jeg kysser din mund er det, som om jeg banker på en dør ind til en verden, som ikke vil lukkes op. Du er dansk, siger du, men hvad er det?”

”Min verden er ikke værd at kende. Jeg har forsøgt at sige farvel til den i tyve år.”

”Man kan ikke sige farvel til sin verden, Nikolaj. Prøver man på det, bliver man til ingen. Når man gifter sig med et menneske, bliver man også gift med dets verden. Sådan er det. Kærligheden må have en krop, og din krop er mere end din egen krop, den er også dit folk og dit land. Men alt det kender jeg ikke, men ønsker at lære det at kende. Jeg må røre ved din vugge, Nikolaj, for at kunne ligge i din seng i dag, gå på dine barndomsgader for at kende din vej nu.”

”Kan du ikke nøjes med mig alene, uden vugge og barndomsgader?”

”Jeg vil ikke giftes med et genfærd uden verden, og jeg vil heller ikke være et genfærd for dig. Jeg vil fortælle dig om min vugge og mine barndomsgader meget snart.”

Atter kom Sylvies beslutsomhed bag på Nikolaj. Hun ville have ham helt, også det af ham, han ikke ville kendes ved. Han vidste ikke, hvad han skulle sige, da de fortsatte ned ad Avenue George V og nærmede sig Seinen.

”Jeg skal nok føre dig ind i min verden, når du nu så gerne vil, Sylvie, men jeg garanterer ikke for, at den bliver et interessant bekendtskab.”

En piccolo i grønt liberi stod på en rød løber ude ved gaden og holdt døren for skuespilleren Tom Cruise, som åbenbart skulle bo på hotel George V i anledning af premieren på en film, han spillede med i. Masser af tilskuere og fotografer var stimlet sammen på fortovet. Sylvie og Nikolaj blev et øjeblik nysgerrigt stående, men orkede så ikke at følge optrinnet og fortsatte.

”Politiet må have beslaglagt skrifterne alligevel, og dér kan vi ikke få fat på dem, Nikolaj. Hvad gør vi nu?”

”Det var også, hvad jeg troede lige indtil det sidste.”

”Hvad mener du med troede?”

”Jeg fandt noget, jeg slet ikke ledte efter, det pureste guld!”

Hun så desorienteret på ham, og i det øjeblik opdagede han først, hvor smuk hun så ud i sin røde kjole, de højhælede sko, make-upen og den smarte mørke frakke. Hun så bedårende ud, og han havde faktisk lyst til at fri til hende lige på stedet. Men han nøjedes med at smile til hende og vise hende nøglen, den gyldne, som havde ligget på skrivebordet mellem nogle clips i en skål, og fortalte så, at han med ét havde kunnet huske, at Docteur Bernard den morgen mod besøgets slutning havde fjernet et kobberstik i den store entré i amfiteatret, afsløret et pengeskab bagved, låst det op med denne lille gyldne nøgle og anbragt nogle genstande i det. Det havde nok slet ikke været meningen, at han skulle være blevet vidne til det, men lægen, stærkt optaget af fundene inde i auditoriet og samtalen med ham, havde tilsyneladende et øjeblik glemt alt om sikkerhed og forsigtighed. Han havde bare åbnet skabet tankeløst, og det var selvfølgelig dér, at han bagefter på grund af tidsnød indtil videre havde anbragt skrifterne, og det var dér, de med stor sandsynlighed stadig befandt sig.

”Sagde du ikke, at du havde købt lidt brød, ost og vin? Jeg er faktisk meget sulten. Jeg kan ikke tænke uden mad.”

”Så lad os komme hjem i en fart.”

De diskuterede ivrigt under måltidet, hvordan de skulle skaffe sig adgang til amfiteatret den næste dag, men var for sultne og trætte til, at det førte til en endelig plan. Til gengæld faldt de lidt efter lidt tilbage i deres roller som brud og brudgom og drømte om deres forestående bryllup. Det skulle stå i et lille chateau i Loiredalen lige ned til floden – hvor ellers? Vinen havde gjort dem overstadige. Nikolaj nåede ikke ned til sin lejlighed den nat.

