3

Kerstin Holm så rundt i den såkaldte Kommandocentral på politigården i Stockholm. Det her var hendes arvegods. Mere end det var der ikke. Og det havde meget længe været nok. Nok til at gøre hende til en rimelig lykkelig kvinde.

Hun var ikke helt sikker på, at det stadig var nok.

Kommandocentralen havde i hele A-gruppens levetid, ti lange år, været fikspunktet for deres fælles anstrengelser. Til dette stadigt mere sølle lille konferencelokale – hvis skærende kontrast til virkelige, militære, højteknologiske kommandocentraler var selve årsagen til, at navnet passede A-gruppen så godt – var medlemmerne år efter år kommet med deres egne tanker og idéer og resultater, som regel for at få dem omformet og skærpet i den smeltedigel, hvor deres ord mødtes og blev større. Det var ikke ligefrem til at se udefra. Lokalet her var et af dem, som Rigspolitistyrelsen omhyggeligt undlod at vise frem for udenlandske gæster. Der kom med jævne mellemrum delegationer fra alle mulige politikorps rundt om i verden for at få serveret det sidste nye inden for svensk polititeknologi. Disse delegationer kom aldrig i nærheden af de korridorer, hvor Rigskriminalpolitiets specialenhed for volds-kriminalitet med internationale aspekter holdt til – og da slet ikke i nærheden af Kommandocentralen.

Det var prisen for at bedrive tankeintensiv virksomhed. Tænke kan man hvor som helst, ræsonnerede Rigspolitistyrelsen, og for at tale sammen behøver man bare nogle stole, jo mere umagelige des bedre. Kommandocentralen af i dag var simpelthen et konkret udslag af dogmet om den kreative askese. Eller for ikke at gøre det mere indviklet end nødvendigt: Det er middelmådigheden, der har brug for pragt og komfort. Spidskompetencen skal nok klare sig.

Dette ræsonnement havde gennem årene irriteret A-gruppens operative chef. Men kun indimellem – når den virksomhed, de bedrev, ikke var så intensiv. Derfor havde hun ikke fremsat sine forslag med den indædthed, der skal til for at afstedkomme forandringer. Hun havde simpelthen været for aktiv til at blive tilstrækkelig sur på omgivelserne. Det var kun på dage som denne – når aktivitetsniveauet var så lavt, at det skulle have kunstigt åndedræt for overhovedet at kunne måles – at det smertede hende at se, hvordan Kommandocentralen forfaldt. Væggene var begyndt at skalle af, stadigt længere revner bredte sig hen over discountloftet, hvert tredje lysstofrør var i stykker, hvert tredje flimrede fælt, og det var spørgsmålet, hvornår en støvsuger sidst var suset hen over gulvet. På dage som denne havde Kerstin Holm ekstra svært ved at tro på askesens gunstige indvirkning.

Klokken var præcis ni mandag den 28. august.

Den eneste i forsamlingen, der så oprigtigt entusiastisk ud, var Lena Lindberg. Kerstin Holm vidste hvorfor. Derfor lod hun hende vente.

»Mandag morgen,« sagde kriminalinspektør Kerstin Holm. »Lad os få en situationsrapport fra alle tre registrerede partnerskaber. Først Arto og Gunnar, så Jon og Jorge, til sidst Sara og Lena.«

Det nyetablerede makkerpar Arto Söderstedt og Gunnar Nyberg var ikke det allerbedst sammenspillede. Hvis forskelligheden havde været en overraskende produktiv drivkraft i samspillet mellem Arto Söderstedt og Viggo Norlander, var den nu nærmest en belastning. Kerstin Holm var ikke i tvivl om, at Viggo havde haft meget lettere ved at spille andenviolin i forhold til Arto. Gunnar Nyberg var en anden type, han havde selv ambitioner. Frem for alt vidste han ikke – altså vidste det ikke rent praktisk – hvordan man underordnede sig. Han havde aldrig prøvet det i hele sit liv. Det var vel ikke ligefrem sådan, at Arto Söderstedt krævede det, han var ikke nogen operadiva, slet ikke, men hele hans stil som efterforsker krævede en vis opbakning. Han var som en suveræn sologuitarist. Uden bassen havde han svært ved at holde takten.

