Angsten var ikke noget der beskæftigede ham som begreb. Hvad vidste han? En bestemt svajen kunne få hylden over køjens fodende til at vibrere, og når søerne gik på en bestemt måde kom loftet over ham nærmere. Måske var det helt stille, bare stille, så var han selv til stede. Legemet fra hårene bagest i nakken til de mærkelige nervøse striber nedover venstre side af brystkassen og hånden der presser op i bughulen nedefra. En stilhed fyldt af et legeme eller en varme, hvis kerne er noget klamt. Angsten kunne omsættes i disse ting. Den holdt ikke op og begyndte, men var hele rummet, en pære der tændtes eller en knurren fra fryseanlægget dybt nede, hovmesterens skridt eller urets vækkelyd, der kom udefra og blev til en vanvittig kugle i et hulrum, pressede sig ud indefra og eksploderede som et skud igennem øret. En flosset udgang mod rummets snæverhed omkring ham og den øjeblikkelige bevidsthed om legemets fugtighedsgrad, de klamme håndflader, pungen overstor af varme hængende nedad låret, sveden fra armhulen som straks begynder at løbe, en perle med lavere temperatur, der får nerverne i sin bane til at rejse sig som mikroskopiske planter.
Han tænkte ikke på alt dette som angst, formulerede aldrig for sig selv sin situation og sindstilstand, vidste ikke hvorfor disse ting skete eller var sådan hos ham. Dunkelt forestillede han sig, at alt dette måtte være en overgang, noget man kom over ligesom søsyge eller når man blev voksen. Var han ikke voksen? Hånden faldt af sædvane ned i skridtet, en distrait konstatering og ringformet bekræftelse af hans eksistens og udvikling. Vidste alt om, hvad sagerne skulle bruges til, og forestillede sig utallige gange i stor detailrigdom, hvordan, hvorlænge, forfra, bagfra, fra siden, i munden, mellem brysterne. Her var noget bragt på formel, gennemprøvet og fantasifuldt forsøg men aldrig virkeliggjort. Den klaprende lyd fra hylden over fodenden, sendte adspredtheden ind i ham og åbnede adgangen for uroen, og han huskede, hvordan det var bagefter, når hjernebølgerne havde lagt sig og han havde besvær med at komme af med det, – han følte ikke nogen egentlig skyld – skyld beskæftigede ham ikke – men omverdenen blev tænderskærende klar for ham, malingen så påtrængende kemisk, at den næsten sprak for øjnene af ham og skibets bevægelser trådte frem fra et tåleligt akkompagnement til at blive selve eksistensen, en verdenskvalme bragt ned i konkret format.
Han havde sejlet altid, verden, den gamle verden lå to måneder bagude og eksisterede ikke. Han huskede næppe den forkælede tilskyndelse som havde bragt ham derhen, hvor han nu var. Et hoved under et koøje, flimrende vandlys under loftet til højre og fra hovedet nedefter en skævtdrejet krop under et lagen. En klaprende hylde som en underkæbe, de kunne sætte kerter på hver side af ham, men det ville virke absurd i den temperatur. Sveder lig? Hvad han huskede: et mørkt lokale med lys ind ad høje vinduer, lidt gråt i farven ikke til at lægge mærke til. Ordene om, at det kunne være rart. Man har lyst til. Langt tilbage i bevidstheden noget om udvikling, udviklende, mere moden. Var det ham selv eller hvem havde sagt det. Verden bagude var fuld af kamre og opvågninger, en evig gåen fra ting til ting til ting, bøger og synet af en plads i tørt, køligt eftermiddagslys, støvet der rejser sig og trafikken, som på sær vis bliver uhørlig. Pladsen er sædvanlig og han selv gående med ryggen til. Han går væk fra sig selv, men synsvinklen er almindelig. På hvilket tidspunkt han har forladt sig selv er ikke bestemt til at sige. Men der går han, håret lidt vissent, holdningen lidt ludende i den lange bengelkrop. Han går ned fra en fortovskant, op på den næste og pløjer på en måde midt igennem folk uden at lægge mærke til dem. Hvis han ville kunne han godt få sig selv til at vende sig om og stå med fronten til, men orker det ikke. Han forsvinder, fortabes, billedet toner ud.
Han huskede ikke den verden. Han havde opgivet den – ikke til fordel for den ny, men tvunget af den. Det var blevet en langtrukken stræben efter at komme igennem tildragelserne – de regulære – og få den stuvet af vejen, ikke anbragt systematisk, behandlede, fordøjede, men bare brokket væk eller stillet skematisk op til beskuelse, som var de dumme souvenirs, klodsede, grimme som man af pligt har købt, sletikke har plads til, men ikke nænner at smide væk, fordi man nu engang … For hver havn, hver landgang snævrede det hele sig ind, livsfølelsen blev hænder om halsen strammere og strammere og den tilsyneladende fjernhed fra den forrige verden, en kvalmende fornemmelse af provinsialitet. Var det modenhed ordet havde været, ja. Havde de bare set de historier han hørte tidligt og silde, forskellige men ens i svedende grovhed. Engang måtte det være muligt at trænge igennem barrieren af fantasifuld ensformighed, det skulle være muligt at nå det. Men han troede ikke på det, troede nogen på det.
