33

To dage efter det andet drab

Mike brugte sin lørdag aften til at lede efter Lily. Og det mest oplagte sted at begynde (og måske også at slutte for hvor skulle han ellers lede?) ville jo være det diskotek, hvor han havde mødt hende.

Der stod en gruppe afrikanske piger uden for døren til Diskotek Paradiso i baggården i Dybbølsgade og grinte og røg, da han nærmede sig, og det gav et stik i hjertet, for det var som at høre Lily igen. De bløde, lattermilde stemmer; hun kunne have været en af dem.

Mike var beruset den aften, han var kommet forbi, og havde hørt musikken inde fra baggården. Derfor virkede det så oplagt at gå de skæve rytmer i møde, og da den smilende sorte mand i den blå blazer i døråbningen vinkede ham nærmere, som var han en længe savnet gæst, var der ikke længere nogen vej udenom. Han ville ærgre sig grusomt dagen efter, hvis han ikke sagde ja til den invitation. Det var han sikker på.

Og synet af de mørke piger i kortærmede farverige bluser og med det sorte hår bundet op med perler vugge rundt på gulvet … han begyndte straks at efterligne deres bevægelser med et fjoget grin. Og så var der den helt specielle lugt af sved og parfume plus det roterende stroboskoplys i loftet. Han havde aldrig været et sted, der mindede om dette lokale, men han følte sig straks hjemme.

Og da en af de mørke piger storsmilende vinkede ham ud på dansegulvet, havde han ikke forsøgt at stritte imod, han greb tilbuddet med begge hænder så at sige, og de havde stået og vugget sammen midt på gulvet til en næsten endeløs række af melodier. Senere havde de så forladt diskoteket hånd i hånd, og han havde vidst, at det ville ende sådan. For hun havde jo ventet på netop ham. Det havde han i hvert fald været i stand til at bilde sig selv ind.

Denne aften var det en anden sort mand i døren, og hans ansigt var uden smil, men musikken var den samme som den aften, og igen var det kun piger, der daskede dovent frem og tilbage på gulvet til musikken med de skæve takter, men han blev ikke grebet af sceneriet på samme måde som sidst. Den aften havde han knap nok bemærket de sorte mænd ved baren, men nu virkede det, som om de alle iagttog ham med vagtsomme øjne, da han nærmede sig og bestilte en øl.

Blot en kilometer derfra i luftlinje sad Stein ved et slidt bord af fyrretræ i en jazzklub, og han havde netop hældt den sidste halvdel af aftenens femte øl op i glasset. Kvartetten med en farvet saxofonist i forgrunden var i gang med deres andet sæt, og da saxofonisten havde spillet adskillige numre fra den John Coltrane-plade, Soultrane, som Stein havde stående derhjemme, var aftenen blevet stadig bedre for hver flaske øl og hvert nummer fra den lille scene.

Den var begyndt med en ligegyldig amerikansk actionfilm i fjernsynet og et par glas af en flaske vin fra Rhône-distriktet, og pludselig havde rastløsheden grebet ham, på med jakken, op på cyklen og ind til byen. Og han var endt i den jazzklub i Kompagnistrædet, som han havde frekventeret med ujævne mellemrum en halv snes år efterhånden. Og nu var han i gang med den øl, der ville blive aftenens sidste, hvis ikke …

Og han havde knapt nok tænkt tanken, før to lyshårede kvinder på hans egen alder med nysgerrige sideblikke til jazzklubbens gæster, overtog de ledige pladser ved hans bord efter et ældre tysk ægtepar.

Begge pigerne var iført blomstrende kjoler med iøjnefaldende kavalergange, og begge var bibliotekarer. Det fandt Stein ud af i pausen efter sæt nummer to. Og nå ja, han var altså ansat i politiet som efterforsker af drab og den slags. Er du i gang med en ny sag? spurgte hende, der sad nærmest, og hun havde måske svært ved at få det til at rime på hinanden: Ham på en jazzklub med et ølglas i hånden og så en ny sag. Men jo, det var han skam, og det viste sig, at hun allerede kendte sagen fra mediernes omtale af den.

