36

Fire dage efter det andet drab

Nok en morgenvandring gennem Vesterbro. Nogle var netop stået op og stod og skuttede sig med søvndrukne ansigter i den kølige morgen (9 grader) ved stoppestederne. Andre var endnu ikke gået i seng. Dem mødte Stein stadig flere af, jo nærmere han kom Station City. Både prostituerede, hvis bagmænd endnu ikke var tilfreds med nattens indtjening, og narkomaner på jagt efter det fix, der helst skulle ligge ved siden af dem, når de slog øjnene op til endnu en udmarvende dag.

Og så gennem Station Citys forhal, hvor der hang en stor mindeplade for den betjent, der blev skudt under Blekingegadebandens flugt efter millionrøveriet mod Købmagergades Posthus. En tidlig novembermorgen i 1988 ramte et ubekendt medlem fra banden ham i hovedet med et bukkehagl på størrelse med en ært. Et lille døgn senere døde han på Rigshospitalet.

Stein havde været 22 år den morgen. Samme alder som den dræbte. Og han huskede stadig, at han var stivnet foran radioen med tasken i hånden på vej ud til politiskolen.

Klokken 9 stod Stein og Simon foran nr. 7 i Saxogade på Vesterbro. De smuttede ind i opgangen, da en mor med en barnevogn var på vej ud. De bankede på døren på fjerde sal til venstre, og de blev ved og ved, indtil døren blev flået op.

”Hvad i hele hule helvede …”

Thildes hår stod til alle sider, og øjnene var ikke mere end et par små sprækker i det ophovne ansigt. Pyjamasjakken var skævt knappet. Under den kunne man se kanten af et par trusser.

Hun vendte sig om uden et ord, og de fulgte hende hen ad gangen til et lille køkken. Ved køkkenvasken drak Thilde først to store glas med postevand, hvorefter hun med usikre bevægelser iførte sig den falmede mintgrønne badekåbe fra knagen bag døren.

Stein lagde et stykke papir fra sig på køkkenbordet. ”Vi kan gå i gang med at splitte din lejlighed helt ad. Du kan også stikke mig det med det samme. Det er dit valg.”

Hun så fortumlet frem for sig. Så trak hun på skulderen, mumlede et eller andet og forsvandt. Imens hun var væk, studerede Stein og Simon uden et ord forsiderne på de kulørte postkort på opslagstavlen på væggen og de ca. 30 tomme spiritusflasker, som havde hobet sig op i et hjørne.

”Her.” Thilde var vendt tilbage med en brun papirspose. Der lå nogle visne blade i bunden af den. Stein lugtede til indholdet. Det kunne meget vel være marihuana.

”Vi røg en pibe den aften af det her afrikanske pot … Altså den aften, hvor Sabine forsvandt.”

”Og det var det?” spurgte Stein.

”Og var det ikke rigeligt?” svarede hun med en pludselig vrede.

Senere på dagen afhørte de Martha Johansen, jurist, ansat i Nordeas valutaafdeling. Hun var iført et par sorte jeans og en sort skindjakke, og under den bar hun en mørklilla bluse med et sort mønster. Om det ene armbånd hang et guldarmbånd, som hendes lange negle med rosa neglelak igen og igen fingerede ved. Makeuppen var diskret, men hun havde trods alt påført sig så meget parfume, at Stein straks bemærkede den.

De sad i forhørslokalet på femte sal. Stein sammenfattede sit første umiddelbare indtryk af hende i denne konklusion: Et dobbeltmenneske. Stærk og skrøbelig, åben og lukket, nysgerrig og reserveret på samme tid. Hun holdt øjenkontakten længere, end det egentlig var nødvendigt, og så blev øjnene fjerne, som om hun ville markere en mental afstand, understreget af de korslagte arme foran brystet. Hendes brillestel var i en gulgrøn farve, han ikke havde set før, og det iøjnefaldende brillestel skulle måske skjule rynkerne omkring øjnene ud fra devisen: Så længe de kikker på mine briller, bemærker de i hvert fald ikke mine rynker.

Måske var hun slet ikke så udspekuleret, når det kom til stykket.

