22

Tiina Spinroth var kraftigt forstørret. Og renset. Hvilket kun gjorde hendes makeup endnu mere kikset.

Lena Lindberg stoppede op i opgangen, skilte billederne fra hinanden, bredte dem ud i hånden som en vifte og så nøje på hende. Datateknikerne havde lavet en serie kraftigt forbedrede stillbilleder.

Problemet var, at det ikke blev en pind nemmere at afgøre, hvem hun var. Masken fremstod snarere endnu tydeligere som en maske.

Men det var forbløffende, at hun kunne have gået rundt i byen og set sådan ud uden at vække opmærksomhed. Det kunne kun ske i Stockholm. Her er vi så vant til alt.

Så tolerante.

Eller så ligeglade.

Eller så blinde. Det syntes i hvert fald at være tilfældet i Jungfrugatan.

De var tilbage. De viste billederne af Tiina Spinroth i banken til alle naboerne. De var inde hos Naoum Chamoun og viste dem også til ham. Han rystede bare på hovedet.

»Har I fanget røveren?« spurgte han i stedet.

Sara og Lena kikkede på hinanden og kunne se, at tiøren var omtrent lige lang tid om at falde for dem begge.

»Stockholmpolitiet har overtaget sagen,« sagde Lena Lindberg til sidst.

Chamoun stod omme bag disken og nikkede.

»Han kan altså komme tilbage, hvert øjeblik det skal være?« sagde han. »I skider på det?«

»Det tror jeg ikke, du behøver at være nervøs for,« sagde Sara Svenhagen.

Derefter tog de hver sin opgang ved siden af videobutikken. Ingen havde set noget, der mindede om det bizarre væsen på fotografierne. Men mange ville gerne lufte deres afsky.

De mødtes nede på gaden.

»Vi burde kunne bruge tiden bedre,« sagde Sara.

»Jeg kan dårligt være uenig,« sagde Lena. »Problemet er som bekendt, at vi ikke rigtig ved til hvad. Jon og Jorge snuppede computerne for næsen af os, Gunnar og Arto satte sig på det europæiske spor. Og vi – selve sagens kerne – står i stampe her. Det er uretfærdigt.«

»Og det passer os dårligt,« sagde Sara og tog den hektisk ringende mobiltelefon. Derefter gav hun sig til at tale engelsk i særdeles korte sætninger. Hun lagde på og sagde:

»Der er et eller andet fordækt ved Rainer Kruses solojordomsejling.«

»Det engelske politi?«

»På Guernsey. Båden er blevet fundet i en øde bugt på en lille naboø. Tom.«

»Hvornår var det nu, han afsejlede?«

»‘Afsejlede’ ... sikke et fint ord.«

»Klap i.«

»I begyndelsen af maj. Den syvende, tror jeg nok.«

»Det kan man da kalde at være på langfart. Ingen har savnet ham?«

»Solosejlere er som regel ensomme ulve. Men det stemmer da meget godt med vores tidsskema, ikke? Tiina Spinroth lejede lejligheden fra 1. maj, og hun kontaktede sit første offer – Åsa Karlsson – en måned senere. I mellemtiden registrerede hun domænet thinspiration.se, og hjemmesiden blev lagt ud på nettet den 14. Vi må sende fotografierne ned til Guernsey og se, om det giver pote. Jeg tror, at hun har været der. Det er tid til at tjekke lidt flybilletter og den slags. Det her kan være et vaskeægte spor.«

»Men hvis hun myrdede Kruse i maj,« sagde Lena Lindberg, »hvorfor blev hun så ved med at betale husleje?«

»Lad være med at stille sådan nogle besværlige spørgsmål,« sukkede Sara Svenhagen.

Da var de allerede nået et godt stykke op ad trappen i den smalle ejendom i Jungfrugatan. Uden et ord, uden så meget som et blik på hinanden havde de sat kurs mod mareridtslejligheden. Den trak dem til sig som en magnet.

Der sad godt med blåhvide plastbånd uden for de to døre i stueetagen. De fik sig manøvreret igennem dem og blev stående i den nøgne entré. Der var vitterlig intet, der røbede, at her havde boet et menneske.

Det var ikke mere end en time siden, at chefkriminaltekniker Brynolf Svenhagen, tillige Saras far, havde ført dem rundt i lejligheden en sidste gang. »Vi er færdige her,« som han havde formuleret det. »Det er virkelig imponerende, som det er lykkedes at fjerne alt genetisk materiale bortset fra blodet.«

»Det er virkelig imponerende, som det er lykkedes at fjerne alt genetisk materiale bortset fra blodet,« citerede Lena Lindberg inde fra et af værelserne.

Sara, der befandt sig i et andet, skar en lille grimasse. Hun bøjede sig ned mod radiatoren og betragtede blodsporene, som hendes far havde udpeget. »Her sad en af dem, Lisa Jakobsson, bundet, formentlig med en form for læderrem.« Sara råbte:

»Og hun havde endda travlt. Hun havde lige fået at vide, at en lejemorder eller noget i den stil når som helst kunne komme brasende. Alligevel får hun fjernet alt genetisk materiale – bortset fra blodet. Jeg ved faktisk ikke, hvordan man skal tolke det.«

»Det gør jeg heller ikke,« råbte Lena tilbage. »Og det går mig på. Hvis hun virkelig flygtede halvt i panik – og det er jo trods alt, hvad den afskårne arm tyder på – må hun næsten have været iført en form for dragt, der hindrede spredning af genetisk materiale, når hun bevægede sig rundt i lejligheden. Og så boede hun her vel ikke.«

»Der må være en anden lejlighed,« konkluderede Sara. »Det må der have været hele tiden.«

»En anden ting,« fortsatte Lena. »Hvorfor tog hun ikke bare armen og kørte ud i skoven med den? Direkte ud på Gärdet? Det havde da været meget nemmere end at rydde hele lejligheden og tage de døde eller levende ofre med sig.«

De mødtes i stuen. Det dybt skræmmende »arbejdsbord« glimrede ved sit fravær. Teknikerne havde taget det med sig til centrallaboratoriet i Linköping.

»Jeg synes, der er meget, der virker sært,« sagde Sara Svenhagen. »For mange spørgsmål og usikkerheder.«

»Men boet her har hun i hvert fald ikke,« sagde Lena Lindberg. »Hun dukkede op en gang imellem for at torturere sine ofre. Så tog hun væk igen.«

De blev stående en stund. Et eller andet steg ud fra væggene, svævede ned og slog sammen om dem.

Det var ren og skær smerte.

Lena og Sara så på hinanden. Det blev Lena, der satte ord på det:

»Vi må have fanget den satan, og det skal være snart.«

Sara Svenhagen stirrede på væggen og nikkede langsomt.