19

September 1970

Var det et kollektiv, de havde etableret?

Det havde de slet ikke haft tid til at overveje de første par uger. Men deres forældres forsigtige kredsen om emnet, da de ankom med deres ting, afslørede, at det i hvert fald for dem spillede en ikke ubetydelig rolle.

Et kollektiv var ovre i det mørke Jylland lig med gruppesex og fællesøkonomi. Det første kunne slet ikke nævnes, allerhøjest antydes med enten himmelfaldne øjne eller en fnisen. Så suspekt var det. Det andet, at deres afkom skulle til at betale for andres overforbrug af både det ene og det andet, vakte heller ikke ligefrem begejstring.

Ved afskeden med sine forældre havde Røde Svend fået stukket en 100 kroneseddel i hånden til ”fælles fornøjelse” for ham og hans nye bofæller. Derfor indkøbte han tre flasker Macon-rødvin hos den lokale købmand på Brønshøjvej og stillede dem på bordet til aftensmåltidet den følgende lørdag til den ret, lasagne med grøn salat, som Martha havde kokkereret.

De havde ingen vinglas, så de brugte de glas, de plejede at drikke postevand af til maden.

”En skål på vores forældres børn … Og deres glorværdige fremtid,” kom det fra Svend, idet han løftede sit glas i en bue, der ville være en romersk senator værdig.

Hans røde hår nåede nu ud over skjorteflippen. Ingen af dem havde været hos frisøren, efter at de var flyttet ind, og alle fyrene var efterhånden det, man hjemme i Jylland indiskutabelt ville betegne som langhåret. Ingen af dem havde selv fået lov at bestemme deres hårlængde, mens de boede hjemme, hvad enten deres forældre havde gjort brug af trusler eller konkrete belønninger for at overtale dem til at gå til frisøren. Kun DD havde strittet imod så længe, at han nåede at blive mødt af mishagsytringer fra for eksempel bilister, der passerede ham på cykelstien.

”Hvis du var min hund, ville du blive sendt til hundeklipperen,” kunne et par håndværkere i en arbejdsvogn hånende råbe efter ham.

”Og hvis du var min kat, ville du blive skudt på stedet,” havde han en dag svaret tilbage, hvorefter bilen var kørt ind foran ham på cykelstien for at give det infame hippiesvin en røvfuld, og DD måtte flygte hen over en mudret mark, der slugte hans ene sko, for at slippe væk fra dem. Kort efter havde hans rektor trukket ham til side og fortalt ham, at han ikke ville blive rykket op i 3. g, hvis han ikke mødte helt anderledes soigneret op til timerne. DD ville sikkert have kunnet få medhold, hvis han klagede til undervisningsministeriet, men han lod sig klippe, træt af alt bøvlet ved bare at have lidt hår ud over ørerne.

Deres polyesterskjorter og terylenebukser fra gymnasiet var skiftet ud med cowboybukser og stribede og ternede bomuldsskjorter, og Thilde og DD havde tilmed anskaffet sig en afghanerpels fra den indiske butik i Lars Bjørnsstræde. For DD havde det været ensbetydende med et betragteligt indhug i hans opsparing fra sommerferiens mange ugers arbejde som postbud, men det var pengene værd at mærke den opsigt, som han vakte på cykelturen ind til universitetet. Han var en del af den fortrop, der var vej til at forandre Danmark til noget, som ingen endnu for alvor kunne sætte ord på. Det signalerede den afghanerpels for dem, der havde øjne at se med. Han havde kun haft den på et par gange. Den var faktisk alt for lun til dette forbavsende varme efterår. Men han så allerede for sig, hvordan hans studiekammerater ville spærre øjnene op senere på året, når han trådte ind i auditoriet.

”Og det er dig, der bor i et kollektiv?” ville hende med de lange sorte øjenvipper og den ternede cardigan på rækken foran ham helt sikkert bemærke.

