41

De var tilbage i det stegende varme, stinkende rum. De sad der alle tre – Rawan Fahaidawi, Tore Michaelis og Paul Hjelm.

»Efter alt at dømme var det en brasiliansk lejemorder ved navn Thiago,« sagde Michaelis. »Der har været visse tegn på, at Per Naberius har brugt ham før.«

»Jeg kan forestille mig, at han fik sig noget af en overraskelse med Viggo,« sagde Paul Hjelm. »Det er han ikke den første, der har fået.«

»Og amuletten er i god behold?«

»Ja,« sagde Hjelm. »Han har lovet at vente lidt med at tage livet af sig selv.«

Michaelis så på ham og nikkede.

»Og hvad med dig?« spurgte han. »Er du klar til at vende tilbage til de levende?«

»Det tror jeg,« sagde Hjelm. »Er du sikker på, at du ikke vil med?«

»Det her er en god måde at gå på pension på,« smilede Michaelis. »Fra nu af hedder det Orpheus Life Line for alle pengene. Måske kan jeg nå at sone lidt af det, jeg har gjort, inden jeg dør.«

»Jeg tror faktisk ikke, du har så meget at sone.«

»Jo,« sagde Tore Michaelis og tændte for sin bærbare computer. »Hvis man skal tage Bibelens ord alvorligt, har jeg i hvert fald én ting at sone. Selv om den ikke helt er udført endnu.«

De sad lidt uden at sige noget. Fahaidawi pegede på klokken. Michaelis nikkede.

»Dit fly går om godt en time,« sagde han. »Du kommer med et direkte fly hjem. I dit eget navn.«

»Det var ellers vældig pittoresk med hvidløgsmongolen,« sagde Paul Hjelm.

»Og du kunne ikke dy dig for at sende en mail?« sagde Tore Michaelis.

»Sig nu ikke, at du har overvåget mig,« sagde Hjelm.

»Nej,« lo Michaelis. »Men skanneren er tændt.«

Han pegede på det overraskende moderne dataudstyr, der stod på bordet ved vinduet.

»Du skannede listen og mailede den?«

»Jeg svarer ikke på den slags spørgsmål,« sagde Paul Hjelm og smilede.

»Okay,« sagde Michaelis. »Jeg er jo også pensioneret.«

Han klikkede på computerens tastatur, og lidt efter kom der et billede frem på skærmen. Et billede af et lokale. Et billede af et lokale med en masse mikserpulte, kontrolpaneler, tastaturer, fjernkontroller, billedskærme, computerskærme, tv-skærme.

Et stillbillede fra et ret lille, men tætpakket lokale, der mindede om kontrolrummet i et fjernsynsstudie.

»Jeg købte lidt ekstra kameratid,« sagde Tore Michaelis.

Hjelm kikkede på ham. Og så kikkede han på stillbilledet på den bærbares skærm.

Et par minutter gik. Der var ingen, der sagde noget.

Og der skete ingenting.

Ikke før man pludselig kunne se, at det slet ikke var noget stillbillede.

Døren til overvågningscentralen gik op. En mand kom ind. Han kikkede rundt i lokalet med et overrasket udtryk i ansigtet, som om det kom bag på ham, at han var alene.

Da han vendte sig om mod kameraet, så Paul Hjelm, at det var en høj, nobel, tilknappet mand, der så ud som en syvogfyrreårig, men som i virkeligheden var over tres. Og i netop dette øjeblik så Hjelm, at det gik op for Per Naberius, hvad der var ved at ske, og hvordan dødsangsten slog kløerne i ham. Han kastede sig hen mod døren.

Men det var for sent. Hans mund gik op på vid gab, hænderne famlede forgæves ved halsen, øjnene så ud, som om de var ved at blive skudt ud i rummet for at kredse om jorden som et par himmeløjne.

Så sank han sammen.

Hjelm sukkede og vendte sig om mod Tore Michaelis. Han holdt en fjernkontrol i hånden, en lille grafitgrå fjernkontrol med en grøn knap, og hans tommelfinger havde trykket den grønne knap helt i bund.

Så smed han fjernkontrollen i papirkurven.

»Aflytning?« sagde Paul Hjelm.

»Tro aldrig på, hvad en spion siger,« sagde Tore Michaelis.

»Men du er jo pensioneret.«

Michaelis smilede glædesløst og sagde:

»Det var et løfte.«

»Det ved jeg,« sagde Paul Hjelm. »Jeg læste jo dine ‘stærke sider’.«

»Der er ikke en eneste stærk side i det skide hæfte,« sagde Tore Michaelis.

Hjelm brast i latter, pegede på skærmen med Naberius’ lig og spurgte:

»Hvad skete der?«

»Det var en biobombe fra Naberius Enterprises Ltd. Bakterier, der invaderer hans krop for derefter at forsvinde sporløst. Når de finder ham, ligner det et hjerteanfald.«

»Det er utroligt, hvad folk finder på af smarte ting,« sagde Paul Hjelm.

Og længtes hjem.