Man kunne om den unge mand ikke sige noget som helst ufordelagtigt. Det var meget svært i hvert fald. Han havde måske nok et par filipenser og lidt tørt hår og denslags, men det er ikke sådan noget man tænker på, når man skal finde noget rigtig ufordelagtigt hos en eller anden. Af væsen var han meget lidt irriterende – altså rent fysisk, hvis De forstår, hvad jeg mener. Ganske vist havde han nogle små næselyde, når han f. eks. sad og læste. Små lyde stødt frem, som om der sad lidt helt oppe ved næseroden indvendig og generede. Det kunne man godt se sig gal på, men det var jo i virkeligheden ingenting. Feminin var han bestemt ikke, og skønt han reagerede kraftigt og syntes det var væmmeligt, når man talte om at en eller anden var bøsse, så kunne det aldrig falde nogen ind, at han selv skulle have en rem af huden. Det tænker man ikke på, når nogen er i hans alder. Så er vi allesammen en slags bøsser, ja jeg mener, så er man jo næsten nødt til at være det med den mangel på seksuel omgang med det modsatte køn, der er karakteristisk indtil en vis alder.
Det sidste lød måske lidt primitivt (nogen vil driste sig til at sige gammeldags) og jeg skal da også indrømme, at udsagnet – hvis man går det efter i sømmene – for det første er inspireret af den måde man skriver om kønslivet på i bestemte bøger og for det andet måske ikke har så meget med virkeligheden at gøre mere.
Men bøsse det var han ikke, det vil jeg hævde. Han var tværtimod flink, det kan man sige uden at såre nogen. Det kan godt være, at han havde nogle onkler, der var lidt til en side, og der havde også været noget med bedstefaderen, noget med at han ligeså stille en aften var roet ud på en sø, én af de helt dybe og tavse, hvor man bare hører en ko, der brøler langt væk eller ser en svale, som har vovet sig for langt ud og ser ud som om den skøjter på vandoverfladen, fordi den ikke kan holde sig svævende længere. Dér havde manden så taget hatten af og jakken og vesten (det er mange år siden) og efterhånden alt tøjet og var ligeså stille trådt ud over rælingen. Der stod nogen inde på bredden og så det, ellers havde man vel aldrig fået at vide, hvordan det var sket. De troede bare han ville tage sig en svømmetur, men selvom man senere ledte efter ham og gjorde sig stor umage med eftersøgningen, så man aldrig mere til ham end vesten og hatten og jakken og sokkerne, der lå tilbage i båden.
Nå, men det var selvfølgelig kun hans bedstefar. Ham selv kunne man ikke sige noget ondt om. Onklerne har jeg kun svagt hørt omtale. Der var vist ikke noget særligt med dem. Én havde taget sig en tår over tørsten, som man siger, men det er nu denslags man ikke skal hæfte sig for meget ved. I vore dage drikker alle mennesker, og hvem der er alkoholiker og hvem ikke, skal man være forsigtig med at sige. Forresten kan jeg huske, at han engang fortalte om den anden onkel, at han ikke havde det så godt med tanten. Det var ikke noget godt ægteskab, sagde han, men hvem der var skyld i, at ægteskabet ikke var godt – onklen eller tanten – fik man ikke rigtig at vide. På den måde han sagde det, kunne man, hvis man anstrengte sig rigtig meget, forestille sig at onklen var bøsse, men ikke havde opdaget det før efter han var blevet gift og så pludselig ikke ville i seng med tanten, fordi han syntes hun var led og fordi han overhovedet ikke kunne holde kvinder ud mere.
Det er kun noget jeg gætter mig til, men det var ligesom om der under hans sædvanlige tonefald var et eller andet, der brændte på. Jeg vil ikke sige, han talte helt på samme måde, som når man ellers kom til at snakke om bøsser, men hvis man anstrengte sig, var der altså noget i stemmen.
Alt det der med at fædrenes synder nedarves i syv led og at æblet ikke falder ret langt fra stammen, tror jeg ikke en døjt på. I hans tilfælde var der i hvert fald ikke noget om snakken. Han var som sagt helt all right. Det vil i og for sig være spild af tid at fortælle, hvordan han sådan så ud i det hele taget. De vil alligevel ikke kunne kende ham, hvis De løb på ham en dag på gaden. Det er jo mange år siden. Men hvis jeg siger, at han var ganske køn bortset lige fra det med filipenserne og det tørre hår, så har jeg ikke sagt for meget. Han var over middelhøjde og havde en ganske bestemt måde at smile på, som om han vidste noget, som han også godt vidste, man vidste, men ingen andre. Og så var der også en slags højtidelighed over ham, en slags ro, der virkede mere voksen, end han egentlig var og gav indtryk af, at han var temmelig klog. Det ville være en overdrivelse at sige, at han indgød respekt, men alligevel – når man kom ind på værelset og han sad der ved skrivebordet, var man ikke i tvivl om, at han var et eller andet. Bare det lille sekund han tøvede, før han så op fra bogen og blev klar over, at man var i lokalet, var nok til at man følte sig sat på plads.