Lige nu gjorde det ikke så meget. Hun havde bevidst givet dem lavprioriterede sager og dermed et år til at finde ud af det med hinanden. Tiden var ved at rinde ud, og der var ingen bedring i sigte. Måske blev hun alligevel nødt til at splitte et af de mere indarbejdede makkerpar. Men hvilket? Sara og Lena? Det mest velfungerende kvindelige makkerpar i det svenske politikorps? Eller Jon og Jorge, der begge havde fået styr på deres ikke helt suveræne samarbejdsevne?

Eller også måtte de gamle drenge simpelthen se at tage sig sammen.

Arto Söderstedt sendte Gunnar Nyberg et kort, sigende øjekast, hvorved han fik grønt lys for at tage ordet.

»Internetbedragerierne når som bekendt nye højder,« sagde han. »Der har altid eksisteret såkaldte Nigeriabreve. Variationerne er talløse, men grundmodellen er, at en eller anden i Nigeria hævder at være blevet ejer af en svimlende formue, men skal betale et lille beløb for at få adgang til den.«

Et nyt blik på Nyberg fik denne til at tage over:

»Nu er der kommer nye generationer af internetscams, som de kaldes internationalt. Der er frem for alt en variant, som efterhånden har huseret i et par år, og som fidusmagerne gang på gang slipper af sted med. De kontakter folk, der sælger biler og andre dyre kapitalvarer på nettet. Man modtager en venlig mail fra en eller anden, der eksempelvis kalder sig Dr. Mrs. Nora Higgins, og som adskiller sig markant fra alle de andre skamløse bondefangere, man får på halsen, når man vil have solgt sin bil. Nu om dage går det jo aldrig at sælge den til en brugtvognsforhandler, deres priser er jo så lave, at det er kriminelt i sig selv. Det er ligesom at blive udsat for et væbnet røveri. I stedet begiver man sig ud på det såkaldte private annoncemarked, først og fremmest på nettet, og der bliver man udsat for de særeste ting. Man bliver spurgt om den nøjagtige dato for sidste tandremsskifte og tilbudt ‘halv pris ved hurtig handel klokken 04.00 ved Hallundacenteret’. Under disse omstændigheder kommer Dr. Mrs. Nora Higgins’ tilbud som en lise for den forpinte sjæl.«

Nyberg kastede et kort blik på Söderstedt, hvad der fik denne til straks og med stor appetit at fortsætte:

»Hun er ikke alene læge, hun har også åbnet en ‘privatklinik’ i De Forenede Arabiske Emirater. Hun har akut brug for en bil og vender sig derfor til ‘Sveriges mest velrenommerede brugtmarked-site’. Man kunne måske forestille sig, at der også var en og anden bil til salg på Den Arabiske Halvø, men på det her tidspunkt er man så træt af alle de idioter på nettet, der prøver at prutte prisen ned, at man sluger stort set hvad som helst. Endog en næsten engelsktalende kvinde, der formulerer sin eksistensform som ‘Dr. Mrs. Nora Higgins’, er en distingveret klinikejer i Abu Dhabi, Ajman, Dubai, Fujairah, Ras al-Khaimah, Sharjah eller Umm al-Qaiwan og vælger at købe sin dyt i – Sverige.«

»Pointen,« sagde Gunnar Nyberg med et hastigt sideblik til sin partner, »er, at Dr. Mrs. Nora Higgins er så fantastisk medgørlig. Hun er villig til at betale de betragtelige fragtomkostninger fra Stockholm til Abu Dhabi eller whatever – og hun sender straks en check, en gedigen check udstedt i amerikanske dollars. Beløbet svarer ikke helt til det, I blev enige om, men da det er højere, er du parat til at gå videre. Du går hen i banken med checken, og de kan ikke se, at der skulle være noget galt med den. Den virker helt okay. De sætter pengene ind på din konto og afventer en endegyldig bekræftelse på checkens gyldighed.«

