15

Du ser dit tindrende smil aftegne sig mod tårnet. Det er, som om tårnet smiler.

Da du flytter dig et par centimeter, svæver dit ansigt, dit skrækkelige, hæsligt sminkede ansigt ved siden af tårnet. Og nu smiler det ikke mere.

Det er længe siden, du begyndte at tænke på dig selv i anden person ental. Det hele bliver enklere på den måde, det ved du.

Du kan ikke kalde dig selv for noget andet end »du«.

Det passer aldeles glimrende på dig.

Computeren står på vindueskarmen. Tårnet er der også. Du kan se det i live transmission. Det er rigtig sjovt, det her.

Colour By Numbers, kalder de det. Det er et kunstværk. Det er et interaktivt kunstværk. Du har læst om det på computeren.

Tårnet er over halvtreds år gammelt. Oprindelig brugte L.M. Ericsson det til deres forsøg med mikrobølgeteknik. Men det handlede ikke så meget om, hvad det blev brugt til, som hvad det sagde. Det sagde: Her er vi, her er fremtidens teknologi. Sverige var førende inden for telekommunikation, og en hel bydel voksede frem omkring den store telefonfabrik. Alle de huse, der blev bygget, var til de ansatte i den nye, fremtidsorienterede virksomhed. Og tårnet, det stod der som en pegefinger og pegede på den fagre nye verden, der skulle skabes i verdens førende land.

Men pludselig havde tårnet ikke længere nogen funktion. I dag sidder fingeren ikke længere fast på nogen krop. I dag står den der bare.

Indtil nogle kunstnere kom på at bruge den.

Man former selv kunstværket. Man styrer det med mobiltelefonen. Det er derfor, du står her nu med mobilen mod øret. Du venter.

Lige nu lyser tårnet i et hav af farver. Alle mulige blandinger af rødt, grønt og blåt. Du kan ikke lide det. Det er en anden, der styrer tårnet lige nu, måske sidder han eller hun i en af lejlighederne lige ved siden af og beundrer sit holdningsløse valg. Eller måske sidder han eller hun i stedet i Kiruna og ser sit værk live på nettet.

Uanset hvad er det slut nu. Det er din tur.

Mobiltelefonen meddeler, at det er din tur. Du ved, hvad du skal gøre.

Først vælger du de etager, du vil farvelægge, ved hjælp af tasterne 0 til 9. 0 er den øverste, 9 den nederste. Du skal afslutte med #.

Du taster 0123456789#. Nu styrer du samtlige etager på én gang. Så skal du vælge, hvilken farve de skal lyse i. Ved hjælp af telefonens nummertaster skal du nu blande rødt, grønt og blåt, til du opnår den farve, du ønsker. 1 til 3 er rødt, 4 til 6 er grønt, 7 til 9 er blåt. Højere tal er lig med stærkere farver.

Du taster kun 3. Trykker kun på tallet 3. Og afslutter med #.

Uden for vinduet skifter tårnet farve. Samtlige ti etager bliver røde. Hele tårnet lyser rødt.

Og det er dit værk.

Du farver verden rød.

Du står nogle minutter og betragter det røde, lysende tårn. Indtil den stærke røde farve igen afløses af en eller anden bleg og intetsigende farvelade. Fordi en anden har taget over.

Så vender du dig væk fra vinduet og går gennem den tomme, mørke lejlighed. Du går hen til en af dørene. Du låser den op og kikker ind. Et meget svagt lys falder ind i det lille, tomme værelse. Du kan kun lige akkurat skelne hende, som hun ligger der på gulvet i noget, der ligner fosterstilling. Hun er helt utrolig tynd.

Den sølvfarvede gaffatape for munden sidder, som den skal. Læderremmene om håndled og ankler også.

Det undrer dig, at hun formår at sove.

Hende vil du gemme. Hende vil du gemme længe. Det gode ved hende er, at hun ved hvorfor.

Hvorfor alt det her sker.

Så låser du døren og går hen ad gangen.

Du låser den næste dør op. Her er der endnu mørkere.

Hun sover ikke. Hun kan ikke sove.

Du går hen til den liggende skikkelse. Tårerne løber ned mod sølvtapen. Du ser ind i hendes mørke øjne. Du ser døden derinde.

Og du kan lide det.

Det ved du jo, at du kan.

Du lader en finger glide hen over den stramt snørede læderrem lige under skulderen. Det her var ikke meningen. Men det var hendes egen skyld.

Du lægger din hvælvede hånd på bandagen. Den er allerede helt blodig igen. Bandagen, der sidder dér, hvor armen skulle have siddet.

Du stryger hende varsomt over det ravnesorte hår. Og du kan se på hendes øjne, at hun ved, at tiden er inde.

Hun ved, at tiden er inde.

Du løsner læderremmene om hendes fødder og rejser hende op. Hun kan dårligt nok holde sig oprejst. Du må nærmest bære hende ind i stuen, hvor det nye arbejdsbord står. Indtil nu er det kun blevet brugt to gange, én gang til hver især.

Du spænder hende fast og kikker ud ad vinduet.

Tårnets vinduer lyser i et eller andet spraglet, meningsløst mønster.

Du åbner værktøjskassen med et irriteret smæld.