Badeanstalten, som står på en masse indviklede træribber og pæle ude i vandet, er grøn, og man går ud til den ad en lang bro. Vandet helt inde ved land er lavt og bliver ved med at være det et stykke ud, men efterhånden bliver det dybere og ude ved badeanstalten er det nogle steder så dybt, at man kan springe ud i det på hovedet fra fem meters højde. Kigger man ned i vandet, der hvor broen begynder, ser man, at havbunden er ligesom rød og en lille smule smattet. Det er ikke nogen rar fornemmelse i ens fodsåler, når man tænker på, hvordan det ville være at gå på det sand. Efterhånden som vandet bliver dybere, kommer der tang og ålegræs på bunden, og hvis man er heldig kan man mellem skyggerne, der hvor der ikke gror noget, engang imellem se en krabbe eller en hundestejle bevæge sig. Krabben løber sidelæns væk, som om den havde set et eller andet, den blev genert over, mens hundestejlerne ryger af sted i et ryk og står stille på et andet sted og vimrer med finnerne. Hvis man ikke går og lytter til noget andet, så hører man kun fødderne, der ligesom dunker mod træplankerne og lyder mere og mere hult jo længere man kommer ud, fordi der ikke er sand inde under broen mere, men hvis man glemmer at høre efter den måde fødderne dunker på, kan man høre larmen inde fra jernstøberiet og vandet, der klasker frem og tilbage mellem pælene. Lyden fra støberiet og fabrikkerne passer godt sammen med synet af havbunden helt inde ved land og lugten, der er meget mere som våd pap og appelsinskræller end havfrisk, fordi lossepladsen ligger lige ovre bag ved. Vandet er ikke frisk, men alligevel kan man selvfølgelig godt blive kølet af på en varm dag, og hvis det er rigtig varmt, kommer der mange mennesker på badeanstalten og tænker ikke særlig meget på om vandet er rent, og at der ligger et jernstøberi og en losseplads lige i nærheden.
Badeanstaltens navn er skrevet på alle ydervæggene med store sorte bogstaver, og man lukkes ind i venstre side, der hvor broen ender. Betalingen er forskellig for voksne og børn, man kan få rabatkort til så og så mange bade, og man kan også indtegne sig til svømning og vandpolo. Om formiddagen kommer der tit skoleklasser på badeanstalten, og de bliver delt i to grupper. Pigerne kommer på dameafdelingen, og drengene går ind til herrerne. Badeanstalten er nemlig – selvom man ikke kan se det udefra (i hvert fald ikke fra land) – delt i flere afdelinger, og den fineste af dem, er den i midten, her skal man nemlig have badedragt på, fordi der er adgang både for damer og herrer. Her inde er der høje vipper og vandrutschbane, men der kommer mest voksne eller næsten voksne, som er begyndt at tjene penge. Engang imellem svømmer nogle af drengene fra herreafdelingen gennem træribberne og pælene uden om badeanstalten hen til sportsbassinet – sådan hedder den dyre afdelings bassin, der er åbent ud mod vandet – men hvis de bliver opdaget af kontrolløren, har han ret til at forbyde dem adgang til badeanstalten. Så må de heller ikke i mindst en uge komme på herreafdelingen. Det er sjældent nogen bliver taget, men engang imellem sker det, og så kan man ikke lade være at lægge mærke til, hvor gode kontrollørerne er til at huske snyderne.
Et par gange om sommeren er der fest i vikingeklubben, eller vandpoloholdet spiller mod en anden klub, men det er for det meste om søndagen, så det ser man ikke meget til, undtagen hvis de ikke netop holder en slags generalprøve om fredagen eller lørdagen for at være sikker på at det altsammen klapper. Så kan man risikere gennem et knasthul at se en mand i overfrakke og med hat og f. eks. en saxofon eller en lang pibe i hånden køre ud i sportsbassinet på cykel fra den høje vippe.
Særlig om lørdagen er der mange mennesker på badeanstalten, hvis det er varmt, og jeg går ud fra, at der er endnu flere om søndagen, men jeg kommer der kun om hverdagene, fordi jeg altid er sammen med mine forældre og søskende om søndagen. Så holder vi os enten hjemme i haven eller tager på en cykletur. Men på ganske almindelige hverdagseftermiddage er badeanstalten efter min mening også mest interessant – eller rar – fordi man i en vis periode f. eks. fra kl. halv to til kvart over fire har den mere eller mindre for sig selv, og så – kort tid efter at vi har hørt sirenen fra jernstøberiet – begynder folk at komme strømmende fra arbejdet for at få skyllet kroppen, før de skal hjem at spise. Så er man faktisk også træt af at sidde alene og er blevet varm efter den forrige afkøling i vandet og er parat til at hoppe i igen sammen med det ny hold.
