ALBERT

 

1

Min mor skældte mig huden fuld og viste ingen forståelse, da jeg fortalte hende, at jeg på mindre end fjorten dage havde været i Rom, Buenos Aires og Moskva.

„Drop de der historier fra fortiden og giv dig til at arbejde!“

„Jamen, mor, jeg laver jo ikke andet end at arbejde.“

Men for min mor var det overhovedet ikke arbejde, medmindre det drejede sig om et fast job med en fast løn. Hun krævede oven i købet, at jeg opgav efterforskningen af min oldemors liv.

„Din tante Marta har altid gået for at være noget af en original, og det er hende, der har rodet dig ind i alt det her, og nu har hun så trukket sig ud af det, hvilket glæder mig, men jeg bryder mig ikke om, at du alligevel fortsætter med den her historie.“

Hun fortalte mig, at hun havde været oppe at skændes med sin søster på grund af mig, og at de ikke havde snakket sammen i en hel uge. Så opfordrede hun mig igen til at komme til fornuft og finde et ordentligt arbejde.

„Guillermo, min dreng, jeg forstår ikke, hvorfor andre, der ikke er nær så dygtige som dig, har fået stillinger og kommer i fjernsynet. Luis, der studerede sammen med dig og altid har været en ret dvask fyr, han præsenterer nyheder i radioen, og Esther … ja, det pigebarn har aldrig været noget særligt, og nu er hun pludselig blevet tv-stjerne … og Roberto … af alle dine venner, var han den mest ubegavede, og så er han blevet generaldirektør!“

„Jeg beklager, mor, men jeg har en fejl: Jeg kan ikke holde mund, og det bryder cheferne sig ikke om.“

„Og dine socialistiske venner, hvorfor rækker de dig ikke en hjælpende hånd? Under valgkampen sagde de, at de ønskede uafhængige journalister.“

„Og det troede du på? Hold nu op, mor, så naiv er du vel ikke! Politikerne hader de uafhængige; alt, hvad der ikke tjener deres interesserer, bliver holdt udenfor. Sådan er det både på højrefløjen og venstrefløjen, og da jeg lægger mig ud med dem alle, ser du resultatet.“

Diskussionerne med min mor forekom mig altid at være så frugtesløse. Hun tror fuldt og fast på, hvad politikerne siger i fjernsynet, og hun kan ikke få ind i sit hoved, at de gør lige det modsatte af, hvad de siger.

Det bedste ved min mor er dog den tillid, hun har til menneskene.

Jeg ringede til doña Laura for at meddele hende, at jeg var vendt tilbage til Madrid. Hun sagde, at hun ville ringe tilbage til mig for at fortælle mig, hvad mit næste skridt skulle være. Ventetiden brugte jeg på at mødes med min kæreste Ruth, aflægge besøg på avisens redaktion, drikke et par glas med nogle venner og diskutere med min kære mor igen. Der gik en hel uge, inden doña Laura ringede til mig.

„De skal ringe til professor Soler. Han vil orientere Dem.“

Da jeg hørte hans stemme i den anden ende af røret, var det som at tale med en gammel bekendt.

„Doña Laura har bedt mig fortsætte med at lede Deres efterforskning. Det bliver ikke let, men jeg skal forsøge at vejlede Dem, således at De kan finde ud af, hvad der skete mellem de begivenheder, jeg har fortalt om, og de ting, som De allerede har fundet ud af. Men nu skal De først drage til Paris, hvor De skal tale med en gammel ven af mig, Victor Dupont; han lærte Amelia at kende, da han var helt ung. Han er ikke meget ældre end mig.“

„Hvem er det?“

„Han er søn af en aktivist, en kommunist. Vores fædre var venner, og vi boede hos dem i Paris i et stykke tid ved borgerkrigens slutning.“

„Boede De i Paris?“

„Ja, sammen med min far.“

„Hvad med Deres mor?“

„Jeg ved ikke, hvad der skete med hende, måske blev hun skudt af frankisterne. Hun ville ikke til Frankrig, hun var fast besluttet på at blive ved med at kæmpe, selv efter at Franco havde vundet krigen. Min far flygtede til Frankrig sammen med mig.“

„Og hvad kan denne señor Dupont så vide om Amelia Garayoa?“

„Mere end De forestiller Dem. Han kendte hende, men han kendte også Jean Deuville og Albert James.“

„Og tror De, at han kan huske, hvad der skete dengang`“

„Selvfølgelig. Desuden er Victor dokumentalist, hans far var journalist, og siden dennes død har Victor opbevaret alle hans papirer. Men jeg vil ikke foregribe noget. Tag De af sted til Paris, hvor Victor Dupont er parat til at tale med Dem straks.“

Det regnede i Paris, hvilket ikke kom bag på mig, for jeg har sjældent været i den franske hovedstad, uden at det har regnet kraftigt. Men der duftede af forår, og det opmuntrede mig.

Jeg havde bestilt værelse på et hotel på den venstre bred, tæt ved Victor Duponts hjem.

Jeg blev temmelig overrasket, da jeg mødte ham. Han var en gammel mand, men stadig fuld af energi.

Victor Dupont var som sagt dokumentalist og journalist af profession og lignede en lærd mand, der slet ikke virkede virkelighedsfjern.

At dømme ud fra hans fysiske fremtoning måtte han have været en smuk mand. Han var høj, havde blå øjne og nu hvidt hår samt en rank holdning som en gammel sheik.

„De er altså i gang med at efterforske Deres oldemors historie? Sikke noget, De har rodet Dem ind i!“ sagde Victor Dupont, idet han stillede to glas med bordeaux-vin og et fad med ost på bordet.

„Ja, det siger min mor også.“

„Der er ting, som man helst ikke skal rode op i, især da ikke når det drejer sig om familien. Men Dem om det! Jeg skal gerne hjælpe Dem med alt, hvad jeg kan, fordi min gode ven Pablo har bedt mig om det. Hvor ønsker De at begynde?“

„Så vidt jeg har fået fortalt, vendte Amelia Garayoa tilbage til Paris i begyndelsen af oktober 1938 sammen med Jean Deuville og Albert James. De vendte hjem fra en kongres for intellektuelle i Moskva.“

„Ja, en kongres organiseret med henblik på at støtte den sovjetiske propaganda, der var meget effektiv på dette tidspunkt.“

Jeg turde ikke spørge, om han selv var kommunist. Hans far havde været det, og desuden var han ven af Pablos Solers far, som også havde været det, men Dupont måtte have læst mine tanker.

„Jeg var kommunist, og De kan slet ikke forestille Dem, hvor glødende en kommunist jeg var. Kommunisterne har foretaget sig mange forkastelige ting, men også mange gode ting. Og i deres rækker har der været selvopofrende og troende mennesker, så gode som helgener i deres iver efter at hjælpe andre. Det er flere år siden, jeg meldte mig ud af partiet, og det har gjort det muligt for mig at analysere mit eget liv med et perspektiv og en ærlighed, som jeg ikke ville have kunnet, hvis jeg var blevet i partiet. Men det er ikke mig, vi skal tale om. Vidste De, at Deres oldemor boede i mit hjem?“

Jeg var himmelfalden, selv om jeg ved nærmere eftertanke ikke burde lade mig overraske af noget på dette tidspunkt. Dupont fortsatte sin fortælling …

‘Jean Deuville var ven af min far, André Dupont. Han ringede til min far for at spørge, om han ville leje et værelse ud til en veninde, for han vidste, at vi havde et ledigt værelse, fordi vi boede i min farmors lejlighed. Den var stor, og så var min farmor lige død nogle få måneder forinden.

Det var min mor, Danielle, der tog beslutningen om at acceptere Amelia som lejer, for det betød en lille ekstra indtægt. Indtil nogle måneder før havde min mor arbejdet i en papirhandel, men ejerne var døde, og arvingerne havde lukket forretningen, så vi kunne godt bruge det par francs, der kom ind ved at udleje værelset.

Desuden var aftalen en fordel for os alle, for da Amelia ankom til Paris, boede hun et par dage på et hotel, men hun ville ikke ødsle med de få penge, hun havde, så Jean tænkte, at det ikke ville være så dyrt for hende at leje et værelse.

På det tidspunkt var jeg femten år, og jeg må tilstå, at jeg forelskede mig i Amelia, straks jeg så hende. Hun lignede ikke en virkelig kvinde, hun var ekstremt tynd og havde et meget æterisk udseende.

Min mor ville gerne vide, hvor lang tid hun ville blive boende, men Amelia sagde til hende, at hun endnu ikke vidste, hvad hun havde tænkt sig.

„Fru Dupont, jeg vil gerne vende tilbage til Spanien, men jeg ved ikke, om det er muligt, hvis ikke bliver jeg nødt til at finde et arbejde.“

„Jamen De kan da umuligt tage til Spanien!“ udbrød min mor.

„Republikkens lovligt valgte regering har stadig magten i Madrid, Catalonien og Valencia … men jeg tror ikke, man skal være alt for optimistisk. I juli lykkedes det general Rojo at slå Francos tropper tilbage fra stillingerne i Ebro-dalen, men han kunne ikke holde fast ved dem. Jeg tror bestemt ikke, at De kan rejse til Spanien,“ indskød min far.

Amelia trak på skuldrene. Hun syntes at være besluttet på at gøre, hvad der var muligt, men dog uden at udfordre skæbnen.

Selv om hun var meget reserveret og sjældent smilede, viste hun stor tålmodighed over for mig, og hun hjalp også min mor i huset. Med at gøre rent, stryge, sy og den slags.

Jeg lyttede til mine forældres samtaler med deres kammerater, blandt andre Jean Deuville.

Jean havde fortalt mine forældre, hvad der var sket i Moskva. For ham havde det været så stort et chok, at hans tro på kommunismen var blevet knust. Han turde ikke melde sig ud af partiet, men i Moskva havde han mistet sin ideologiske mødom, foruden at han havde mistet sin bedste ven, Pierre.

Det havde ikke været let hverken for Amelia eller Jean Deuville at fortælle Pierre Comtes forældre, at deres søn var død. Dagen efter deres ankomst til Paris tog Albert James, Jean og Amelia straks hjem til Pierres forældre. Så vidt jeg ved, foregik det mere eller mindre på følgende måde:

Pierres mor, Olga, åbnede døren, og da hun fik øje på Amelia udstødte hun et skrig og spurgte, hvor hendes søn var. Jean ville give kvinden en omfavnelse for at kondolere og fortælle, hvad der var sket, men Olga skubbede ham væk.

„Hvor er Pierre? Hvad har du gjort ved ham?“ spurgte hun Amelia.

Albert James måtte gribe fat i Amelia, for hun begyndte at ryste, og han frygtede, at hun ikke kunne klare optrinnet. Faktisk var det Albert James, der overtog situationen, for både Amelia og Jean var alt for berørte.

Pierres far kom ud i entreen hidkaldt af sin kones skrig.

„Hvad foregår der dog? Hvad laver I her? Og du, Amelia … Hvor er Pierre?“

Amelia fortalte dem, hvad der var sket. Hun skjulte intet for dem. Hverken at Pierre havde været sovjetisk agent, eller hvad han havde lavet i Buenos Aires. Hun fortalte om ordren til at rejse til Moskva, månederne i den russiske hovedstad, Pierres forsvinden, hans ophold i Lubjanka, den tortur, de havde udsat ham for, og hendes overbevisning om, at de havde slået ham ihjel. Det eneste, hun ikke fortalte dem – og som hun heller ikke havde fortalt hverken Albert James eller Jean Deuville – var, at hun havde fået kendskab til Pierres anholdelse gennem Ivan Vasiliev. Hun ønskede ikke at bringe denne mand i fare, ham, som i det mindste havde hjulpet hende med at finde ud af, hvor Pierre befandt sig.

Olga græd utrøsteligt, mens hun lyttede til Amelias historie, og Pierres far syntes at ældes, efterhånden som han fik fortalt, hvad hans søn havde været udsat for.

„Det er også din skyld! Du og dine forbandede ideer om kommunismen, som du har sat i hovedet på vores søn! Du ville ikke lytte til mig, og nu er vores søn død. Du har slået ham ihjel!“ råbte Olga til sin mand.

„Rolig, fru Comte, tag det roligt,“ bad Albert James hende.

Men det var umuligt at dæmpe Olgas vrede og smerte og at finde trøstende ord til Pierres far. Jean Deuville var ikke til nogen hjælp, for han var ikke i stand til at holde sine egne tårer tilbage.

Olga smed dem ud af huset og forbandede Amelia og rådede hende til aldrig mere at vise sig for hendes øjne.

Jean Deuville og Albert James tog sig af Amelia. De følte sig åbenbart ansvarlige for hende. På det tidspunkt blev Frankrig ledet af Édouard Daladier, og udlændinge, især spaniere, begyndte at få problemer med at opnå opholdstilladelse i landet. De mange spaniere, der flygtede fra krigen, havde oversvømmet den franske administration, og Paris begyndte at lovgive mod udlændinge.

Derfor var både Jean Deuville og Albert James nødt til at benytte sig af alle deres forbindelser for at skaffe en opholdstilladelse til Amelia. Det undrede ingen, at Albert James ansatte hende som sekretær. Indtil da havde han ikke haft brug for en sekretær, men det var en måde at hjælpe hende på uden at støde hende. Med hensyn til Jean så blev han hendes skygge: Han kom ofte og hentede hende hjemme hos os og tog hende med ud på spadsereture, i teatret, ud for at høre musik. Amelia lod sig føre med som en robot, og det var, som om intet af det, der skete rundt om hende, betød noget for hende.

Mine forældre spurgte sig selv, hvorfor en journalist som Albert James havde besluttet sig for at tage sig af Amelia, som han nu gjorde. Det var en anden sag med Jean Deuville, for han havde været Pierres bedste ven, og de havde været partikammerater, men det var ikke tilfældet med Albert James, som heller ikke kendte Amelia særlig godt. Men han hjalp hende så meget, som han kunne.

Albert James arbejdede for forskellige amerikanske aviser og tidsskrifter samt en britisk avis. Efter mine forældres smag var han alt for uafhængig. De mente, at det var nødvendigt at tage parti i den tid, de levede i. James’ objektivitet irriterede dem, og de diskuterede åbent med ham. Faktisk nægtede Albert James at være partiets ‘rejsekammerat’, hvilket gjorde ham til en noget besværlig person. Alligevel respekterede de ham, han havde stor indflydelse, og hans artikler blev læst både i den amerikanske, den britiske og den franske regering.