9. kapitel

Han undlod at gå hen til forretningen den følgende morgen på grund af let hovedpine, men klædte sig til gengæld pænt på til mødet henne på middelaldermuseet, hvor han havde lovet kommissær Villefranche at være tolk for den danske konservator og leder fra Nationalmuseet i København. Efter en ekstra kop kaffe på en bistro og lidt frisk luft på spadsereturen derhen følte han sig faktisk veloplagt til mødet. Han åbnede døren til 'Musée National du Moyen Âge', som lige havde åbnet klokken ti, men udover en gråhåret kvinde, som bladrede i nogle brochurer, var der ingen. Hvordan kunne han glemme franskmændenes forhold til tid? Han tog sin mobiltelefon og ringede til forretningen, fortalte Christian og Pierre om sin opgave på museet, som politiet havde pålagt ham, og at han ikke præcist vidste, hvornår han kom. Af en eller anden grund havde lyden af hans stemme i den ellers helt stille forhal gjort kvinden nysgerrig. Hun løftede blikket fra brochuren og udforskede ham undrende, skuede så ned igen, løftede atter blikket og blev denne gang ved med at se på ham og spurgte så på dansk:

”Jamen, sig mig, er det ikke Nikolaj?”

Han så desorienteret over på hende, syntes ikke hun virkede bekendt, nærmede sig hende og spurgte så, hvorfra hun kendte ham.

”Hvorfra jeg kender dig, Nikolaj? Kan du da slet ikke kende mig?”

Han stirrede længe på hendes ansigt, registrerede de små rynker omkring øjnene, det grålige tykke hår, som var sat op i nakken, den brede næse, munden med de sirlige smalle hjerteformede læber – han så på det alt sammen og mindedes nogen, han havde kendt engang, uden dog at kunne sige hvem. Han så hende lige ind i øjnene, de grågrønne klare, og med et var det som faldt han ind i dem og blev trukket tilbage i tiden, til en helt anden verden fuld af ungdommeligt livsmod, til store vidder, havet, solen og kærligheden, til en stærk lille hånd, han holdt i sin – til Merete. Med den pludselige genkendelse vældede en så stor blanding af følelser op i ham, at han tabte mælet. Et øjeblik måtte han se ned, før han kunne sige:

”Merete! Hvor i al verden kommer du fra? Hvordan har du fundet mig?”

”Jeg har skam ikke fundet dig. Jeg er den kvindelige konservator fra Nationalmuseet, som du skal være tolk for, går jeg ud fra. Er jeg blevet så gammel og gråhåret, at du slet ikke kunne kende mig?”

” Nej, nej ... det er bare så mange år siden, og jeg var jo slet ikke forberedt på at møde dig her. Jeg genkendte dig på dine grågrønne øjne. De er uforandrede. Men jeg ligner vel heller ikke længere den unge slanke student med det lyse krøllede hår?”

”Jo, i grunden ligner du ganske dig selv. Selvfølgelig, en lille mave er der kommet til, du er blevet lidt bredere over skuldrene og har fået lidt skarpere træk i dit ansigt, men ellers? Ellers er du stadig Nikolaj. Jo, du er.”

Døren gik, og de franske medarbejdere på museet indfandt sig ivrigt snakkende og veloplagte. De undskyldte sig ikke for forsinkelsen, da de i egne øjne kom overordentlig præcist, dvs. kun tyve minutter for sent. Alle præsenterede sig for hinanden, og Nikolaj påtog sig med det samme tolkehvervet. Efter lidt indledende snak, førte franskmændene dem ind i museet, gennemløb hurtigt et par udstillingsrum, for derefter at låse en dør op til nogle ikke offentlige lokaler, som var fyldt op med kasser på gulve og med borde, hvorpå der befandt sig et uoverskueligt antal genstande til nærmere undersøgelse. Omsider kom de til et bord, hvorpå de nyligt fundne genstande fra amfiteatret lå: alterkalken, krucifikset, relikvieskrinet og andre småting. De fyldte ikke meget, men da Merete tog dem i øjesyn, blev hun klar over, at hun her stod overfor et fund af de helt sjældne. Det var særdeles velbevarede og usædvanligt smukke kostbarheder fra den danske middelalder, hvis mage man knap nok havde hjemme i Danmark, ikke mindst det lyse hvalrostandkrucifiks. Hun kunne ikke få øjnene fra det på grund af dets underfulde skønhed, men også for de mange latinske indskrifter. Nikolaj viste hende det indgraverede navn på bagsiden af det, 'La Reine Inseburge' og foreslog selv, at der her måtte være tale om selveste den danske dronning Ingeborg af Frankrig, som måske havde fået det med sig fra Danmark som brudeudstyr af sin far, Valdemar den Store. Men også de andre ting blev beundret af Merete, ja hun fortabte sig i dem i en sådan grad, at hun helt glemte sine franske kollegaer, som stod omkring hende. De foreslog da også efter et kvarters tid, at de ville give hende lidt arbejdsro, trække sig tilbage, så hun kunne gøre sine notater, for så om to timer at vende tilbage og i fællesskab at diskutere de sjældne fund. Nikolaj oversatte, og franskmændene søgte nu ind i andre rum til andre arbejdsopgaver.