”Sjovt nok,” svarede hun efter at have drukket af sin fadøl og tørret noget skum af overlæben med et par lange fingre med mørkegrøn neglelak. ”Da jeg hørte om den der båndoptager ved siden af ofrene, kom jeg i tanke om en roman, jeg har læst for nylig, og ved du hvorfor?”

Stein rystede på hovedet.

”Her stod der faktisk en kassettebåndoptager ved siden af det første offer og spillede Rolling Stones’ Sympathy for the Devil. Hvad pokker var det nu, forfatteren hed? Det var ikke Stephen King, nej, ham holder jeg ellers meget af, især hans noveller. Du kender sikkert den, der er blevet filmatiseret, ja, det er vist i øvrigt flere af dem, den jeg tænker på foregår i et fængsel, hvor en af fangerne har hængt en plakat af en filmstjerne op på væggen, og så er han så ellers, bag plakaten, i gang med at grave en tunnel … ”

”Hvem … øh …”

”Ja, i novellen er det en plakat af Rita Hayworth, han har hængt op på væggen …”

”Nej, nej … Jeg mener: Du kan ikke huske forfatterens navn til den der med kassettebåndoptageren?”

”Jeg læste den på engelsk … Jeg tror ikke, den er oversat. Jeg har nok læst den i Lines sommerhus, for der ligger altid en stak paperbacks under sofabordet. Som regel glemmer jeg dem hurtigt, men denne her kan jeg huske det meste af handlingen af. Det er noget med en flok veteraner fra Vietnam-krigen, der bliver myrdet en efter en. Nej, jeg kan ikke huske forfatterens navn. Men vi kan spørge Line, når hun vender tilbage …”

Line var på vej til baren faldet i snak med en fyr med et langt tilbagestrøget hår og en åbenstående skjorte, der blottede en måtte af sort hår på brystet. Hvad var det nu, man kaldte den slags, da Stein var ung? Jo, et gorillaslips. Og udover ”slipset” havde han en enorm, fremadrettet hage og en ulveagtig mund, der fremviste samtlige hjørnetænder, når han grinte. Så Line vendte nok ikke tilbage foreløbig.

Og hende, han sad ved siden af, Kristine, det var Kristine, hun hed, var fortsat med at fortælle om det, hun kaldte skæbnen ved at være bibliotekar: Hun kendte en masse forfattere og en masse titler og en masse handlingsforløb, men hun havde stort set ikke læst nogen af bøgerne. Prøv at nævne en forfatter og en titel, og ved du hvad: Jeg kan plapre løs i timevis … Også selv om jeg ikke har læst romanen.

Lidt senere fortalte hun, at de havde spist på den italienske restaurant for enden af Fiolstræde, før de kom.

”De havde en Amarone, som plejer at koste 500 flasken, og den kunne vi pludselig få for det halve, a special offer for you, my friend …”

Og hun gned sine fingerspidser mod hinanden, sådan som en mafioso ville gøre det i en amerikansk b-film, og hun var faktisk både sød og underholdende, men Stein kunne ikke slippe det, hun netop havde fortalt ham, selv om han indskærpede over for sig selv, at der blot var tale om et tilfælde, et tåbeligt tilfælde af den slags, som tilværelsen var så rig på. For hvad havde en amerikansk paperback med hans sag at gøre? Ikke en skid, ikke en skid …

Så han nikkede smilende, mens hun imiterede Marlon Brando fra Godfather-filmene med munden fuld af vat. Kort efter nævnte hun, at nu kunne hun huske, at forfatteren til bogen om de myrdede Vietnam-veteraner hed Mark til fornavn.

Stein var ved at føre sit glas op til munden, men han satte det fra sig uden at drikke. ”Mark, siger du?”

”Ja! Ja, det er jo ikke noget helt ualmindeligt fornavn i USA, vel?”

Nej. Nej, det var det vel ikke. Men måske nok i Danmark.