Landgangen og bevidstheden om byen, der ventede et sted i nattevarmen. De dannede forsøg på en slags sight-seeing havde han opgivet allerede før de gik ind i Middelhavet. Nu var det bare sorte steder og senere kunstlyset, blinkende eller surrende mat med en svag sprutten de svage steder og insekternes kitinsmeld, bevidstheden og deres stupide brandsår og vingernes lille svedne lugt. Det havde været en fordel at kunne leve op til styrken i deres ensformighed, at annektere den og han gjorde det også, men kun halvhjertet og i bedste fald fnisende. Fantasierne med hånden dernede var stærkere, renere også i udfoldelsen ind til den pæreklare afslutning. Det andet lammede bare, den mareridtsagtige træghed i det sjofle belagde tungen med feber, gjorde den syg som efter al for meget tobak.
Han havde holdt kæft og sunget med. En svag drengebogsfornemmelse steg op i ham engang imellem, eller han huskede et ganske bestemt stadium af rusen, hvor det var ligemeget. De sad som i sved til halsen, og han havde lært at nogen mennesker lugter ligemeget, hvor meget de vasker sig og mere når de ikke vasker sig ret meget. De sære væsker, navnene som appetitlige paroler og den drævende række af opfordringer og stiklerier. Det tør han sgu ikke. Hva faen. Og hovedet der kastes tilbage i det lille uforstående forsøg på et smil, som skal dække over lamheden i tungen, kroppen, sveden der igen kommer kuglende fra de små hår ned mod bæltet. Han var ude af stand til at registrere alt dette på én gang, men kunne koncentrere sig i heldige øjeblikke, når spiritussen begyndte at virke, om sin egen evolution, udviklingen, mulighederne fremover, modningen og i baghovedet bevidstheden om gymnastikken, alle mulighederne i et klarere, renere lys fuldt af sympati, femininitet fuld af tårer og tålelig varme.
Legemet reagerede oprørsk, men lukkede også af for de andres hoveren. Han fik en følelse af have hele byen eller havnen i munden. Han brækkede ikke blot sig selv op, men asfalt og spildevand, neon drev fra næsen af ham og insekterne pressede sig vej indefra. Det lukkede sig, men røg på vid gab igen som en voblende kloakkanal efter et stop, hvor affaldet, skidtet, verdens ende af afkastet menneskelighed har hobet sig op og endelig kommer løs. Denne fos af undergang stod fra ham, og han gik hjem mellem uflyttelige træer, en knæfaldende zigzagvandring og den momentane opvågnen når en eller anden satan smed en pøs vand i hodet på ham, så latteren et øjeblik kunne trænge ind og gøre bevidstheden om skinnebensslaget mod køjekanten virkeligt, før selve den svulmende tomhed pressede ham ned i puden.
Ingen kvalme om morgenen, men ofte tre ord eller en af deres beretninger i indstændig rotation. Han kom tilbage til bordet med et dumt grin over hele fjæset og sa, vi sku gå hen og kigge gennem den første luge, og det gjorde jeg så, og der lå så et par og gik ordentlig te den, og jeg gloede og så kom der en stodder og sa jeg ku gå videre til den næste luge, og jeg stak hodet ind, men der var ikke noget at se ligestraks, så jeg stak hodet længere ind og kraftedme så kom der en stor fed kælling uden en skid på og stak sin store fedtede dåse lige op i masken på mig og holdt fast om nakken på mig og kørte bolden rundt til jeg var li ved at blie kvalt. Han kunne rækkefølgen, betoningerne og blev ved.
Angsten var ikke noget, men tingene fra begivenhed til begivenhed en balanceakt, hvor man måtte lade være med at skrige, selvom faldet var uundgåeligt. Hovmesterens skridt og hans hænder på køjekanten, på lagenet, under lagnet. Hovmesterens ansigt lige ud for hans, renvasket, uden sved og munden en kanal sluppet løs, fremover tænderne unævnelige, kendte ord gentagne, harpede, mareridtsagtige. Lakken der sprang og skibets krængen som modstræbende indvolde. Han havde låset døren juleaften efter maden. Juleaften var et eller andet grotesk i den anden verden. Han vidste det: et postkort, glimrende og fire linjer i et vers, meningsløse, men også i kortets ånd, dalende engle og julefred. Han huskede et stoppested, regn. Her var det mere naturligt og lignede resten, denne stålomkransede, skruedrevne lavhed, en foragt med papnæse større end det var muligt at fatte. De sad på banjerne og spiste risengrød med hvidtøl og snaps i seksogfyrretyve graders varme. Ved hver kuvert var omhyggeligt lagt en pose med nødder og marcipan, fra loftet hang guirlander, på grammofonen drejede en plade med vistnok de fire linjer han huskede, klokken halv otte var de så berusede, at ingen opfattede kaptajnens håndtryk og julehilsen og han heller ikke de mindre fine julekommentarer som fremkom, før han havde opløst sig og var forsvundet op i en eller anden julehimmel.
