Hun følte sig pludselig selv som en vildt eksotisk blomst i det totalt hvidmalede køkken. Når hun stod midt på gulvet, var der næsten to meter til de forskellige berøringspunkter: gasbordet, spisekammeret, kosteskabet, køkkenbordet, isskabet, tallerkenskabet, vasken, og når hun lettede på armene bredte den botaniske fornemmelse sig hurtigt og omskabtes til en zoologisk. Hun var overbevist om, at hvis hun baskede lidt med armene, ville hun om et øjeblik sidde oppe på køkkenbordet. Hun havde aldrig før oplevet denne fjerkildrende spændstighed, men erindrede dog ved gentagne lejligheder at have fløjet i drømme. Hun fløj aldrig ret højt, kun et par meter over gulvet og næsten altid i lejligheden. Drømmene kom tæt på opvågningsøjeblikket eller i de korte søvnperioder efter den første opvågning, og hun drømte for det meste, at hun så sig selv liggende i sengen og på en eller anden dobbelt måde gav sig selv kommandoen og adlød den. Hun sagde til sig selv: flyv og så lettede hun ganske langsomt og under anvendelse af en del energi. Hun tog først turen rundt under loftet i soveværelset (underligt nok opfattede hun sjældent eller aldrig, at Rippe lå ved siden af hende i sengen) og derefter gik turen ind i de andre stuer, stadig tæt ved loftet, men en gang imellem med fare for at støde ind i et skab eller en bogreol. Disse forhindringer blev overvundet ved en yderligere energiindsats, og hun fortsatte over mod gadevinduerne, hvor hun blev hængende og stirrede ud over en sært grå by. Gaderne mindede nok en del om dem, hun plejede at se i vågen tilstand, men alligevel var de ikke rigtig til at genkende. Vågen kunne hun ikke huske, om husene havde haft vinduer eller ej, men der var noget blindt over udsynet. Aldrig færdedes mennesker i gaderne, der var ingen biler, og vejret syntes havbundsagtigt gråt. Det regnede ikke, og der var heller ingen skyer, bare denne ubestemmelige, tunge farve, som lidt efter lidt forplantedes til hendes egen fornemmelse og gjorde den svævende tilstand besværlig og uoverkommelig. Hun blev så tung i drømmen, at hun næppe orkede at navigere tilbage i sengen, hvor hun gik ned som en sandfyldt spærreballon og vågnede deprimeret og utilfredsstillet. Hun følte det ikke som en fornærmelse at Rippe lå i sengen ved siden af hende, ventede heller ingen trøst i synet af hans lukkede ansigt, der hverken røbede tilfredshed eller tryghed ved søvnen.
Fornemmelsen i køkkenet var anderledes sprættende og udadvendt energisk. Hun vidste selvfølgelig godt, at hun ikke kunne flyve op på køkkenbordet, men følelsen af at have kraft nok i svingfjerene til bare at stå og føle det, som hun gjorde, var nok til at hun udstødte en indvendig kaglen. Hun havde bedraget Rippe, og nu stod hun i sit hvide køkken og blev klar over det. Selvfølgelig havde hun vidst det hele tiden, sådan noget pjat, men det var lige der og nu, det gik op for hende, at hun virkelig i bogstaveligste forstand havde bedraget sin mand. Hun havde ligget på et gulv sammen med en fremmed, hun havde taget tøjet af (det meste) og han var kravlet oven på hende, havde stukket tissemanden ind i hende og havde stønnet og pustet, indtil han var færdig. Hun fastslog, at mere kunne man ikke bedrage nogen. Det var den yderste grænse, og ved at gå til den (og overskride den) havde hun forandret sit liv. Hun baskede med vingerne og troede et øjeblik, at hun virkelig lettede et par centimeter fra gulvet, men opdagede så, at den voldsomme svingen med armene snarere fik hende til at tabe balancen. Selvfølgelig havde hun før tænkt over, hvad det var hun havde gjort, dog var det først nu, at selve akten (forbrydelsen!) begyndte at afsløre sig for hende i detaljer.
