4

Dagen efter det første drab

Dan Dinesen, eller DD som alle kaldte ham, valgte at drikke sin formiddagskaffe i Café Wilder på Christianshavn. Så sparede han syv kroner i forhold til cafeen henne ved kanalen.

Kun de færreste ville forstå det ræsonnement. Syv kroner var da ingenting i dagens Danmark.

Men DD havde ingen fast indtægt. Kun det hans freelance-artikler om kunstudstillingerne rundt om i byen til dagblade og tidsskrifter kastede af sig. Så han var ret afhængig af sit sorte arbejde i et galleri i Bredgade, hvor han vejledte (eller snarere holdt øje med) de besøgende og gik ærinder for ejeren. Hans månedlige rådighedsbeløb efter at have betalt de faste udgifter nåede sjældent over de 1.200. Og så var syv kroner altså mere end ingenting.

Han placerede jakken på bordet ved vinduet længst tilbage i cafeen og afhentede en kop kaffe hos den barmfagre redhead bag bardisken. Med koppen i den ene hånd og dagens udgave af Ekstra Bladet i den anden skyndte han sig tilbage til bordet.

DD havde hørt nyheden om fundet af den myrdede mand i parken i morgenradioavisen og straks set Røde Svend for sig, sådan som han huskede ham for efterhånden mange år siden, og nu spurgte han sig selv med avisen uåbnet foran sig: Hvor langt inde i bladet ville redaktionen placere et drab på kommunens kommunalredaktør? I første omgang kom det vel an på, hvor barbarisk det var blevet iværksat. Kort formuleret: Jo mere blod, jo flottere placering. Lokaliteten spillede ganske givet også en rolle. Var han fundet på en massageklinik, hængt op i en SM-bøjle med sin nøgne, rødstribede røv strittende i vejret, ville redaktionen have ryddet forsiden.

Det havde man ikke gjort denne gang, hvor forsiden med store typer proklamerede, at en vis X-faktor-Susi var gravid i fjerde måned med en tidligere deltager i Paradise Hotel. Nu var hun de næste fem måneder nok forhindret i at påtage sig sit sædvanlige call girl-arbejde, havde bladet med en sarkastisk undertone tilføjet under fotoet.

At en — tilsyneladende prostitueret — kvinde med nogle få afteners deltagelse i et tv-underholdningsprogram i kraft af en konstateret graviditet med en anden medie-døgnflue kunne beslaglægge forsiden i et døgn, hvor der for eksempel have været en terroraktion i London med en halv snes dræbte, kunne godt undre DD. Men han kendte på den anden side heller ikke den nævnte Susi, som var afbildet halvnøgen med bryster af samme størrelse som to balloner, der var pustet helt op til grænsen af deres ydeevne.

Hans gæt blev side 8. En kommunaldirektør fundet kvalt på en bænk i en park ville højst kunne oppebære en placering på side 8 i dagens avis.

På den anden side. Det var jo ikke en hvilken som helst park. Det var jo trods alt Ørstedsparken, (og ikke H.C. Ørstedsparken, da den var opkaldt efter begge brødrene Ørsted) hvor byens bøsser i nattemørke buskadser tilfredsstillede hinandens betændte lyster. Et bøssemord! Selv den yngste journalistpraktikant på bladet ville på en halv time med radioen kørende kunne præstere en artikel med den indbyggede præmis, at Svends tilstedeværelse i netop den park måtte være ensbetydende med et udsvævende, promiskuøs bøsseliv. Uanset hvad eventuelle bekendte måtte have af indvendinger.

Så mon ikke snarere det ville være side 6?

DD drak en slurk af sin kaffe, inden han slog op på avisens side 2 og 3. På side 2 var der en leder om en kommunalbestyrelses skamløse besøg i stripclubben Ciro-Bar i Rankestrasse i Berlin under en ”såkaldt studietur”. På side 3 var der en helsides annonce for en ny Skoda Stationcar. På opslaget side 4 og 5 havde redaktionen valgt at uddybe forsidehistorien om den gravide call girl kaldet X-faktor-Susi, og DD fortsatte straks til opslaget med side 6 og 7.

Banko! På lige præcis side 6 havde historien om det uhyggelige fund i byens bøsse-park fået en halv side inklusiv en mindre fotocollage, hvor et ældre fotografi af Svend var placeret ved siden af en tom parkbænk.

DD drak lidt mere af sin kop, og med den behagelige smag af cafeens økologiske kaffe blandet op med varm mælk i munden læste han langsomt og med stor nydelse om det dobbeltliv, som byens højtrespekterede kommunaldirektør tilsyneladende førte. Alt tydede ifølge journalisten da også på, at drabsmanden skulle findes blandt parkens lyssky bøsse-eksistenser.