I tosomhed undersøgte Merete og Nikolaj minutiøst genstandene, bestemte, noterede, diskuterede, fremsatte hypoteser, og det var som om Nikolaj med et slag var tilbage i sin studietid, den han havde elsket så højt, tilbage ved middelalderhistorien, begejstringen for stoffet og glæden ved at kortlægge nyt. Hvor havde de arbejdet meget sammen dengang, Merete og han, begge lige optaget af fagets puslespil og til sidst også af hinanden. Det var, som om de ikke turde slippe genstandene med øjnene af angst for pludselig at skulle stå ansigt til ansigt med hinanden, med deres gamle lykke og smerte. De tog tingene op i hænderne, vendte og drejede dem, klamrede sig til dem, men anede, at det ikke ville vare ved.

Til sidst måtte de lægge dem, og Merete gav sig til at affotografere dem fra alle vinkler. De kunne ikke komme videre uden hjælpemidler hjemme fra København.

De franske historikere vendte tilbage og begyndte ivrigt at diskutere fundene med deres to danske fagfæller. Flere skandinaviske vinkler kunne Merete og Nikolaj fremlægge for deres franske kollegaer til belysning af fundene, ligesom også franskmændene kunne bidrage med detaljer fra dronning Ingeborgs tid i Frankrig, alt i alt en frugtbar meningsudveksling mellem fagfolk. Ejendomsretten var et ømtåleligt spørgsmål, som de kun lige akkurat strejfede, men det måtte højerestående folk tage sig af, når den tid kom.

Da de kom ud i museets forhal for at tage afsked med hinanden, sagde Merete pludselig, at hun ønskede at se fundstedet. Det var jo almindelig praksis i Danmark, hvis det på nogen måde kunne lade sig gøre. Franskmændene syntes ikke, det var vigtigt, da det kun drejede sig om en ca. 250 år gammel forfalden hospitalsbygning uden betydning og sammenhæng med fundene. Men hvis hun absolut ville se det, måtte hun søge om tilladelse hos politiet først. De ville da gerne ringe til kommissæren med det samme, da de i forvejen havde lovet at holde ham underrettet, hvis nye relevante oplysninger for hans arbejde var dukket op. Det var der nu ikke, men de skyldte ham alligevel en opringning.

Aftalen kom i stand øjeblikkelig. Den danske konservator havde lov til at besøge amfiteatret i rue de la Bûcherie under ledsagelse af den danske tolk hr. Nikolaj Jeppesen kl. 14.

De slentrede ned ad Boulevard St. Michel og blev hurtigt enige om at bruge ventetiden på en lille frokost. Som alle turister var Merete fuldstændigt betaget af gadelivet i Paris, af de smukke olivengrønne lygtepæle i jugendstil med røde metroskilte på, af husenes udsmykkede facader, af støbejernsarbejderne på altaner og porte, aviskioskerne, kastanjetræerne, af rig og fattig side om side, af duften – kort sagt af 'l'esprit parisien'*. Hun var som beruset. De drejede ind ad den lille rue St. Severin og følte øjeblikkelig, at de var sat 2000 år tilbage i tiden. De små krumme gyder emmede af fortid, af romerske levn og af selveste Frankrigs fødsel i det fjerde-femte århundrede. De gik ind på den lille restaurant 'Le Severin' lige overfor kirken.

”Ved du, at jeg så dig i et syn, jeg havde for et par måneder siden,” sagde Nikolaj, da de havde sat sig ved et lille bord ved vinduet. ”Det er mærkeligt, fordi jeg jo ikke har tænkt på dig i årevis. Jeg faldt i staver henne i min forretning en tidlig aften, efter at mine to medarbejdere var gået. Det var midt i skumringen, jeg havde netop skænket mig et lille glas og spejdede ud på det kunstige lys i Paris' gader, da jeg med ét blev bortrykket. Sådan følte jeg det. Jeg mærkede en varm vind røre mit ansigt, den salte duft af hav i mine næsebor, hørte lyden af en fiskekutter i det fjerne og græssende får på det grønne dige tæt ved og opdagede, at du lå med dit hoved i mit skød og betragtede mig indgående. Da løftede du langsomt dit hoved og kyssede mig længe på munden.”