Det var altsammen begyndt for længe siden, for længe, længe siden. Ikke at hun havde bedraget Rippe, ikke mere end alle andre piger bedrager deres mænd, der havde bare været den almindelige dingel dangel til selskaber og gilder, lidt holden hånd med den, lidt jamseri med den. De førte en ret livlig selskabelighed en overgang og kom sammen med en masse forskellige mennesker, der dog efterhånden viste sig ikke at være så forskellige endda. Hun var godt klar over, at Rippe ikke holdt sig tilbage. Flere gange havde hun set mørke bylter i entreer og dunkle soveværelser, hvoraf Rippe udgjorde den ene halvdel og en eller anden pige den anden, og det undrede hende egentlig, at hun ikke følte sig særlig jaloux. Måske havde der i begyndelsen siddet en lille kvalm modstand i hende, men da det gik op for hende, at alle andre gjorde ligesådan, accepterede hun tingenes tilstand og lod sig villigt føre med ud på altaner og „ned efter cigaretter“, når en af de mandlige bekendte havde udset sig hende som gramsepartner. Efterhånden lærte hun at skelne de forskelliges metoder fra hinanden. Der var de sjælfuldt kyssende, som først efterhånden kom frem med hånden eller knæet, der var de ironisk snakkende, som i distraktion kom til at berøre de strategiske punkter og der var bulldozerne, som dårligt nok kunne vente til trappelyset sagde plop, før de flåede og ruskede i alt, hvad der stak frem og gik ind. Først efterhånden blev hun klar over sine preferencer. I begyndelsen diskriminerede hun ikke, alt var lige godt og lige passende og udløste en udefinerbar, grødet ophidselse i hende. Men da hun efterhånden kunne placere sin egen Rippe blandt bulldozerne, hældede hun mere og mere mod de sjælfuldt ironiske og holdt sig til sidst udelukkende til dem. Da der var et par stykker, virkede det ikke overvældende påfaldende, og da Rippe selv for det meste var stærkt optaget, lagde han næppe mærke til, at hun hyppigere og hyppigere dansede med udvalgte kavalerer og at der altid manglede en af netop dem, når hun ikke selv var til at få øje på i selskabet.
I øvrigt opøvede hun lidt efter lidt en evne (som hun også sporede hos de andre) til altid at være til stede, når der „var brug for hende“. Til deres egne selskaber var hun en glimrende værtinde – både for hele selskabet og for de udvalgte kavalerer – hun sørgede for at der var sving i både mad og spiritus, og ligeså snart Rippe syntes vel engageret med en eller anden på dansegulvet og således „var til stede“ i sin egenskab af vært, absenterede hun sig med en af tilbederne og lod ham få, hvad han havde brug for af favntag og kysægte læbestift. Hun kunne efterhånden time sine udflugter så nøjagtigt, at hun altid på det strategisk rigtige tidspunkt indtog stuen med en bakke fuld af nye glas eller flasker, eller placerede sig sådan i selskabet, at det så ud, som om hun havde været der hele tiden og var dybt optaget af en samtale med en af bænkevarmerne blandt pigerne.
Til udeselskaberne lå det lidt lettere med taktikken. Hendes følelse af fripas var større, fordi hun fra starten var placeret ved siden af en bordherre og kunne tillade sig at drikke mere. Der var ingen værtindepligter, og det kunne naturligvis betyde en indsnævring af bevægelsesfriheden senere, fordi hun ikke kunne camouflere udflugterne som nødvendige besøg i køkkenet, men spillet på udebane frigjorde Rippe i så høj grad, at han efter midnat næsten altid forsvandt totalt, sådan at hun kunne operere i fred og efter behag med sine udvalgte. For nemheds skyld – og måske også fordi hun syntes det var mere romantisk – holdt hun sig mere og mere til en bestemt, og da hun havde truffet sit valg, begyndte hendes følelser at forandre sig, og efter en kort ubestemmelig periode, fik hun det indtryk, at Tom virkelig lagde an på hende, for ikke at sige: tilbad hende.