Et højlydt skænderi blandt to af cafeens gæster et par borde væk afbrød DDs læsning. Den ene virkede med sine hysterisk dirrende arme og gentagne trusler om at smadre fjæset på den anden påvirket af diverse stoffer, og DD slap ikke øjnene fra manden, før han med et par passiviserende bemærkninger var blevet gelejdet udenfor af hende bag baren.

Stoffer var ikke DD helt ubekendt. Eller rettere: Det var kun hash/pot, han havde erfaring med, og en enkelt gang havde han faktisk røget noget megastærkt afrikansk pot i selskab med den netop afdøde kommunaldirektør, som dengang gik under navnet Røde Svend. Med et foruroligende resultat til følge.

Sammen med fem andre var DD og Røde Svend flyttet ind i et boligfællesskab i Brønshøj i sensommeren 1970 efter at være ankommet med firtoget fra den jyske provins, og uden at vide ret meget andet om hinanden i forvejen end at de også ledte efter et sted at bo, var de alle syv mødtes i begyndelsen af august hos Røde Svend i det værelse, han havde lejet af en enke efter en oberst på Gl. Kongevej på Frederiksberg.

De havde drukket en del øl den dag på Røde Svends værelse og derudover været så højrøstede, at enken efter obersten flere gange var henne for at banke på døren for at vide, hvad de i alverdens riger og lande foretog sig.

Og det, de havde foretaget sig, var i al sin enkelhed at blive enige om at leje en villa sammen.

Små fire uger efter var de så flyttet ind i en rød murermestervilla på Fuglsangs Allé i Brønshøj. Syv singler på 18-19 år på hvert sit værelse, tildelt efter lodtrækning. Ud over de syv umage værelser rummede huset et køkken, et badeværelse og en stue, hvor de placerede et spisebord og et fjernsyn. Det startede som et bofællesskab med det eneste krav, at man betalte sin del af huslejen hver den første. Det var den konklusion, som de efter den lange og højrøstede diskussion var endt med for ikke at risikere, at yderligere forpligtigelser ville ende med at give nogle af dem så kolde fødder, så lejemålet af villaen ikke blev til noget.

De fleste af dem havde boet på et værelse af samme type som Røde Svends med en nævenyttig værtinde. Andre måtte klare sig med sovesofaer hos familie og venner. DD havde for eksempel i sine første uger i hovedstaden været indlogeret hos en onkel og hans kone med tre børn i en to og en halv værelses lejlighed på Vesterbro, og når han skulle forberede sig til timerne på kunsthistorie-studiet, måtte han opsøge den lille læsesal på det lokale bibliotek og kæmpe med de lokale bumser om pladsen.

Så de var desperate efter at få noget andet at bo i, og den første aften i deres nye bofællesskab havde der været store smil over hele linjen, fordi de nu på lang afstand af familier og sure værtinder kunne tage hul på et helt nyt liv som bofæller i et hus, hvor de indenfor rimelighedens grænser kunne gøre lige præcis, hvad der passede dem. Og de var ikke mere end et kvarter på cykel fra de gader i den indre by, hvor der i kølvandet på det såkaldte ungdomsoprør var dukket helt nye butikker og musiksteder op. Hver weekend kogte hele den indre by på det nærmeste af arrangementer af den slags, hvor unge på alder med dem selv sad og planlagde den revolution, som alle gik ud fra ville indfinde sig i løbet af ganske få år. Overalt gik chillummer med hash åbenlyst rundt mellem de forsamlede. Det var i hvert fald, hvad deres medstuderende gik og snakkede om.

Og en måneds tid efter var det ikke længere kun øl, de konsumerede i villaen på Fuglsangs Allé, som nu var blevet til et kollektiv og navngivet Ernesto Che Guevaras Minde. DD havde nemlig for nogle få kroner købt en lille pose stærk afrikansk pot af en ung sømand, men den havde han nu i første omgang gemt i reolen på sit værelse, fordi han var blevet så afsindig skæv af at ryge det.

En aften, hvor de havde siddet og spist ude på terrassen, var den pose kommet på bordet. Det var vist Martha, der havde overtalt DD at finde posen frem. Hun ville så gerne prøve at være skæv, Martha, Martha My Dear som hun blev kaldt, efter at en i kollektivet havde anskaffet sig The Beatles hvide dobbelt-lp, for på den var der en sang med netop den titel, og DD kunne stadig huske linjen: Martha my dear, you have always been my inspiration. Don’t forget me, Martha my dear.

De var blevet meget skæve den aften. Uhyggeligt skæve.