Det, han skrev om kongressen for intellektuelle i Moskva, var meget skuffende for de sovjetiske værter. James hævdede, at de landsbyer og fabrikker, som de havde besøgt, lignede opstillede kulisser, der skulle overbevise de fremmede om, at alt var rosenrødt i Sovjetunionen, og han kritiserede, at gæsterne ikke på noget tidspunkt måtte rejse frit rundt i landet eller aflægge besøg, der lå uden for det fastlagte program. Han slog fast i en af sine artikler, at man ikke indåndede frihed dér. Kort og godt var hans kritik en spand koldt vand i hovedet på de sovjetiske myndigheder, selv om James’ artikler naturligvis blev opvejet af en mængde lovprisninger fra andre europæiske intellektuelle.

Amelia mødte tidligt hver morgen op på James’ kontor, hvor hun besvarede hans korrespondance, ordnede hans arkiver, organiserede hans kalender, renskrev nogle af hans artikler og førte regnskab.

Måske var den største glæde for hende i den periode, at Carla Alessandrini dukkede op i Paris. Divaen var på fjorten dages besøg i byen for at synge La Traviata på Opera Garnier. Hendes ankomst blev en stor begivenhed.

Jean Deuville lovede at gå med Amelia i operaen for at høre Carla.

Jeg husker stadig premieren. Amelia besad en naturlig elegance, og selv om hun på det tidspunkt ikke havde en passende påklædning, lignede hun en prinsesse i sin sorte dragt helt uden pynt.

Carla Alessandrini var pragtfuld, og tilskuerne hyldede hende stående i tyve minutter. Jean fortalte senere, at Amelia græd af bevægelse, og da forestillingen var færdig, begav hun sig hen til Carlas garderobe, for hun var overbevist om, at hun ville få lov til at se divaen, men operaens ansvarlige havde bestemt, at ingen kunne få adgang til Carlas garderobe, medmindre divaen udtrykkeligt havde inviteret dem.

„Sig til hende, at hendes veninde Amelia Garayoa er her,“ sagde hun til en temmelig skeptisk lille mand, der spærrede vejen for hende hen til garderoberne.

Men til hendes store overraskelse gav de hendes besked videre, og et par minutter efter kom Vittorio Leonardi, divaens ægtemand, ud til hende.

Vittorio omfavnede Amelia og skældte hende ud over, at hun var blevet så tynd, og han gav hånd til Jean, som om de var gamle venner, hvorefter han førte dem hen til garderoben.

De to kvinder faldt i hinandens arme i en uendelig lang omfavnelse. Jeg har forstået, at Carla virkelig holdt meget af Amelia, og at hun næsten betragtede hende som en datter.

„Hvorfor har du ikke givet mig besked om, at du var i Paris? Du ved ikke, hvor bekymret jeg har været for dig. Gloria og Martin Hertz har fortalt mig, at du og Pierre tog af sted på en rejse for nogle måneder siden, men at I ikke var vendt tilbage, og at de heller ikke havde hørt fra jer. Lad mig engang se dig … du er alt for tynd, mit barn, og … jeg ved ikke … men du virker anderledes. Hvor er Pierre?“

„Han er død.“

„Død? Jeg vidste ikke, at han var syg …“ sagde Carla.

„Det var han heller ikke. De har dræbt ham.“

Carla og hendes mand Vittorio Leonardi var rystede over Amelias meddelelse. Divaen omfavnede hende, som en mor ville omfavne sin datter for at beskytte hende.

„Du må fortælle mig det hele!“

Amelia præsenterede Jean Deuville, som havde stået tavs og betragtet sceneriet. Han var imponeret over venskabet mellem de to kvinder. Carla Alessandrini var trods alt en verdensberømthed, en af sin tid mest eftertragtede kvinder.

Under Carlas ophold i Paris gik der ikke en eneste dag, hvor hun ikke mødtes med Amelia. Mine forældre og jeg var i operaen for første gang, inviteret af Alessandrini, og det var en stor oplevelse for os at sidde dér blandt alle de rige og borgerlige, som syntes at leve med ryggen til virkeligheden, og som lo og drak champagne, som om det ikke angik dem, hvad der skete rundt om dem.

Amelia besøgte Carla på hendes hotel, eller Carla inviterede Amelia på frokost eller middag sammen med fremtrædende personer, og en dag besøgte Carla oven i købet Amelia hjemme hos os. Jeg stillede mig bag døren ind til salonen og udspionerede dem, ikke fordi jeg var interesseret i at høre, hvad de snakkede om, men fordi jeg var virkelig fascineret af Carla, der havde fortrængt Amelia i mine ungdommelige drømme.

„Du er nødt til at beslutte, hvad du vil, mit barn, og det ville glæde mig meget, hvis du overvejede den mulighed at tage med os. Jeg tror ikke, at du har ret megen fremtid i Frankrig, for du kan jo se, hvordan de behandler udlændinge her. Jeg har snakket med Vittorio, og han er enig med mig i, at det er bedst, du tager med os.“

„Jeg vil gerne tilbage til Spanien, selv om jeg ved, at det ikke kan lade sig gøre lige nu på grund af krigen, men den slutter en dag. Jeg længes efter at høre nyt fra min familie, og jeg vil gerne være sammen med min søn.“

„Det forstår jeg godt, men tror du virkelig, at din mand vil give dig lov til det?“

„Jeg ved det ikke, men jeg vil gerne bede ham om tilgivelse, og jeg vil bede ham give mig lov til at se Javier. Han kan ikke nægte mig at se min søn.“

Carla blev tavs. Hun troede ikke på, at den spanske mand ville tilgive sin kone, efter at denne var flygtet sammen med sin elsker. Men hun ville heller ikke ødelægge Amelias håb, for Amelia var ikke særlig stærk efter det mareridt, hun havde oplevet i Moskva.

„Jeg forstår godt, at du gerne vil tilbage til Spanien, men som du selv siger, er det ikke muligt lige nu, så derfor kan du være hos os, og når tiden er inde, vil vi hjælpe dig med at komme tilbage til Madrid.“

„Du og Vittorio er så venlige imod mig, men jeg har et arbejde her, som gør, at jeg kan underholde mig selv, og jeg ved ikke, hvad jeg skulle lave, hvis jeg følger med jer.“

„Du skal ikke lave noget bortset fra at være sammen med os. Du behøver ikke at arbejde, du skal bare ledsage os.“

Men Amelia var stolt, og hun ville for intet i verden have accepteret at være afhængig af nogen og ikke selv tjene til livets ophold. Hun forsøgte at sige det på en måde, så hun ikke fornærmede Carla.

„Jeg ville ikke have det godt med at se, hvor meget I arbejder, mens jeg ikke lavede noget.“

„Jamen du kan være sekretær for Vittorio.“

„Han har da ikke brug for en sekretær mere!“

De snakkede sammen et stykke tid, og Carla fik hende til at love, at hun ville have forslaget i tankerne, hvis der skulle opstå problemer.

Da Alessandrini rejste fra Paris igen, efterlod hun et stort tomrum i Amelia, men også i alle os andre.

En dag vendte Amelia grædende hjem. Min mor forsøgte at trøste hende.

„Jeg … jeg havde en grandtante, der boede i Paris, tante Lily. I dag dristede jeg mig til at gå på besøg hos hende i håb om, at hun ville tage imod mig og fortælle nyt om min familie, men portneren fortalte mig, at hun døde for nogle måneder siden.“

Hun længtes efter at høre fra sin familie, og hun fortalte min mor, at hun bad til, at de ville tilgive hende.

Hun savnede sine forældre, sin søn, sine kusiner og sin fætter og sin mand.

„Jeg har behandlet ham så dårligt! Det havde Santiago slet ikke fortjent!“ jamrede hun.

Den 7. november blev Ernst von Rath, sekretær på den tyske ambassade i Paris, skudt ved et attentat. To dage efter fandt den berygtede Krystalnat sted i Tyskland. Mere end 30.000 jøder blev fængslet, 191 synagoger blev ødelagt, og over 7.500 butikker blev plyndret … Albert James plejede at sige, at det værste ventede endnu, og han fik ret. De europæiske regeringer ville ikke indse, at de havde at gøre med et uhyre, og de accepterede det …

Det var, som om alt styrtede sammen i disse sidste dage af 1938. I december indledte Franco en stor militæroffensiv mod Catalonien, som praktisk talt afgjorde krigen og betød fascisternes sejr.

Kort før jul rejste Albert James til Irland. Han var selv amerikaner, men hans forældre var fra Irland, og de besøgte ofte deres hjemland, hvor de havde en del familie. James’ forældre var netop rejst til Dublin, så han tog over for at holde jul sammen med dem. Jeg ved ikke, om min kære ven Pablo Soler har fortalt Dem det, men Albert James var ud af en velhavende familie, og der var flere berømte militærfolk blandt hans forfædre. James’ bedstefar gjorde tjeneste ved dronning Victorias hof. I samme tidsrum sad andre medlemmer af hans familie på ansvarsfulde poster i den britiske regering, jeg tror nok, at en fætter til hans mor sad i en betydningsfuld stilling i Udenrigsministeriet, og at en onkel på hans fars side sad i Admiralitetet.

Albert James’ rejse gav blot Amelia endnu mere hjemve, så mine forældre, Danielle og André Dupont, inviterede Jean Deuville til at spise frokost sammen med os i forsøg på at muntre den unge kvinde lidt op.

De talte naturligvis om Spanien. Juan Negrín troede stadig på, at det var muligt at bekæmpe Franco. Men det var det ikke, der var tale om ren voluntarisme. Desuden var det eneste, som syntes at betyde noget for England og Frankrig, at man var imødekommende over for Hitler, og denne samt Mussolini var Francos vigtigste støtter i udlandet.

Den 26. februar 1939 faldt Barcelona i hænderne på Francos tropper, men i flere dage forud var der organiseret en storstilet flugt mod Frankrig. Den franske regering forsøgte at undgå, at de hundredtusinder spanske flygtninge passerede grænsen, men den blev overhalet af begivenhederne og var nødt til at åbne grænsen.

I den mest reaktionære højreorienterede presse kunne man læse meget fremmedfjendske artikler mod de spanske flygtninge. Jeg skal vise Dem en af dem, så De kan få en forestilling om, hvordan stemningen var i Frankrig på det tidspunkt.

Albert James besluttede at tage ned til grænsen for at lave en reportage om flygtningenes ankomst og bad Amelia om at tage med som hans medhjælper. „To par øjne ser mere end ét, og desuden skal du hjælpe mig med sproget. Jeg taler ikke særlig godt spansk, og jeg har svært ved at forstå det, hvis de taler meget hurtigt.“

Amelia sagde ja uden at tøve. Det var en chance for at komme tæt på Spanien, og jeg tror oven i købet, at hun inderst inde drømte om at møde nogle af sine kære.

De ankom til grænsen den 28. januar og blev mødt af et fortvivlende syn. Kvinder, børn, gamle, syge, folk i enhver tilstand, der flygtede fra frankisterne. Desperate mennesker, der bevægede sig mod eksilets afgrund uden at vide, om de nogensinde kunne vende tilbage igen.

De franske myndigheder blev fuldstændig overvældet og oprettede midlertidige flygtningelejre i den østlige del af Pyrenæerne. Den første blev åbnet i Rieucros, tæt ved Mende (Lozère), og senere blev der åbnet flere ved strandene i Argelès og Saint-Cyprien i Arles-sur-Tech.

Albert James skrev en af de mest bevægende artikler i hele sin karriere. Jeg har bevaret nogle af dem, han fik offentliggjort i den engelske presse.

I de dage fungerede Amelia som tolk, og de interviewede snesevis af flygtninge, som fortalte om de lidelser, de havde været udsat for, og gav udtryk for, at krigen var uhjælpelig tabt.

Den 5. februar om aftenen, netop et døgn efter at Francos tropper havde erobret Gerona, så den franske regering sig endnu en gang tvunget til at acceptere en ny bølge af flygtninge, i dette tilfælde soldater, som man på forhånd havde tvunget til at nedlægge våbnene.

Det var et mirakel, at Amelia midt i dette kaos stødte på Josep Soler og hans søn Pablo. Tilsyneladende stod Albert James og Amelia og snakkede med nogle flygtninge, da nogen rørte ved hendes skulder. Hun vendte sig om og fik øje på Josep, der stod med Pablo i et fast greb om hånden. Det var et chok for Amelia at se dem.

„Åh gud, I er i live! Hvor er jeg glad for det! Og hvad med Lola?“

„Hun ville ikke med, du kender hende jo. Det var umuligt at overtale hende,“ forklarede Josep.

„Min mor siger, at fascisterne ikke skal smide hende ud af Spanien,“ sagde Pablo.

Amelia tog dem med lidt væk fra gruppen af flygtninge. Hun var stærkt berørt af, hvor ekstremt tynd Pablo var blevet, og hvor gammel Josep var kommet til at se ud.

„Først må vi se at få noget at spise,“ sagde hun.

„Det bliver vanskeligt, for franskmændene forsøger at undgå, at vi spreder os,“ svarede Josep.

Men Amelia var ikke indstillet på at overlade Josep og Pablo til deres skæbne. Penge har altid udvirket mirakler, og selv midt i dette kaos var der flygtninge, som var heldigere end andre. De, der medbragte penge, smykker, værdigenstande eller havde venner, havde mulighed for at slippe ud af disse lejre. Josep og Pablo havde hverken penge eller værdigenstande, men de havde i Amelia fundet en endnu bedre passérseddel til at komme væk fra dette kaos …’

Victor Dupont hældte den sidste vin i flasken op i sit glas.

„Det er vist nok for i dag. Måske skulle vi ringe til vores ven Pablo Soler, så han kan fortælle Dem, hvad der skete herefter, da han trods alt er en af hovedpersonerne i denne historie.“

„Det gør jeg straks, når jeg er tilbage i Spanien. Det var sandelig noget af en overraskelse, at professor Soler mødte Amelia igen.“

„Ja, det er klart. Men det vil han fortælle Dem om. Hvad siger De til i morgen?“

„I morgen?“

„Ja, han ankommer i morgen formiddag til Paris, så hvis De ikke har andet at lave efter frokost, kan vi jo mødes alle tre.“

Victor Dupont slog en latter op ved synet af mit vantro ansigtsudtryk. Det morede ham, at han havde været i stand til at overraske mig.

„Pablo og Charlotte kommer en gang imellem til Paris, og dette besøg har de planlagt for lang tid siden.“

„Det sagde han ikke noget om til mig …“

„Jeg ved det, men det var der vel heller ingen grund til, synes De vel?“

Det var ligegyldigt, hvad jeg syntes, så jeg fulgte lydigt Victor Duponts instrukser, og klokken tre næste eftermiddag mødtes jeg med dem begge to. Ja, faktisk var de tre, for da jeg ankom til Duponts lejlighed, var Charlotte der også.

„Jeg skal ikke forstyrre jer, for jeg har tænkt mig at gå ud og shoppe, så jeg overlader jer til jer selv. Jeg er tilbage klokken syv, er det i orden?“ sagde Charlotte, inden hun gik.