Det begynder gerne med, at vi er et par stykker henne i skolen, som aftaler, at vi skal på badeanstalten om eftermiddagen og mødes, efter at vi har været hjemme med taskerne og hentet et håndklæde, for at cykle derud. Vejen i sig selv er spændende, men den behøver jeg ikke fortælle så meget om, fordi det mest er badeanstalten, jeg vil ind på. Alligevel kommer vi forbi nogle fabrikker, som udsender en meget stærk lugt, dem kalder vi for „fise-fabrikkerne“, og det synes jeg lige skal med. Vi stiller cyklerne i nogle ret dårlige stativer af træ. Det er i og for sig bare nogle lange trækasser med ribber i, hvor man kører forhjulet eller baghjulet op, og så er det meningen at ribberne skal støtte hjulet. I virkeligheden støtter træstativerne meget dårligt, så cyklen altid står og hælder og hjulet bøjes eller pedalerne filtres ind i cyklen ved siden af, så man har svært ved at få sin egen ud, når man skal hjem.
Vi kigger sjældent ned i vandet, fordi vi efterhånden ved, hvordan bunden ser ud helt ud til badeanstalten, men lyden af fødderne mod træplankerne i broen får os i reglen til at sætte farten op. Der er noget elastisk i den, som får fødderne til at springe hurtigere op, end når man går på jord eller asfalt. På dette tidspunkt er næsten alle for udadgående, og de fleste er skolebørn på vores alder eller lidt ældre fra alle kommuneskolerne i nærheden. En gang imellem kommer der måske en dame ind, som har brugt formiddagen til at gå i vandet og slikke solskin, i stedet for det hun ellers skulle. Om foråret – eller rettere sagt forsommeren – har jeg gerne rabatbilletter til badeanstalten, fordi det kan betale sig, og jeg siger udtrykkelig forsommeren, for om efteråret kommer vi her aldrig. Det er ligesom om, man bliver træt af at gå i vandet, når man først kommer hjem fra sommerferie og ikke har bestilt andet i flere måneder.
Jeg kommer selvfølgelig på badeanstalten for at gå i vandet, og vi er meget interesserede i vandets temperatur, der hver dag af bademesteren bliver skrevet med kridt på en tavle sammen med luftens. For det meste ligger vandet på 14 – 16 grader og luften på en 16–17 stykker, men jeg har været i engang, hvor vandet ikke var mere end elleve og luften fjorten. Det var skrapt.
Vores skole har ikke skolesvømning, men mange andre skoler kommer på badeanstalten med svømmelærer og får undervisning i ryg- og brystsvømning, bjærgning og dykning. Derfor er der – i hvert fald på herreafdelingen – store kasser med korkbælter og stænger med bøjler, som de, der ikke kan svømme, hager sig fast i, mens svømmelæreren går rundt langs bassinkanten og fortæller dem, hvordan de skal bruge benene og trække vejret. Blandt redskaberne til svømmeundervisningen hører også hvide trækors fastgjort med en snor til et blylod. De bliver brugt, når eleverne skal lære at dykke. Så tager svømmelæreren et kors og smider det ud i vandet i den dybe ende af bassinet, og det er så meningen, at man skal springe ud fra vippen eller bassinkanten, dykke ned og komme op med korset og blyloddet. Jeg bryder mig selv ikke meget om at dykke, og min familie er heller ikke glad for at jeg svømmer for meget under vandet, fordi jeg engang har haft mellemørebetændelse. Det kan i øvrigt være generende nok at skulle proppe vat i ørerne, hver gang man skal i vandet, men der er ingen vej udenom. Bagefter ved man ikke rigtig, hvad man skal stille op med det våde vat, og selvom man stikker det ned mellem revnerne i træplankerne et sted udenfor bassinet, kan man gode risikere, at det kommer flydende ind mellem alle dem, der bader, hvis strømmen er i den retning. Selvom folk ikke kan gætte, at det er ens vat, får man alligevel dårlig samvittighed. Jeg har aldrig rigtig lært at svømme, men klarer mig meget godt med brystsvømning, selvom jeg ret hurtig bliver forpustet. Jeg har tendens til at holde vejret, mens jeg svømmer, fordi det ikke er så behageligt at få badeanstaltens vand altfor meget ind i munden. Rygsvømning kniber det med, fordi jeg synes det er ubehageligt at holde ørerne med vattet for længe under vandet ad gangen. Det holder nok vandet ude, men det bliver ubehageligt vådt og koldt inde i øregangen.