Stein tændte for båndoptageren: ”Efterforskningsgruppe 6, Halmtorvet. Mandag den 13. maj klokken 11.05. Afhøring af Martha Johansen i forbindelse med drabet på Svend Schriver og Laila Albrechtsen. Til stede er politikommissær Stein og politiassistent Betina Lund.”

Derefter holdt han en kort pause, før han fortsatte: ”Efter at to af beboerne i jeres kollektiv nu er blevet myrdet, har vi i vores efterforskning sat fokus på de resterende beboere. Og du har bemærkelsesværdigt nok intet alibi for de to mordaftner.”

”Nej. Beklager,” kom det i en ironisk tone fra hende.

Efter en lille pause fortsatte Stein: ”Du har givetvis studeret mediernes beskrivelse af de to drab, men det kommer næppe bag på dig, at vi af efterforskningsmæssige grunde har valgt, indtil videre i hvert fald, at holde nogle detaljer skjult for offentligheden. For eksempel har vi fortalt medierne, at der stod en kassettebåndoptager ved siden af det første af ofrene, men vi har ikke nævnt, at den afspillede en sang, der blev gentaget igen og igen. Sangen blev akkompagneret af en akustisk guitar, og vi gætter på, at der er tale om en amatøroptagelse. Det samme koncept gør sig gældende ved det andet drab, om end sangen her er en anden. Den første nat var det denne sang, der blev afspillet.”

”Tiiiiiime is on my side, yes it is, yes it is, tiiiiiime is on my side …”

Stein kunne lige så godt have slået hende hårdt i ansigtet. Reaktionen ville nok have været den samme.

”Nej, nej, nej,” næsten skreg hun, mens hun udførte et lille hop på stolen, da sangen via højttalerne på væggen blev sendt ud i rummet. Derefter sank hendes krop sammen, og hun blev resten af sangen siddende som en saltstøtte med opspærrede øjne og en håndflade presset ind mod munden. Og selv om der til sidst kun var lidt båndsus tilbage, blev hun alligevel ved med at lytte, som om hun enten håbede eller frygtede, at sangen ville vende tilbage.

Det var ikke hende, der havde placeret en kassettebåndoptager på de to mordsteder. Det fortalte hendes chokagtige reaktion ham. Men måske tog han fejl. Og selv om hun eventuelt ikke var ansvarlig for indspilningen, kunne hun jo godt være drabsmanden. Måske var kassettebåndoptageren blevet placeret ved siden af liget efter drabet.

”Sangen blev indsunget på en kassettebåndoptager i jeres kollektiv. Men hvorfor skulle den afspilles i forbindelse med drabet på Svend Schriver?”

Denne gang rystede hun på hovedet.

”Det aner jeg ikke,” tilføjede hun lav stemme.

”Hvis sangen ikke er tilfældigt valgt, ville drabsmanden åbenbart sige tak for sidst. Kunne en fra kollektivet have haft anledning til det? For dig at se?”

Hun trak tvivlende på skulderen.

Derefter afspillede Stein sangen fra drabsnat nummer to: Don´t play with me, ’cause you play with fire. Nu var hun forberedt og reagerede derfor kun med et par hurtige blinkende bevægelser med øjnene, da hun hørte stemmen. Under resten af sangen sad hun igen ubevægelig som en stenstøtte.

”Man skal ikke lege med andres følelser. Det er vel det, teksten giver udtryk for …,” bemærkede Stein efter en pause. ”Kan en i kollektivet have leget så meget med en af de andres følelser, at det fyrre år efter resulterer i et drab?”

Hun rystede igen på hovedet. ”Jeg er helt blank. Vi var jo ikke kærester eller bare i nærheden af at være det. Vi flirtede knapt nok med hinanden. Vi var så pæne og så … ærbare.”

Efter denne tilføjelse, som Stein fornemmede, at hun selv fandt ret gammeldags, skyndte hun sig at drikke af det glas vand, Betina havde placeret foran hende.

”En 12-årig datter af jeres nabo forsvandt i efteråret 1970, og hun er aldrig blevet fundet. Kan det have noget med de to drab at gøre?”

Intet svar. Hendes ansigt var tomt.

”Hvad hedder ham, der synger på båndet?” Det var Betina, der spurgte.

”Barry.”

”Var han en tilfældig gæst?”

”Barry? Han var en amerikansk desertør, der boede i kælderen, indtil politiet kom og hentede ham.”