„Godt, Guillermo, min ven Victor har orienteret mig om, hvad han har fortalt Dem.“

„Faktisk går jeg fra den ene overraskelse til den anden, professor,“ sagde jeg i forsøg på at være morsom.

„Sådan er det at udforske noget,“ svarede han helt neutralt.

„De mødte altså min oldemor igen …“

„Jeg har jo fortalt Dem, at jeg boede hos Victor Duponts familie i et stykke tid.“

„Ja, det er rigtigt.“

„Og hvordan tror De så, at det gik til?“

„Jeg formoder, at det vil De fortælle mig nu.“

„Præcis,“ svarede professor Soler.

‘Amelia fik os indlogeret i et værelse på det hotel, hvor hun selv havde boet, for hun regnede med at kunne overbevise præfekten om, at vi var hendes familie, og at hun ville tage sig af os, men da det kom til stykket, var det Albert James, som havde held til at overvinde de franske myndigheders modstand. James var en meget betydningsfuld journalist, og ingen ønskede at blive hængt ud i en af hans artikler i den britiske eller amerikanske presse. Alligevel var vi slet ikke sikre på, at vi kunne undgå at blive interneret i en af lejrene.

„Jeg vil gerne have dig til at fortælle mig, hvad der foregår, og om krigen virkelig er tabt,“ sagde Amelia til Josep.

„Tror du, at jeg ville være her, hvis det ikke var sandt? Det er nytteløst at fortsætte kampen, vi har tabt.“

„Jamen hvorfor?“

„De har fået mere hjælp.“

„Men vi har jo haft De Internationale Brigader og støtte fra Moskva,“ påpegede Amelia.

„Det skal du ikke tage fejl af: Vi har stået alene. Europa har vendt os ryggen. Frankrig og Storbritannien har set til på afstand, men uden at ville forpligte sig. Og ja, der er kommet folk fra hele verden for at støtte republikken, de har udvist tapperhed og ofret sig for sagen, men det var ikke tilstrækkeligt. Franco har fået hjælp fra Tyskland og Italien, men især har Europas passivitet været ham til stor hjælp. Du kan ikke forestille dig, hvordan slaget ved Ebro var – det var her, vi fik nådestødet. Tusindvis af mennesker døde, både på vores side og på deres, men de vandt.“

„Han er en dygtig strateg,“ påpegede Albert James.

„Hvem? Franco?“ Amelia så ud til at undre sig over denne bemærkning fra James.

„Ved du hvad, Amelia? Det er umuligt at slå fjenden, hvis man ikke erkender hans fortrin.“

„Fortrin! Hvordan kan du sige, at Franco har fortrin? Han er en forræder mod republikken, han har ødelagt Spanien,“ svarede Amelia vredt.

„I betragtning af krigens udfald har han vist sig at være en dygtig militærstrateg. At indrømme dette er ikke det samme som at sige, at han ikke er fascist og en skændsel for Spanien. Er du mere rolig, når jeg siger det?“

„Det drejer sig ikke om, hvad du siger, som om du derved gjorde mig en tjeneste, det drejer sig derimod om virkeligheden.“

„Jeg skal fortælle dig om en del af virkeligheden, som jeg formoder, at du ikke bryder dig om. Det er rigtigt, alt, hvad Josep siger, men der er andre problemer, og det er blandt andet den store energi, som den republikanske gruppe har brugt på at kæmpe indbyrdes,“ sagde Albert James.

Josep bøjede hovedet. Det så ud, som om han ikke brød sig om at høre, hvad journalisten havde at sige.

„Hvad mener du med det?“ spurgte Amelia skarpt.

„Jeg mener, at den fascistiske hær havde en klar fjende og kun én, men sådan var det ikke på den republikanske side. Tager jeg fejl, Josep, når jeg siger, at I kommunister har brugt en masse energi på at forfølge folk fra POUM, og at der har været konstante stridigheder mellem socialisterne, anarkisterne og kommunisterne? Hvem dræbte Andreu Nin?“

„Ja, der har været problemer,“ indrømmede Josep.

„Så mens Franco kun havde ét mål, nemlig at vælte republikken og indsætte et fascistisk styre, kæmpede venstrefløjen mod ham, samtidig med at man stredes indbyrdes. I en borgerkrig kommer det værste frem i menneskene, Amelia.“

„Du kender ikke mit land ret godt. Franco er en forræder, ligesom alle de andre oprørere.“

„Ja, Franco er en forræder, men det betyder ikke, at jeg ikke har ret i, hvad jeg siger,“ svarede James.

„Vi har ikke tabt krigen alene på grund af uoverensstemmelserne på venstrefløjen,“ fastslog Josep.

„Selvfølgelig ikke, at sige det ville være både en løgn og en tåbelighed. Jeg har blot påpeget, at I, der har forsvaret republikken, har spildt en masse kræfter, som I havde brug for, fordi I stod over for en fjende, som kun havde jer at kæmpe imod og desuden fik hjælp fra Tyskland og Italien,“ svarede Albert James.

„Hvad sker der i Madrid?“ spurgte Amelia bekymret.

„Madrid holder ud, og en del af La Mancha og Valencia er stadig på republikanernes hænder, men jeg ved ikke hvor længe, jeg tror ikke, at de kan stå imod ret meget længere,“ svarede Josep.

„Jeg ved … jeg ved godt, at det er svært for dig at vide noget, men har du hørt noget til min familie? Har du set Edurne eller min kusine Laura?“

„Nej, Amelia, jeg ved ingenting om dem. Vi har været i Barcelona under det meste af borgerkrigen.“

„Og hvad har du nu tænkt dig at gøre?“ spurgte Albert James Josep.

„Jeg ved det ikke, indtil videre bare leve. Hvad tror I, at Franco vil gøre med kommunisterne?“

Hverken Albert James eller Amelia svarede. Josep behøvede heller intet svar, for han vidste bedre end nogen anden, hvad der ventede hans kammerater.

„Måske melder jeg mig til Fremmedlegionen. Jeg har hørt, at det er den eneste måde at slippe for at komme i en af de der satans interneringslejre,“ afslørede Josep.

„Jamen hvad med Pablo? Han er kun et barn … han …“ Amelia kiggede over på mig.

Josep trak på skuldrene.

„Han skulle være hos Lola, der er hans mor, men tingene er nu, som de er, og så må vi finde ud af det.“

Amelia overbeviste Albert James om, at de skulle hjælpe Josep og mig; hun ville forsøge at få franskmændene til at give os lov til at flytte til Paris og således undgå interneringslejrene. Det var ikke let, for hvis der var noget, som præfekterne i området ønskede at forhindre, var det netop, at flygtningene kom videre til andre steder, først og fremmest til Paris, men Amelia viste endnu en gang sit talent for at klare umulige situationer. Hun havde udfordret de sovjetiske myndigheder i Moskva og fået Pierre ud af fængslet, og nu var hun parat til at redde sine venner.

Det hotel, vi boede på, ejedes af et ægtepar, der havde to sønner, hvoraf den ældste kørte med frugt og grøntsager i en lille lastbil. Amelia bad ham om at skjule os mellem grøntsagskasserne og køre os til Paris. Hun ville selv køre med for det tilfælde, at der skulle opstå problemer. Hun tilbød ham naturligvis en stor sum penge, alt hvad hun havde sparet op. Den unge mand tøvede, men besluttede sig til sidst for at sige ja.

Det var umuligt for Albert James at overbevise hende om, at det var den rene galskab, og at hun stadig var udlænding, hvis vi blev standset, selv om hun havde de nødvendige papirer – og spanier var det værste, man kunne være på dette tidspunkt i Frankrig – hvorfor hun selv kunne ende i en af flygtningelejrene.

Men det lykkedes, og vi ankom til Paris uden problemer. Amelia tog os straks med hjem til familien Dupont.

Danielle vidste ikke, hvad hun skulle stille op, da hun åbnede døren og fik øje på Amelia med et barn i hånden og Albert James sammen med en ukendt mand. Hun inviterede den besynderlige flok indenfor, mens hun betragtede den med temmelig stor bekymring.

Familien sad netop og spiste aftensmad, og André Dupont og Victor blev om muligt endnu mere overraskede.

„Lad mig forklare det her,“ sagde Amelia, der var fast besluttet på at redde situationen. „Josep er en gammel ven af mig, en god kammerat, og det her er hans søn Pablo. Det er lykkedes dem at flygte fra Spanien. Franco har vundet krigen, og jeg … jeg vil gerne hjælpe dem.“

Albert James fortalte udførligt om rejsen fra Sydfrankrig til Paris, og han bad familien huse os, indtil der blev fundet et sted, hvor vi kunne bo. Han selv påtog sig at forsøge at skaffe de papirer, der var nødvendige, for at vi kunne få lov til at bo i hovedstaden.

André Dupont var tavs. Han vidste ikke, hvad han skulle sige, eller hvordan han skulle undgå den vanskelige situation, han og hans familie var blevet sat i. Til sidst tog han en beslutning.

„Godt, de kan blive her et stykke tid, men det er ikke en god løsning.“

Amelia sukkede lettet, og Albert James overrakte diskret Danielle en kuvert.

„Det er hjælp til forplejningen af Amelias venner,“ hviskede han til hende.

„Det … det er da ikke nødvendigt,“ svarede hun ængsteligt.

„Selvfølgelig. I skal ikke påtage jer denne byrde alene,“ sagde James og betragtede spørgsmålet som uddebatteret.

Josep skulle sove på sofaen, og Victor skulle give plads på sit værelse til denne spanier, som var næsten jævnaldrende med ham selv, og som pludselig havde trængt sig ind i hans hjem.

I de efterfølgende dage holdt Josep fast på, at hans eneste udvej var at melde sig til Fremmedlegionen. Det eneste problem var mig; han vidste ikke, hvad han skulle stille op med mig. Den 9. februar 1939 bekendtgjorde Franco Lov om Politisk Ansvarlighed, som var indledningen til den udrensning og forfølgelse, som taberne allerede var blevet underkastet.

Men for alle os var det et meget værre slag, at Frankrig og Storbritannien besluttede at anerkende Francos regering i Burgos. På dette tidspunkt, i slutningen af februar, kom Albert James med besked til Amelia om, at de skulle til Mexico. Han havde i længere tid forsøgt at få et interview med Lev Trotskij, og nu havde den russiske politiker endelig sagt ja. Han boede dengang i Mexico, som var sidste stop på en lang periode i eksil, der startede i Kasakhstan, fortsatte i Tyrkiet, Frankrig og Norge og endte i Mexico.

Jeg plejede at gå med Amelia hen på James’ kontor, hvor jeg sad helt stille i et hjørne for ikke at forstyrre. Min far stod tidligt op hver morgen for at gå ud og lede efter arbejde, så han kunne underholde os, og takket være nogle franske kammerater lykkedes det ham en gang imellem at få et kortvarigt job. En dag var jeg vidne til en diskussion mellem Amelia og Albert James.

James sad inde på sit kontor, da han blev ringet op og fik meddelelsen om, hvilken dato Trotskij ville tage imod ham og give interview. Det skulle foregå ti dage senere, og han skulle straks svare på, om han var parat til at rejse til Mexico. Han tøvede naturligvis ikke.

„Amelia, vi skal til Mexico,“ sagde han på vej ud fra sit kontor.

„Til Mexico? Hvad skal du der?“ spurgte Amelia.

„Jeg har jo fortalt, at du og jeg skal af sted. Jeg har lige fået besked i telefonen om, at Trotskij vil tage imod mig. Du ved ikke, hvor meget jeg har gjort for at få det interview i stand. Vi skal være der om ti dage.“

„Jamen jeg kan ikke rejse, og desuden … så tror jeg ikke, at jeg kan være dig til nogen nytte.“

„Du tager fejl, for netop i Mexico får jeg allermest brug for dig. Du skal være min tolk, som da vi var nede ved den spanske grænse.“

„Jamen Trotskij taler jo fransk …“

„Ja, men jeg taler ikke spansk, og i Mexico taler man spansk. Jeg skal ikke bare snakke med Trotskij, jeg håber også at komme til at snakke med de mennesker, som har givet ham husly derovre, samt med hans fjender fra kommunistpartiet.“

De diskuterede længe. Amelia ville ikke lade Josep og mig være alene tilbage, men Albert James var urokkelig og mindede hende om, at rejsen var en del af hendes arbejde.

Amelia fortalte Danielle, at hun skulle rejse, og at det ville vare mindst en måned, inden hun kom tilbage. Hun var klar over, at hun satte familien Dupont i en vanskelig situation, når hun overlod ansvaret for os til dem, men hun havde ikke andre muligheder, og hun kunne ikke tillade sig at miste sit arbejde for James. André Dupont brød sig ikke om denne meddelelse, men til sidst accepterede han Amelias forslag, som gik ud på, at så snart hun kom tilbage, ville hun finde en løsning, eller rettere sagt, så ville hun tage sig af mig med alt, hvad dermed fulgte, eftersom Josep ville søge om optagelse i Fremmedlegionen.’

Her sluttede professor Soler pludselig sin historie, og jeg må indrømme, at jeg blev temmelig irriteret over, at han gjorde det.

„Guillermo, kære ven, nu skal De til Mexico, for jeg ved ikke, hvad der skete derovre,“ meddelte han til min store overraskelse.

„Jamen kan det ikke være ligegyldigt, professor? Fortæl mig bare, hvad der skete, da Amelia og James vendte tilbage fra Mexico. Kort sagt: De tog derover, lavede interviewet, og det var så det.“

„Åh nej! Det var det ikke. Garayoa-kvinderne har engageret Dem til denne opgave, og de ønsker at få så mange detaljer som muligt om Amelias liv, og jeg kan forsikre Dem om, at historisk research er en vanskelig og nogle gange oven i købet utaknemlig opgave.“

„Jamen …“

„Ingen jamen her, Guillermo, Det er Dem, der skal udfylde alle hullerne. Vi ved ikke, hvad der skete i Mexico, men De vil sikkert være enig med mig i, at det var en stor ting at få et interview med Trotskij.“

„Godt, jeg tager af sted, men hvorfor fortæller De mig ikke, hvad der skete, da Amelia vendte tilbage? Når jeg så skal til at skrive det hele ned, placerer jeg bare begivenhederne i den rigtige rækkefølge.“

„Nej, hør på mig: De skal gå frem skridt for skridt. Doña Laura har bedt mig vejlede Dem, og det er netop det, jeg gør. Efter min mening bør De tage til Mexico.“

Jeg besluttede at følge hans råd, selv om det forekom mig, at rejsen ville være spild af tid. Jeg anede ikke noget om, hvordan jeg skulle bære mig ad med at finde et spor efter Amelia i aztekernes hovedstad. Men heldet var med mig, for Pepe, avisens kulturredaktør, ringede til mig for at sige, at han sendte nogle bøger til mig til anmeldelse.

„Hør, har du ikke været trotskist engang?“ spurgte jeg ham.

