17

To dage efter det første drab

Kvinden over for Laila var skaldet som et hønseæg. Altså under parykken. Der i øvrigt var en helt speciel paryk: En naturparyk af 100 procent ægte hår.

Parykken fik hun skiftet hver fjerde uge hos en frisør med speciale i det, der blev kaldt ”hår for livet”. Her blev den vasket og sat tilbage på hovedbunden igen med tape og ”åndbar” lim, der var så stærk, at parykken ikke røg af, når man gik i vandet, eller hvis et barn hev i den.

Alt det havde kvinden over for hende gjort detaljeret rede for i sin første session. Når hun havde søgt psykologbistand hos Laila, var det blandt andet på grund af det manglende hår. Blandt andet. For måske hang det hele sammen. Det var det, hun var begyndt at overveje. Måske var der en rød tråd, et mønster i hendes liv, som dybest set var årsagen til, at hun havde mistet håret og nu bar en naturparyk.

Og Laila havde med et nik og et lille smil bekræftet, at der var et mønster i et menneskes liv. Det var ikke altid, at man selv kunne finde det, nogle gange havde man brug for assistance, og det var det, hun havde viet sin professionelle tilværelse til: At hjælpe andre til at finde det tilsyneladende usynlige mønster i deres liv.

Og Laila så for sit indre blik det foto af kollektivet, hun havde sendt til de andre for nogle uger siden. Husker du? havde hun spurgt, og hun huskede selv både det ene og det andet. Det kollektiv var vævet ind i det mønster, hendes eget liv udgjorde. Det samme gjaldt i høj grad også de andre. Og der er måske noget, vi skal snakke om. For at komme videre med vores liv. Det var det, hun havde spurgt de andre om med sit brev.

For nu at begynde med håret, fortsatte kvinden med fornavnet Nina, så var hun pludselig begyndt at miste det som 44-årig, men ifølge de mange blodprøver, der efterfølgende blev taget, fejlede hun ikke noget. Ikke desto mindre havde hun efter blot et par måneder tabt håret overalt på kroppen.

Det havde været et regulært chok for hende at opdage, hvor meget af hendes identitet som kvinde, der sad i det hår, men til alt held fik hun kontakt med en frisør, der havde specialiseret sig i ”hår for livet”, og nu slap hun da for spørgsmålene om, hvorvidt hun var dødssyg og i kemobehandling. Først derefter havde hun haft overskud nok til at spørge sig selv, om der kunne ligge noget psykisk bag. Tanken var for alvor begyndt at plage hende, efter at hendes far var død af kræft, og nu tænkte hun næsten ikke på andet, når hun var alene. Derfor håbede hun, at de fem sessions, de indtil videre havde aftalt, kunne give hende lidt ro i sindet.

De sad i hver sin lænestol, og mellem dem var et lille sofabord af glas, hvorpå der var placeret et askebæger og en æske kleenex. Askebægeret var til de brugte kleenex. Selv de mest tillukkede og forkrampede af Lailas klienter plejede at græde som en pisket, inden en session var slut. Det var godt at græde. Det beredte den vilje til at tilgive, som hendes sessions gerne skulle munde ud i, uanset hvilke grusomme overgreb klienterne havde været ude for.

”Min far …, ja, jeg har altid husket ham som kærlig. Meget kærlig. Men ugerne efter begravelsen kunne jeg blive grebet af en uventet vrede, når jeg tænkte på ham. Og så begynde jeg at tænke tilbage …”

”Ja?”

”Da jeg var lille, sad jeg altid på skødet af ham i sofaen, når fjernsynet var tændt, og så sad han, jeg havde jo de dér lange, lyse fletninger, da jeg var lille, og … øh … nulrede mine fletninger mellem sine fingerspidser. Og spidserne, de var bundet med nogle silkesløjfer, som regel lyserøde, jeg har altid været vild med den farve, kunne han køre rundt i sit ansigt, mens han sagde sådan nogle … fjollelyde, du ved.”

”Og det havde du det godt med? Altså dengang?”

”Ja! Jeg mærkede sådan en varme indeni. Især når han begyndte at massere mig i nakken og på overarmene. Og underbenene. Ja, sådan set alle de steder, hvor min hud ikke var dækket af tøj.”

Laila var også blevet taget op på sin fars skød. Og så havde han pustet til hendes forhår og fortalt hende, at hun var den, han elskede allermest. Han elskede hende meget mere end hendes storesøster og hendes storebror, ja, jeg elsker dig også meget mere end mor, havde han tilføjet.

”Det kildrede lidt. Når han brugte neglene. Men det var kun i starten, og var det ligesom en del af spillet, at jeg skulle … hvine, du ved. Og så fortsatte han med fingerspidserne. Det var helt anderledes. Det fik min hud til at gløde. Ikke så det gjorde ondt. Tværtimod.”

Det var kun, når de var alene, at Lailas far tog hende op på skødet. Han sad i sin kontorstol inde på det lille kontor og førte regnskab, han var revisor, han udtalte altid det ord med et lille tryk, og i januar måned sad folk i kvarteret i kø for at få hjælp til at udfylde deres selvangivelse. Hans kontorstol kunne drejes rundt og rundt, og hvis hun var alene hjemme, sneg hun sig ind på kontoret og kravlede op i stolen, og ved at skubbe til skrivebordet kunne hun få stolen til dreje rundt i små ryk. Og kontoret lugtede tungt af sved og pibetobak; det var næsten ikke til at ånde derinde, hvis døren var lukket.

”Tværtimod! Jeg mærkede jo en varme brede sig i min krop, den trængte ind i musklerne og helt ind i knoglerne, og jeg hvinede heller ikke mere. Jeg spandt som en kat. Og nu var det også nogle andre lyde, der kom fra min far. Som om han trak vejret meget, meget dybt. Helt nede fra maven.”

Du er den, jeg elsker allermest, havde Lailas far hvisket hende i ørene, og mens han holdt hende helt tæt ind til sig med sine store arme, drejede han stolen rundt og rundt og rundt, og hun havde været prisgivet ham og hans store arme. Det var ikke sådan, hun tænkte dengang. Hun kendte slet ikke det ord. Men det var sådan, hun følte det.

”Og hans hænder vendte tilbage til mit hår. De trak i fletningerne. Tak og trak. Og pludselig gav han slip og sad helt stille.”

Det er dig, jeg elsker. Det havde Lailas far hvisket, mens stolen kørte rundt og rundt. Men en dag havde hendes storesøster røbet for hende, at hun var den, han elskede allermest, når det var hende, der sad på kontorstolen.

Forræderi er et grundvilkår i det moderne menneskes tilværelse, tænke Laila, mens hun iagttog, at hendes klient greb ud efter en Kleenex fra æsken. Og vi sender forræderiet videre, når vi får en chance for det. Og hun kom igen til at tænke på fotoet af kollektivet og de ord, hun havde skrevet på den fotokopi, hun havde sendt til de andre: Husker du? Og nu var Svend pludselig blevet myrdet. Som om hendes brev … Men huskede de overhovedet noget? Ingen af dem havde i hvert fald ringet. Og hvis en af dem gjorde, ville hun sige, at kun ved at sætte ord på det forræderi, man måtte have gjort sig skyldig i, kunne man få afsluttet det kapitel i sit liv.

”Når jeg sidder alene derhjemme og ser fjernsyn, kan jeg pludselig mærke hans hænder om mine fletninger igen. Også selv om jeg har mistet håret.” Og hun begyndte at græde, tårerne kom i stride strømme ud af hendes øjne, og Laila skød æsken med Kleenex helt hen til hende.