39
Fem dage efter det andet drab
Der lå en seddel på Steins skrivebord: ”Du har helt sikkert ret.” Og hvad havde han helt sikkert ret i?
Stein havde ladet en tekniker lytte til de to indspilninger, som de havde fundet på gerningsstederne. At det var den samme, der sang på begge bånd var indlysende. Men kunne sang nummer to være indspillet for nylig? For det var da en betydelig ældre person, vi hørte her, var det ikke?
Og det havde han helt sikkert ret i.
”Vi har fået identificeret den fløjtende kollektivbeboer. Martha var i hvert fald ikke i tvivl. Lad os nu sige, at det var den person, hun udpegede, der tog livet af Sabine og efterfølgende skjulte liget i mosen. Så har vi løst det drab,” fortalte Stein sin efterforskningsgruppe, da de mødtes om morgenen fem dage efter det andet drab. ”Og nu ved vi også, at Barry umiddelbart før de to drab har indsunget sang nummer to. Han har altså været involveret i begge drab. Sandsynligvis som drabsmand. Jeg har kontaktet Politiets Efterretningstjeneste for at få deres materiale vedrørende den deserterede soldat, der boede i kollektivets kælder. Men I kender dem! Jo, jo, de skulle nok kikke på det. Og så går der sikkert et par uger. Men vi ved så meget, at Barry, Barry Cassidy, vi har da i det mindste hans efternavn, ankom med fly fra USA for 24 dage siden, men han opholder sig tilsyneladende ikke på nogen af byens hoteller. Vi har i hvert fald ikke været i stand til at finde ham. Svend Schriver har i sin private kalender noteret noget, der med lidt god vilje kan aflæses som M & B ved den dag, hvor han blev myrdet. Jeg gætter på, at B’et står for Barry Cassidy og M’et for Mark Petersen, som vi heller ikke har kunnet finde.”
”Så dem skal vi have fundet,” konkluderede Simon.
”Ja. Så hurtigt som muligt.”
Betina hørte kun halvvejs efter. I går morges havde hendes bror igen ringet til hende fra Sønderborg Arrest. En dna-analyse havde bekræftet, at et af de hår, der var fundet på den voldtagne pige, tilhørte ham.
Så er der ikke så meget, jeg kan gøre, havde Betina svaret.
”Der er noget, jeg ikke har fortalt dig. Altså … Jeg mødte en på vejen hjem til hotellet den nat. En, jeg var sammen med.”
”Og de hår, de har fundet på pigen, hvad med dem?”
”Jamen, vi dansede jo sammen på det diskotek. Vi kyssede også hinanden udenfor, inden hun gik.”
Betina sukkede for sig selv, inden hun spurgte: ”Men hende den anden … Du var sammen med hende på vejen hjem til hotellet, siger du?”
”Ja. Hun var gift, sagde hun. Og hun gad ikke det der med at skulle snige sig ind på et hotelværelse.”
”Og I var sammen. Sådan uden videre?”
”Ja. Men jeg kan ikke huske ret meget fra selve … seancen.”
Betina gik ud i køkkenet og hældte vand i elkedlen med telefonen for øret. Bagefter tændte hun for den og gik tilbage til stuen.
”Hvad kan du huske?”
”Hun havde en tatovering af en fuldrigger bagpå … Lige over røven … lænden, nå, ja røven.”
Lige i det øjeblik hadede hun sin bror. Hvorfor skulle han altid dumme sig?
”Som om hun havde været ude at sejle med skoleskibet Danmark.”
”Hvad mere?” Elkedlen larmede ude i køkkenet. ”Var hun blond, mørk, høj, lav? Hvilket tøj?”
”Lyshåret. Opstoppernæse. Jeg kan ikke huske mere. Ikke andet end at hun gik til fransk på et hf-hold, hun sagde hele tiden merci og voila og …”
Sagde hun også merci efter at I havde kopuleret? tænkte Betina og gik tilbage til køkkenet og hældte først Nescafé og derefter kogende vand i et krus og rørte rundt.
”Men hun var dansk?”
Mælken i køleskabet var sur.
”Jysk som bare fanden.”
Hvad han så mente med det. ”Du skyndte dig vel at nævne den pige og den fuldrigger, da du blev afhørt?”
”Nej. Og fuldriggeren er jeg først kommet i tanke om nu.”
”Sig du vil have en ny afhøring.”
”De er ligeglade. De tror, at jeg er fuld af løgn.” Hans stemme knækkede over.
”Kan du huske navnene på dem, der har afhørt dig?”
”Anders Johansen. Det hedder i hvert fald den ene af dem.”