„Jo, og hvorfor spørger du om det?“ svarede han mopset.

„Trotskij boede i Mexico, ikke?“

„Jo, det var dér, han blev myrdet.“

„Tror du, at der stadig findes trotskister i Mexico?“

„Jamen hvad er det her for noget pjat! Hvad skal du med trotskister i Mexico?“

„Jeg vil gerne have dig til at finde en trotskist i Mexico til mig.“

„Du må være skør! Det er næsten tyve år siden, jeg trak mig ud af den historie.“

„Jeg er sikker på, at du kender en eller anden, der kan hjælpe mig. Jeg leder efter en trotskist i Mexico, ikke en marsmand på Gran Vía.“

„Kan du fortælle mig hvorfor? Jeg aner ikke, hvad det er, du har rodet dig ud i, men jeg er ved at være temmelig træt af det …“

„Jeg beder dig blot om at hjælpe mig, og det tror jeg ikke kan være så svært.“

Vi diskuterede frem og tilbage et stykke tid, men til sidst fik jeg ham overtalt til at række mig en hjælpende hånd. Mens jeg arrangerede rejsen til Mexico City, ventede jeg utålmodigt på en opringning fra Pepe, og til sidst kom den.

„Jeg har brugt hele eftermiddagen på at finde en, der kendte en kammerat i Mexico. Til sidst fandt jeg frem til en ven, der i en periode arbejdede i ligaens internationale sekretariat, og han har givet mig telefonnummeret på en mexicansk journalist, som må være ældre end Metusalem. Ring til ham, men bland ikke mig ind i noget – jeg ved overhovedet ikke, hvorfor jeg hjælper dig.“

„Fordi du ud over at udnytte folk også har et godt hjerte.“

„Du skal ikke lave sjov med mig, Guillermo! Det er jeg ikke i humør til!“

„Det er fordi vores kære chefredaktør udnytter dig, selv om han ikke udnytter dig så meget som mig, og i det mindste betaler han dig bedre.“

„Ikke mere snak. Og send mig så anmeldelser af de bøger hurtigst muligt.“

Jeg var virkelig heldig, for da jeg ringede til den mexicanske journalist, viste det sig, at han med glæde ville hjælpe mig, straks jeg ankom til hans land.

Den gamle journalist viste sig at være meget effektiv, for da jeg ringede til ham fra mit hotel for at fortælle, at jeg var ankommet, havde han allerede lavet en aftale for mig.

„Don Tomás vil tage imod Dem i morgen.“

„Er det rigtigt? Fantastisk … men sig mig engang, hvem er don Tomás?“

„En forbløffende mand, han er meget gammel, ældre end mig. Han fylder hundrede i år.“

„Hundrede?“

„Ja, hundrede. Men bare rolig, han har en fremragende hukommelse. Han kendte Trotskij, Diego Rivera, Frida …“

 

2

Tomás Jiménez viste sig virkelig at være en forbløffende mand. Som næsten hundredårig havde han et levende blik og en usædvanlig hukommelse. Han boede i Coyoacán sammen med en af sine sønner og en svigerdatter, som jeg syntes så lige så gamle ud som ham. Han fortalte mig, at han havde mere end tyve børnebørn og et dusin oldebørn.

Han havde viet sit liv til malerkunsten og havde omgåedes venner i gruppen omkring Diego Rivera og Frida Kahlo, men havde dog ikke hørt til parrets inderkreds.

Huset, som don Tomás boede i, var en stor og fornem gammel kasse med en indre gård, hvor der duftede af jasmin, og man fik skygge fra adskillige frugttræer. Jeg blev faktisk ret betaget af Coyoacán, der var en smuk oase midt i den mexicanske hovedstads kaos.

Doña Raquel, der var don Tomás’ svigerdatter, advarede mig mod at trætte ham.

„Min svigerfar har et godt helbred, men han kan ikke længere klare så meget, derfor stoler jeg på Deres sunde fornuft,“ meddelte hun mig.

„De er altså Amelia Garayoas oldebarn. Hun var en smuk kvinde, meget smuk,“ sagde don Tomás, da jeg trådte ind til ham.

„Kendte De hende?“

„Ja, jeg lærte hende at kende ved et tilfælde. Hun ankom til Mexico i marts 1939 sammen med en amerikansk journalist. Dengang var jeg trotskist og forsøgte at holde mig ajour med alt, hvad der skete omkring min leder.“

„Omgikkes De Trotskij?“

„Lidt. Han var bange, for Stalin havde forsøgt at dræbe ham flere gange, så han var mistroisk over for alt og alle. Det var ikke let at komme i nærheden af ham, heller ikke selv om han havde mange tilhængere her – jeg var en af dem. De må absolut besøge Det Blå Hus.“

„Det Blå Hus?“

„Ja, dér boede Trotskij sammen med sin kone, Natalia. Huset var Frida Kahlos, og i dag er det museum. Da Deres oldemor og journalisten ankom til Mexico, var forholdet mellem Trotskij, Diego Rivera og Frida ikke ret godt. Diego var et geni, men han havde en djævelsk karakter. Han handlede impulsivt, og så snart han havde erklæret sig som overbevist trotskist, begyndte han at diskutere åbent med Trotskij. De blev vrede på hinanden, fordi Diego ikke støttede Lázaro Cárdenas, som Trotskij naturligvis havde meget at takke for. Faktisk stolede Trotskij ikke særlig meget på Diego, han beundrede ham som kunstner, men han så ham ikke som politiker. De blev uvenner, og Trotskij og Natalia flyttede fra Det Blå Hus, men blev dog boende her i Coyoacán i et hus, der nu er indrettet som Lev Trotskij-museum.“

„Hvordan lærte De Amelia Garayoa at kende?“

Don Tomás tog sig god tid, inden han svarede. Han fandt en cigaret frem, tændte den og sugede røgen ind, hvorefter han fortsatte sin fortælling.

‘I marts 1939 inviterede nogle af mine venner, der var galleriejere, mig til at deltage i en kollektiv udstilling. Som De nok kan forestille Dem, var dette meget vigtigt for mig. Til ferniseringen kom der mange venner, især mine trotskistiske kammerater, og en af dem ankom i selskab med Amelia Garayoa og den amerikanske journalist Albert James. Denne kammerat, Orlando, som var en god ven af mig, var også journalist og leder af partiet; han udgjorde en del af kredsen omkring Trotskij, og det var åbenbart ham, der havde fungeret som mellemmand for James og skaffet ham interviewet.

Forstår De, det var umuligt ikke at lægge mærke til Deres oldemor, for hun var meget smuk. Hun virkede meget sart, næsten æterisk, og hun vakte straks min og mine kammeraters nysgerrighed, og det selv om vi her i landet ikke bryder os så meget om tynde kvinder, men hun var noget ganske særligt. Jeg kan også fortælle Dem, at jeg aldrig har glemt hende, og det skyldes, at hun havde mod til at sige, at der intet genialt var i mine malerier. Den dag fik jeg kun lykønskninger og mange ikke særlig oprigtige lovprisninger, kan De nok forestille Dem, men Deres oldemor var ikke det mindste forlegen ved at sige sandheden til mig. Min ven Orlando præsenterede os for hinanden, men han undlod at sige, at jeg var ophavsmand til de malerier, som han roste til skyerne. Det forekom mig, at Amelia gjorde en grimasse og betragtede malerierne med ligegyldighed.

„Bryder De Dem ikke om malerierne?“ spurgte jeg hende.

„Jeg mener, at maleren behersker portrætteknikken, men at han mangler ‘ånd’. Nej, jeg mener ikke, at han er noget geni.“

Vi blev alle tavse og vidste ikke, hvad vi skulle sige. Albert James så vredt på Amelia, mens den gode Orlando var lige så forbløffet, som jeg var.

„Åh, kvinder! De har en mening om alt nu om dage. Hør her, min pige, Tomás er en af de bedste, så De forstår Dem vist ikke på malerkunst,“ sagde min gode ven bebrejdende.

„Jeg er ikke ekspert i malerkunst, men De må give mig ret i, at vi alle er i stand til at genkende det, når vi står over for et genialt mesterværk. Disse malerier er sikkert ikke dårlige, men de er heller ikke noget særligt,“ insisterede Amelia, der slet ikke syntes at tage sig af, at det var mig, der havde lavet malerierne.

Jeg blev vred over spanierindens bemærkninger, så jeg gik videre for at høre andre gæsters lovprisninger. Det var jo min dag! Og hun havde irriteret mig.

Jeg så hende igen tre dage senere, hjemme hos min gode ven Orlando, der havde arrangeret en middag, som også Trotskij skulle deltage i. Jeg var ivrig efter at komme til at tale med Trotskij, men det endte med, at han ikke kom alligevel. Som jeg har fortalt, frygtede han for sin sikkerhed, fordi Stalin flere gange havde forsøgt at slå ham ihjel, som det jo også lykkedes for ham til sidst.

Albert James var euforisk. Det var lykkedes ham at få et interview med Trotskij meget hurtigere, end han havde regnet med.

„Jeg troede, at jeg skulle vente i dagevis, men jeg har allerede interviewet i hus. Trotskij er en meget interessant person, det er bare en skam, at han stadig forsvarer revolutionens forbrydelser så ivrigt.“

„Forbrydelser? Tror De, det er muligt at vælte et regime, uden at der flyder blod? Vil De måske fortælle mig, hvordan amerikanerne gjorde sig fri af den britiske krone? Og hvad den beundrede Lincoln måtte gøre for at sætte en stopper for slaveriet? Kære ven, historien gør ingen fremskridt, uden at der flyder blod,“ sagde jeg med overbevisning og opmuntret af min gode ven Orlando. „I Rusland var der ingen anden udvej end at gøre det af med zartilhængerne og alle de kontrarevolutionære elementer, for ellers ville det have været umuligt for arbejderne at tage magten over landet.“

„Problemet er ikke revolutionen, men at kammerat Stalin ikke vil dele magten med nogen. Han har fjernet de gamle bolsjevikiske kammerater fra sin side,“ tilføjede Orlando.

Ud over amerikaneren var Amelia den eneste, der havde et godt kendskab til Sovjetunionen. Og ved De hvad? Det var først meget senere, at det slog mig, hvor forsigtig hun var i sine vurderinger. Når vi spurgte hende, hvordan man levede i Moskva, fremkom hun ikke med nogen kritik, og hun sagde heller ikke noget, der kunne give os det mindste vink om, hvordan det forholdt sig i virkeligheden. Hun fortalte os om Moskva, som var det til en turistguide og ikke ret meget mere.

Jeg spurgte hende, hvad hun syntes om Trotskij, for hun havde ledsaget Albert James til interviewet.

„Jeg tror, han har lidt meget. Det må ikke være let at leve i eksil og ikke vide noget om, hvornår de vil forsøge at myrde én. Det gør, at han er nødt til at være meget forsigtig og mistroisk, men han har bestemt også grund til at være det. Hans hustru, Natalia, gjorde større indtryk på mig.“

„Mener De virkelig det? Jeg synes ikke, at hun er noget særligt,“ svarede jeg, overrasket over at Trotskijs hustru skulle have tiltrukket sig hendes opmærksomhed.

„Ved første øjekast synes Natalia nok ikke at være noget særligt, men det er hun, for hun har trofast fulgt sin mand i eksilet, hun passer ham, hun forkæler ham, hun beskytter ham, hun tilgiver ham,“ fastslog Amelia.

„Åh, De har allerede hørt sladderen om Trotskij!“ udbrød Orlando. „De skal ikke tro på, at han er en skørtejæger, selv om han måske nok har haft et eventyr ligesom enhver anden mand.“

„Jeg mener, at det er en heroisk gerning at leve sammen med en mand som ham og under disse omstændigheder,“ udtalte Amelia.

De er sikkert klar over, at det hedder sig, at Trotskij og Frida Kahlo havde en affære. Den var uden større betydning for dem begge, da der for Frida ikke eksisterede andre end Diego, og da Trotskij helt sikkert havde brug for Natalia. Men kvinder forstår ikke mænd og har let ved at dømme dem. Frida var en meget speciel kvinde, og Trotskij var en mand, der ikke kunne modstå en sådan kvinde.

Amelia og Albert James blev et par dage mere i Mexico. Journalisten ville gerne vide noget om mexicansk politik, og det lykkedes ham oven i købet at få et interview med præsident Lázaro Cárdenas, men han fik også kontakt med spaniere, der var ankommet nogle måneder tidligere. Det var netop mig, der satte dem i kontakt med nogle af disse eksilerede, blandt andre med min ven José María.

José María Olazaga var basker og var flygtet over grænsen til Frankrig, kort efter at Francos tropper slog de republikanske styrker på flugt, og Asturien, Santander og Baskerlandet faldt i deres hænder.

Han ankom til Mexico sammen med sin hustru og søn samt en ung mand, der fungerede som sekretær. De tilhørte det baskiske nationalistparti PNV, og selv om de ikke havde siddet på topposter i partiet, var de dog begge meget betydningsfulde.

Jeg foreslog amerikaneren Albert James at møde José María, for denne kunne fortælle ham, hvordan spanierne organiserede sig i eksilet i Mexico. James sagde straks ja til forslaget, og jeg fulgte med ham til mødet med min ven, der ligesom Trotskij også havde bosat sig i Coyoacán.

I dag er Coyoacán en forstad til Mexico City, men dengang var det en lille by, der lå ti kilometer uden for centrum. Min ven havde startet et trykkeri, der gik rigtig godt, og det var blevet et sted, hvor de eksilerede fik trykt deres propagandamateriale og plakater.

José María afventede spændt vores besøg, for jeg havde fortalt ham, at den amerikanske journalist var ledsaget af en spansk kvinde. De ved ikke, hvor chokerede vi alle blev, da Amelia, straks vi var trådt inden for døren, udstødte et højt skrig. Det var et skrig, der udtrykte overraskelse og glæde. Ved siden af José María stod en ung mand, hans sekretær, der hed Aitor. Amelia og han kendte hinanden; senere fortalte de, at Aitors søster havde været tjenestepige for Amelia.

„Åh gud! Det kan ikke være rigtigt!“ udbrød Amelia

De omfavnede hinanden, og hun begyndte at græde, mens Aitor holdt sine tårer tilbage.

„Hvad laver du dog her? Du skulle jo være hjemme på gården og hjælpe din mor …“ sagde Amelia.

„Jeg var nødt til at flygte. Jeg hjalp don José María og hans familie med at passere grænsen. Kan du huske, at du bad mig vise dig hyrdestierne, der førte til Frankrig? Ved et mirakel lykkedes det os at komme ud den vej. Da vi var nået til Frankrig, tænkte jeg på at vende tilbage, men …“

„Men jeg rådede ham fra det,“ indskød José María. „Det var for farligt. Folk vidste, at han arbejdede for os, så han ville løbe en stor risiko. De ved sikkert, hvordan det går for sig: Når falangisterne ankommer til de små landsbyer, er der altid en eller anden, som er parat til at angive en nabo. De slår mange mennesker ihjel. Tro ikke, at tabene kun er ved fronten.“

„Og hvad laver du så her i Mexico? Edurne har fortalt os … altså, jeg ved, at du rejste til Frankrig,“ sagde Aitor forsigtigt.