”Ja, hvad siger I, når folk spørger jer? Er det et kollektiv, vi bor i?” spurgte Leif og tog sine briller af for at pudse dem i lommetørklædet, og uden briller virkede hans ansigt næsten anmassende i sin nøgenhed, tænkte Laila.

Leif følte ved enhver given lejlighed trang til at demonstrere en næsten faderlig omsorg for, at deres beslutninger var så retfærdige som overhovedet muligt. ”Vi må vist hellere lige sikre os, at alle kan tilslutte sig …”, også selv om det kun handlede om et så beskedent initiativ som at fjerne ukrudtet mellem fliserne fra havelågen og op til hoveddøren. At ændre boligfællesskabets status til et kollektiv var jo ikke en ligegyldig beslutning, det var et valg, sådan som livet nu engang bestod af det ene valg efter det andet, og han havde i hvert fald ikke glemt, hvad John F. Kennedy havde understreget i en af sine tv-taler: ”We choose to go to the moon.”

Der blev en pause, hvor Røde Svend snoede en af de nye krøller i sit hår omkring en nervøs finger og drak lidt mere af sit glas. Han vidste ikke ret meget om vin. Derhjemme blev den slags kun serveret til jul og konfirmation, og det var som regel en lidt halvsur fornøjelse. Men denne var god, og da han havde været ude på badeværelset for at vride bananen, havde han bemærket i spejlet, at vinen havde gjort hans hud (i hvert fald i ansigtet) mere mørk. Næsten som hos en indianer. Macon! Han måtte huske navnet. Og for ham kunne de da godt kalde det for et kollektiv:

”Hør engang … Den er jeg med på. Så længe huslejen ikke stiger af den grund. Men vi har altså ikke plads til et bollerum!”

Martha havde heller ikke nogen indvendinger. Det var jo bare et ord. Ord var så taknemmelige. For eksempel havde de alle været åh så enige om at rydde op efter sig, når de havde brugt badeværelset. Men der var morgener, hvor der godt kunne ligge adskillige håndklæder og flyde på gulvet. ”Når der er en strop i et håndklæde, hvorfor så ikke bruge den?” kunne hun ironisk bemærke.

Martha var en praktisk type. Det handler meget om held. Nogle er mere heldige end andre. Men man kan forebygge en hel del ved hårdt arbejde. Og orden i tingene. Den slags mennesker kunne hurtigt blive for meget af det gode, men da hun samtidig havde en optimistiske udstråling med melodi i stemmen, var det svært at blive irriteret på hende. Og de vidste jo alle, at der skulle et vist minimum af orden til, hvis de skulle kunne holde ud at bo sammen.

Badeværelset med den rustplettede vask og det lige så rustplettede badekar med en stangbruser var en prop i systemet om morgenen, hvor de skulle møde på deres studium på nogenlunde samme tid.

”Kunne vi ikke sige, at vi højst måtte okkupere badeværelset i ti minutter om morgenen?” spurgte DD med et langt blik til Thilde. Når hun trippede ind i badeværelset i sin rødblomstrede morgenkåbe med beautyboksen under armen, vidste de alle, at de lige så godt først som sidst kunne indstille sig på at gøre brug af den lille vask i det kælderrum, hvor der gudskelov også var et wc, så man i det mindste kunne få tømt tarm og blære.

”Hvis man skal have vasket hår, er det altså ikke noget, der kan klares i en håndevending,” indvendte Thilde, og det var, som om hun gentog sig selv fra dengang, hun boede hjemme. Her kunne hendes brødre hamre på døren, så hun nogle gange frygtede, at døren røg af ved sine hængsler, og at hun stod helt nøgen foran dem. Det var nok, at de smugkikkede, når de fik chancen.

Her var der ingen, der hamrede på døren. Blot et par hurtige utålmodige knoer. Og de nøjedes også med at tænke, de øvrige, at hun vel sådan set havde haft tid nok til at fjerne de lange, sorte hår, hun altid efterlod i vaskens afløb.

