33
Du går op ad trappen, to trin ad gangen som sædvanlig. Men det føles ikke helt som sædvanlig. Ingenting er helt som sædvanlig. Det ligger i luften.
Du står uden for døren til lejligheden. Den ser så almindelig ud.
Alt det, der foregår bag lukkede lejlighedsdøre, tænker du. Alt det, der finder sted.
Du låser døren op, lås efter lås. Du går ind.
Tårnet rejser sig uden for vinduet. Det oplyses af et dødssygt, ulideligt broget lys.
Du ser dig om i stuen.
Nej, den er sandelig ikke som sædvanlig.
Der er gjort meget, meget grundigt rent.
Og der er stadig meget tilbage at gøre.
*
De kører i én bil, i Arto Söderstedts gamle minibus af mærket Toyota Picnic. Gunnar Nyberg sidder bag rattet. Han vil hurtigt frem. Så hurtigt som muligt.
Og han kører virkelig hurtigt. Men der er ingen, der kommenterer det. De ønsker også, at det skal gå hurtigt.
Så hurtigt som muligt.
Et kort øjeblik tænker Kerstin, der sidder ved siden af Gunnar, at der er en reel risiko for, at de kører galt. Det gør hende ikke så meget, ikke personligt, men hun tænker, at Rigspolitistyrelsen sikkert ville drage et lettelsens suk, hvis det skete.
Hele A-gruppen udslettet.
Kan man forestille sig noget mere besparende?
Så vender hun sig om og ser på dem alle sammen. Det er måske den sidste store fælles aktion. Måske den allersidste.
Den eneste, hun savner i selskabet, er Paul Hjelm.
Ham savner hun til gengæld helt forfærdeligt.
De drejer af E4 ved Västbergaudfletningen, suser ned i rundkørslen, svinger brat til højre og er inde i Midsommar-kransen. Teletårnet på Ericssons område – som Kunstakademiet har overtaget halvdelen af – lyser. Tårnets vinduer lyser i et sammensurium af farver. Det ser underligt ud.
De kører hen ad L.M. Ericcsons Väg, ind på Kransbindarvägen, drejer til venstre ad Pingstvägen og er oppe på Bäckvägen. Snor sig ind mellem husene og når Bäckvägen 95.
Der holder bilen med overvågningsfolkene og oser langt væk af strissere. Og lidt længere henne holder der også en varevogn, en kassevogn uden nummerplade. Arto Söderstedt ser den og tænker: Ja, vi har ramt plet.
Denne gang ramte vi plet.
De går hen til overvågningsfolkene. Kerstin Holm bøjer sig ned og spørger ind gennem vinduet:
»Han er altså kommet hjem?«
»Ja, for et par minutter siden,« nikker føreren.
»Bliv siddende her og hav øjnene med jer. Vi går ind.«
Og de går ind. De går ind hele flokken. Kerstin Holm, Gunnar Nyberg, Arto Söderstedt, Sara Svenhagen, Lena Lindberg, Jorge Chavez og Jon Anderson går ind og samles uden for døren med navnet »Bergsten«.
Gunnar Nyberg peger spørgende på døren.
Kerstin Holm ryster på hovedet. Ingen splinter denne gang. I hvert fald ikke endnu.
Hun ringer på.
Hun ringer helt enkelt på.
De trækker pistolerne og venter. Venter længe. Til sidst hører de skridt derindefra. Dørspionen bliver mørkere. Joakim Bergsten kikker ud. Han ser dem.
Han ser dem alle sammen. Med skudklare pistoler og det hele.
Og han lukker op.
De strømmer ind. Lejligheden er spartansk, næsten umøbleret. Uden for vinduet lyser teletårnet helt i rødt.
Hvert eneste vindue i teletårnet er rødt.
Lejligheden er badet i rødt. Alt er rødt, hver eneste krog er rød. Og der er ikke et støvkorn nogen steder.
Lena Lindberg står lige over for Joakim Bergsten ude i entréen. Hun retter pistolen mod ham. Han rækker lydigt hænderne i vejret. Et lille smil spiller i hans ene mundvig.
Og han ser så forsagt ud.
Han ser så uberørt ud.
Som om verden ikke rigtig angår ham.
De kommer ud af rummene, en efter en, og ryster på hovedet.
Der er ikke noget derinde.