„Ja. Jeg formoder, at hun har fortalt dig alt.“

Aitor bøjede hovedet og mumlede et ‘ja’, som vi knap nok kunne høre. Han så ud til at være beskæmmet over at vide det, han vidste, og Amelia så også ud til at være forlegen.

„Min søster er stadig hos din kusine Laura,“ fortalte Aitor. „Jeg tror, at de har det godt, selv om det er længe siden, jeg har hørt fra dem.“

„Og hvad med din mor og dine bedsteforældre?“ spurgte Amelia bekymret.

„Jeg ved, at de stadig er på gården. De blev taget ind til forhør på Civilgardens kaserne, men de blev løsladt igen. Du kender dem jo og ved, at de aldrig har blandet sig i politik.“

„Fortæl mig det seneste, du har hørt om min familie …“

„Det har været en hård tid for dem. Din mand … altså din mand er med de republikanske tropper, og så vidt jeg ved, blev han såret, men han kom sig igen og vendte tilbage til fronten, men hvad der er blevet af ham nu, ved jeg ikke. Din far og din onkel var også indkaldt, mens kvinderne blev tilbage i Madrid. Min søster ville blive hos din kusine Laura, og desuden … Du ved godt, at hun blev socialist eller kommunist …“

„Ja, det ved jeg. Har du hørt noget til min søn?“

„Det sidste Edurne fortalte os var, at hun en gang imellem gik med din kusine Laura hen for at se ham, når hans barnepige – Águeda, hedder hun vist – gik tur med ham. Din mand vil ikke vide noget af din familie, men denne Águeda er tilsyneladende et godt menneske, så hun har i al hemmelighed givet dine forældre og din tante og onkel lov til at se Javier. Da drengen allerede kan tale, og Águeda er bange for, at han skal sige noget om det til sin far, er de blevet enige om, at hun går tur med ham, og så kan de se ham på afstand, men de må ikke nærme sig, for de ved, at hvis din mand får noget at vide, vil han afskedige den gode Águeda.“

Amelia havde svært ved at holde tårerne tilbage. Man behøvede ikke at være særlig skarpsindig for at se, at hun følte sig ydmyget. Hendes underlæbe skælvede, og hendes hænder var hårdt knyttede.

„Vender du tilbage til Spanien?“ spurgte Aitor.

„Vender tilbage? Hvordan? Det er umuligt, for de har sikkert registreret mig i deres kartoteker som kommunist, men jeg ved det ikke.“

„Er du medlem af partiet?“ spurgte José María.

„Jeg er medlem af det franske kommunistparti, men i Spanien blev jeg aldrig medlem.“

„Så er du ikke registreret. Måske giver de dig lov til at vende tilbage,“ svarede José María.

Jeg tror, det var netop i det øjeblik, at ideen om at vende tilbage for alvor begyndte at spire i Amelia.

„Og hvad med dig? Har du tænkt dig at blive her i Mexico?“

Aitor tav, men José María svarede for ham.

„Jeg går ud fra, at vi kan stole på jer, så jeg mener, at vi godt kan svare ærligt. Lige nu er det bedst, at vi bliver her; desuden behandler den franske regering, så vidt vi ved, spanierne meget dårligt, men sådan er folk ikke her. Vi mener, at vi bør forsøge at hjælpe dem, der er tilbage i landet, herunder hjælpe dem ud, der ønsker det, nu hvor Frankrig har besluttet at lukke grænsen. Det talte vi om i går, fordi Aitor kender overgangene, og selv om han løber en stor risiko, er han måske til større nytte ved grænsen til Spanien. Men vi har ikke besluttet noget endnu. Først er vi nødt til at vide, hvad der helt nøjagtigt foregår, og om den forbandede krig snart er slut.“

„Fascisterne er tæt på at vinde,“ meddelte Amelia.

Vi kiggede alle over på Albert James i forventning om, at han ville bekræfte det, Amelia havde sagt, og fortælle os, hvordan situationen virkelig var.

„Amelia har ret. Republikken har tabt krigen. Det er blot et spørgsmål om uger, inden den slutter,“ vurderede journalisten.

„Hvad tror De så, der vil ske?“ spurgte José María.

„Jeg ved det ikke, men det er svært at tro, at Franco vil være storsindet over for dem, der har kæmpet for republikken. De overlevende fra de to grupper vil komme til at stå over for et hærget land og udkæmpe endnu et slag, denne gang mod sulten og armoden.“

„Og hvad med de europæiske lande?“ spurgte Aitor.

„De har aldrig betragtet krigen i Spanien som deres problem. Frankrig og Storbritannien har allerede anerkendt regeringen i Burgos, og Tyskland og Italien er Francos allierede. Nej, tag ikke fejl: Spanien står alene, det har landet gjort under krigen, og det vil det gøre fremover. Spanien betyder ikke ret meget for nogen,“ svarede James.

„Så bør vi måske ændre planer og se til, at Aitor vender tilbage så hurtigt som muligt. Vi har venner i Frankrig, vores folk på den anden side af grænsen; dér får han ikke problemer, og han kan hjælpe folk med at passere grænsen, eller måske bliver der organiseret modstand inde i landet …“ sagde José María tankefuldt.

Vi var fuldstændig slået ud af Albert James’ barske udlægning. Ikke fordi José Maria og Aitor var naive, men de havde, når alt kom til alt, stadig bevaret et spinkelt håb om at kunne redde Spanien fra Franco, og redde sig selv.

I de efterfølgende dage tilbragte Amelia og Aitor så meget tid sammen, som det var muligt. José María blev overrasket over at høre dem tale baskisk. Ingen af os forstod dem, og det gjorde han heller ikke. Dengang talte man kun baskisk ude på landet, det var ikke et sprog, som borgerskabet ønskede at tale, tværtimod, hvorfor det var underligt, at Amelia kunne sproget.

„Jeg kan forstå, at du ikke har glemt det baskiske sprog,“ sagde Aitor til hende.

„Faktisk vidste jeg ikke, om jeg kunne huske det, for det er så længe siden, at jeg har talt det …“

„Min mor sagde altid, at du havde talent for sprog.“

„Min kære Amaya! Din mor var altid så god og kærlig mod mig …“’

Tomás Jiménez lukkede øjnene, og jeg blev bange for, at der kunne være sket ham noget. Men han lukkede dem straks op igen.

„Bliv ikke forskrækket, Guillermo, bliv ikke forskrækket. Men når jeg lukker øjnene, husker jeg bedre, og jeg kan se Amelia og mine venner for mig. Aitor og José María gav Amelia telefonnumre og adresser på kammerater fra PNV, som det var lykkedes at flygte til Frankrig. Aitor sagde til Amelia, at hvis han vendte tilbage, skulle han nok finde frem til hende. Det formoder jeg, at han også gjorde, for to måneder senere rejste han. José María blev i Mexico og vendte aldrig mere tilbage til Spanien. Desværre døde han før Franco.“

Da doña Raquel sagde farvel til mig, fik hun mig til at love, at jeg ville besøge dem igen, inden jeg forlod Mexico.

Det løfte holdt jeg ikke, for jeg var så optaget af min oldemors liv, at jeg kun tænkte på at skrive det hele ned og finde frem til en, der kunne fortsætte historien. Jeg ringede til Victor Dupont uden at vide, om Pablo Soler og Charlotte stadig opholdt sig i den franske hovedstad. Han fortalte mig, at de var vendt tilbage til Barcelona. Det stod klart, at ledetråden i min historie stadig var historieprofessoren, så min næste destination var Spanien.

„Jeg inviterer Dem på frokost, og så har vi hele eftermiddagen til at snakke i,“ foreslog Soler, da jeg ringede ham op.

Jeg ankom præcist til mødet med professoren. Jeg må indrømme, at jeg syntes vældig godt om ham, og at han, hver gang vi mødtes, overraskede mig med en ny afsløring. Under frokosten fortalte jeg ham, hvad jeg havde oplevet i Mexico, og han ventede til efter desserten med at fortælle mig, hvad der skete, da Amelia og Albert James vendte tilbage til Paris …

‘Vi var glade for at have Amelia blandt os igen. Danielle Dupont sagde, at hun havde vænnet sig til den ‘lille spanierinde’, og at huset næsten syntes tomt uden hende. Og André Dupont sagde, at vi skulle fejre det. Jeg tror, det var en lettelse for Josep, at Amelia var kommet tilbage, for hun var hans gode fe, hans beskytter. Amelia ville have os til at fortælle de sidste nyheder fra Spanien.

„I Madrid har general Casado, støttet af Julián Besteiro, overtaget magten og har sat en stopper for Negríns regering. Det ser nu ud til, at Casado forhandler med regeringen i Burgos for at afslutte krigen, og det hele er blot et spørgsmål om dage,“ fortalte Josep med træt stemme.

Det blev ikke et spørgsmål om dage, men om én dag, for den følgende dag, den 28. marts 1939, trængte de nationalistiske tropper ind i Madrid. For Amelia og Josep var det et frygteligt slag. Selv om de ventede denne meddelelse, så var de faktisk slet ikke forberedt på at modtage den.

Det værste var, da Albert James pludselig dukkede op den 1. april med et stykke papir i hånden. „Jeg er ked af det, men jeg har lige fået fat i det her, det er sidste afsnit af krigen.“

„Læs det op,“ bad Amelia ham.

„‘I dag har de nationalistiske tropper afvæbnet og fængslet den røde hær og dermed nået sit sidste militære mål. Krigen er slut.’ Underskrevet af general Francisco Franco.“

Amelia begyndte at græde, og Josep kunne heller ikke holde tårerne tilbage. Selv fru Dupont, Victor og jeg blev smittet. Kun Albert James var i stand til at beherske sig.

„Jeg tager til Spanien,“ sagde James til Amelia. „Jeg vil bede om de krævede tilladelser til at rejse til Madrid.“

„Jeg tager med dig,“ svarede Amelia, idet hun tørrede tårerne væk med bagsiden af hånden.

„Jeg tror ikke, at det er klogt, for vi ved ikke, hvad der kan ske,“ indvendte Albert James.

„Hvis jeg ikke kan rejse sammen med dig, tager jeg alene af sted, for jeg ønsker at komme hjem, jeg ønsker at finde ud af, hvad der er sket med min familie. Jeg har en søn, forældre, mand …“ svarede hun hulkende.

„Jeg skal se, hvad jeg kan gøre.“

Albert James gik igen med løfte om at vende tilbage med flere nyheder, og min far gik også ud for at snakke med sine kammerater og høre nyt.

Den aften spiste vi alle middag hjemme hos familien Dupont, og vi snakkede til langt ud på natten.

Josep sagde, at han ikke havde andet valg end at melde sig til Fremmedlegionen, for han ville ikke tilbage til en af flygtningelejrene, hvor man ophobede tusindvis af spaniere, der var flygtet fra krigen. Han bad Amelia om at tage mig med til Spanien og forsøge at finde Lola. „Han vil have det bedst hos sin mor.“

„Men hun kan være blevet fængslet, eller måske er hun også flygtet,“ indvendte Amelia.

„Så ville hun have fundet os. Jeg kender Lola, jeg ved, at hun har kæmpet indtil det sidste. Det sagde hun, at hun ville. Jeg har jo fortalt, at jeg bad hende flygte over grænsen sammen med os, men det nægtede hun. Men nu er det slut, og vi er nødt til at hjælpe vores søn. Og hvis du ikke finder Lola, så kan hendes mor tage sig af Pablo. Hun bor i Madrid, på hjørnet ved Plaza de la Paja. Hun er en god kvinde og har aldrig blandet sig i noget, så jeg tror ikke, at fascisterne vil gøre hende noget. Hun vil tage sig godt af Pablo.“ Man kunne høre på Joseps stemme, at han allerede havde taget beslutningen.

Jeg sagde, at jeg ikke ville skilles fra min far og bo hos min mormor, og Danielle, der var en meget generøs kvinde, tilbød at tage sig af mig, indtil situationen i Spanien var faldet mere til ro, men Josep var ubøjelig. Han vidste, at der på det tidspunkt ikke var nogen fremtid for os i Frankrig. De ting vi hørte om interneringslejrene var forfærdelige, Frankrig blev oversvømmet af flygtninge. I lejren i Bram placerede man de gamle, og i Agde og Riversaltes var der soldater, især catalanske, mens man i Sepfonds og Le Vernet samlede arbejdere og intellektuelle, og det samme gjorde sig gældende i Gurs.

Det lykkedes James at få tilladelse til at rejse ind i Spanien. Det var farligt, for selv om krigen var slut, lod frankisterne de personer, der havde kæmpet på den republikanske side, betale prisen. James var bekymret for Amelia, men hun gav sig ikke. Hun forklarede Danielle, at når hun var i følge med en amerikansk journalist, ville frankisterne ikke gøre hende noget, men sandheden var, at også Albert James var urolig for, hvad der kunne ske.

Amelia, Albert James og jeg kørte i bil til grænsen. Det var en god bil efter den tids målestok, men turen fra Paris forekom os uendelig lang.

Klokken otte om morgenen den 10. maj ankom vi til Irun. Der var soldater og grænsepoliti overalt. To civilgardister ved grænseposten befalede os at stige ud af bilen. Albert James sagde lidt på gebrokkent spansk, hvorpå Amelia tog over.

„Hvor skal De hen?“ spurgte den ene grænsevagt.

„Til Madrid.“

„Og hvad skal De dér?“ spurgte han videre, mens hans kollega studerede vores pas.

„Señor James er amerikansk journalist og vil skrive en reportage om Spanien, nu hvor krigen er slut.“

„Godt, og hvem er De så?“

„Jeg er señor James’ assistent og tolk. Jeg har fortalt, at han er amerikaner. De kan se det i hans pas.“

„Og hvad med knægten dér? Hvorfor er han med?“

„Jo, forstår De, jeg er en god ven af hans forældre, og da jeg boede i Paris, sendte de ham op til mig, for at han ikke skulle opleve krigens hærgen. Nu skal jeg så bringe ham tilbage til hans familie, som jeg håber stadig er i live.“

„Er hans forældre på vores side?“ spurgte grænsevagten.

„Det er fortræffelige mennesker, ærlige og arbejdsomme, og de har kæmpet for Spanien så godt som nogen anden.“

„Og hvor er de papirer, der bekræfter, at De har ansvaret for dette barn?“ spurgte grænsevagten.