”Men det var jo virkelighed dengang, Nikolaj. Det er ikke kun et syn. Jeg husker tydeligt vores ekskursion med Det Historiske Fakultet til Sydslesvig, besøget i marsklandet, Hedeby, Dannevirke og også vores dybe forelskelse i hinanden. Vi var så unge dengang.”

”Men synet sluttede en smule uhyggeligt. Vi gik hånd i hånd hen ad diget i den trykkende hede, men opdagede pludselig et lille lam, som lå på siden og var ved at udånde. Dets gule øje stirrede stift op i himlen, mens fluer summede over det. Vi bøjede os ned over det fulde af medlidenhed, dvælede ved det, men forskrækkedes over, at det langsomt lukkede sit øje. I synet nåede jeg lige at mærke en isnende luftstrøm hen over min nakke, da telefonen i forretningen brutalt hentede mig tilbage til virkeligheden.”

”Nu du siger det. Der var vist noget med et lille sygt lam, som bedrøvede os dengang. Men jeg husker det ikke længere, det er også over tyve år siden. Men jeg er da beæret over, at du alligevel husker mig, Nikolaj, om end det 'kun' er i et syn. I realiteternes verden kneb det gevaldigt med at genkende mig henne på museet i morges. Jeg er blevet grå og gammel, du behøver ikke at protestere, jeg kan godt tåle sandheden.”

”Åh, hold nu op. Jeg var bare ikke forberedt på at møde dig her i Paris, Merete. Du ser godt ud, ældes med ynde, som man siger, hvad der er mere, end man kan sige om mig.”

”Lammet, der stille lukker sit øje. Hmm? Selvom jeg ikke husker det længere, virker det jo sælsomt betydningsladet. Hvad er meningen, Nikolaj? Betyder det noget?”

”Det har jeg en fornemmelse af uden rigtig at vide hvad. Men jeg tror, at vi forrådte noget dengang, noget værgeløst smukt, som var givet os, kvalte det i vuggen, før det rigtigt udfoldede sig. Den stemning var der i synet til sidst. Jeg kan ikke forklare det nærmere, bare endnu mærke den kolde luftstrøm hen over min nakke som et pust af død.”

”Hvad kunne vi have gjort anderledes? Du skulle absolut ud at rejse, da vi var blevet kandidater, se verden, forlade den lille trygge danske andedam og al den provinsielle fims, som du sagde, og jeg havde fået arbejde på Moesgård Museum. Du var væk et helt år, og da du vendte hjem, havde jeg lært Erik at kende og var blevet gravid.”

”Der var altså intet lam, som udåndede for fødderne af os?”

”Ikke på anden måde, end at jeg sidenhen bebrejdede mig selv, at jeg ikke holdt bedre fast i dig. Din udlængsel var så stærk dengang, at jeg ikke kunne tæmme den. Jeg burde være taget med dig, men gjorde det ikke, valgte det sikre og trygge, karrieren, Erik, barnet, og familien. Og det er på en måde også godt nok. Min søn Thomas er min hele glæde i dag, han er så sød og god imod mig, og jeg er fantastisk glad for mit arbejde på Nationalmuseet. Men med Erik gik det jo ikke i det lange løb, som du sikkert ved. Vi passede ikke sammen. Jo, der var et lille lam, der udåndede mellem hænderne på mig. Men det kan ikke gøres om.”

”Jeg tænker ind imellem på, hvorfor jeg måtte vende Danmark ryggen. Det havde jo ikke gjort mig noget og alligevel kunne jeg ikke trække vejret i det. Selvfølgelig var du gledet fra mig, da jeg kom hjem, hvad jeg var ked af dengang, men jeg vidste dybest set, at det var min egen skyld. Det var mig, der havde ødelagt vores forhold i en ubændig trang til at kaste alle bånd af mig. Jeg tænker ind imellem på, om modviljen mod mit eget land havde med kærlighed at gøre. I vrede over ikke længere at kunne elske mit lille land, som omklamrede mig så voldsomt, måtte jeg hade det. Danmark var blevet til min omsorgsfulde mor, altid bekymret, beskyttende, formanende, kvælende. Jeg kunne ikke ånde i landet længere, og da ofrede jeg endegyldigt lammet og rejste til Frankrig for at glemme. Hver eneste dag har jeg prøvet på at glemme for kun at opdage, at jeg begynder at huske mere og mere. Sig mig, er det ikke noget være sludder, jeg siger?”

