3

Fem dage før det første drab

Fem dage før drabet i Ørstedsparken var en gymnasielærer fra Frederiksberg forsvundet på vej til sit arbejde. Dagen efter havde en betjent fra ordenspolitiet på Station City telefonisk optaget en kort rapport, men han havde afsluttet samtalen med den bemærkning, at da der var tale om en voksen mand, og der ikke forelå nogen tegn på en forbrydelse, var der faktisk ikke så meget, politiet kunne gøre.

Sagen var formentlig blevet arkiveret, hvis ikke den forsvundne som talsmand for organisationen ’Flygtninge-venner’ flere gange var blevet truet med død og lemlæstelse. Disse trusler fik politimesteren på Station City til at kontakte Stein: Kunne han ikke sende en mand fra sin efterforskningsgruppe hen til lejligheden på Frederiksberg for at afhøre den forsvundne mands hustru?

Mike Hellmann havde hørt andre gøre brug af formuleringen en herskabslejlighed. Nu befandt han sig selv i en af slagsen, og efter at være ført gennem tre store stuer en suite med fem meter op til det stukprydede loft var han i stue nummer tre blevet anvist siddeplads i en sort lædersofa af en sådan længde, at den kun ville kunne stå i Mikes egen stue, hvis man satte den på skrå, og så ville der ikke være plads til ret meget andet. I samme stue befandt der sig desuden et af de nyeste B&O-anlæg, to lænestole der matchede sofaen, to meterhøje kinesiske vaser og en reol fra gulv til loft i hvidmalet træ spækket med bøger.

Mike satte sig forsigtigt i sofaen, for han var ret øm i testiklerne, kunne han mærke. En ung laborantstuderende fra Zambia med navnet Lily havde for et par dage siden installeret sig i hans lejlighed, og det lå i luften, eller også var det bare noget, han bildte sig ind, at det krævede ikke så lidt af en mand at have sådan en som hende boende. Hvad enten det nu var det ene eller det andet, hendes forventning eller hans indbildning, havde Mike i hvert fald i de dage, der var gået, gjort sig stor umage for at demonstrere over for hende, at han rummede det, man kunne kræve af en mand.

”Din mand tog altså på arbejde, som han plejede,” konstaterede Mike, idet han trak notesblokken og kuglepennen op af inderlommen i sin sorte skindjakke.

Ja! Sådan som han havde gjort det i alle de år, vi har boet sammen. 14 år til august. Ja, jeg er hans anden kone. Han er … lidt ældre end mig.”

Den forsvundne var 59. Lissie Werner, med dobbelt s og dobbelt w, måtte være mindst femten år yngre. Eller også holdt de evindelige tv-reklamer for vital og rynkefri ansigtscreme måske alligevel alt det, de lovede.

Klokken 08:10 på cykel. Ikke sandt?

Det virkede som om, at hun måtte gentage hans replik for sig selv adskillige gange, før hun var i stand til at kommentere den.

”På cykel. Ja. Samme rute hver dag. Jo, han er nok lidt af et vanemenneske.”

Det sidste blev tilføjet med et hurtigt smil, der fik hendes ansigt til at lyse op, og for Mike var der umiddelbart intet, der tydede på, at Lissie Werner var blevet så træt af sin noget ældre mand, at hun havde hyret en lejemorder til at skaffe sig af med ham. Men hun var måske blot en god skuespiller.

”Vi kan med næsten 100 procent sikkerhed udelukke den mulighed, at han skulle være kommet ud for et trafikuheld eller et ildebefindende. Vejene er så trafikerede på hele ruten, at han straks ville være blevet fundet. Så enten har han været udsat for en forbrydelse, eller også har han valgt ikke at tage på arbejde den morgen. For at tage det sidste først: Virkede han anderledes, end han plejede. Altså den morgen?”

Hun trak vejret dybt et par gange med et fjernt blik, inden hun svarede.

”Det har jeg selvfølgelig tænkt over. Og nej. Altså … Når ens arbejde er at undervise gymnasieelever, og de gider jo dårligt nok forberede sig til timerne, så cykler man jo ikke ligefrem hjemmefra med et stort smil på læben. Men han var ikke deprimeret eller noget i den stil. Han virkede i hvert fald ikke anderledes!”

Mike flyttede på kroppen i den velpolstrede sofa og mærkede igen ømheden i sine testikler, og et kort øjeblik var det, som om han havde Lily siddende oven på sig med sine sorte ben snoet omkring hans ryg og den lyserøde tunge som en våd slange inde i hans mund.

Han blinkede hurtigt, inden han fortsatte: ”For dig at se er der altså ikke noget, der tyder på, at han havde planlagt sin … sortie.”

Hun snøftede et par gange, som om hun ikke brød sig om ordet.

”Han medbragte ikke noget … usædvanligt? For eksempel sit pas og en større sum i kontanter.”

”Nej. Men … han går altid rundt med et Visa/Dankort i pungen.”

”Fra hvilken bank?