Heldigvis kom Tom til alle de selskaber, hvor hun og Rippe var med – også hos dem selv – så der var rig lejlighed til kontakt. Hun blev mindre og mindre omhyggelig med at camouflere stævnemøderne, – det gjaldt i øvrigt dem alle sammen – og en gang imellem havde hun fornemmelse af, at de ligeså godt kunne blive i samme stue og med lyset tændt, for Gud og hvermand vidste jo, hvad der foregik. En gang opdagede hun, at hun af en fejltagelse var havnet i samme mørke korridor som Rippe, der stod og arbejdede med en dame i et hjørne, mens Tom var i fuld gang med hende selv. Et enkelt sekund fik hun det forrykte indfald at rømme sig diskret, fange Rippes blik, løfte på en indbildt kasket og fortsætte som om intet var hændt, men fornuften fik overtaget og hun smuglede sig uset sammen med Tom ind i stuen, hvor de dansede. Lidt efter kom Rippe ind og missede mod det uvant stærke lys, og senere dansede han sine tre danse med hende, mens Tom drak whisky i en gruppe og sendte blikke i retning af hende over hans skulder.
Ægteskabet fortsatte ellers som sædvanlig. Når de havde viklet sig ud af favnen på deres diverse partnere, tog de hjem, og Rippe lagde sig til rette i hendes arme i taxaen og ville kramme mere, og hun havde ikke noget imod det. De var begge to fulde og for det meste så opskruede af deres fælles oplevelser anderswo, at en eller anden slags udløsning var nødvendig. Hun mindedes utallige spritzige samlejer, hvor hun til sidst udmattet måtte rulle ham af sig, og hvor han i en tåge af spiritus og fortumlet søvn en halv time senere kom kravlende igen og ville gøre sig færdig. Næste dag snakkede de tit om selskaberne og kommenterede de andres manøvrer og uforklarlige forsvinden, men der var aldrig et ord imellem dem om, hvad de selv foretog sig. Rippe fik skrækkelige tømmermænd og brugte efterhånden flere dage til at komme over dem. De var ikke alene fysiske, men også moralske – i hvert fald på det spirituøse område – og han var umulig at lokke til at tage en lille en dagen derpå. Ikke en gang en øl til maden, ville han have. Han så aldeles syg ud, når hun ved søndagsfrokosten drak både øl og snaps, og hvis hun dristede sig til at tage en whisky senere på eftermiddagen, blev han forarget. Hun vænnede sig derfor til at have en jubilæumssnaps stående i en olieflaske i køkkenskabet, og den smånippede hun af en gang imellem når tømmermændene ikke var til at bære uden aftrapning med alkohol. Der var ikke det mindste fordrukkent ved hende, hun måtte bare have sin medicin efter et af de mange selskaber, hvor der blev drukket frit og grundigt.
Hun var ikke selv klar over, om spiritus var en forudsætning for hendes forhold til Tom. Men hun lagde dog mærke til, at han aldrig nærmede sig hende, før et godt stykke tid efter bordet, hvor der blev drukket rigeligt – oven på velkomstdrink og hvad de ellers fik. Og selv begyndte hun af en eller anden grund at drikke kraftigere, da hun havde besluttet sig til, at Tom lagde an på hende.