”Jeg kan lige høre Line …”

Hun havde lange ben og var en flot pige, også bagfra, og bare den måde, hun bevægede sig på i sine stiletter … Det burde have været nok til, at han koncentrerede sig om, hvad natten eventuelt kunne udvikle sig til.

”Line kan heller ikke huske hans efternavn. Desværre.”

I stedet for at sætte sig ned greb hun den skindjakke, hun havde hængt over stoleryggen.

”Ved du hvad? Det var enormt hyggeligt og held og lykke med sagen, men vi smutter nu … ”

”Lige et øjeblik …,” Stein var hurtig til at hive sin tegnebog op ad jakkelommen og fiske et visitkort frem.

”Hvis du skulle komme i tanke om det efternavn.”

Han sugede med helt åbne næsebor lugten af hendes parfume til sig, da hun gav ham et hurtigt knus, og han fik ved samme lejlighed et langt kik ned i hendes kavalergang. Vi, kunne han dernæst konstatere, var udover Line ham med gorillaslipset og hans ven i et tilsvarende outfit.

Stein iagttog de to piger med et indbyrdes fnis følge de to fyre ud af jazzklubben, og først efter at have ventet så længe, at han kunne være sikker på, at de var væk, gik han ud og tog cyklen hjem.

Også denne aften var der en pige med samme farve som mørkristet kaffebønner, der vinkede Mike ud på dansegulvet, og hun gik så langt som til at gribe ud efter ham, men han undveg. Hun var ikke Lily, men Lily var her tilsyneladende ikke, og Mike placerede sig i et hjørne af baren med sin indkøbte øl og iagttog de dansende piger.

Kort efter stillede to af pigerne sig op i nærheden af ham og viftede med hænderne for at skabe cirkulation omkring deres svedige ansigter. Den ene af dem var iført en bluse uden ærmer, og Mike bemærkede et lille rundt mærke på størrelse med en mønt på hendes skulderblad. Lily havde et lignende mærke, og han brød straks ind i deres samtale, idet han pegede på mærket:

”Du må kende Lily … I er af samme familie. Lily …”, og han trak sin mobiltelefon frem og viste hende et af de billeder, han havde taget af Lily i sin lejlighed.

Da pigen ikke reagerede med andet end et ligegyldigt blik, gentog han sin bemærkning på både dansk og engelsk, hvorefter hun med et afvisende skuldertræk trak sig et par skridt væk fra ham.

”Lily … Lily … Du må da kende hende!”

Han havde talt meget højt, og to afrikanske mænd, begge høje og muskuløse, nærmede sig.

”Follow me,” sagde ham i den hvide skjorte med korte ærmer. Et langt lyserødt ar bugtede sig i en savtakket linje hen over hans kind. ”I have something to tell you.”

Mike fulgte nølende efter ham ud i barens baglokale, hvor der flød med halvfyldte papkasser med spiritusflasker.

De var så tæt ved siden af hinanden, at Mike kunne lugte dens andens sved og ånde. Begge dele lugtede, som om han netop havde fortæret et større måltid, hvor hovedbestanddelen havde været svinekød og hvidløg.

”You have got it wrong, my friend.”

Den sidste sætning gentog han, mens han så Mike ind i øjnene med et venligt blik, der syntes at ville forberede ham på den oplysning, som var på vej. ”Det mærke, den pige har på ryggen, er ikke et familiemærke.”

”Jamen, det fortalte hun mig …”

Den sorte mand i den hvide skjorte afbrød hans indvending med en hurtig håndbevægelse: ”Det mærke fortæller, hvem der ejer hende.”

”Hvem der ejer hende?”

”Ja. Alle de piger, der kommer her, er ejet af nogen. De fleste aftner arbejder de rundt om på hotellerne som prostituerede …”, han udtalte ordet helt neutralt, og han kunne lige så godt have sagt stuepiger eller receptionister, ” … men indimellem har de a night off, og så dukker de op her.”

”Men hende jeg mødte for en uges tid siden … Lily …”

Manden nikkede neutralt uden at markere, om han kendte hende eller ej.