”Danske Bank.”

”Hvis jeg kunne få kontonummeret … Og hvad med hans mobiltelefon?”

”Den har han som regel i jakkelommen, men det er nu ikke altid, at han husker at tænde for den. Jeg ringede ham naturligvis straks op, da skolen kontaktede mig for at høre, hvor han blev af, og jeg har ringet til ham mange gange lige siden. Men den er slukket.”

”Jeg vil prøve at undersøge, om den har været i brug i de dage, han har været væk.”

”Og det kan du bare sådan uden videre finde ud af?”

”Teleselskaberne sender os som regel en liste, hvis vi beder om det. Kan jeg få lov til at se hans pas?”

Hun rejste sig og gik ind i den tilstødende stue og vendte tilbage med et mørkeblåt plasticetui. Det indeholdt to pas, hans og hendes, et MasterCard til Lån & Spar Bank, et kontokort til både Illum og Magasin og en bunke pengesedler i euro.

”Hvis vi har euro til overs, gider vi ikke veksle om, når vi kommer hjem.”

Euro til overs? Mike iagttog hende med et spørgende blik.

”Ja, vi har en ferielejlighed i Frankrig. I Cannes.”

Kunne han være taget derned? På et falsk pas? Eller eventuelt via et ekstra, han havde erhvervet sig ved at melde det andet stjålet?

”Det har jeg selvfølgelig spurgt mig selv om. Men han har ikke taget nøglerne med sig.”

Hun gik igen en hurtig tur og vendte tilbage med et nøglebundt og udpegede hver nøgle efter tur: Porten, indgangsdøren, garagen og postkassen. Alle i to kopier.

”Kunne han have lavet en ekstra kopi, uden at du havde bemærket det?”

Der løb en hurtig trækning af ubehag hen over hendes ansigt, som om hun netop havde opdaget, at hans lynlås i bukserne stod pivåben.

”Selvfølgelig kunne han det! Vi går jo ikke rundt og vogter på hinanden hele dagen. Men hvorfor skulle han snyde sig derned?”

”Det er svært for mig at svare på. Måske havde han brug for at gemme sig lidt.”

”Fra hvem? Fra mig? Eller …?”

”De der trusler, han havde modtaget som talsmand for ’Flygtninge-venner’ … Følte han sig generet af dem?”

”Nej. Og nu er det mere end et år siden, han stoppede som talsmand.”

På det studenterkursus, hvor Mike i sin tid havde erhvervet sig sin studentereksamen, var en af de få minderige oplevelser i dansktimerne en roman af Hans Scherfig med titlen Den forsvundne fuldmægtig, som klassen havde læst som hovedværk. I romanen havde en embedsmand i justitsministeriet fingeret et selvmord og var med en større lotterigevinst i lommen gået under jorden i en nordsjællandsk landsby, og selv om Mike i dette øjeblik ikke huskede ret meget andet fra den roman, end at der havde været en ministeriel ansat, der havde trænet sig op til at sove med lukkede øjne, spurgte han sig selv: Var den forsvundne gymnasielærer også gået under jorden? Og når hans hustru blev ved med at omtale ham i nutid, skyldtes det så en begrundet formodning om, at det var sådan, det forholdt sig?

Kunne han for eksempel være stukket af til udlandet? Mike åbnede passet og iagttog det stirrende blik bag de uindfattede briller på pasfotoet. Der var noget abeagtigt over hans fysiognomi. Det gråsprængte kortklippede hår, der uden overgang fortsatte i et gråsort kortklippet hageskæg, det runde hoved, den brede næse og de vagtsomt stirrende øjne forandrede sig i hvert fald for Mikes indre blik hurtigt til en ældre agtpågivende abehan, der godt vidste, at det blot var et spørgsmål om tid, hvornår en af de yngre hanner i flokken ville gå til angreb på ham.

Man kan forestille sig så meget, hvis man har fantasi nok til det: Et par af flygtninge-vennernes fjender kunne have gjort alvor af deres trusler og givet ham det nakkeskud, som de i deres anonyme (men nu desværre makulerede) breve ifølge hustruen flere gange havde truet med. Eller også havde hun fundet sig en yngre elsker, der med eller uden hendes vidende havde indkapslet ægtemandens fødder i en gang cement og sendt ham til bunds i Øresund. Og hvad ellers? Jo: Parret kunne i fællesskab have kreeret hans forsvinden i forventning om at indkassere den sum penge, der ville blive udbetalt, når han blev erklæret for død. I dette øjeblik sad han måske på en sydhavsø og drak kokosmælk iblandet 80 % rom gennem et rødstribet sugerør.

Man kan forestille sig så meget. Men da en efterforskning af enten den ene eller den anden mulighed krævede et ikke ubetydeligt antal mandskabstimer, ville Leif Werners forsvinden uden tvivl blive sat på stand by, indtil der eventuelt dukkede nye afgørende spor (herunder hans lig) op.