”Det kunne udtrykkes klarere og mere elegant, men jeg forstår dig. Nikolaj, hvor er det godt at se dig igen efter alle de år. Som sagt ligner du dig selv. Jeg tænker tit på dig og ikke kun i et syn. Men jeg tror, at det er bedst, vi lader fortiden ligge. Vi har hver især levet vort liv, og vi kan aldrig komme tilbage til den korsvej, som førte os bort fra hinanden og skal det heller ikke. Det har jeg for længst forsonet mig med, og det har du også, tror jeg. Jeg siger tusind tak for mad, for det er tid til at gå. Der mangler kun fem minutter til klokken er to.”

De brød op og skråede ned gennem gyderne til rue de la Bûcherie, og jo mere de nærmede sig amfiteatret, desto mere urolig blev Nikolaj. Det var dér, det hele var begyndt to måneder tidligere, dér han intetanende var blevet trukket ind i en sag, han endnu ikke kendte omfanget af. Han følte sig som en skyldig, der nærmer sig åstedet for første gang. Merete bemærkede hans uro og tavshed og begyndte ivrigt at udbrede sig om de interessante bygninger, hun så på vejen, men kunne ikke få hans mund på gled. De blev modtaget af en politibetjent i uniform foran gitterlågen, som låste dem ind og førte dem ind i bygningen. Nikolaj fik at vide af ham, at bygningen siden mordet havde været under bevogtning, ikke konstant, men der blev holdt øje med, hvem der færdedes i den. Håndværkerne var nået langt, siden han sidst havde været der, og der var en livlig aktivitet alle vegne, malere arbejdede inde i auditoriet, elektrikere og vvs mænd i både kælder og på toiletter. Sjakbajsen i mørkt jakkesæt gik og hersede med sine folk, skældte og smældte, som var han fanden selv. Kadaverdisciplinen herskede stadig på de franske arbejdspladser på en så stupid måde, at man som udlænding nærmest skammede sig på menneskehedens vegne. Nikolaj havde tit oplevet det, men også fundet ud af, at arbejderne bare vendte det døve øre til. Det var som så meget andet fransk en formssag, i dette tilfælde en hæslig form. Da de stod i hallen, søgte Nikolajs øjne instinktivt hen mod kobberstikket. Det hang der endnu. Det hele var uforandret, da ingen arbejder endnu var udført i den store entré. Hans hånd rørte ved den lille nøgle i bukselommen. Selvom huset var fyldt med mennesker, der som myrer pilede frem og tilbage, øjnede han pludselig en enestående chance for at udføre sit ærinde, men måtte foreløbig følges med Merete ind i auditoriet. Han kunne næsten ikke kende det igen, væggene var pudset op og malet, vinduerne ligeså, marmorfigurerne rensede, så de fremstod snehvide, og træværket på logen foroven var blevet ferniseret. Der var en duft af frisk maling over alt, kun det store operationsbord af egetræ i midten stod urørt. Med en let gysen opdagede han falmede pletter af mørkt størknet blod på det, som man ganske vist havde forsøgt at vaske bort dog uden held. Det var her den store kirurg havde måttet lade livet berøvet sin sikre højre hånd, 'den skyldige havde måttet betale for sin ugerning, og tro og moral havde måttet vige'. Hvad var det for mennesker, der gjorde den slags? Danskere? Han skammede sig. Alt det vidste Merete selvsagt intet om, hun spankulerede frejdigt rundt i det interessante lokale og spurgte ivrigt til dets historie. Havde det ikke været en dansker, som i sin tid havde indviet bygningen? Han måtte stramme sig an for at konversere hende, og frem for alt ønskede han at vinde tid. Den runde bagvæg var rettet op, bemærkede han, og indgangen til det lille forsænkede rum forsynet med en splinterny dør. De gik derind, eller bedre sagt ned i det og studerede den store dragkiste. Ja, det var så her tingene, højst overraskende, var blevet fundet, fortalte han hende åndsfraværende. Men uanset hvor meget han anstrengte sig for at virke afslappet og meddelsom, kunne han ikke rigtigt finde ordene, snublede hele tiden over dem, og så konstant op mod den knirkende dør. Han var blevet ligbleg i det lille rum, følte sig spærret inde, nærmest levende begravet, og sveden haglede af ham. Til sidst kunne han ikke holde det ud længere og fremstammede til Merete, at han var blevet ilde tilpas og måtte udenfor et øjeblik for at få luft, hun skulle bare give sig tid til at se på kisten.