Der var ikke tale om en diskussion hende og tilbederen imellem om deres forhold, det udviklede sig efter ganske bestemte regler i en slags rituel tavshed. Når de mødtes til et selskab, sagde hun god dag til ham som til alle andre, og han hilste på Rippe som sædvanlig. Hun var glad, når hun fik ham til bords, og det skete måske lidt hyppigere end sædvanligt, fordi – som hun sagde til sig selv – nogen af vennerne havde kikket dem ud og nu gerne ville se, hvad der skete. Men når hun havde ham til bords opførte hun sig, som om det var en hvilken som helst anden af kresens medlemmer, der sad ved siden af hende, og hun skålede og nikkede ligeså venligt til alle og enhver som hun plejede. Også ved cognac’en holdt hun en passende afstand mellem sig og Tom, ja egentlig gjorde hun ikke noget som helst for at nærme sig ham. Hun følte sig overbevist om, at det var ham, der opsøgte hende, og hun kunne efterhånden på klokkeslet afgøre, hvornår han havde samlet sig så meget mod, at han kom og inklinerede for hende. Han bar sin drukkenskab med beundringsværdig elegance og førte sit kurmageri frem med diskretion. Først holdt han hendes hånd under dansen på en lidt usædvanlig måde, så listede han sin egen hånd op under hendes jumper (når det var denslags selskaber) og endelig trak han hende med udenfor, hvor hans kærtegn blev intimere, men stadigvæk var styret af en omsorgsfuld, øm og ironisk noblesse. På en måde følte hun sig ikke mere ophidset sammen med Tom end sammen med Rippe eller en af de andre, hun tidligere havde været ude i korridoren med, men det gav hende et vist tilfredsstillende velbehag at føle sig tilbedt og blive kurtiseret med fløjlshånd i stedet for at blive flået i af en radrenser.
Udenfor selskabernes sammentræf så de næsten intet til hinanden. Tom kom sjældent alene hos dem. Han var gift og havde hus udenfor byen. Hans åndelige interesser lå et stykke fra Rippes mere forretningsmæssigt styrede, og udover almindelig selskabsmæssig konversation havde de ikke meget at sige hinanden, selvom de vist engang havde gået i skole sammen og vist endda været temmelig tæt på hinanden. Når Tom en sjælden gang ringede og hun tog telefonen var deres samtaler næsten intetsigende, og bortset fra den kælne jargon, der var almindelig vennerne imellem, gav ingen af dem udtryk for, at de havde et intimere forhold til hinanden. Hun opfattede det heller ikke som sådan, ikke rigtig, de havde bare et eller andet ligesom alle de andre, måske bare en lille smule mere.
Da Rippe en dag fik en opringning om, at en arkitektforbindelse fra England havde meldt sig og ville have dem med i byen, så han sig fortvivlet om, om der ikke var nogen de kunne tage med fra vennekredsen. Det var midt om sommeren, og hun løb hurtigt mulighederne igennem uden at skænke Tom og Minna en tanke. Alle var sikkert på landet, men så kom Rippe selv med ideen. Tom sad sikkert og bogede med et eller andet. De plejede ikke at tage på landet, både han og Minna havde så tit i kor sagt, at de i forvejen boede på landet, så det var der ingen grund til. Rippe tog straks røret og ringede, og da det viste sig, at Tom sad alene hjemme og Minna alligevel var taget et eller andet sted hen med børnene, syntes Rippe det var synd, at vennen skulle sidde hjemme, han inviterede ham med og var helt opstemt ved tanken om, at denne græsenkemand og han selv og en fremmed (sammen med hende) skulle i byen. Det faldt hende ind, at det var en besynderlig sammensætning, hun og tre mandfolk alene på restaurant, men det viste sig, at englænderen havde sin kone med.