Kaptajnen havde undladt at læse juleevangeliet, og kokken påtog sig opgaven, men de andre blev – selv med sjofle kommentarer – snart træt af spøgen og koncentrerede sig om at få hældt en hel flaske snaps i tømmermanden, som med dårligt hjerte havde lægepåbud om ikke at røre spiritus. Skibets indvolde lå et stykke tid stille, og de springende insektlyde under huden hørtes ikke. Sveden var ikke længere et isoleret fænomen, men oliede sig udover hele kroppen, løb i flader i stedet for i strømme. Han var ligeglad og levede altså et øjeblik med alle sine vagtposter kaldt hjem. Indtil han så hovmesterens tænder, barrieren foran strømmen, så rejste han sig og planede sig fremover dørken og ned i kammeret.
Han så sig selv stå med hænderne mærkeligt udstrakt og med fingrene søgende efter hullet i en hulløs telefondrejeskive, mens en række mennesker udefra stirrede på ham og kradsede på boxens matte vinduer, deres ansigter utydelige og krybdyragtige. Telefonen ringede påkaldende, næsten bydende og lod hånt om hans mislykkede forsøg på selv at foretage en opringning. Drømmen opløstes i en splintren af matglasset, som ikke knustes, men faldt som tænder fra rammerne. Han havde låst døren og opfattede nu, at de stod udenfor og hamrede for at vække ham. Hovmesterens stemme kunne skelnes mellem de andres, og han blev liggende. Han lå som en gradestok med kviksølvet stigende og faldende, pressede nakken tilbage i puden for at tvinge bevidstløsheden frem igen, men måtte til sidst ud på gulvet, fordi de var begyndt at sparke på sikkerhedspanelet for neden på døren. Han åbnede, og de stod som vanvittige nytårsgæster, der er gået forkert. Ansigterne ophovnede, øjnene planløse, lumre, gullige, hænderne i gestus som en frosset film.
De sagde ikke mere undtagen hovmesteren. Han skulle også sige farvel. Havde han nogensinde set det før. Hvad vidste han om denslags. Han skulle være en mand, en mand. Det var sgu ikke for tidligt. Skibets indvolde rejste sig, glemt risengrød voksede i maverøret. Nu skulle han ta sig sammen. Det var jo en god ven. Man måtte gøre denslags ting. Ellers blev man aldrig voksen. Sidste ære. De stod i rummet, hvor det meste af servicet og en del af møblementet var knust. Tømmermanden lå på bordet, hvor de havde spist, dækket af guirlander og med hænderne foldet på brystet. De skubbede ham helt hen til den døde og ville tage hans hånd og føre den hen til liget, så han kunne sige rigtig farvel, men gjorde det ikke alligevel. Han vidste ingenting, huskede bare et par sætninger og et loftrum han engang havde set med en række brune dragtposer udfyldt som af legemer. På rad og række, varmen under tagstenene og en kiste hvoraf en rød bondedyne væltede sig. Vidste ikke om der kom en lyd fra tømmermanden, men mærkede at de bag ham allerede begyndte at kede sig, fordi det var overstået, de havde fået ham vækket, legetøjet var gammelt.
Angsten, han vidste ikke noget om angsten, blot engang imellem standsede hjertet, og han satte sig op i sengen og lyttede til hulrummet og stilheden, der voksede uundgåeligt i brystet. Han argumenterede med sig selv, nøgternt på en vis måde: der er ingen grund til, det skal ske. Hvorfor skulle du. Det er vanvittigt. Han overdøvede pulsslaget, gjorde fingrene lamme over pulsstedet på håndleddet, så han intet mærkede. Tømmermanden kunne ikke sendes hjem, ku ikke holde sig i den helvedes hede. Hovmesteren ville sgu ikke ha ham i fryserummet, hvor maden stod, rugbrødet, smørret, æggene, risen. Satans han ikke havde fået flikket en kasse sammen før han kradsede. Nu skulle de selv, kaptajnen i sin himmel og telegrafistens beklagende tiktiktik over en afstand, som i virkeligheden ikke fandtes. Hvem der gjorde det, vidste han ikke, men de blev stillet op på dækket, officererne i puds og mærkelige ansigter, glimtet i bladguldet på biblen, en tyk, sentimental fnisen over mandskabet. Fedtetheden i den sammenflikkede kiste, ingen ballast, den ikke så meget som dykker, men revner i faldet halvvejs og tømmermandens arm kommer til syne, en antenne, hilsen, sejlende og vuggende til sidst en nethindeprik af samvittighed, og de spredtes. Svedperlen fødes mellem hårrødderne, løber ad en krusning, drypper få millimeter og starter sin færd alene mod bæltet, hvor den måske standses.