Han skyndte sig op i auditoriet og videre ud i entreen, åbnede for hoveddøren og trak vejret dybt. Ude ved gitterlågen stod politibetjenten med ryggen til og så ud, som om han var faldet i søvn. Han stod bomstille, var gået i dvale, som kun vagter kan gøre det efter mange års træning. Han lukkede stille døren og hørte maskiner larme på første sal og i kælderen blandet med sjakbajsens råben. Stemmer blev pludselig tydeligere, som om nogen ville komme ned ad trappen, men gjorde det ikke. Nu bandede og svovlede formanden atter over en vis André, som åbenbart ikke gjorde tingene rigtigt.

Det var nu eller aldrig! I et spring var han ovre ved kobberstikket, tog det fra væggen, satte nøglen i låsen, drejede den om og åbnede skabet. Og ganske rigtigt, dér lå skrifterne. Han tog dem straks tog ud og lagde dem på gulvet. Hurtigt lukkede han skabet, låste det og satte billedet på plads. Desperat så han sig omkring i entreen efter et eller andet han kunne skjule skrifterne i, en plastikpose, en papkasse. Der var intet. Et par håndværkere på første sal nærmede sig trappen for at gå ned, tøvede et øjeblik ivrigt snakkende, men fortsatte så. Han løftede skrifterne op og skyndte sig lydløst ned ad kældertrappen. Han anede ikke, hvor han var i halvmørket, stod i en lang uoverskuelig gang med en masse byggematerialer, mens arbejdernes stemmer i de tilstødende lokaler forekom ham uhyggeligt nær ved. Oppe fra entreen hørte han pludselig Merete kalde højt på sig, hvilket – forbandet være hende – tiltrak håndværkernes opmærksomhed. Han måtte tilbage til hende så hurtigt som muligt for ikke vække mistanke. Hvad skulle han gøre? Langsomt gik han op ad trappen med skrifterne under armen, fik øje på Merete i entreen, som fortvivlet prøvede at gøre sig forståelig overfor sjakbajsen. Nikolaj lagde skrifterne på næst øverste trappetrin og gik direkte hen til hende.

”Hvor blev du af, Nikolaj? Er du blevet syg?”

”Jeg har det fint. Nu skal du gøre, som jeg siger. Jeg skal have din fjellrävenrygsæk. Du giver mig den stille og roligt. Og så taler du videre med den 'høflige' unge mand dér om, hvor du kan finde en metrostation, er du med? Ikke noget med at se uforstående på mig. Kom så, spørg ham.”

Roligt rakte hun ham sin rygsæk og spurgte formanden på gebrokkent fransk om den nærmeste metrostation. Han blev mægtigt ivrig og forklarede og forklarede forvandlet til elskværdigheden selv. Nikolaj kunne høre, at han var fra syden, hvilket ikke ligefrem hjalp Merete med at forstå ham. Men det var kun godt. Langsomt fjernede han sig fra dem, vendte tilbage til trappen, gik et par trin ned og begyndte hurtigt at tømme indholdet fra rygsækken over i sine store frakkelommer for derefter at proppe den med skrifterne. De kunne lige akkurat være der, om end det var umuligt at lyne den helt. Da han hørte, at andre håndværkere fra kælderen nu var på vej hen mod trappen, skyndte han sig tilbage til Merete og sagde kort og bestemt til hende, at de måtte gå med det samme. Hun stillede ingen spørgsmål klar over, at hun ville få en forklaring senere. Nikolaj rakte hende den temmelig tunge rygsæk lige inden, de nåede ud til politibetjenten ved gitterporten. Denne ville vide, om alt var gået, som det skulle, hvad Nikolaj straks bekræftede og tilføjede kort for høflighedens skyld, hvor imponeret han var over den fornemme istandsættelse. Så blev de låst ud og gik langsomt tilbage til Boulevard Saint Michel.

”Hvad har du gang i, Nikolaj? Stjæler du?”

”Nej, jeg stjæler ikke. Jeg prøver blot at redde mit liv, og det har du lige hjulpet mig med. Tak Merete!”

