En af de aftener hvor lunheden sidder sammen med mørket mellem vedbendens blade. Piletræerne hænger med grenene undersøgende over græsplænen. Solsorterne ser ondt til hinanden fra tag til tag og tier.
Drengen går ud af lågen og lader den svinge i bag sig. Han skal ikke noget bestemt og er ikke besat af særlige følelser. På kroppen bærer han mellem tøjets masker den samme lunhed, det samme mørke. Kigger han op over tagene, ser han solsorterne skruet på rygningen i kulagtig silhouet. Ser han til venstre står der et treetagers gult-hvidt villahus med hvide pudsede kanter, en loggia, som går igennem to etager og afsluttes på den tredje af en altan med glasbalustrade og grønne planter. Taget er skrånende, rød tegl og solsorten på den hvide skorsten kun et mørkt skrifttegn uden egentlig betydning.
Skridtene er først små i højre siden af vejen, så drejer han tværs over den grusede asfalt og går lidt hurtigere hen til en højere låge, hvis baggrund er mørke, fugt fra alt for dybe græsplæner og olieagtigt dryssende magnoliatræer. Efter lågens bløde, rådagtige lukning bag ham, føres han ad flisegangen langs huset ind i et stadigt tiltagende mørke med fornemmelsen af skjult havestue og redskabsskur til venstre, et sovende hønsehus for enden og en gård med sprækkende mos i cementens revner.
Af husets to indgange bruger man kun dagligt den ene. Den anden er til at bære kister ud af eller føre brude ind af. Der er aldrig ført nogen brud ind, men et par kister er båret ud. Køkkentrappen er for smal og snoende til at få den slags store ting ned ad. Køkkentrappen går de levende på. Kun en gang har drengen været ned ad hovedtrappen, men husker, hvor kold den var, mørket langs gelænderet og skiltet på ydersiden, man måtte vende sig om og se. Porcelæn, al handel og betleri forbudt. Bude henvises til køkkentrappen.
Han går op ad den snoede trappe i det fortrolige ringeklokkemørke. Hver dør er forsynet med en lille skrue omgivet af en metalskål, der giver lyd fra sig, når man drejer. Ved vinduerne er nabohuset meget tæt på, indenfor rækkevidde. Af og til ses en grå kvinde bag en køkkenrude, ansigtet bevæger sig frem og tilbage. Musik fra et klaver kommer gennem åbne vinduer engang i mellem, men ikke i aften. Han husker også kvinden bag vinduet cyklende. Drengen tænker på sin mor, en streng mild kvinde altid cyklende omkring en sorg, udstrålende forventning om ubevægelige tildragelser. Det er muligt at sætte hænderne på de enkelte trin, som nok er fedtede, men med et trygt lag fernis, lagt på, lagt på for at udskyde husets forfald.
Den faldende lugt af fedt blandes på anden sal med en spids fimsende odeur, som drengen ikke straks vil eller kan identificere. Det er gas. Lugten kommer fra døren på anden sal, men det kan jo være, at de har glemt at slukke for en hane. Nej, det kan ej. Han står et øjeblik døende, sensationshjertet hamrende inde bag fuglebursbenene, så drejer han sig langsomt og læner hovedet mod døren, øret. Lyden af udstrømmende gas, er den lyd, der kommer ud af døende fisk i evindelighed. En hvæsen helt inde fra en uudgrundeligt snæver svømmeblære. Han sætter øjet til nøglehullet og ser et vægudsnit, en halv gasovn, en hylde med tallerkener. Drengen trykker lidt på håndtaget og døren går op.
Han kender godt ham, der ligger på gulvet, og han er ikke uhyggelig. Han ligger på gulvet i en pæn sengestilling. Han hedder Jens og er rar, men lidt mærkelig. Han ryger cigaretskod i pibe. Ikke nu, men om dagen f. eks. på skøjtebanen, oven i købet en kridtpibe. Nu er det sommer og temperaturen er anderledes, mørket er krøbet op i hjørnerne og venter på at det skal blive rigtig mørkt udenfor, men det gør det næsten ikke på denne årstid. Mørket kommer vist indefra husene og breder sig efterhånden.
Drengen vender sig om og løber op ad trappen forbi nabohusets tagrende og røde teglsten, som forsvinder, da vinduet er brugt op. Han drejer på knappen og hører den trætte gnækkelyd, venter. Den lyshårede kommer og lukker op. Han ser hendes hår bag nettet, en pølse nedom nakken, stor, ligger en gang imellem på natbordet ude i værelset bag ved. Hun ser på ham, og han åbner munden for at lade hende overtage ansvaret, men uden at spændingsæren går fra ham. Samtalen lyder sådan.
– Jens har taget gas.
– Hvad siger du?
– Jeg kom forbi og så lugtede der af gas.
Den lyshårede råber ind i lejligheden bag sig.
– Mor. Mor. Jens har taget gas.
Så skubber hun drengen til side og løber nedenunder, mens han står tilbage med det lille hjerte valsende igen. Mormoren kommer ud et øjeblik og ser vildt på ham, så siger Carl inde fra lejligheden.
– Vi må hellere ringe efter ambulancen.
Drengen går ind til ham og mormoren siger.
– Du bliver her oppe hos Carl og Knud.
Knud sidder henne ved vinduet og stirrer på Carl, der løfter røret af telefonen. Han siger det sædvanlige og fortæller, at Jens har taget gas, hvor det er de bor og lyden går igennem ledningen og bliver opfattet. Carl siger bl. a.
– Ja. Han ligger dernede. Det skal vi nok.