Hos nogen ville denslags virke irriterende, men ikke hos ham, bestemt ikke. Og det vil jeg gerne understrege, for det er mig magtpåliggende at få slået fast, at der bestemt ikke kunne siges noget ufordelagtigt om ham. Når hans mor kom ind, kunne hun stå i over et kvarter i døren og snakke, og han behandlede hende nydeligt. Det var måske ikke fordi de havde så meget at sige til hinanden, men når man tænker på, hvordan man havde det med sin mor i den alder, var det ret imponerende, at de næsten virkede som jævnaldrende og talte sammen uden at råbe op. Der havde aldrig været noget i vejen med hende, vidste jeg, hun var altid hjemme, når hun ikke ligefrem var på arbejde og kom tit ind og snakkede. Nå, tænker De straks, når han har det sådan med sin mor, så er der måske alligevel noget om, at han ikke er helt rigtig alligevel. Det kan jo tit være det med mødrene, tænker De. Ja, ja, ja, siger jeg bare, det er mere karakteristisk for Deres vanetænkning, end for noget som helst andet. Der er i det hele taget en tendens til altid at skyde folk noget i skoene, som de sletikke fortjener, bare fordi man føler sig selv dækket ind, når andre er på den forkerte side.
Bedstefaderen er for øvrigt svær at glemme. Der må have været noget fantastisk ved synet af denne mand i skumringen, der pludselig rejser sig op i båden helt hvid (det er længe siden og man dyrkede ikke solen på samme måde som nu) – helt hvid og stiger op på rælingen og står et øjeblik og ser sig om og så træder lige ud i luften og forsvinder i vandet. Jeg ser det altid for mig som et gammelt stik eller xylografi eller hvad det hedder fra midten af forrige århundrede, hvor man ser nøgne guder i skoven på en eng mellem træerne eller ved en sø. De er også fantastisk hvide, når de går nøgne omkring eller bare står og drejer sig og venter på hinanden eller ser ud i luften.
Hvis han så endda havde været sjusket med sig selv og haft pletter på tøjet, men han var simpelthen noget af det ordentligste. Man kunne bare tage hans håndskrift. Den lignede tegning i sig selv, som om hvert bogstav var et lille kunstværk. Han havde nogle bøger, som han brugte til at skrive altmuligt op i, og dem gjorde han sig særlig umage med, hvad håndskriften angår. Når man en gang imellem dukkede op på hans værelse, sad han tit og prentede og prentede i en af bøgerne med linjer i og så først op, når man havde stået på tærsklen og rømmet sig en enkelt gang eller to. Af og til pegede han bare hen på sofaen og forklarede med hånden, at man kunne sætte sig, og så fortsatte han både ti minutter og et kvarter med at skrive det ene ord efter det andet i bogen. Mens han skrev kunne han også lave de små næselyde, men ikke så meget, som hvis han læste. Skriveriet krævede åbenbart mere koncentration. Ligeså snart han var færdig, stillede han bøgerne til side, og man fik aldrig at vide, hvad det var han sad og skrev. Men på afstand kunne man se, hvor smuk håndskriften var, selvom det var umuligt at læse de enkelte bogstaver.
En aften jeg kom derop virkede han temmelig rundt på gulvet. Han hverken skrev eller læste eller lavede næselyde, men sad bare helt stille og gloede ud i luften. Jeg blev stående et lille øjeblik på dørtærsklen, men ikke så længe, at det overhovedet gjaldt for et øjeblik, så sagde han dav og kom indenfor og sæt dig ned, og hvad det ellers er man siger, når folk kommer ind ad døren. Men ellers sad han bare og gloede og lod den ene hånd bevæge sig op og ned på bordpladen, som om han viftede en flue væk, men fortrød det i samme øjeblik. Jeg havde kun set ham sådan én gang før, og havde aldrig fået forklaringen på, hvorfor han var helt rundt på gulvet dengang. Det var noget med et brev fra en eller anden, der hed Pagh – et brev han ikke havde ventet eller måske netop havde ventet. Han plejede at gå til gymnastik eller svømning eller boldspil eller et eller andet med denneher fyr Pagh, og så havde han pludselig fået det brev og var helt rundt på gulvet. Han havde det med breve ligesom med de bøger han skrev i, man fik aldrig rigtig at vide, hvad der stod i dem. Han kunne godt fortælle om onklerne og bedstefaderen, der stod nøgen i båden og sprang ud, men aldrig noget om det, der foregik samtidig med den tid, man selv levede i.
Men den aften var den der altså igen. Jeg sagde ikke noget, men sad og dinglede på sofaen. Så så han op på mig og sagde:
– Det er min mor.
Jeg syntes det lød temmelig pompøst. Han havde det som sagt med at være hemmelighedsfuld. Faderen snakkede vi aldrig om, han viste sig sjældent. Jeg mumlede et eller andet om, hvad det var med hans mor eller nå eller sådan et eller andet. Han sagde ikke noget.
Nu vil De selvfølgelig straks til at tro noget ganske bestemt, bare fordi han sagde – Det er min mor. Det må De også selv om. Jeg sagde ingenting. Jeg sad bare og ventede og så på ham. Så hørte jeg det igen.
– Det er min mor.
Jeg aner ikke, om det var ham, der sagde det. Jeg hørte bare den sætning igen. Efterhånden hørte jeg den ord for ord. Det – er – min – mor. Det er min mor. Jeg blev ved med at stirre på ham. Jeg ved ikke om det var ham eller mig, der græd, men pludselig blev han utydelig, blinkende, skælvende, som set gennem vand.
Jeg rejste mig og gik hen og kyssede ham. Måske var det ikke mig, men jeg kyssede ham på munden, og der skete ingenting. Han så op på mig bagefter, som om han tænkte på noget andet og ikke så mig. Måske lignede hans øjne bedstefaderens et øjeblik, men der var stadig vand imellem os. Jeg rettede mig op og gik, og jeg har ikke set så meget til ham siden da. Det har jeg faktisk ikke.