13

September 1970

Det var den 8. aften ved spisetid i det boligfællesskab, der nogle uger senere blev til kollektivet ’Ernesto Che Guevaras Minde’, at Thilde med et ansigt, der lyste som en lille sol, satte en papkasse fra sig på køkkenbordet. På dette tidspunkt havde de ikke fået organiseret en egentlig fællesspisning, og kun Røde Svend og Laila havde indtil videre forsøgt sig med en madlavning, der lå et lille niveau over spejlæg eller ristet torskerogn. Allerede dengang havde Thilde en bemærkelsesværdig dramatisk måde at føre sig frem på, og velvidende at hun havde et opmærksomt publikum omkring sig, trak hun med en teatralsk gestus de forskellige poser og flasker op af kassen en for en og anbragte dem på en lang stribe på køkkenbordet, mens hun beskrev indholdet i dem.

”Her har vi så først den brune ris. Upoleret og organisk dyrket. Og i denne flaske er der tamari, hvilket er en soja-sovs udpresset af organisk dyrkede soja-bønner. Krukken her indeholder Goma-Sio, som er en blanding af havsalt og knuste sesamfrø. Og i denne pose,” som en jonglør lod hun posen vende et par omgange i luften, ” … har vi boghvedeflager, og det her, ja, det ser måske lidt mystisk ud, det er 250 gram Mu-Te, hvilket mere præcist er en organisk dyrket grøn te fra Japan.”

Organisk dyrket? Mark havde ingen anelse om, hvad dette begreb refererede til, men han spurgte ikke. Han var overbevist om, at Thilde helt af sig selv ville give en detaljeret forklaring. Og det gjorde hun da også. Det var REN mad. Det var SUND mad. Det var mad, der var dyrket uden de der syntetiske gødningsstoffer, som fortyndede madens kvaliteter eller (for nu at sige det ligeud) forgiftede afgrøderne med ganske vist små, men stadig voksende doser.

Og efter at have tømt papkassen i noget, der kunne ligne det kendte tryllekunstner-”uendelige-silketørklæde-trækken-ud-af-ærmet”-trick, erklærede hun med en triumferende mine, at hun ville gå i gang med riskuren fra og med aftenens måltid. Riskuren rensede først tarmsystemet og dernæst resten af kroppen, og efter 10 dage havde man det fantastisk, man var fuld af energi, plus at man følte sig enorm fredfyldt indeni.

Mens de andre betuttet så til, hældte hun en kop brun ris i en gryde og kom tre kopper vand oveni. Men inden hun tændte for gasblusset, ville hun dog lige forhøre sig, om der eventuelt var en af de andre, der følte trang til at joine hende.

Joine var også et nyt ord.

Spiste man kun kogt ris i 10 dage? blev der spurgt. Nej, nej. Om morgenen kunne man for eksempel spise kogte boghvedeflager, og hvis man var i det humør, kunne man også riste den kogte ris.

Men altså ikke noget med øh … kager og slik og den slags.

For de vidste alle, at Thilde var vild med mørk chokolade og alle former for lakrids.

NEJ! Ingen sukker, animalsk fedt, alkohol, kaffe, kartofler, cigaretter …

”Det er jo lige præcist det, du plejer at indtage dagligt i store doser,” bemærkede Røde Svend med et spydigt smil. ”Og den kur skal du holde i 10 dage?”

”JA!” råbte Thilde. Og hun fortsatte med en længere monolog om, at vi måtte hver især lære at være vores egen doktor, og når man var sund i krop og sjæl, kunne man faktisk helbrede sig selv fra stort set hvilken som helst sygdom, for slet ikke at snakke om at ens positive vibrationer ville forplante sig til omgivelserne. Du er, hvad du spiser, så enkelt er det! Og da den sætning fik dem til at stirre på hende med et blik, som hun aflæste som beundring, gentog hun den. ”Du er, hvad du spiser! Du er, hvad du spiser!”

Der var helt stille i køkkenet i adskillige sekunder. Så pegede Røde Svend på Leif, der var halvvejs igennem en spegepølsemad: ”Og Leif … du er en grisebasse!”