„Hør her, tror De, at man under krigen havde tid til at tænke på papirer. De gjorde tilstrækkeligt ved at sende ham til Paris, for at han ikke skulle udsættes for nogen form for lidelser.“

Grænsevagterne konfererede et stykke tid, og til sidst måtte de have tænkt, at en amerikansk journalist, en ung kvinde og et barn sikkert ikke kunne være farlige, så de lod os passere grænsen.

Amelia, der kort forinden var begyndt at ryge, tændte en cigaret, straks vi var steget ind i bilen.

„Du må siges at være ret dygtig til at vige uden om spørgsmål,“ sagde Albert James til hende.

„Hvordan ved du det, når du ikke forstår spansk?“

„Åh, jeg kan nu godt forstå det, men jeg har bare svært ved at udtrykke mig. Du optræder sandelig med stor selvsikkerhed! Men det bemærkede jeg selvfølgelig allerede i Moskva.“

Det tog os næsten tolv timer at nå frem til Madrid, ikke kun på grund af vejenes tilstand, men også fordi der var tropper overalt, som bevægede sig fra det ene sted til det andet.

Da vi ankom til Madrid, tog Albert James os med hen til et hotel tæt ved Gran Vía, Hotel Florida, som en kollega havde anbefalet ham. Hotel Florida havde været mødested for udenlandske journalister, der rapporterede fra den republikanske side. Hotellet havde imidlertid fået store ødelæggelser under krigen og var ikke i særlig god stand, så Albert James kom i tanke om en adresse på et pensionat ikke ret langt derfra, hvor en ven af ham, en amerikansk fotograf, havde boet under en stor del af krigen.

Værtinden var en lille kvinde, der var så tynd, at hun så underernæret ud. Jeg husker, at hun tog imod os med taknemlighed.

„Jeg har ikke en eneste gæst, så De kan selv vælge værelse. Jeg garanterer ikke, at jeg kan give Dem noget at spise, for der er ingenting på torvet, bortset fra hvis jeg finder noget på det sorte marked. Åh ja, og jeg hedder Rosario.“

Værelserne var rene, og balkonerne vendte ud mod selveste Gran Vía.

Da Albert James havde fortalt værtinden, at vi havde fået pensionatet anbefalet af en amerikansk fotograf, syntes doña Rosario at betragte os med større sympati.

„Man må jo være forsigtig med, hvem man lukker ind i sit hus, og især med, hvad man siger, for nu kan man ende i fængsel på grund af den mindste bemærkning.“

Doña Rosario fortalte os, at hendes mand havde været ansat som funktionær i Finansministeriet, og at de intet havde manglet, før krigen brød ud.

„Vi levede godt. De kan selv se, hvor behagelig denne lejlighed er, men min mand trådte ind i hæren, og den stakkel blev dræbt ved fronten, lige heroppe i Sierra Guadarrama. Og som De nok kan forstå, måtte jeg have noget at leve af under krigen, så jeg begyndte at leje værelser ud. Det var en kusine, der rådede mig til det, for hun havde selv lejet to værelser ud til udenlandske journalister, og hun sendte nogle af sine gæsters venner hen til mig, så takket være det har jeg kunnet overleve.“

„Var De på republikkens side?“ spurgte Amelia.

„Ak, min pige, det er ligegyldigt nu! For nu skal vi leve med det, vi har, og det er bedst ikke at sige noget. Inden krigen sluttede, fik Franco vedtaget loven om Politisk Ansvarlighed, og de fængsler mange mennesker; de fængsler alle, som de mistænker for at have holdt med den anden side. De tilgiver ingen.“

Klokken var omkring ti, da Amelia meddelte os, at hun ville gå hen og besøge sine forældre.

„Hvis jeg skal vente til i morgen, vil jeg ikke kunne sove i nat.“

„Jamen du bør ikke gå alene ud på det her tidspunkt,“ advarede Albert hende. „Vi ved endnu ikke, hvordan situationen er, og du kunne blive fængslet. Det er bedst at vente.“

Han havde svært ved at overbevise hende, men det lykkedes til sidst. Den nat lukkede Amelia ikke et øje, og ved daggry vækkede hun os.

Albert James sagde, at det første, han ville gøre, var at blive akkrediteret som journalist hos de frankistiske myndigheder. Han ville gerne finde ud af, hvor han stod, selv om han overhovedet ikke havde til hensigt at lade sig underkaste den frankistiske censur. Hans hensigt var at se og lytte for derefter at skrive artikler om efterkrigstidens Spanien.

Han foreslog Amelia at gå med ham, da han jo ikke talte ret godt spansk, og så ville han bagefter følge hende hen til hendes forældre og senere prøve at finde Lola, men det forslag satte hun sig imod; hun var nervøs og ville straks hjem til sine forældre for at finde ud af, hvad der var sket med familien. Til sidst gav han efter, og de besluttede, at jeg skulle følge med hen til hendes forældre, mens han gjorde sig klar til at begynde på arbejdet med sine reportager.

Jeg husker endnu, hvilket indtryk Madrid gjorde på mig dengang. Man kunne mærke nøden og fortvivlelsen, men man kunne også fornemme vindernes eufori.

Vi gik hen ad Gran Vía til Cibeles-pladsen, og derfra fortsatte vi videre mod Salamanca-kvarteret, hvor såvel Amelias forældre som hendes onkel og tante boede.

Jeg husker også, at hun rystede, da hun ringede på klokken til forældrenes lejlighed. Ingen reagerede på hendes utålmodige ringen.

Vi gik ned ad trappen for at finde portneren, som vi ikke havde set, da vi var ankommet, men som nu sad i portnerlogen.

„Frøken Amelia! Du gode gud, sikke en overraskelse!“ Manden var virkelig forbløffet over at se hende.

„Goddag, Antonio, hvordan har De det? Og Deres kone og børn?“

„Godt, godt, vi har det alle godt. Vi har overlevet, og det stiller vi os tilfreds med.“

„Er der ingen hjemme hos mine forældre?“

Portneren var nervøs og vred sine hænder, inden han svarede.

„Har De ikke hørt det?“

„Hørt hvad? Hvad skulle jeg have hørt?“

„Altså, der er sket nogle ting i Deres familie,“ svarede portneren temmelig ubehagelig til mode.

Amelia rødmede og følte sig ydmyget over at skulle stå og kræve oplysninger om sin egen familie.

„Fortæl, Antonio.“

„Det er bedst, at De går hen til Deres onkel, don Armando, så han kan fortælle Dem, hvad der er sket.“

„Hvor er mine forældre?“ ville Amelia vide.

„De er her ikke, frøken Amelia, de er her ikke. Deres far … altså, det ved man ikke med sikkerhed, men Deres mor … Jeg er ked af det, men doña Teresa er død. Hun blev begravet for et par måneder siden.“

Amelias skrig var hjerteskærende. Hun bøjede sig fremover, og jeg troede, at hun var ved at falde om. Portneren og jeg greb fat i hende. Hun var helt slap og rystede, selv om det ikke var det mindste køligt, og hendes tænder klaprede.

„Der kan De se, hvorfor jeg ikke ville fortælle det … Det er bedst, at man får den slags at vide af familien,“ beklagede portneren sig, temmelig forskrækket over Amelias reaktion.

Med øjnene fyldt med tårer spurgte Amelia til sin søster. „Og min søster, hvor er hun?“

„Frøken Antonietta tog af sted sammen med sin onkel og tante, så jeg formoder, at hun er hos dem. Hendes helbred var ikke ret godt.“

Manden tog os med ind i portnerlogen og hentede et glas vand til Amelia, der havde svært ved at komme til sig selv igen. Hun var kold og bleg og så fuldstændig hjælpeløs ud …

Vi begav os hen til hendes onkel og tantes hus, der kun lå nogle få blokke derfra. Amelia græd hele vejen, hun holdt mig i hånden, og jeg husker stadig, hvor hårdt hun knugede min hånd.

Vi gik op ad trappen i fuld fart. Amelia var ivrig efter at finde ud af, hvad der var sket med hendes familie. Denne gang blev døren åbnet ved første ring, og vi stod over for Edurne, datter af Amaya, den kvinde, der havde passet Garayoa-pigerne lige fra deres spædeste barndom. Edurne havde været Amelias tjenestepige, hendes fortrolige og veninde, og sammen med Lola havde de været aktive i kommunistpartiet.

Det var et gribende møde mellem de to kvinder. Amelia omfavnede Edurne, og denne begyndte at græde, straks hun så hende.

„Amelia! Hvor er det glædeligt! Hvor er det godt, at du er kommet tilbage.“

Amelias og Edurnes stemmer tilkaldte doña Elena, der straks dukkede op i foyeren. Amelias tante var lige ved at besvime, da hun så sin niece.

„Amelia! Er det dig! Åh gud! Åh gud! Laura, Antonietta, Jesús, kom!“

Doña Elena greb fat i Amelias hånd og førte hende med hen i salonen. Jeg fulgte forskræmt bagefter. Jeg følte mig som en, der trængte sig på.

Antonietta trådte ind i salonen fulgt af sin kusine Laura og sin fætter Jesús. Amelia ville omfavne sin søster, men denne lod hende ikke gøre det.

„Nej, du må ikke kysse mig, jeg er syg; jeg har fået tuberkulose og er ikke blevet rask endnu.“

Amelia så forskrækket på sin søster og opdagede, hvilken sørgelig tilstand hun var i.

Hun var ekstremt tynd. Hendes ansigt var fuldstændig blegt, og kun de store og skinnende øjne skilte sig ud. Men for Amelia skulle der mere til end tuberkulose for at forhindre hende i at omfavne sin søster. I lang tid var det umuligt at skille hende fra Antonietta, som hun kyssede og strøg over håret, mens hun græd. Laura gik hen til sine kusiner og omfavnede dem begge.

„Hvor er du dog blevet stor, Jesús! Og du er lige så alvorlig, som du plejer at være,“ sagde Amelia til sin fætter, der var nogenlunde på min alder og så meget genert ud.

„Han har også været meget syg. Han lider af anæmi. Vi har alle sammen sultet! Og det gør vi stadigvæk,“ fortalte doña Elena.

„Og hvad med far? Hvor er far?“ spurgte hun med hviskende stemme.

„De skød din far for en uge siden,“ sagde doña Elena lavmælt. „Og din mor, min stakkels svigerinde … jeg er ked af det, Amelia, men din mor døde af tuberkulose, lige inden krigen sluttede. Gud ske tak og lov ser det ud til, at Antonietta kommer sig, selv om hun stadig er meget svag.“

Amelia fik et hysterisk anfald. Hun begyndte at råbe op og kalde nationalisterne nogle satans fascister og forbande Franco og sværge, at hun ville hævne sin far. Laura og Antonietta forsøgte at få hende til at falde til ro.

„For guds skyld, pigebarn, hvis nogen hører dig, skyder de også dig!“ udbrød doña Elena forskrækket og bad hende dæmpe sig.

„Jamen hvorfor? Hvorfor? Min far var det bedste menneske i verden!“

„Vi har tabt krigen,“ svarede Antonietta grædende.

„Vi forsøgte at gøre alt, hvad der var muligt, for at skaffe en benådning,“ fortalte Laura, „men det var forgæves. Du kan ikke forestille dig, hvor mange breve jeg skrev for at bede om nåde. Vi søgte også hjælp hos nogle venner, der var på nationalisternes side, men de kunne intet gøre.“

Da brød Amelia sammen og smed sig på gulvet, hvor hun lå med armene omkring knæene, der var presset ind mod brystet, mens hun græd endnu voldsommere. Så trak Laura og Jesús hende op at stå og fik hende anbragt i sofaen. Doña Elena tørrede sine tårer med et lommetørklæde, og jeg greb Edurnes hånd, fordi jeg følte mig helt fortabt i dette drama, som slet ikke syntes at have nogen ende, idet Laura nu fortalte sin kusine, at også deres farmor var død.

„Farmor havde dårligt hjerte, men jeg tror, at hun døde af sorg. Hendes tjenestepige Yvonne har fortalt os, at hun døde, mens hun sov, at hun fandt døden i sin seng.“

Da det så ud til, at Amelia havde fået følelserne under kontrol, begyndte doña Elena at fortælle, hvad der var sket.

„Det har været en hård tid for os, vi har manglet mad og medicin … Antonietta blev syg, og din mor passede hende dag og nat og blev selv smittet. Din mor led af blodmangel, hun var meget svag, og når de havde mad, gav hun det hele til Antonietta. Hun beklagede sig aldrig, men var standhaftig lige til det sidste. Dertil kom så din fars fængsling, og det var det værste for hende. Hver dag gik hun hen til fængslet med mad til ham, men det var ikke altid, det lykkedes hende at komme ind til ham.“

„Hvorfor satte de ham i fængsel?“ spurgte Amelia med hæs stemme.

„Nogen angav ham, men vi ved ikke hvem. Din far var ved fronten, ligesom din onkel Armando, og de blev begge to såret og vendte tilbage til Madrid,“ fortalte doña Elena.

„Min far sidder i fængsel,“ tilføjede Laura.

„I fængsel? Jamen hvorfor?“ Amelia lød igen meget oprørt.

„Af samme grund som din far, fordi nogen har angivet ham og anklaget ham for at være rød,“ forklarede Laura.

„Hverken min far eller min onkel har nogensinde været røde, de var venstre-republikanere,“ udtalte Amelia, vel vidende, at det hun sagde, var indlysende for alle tilstedeværende.

„Det er ligegyldigt, nu er det ligegyldigt. For Franco er det eneste, der tæller, hvilken side man var på,“ sagde Laura.

„De er en flok mordere,“ fastslog Amelia.

„Mordere? Ja, i dette land er der og har der været mange mordere, men det er ikke blot nationalisterne, nej, også de andre har dræbt mange uskyldige,“ sagde doña Elena, mens hun ledte efter et lommetørklæde til at tørre sine tårer væk med.

Amelia var tavs og afventende, for hun forstod ikke det, hendes tante havde sagt.

„Jeg er monarkist ligesom hele min familie, det ved du godt, og det samme var din stakkels mor. Vil du høre, hvordan min storbror døde? Det skal jeg fortælle dig. Du ved, at min bror Luis var halt på det ene ben, så han blev ikke indkaldt. En dag ankom en deling soldater til landsbyen, og de spurgte, om der var nogen fascister dér, og man udpegede min brors hus. Luis var ikke fascist, han tilhørte højrefløjen og var monarkist, men han var ikke fascist. Det var ligegyldigt for dem, de gik hen til hans hus, gav ham håndjern på for øjnene af hans kone og søn og førte ham ud til en grøft, hvor de skød ham. Hans søn Amancio hørte skuddet, løb ud og fandt sin far liggende skudt i hovedet. Ved du, hvad chefen for denne deling soldater sagde til min nevø? At det var den skæbne, der ventede alle nationalister, og at han skulle passe på. Ja, det sagde han til en dreng på tolv år.“

Doña Elena sukkede og drak en slurk vand af det glas, som Edurne havde stillet på sofabordet.