»Du ser pengene på din konto,« sagde Arto Söderstedt med et lige så hastigt blik på sin partner, »og det ser alt sammen godt ud. Nu skal du så have sendt bilen, og det er selvfølgelig ikke helt nemt. Hvordan gør man egentlig? Mens du konfererer med et par internationale fragtfirmaer, opdager Dr. Mrs. Nora Higgins, at hun er kommet til at betale nogle hundred dollars for meget. ‘Hvis De vil være så venlig at sende en check på beløbet?’ Det gør du selvfølgelig, Dr. Mrs. Nora Higgins er dejlig nem at handle med. Der går et par dage, så kontakter hun dig igen. Hun har fundet en bil tættere på, lad os sige i Ras al-Khaimah, og beder dig returnere pengene. Hun beklager meget og beder dig beholde tusind dollars for ulejligheden. Nu synes du ikke, det er så sjovt mere, men på den anden side slipper du for bøvlet med fragten og tjener desuden en skilling på hele ikke-handlen.«

»Ergo,« sagde Gunnar Nyberg, »sender du pengene tilbage og har scoret tusind dollars, godt fem tusind kroner. Det lyder jo alle tiders. Godt nok fik du ikke solgt bilen, men du tjente trods alt en pæn slat penge på absolut ingenting. Hvorfor ikke?«

»Jo,« sagde Arto Söderstedt, »fordi din bank kun har foretaget en provisorisk overførsel til din konto. Hvis du kikker omhyggeligt efter, vil du se, at transaktionen først effektueres om en uges tid. De penge, der figurerer på din konto, er virtuelle. Det er en sum, der først realiseres, når checken bliver endeligt godkendt. Og det bliver den aldrig. Det er nemlig trods alt en falsk check – omend en elegant og meget overbevisende forfalskning. Efter at du har tilbagebetalt Dr. Mrs. Nora Higgins de fleste af pengene, viser det sig, at de aldrig har stået på din konto, men at det bare så sådan ud. Dr. Mrs. Nora Higgins har simpelthen røvet dem fra dig. Banken trækker dig for beløbet. Og Dr. Mrs. Nora Higgins har indløst checken i Minsk eller Seoul eller La Paz og er for længst over alle bjerge.«

»Men nu,« sagde Gunnar Nyberg, »er det med assistance fra Artos gamle Europol-venner lykkedes os at lokalisere Dr. Mrs. Nora Higgins til ét og kun ét sted. Hun er ingen globetrotter, men en dreven vesteuropæisk hacker, der aldrig har været uden for en dør. Vi er på sporet af ham. I løbet af de sidste tre år har han alt i alt svindlet sig til hen mod tredive millioner kroner.«

»Han opdagede simpelthen et hul i bankens rutiner,« sagde Arto Söderstedt. »Sommetider ser det ud, som om der er gået penge ind på ens konto, men de er der reelt først ugen efter. Fidusen er at have styr på datoen.«

Kerstin Holm så på sine to ældste disciple og konstaterede, at isen var brudt. Her og nu blev isen brudt. Det indgød håb. Det var, som om Kommandocentralen atter fremstod som en mulig kilde til lykke.

»I er vel nok dygtige til at arbejde sammen,« sagde hun neutralt.

Nyberg og Söderstedt så på hinanden. Blikkene var vist mere forbløffede end irriterede.

»Folks fantasi kender ingen grænser, når det gælder om at tryne andre,« mumlede Gunnar Nyberg.

»Jeg vil være så dristig at fremsætte en lille hypotese,« sagde Arto Söderstedt vanen tro. »På et eller andet tidspunkt i løbet af det sidste årti blev det sjovere at tjene penge på ulovlig vis end på lovlig. Den store trussel mod vores vestlige samfund er kedsomheden. Vi søger spænding for enhver pris. Vi hævder, at vi har for lidt tid, men det er det rene vrøvl. Effektiviseringen af tilværelsen har givet os mere tid til os selv – vi behøver ikke mere at bruge så meget tid og energi på selve det at overleve. Men i stedet for at læse eller dygtiggøre os på et eller andet område, oplever vi det som et tomrum, et kedsomhedens og tristessens tomrum, som kræver at blive udfyldt med spænding. Vi søger spænding i form af seksuelle eskapader, hasardspil og ulovligheder. Hvad som helst der kan få pulsen op. Det er fandens meget sjovere at snyde sig til penge end at tjene dem. Desuden slipper man for at betale skat af skejserne. Nu om stunder findes der ingen større tilfredsstillelse end at slippe af sted med et eller andet fordækt, en hemmelig elsker, et elegant svindelnummer på nettet eller at chatte med en ukendt galning, som man kan punke uden at risikere, at det får konsekvenser. At forbryde sig mod skrevne eller uskrevne regler og love giver os den spænding, vi tydeligvis savner i vores trygge, velorganiserede vesterlandske velfærdstilværelse.«