Så råber den lyshårede nedefra, at Carl skal skynde sig at komme. Det er blevet lidt mørkere og drengen sætter sig hen ved siden af Knud, og de siger ikke noget til hinanden. Han kan se ud af vinduet, ned på gaden, hen over gaden til sit eget hus med det spidse tag, hvor de sidder uden at vide noget og læser i avisen og tænker på, at deres forfædre er døde, men at det er værre med deres søskende og dem selv. Piletræet er skjult af birketræet og alt synes vedbendudflydende og varmt mellem bladene og murene.
Ambulancens lyd er anderledes end til daglig. Han plejer altid at have øresnor til den, når den kører forbi, selvom det er langt væk. Men i dag vinder han den selv ind, trækker den nærmere og bliver stødt, da den stadig ikke kommer, ikke lystrer. Ambulancen kører først forkert, selvom Carl havde opgivet rigtig adresse. Det er mærkeligt, at ambulancefolk kører forkert, når mennesker som Jens og andre ligger og venter. Men Jens så ud til at have det godt. Drengen har glemt at der lænede sig et brev op ad en kop på det lille køkkenbord. Nu husker han det. Knud siger.
– Nu kommer ambulancen.
De rejser sig og går hen til vinduet begge to og kigger ud gennem fingermørket. Ambulancen kører frem og standser. Det gule flag hænger slapt ned, men kan ses kraftigt. To mænd kommer ud, en ad hver dør. De går hen til ambulancens agterende, åbner en dør og trækker båren frem. En ny bil kører frem, det er politiet.
– Det er politiet.
Drengen og Knud står sammen i vinduet og ser på den sorte vogn. De kender den, men vidste ikke, at den skulle komme til at holde der nede. Knud vender sig og går gennem skumringen ud i køkkenet. Ved at kravle hen over køkkenbordet kan han læne sig ud og se ned i gården gennem det åbne vindue. Nede i bunden af skakten står en båre med et rødt tæppe slået til side. Drengen siger.
– Flyt dig lidt.
Knud flytter sig til højre, så drengen kan komme til at kigge ned sammen med ham. Ud af den lodrette sneglegang kommer Jens med hængende ben i armene på en ambulancemand. Hvis de havde brugt den fine opgang, havde de kunnet få båren med ind. Nu hænger Jens i armene på en voksen mand. De kan også se politiet, men vanskeligere, fordi uniformerne er så sorte. Jens bliver rettet ud og lagt på båren, som de forsvinder med temmelig hurtigt. Der står en politibetjent i køkkendøren.
– Det var Jer der fandt ham?
Drengen skynder sig ned af køkkenbordet. Han går tre skridt tilbage og stirrer op på den høje mand. Lyset er løbet ned ad væggene og politibetjentens ansigt hænger dinglende hvidt deroppe. Det var drengen, der fandt ham. Han kom gående gennem den høje låge, ned ad flisegangen langs det gule hus, passerede plænemosen på venstre, hønsegården, den fine trappe, gik op ad køkkentrappen, så naboens hus, lugtede – gas, på anden sal.
– Det var mig der fandt ham.
– Fortæl nu det hele. Jeg mener, hvordan gik det til?
– Jo, jeg kom gående hjemmefra, fordi jeg ville op og spørge om Knud kom ned og lege. Og så da jeg gik op ad trappen, var der noget der lugtede af gas. Og så gik jeg ind hos Jens.
– Døren låset?
– Næh. Døren var ikke låset. Gashanerne stod åbne og han lå på gulvet og der stod et brev til – hans mor.
– Åbnede du vinduerne?
– Næh. Så løb jeg ovenpå, og så ringede de efter ambulancen, og
– Ja. Vi bliver altid alarmeret – til denslags.
– Ja.
– Nå. Men det var jo flinkt. Vi skal have skrevet dether ned.
– Ja.
– Hvor gammel er du?
Mormoren og den lyshårede kommer ind, de er også sorte og hvide, forsvindende i mørket. Der skal ikke tændes lys i aften. Vedbenden kryber op i vindueskarmen og ser ind udefra. Knud rejser sig og spørger om de må køre med. Ja, ja, ja. Nej, nej, nej.
– Vi kan jo tage resten af rapporten på stationen.
Drengen begynder at ryste over hele kroppen, han ser sine hænder bevæge sig lysende. Højre hånd langs gelænderet i trappemørket, som brydes af kontaktploppet og det svage grå lys i den fine trappes etagelamper. Det er gaslysets gamle galger, der sidder tilbage. Hønsene skraber uroligt, da de går forbi på fliserne. En søkaptajn holder til i havehuset, et væsen styrende og drejende ror, spejdende. De sidder i kassevognens bagmørke sammen med en betjent, mens to andre sidder foran og kan ses gennem åbningen til højre. Knud siger.
– Det er mægtig skægt.
– Er det første gang I kører i politibil?
– Ja.
Latteren trænger sig på med en gysen. Drengen begynder at le, sprænglatter. Sveden presses ud i håndfladerne, Knud kommer med. Betjenten begynder at le, og fra førersædet presses adskillelsen flere gange konvulsivisk tilbage. Berusede, næsten dinglende kommer de ind på stationen med de grønne lampeskærme og de sorte gardiner tæt trukket for. Drengen siger.
– Jeg har engang fået findeløn for et ur.
Og de ler igen, også da de går. De kunne godt være blevet kørt hjem. Men det bliver jo ikke rigtig mørkt på denne årstid. Slår takt mod alle blændede ruder og ler op mod sprækkerne langs de sorte gardiner. Langt fra virker deres pludselige latter skaktagtig, arbejdende sig op ad, snoende sig mod det mørke, der fødes mellem husene. Ramlende mod eller tyndende ud over tagrenden, tagrygningen, hvorefter man ikke ved, hvad der sker. Lys eller mørke.