”Ja, hvad med hende?”

”Hvorfor gik hun så med mig hjem, hvis hun er ejet af en anden? Hun har boet hos mig en uges tid, og hvorfor gjorde hun det, hvis hun, hvis hun …”

Den anden fiskede med en doven bevægelse en tandstik af træ op ad brystlommen og stak den i munden.

”Ejerne lader dem nogle gange gøre det. Hvis politiet har kik på en af pigerne … it cools it down at få hende væk fra gaden en uges tid. Den pige har stået parat og ventet på sådan en som dig. Og når der er gået et par dage and she gets the message that everything has cooled down … så vender hun tilbage til sin ejer.”

Så vender hun tilbage til sin ejer. Hørte han rigtigt? Havde han, politiassistent på fjerde år, virkelig været så nem at narre? Ja, fortalte han sig selv. Havde han for eksempel nogensinde set hende læse i de bøger til laborant-studiet?

Mike var begyndt at ryste over hele kroppen, som om han havde fået feber. Stakkels pige. Og han kunne ikke gøre noget for hende. Det ville være tåbeligt at begynde at bilde sig det ind.

”Hvordan kan hun leve det liv?” spurgte han med lav stemme mest af alt til sig selv.

”De piger tænker ikke …” Måske ville den anden have sagt: ”… som os andre”, men det blev i stedet til: ”… som hvide europæere. Men der er heller ikke så meget, de kan gøre: Hvis en pige stikker af, får hendes familie skåret halsen over. Så for hendes egen skyld: Lad hende være i fred. Don’t come back. Don’t come back.”

Derefter låste han en jerndør op. Den førte ud til gården.

”Du kender vist pigerne ganske godt. Ikke?” spurgte Mike.

Den sorte mand kløede sig på brystet under den åbenstående hvide skjorte og flyttede med tungen tandstikken hen i den anden ende af munden, og det var med åbenlys veltilfredshed, at han svarede: ”Nogle gange bor de hos mig. They are like cookies with chocolate. Sweet and delicious. You know what I mean.”

Og idet han viste retningen med sin store hånd, fortsatte han: ”Better take this way out.”

Og det gjorde Mike.

På samme tidspunkt cirka halvanden kilometer derfra sad Betina i værtshuset Drop Inn i Kompagnistræde.

Hun havde tilbragt det meste af dagen med en veninde helt tilbage fra skoleårene, men de skiltes, da Lauras kæreste meldte sig på mobiltelefonen, og Betina var egentlig på vej hjem, da en pludselig indskydelse fik hende til at gå den rockmusik i møde, som hun kunne høre gennem den halvåbne dør.

Med sin ekskæreste, eller hvad han nu var, havde hun flere gange besøgt Drop Inn, så der var for så vidt ikke noget grænseoverskridende (et ord Laura var ret begejstret for) ved at betale de 50 kr. ved indgangen og placere sig ved et mørktintet bord, der lugtede af spildt øl. Men lige med ét følte hun sig ret alene blandt de spredte gæster, mest af alt gråhårede enlige mænd, i lokalet.

De havde aftalt, Laura og hende, at det skulle være en tøsehygge-dag, og de havde da også besøgt et væld af tøjbutikker i løbet af eftermiddagen. Jeg ved ikke, hvad det er, der trigger mig sådan i dag, men der er ganske enkelt dømt powershopping for mit vedkommende, havde Laura konstateret efter sit fjerde indkøb.

Senere havde de spist aftensmad på et steakhouse, hvor de havde bedt den unge tjener med det lange, flettede fipskæg og tatoveringerne på armen om at vælge en passende (og ikke alt for dyr) vin til kødet. Han havde benyttet lejligheden til at holde et længere foredrag for dem: Vores kød er amerikansk og har en lidt sødlig tone i smagen, så det vil harmonere fint med det høje tannin-indhold, som kendetegner de californiske cabernet’er. I skal i hvert fald vælge en vin med en god portion garvesyre, som kan matche de mange proteiner i kødet.