”Du mener vel ikke at kunne spise mig af med den forklaring? Hvis du har stjålet noget derinde, og jeg bliver blandet ind i den sag, så vanker der øretæver. Jeg kan simpelthen ikke sætte mit gode ry som historiker på Nationalmuseet på spil ved at blive mistænkt for et gement tyveri fra en fransk historisk bygning tilmed gjort på et tjenstligt besøg. Det er jo fuldkomment idiotisk. Kan du ikke se det?”

”Merete, jeg er meget ked af det, men det er så indviklet en sag at forklare, at jeg opgiver med det samme. Tilmed ønsker jeg ikke at blande dig ind i den. Stol på mig, der er ikke tale om noget tyveri her, men blot om selvforsvar. Jeg troede i mange år at være undsluppet Danmark i Paris, men det er jeg altså bare ikke. Danskerne er efter mig, de vil slå mig ihjel, og derfor bliver jeg nød til at se dem lidt i kortene for at beskytte mig. Jeg har taget deres kort, de ligger i din rygsæk.”

”Tror du ikke, at du skulle opsøge en psykiater, Nikolaj? Du ser helt forstyrret ud. Jeg vidste nok at du havde mange lig i lasten, men at det er så slemt kommer ærlig talt bag på mig.”

”Merete, jeg er ikke syg, og jeg er heller ikke nogen tyv. Jeg er den Nikolaj, du kender og altid har kendt, men jeg er blevet trukket ind i en sag imod min vilje, og nu er der ingen vej tilbage. Vil du ikke nok tro mig? Jeg skal nok forklare dig det hele engang, når det er forbi.”

”Jeg må nok sige, at du lever livet farligt i Paris. Ville det ikke være det bedste at gå til politiet, når du føler dig truet af nogle gale danskere?”

”Det kan jeg ikke. Det er netop det, der er problemet. Merete, jeg sværger ved det lille lam, der døde mellem hænderne på os engang, men som lever i min erindring, at du holdes helt ude af denne sag og ikke har det mindste at frygte. Jeg er dig dybt taknemlig for at have hjulpet mig, men nu må jeg gå. Jeg har ikke et sekund at spilde længere.”

Nikolaj gik ind i et supermarked og bad om en stor plastikpose, kom ud igen og fyldte indholdet fra rygsækken over i posen, lagde forsigtigt Meretes ting fra sine frakkelommer tilbage i rygsækken og sagde endnu engang tak. Merete så ham længe i øjnene, rystede tankefuldt på hovedet og sagde: ”Nikolaj, du skulle aldrig være rejst, du store dreng!” Han omfavnede hende og sagde: ”Jeg kommer snart på besøg, du store pige. Vent på mig og god rejse!”

Merete stod med sin rygsæk i hånden og så ham dreje om hjørnet til Boulevard St. Germain, høj og lys, bærende på sin hvide plastikpose og endnu flere hemmeligheder. En forvokset dansk student. I en brøkdel af et sekund var hun tilbage på det grønne dige i Sydslesvig med hans hånd i sin, men fra erindringens sødme førtes hun tilbage til Boulevard St. Michel til den metrostation, hun stod af lige foran. Med en af gamle følelser skærpet opmærksomhed, gik hun langsomt ned ad trappen, hørte som en underjordisk kalden cellotonerne fra en musikant, der, som det viste sig lidt efter, sad nede på perronen og med en fuga af Bach forvandlede de sterile metrohvælvinger til en underjordisk katedral. Toget kom øjeblikkelig og sendte en trykbølge af luft foran sig, og fra højtaleren skrattede den kendte henstilling om forsigtighed til de udstigende: 'Attention à la marche en descendant du train'*. Merete grundede over ordene, da hun steg på toget. At stige af et tog er en farlig sag. Man bør være forsigtig.