Jeg kommer selvfølgelig på badeanstalten for at gå i vandet, men der er nu også noget særligt ved det. Som jeg nævnte før er den inddelt i tre afdelinger, én for herrer, én for damer og så „Sporten“. Vi kommer mest på herreafdelingen, fordi den er billigst, og når jeg går ind gennem den grønne dør, er det altid en lille smule spændende. Hjemme er vi sjældent nøgne, ja, selvfølgelig har jeg ikke tøj på når jeg er i bad og min mor vasker mig, og jeg har først fået badebukser for et par år siden, men jeg har aldrig set mine forældre uden tøj på. Det er ikke sådan, at de skjuler noget i den forstand, og jeg har også tit set min mor i underkjole på badeværelset, men rigtig uden tøj på har jeg aldrig set hverken min far eller mor. I og for sig har jeg heller aldrig haft lyst til det, det er slet ikke faldet mig ind, at det var noget jeg skulle, men derfor virkede det også første gang – og gør det stadig – så mærkeligt at se alle de voksne mænd på herreafdelingen uden tøj på. Det er naturligvis mest deres tissemænd – eller pikke som vi også siger – jeg ser på, og jeg må indrømme, at jeg ikke troede de kunne være så forskellige, som de er. Vores er jo mest ens og har samme farve som resten af kroppen, mens deres allesammen er forskellige og med farver lige fra brun til rød og blå. Man lægger også mærke til, at mange af mændene ikke har hud helt ud til spidsen af deres tissemænd, men at den ofte sidder krænget tilbage ligesom en krave eller slet ikke er der. Nogle af pikkene er fantastisk store, mens andre – mest på de ældre mænd – er ligesom indskrumpede og skæve. Man kan slet ikke få øjnene fra dem, selvom man ser væk og lader som om det ikke interesserer én. Det er også mærkeligt med håret omkring tissemændene, det er kruset og sort som fjerene på en fugl eller lyst, ja nogle er oven i købet rødhårede der nede. Nosserne ligner heller ikke vores, fordi mange af dem ikke hænger lige langt ned. For det meste er det den venstre, der hænger længere ned end den højre – set fra manden der har nossernes synspunkt.
Alt det får man smækket lige i ansigtet, når man kommer ind på herreafdelingen, og det kan godt virke overvældende første gang. Efterhånden vænner man sig til det og prøver at gå på samme ligefremme og stolte måde som mændene på herreafdelingen. Alligevel kan man ikke lade være med at glo og grine når f. eks. en tre-fire mænd går i vandet sammen og spiller bold og dykker under, så deres ender kommer op over vandet pludselig, og man kan se revnen med hår i og tissemanden og nosserne, der flyver i alle retninger og dingler.
Efter kl. fire når vi har hørt sirenen, kommer det store rykind. Det er ikke blot arbejderne fra jernstøberiet og de andre fabrikker rundt omkring, som behøver badeanstalten for at gå i vandet, lidt senere kommer der også kontorfolk – eller i hvert fald nogen, der ikke har arbejdstøj på. De åbner døren og kommer frem i én række med jakke og slips, måske med en mappe under armen, mens arbejderne går i over-alls og kasket. Så forsvinder de i båsene, der er lavet ved hjælp af træskillerum langs bassinkanten, og kommer frem kort tid efter uden tøj på. De går anderledes end før, skyder brystet frem og glider måske med hænderne op og ned ad overarmene. Stemmerne er lidt højere end før, og de taler om vandet, om hvor skide koldt det sikkert er, men at det alligevel nok skal blive rart at få skyllet skidtet af sig.
Jeg ved ikke, om det er helt rigtigt, men jeg bilder mig ind, at jeg godt kan se forskel på arbejderne og kontorfolkene og de andre, selv om de ikke har tøj på. I og for sig er der ingen forskel at se, deres tissemænd er ens d.v.s. forskellige som hos alle voksne, men de opfører sig forskelligt over for dem. Kontorfolkene og de andre er ligesom til uden om pikken, og alt hvad de gør bliver styret af den, som om de både var stolte af den og måske også lidt bange, mens de, jeg tror er arbejderne, nok kan snakke om den og hentyde til den, men alligevel er mere nøgne i ét stykke. Kontorfolkene og de andre er kun nøgne på pikken.