For at få det hele på gled havde de drukket rigeligt hjemme hos dem, før de gik ud. Der var tre fingre gin tilbage i flasken, da de havde fået deres Martinis – hun vidste at den havde været fuld samme dag, for hun havde selv båret den op fra vinmanden. Tom havde taget godt fra, og hun mærkede selv den søde snurren omkring læberne, som betød, at hun var godt på vej. Rippe støjede overdådigt på sit mærkelige byggeplads-engelsk, og Tom dristede sig til (velsagtens i sin ny græsenkestand) at røre ved hendes nakke, mens de sad i taxaen på vej til restauranten. Der var repræsentation med i billedet, for middagen var bombastisk, og hun syntes efterhånden, at vine og sprængte ænder og oste og desserter fulgte hinanden så tæt og i sådan et tempo, at det var svært at følge med. Rippe sloges på skrømt med englænderen om regningen, mens de andre sad og lod restauranten gynge i takt med deres overophedede blod og bolnede indvolde, så udkastede en eller anden den vanvittige idé, at de skulle tage på Bakken. Hun hadede Bakken, dens lugt, dens vulgaritet, dens trængsel af alle mulige besynderlige mennesker, men kunne ikke overdøve de andres begejstring og fulgte med ud til dette forlystelsessted, der ikke var mindre rædselsfuldt, end hun havde forestillet sig. Mændene insisterede på at prøve alt (selvom Tom var klar over, at hun ikke morede sig) og da de endelig kom ind at sidde i en eller anden obskøn bøfstinkende dansehal, prøvede hun at undertrykke sin kvalme ved at drikke whisky. De havde flasken på bordet, og pludselig mærkede hun, at hun blev fuld. Med en indvendig, søsyg hulken stirrede hun over på Tom for at gøre ham opmærksom på, at det var hans pligt at tage sig af hende med sin sædvanlige blidhed, og lidt efter reagerede han og fik hende med ud på dansegulvet til marinesoldaterne, der dansede så tæt med pigerne, at ingen lagde mærke til at Tom mere slæbte hende rundt end egentlig dansede med hende. Hun kravlede ind til ham og lod fingrene marchere op og ned ad hans ryg, mens han diskret med munden mod hendes øre frembragte en lang trøstende og snurrende mumlen. Hun huskede en taxatur hvor der rundt omkring i mørket hutrede sig forskellige menneskeklumper. Tom havde armene om hende og Rippe sad og gnavede i englænderens kone, mens manden var faldet i søvn eller sad og nikkede hos chaufføren. Resten var bare glimt og faldende bevægelser, lyset i entreen og flere flasker, der blev båret ind. Toms surren blev efterhånden til hendes eget udvidede karsystem, der voblede og suste, indtil hun var væk.
Der var ingen hovedpine, da hun vågnede. Så måtte hun have husket at tage piller, før hun besvimede. Til gengæld strøg en kælvende mur af søsyge ind over hende, og hun vidste, at hun var fuld endnu. Den eneste redning – kuren var velgennemprøvet – var en snaps af olieflasken ude i køkkenet. Fik hun ikke den, gik turen direkte ud til den hvide kumme på badeværelset, og den havde hun ikke lyst til. Hun skrævede hen over Rippe, der lå yderst med sin sædvanlige dødsmaske og kom ud på gulvet. Det rejste sig så skævt op imod hende, at hun syntes hun støttede sig til det med hænderne, mens hun kravlede ud i køkkenet. Der stod redningen, og så snart snapsen var nede, følte hun, at skævhederne og den frygtelige uro lagde sig. Fristet holdt hun flasken op foran øjnene for at se, hvor meget der var tilbage og kneb sig så en til. Hun kunne føle det alarmerede pulsslag lægge sig og mærkede samtidig en overlegen varme, der bredte sig erigerende helt ud i brystvorterne. Hun satte flasken for munden og tog en slurk til, så gik hun roligt og ubesværet ind i soveværelset. Rippe havde ikke vendt sig i sengen og lå stadig som en fisk der har besluttet sig til ikke at åbne munden og forsøge at befri sig for den generende krog. Hun så et øjeblik på ham og begyndte med en ny og mærkelig energi at tage natkjolen af. Mens hun gik rundt i værelset, betragtede hun glimtvis sig selv i spejlet og fik øje på de lidt hængende, men ikke uskønne bryster, der i de sidste år havde stået til rådighed for så mange beredvillige trappegangsgramsere. Hun var behageligt fuld og havde ikke lyst til at befri sig selv for det tilfredsstillende i denne tilstand foreløbig. Hun vidste, at det hele ville blive anderledes når Rippe vågnede med sit knuste hoved og vrangvendte indvolde, derfor klædte hun sig hurtigt på, lagde en seddel om, at hun gik ærinder, før hun hentede børnene og at hun kom hjem senere.