Med tanke på Den forsvundne fuldmægtig spurgte Mike dog med et lille smil: ”Og det er vel ikke sådan, at han netop har vundet en større sum i klasselotteriet?”

”Leif kunne ikke drømme om at bruge penge på den slags!”

Ikke officielt, tænkte Mike. Men mænd havde tit nogle små hemmeligheder, deres koner ikke kendte til.

Efter at have noteret den forsvundnes mobilnummer og kontonummeret i Danske Bank ned på blokken slog det Mike, at den forsvundne måtte have et arbejdsværelse. Og hvis han havde hemmeligheder i sit liv, var det måske her, han gemte dem.

Arbejdsværelset lå i den anden ende af den store lejlighed, og her lugtede der kraftigt om ikke af abe så i det mindste af mand (og det en mand nu engang lugter af, hvis han sveder kraftigt og er piberyger og i øvrigt ikke så vild med at lufte ud).

Lissie Werner snappede da også hurtigt efter vejret, inden hun med et lille ironisk smil bemærkede, at arbejdsværelset kunne fortjene betegnelsen et herreværelse. Og Mike gav sin tilslutning med et lille nik, mens han iagttog rummets inventar.

På skrivebordet ved vinduet var der placeret en større stak bøger med tydelige bogmærker og et stort keramikaskebæger næsten fyldt med piber, pibeudkrads, brugte piberensere og to cigaretskod af mærket Prince. Alle væggene bortset fra en enkelt var dækket af reoler proppet med bøger fra gulv til loft, og på en af hylderne bemærkede Mike til sin overraskelse skæftet til en revolver af mærket Colt mellem to bøger. Da Mike trak revolveren ud, viste det sig dog at være en attrap-revolver, som den forsvundne ifølge hustruen havde erhvervet sig på et loppemarked i Berlin for en halv snes år siden.

”Han havde fået en patron med ved købet, og da han sad og legede med revolveren som en anden cowboy på hotelværelset, gik den pludselig af. Vi fik et chok. Ja, det var selvfølgelig ikke en rigtig patron. Det var bare sådan en, man bruger på et teater, men den lød fuldkommen ægte, og der stank så meget af krudt, at vi var nødt til at have alle vinduerne stående åben hele natten.”

På den fjerde væg hang udover tegninger af unge kvinder i mere eller mindre afklædte udgaver også en plakat med revolutionshelten Che Guevara iført sin karakteristiske sorte baret med en rød stjerne. Hans idolstatus var forunderlig nok næsten på niveau med tidens rockstjerner, og så sent som dagen før havde Mike set en teenagerpige gå rundt med en skuldertaske, der var prydet med hans portræt. I pink!

”En ting mere …,” begyndte Mike.

Så blev han afbrudt af en skinger lyd inde fra stuen. Telefonen.

Med et irriteret udtryk i ansigtet efterlod Lissie Werner ham i herreværelset, og Mike skyndte sig at hive de to skuffer i skrivebordet ud. Her lå en bog med påskriften Dagbog, en springkniv af ældre dato, en stabel breve, et medlemskort til en videoforretning, en stak sort-hvide fotografier, en nøglering fra Domino-pizzakæden med formentlig kasserede nøgler i, en dynge mønter og en guldkæde. Plus så meget andet, der for den forsvundne sikkert havde en høj affektionsværdi, men som for en uvildig iagttager mest af alt lignede en gang ragelse.

Da Mike åbnede dagbogen, faldt en fotokopi af et foto med en gruppe unge mennesker ud. Han lagde det tilbage og bladrede frem og tilbage i dagbogen. Flere steder var skriften så ulæselig, at den kunne minde om en kode, men under en dato, der lå to år tilbage i tiden, var det dog nemt at læse denne optegnelse: ”Fået et nyt anonymt brev, hvor afsenderen truer med at kastrere mig og servere de afskårne nosser for sin schæferhund. Brændte det i kaminen.”

Det seneste notat var fra dagen før, han forsvandt, og her var det også nemt at læse ordene: ”Jeg har set hende — hende? Ak nej! En falden engel har jeg set. Følte mig som M. V. i Corselidses have.”

Mike nåede at skrive ordene ned i sin notesblok, inden han hørte skridtene bag sig.

”Jeg fandt denne her i skuffen,” sagde han og rakte dagbogen frem imod hende. ”Kunne den gemme på en forklaring på din mands forsvinden? Hvis du har tid, skulle du måske læse den.”

Hun tog nølende imod den.

”Og så var der lige en ting mere.”

”Ja?”

”Har du stelnummeret på hans cykel? Måske står den et sted og …”

Han manglede den helt rigtige formulering at afslutte sætningen med. Fylder op? Ruster? Savner sin herre? Den ufuldendte sætning syntes ikke at genere hende. Det tog hende kun et halv minut at finde det stykke papir frem, hvor både cyklens nummer og låsens kode var anført.

Med papiret i hånden sagde han farvel. Og han gjorde sig umage med at sende hende et opmuntrende smil til afsked.