Særlig en mand der kom på badeanstalten for et par uger siden husker jeg tydeligt. Han hørte ikke bestemt til kontorfolkene og var sletikke arbejder – han kom også før sirenen havde lydt kl. 4 – men var noget særligt i sit grå, glatte tøj med smalle sorte striber, dobbeltradet jakke og store opslag. Han havde blød hat på – det ser man ellers sjældent på badeanstalten – og hans sko var blanke og sorte. Jeg ved ikke, hvor de andre var henne, måske var de svømmet ind på „Sporten“, så jeg havde god tid til at følge netop ham og se, hvad der skete, når han tog tøjet af. Han gik ind bag en bræddevæg længere nede, og nogle mænd, som sad i solhjørnet og tørrede, kiggede også efter ham, men kun et øjeblik. Han var længere om at blive klædt af, end man plejer at være, men så kom han endelig ud og var fantastisk. Skuldrene var smallere, end man skulle have troet, men det måtte være vattet i jakken, og han var helt bleg, som om han aldrig havde haft tøjet af før ude i solen. Hvis han ikke havde haft sin pik ville man måske ikke have lagt mærke til det, men den var utrolig, lang og ildrød, som om den var pisket. Selvfølgelig var det ham, der kom ud med den, men det var nu alligevel, som om det var den, der førte manden frem af omklædningsbåsen ud i solen.
Selvom jeg har vænnet mig mere til de nøgne mænd efterhånden, var det umuligt ikke at se på den mand. Jeg ved godt hvordan man får børn selvfølgelig, og er også klar over, at mange af de mænd, vi ser på badeanstalten, har brugt deres tissemænd til at lave dem, men selvom jeg ikke vidste det bestemt, så var der ingen tvivl om, at den mand i sidste uge lige havde brugt sin til sådan noget.
Han gik lige forbi mig hen mod de to mænd i solhjørnet, og de stirrede på hans pik, til han satte sig og lod den falde til rette mellem sine skrævende ben. De to andre mænd var ældre end ham i det grå tøj, og de sagde ikke noget i starten, men så sagde manden bag den store tissemand noget, og jeg kunne ikke lade være med at høre efter.
– Man sku måske se at blive lunet lidt, før man skal i baljen.
– Jah.
– Er det koldt?
– Næh.
– En sytten stykker.
– Ja, så kan man jo dårligt få kølet instrumentet.
– Næh.
– Næh, det er ikke sådan.
– Man sku jo også holde sig. Man ved jo aldrig, hva man får.
– Næh, hæh, hæ.
– Men det er jo ellers godt.
– Tja.
– Men den blev sgu næsten revet helt i stykker.
– Ja, de kan være slemme.
De snakkede ikke ret hurtigt, og sagde ind imellem ikke noget, men grinede hele tiden op i solen, måske lidt træt. Jeg ved ikke så meget, men kan få den til at kilde ved at tænke på ganske bestemte ting. Jeg ved ikke, om jeg havde solen lige på mig, men jeg følte mig meget varm og pludselig så manden i det grå tøj op på mig og sagde
– Hva glor du på?
og samtidig opdagede jeg, at min egen tissemand var blevet stor og varm. Jeg krydsede benene og så væk, som om jeg ikke havde hørt noget, men mærkede at manden rejste sig og gik hen til bassinkanten. Så sprang han i og svømmede midt ned gennem bassinet på ryggen, mens hans pik flød mellem benene på ham som et eller andet jeg ikke kan beskrive.
Af og til kigger vi selvfølgelig også ind til damerne, men det er ligesom om de allesammen er enten for store og gamle med maver eller bare skolepiger, og så bliver man altid jaget væk. Inde på „Sporten“, hvor jeg har været en enkelt gang, fordi min søster kom der, er pigerne pænere, også fordi de har tøj på eller badedragt, men jeg ved ikke, jeg kan stadigvæk bedst lide at komme på herreafdelingen.
Jeg går hjem henad halv seks, og det er sjovt at lægge mærke til, hvor meget lunere det trods alt er inde på land end ude på badeanstalten, selvom den ikke ligger langt ud og er næsten i læ af lossepladsen. Hjemturen er sjældent særlig spændende, fordi man skal skynde sig for at nå hjem til middagen, som de ikke venter med.