Kerstin Holm spejdede ud over Kommandocentralen. Artos politiske udredninger kunne undertiden få tilhørerne til at sukke højlydt. Men ikke denne gang. Alle følte sig en anelse truffet. Nutiden var vitterlig som skabt til at dygtiggøre sig, blive skrap til noget, lære en masse. Hvis ikke vi brugte så meget tid på at ævle om, hvor lidt tid vi havde, ville det faktisk gå op for os, at vi har meget mere tid, end vi tror.

»Tak,« sagde Kerstin Holm. »I fortsætter jagten på en hacker ved navn Dr. Mrs. Nora Higgins. Hvad siger Europol med hensyn til tidsperspektivet?«

»Vi taler efter alt at dømme kun om nogle få dage,« sagde Söderstedt.

»Glimrende. Hvordan går det hos jer, Jorge og Jon?«

»Fint,« sagde Jon Anderson. »Vi satser lidt mere på kerneydelsen, altså voldskriminalitet med internationale aspekter. Men nu er vores samarbejde jo også velkonsolideret og almindeligt anerkendt inden for politikorpset.«

»I ville simpelthen være på røven uden hinanden,« sagde Gunnar Nyberg.

»I kender historien,« sagde Jorge Chavez og rankede sig. »Intet nyt under solen. Kontokortrøvere, der huserer omkring byens pengeautomater. Det nye er, at de også kidnapper ofrene, mens de tømmer deres konti. For ikke at risikere, at kortet bliver spærret.«

»Fremgangsmåden er såre enkel,« fortsatte Jon Anderson. »Det er midt om natten, og en kassevogn standser op ved en pengeautomat, hvor der står en enlig, gerne lettere bedugget person. En mand stiger ud, stiller sig bag den pågældende og aflurer koden. Derefter går det stærkt. To mænd hopper ud af kassevognen, trækker en sæk over hovedet på ofret og hiver ham eller hende ind i bilen. Manden ved automaten har snuppet kortet og hæver maksimumbeløbet. Det tager kun et minut. Men det er et grufuldt minut for ofret inde i bilen.«

»Bagefter skubber man bare ofret ud på gaden og kører,« sagde Chavez. »Ingen når at reagere. Nu er det imidlertid sådan, at stadigt flere pengeautomater er forsynet med overvågningskameraer, og som I ved, bliver der i det hele taget flere og flere af den slags kameraer rundt om i byen. Den bande, vi taler om, har på næsten darwinistisk vis tilpasset sig til den nye tid, tiden efter 11. september. De ved, at de hele tiden bliver set, og derfor har de gjort sig fuldstændig anonyme. De har elefanthuer og handsker på, siger ikke et ord, bruger samme bil, men skifter hele tiden nummerplade. De er hurtige og effektive og efterlader sig psykiske ar, som aldrig heles. De har efterhånden slået til over fyrre gange, har røvet en større bunke kontanter og viser ingen tegn på at indstille aktiviteten. De spreder skræk og rædsel i byen, og sammenlagt har vi over en hel times film med dem. Uden at det har givet os mere at gå efter, end vi havde i forvejen.«

»Jorge og jeg har selvfølgelig travlt med at granske overvågningsfilmene,« sagde Jon Anderson, »og vi går ud fra, at der må være en lille sprække et sted i deres mur. Vi har ikke fundet den endnu, men den er der, det er jeg overbevist om.«

»Jeg er ikke helt så overbevist,« sagde Jorge Chavez. »Men vi har valgt at betragte vores forskelligheder som kreativitetsbefordrende spændinger.«

»Kært barn har mange navne,« sagde Kerstin Holm neutralt.