De valgte da også en californisk cabernet, som Betina ikke længere kunne huske navnet på. Kun at den havde haft en tegning af et egetræ på etiketten. Der havde næsten været for meget garvesyre i vinen og i hvert fald for meget kød på tallerknen. Hendes mave kæmpede stadig med at fordøje måltidet.

Bandet på den lille scene i Drop Inn var engelsk, og de spillede noget, hendes bror ville kalde syrerock med den ene ekvilibristiske solo efter den anden fra de to guitarister. Hendes bror … hun skyndte sig at tænke på noget andet, og hun så for sig det glas geranium-gin, som Laura og hende havde drukket efter middagen. Den havde haft en meget speciel eftersmag, som ikke havde sluppet hende endnu, og hun kunne for sit indre blik se det kun delvist fordøjede kødstykke skvulpe rundt i en blanding af californisk cabernet og geranium-gin i mavesækken.

Det var i slutningen af bandets kopiversion af The Creams The sunshine of your love, at hun bemærkede et vedholdende blik bagfra, men hun vendte sig ikke om. Først da bandet havde afsluttet nummeret, fik hun med sin lille fadøl for munden drejet kroppen så meget, at hun kunne se ham. Det var en mand på hendes egen alder. Han virkede sådan set ret sød.

Han havde set hende kikke sig tilbage, og kort efter sad han på den tomme plads ved siden af hende.

”Vil du have en fadøl mere?” spurgte han med lav stemme ind i hendes øre.

”Nej, tak. Men jeg vil godt give en.”

”Okay.”

Hun hentede straks to øl, og de slog glassene mod hinanden og skålede, inden de drak. Han var ældre end ved første øjekast. Men det var ikke det. Der var noget ved hans smil, hun ikke brød sig om. Noget lusket. Og pludselig virkede projektet med at finde en sød fyr at gå hjem med helt til grin.

Hun trak sin mobiltelefon frem og lod som om, der var en besked på den.

”Jeg bliver nødt til at gå,” sagde hun og greb sin taske og jakke.

”Får jeg dit nummer?”

”Du kan give mig dit.”

”Ringer du?”

”Måske.”

”Hvis det kun er måske, er det lige meget.”

”Okay.” Hun trak på skulderen og rejste sig.

Hun gik i hurtigt tempo ned ad Farvergade. Så hørte hun endnu hurtigere skridt bag sig. Det var ham. Det havde hun allerede gættet.

I to bevægelser greb han først fat i hendes overarm og skubbede hende dernæst ind i en port. Hun strittede ikke imod, men sørgede for at lægge vægten over på det højre ben, så hun havde et støttepunkt.

”Din lede narrefisse … Sådan leger du ikke med mig.”

Hun kunne lugte hans ånde og mærke spytperlerne på sin kind, og hun var tæt på at brække sig. Da han begyndte at flå i hendes jakke for at få fat i hendes bryster, bevægede hun sig hurtigt og kraftfuldt fremad med sin højre hånd knyttet. Hun ramte ham direkte i solar plexus, og han slap sit greb i hende og bevægede sig snublende et kort skridt baglæns, inden han sank ned i knæ. Don’t play with me ’cause you play with fire, sang hun indvendigt med jublende vrede, da hun igen sendte sin knytnæve frem imod ham. Denne gang gjorde det ondt i knoerne, fordi hun ramte ham i tindingen, men hun mærkede knap nok smerten.

Hun lod ham ligge i porten og skyndte sig væk. Jeg har lyst til at græde, fortalte hun sig selv, da hun skråede over Rådhuspladsen. Over hvad? Over … Alt! Åh Gud, hvor er mit liv dog miserabelt.

Ved Tivolis hovedindgang brækkede hun sig i en blomsterkasse, der lugtede af våde cigarer. Amerikansk oksekød, californisk cabernet, geranium-gin, fadøl, det hele væltede ud af hende.

Bagefter begyndte hun at løbe, og hun løb hele vejen hjem.