Betina tændte for sin computer. En af de ansatte på Sønderborg Politistation hed rent faktisk Anders Johansen. Det var næppe klogt at ringe ham op, så hun sendte i stedet en e-mail, hvori hun præsenterede sig og fortalte om sin brors nye oplysninger.
Hun fik en e-mail retur senere på dagen. De tog hendes e-mail til efterretning, lød det korte svar. Mellem linjerne stod der, at hendes bror havde en livlig fantasi.
Derefter havde hun ringet til VUC, Sønderborg, som ifølge hjemmesiden på nettet havde adskillige franskhold.
Til den sekretær, der tog telefonen, fortalte hun, at hun var ansat ved kriminalpolitiet i København, og hun vidste godt, at hun var ude på tynd is, da hun besvarede sekretærens Og hvad kan vi så hjælpe dig med? Jo, hun søgte et vidne, der gik på et af franskholdene og havde tatoveret en fuldrigger på den nederste del af ryggen.
Der blev en pause.
”Vi har fire franskhold. Jeg ved ikke helt, hvad du havde forestillet dig?”
”Du kunne ikke lave et opslag?”
”Jooohhh.”
”Med overskriften: Haster. Og mit telefonnummer nedenunder.”
”Kan jeg lige få navnet igen? Du var fra kriminalpolitiet i København?”
”Du er meget velkommen til at lave en kontrolopringning.”
”Jeg tror dig.”
Og det var det, som Betina selv forstod ved at være jysk som bare fanden.
Og i morges var hun blevet ringet op, mens hun stod og børstede tænder med sin nye elektriske tandbørste.
”Jeg ringer fra Sønderborg. Du ville tale med mig?” spurgte en forsigtig jysk pigestemme.
”Ja. Kan jeg få dit navn?”
”Helst ikke.”
”Men der er noget med, at du har en fuldrigger tatoveret på lænden? Og at du var i byen torsdag nat?”
”Ja. Og du spørger fordi …”
”Du var sammen med min bror den nat. Og han er sigtet for en voldtægt et andet sted i byen på samme tid. Du er den eneste, der kan hjælpe ham.”
”Jeg er gift. Og jeg er slet ikke så sikker på tidspunktet. Det kan være til både den ene og den anden side.”
”Du så ikke på klokken …”
”Under akten … Nej, og det var i øvrigt hurtigt overstået.”
”Jeg mente bagefter. Da du kom hjem?”
”Jeg listede stille i seng.”
”Okay, jeg tror dig. Men tit ser man på uret på natbordet, lige før man lukker øjnene og tænker: Så sent!”
”Okay. Det gjorde jeg også. Kvart i tre.”
”Kan jeg få dig til at ringe til Anders Johansen på Sønderborg Politistation og fortælle ham det? Jeg har nummeret her.”
”Anonymt?”
”Indtil videre. Men han vil jo sikkert gerne have dit navn.”
”Gentag lige nummeret.”
”Måske kan du redde en ung mand fra flere års fængsel. Og et smadret liv.”
”Sjovt nok …”
”Ja?”
”Han virkede nu ikke liiige som typen, der ville reddes af nogen. Og ved du hvad? Ja, du bryder dig sikkert ikke om, at jeg siger det. Og jeg siger det nok kun, fordi du ikke sidder over for mig.”
”Ja?”
”Han virkede lysten efter mere. Og det lyder barsk, jeg ved det godt, og jeg var jo ikke sammen med ham ret længe, men det ville ikke komme helt bag på mig, hvis … Ja, du forstår, hvad jeg mener. Og du tænker sikkert: Og det skulle komme fra dig? Jeg er jo ikke selv nogen engel.”
”Det er der vist ingen af os, der er.”
”Så jeg ved ikke … Jeg vil i hvert fald lige tænke over det.” Hvorefter hun afbrød forbindelsen.
Han virkede nu ikke lige som typen, der ville reddes af nogen.
Nej. Og det blev også sidste gang, hun gjorde forsøget.
”Og Betina? Betina! Sidder du og dagdrømmer?”
Stein iagttog hende med et lille smil.
”Om en tur i ballongyngen med Luigi,” foreslog Jansen.
Ja, det er sikkert det vildeste, du kunne forestille dig, tænkte Simon.
”Jeg var vist lige væk et øjeblik.”
”Kontakt FBI. Vi må have noget mere at vide om Barry Cassidy. Måske ved hans familie, hvem han besøger her i byen.”
Mike havde været ude af lokalet. Nu vendte han tilbage med et stykke papir i hånden.
”Hør lige engang,” sagde han med høj stemme.
Alle vendte ansigtet imod ham.
”De har netop fisket Leif Werner op ad Utterslev Mose.”
”Er han faldet overbord fra en kano?” spurgte Jansen.
”Måske. Men han blev i hvert fald skudt i hovedet først.”