Der opstod et øjebliks tavshed. Til sidst fattede samtlige tilstedeværende, hvad hun mente, og nikkede adspredt. Et auditorium af nikkedukker. Hun fortsatte:

»Men de kan vel ikke tømme kontiene? Er der ikke en grænse for, hvor meget man kan hæve i en kontantautomat?«

»Det er meget forskelligt,« sagde Jon Anderson. »Det afhænger af, hvilken slags kort det er, og hvad det er for en bank. I gennemsnit har de fået fem tusind per røveri. Det ubehagelige ved den her type forbrydelse er faktisk netop, at gerningsmændene får så lidt ud af dem. Det er alt for meget lidelse per krone, så at sige.«

»Okay,« sagde Kerstin Holm. »Under alle omstændigheder fortsætter I med det.«

»Tak,« mumlede Jorge Chavez.

Kerstin Holm smilede sødt til ham, vendte sig om og fortsatte:

»Nu forholder det sig jo sådan, at Sara og Lena ikke har haft for meget at rive i på det sidste. Så I kan passende tage jer af det røveri, som Lena var vidne til i går eftermiddags på Östermalm.«

»Vidne til?« udbrød Sara Svenhagen og så på sin makker.

»Vidne og vidne,« sagde Lena Lindberg. »Jeg var på gerningsstedet et par minutter efter røveriet, samtidig med en politipatrulje, der reagerede usædvanlig hurtigt. I sig selv er det ikke noget særligt – et helt ordinært kioskrøveri, gerningsmanden er sikkert en af Humlegårdens narkomaner – men butiksindehaveren havde åbenbart planer om at øve retfærdighed the hard way. Han skulle være herinde på politigården nu sammen med to af de tre vidner. Det tredje vidne er vores egentlige offer – og det, der alligevel gør sagen til noget lidt andet end et almindeligt røveri. Det ser nemlig ud til, at røveren på en eller anden måde genkendte hende og havde en bestemt grund til at klappe hende en.«

»Klappe hende en?« sagde Kerstin Holm.

»Slå hende ned, faktisk,« sagde Lena Lindberg. »Hun ligger på Karolinska og er stadig bevidstløs. Efter alt at dømme er hun en helt almindelig tyveårig fra Östermalm, med velhavende forældre og et liv i trygge rammer. Da hun blev slået ned, stod hun med filmen Slanke Sussie i hånden, hvis det siger nogen noget.«

»Pulp Fiction på svensk?« sagde Arto Söderstedt.

»Noget i den stil,« sagde Lena Lindberg. »Og Lock, Stock And Two Smoking Barrels. Hårdtpumpet voldsaction fra Värmland i højest tænkelige gear.«

»Og hvad har det med sagen at gøre?« spurgte Kerstin Holm i overensstemmelse med sin indpiskerrolle.

»Ingenting,« svarede Lena Lindberg i overensstemmelse med sandheden. »Men hvorom alting er, har butiksindehaveren udleveret videofilen til os, og …«

»Videofilen?«

»En fætter til pædofilen,« sagde Arto Söderstedt og blev hensynsløst ignoreret.

»Man siger ikke længere film,« sagde Lindberg, »man siger fil. Men butiksindehaveren forsøgte altså at skjule det. Han lod, som om overvågningskameraet ikke fungerede. Smugfilmede så at sige.«

»Eller smugfilede,« sagde Söderstedt og blev om muligt endnu mere hensynsløst ignoreret.

»Smugfilmede for at kunne tage loven i sine egne hænder,« fortsatte Lindberg. »Sætte et hold slægtninge på sagen. Man må dog tilføje, at chancen for, at de skulle kunne identificere røveren, var minimal. Jeg har kikket filmen hurtigt igennem og vil sige, at han er effektivt maskeret. Det, han holder i hånden og slår den unge pige i ansigtet med, er ikke nogen pistol, men et jernrør af en slags, som han holder, så det kommer til at ligne en pistol.«

»Men hvorfor skal A-gruppen efterforske en røverisk narkoman?« røg det ud af Jorge Chavez, og i det øjeblik var det, som om alle i Kommandocentralen reagerede på samme måde. Med samme ansigtsudtryk som nogen, der er blevet taget på fersk gerning. Som om den gode chilenerætling var kommet til at afsløre deres forbudte indre monolog.

Lena Lindberg nikkede langsomt og helt uden den forsvarsattitude, man kunne have forventet.