„Men jeg kan fortælle dig mere, Amelia. Du husker sikkert min kusine Remedios, der var nonne. Da I var små, var I engang med på besøg hos hende i klostret tæt ved Toledo. Tror du, at min kusine havde gjort nogen fortræd? Hun havde boet i klostret i atten år … En nat ankom en flok soldater, ureglementerede tropper, og voldtog de tolv nonner, hvorefter de myrdede dem. Ved du hvorfor? Det skal jeg fortælle dig: Fordi de var nonner, ikke af nogen anden grund.“

„Det har jeg svært ved at tro på,“ udbrød Amelia.

„Det er sandt, hvad min mor fortæller,“ sagde Laura.

„Jeg kan fortælle dig om flere tilfælde, om et menneske, der er tættere på dig, om din tante Montse, din mors søster.“

Amelia sprang op. Tante Montse var hendes mors eneste søster, og både hun og Antonietta holdt meget af hende. Hun var ugift og kom ofte og boede i et stykke tid hos dem i Madrid. Antonietta og Amelia holdt meget af tantens besøg, for hun forkælede dem meget mere, end deres forældre gjorde.

„Montse tog til Palamós for at søge tilflugt på et landsted, der tilhørte nogle fætre. Den stakkels kvinde tænkte, at man i det mindste ikke sultede ude på landet. Det er ikke noget, du ved, Amelia, men vi har faktisk sultet meget, der har været stor nød. Din catalanske families ulykke var, at de ikke var kommunister, socialister eller anarkister, og de var heller ikke tilhængere af præsident Lluís Companys … De stakler tilhørte højrefløjen! Ja, højrefløjen, men det var gode mennesker, ærlige og arbejdsomme. Men det var de ligeglade med, de mænd, der skød dem. Det var soldater, som dukkede op i landsbyen og spurgte deres trosfæller, om der var nationalister dér. Nogen udpegede det landsted, som din mor og Montses fætre ejede. De dræbte alle på stedet, det gamle ægtepar, deres tre sønner og din tante Montse, som havde søgt tilflugt dér. Sig mig engang, Amelia, mener du ikke, at det var mord?“

„Tal ikke på den måde, mor!“ Laura protesterede imod doña Elenas hårde tone.

„Jeg ønsker bare, du skal vide, at her er mange blevet dræbt, at nationalisterne har dræbt de røde, og at de røde har dræbt nationalisterne, langt fra kamppladsen, langt fra selve krigen. Hvem skal jeg hade, Amelia? Fortæl mig det. Nationalisterne har fængslet min mand, de røde har dræbt min bror. Hvem skal jeg hade mest? Ved du hvad? Jeg hader dem alle,“ sagde doña Elena.

„Hvor er onkel Armando?“ spurgte Amelia, der var meget berørt over alt det, hun havde hørt.

„I fængslet i Ocaña. De har dømt ham til døden, ligesom din far blev det, og vi har bedt om benådning, vi har sendt alle mulige bønskrifter til Franco. Hvis det er nødvendigt, kaster jeg mig gerne for hans fødder og bønfalder ham om at benåde min mand. Hvis det er det, de ønsker, gør jeg det.“

„Tag det roligt, mor,“ bad Jesús hende og greb hendes hånd.

„Jeg er ked af det, jeg er frygtelig ked af det … jeg …“

„Du rejste væk, så du har ingen anelse om, hvad der er sket her. Jeg ved ikke, om du har været lykkelig eller ulykkelig, men jeg kan forsikre dig om, at intet af det, du har oplevet, er så slemt som det, vi har oplevet.“

Amelia bøjede skamfuldt hovedet, da hun hørte sin tantes bebrejdelse. Det var ikke svært at se, at hun følte sig skyldig, fordi hun havde levet i sikkerhed i Buenos Aires, hvortil kun krigens ekko nåede.

„Og hvad med min søn? Ved I noget om Javier?“ spurgte hun og så over på Laura, fordi hun ikke kunne udholde sin tantes inkvisitoriske blik.

„Javier har det godt. Águeda passer ham og holder meget af ham. Lige nu bor han hjemme hos sine bedsteforældre, don Manuel og doña Blanca. De … altså, du ved jo, at de hørte til på højrefløjen, så de er ikke i fare nu, men Santiago …“

Det så ud, som om Laura ikke turde sige mere. Hun vidste, at Amelia næsten ikke havde flere kræfter, at hun snart ikke kunne klare at høre flere dårlige nyheder, og at det ville være et hårdt slag for hende at få at vide, at Santiago sad i fængsel.

„Santiago er også taget til fange,“ sagde Laura til sidst.

„Der kan du se! Det her land er blevet forrykt. Santiago var af samme politiske overbevisning som din far og min Armando, han har aldrig været radikal og heller ikke kommunist, men det har ikke forhindret dem i at smide ham i fængsel,“ tilføjede doña Elena.

„Er han også i Ocaña?“ spurgte Amelia, der var blevet endnu blegere.

„Ja, det er han,“ svarede Laura.

„Og kan hans forældre ikke gøre noget? De har jo indflydelsesrige venner …“ sagde Amelia.

„Tror du ikke, at de har sat himmel og jord i bevægelse? Det kan du regne med, at de har. Don Manuel blev taget til fange, men ved et mirakel kom han levende ud igen. Han blev efter sigende tortureret. Hans kone, doña Blanca, havde held til at få sendt en besked til Santiago om, at hans far var blevet fængslet. Santiago var på det tidspunkt ved fronten som major, og han var efter alt at dømme meget værdsat af sine overordnede, der sørgede for, at don Manuel blev sat på fri fod. Men det var bestemt ikke let. Her kan du se, hvordan forholdene var: Sønnen kæmpede ved fronten for republikken, og faderen blev fængslet af dem, der hævdede at forsvare den. Vi ved ikke noget fra dem selv, men Águeda har fortalt os, hvad der skete,“ forklarede tante Elena.

„Din søn er en sød og dejlig dreng. Vi har aftalt med Águeda, at vi må få lov til at se ham, når hun går tur med ham; hun plejede at tage ham med hen i nærheden af dine forældres hus, for at de kunne få mulighed for at se Javier. Men nu hvor drengen er blevet større og god til at tale, nøjes vi med at iagttage ham på afstand. Águeda er bange for, at Javier skal fortælle sine bedsteforældre, at de mødes med nogen. Og vi ønsker ikke at kompromittere den gode kvinde. Javier er meget nært knyttet til hende,“ forklarede Laura.

„Jeg vil gerne se ham. Kan I hjælpe mig?“ spurgte Amelia bønfaldende.

„Jeg sender Edurne hen for at vente ved dine svigerforældres hus, og når hun ser Águeda komme ud, kan hun spørge hende, hvor du må få lov til at se din søn,“ foreslog Laura.

Det var blevet spisetid, da doña Elena afsluttede samtalen. Indtil da havde jeg holdt mig tæt ved Edurne og havde ikke turdet sige et ord. Selv om jeg kun var en stor dreng, var jeg i stand til at se, hvor meget Amelia led.

Vi fik kartofler og et stykke flæsk til aftensmaden. Amelia spiste ikke noget, og tante Elena måtte presse Antonietta til at spise.

„Du bliver nødt til at spise noget, mit barn, ellers bliver du aldrig rask.“

Amelia fortalte, at hun arbejdede sammen med en amerikansk journalist, og at det var takket være ham, at det var lykkedes os at krydse grænsen uden de store problemer. Hun fortalte også, at hun skulle have fundet Lola for at aflevere mig til hende.

„Denne kvinde var årsagen til al din ulykke,“ bemærkede tante Elena. „Hvis du ikke havde lært hende at kende, og hun ikke havde sat alle de revolutionære ideer i hovedet på dig, ville du aldrig være rejst bort.“

„Nej, tante, det er ikke Lolas skyld; jeg er den eneste ansvarlige for mine handlinger. Jeg ved, at jeg handlede forkert, jeg var egoistisk, jeg gjorde bare, hvad jeg havde lyst til uden at tænke på min familie og på konsekvenserne. Lola fik mig ikke til at gøre det, jeg gjorde, det var mig selv.“

„Denne kvinde satte griller i hovedet på dig, hun er en bitter og misundelig kvinde, der altid har hadet dig. Eller du tror måske, at hun holdt af dig, du, der repræsenterede alt, hvad hun kæmpede imod?“ fortsatte doña Elena.

„Jeg bebrejder hende ikke,“ svarede Amelia.

Laura så hen på mig og bad sin mor om at skifte emne. Det accepterede doña Elena modvilligt.

„Jeg har slet ikke spurgt til min kusine Melita, hvor er hun?“

„Din ældste kusine er blevet gift. Du var her jo ikke, derfor vidste du ikke noget om det.“

„Med hvem?“

„Med Rodrigo, husker du ham? Han er en god ung mand. Under krigen var han på nationalisternes side.“

„Hvornår giftede de sig?“

„Kort efter krigens start. De flyttede til Burgos, hvor han er fra. Han ejer jord og et apotek. Det går godt for dem.“

„Og hvad siger du, at min kusines mand hedder?“

„Rodrigo Losada.“

„Har de nogen børn?“

„Ja, en pige.“

„De har forhåbentlig ikke kaldt hende Amelia, for vi er allerede alt for mange …“

„De har kaldt hende Isabel efter Melitas svigermor. Vi har ikke set hende endnu, hun er et år gammel nu,“ fortalte Laura.

„Nå, men hvad har du tænkt dig at foretage dig?“ ville doña Elena vide.

„Jeg ved det ikke, det er så forfærdeligt, alt det, der er sket … Jeg kunne slet ikke forestille mig, at mine forældre var døde, eller der var sket alt det, I har fortalt mig.“

„Vi har været igennem en krig,“ svarede doña Elena vredt.

„Jeg ved det, tante, og jeg forstår din sindsstemning. Du skal vide, at jeg føler mig skyldig over ikke at have været her og delt alle disse sorger med jer. Jeg vil aldrig tilgive mig selv, at min mor er død, og at jeg ikke har gjort noget for at undgå, at min far blev skudt. Jeg vil tage mig af Antonietta, og vi flytter hjem; jeg formoder, at lejligheden stadig er vores, eller hvad?“

„Tror du, at du er i stand til at tage dig af din søster? Det tror jeg ikke. Antonietta har brug for pleje og konstant opmærksomhed, og det tror jeg ikke, at du kan give hende.“ Doña Elena var hård som stål.

„Jeg vil arbejde for at hjælpe min søster, det ville mine forældre have ønsket.“

„Nej, Amelia, nej. Din mor fik mig til at sværge, at jeg ville tage mig af Antonietta, og at hun skulle bo her hos os. Det lovede jeg hende den dag, hun døde. Jeg spurgte hende, hvad jeg skulle gøre, hvis du en dag vendte tilbage, og hun sagde til mig, at selv om du vendte tilbage, skulle Antonietta blive hos os, så hun havde en familie, der kunne beskytte hende.“

Amelia rejste sig grædende fra bordet og gik ud. Hun kunne ikke længere klare sin tantes ord, da de føltes som knive, der flængede hendes hud. Laura og Antonietta fulgte efter hende, mens jeg blev siddende helt stille uden at turde se op fra min tallerken. Jeg frygtede, at doña Elena når som helst kunne gå til angreb på mig. Da de vendte tilbage, græd Amelia stadigvæk.

„Tante, jeg takker dig for alt det, du har gjort for os. Jeg forstår, at min mor ikke stolede på mig og var bekymret for Antonietta, så hun bliver her, indtil jeg har vist, at jeg er i stand til at tage mig af min søster.“

Doña Elena sagde ikke noget. Hun var dybt bedrøvet, fordi hun blev klar over, at hun havde såret Amelia. Hun holdt meget af sin niece, men krigens lidelser havde berøvet hende den blidhed, som tidligere havde præget hende.

„Amelia har brug for vores støtte, mor, og hun har allerede tilstrækkeligt med problemer,“ sagde Laura.

„Jeg er ked af, at jeg talte så hårdt til dig. Du har mistet dine forældre og er naturligvis sønderknust, og jeg … Jeg er virkelig meget ked af det, Amelia. Du ved, at vi holder meget af dig, og at du altid kan regne med os …“

„Ja, det ved jeg, tante, det ved jeg,“ svarede Amelia grædende.

„I morgen skal vi hen og besøge onkel Armando,“ sagde Antonietta i forsøg på at lede samtalen i en anden retning.

„I fængslet?“ spurgte Amelia.

„Ja, i fængslet, og jeg skal med. Indtil nu har jeg ikke været udenfor, fordi jeg ikke var rask nok, men tante Elena har sagt, at jeg må få lov til at komme med i morgen. Du kan jo også tage med …“ foreslog Antonietta.

„Ja, jeg tager selvfølgelig også med!“

Så spurgte doña Elena til Amelias planer. Hun ville vide, om hun blev i Madrid, og hvor hun boede, og hun tilbød generøst Amelia et værelse hos dem. Amelia sagde til sin tante, at eftersom hun arbejdede for en amerikansk journalist, og denne ikke talte ret godt spansk, så ville han sikkert ikke bryde sig om, at hun lod ham være alene tilbage på pensionatet. Det var Laura, der fik den idé, at Albert James kunne bo hos dem.

„Vi kan leje et værelse ud til ham. Det beløb, han betaler i pensionatet, kan han betale til os. Det ville være godt for os, nu hvor vi knap nok har til de daglige fornødenheder,“ foreslog Laura.

Doña Elena syntes at overveje datterens forslag. Det generede hende sikkert, at hun ikke kunne modtage journalisten som gæst i hjemmet, som det ville være sket før krigen, men nøden og de mange bekymringer havde gjort hende til en praktisk kvinde.

„Han kan få Melitas værelse, som har stået aflukket, lige siden hun blev gift … Og drengen kan sove i pigeværelset, for nu har vi jo ikke andre tjenestefolk end Edurne. Han kunne dele værelse med Jesús, men han er slet ikke rask endnu og har brug for hvile. Ja, vi har plads nok til alle,“ sagde doña Elena.

Amelia lovede at fremlægge forslaget for Albert James. For hende ville det være en lettelse at være sammen med familien, især i denne tid, hvor ulykkerne var væltet ned over dem alle.

Laura fulgte os hen til doña Rosarios pensionat for at hjælpe os med bagagen. Her mødte vi Albert James, som var temmelig vred.

„Jeg har ventet på dig lige siden i eftermiddags!“ sagde han bebrejdende, da vi ankom.

„Jeg beklager … men der er sket så mange ting.“

Med tårer i øjnene fortalte Amelia, hvad der var sket: Hendes forældres død, hendes søsters sygdom, de ulykker, der havde ramt hendes familie. Han faldt tilsyneladende lidt til ro, men han syntes ikke, det var en god idé at flytte hen i familiens lejlighed.