Nikolaj gik rask til og fattede først nu, hvad han var kommet i besiddelse af. Af posens indhold afhang hans skæbne. Nervøst skulede han til alle sider for at forvisse sig om, at ingen farer lurede, men alt syntes ganske normalt, og han måtte minde sig selv om, at han vel bare så ud som en, der havde været en tur i supermarkedet og handlet ind. Men inde i hans hoved flagrede billedstumper af dagens intense begivenheder og fyldte ham med fortættede stemninger, og som han gik, fortonede gadelivet sig mere og mere for til sidst helt at forsvinde til fordel for hans følelser – glæden over så uventet at have fået fat i, hvad han ønskede, og angsten for det kommende. Af den sidste kilometer mindedes han intet. Han fattede ikke, hvordan han overhovedet var nået hjem, da han låste sig ind i sin opgang og slæbte sig op ad trappen uendelig udmattet. En kolossal lettelse greb ham, da han omsider var kommet ind i sin lejlighed, havde fået låst døren efter sig og lagt den tunge plastikpose på sit skrivebord. Han havde klaret det! Han lagde sig på sin seng for et øjeblik at hvile sig, men gled omgående ned i en dyb søvn, der førte ham tilbage til sin ungdom i Århus, til hjemmekampen med AGF på stadion, til de hæse råb på tilskuertribunerne, cigarettågernes hidsende dans og de grønne ølflaskers brølende fællesskab. Merete sad hos ham med sin hånd i hans, og de lettede pludselig fra deres pladser og svævede hen over stadion båret af jubelen, kunne med ét se længere, øjne de røde boligkarreer på Harald Jensens Plads, som var deres fælles vugge, opdage hvor uendelig små de var, rørende i deres ensartethed, trygge i deres symmetri, spejde videre ind mod midtbyen med havnen i det fjerne og det grå høje rådhustårn med det overdimensionerede ur. Langt borte hørte de lige akkurat jubelbrølet over endnu en scoring for hjemmeholdet, men det vedkom dem ikke længere.

Han vågnede med et sæt, da der blev banket på døren. Hvor var han henne? Hvad var klokken? Han havde kun sovet en halv time, kunne han se på sit armbåndsur og skyndte sig hen for at lukke op. Det var Sylvie tændt af mange nysmedede planer. Knap havde hun givet ham et kys, før hun satte sig og med energiske øjne og sin mørke stemme udbredte sig om, hvordan de skulle komme ind i amfiteatret endnu samme aften. Hun havde udarbejdet en plan i de mindste detaljer. Han kunne slet ikke standse hende, så ivrig var hun, opremsede i et hæsblæsende tempo de nødvendige rekvisitter, de skulle bruge, og som hun allerede havde skaffet, talte indsigtsfuldt om dørkoden, som hun kunne bryde, om et vindue de skulle lirke op, et alarmanlæg som skulle slås fra, vagter som skulle omgås osv. Omsider tav hun og så ham intenst og beslutsomt ind i øjnene. Alt i hende spurgte ham: Er du klar? Og først nu opdagede han, at hun var klædt i nogle stramtsiddende sorte gamacher, en grå vindjakke og sad med en lommelygte i hånden.

”Tak for hjælpen, Sylvie. Hvad skulle jeg gøre uden dig? Men vi går ingen steder i aften.”

”Jamen det hele er klart. Tør du ikke? Jeg kan gøre det alene!”

”Jeg har allerede gjort det.”

Sylvie tabte lommelygten på gulvet og stirrede uforstående på ham. Hendes hjerne var i den grad fyldt med tekniske detaljer, at der ikke var plads til flere.

”Har allerede gjort det? Hvad snakker du om? Hvad mener du?”

Roligt gik Nikolaj over til skrivebordet, lagde sin hånd oven på den hvide plastikpose og sagde til hende, at alle skrifterne befandt sig i denne pose. Han havde hentet dem for to timer siden. Så gik han over til hende, trak hende nænsomt op fra stolen, lagde sine store hænder på hendes spinkle skuldre og så længe ind i hendes brune øjne, der hungrende efter en forklaring. Den gav han hende uden dog at røbe, at den kvindelige konservator fra Nationalmuseet havde været hans ungdoms store kærlighed, og at han denne eftermiddag på en måde havde rørt ved sit livs vugge. Han fortalte hende minutiøst om besøget i amfiteatret og om, hvor usandsynlig heldig han havde været. Det havde været et spørgsmål om sekunder. Han gik over til kaffemaskinen, gjorde den klar til et ordentlig bryg og sagde til hende, at det, der nu ventede ham, kunne han kun gøre alene. Han ville trække telefonstikket ud af væggen, gardinerne for i sin lejlighed, slukke sin mobiltelefon og i morgen ringe til Christian og Pierre i forretningen for at melde sig syg på ubestemt tid. Han havde brug for absolut ro, for tiden var kostbar. Det hun kunne gøre for ham i de følgende dage var at sørge for lidt mad, kaffe og ellers holde alle forstyrrelser væk.

Da han var blevet alene, ryddede han sit skrivebord, så der var plads til posens indhold, tændte skrivebordslampen og lagde alle skrifterne i en bunke til venstre for sig, skænkede kaffe op og åbnede den store protokol. I de følgende fire dag var han væk for verden.