Der var ingen af de andre, der meldte sig som deltager i Thildes riskur, men flere af dem følte dog trang til at understrege, at de var kolossalt positive over for den holdning, der lå bag. De var bare ikke klar til … lige her og nu … at gå så langt. Men hvad med en mere ordinær madklub, hvor de skiftedes til at lave mad? Den mulighed diskuterede de den næste uges tid, og da Thildes riskur på et tidspunkt gik i sig selv igen, fordi hun ikke var i stand til at klemme bare en enkelt mundfuld ris ned længere, blandede hun sig også i diskussionen. Hun var godt klar over, at der ikke ville være stemning for en mikro makro-madklub. Men hun ville insistere på et vist niveau, hvis hun skulle være med. Visse retter var bandlyst. Herunder medisterpølse.

De opstillede dernæst en liste over bandlyste retter i deres nye madklub, og udover medisterpølse endte også blodpølse og stegt lever på listen. Men hvordan lavede man så den mad, man godt måtte lave, spurgte de hinanden, og her udlånte Leif velvilligt det eksemplar af Kogebogen for nybegyndere, han havde fået foræret af et behjertet familiemedlem ved indflytningen.

Det var Leif, der tog madklubbens mødom, som det så poetisk blev udtrykt, med retten græske frikadeller, hvortil han serverede noget, han kaldte tzatziki, hvilket ingen af de andre anede, hvad var for noget, og Røde Svend måtte naturligvis straks forhøre sig om, hvorvidt ordet kunne dække over en ondartet virus. Det viste sig dog at være noget med at rive en hel grøn agurk og dernæst dræne den i en sigte og efterfølgende røre den smattede substans op med en slags creme bestående af presset hvidløg og yoghurt. Derudover satte Leif også en olie-eddike salat tilsat skårne tomater, oliven og fetaost på bordet.

En ret avanceret start måtte man nok sige, da der indgik så eksotiske ingredienser som både hvidløg, mynteblade og bemeldte tzatziki i måltidet, og retten høstede da også et fortjent bifald, og selv om den fælles middag ikke var på det niveau hver eneste aften, så bestræbte de sig efter bedste evne på at overraske de andre positivt, når det var deres tur. Når Mark senere huskede tilbage, var det da også imponerende, hvad de havde været i stand til at præstere af middage til fire, fem kroner per person aften efter aften.

Det var samme aften, Mark skrev sin første novelle. Den handlede om en mand, der vågnede op en morgen med en meget tør hud, hvilket fik ham til at klø og klø sig, mens huden blev stadig mere tør og skælagtig. Næste dag melder han sig syg på jobbet, og hans fingre er nu så krumme som klør, at han har svært ved at holde på telefonrøret. Han overvejer, om han skal prøve at få fat på sin kone, der er på et kursus i Jylland, men han orker ikke at ringe op igen. Som aftensmad har han kun lyst til nødder og rå grøntsager, og efter måltidet hiver han sit tøj af og kravler ind under sengen, hvor han bliver liggende i en døs uden at bevæge sig. Som et reptil, tænker han. Men han har nu i øvrigt ikke mange tanker. Begynder han på en tanke, glemmer han den hurtigt igen. Til gengæld er hans lugtesans blevet næsten ubehageligt stærk.

Da hans kone kommer hjem fra kurset sent på eftermiddagen, kravler han frem. Han ligner et overdimensioneret krybdyr, og hans kone griber opskræmt en taburet af træ ved et af benene og flækker hans porøse hjerneskal med sædet.

Længere var novellen ikke, og Mark reflekterede længe over, hvilket våben mandens kone skulle bruge. Han havde selv en taburet af træ stående på sit værelse, og han tog den prøvende op i hånden. Jo, det var faktisk et udmærket mordvåben, konstaterede han.

Man er, hvad man spiser. Det var det, Thilde havde sagt, Men ellers havde han ingen idé om, hvad der kunne være den dybere mening med historien.

Han havde skrevet den i hånden i et stilehæfte, og han læste den først igen mange år senere. Længe efter, at han var flyttet fra kollektivet.