Og nu græd hun som pisket.

Kort efter fortalte hun historien om den deserterede amerikanske soldat Barry, der pludselig havde siddet i stuen, da hun kom hjem fra dagens forelæsning, og som havde fået lov til at bo i det lille gæsteværelse i kælderen indtil videre. Og det varede altså indtil den nat, hvor politifolk pludselig myldrede ind i huset og kørte Barry væk i håndjern, og derefter i en meget ond stemning krydsforhørte beboerne i kollektivet det meste af natten i Efterretningstjenestens daværende lokaler på Amager.

”Hvordan kunne Efterretningstjenesten vide, at I skjulte en deserteret soldat?” spurgte Betina.

”Aner det ikke.”

”Men det må I da have talt om bagefter?”

”Ved du hvad? Vi holdt stort set op med at tale sammen efter den nat. Vi gik i en slags indre eksil. Det var ret uhyggeligt. Først Sabine, altså nabopigen, og kort efter Barry. Det var et chok for os. Og nu det med Svend og Laila. Det er næsten som om, at der hviler en ond … skæbne over det kollektiv.”

De sad et stykke tid uden at sige noget og uden at se på hinanden.

”En psykiater ville sige, at en drabsmand har en personlighedsbrist, der får vedkommende til at opføre sig ekstremt afvigende i pressede situationer,” bemærkede Stein dernæst. ”Der kan godt være både alkohol og forskellige narkotiske stoffer inde i billedet i et gerningsøjeblik, men drabsmanden er typisk en person, der til dagligt godt ved, hvad der er virkeligt eller uvirkeligt og op og ned, men vedkommende har altså den brist, at han ikke kan styre sine impulser, når han bliver presset.”

Var det et portræt af dig selv? spurgte Stein sig selv, inden han fortsatte: ”Du boede et år med de andre i det kollektiv. Du har iagttaget dem og gjort dig dine tanker, sådan som vi nu engang gør os vore tanker om vores medmennesker. Når du nu prøver at se dem for dig, en for en … Hvem af de andre havde en drabsmand i sig?”

Hun tog sine modebriller af og på og trak vejret dybt et par gange, og hendes ansigt virkede hjælpeløst som en lille bange piges, da hun svarede: ”Jeg bliver dig svar skyldig. På mig virkede vi alle næsten ekstremt normale. Vi var … ja søde over for hinanden på en lidt tilbageholdende og genert måde … ”

”Det er ikke sådan, at en af de andre i en fortrolig stund har nævnt over for dig, at han eller hun bar rundt på traumer fra barndommen …”

”Altså skulle have haft det, man kalder en ulykkelig barndom?”

”Ja.”

”Nej. Også på det punkt virkede vi vist egentlig ret normale. Men det var jo ikke sådan … Vi syntes alle, at vores forældre var kolossalt småborgerlige, og det var nærmest tåkrummende pinligt, da de kom og afleverede vores møbler, efter vi var flyttet ind, men ligefrem en ulykkelig barndom … Så tæt kom vi faktisk ikke … For som sagt: Efter at Sabine forsvandt og især efter det med Barry … Ved du hvad: Vi trak følehornene til os. Vores madklub faldt også fra hinanden, jo det var ikke sådan, at vi ikke sludrede sammen, når vi sad i stuen, men magien, og der var en magi de første måneder … Magien var væk. Som med et trylleslag.”

Hun afsluttede sætningen med en lyd, det godt kunne betegnes som et knyst, sådan som hans far havde beskrevet ordet.

”Kan der have været noget jalousi inde i billedet?” spurgte Betina efter endnu en pause.

Martha drejede guldarmbåndet et par gange, inden hun svarede: ”Svend var i hvert fald vild med Thilde. Men så kom Barry, og så var det Barry og Thilde. Det brød Svend sig bestemt ikke om. Men de der lidenskabelige følelser … Herregud, vi kom fra Jylland! Ikke!”

”Til allersidst vil jeg godt høre: En af jer var god til at fløjte, ikke?” spurgte Stein. ”Vedkommende holdt for eksempel meget af at fløjte temaet til tv-serien Lassie.”

”Nå, ja.” For første gang under afhøringen lyste hendes ansigt op. ”Hvis bare alle spørgsmål var så lette.”