På gaden tumlede hun opstemt rundt i al den tidlige forvirring, som hun ikke var vant til at se, og da hun mærkede, at ånden begyndte at synke i hende, gik hun ind på en torvekafé og satte sig ned mellem handlende og kuske og bestilte en snaps og en øl. Da hun så telefonen på gaflen lige overfor bordet, de to snavsede telefonbøger i deres snore ned fra væggen og det lille idiotiske, møjbeskidte sanitetsskilt, tænkte hun ikke på meget andet, end at det var et underligt sted, hun sad, men så snart snapsen var løbet ned og hun havde drukket den halve øl og mærkede den diffuse kriblen i hele kroppen, kom hun i tanker om Tom. Hun slog hans nummer op uden at spekulere på de fedtede blade, og efter lang tids kimen på hans automatiske telefon hørte hun hans stemme. Alting gik derefter, som om hun havde prøvet det hele før.
Taxaen kørte uden særligt irriterende stop lige til hans havelåge. Hun steg ud, betalte, så et øjeblik på rækkehusene i vejens udstrækning og sikrede sig, at hun gik ind det rigtige sted. Tom åbnede døren, og hun lagde ikke særlig mærke til, at han stod så langt inde, at han ikke kunne bemærkes udefra. Han havde gudskelov taget en flaske frem, og de fik begge to et glas. Han så ikke særlig forførende ud, lidt morgenpjusket og nattegrå og i baggrunden åbnede perspektivet sig ind mod det ægteskabelige soveværelse, hvor hun kunne se hans tøj flyde.
Så lå de på gulvet – hvorfor lå de på gulvet? – og han havde sat sit snurreværk i gang og kyssede hende på nakken, langs ørerne og på skuldrene. Hun tog selv sine bukser af, men beholdt af en eller anden grund brystholderen på. Han fandt sin tissemand frem og stak den uden besvær ind i hende og arbejdede sig med sine spritzige nerver hurtigt frem til den stønnen, der for hende signalerede, at der snart ville ske noget. Hun følte intet ubehag, snarere en lidt knurrende fuldskab, der kulminerede i et øjebliks blindhed, da hun mærkede, at han kom. Han udtalte hendes navn et par gange og lå så stille. Selv mærkede hun, hvordan hendes hænder gled ned fra hans ryg, og da hun åbnede øjnene, så hun flippen af hans venstre øre og en lysekrone med seks gule lampeskærme og seks lyseholdere, der forestillede stearinlys.
Han var venlig ved hende og lod hende gå på badeværelset først, og de snakkede sammen et par minutter bagefter. Så bad hun ham ringe efter en vogn, og allerede, da hun gik ned ad havegangen mærkede hun, at hun ikke havde fået det hele ud, så en kold, våd plet, begyndte at brede sig i trusserne. Samtidig følte hun, at dagtømmermændene var ved at indfinde sig sammen med bekymringen for børnene og hendes mor, der havde taget sig af dem om natten. Hun tænkte kun og uden ophidselse på, at hun var det, der teknisk og bibelsk betegnedes som en utro hustru. Hun kom hjem med en unge i hver hånd og fandt Rippe i færd med at bikse et eller andet umuligt sammen, syg som en fugl. Så gik hun ud og skiftede underbukser.
Men i dag var det kommet over hende. Pludselig havde hun fået den samme alkoholiske følelse af spændinger i hele kroppen, som når hun tog den første drink før et selskab, og pludselig kaglede hun og ville flyve op på køkkenbordet. Hun havde set Tom en gang for et par uger siden, men de havde ikke diskuteret andet end almindeligheder, men nu, nu gik det pludselig op for hende, at hun måtte være en anden. Det hun havde foretaget sig, var noget, som lavede om på menneskers liv! Hun stod midt på gulvet i sit hvidmalede køkken og baskede med armene og kunne ikke finde ud af om hun var en eksotisk blomst eller en eksotisk fugl. Lidt efter lidt gik blomstringen af hende, og da hun heller ikke lettede, selvom hun lagde alle kræfter i ligesom i drømme, opgav hun også at flyve. I stedet for gik hun de to skridt hen til køkkenbordet og lænede sig på albuerne og kiggede ud af vinduet. Bagfra lignede hun med den fremskudte bagdel og de kønne, rødbrune skørter en stor æghøne, og da hun fik øjnene stillet skarpt og så ud over tagene, lignede de tage.