»Det er jer, der har lært mig begrebet,« sagde hun. »I kan takke jer selv for det.«

»Hvad for et begreb?«

»Fært,« sagde Lena Lindberg og sendte et krystalklart, isblåt blik lige ind i øjnene på Chavez. Han blinkede overrumplet.

»Jeg er indstillet på at lade Lena forfølge sagen,« sagde Kerstin Holm oppe fra det besynderlige kateder, der var A-gruppens grundigt indarbejdede herskertrone. »Under forudsætning af, at færten ret hurtigt viser sig at holde stik.«

»Jeg ved faktisk ikke helt, hvor den kommer fra,« sagde Lena Lindberg. »Det kan være voldsofret – hun hedder for øvrigt Suzanne Ehrenkrona – men det kan lige så godt være butiksindehaveren – aramæeren Naoum Chamoun – eller et af vidnerne, Johannes Åkerblom eller Lisa Jakobsson. Eller noget helt tredje. Jeg skal prøve at komme det nærmere.«

»Aramæeren?« udbrød Gunnar Nyberg.

»Ehrenkrona?« udbrød Arto Söderstedt.

»Jeg kan ikke snuppe, når I kommer med de der udbrud!« udbrød Jorge Chavez.

»Sagde han virkelig, at han var aramæer?« spurgte Gunnar Nyberg. »Det er der ikke mange, der kalder sig nu om dage. Jeg kan fortælle en masse spændende ting om det aramæiske sprog, hvis I vil. Ud over at det var Jesu modersmål.«

»Vi kender godt din nyvakte forkærlighed for mærkelige sprog,« sagde Kerstin Holm, »men gør det temmelig meget kortere, end du har lyst til.«

»Vi taler om et virkelig oldgammelt folk,« sagde Nyberg med den form for energi, som kun han var i stand til at mønstre. »Aramæisk er blandt de ældste sprog i verden, der stadig tales. Det er blevet talt i tre tusind år i træk. Det har et meget enkelt alfabet, men i dag er det opsplittet i masser af dialekter og nydannelser. Det skyldes, at aramæerne – som undertiden også kaldes syrere eller syrianere – ikke har haft deres eget land siden firhundredtallet. Selv om de fleste af dem stadig bor der, har det intet at gøre med staten Syrien, som er en ny konstruktion fra tiden efter første verdenskrig, hvor man delte Mellemøsten op på en temmelig brutal måde.«

Nej, tænkte samtlige tilstedeværende. Nej, han er ikke ved sine fulde fem. Der er sket noget med ham.

Han så deres reaktioner og trak på skuldrene.

»Andre samler på frimærker, jeg samler på sprog.«

»Du og Ludmila er et meget særpræget par,« sagde Arto Söderstedt anerkendende.

»Og det er vi stolte af,« sagde Gunnar Nyberg og klappede i.

»Hvorfor var der grund til at udbryde ‘Ehrenkrona’?« spurgte Kerstin Holm og følte sig en lille smule træt.

»Tro nu ikke, at jeg samler på adelsslægter eller noget andet skørt,« sagde Arto Söderstedt. »Jeg genkendte bare den ægte adel, nærmere betegnet Ridderhusets slægt nummer 210.«

»Nej!« sagde Jorge Chavez og hamrede næven i stoleryggen foran sig. »Nej, nu er vi altså for langt ude. Vi må holde op med at være så sære. Vi er for fanden da politifolk. Jeg savner fede biljagter og stride machofordomme.«

»Gør du?« sagde hans kone Sara og strøg sig over maven med det seks måneder gamle indhold, endnu af ukendt køn.

Hendes mand slog ud med hænderne og tilstod:

»Okay, nej, det gør jeg alligevel ikke.«

»Jeg går ud fra, at der trods alt er en pointe med dette indspark?« sagde Kerstin Holm med et strengt, spiddende blik på Arto Söderstedt, der så ud, som om han var blevet afsløret med en skummel seksuel afvigelse og forsøgte at samle sig.

»Östermalm er blevet de nyriges domæne,« sagde han. »Den gamle adel bliver stadigt sjældnere. Det var bare det.«

»Vi takker for disse berigende oplysninger,« sagde Kerstin Holm og rejste sig. »Sara assisterer Lena under afhøringerne. Selv har jeg fået nok af jer alle sammen.«