10
Dagen efter det første drab
”Du sagde da skuespiller, gjorde du ikke?” spurgte den unge mand bag skrivebordet.
I vindueskarmen lå et eksemplar af en af de gratis uddelingsaviser, der plejede at ligge og flyde på hvert eneste sæde i s-togene i hovedstadsområdet. Avisen var foldet, så Thilde kun kunne se den del af forsidehenvisningen, der sluttede med ordet bøssepark. Det skar i hende at tænke på, hvad der med nyfigen udlevering blev beskrevet i den artikel, som forsidehenvisningen refererede til.
”Gjorde du ikke?”
Han havde svedpletter under armene og en usymmetrisk række af filipenser over det meste af underansigtet, og hun svarede med tydelig irritation:
”Jo. Står det ikke i mine papirer?”
”Jo, jo, det gør det da. Det er bare det … jeg har vist aldrig set dig i nogen film.”
Og hvilke film har du så set? Udover De blå mænd og Tømmermænd i Las Vegas? Så spar du mig bare for dit fjogede grin! Narrøv!
Endnu et møde med en ”jobkonsulent”. Og det var for længst blevet understreget over for Thilde, at hvis man gik rundt med den opfattelse, at kontanthjælp var en foræring til landets borgere, så var der i allerhøjeste grad tale om en vildfarelse. Kontanthjælp var noget, man gjorde sig fortjent til ved at påtage sig det ene tåbelige aktiveringsjob efter det andet. Så hun gjorde, hvad hun kunne for at klare sig uden kontanthjælpen. Hele formiddagen havde hun for eksempel solgt brød i Føtex, hvor hver eneste ekspedition skulle afsluttes med ordene: ”Ha’ en god dag!” Plus et smil. Det generede hende ikke. Ikke i starten. Det var som at medvirke i en af de fjogede danske folkekomedier, hun indledte sin karriere med. Så efter spørgsmålet: ”Skal det skæres i skiver?”, der blev besvaret med en hovedrysten, leverede hun skam også med stor entusiasme replikken: ”Ha’ en god dag!”
Hvorefter hendes kollega, en gumpetung, lavbenet tyksak, surt bemærkede: ”Du behøver jo ikke at lave grin med kunderne!”
Lave grin med kunderne? Hun lavede sgu da ikke grin med nogen. Højst sig selv. Hun gjorde sig faktisk umage med at passe endnu et skide skod-job!
Hun kunne også have sagt: Jeg har spillet Ophelia i Hamlet, din fede sæk, så vis lige lidt respekt! Men det ville være at blotte sig unødigt, for Thilde gættede på, at svaret ville være: Jaså. Men hvorfor gør du så ikke det mere?
Fordi der stort set ikke er nogen roller til min alder, din smatso, og hvis der endelig skulle dukke en op, så er den reserveret til den lille kreds af selvbestaltede primadonnaer, der havde formået at bilde i hvert fald anmeldere og teaterdirektører ind, at de var i besiddelse af et unikt talent. Jo, jeg kan da få lov at spille en heks eller en skampulet krigsenke, men det er jo ikke ligefrem sådan, at der myldrer med roller som heks eller skampulet krigsenke i dansk teater. Vel? Nå, ja, det ved du selvfølgelig ikke en skid om. Du kan jo ikke engang pakke en Othello-kage ind uden at stikke dine fingre langt op i den. Og hvor har du ellers haft de fingre henne? Stod du ikke og kløede dig oppe i røvhullet for lidt siden?
En anden kunde, en ung pige med en piercet tunge, havde udspurgt hende om samtlige brødtyper i glasmontren, men ingen af dem viste sig at være i stand til at kombinere hendes krav om, at brødet både skulle indeholde grahamsmel, hørfrø og rugkerner. Og måske også indvoldsorm? var det røget spontant ud af munden på hende, og pigen havde med en fornærmet kast med hovedet skredet sin vej i en imponerende sortie. Unge piger med lange sorte støvler og piercede tunger (og hvor de nu ellers måtte være piercede) havde nu en charmerende måde at vise deres fornærmelse på. Var hun selv lige så utålelig, da hun var ung? Sikkert! Sikkert!
”Hvad sagde du til hende?”
”Ha’ en god dag!”
”Jamen, før det!”
”Vi har tilbud på grovboller. Syv styk for femogtyve kroner.”
Hvorefter tyksakken med en hovedrysten havde vendt ryggen til hende.
Hvis du tror, det er en tilfældig mokke, der står ved siden af dig og sælger brød i shoppen her, tager du fejl, dit fededyr! Jeg kan få min underlæbe til at skælve og mine næsefløje til at blafre, hvis det er det, instruktøren vil have. Og jeg kan også rokke med ørene!
Hendes sidste kunde ville have tre stykker af lagkagen på marcipanbund. Tilbage på fadet var endnu et stykke, og da tyksakken var ude for at ryge, stak Thilde det til side til sig selv under disken, og i dette øjeblik lå det i en kartonæske i hendes taske. Sammen med en gratis uddelingsavis med forsidehenvisningen:
Kommunaldirektør myrdet i en bøssepark.
Det stykke ville hun spise i aften til de 3-4 glas, der var tilbage i likørflasken, mens hun så Revolutionary Road med Kate Winslet, og for hver mundfuld ville hun se Røde Svends ansigt, som hun huskede det fra dengang, for sig. Hun ville såmænd nok nyde det stykke alligevel. Også selv om hun måtte tørre sine øjne imens. Åh, Gud, de havde jo været så unge, så uskyldige i deres lille revolutionære paradis. Indtil deres syndefald, der ikke var mindre smertefuldt end Adam og Evas, og det burde ikke være kommet så hurtigt og så brutalt. Hun plejede at sige som Edith Piaf, je ne regrette rien, når hun gjorde status over sit liv. Men hun skulle nu aldrig have røget det afrikanske pot den aften i kollektivet. Det skulle ingen af dem have gjort.
Dit liv sluttede på en bænk en mørk nat i en park, Svend. Det var det, du havde gjort dig fortjent til, da regnskabet for dit liv blev gjort op. Og sådan, og sådan …
”Vi har vist ikke noget lige her og nu, der modsvarer dine primære kompetencer, ” svarede den unge slipseklædte fyr med de store svedpletter under armhulerne på den dueblå skjorte.
”Jo. Her er måske noget. Der er et firma, der har brug for en demonstratice.”
”En demonstratice? Så jeg skal altså stå og servere pindemadder i et supermarked?”
”I det her tilfælde er det et firma, der vil markedsføre en ny middel mod herpes og vabler.”
Herpes og vabler? Alt andet end den bagerbutik. Og hun huskede nu, at en bekendt havde lovet at skaffe hende et job med at indtale lydbøger. Hun ville ringe til ham, så snart hun kom hjem.
”Der er selvfølgelig også den mulighed at blive omskolet til social- og sundhedsassistent. Dem er der i hvert fald brug for,” kom det i et opmuntrende tonefald.
Altså i modsætning til kvindelige skuespillere, der har passeret de halvtreds. Jo, tak. Jo, tak. Og hvad blev det næste? Et middel mod bylder i røvhullet?
Kommunaldirektør myrdet i en bøssepark. Jo. Jo. Men Røde Svend var da i det mindste sluppet for den slags ydmygelser.