Men de mandlige beboere i kollektivet smugkiggede nu mindst lige så meget som Thildes brødre. De to andre piger var et sted mellem almindelig og hverdagsagtig køn. Thilde var smuk som en model med sine høje kindben og store læber. Mens de to andre piger stort set ikke brugte kosmetik, gjorde Thilde altid brug af remedierne i beautyboksen inden en tur i byen. Det kunne have virket vulgært, tænkte Leif, når han betragtede de rødt optrukne læber og mascaraen omkring øjnene. Men ikke med Thildes spinkle og næsten uskyldige fremtoning. Så fremstod hun snarere som en teenagerpige på afveje. Som man burde redde, inden hun kom for langt ud over kanten.

Måske var det et spil. En leg. Ved flere lejligheder havde hun i hvert fald med stor entusiasme dyrket rollen som skræmt skolepige. Den anden aften kunne hun fx fortælle, at en mand i en lang sort frakke var fulgt efter hende hele vejen hjem. For at slippe af med ham var hun på et tidspunkt kørt over for rødt. Men det havde han også gjort.

Hun måtte drikke to glas vand meget hurtigt ude i køkkenet bagefter for at falde til ro. ”Han var virkelig en pervers stodder,” var det kommet med en dirrende lillepige-stemme og hurtigt blinkende øjne fra hende, mens hun knugede vandglasset i hånden.

”Der findes efterhånden så mange perverse fyre, at der ikke er tal på det.” Hendes dystre mine antydede, at hun havde mange års erfaringer på området. Ulideligt mange.

Laila havde siddet ude i køkkenet den aften. Og hun havde skubbet sine runde sygebriller lidt længere frem på næsen for at skjule et overbærende smil. Der var også noget pigeagtigt over Laila, men i modsætning til den undertone af en seksuelt pirrende sårbarhed, der lurede hos Thilde, hvilede Laila i sig selv og udstrålede en bemærkelsesværdig renhed, der kunne give associationer til en kordrenge-renhed. Pige, dreng. Dreng, pige. Der var indiskutabelt noget (uskyldigt og bizart) tvekønnet over hende.

Herregud, havde Laila tænkt den aften, mens hånden med de kortklippede negle skjulte det lille smil i mundvigene. Vi er 18, 19 år. Vi er kommet ind med fire-toget fra den jyske provins, og det farligste, vi blev udsat for i den lokalitet, var en strejkende septiktank eller at blive taget på brysterne eller testiklerne af en fuld stodder. Vi er stort set uberørte på både sjæl og krop. Vi har aldrig for alvor prøvet noget. Vores vildeste aften indtil videre har været noget med at drikke 8 guldøl og brække os i et buskads, og det mest pinlige, vi piger kan fortælle, det vil handle om dengang, hvor vores mor overraskede os med en bakke med tepotte og kopper, mens en ven, der var kommet på besøg for at drikke en kop te, havde det meste af en hånd nede i vores trusser.

Nej. Vi har ikke prøvet noget som helst. Endnu. Så vi aner ikke, hvad vi gemmer på den dag, vi bliver presset for alvor.

”Skal vi så ikke bare kalde det for et kollektiv?” spurgte Leif og tændte sin pibe. Og det skal hedde ’Ernesto Che Guevaras Minde’, foreslog Røde Svend, og hvorfor ikke, hvorfor ikke, og de skålede med det sidste, de havde i glassene.

Bagefter vaskede de op og tørrede køkkenbordet og voksdugen på spisebordet af og cyklede de ind til Studenterforeningen på H.C. Andersens Boulevard og hørte Skousen og Ingemann. De drak et par øl derinde, mere havde de hverken rigtig råd eller lyst til, og ved hen ad ét fulgtes de hjem, syv cyklister efter hinanden, DD og Thilde i deres afghanerpelse og Martha med et sort palæstinertørklæde om halsen.

På afstand kunne de med deres boblende opstemthed ligne en flok store børn, der havde taget hul på et nyt kapitel af deres liv.