„Jeg kan godt forstå, at du gerne vil være sammen med din familie, men jeg foretrækker at være uafhængig, og jeg har det fint her, eller måske flytter jeg ind på et hotel. Og i betragtning af Hotel Floridas tilstand tror jeg, at jeg vælger Ritz.“

Det var Laura, der overvandt sin skam og forklarede James, at det for dem ville være en stor hjælp at kunne leje et værelse ud, og hun garanterede, at ingen ville forstyrre ham, og at han ville kunne føle sig lige så uafhængig som i doña Rosarios pensionat.

Han tøvede, men til sidst lod han sig overtale af Laura. Man behøvede ikke at være særlig skarpsindig for at se, at selv familier, som tidligere aldrig havde manglet noget, nu knap nok havde til de daglige fornødenheder.

Altså gik vi – med kufferterne i hånden – igen hen til Amelias tante og onkels hus.

Klokken var mange, da vi alle var blevet indlogeret, men alligevel foreslog Albert James, at han og Amelia tog hen til Lolas lejlighed for at aflevere mig.

Jeg længtes efter at se min mor. Lola var en stærk og beslutsom kvinde, og sammen med hende var jeg sikker på, at der ikke kunne ske mig noget. Desuden ville jeg gerne blive i Spanien, jeg ønskede ikke at vende tilbage til Frankrig, hvor min far og jeg på trods af alt, eller rettere takket være Amelia, havde overlevet med værdighed.

Vi spadserede hen til det hus, som Lola boede i, men dér kunne ingen fortælle os noget om hende. Hun havde ikke været i lejligheden, siden vi i begyndelsen af krigen var taget til Barcelona, så Amelia foreslog, at vi gik hen til den adresse ved Plaza de la Paja, som Josep havde givet hende, hvor min mormor boede. Jeg begyndte at ryste og turde ikke sige, at jeg foretrak at blive hos Amelia frem for at være hos min mormor. Dolores, som hun hed, kom ikke godt ud af det med min mor, og jeg huskede, at de altid diskuterede på grund af Lolas politiske ideer, når vi var på besøg.

Det var ikke svært for os at finde det hus, hvor min mormor boede. Vi ringede på døren til lejligheden, hvor ingen svarede, men en nabo kunne fortælle os, hvad der var sket med den gamle kvinde.

„Dolores er kommet på hospitalet. Hun lider af astma og fik et anfald, der var lige ved at tage livet af hende. Hun har det meget dårligt. Og så al den sult og nød …“

Amelia spurgte, om hun vidste noget om Lola, men nabokonen fortalte, at hun ikke havde set hende siden før krigen.

„Lola har aldrig bekymret sig ret meget om sin mor, for det vigtigste for hende var revolutionen. Og Dolores’ nevø Pepe blev dræbt af kommunisterne, siger man, fordi han var medlem af POUM,“ fortalte konen med hviskende stemme, idet hun kiggede sig rundt til alle sider for at se, om nogen lyttede.

Vi tog hen på hospitalet, hvor en nonne førte os ind på den stue, hvor min mormor lå. Jeg kunne knap nok genkende hende, og jeg var overrasket over, at denne gamle kone med hvidt hår og et fortabt blik virkelig var hende.

Den stakkels kvinde kunne ikke genkende mig, og hun begyndte at græde, da Amelia fortalte hende, hvem jeg var.

„Og De er den fine frøken, som var ven med Lola! Og det der er mit barnebarn! Hvor er han dog stor! Hvor er din mor? Det er flere måneder siden, jeg har hørt fra hende; jeg håber ikke, at hun er blevet skudt, for nationalisterne skyder alle. De revolutionære har selvfølgelig heller ikke holdt sig tilbage. Jeg sagde til Lola, at jeg ikke kunne tilgive dem, at de dræbte min eneste nevø, Pepe, fordi han var medlem af POUM. Der kan De se: Revolutionære dræber revolutionære! Hvor har man nogensinde før set det? Lola hadede POUM og sagde, at de var forrædere.“

Den gamle kvinde lovede at tage sig af mig, når hun blev udskrevet fra hospitalet.

„Jeg er gammel og syg, men jeg vil gøre, hvad der er nødvendigt, for mit barnebarn.“

Doña Elena så ud til at affinde sig med, at jeg blev boende hos dem, indtil min mormor blev udskrevet fra hospitalet, og især da Albert James lovede, at han også ville betale for mig, så længe vi boede i huset.

Næste formiddag tog Albert James af sted sammen med doña Elena, Laura, Amelia og Jesús for at besøge don Armando.

James ville gerne se et spansk fængsel indefra og håbede på, at hans tilstedeværelse ikke ville give vanskeligheder.

Han måtte bestikke et par fængselsbetjente, hvorefter de alle blev lukket ind på den lange gang, hvor besøgende og fanger, adskilt af et gitter, kunne tale et par minutter sammen. Don Armando blev glad for at se Amelia. Onkel og niece kunne ikke holde tårerne tilbage, og de begræd tabet af Amelias far, don Juan, og hendes mor, doña Teresa.

„Det er forfærdeligt, onkel! Far, mor, farmor, tante Lily … og mange andre i familien har vi mistet. Jeg kan næsten ikke bære det,“ sagde Amelia grædende.

„Vi skal videre. Din far var stærk indtil sidste øjeblik, og da de kom og hentede ham, bad han mig kysse jer fra ham og sige, at han elskede Antonietta og dig.“

„Tror du, at han tilgav mig?“

„Selvfølgelig gjorde han det. Din far elskede dig højt, og selv om han ikke forstod det, du gjorde, tilgav han dig. Især var han ked af, at du havde forladt din søn, det var en stor sorg for ham. Det smertede ham, at han ikke kunne nyde at være sammen med sit eneste barnebarn …“

Don Armando fortalte dem om den usikkerhed og frygt, der plagede alle dem, der var taget til fange.

„Hver dag henter de folk, der bliver skudt … og nogle gange mister man håbet om, at der kommer en benådning. Hvor mange breve har I skrevet for at bede om benådning?“

„Vi giver aldrig op, far,“ svarede Laura.

„Nej, vi giver ikke op, ikke engang når vi er døde,“ svarede don Armando resigneret.

„I morgen har vi en aftale med familien Herrera. Pedro Herrera var en god ven af dig, du var advokat for ham og vandt en betydningsfuld sag, husker du nok. Nu er han en indflydelsesrig mand, som er tæt på Franco, og han har en nevø, der er oberst i hærens hovedkvarter, og en svoger, der sidder på en vigtig post i Falangen. Og det går også godt for ham selv; så vidt jeg ved, gør han store forretninger med den nye regering. Jeg tog hjem til ham og talte med hans kone, Marita, og hun lovede mig at lægge et godt ord ind for mig. Det har hun også gjort, for i går modtog jeg en besked om, at han vil tage imod os i morgen aften klokken otte, som er det tidspunkt, hvor han kommer hjem fra arbejde. Du vil få at se, at det nok skal lykkes os,“ sagde doña Elena.

Amelia var utrøstelig efter besøget i fængslet, men alligevel tog hun med Albert James ud til de interviews, som han havde lavet aftale om. De vendte først hjem til familiens lejlighed hen på aftenen. På det tidspunkt havde jeg i Edurne fundet den beskyttelse, som Amelia indtil da havde givet mig. Edurne trøstede mig med at sige, at min mor var en modig kvinde, og at jeg aldrig måtte glemme hende. Jeg blev også gode venner med Jesús, som var næsten jævnaldrende med mig, og selv om han var en genert dreng og altid sørgede for ikke at påkalde sig opmærksomhed, fandt jeg hurtigt ud af, at han havde masser af humoristisk sans.

To dage efter at vi var flyttet ind hos doña Elena, vendte Edurne meget oprømt tilbage efter at have været ude.

„Águeda har sagt, at vi i eftermiddag omkring klokken fem skal møde op ved Retiro-parkens hovedindgang, så vil hun gå forbi sammen med Javier. Hun har også sagt, at Santiago vil blive løsladt, og at det kun er et spørgsmål om dage. Hun har hørt don Manuel sige det; han har åbenbart venner, der er placeret tæt på Franco.“

Amelia græd, da hun hørte, at hun kunne få sin søn at se. Doña Elena besluttede, at Laura, Antonietta, Jesús, Edurne og jeg skulle følge med hende. Hun frygtede Amelias reaktion, når denne så barnet.

Præcis klokken fem stod vi ved Retiro-parkens hovedindgang. Vi ventede utålmodigt en halv time, indtil vi endelig fik øje på Águeda komme gående med Javier ved hånden.

Laura forsøgte at holde Amelia tilbage, men hun løb hen til drengen og omfavnede ham grædende.

„Slip ham, frue. Vær venlig at slippe ham!“ bad Águeda, der var bange for, at nogen skulle se scenen, og især var hun bange for, at Javier skulle fortælle sine bedsteforældre, at en dame havde kysset ham og omfavnet ham, så han var begyndt at græde.

Men Amelia lyttede ikke, hun trykkede blot Javier ind til sig og kyssede ham.

„Mit barn! Mit barn! Hvor er du dog køn! Husker du mor? Nej, min lille stakkel, hvordan skulle du kunne det. Men jeg elsker dig så højt, mit barn …“

Med hjælp fra Antonietta lykkedes det Laura at rive Javier ud af Amelias arme og give ham tilbage til Águeda.

„Åh frue, hvad vil der dog ske, hvis don Manuel og doña Blanca finder ud af det!“ jamrede Águeda.

„Jamen jeg er hans mor! De kan ikke nægte mig at se mit barn!“ svarede Amelia grædende.

Javier var blevet forskrækket og blev ved med at græde.

„Det er bedst, at De går nu. De kan få ham at se en anden dag, men nu bliver jeg nødt til at tage ham med væk herfra og berolige ham,“ sagde Águeda, der var meget opskræmt.

Det lykkedes Laura og Antonietta at trække Amelia væk fra Águeda og barnet, der forskrækket stak i løb.

Amelia græd uafbrudt og lyttede ikke til sin kusine og søsters trøstende ord. Edurne, Jesús og jeg var tavse, for vi vidste slet ikke, hvad vi skulle sige.

Da vi var kommet hjem igen, pressede Antonietta sin søster til at drikke en kop varm linde-te, men den kunne slet ikke berolige hende, så stor var hendes smerte. Kun Albert James var i stand til at få hende til at falde lidt ned. Han plejede at behandle hende med en vis distance, og nu mindede han hende om, at de var i Madrid for at arbejde. Dengang betragtede jeg ham som en hård og hjerteløs mand, men nu forstår jeg, at hans tilsyneladende hårdhed fik Amelia til at frygte at stå uden arbejde og til at tage sig sammen, for det kunne hun ikke lade ske, hverken for sin egen, for Antoniettas eller for resten af familiens skyld.

Et eksempel var Albert James’ beslutning om – til trods for Amelias protester – at overvære den militærparade, som Franco havde bestemt skulle finde sted den 19. maj.

„Jeg er her for at arbejde, og det er du også,“ mindede han hende om.

Så sagde Amelia ikke mere, da hun vidste, at de penge, som hun fik for sit arbejde som journalistens tolk og sekretær, var meget vigtige for hende og for os alle sammen.

Den 19. maj tog vi alle af sted til militærparaden. Det var doña Elenas beslutning, for hun var bange for, at en eller anden nabo skulle anmelde dem, hvis de var blevet hjemme i stedet for at vise deres tilslutning til El Caudillo, føreren, som Franco nu blev kaldt. Vi tog modvillige af sted. Skønt jeg kun var en dreng, hadede jeg Franco af hele mit hjerte, fordi jeg på grund af ham nu var helt fortabt i verden, så jeg protesterede, ligesom Amelia, Laura og Edurne også protesterede, indtil doña Elena, støttet af Albert James, befalede os at tie stille.

Paraden skulle gå hen ad Paseo de Recoletos, som ikke lå ret langt fra, hvor vi boede, og vi spadserede derhen i god tid, så vi kunne få en plads.

På afstand kunne vi skelne Franco, og Amelia mumlede, at han lignede en ‘dværg’, hvad der fik doña Elena til at nive hende i armen og befale hende at holde mund.

Den dag fik Franco overrakt tapperhedsmedaljen La Gran Cruz Laureada de San Fernando, som måtte være den eneste udmærkelse, han endnu ikke havde modtaget, og som var den mest eftertragtede i militæret.

Albert James betragtede interesseret hele sceneriet og bad Amelia oversætte de kommentarer, som folk rundt om dem kom med. James var overrasket over den begejstring, som tilskuerne udviste. Senere spurgte han os, hvordan det kunne være, at folk var så begejstrede netop i denne by, der havde været den sidste, som faldt for Francos tropper. Doña Elena gav ham en forklaring.

„Det skyldes frygt, ren og skær frygt. Hvad vil De have, at folk skal gøre? Krigen er tabt, selv om jeg ikke ved, om jeg har tabt eller vundet den. Sagen er, at lige nu ønsker ingen at gøre sig bemærket, og ingen tør kritisere Franco. Jeg ved ikke, om De er klar over det, men ifølge Loven om Politisk Ansvarlighed vil alle, der har haft noget at gøre med de røde, blive straffet, og De kan nok forestille Dem, at stort set alle har slægtninge på begge sider.“

Amelia var meget berørt af situationen. Det havde gjort så stort et indtryk på hende at se sin søn, at hun ikke helmede, før hun havde fået overtalt sin tante til igen at sende Edurne hen for at tale med Águeda for at aftale et nyt møde. Doña Elena gav modvilligt efter og sendte Edurne af sted på det tidspunkt, hvor de vidste, at Águeda plejede at gå ud for at købe ind.

Edurne vendte tilbage med godt nyt. Hun havde ikke ventet ret længe, inden Águeda kom ud af huset, og hun havde fulgt diskret efter hende, indtil de var så langt væk, at de ikke risikerede at blive set af nogen, der kendte dem. Águeda fortalte, at Santiago var blevet løsladt dagen før, og at han var meget tynd og ældet, men dog rask og fri. Javier havde ikke veget fra sin fars side, og om natten havde han sovet sammen med ham.

Santiago havde besluttet at vende hjem til sin egen lejlighed og ikke blive boende hos sine forældre. Det var den gode nyhed, den dårlige var, at Águeda ikke turde aftale et nyt møde med Amelia af frygt for, at Javier skulle fortælle det til sin far. Ikke fordi barnet ville kunne fortælle, hvem den dame var, der omfavnede ham, men Santiago ville kunne regne ud, at det var Amelia, så Águeda frygtede for hans reaktion. Hun kunne ikke tilbyde andet end at give Amelia lov til at se dem på afstand, hvis denne lovede ikke at nærme sig dem.

Amelia syntes, at Águedas betingelser var ydmygende, så hun tog en beslutning, der forskrækkede alle.

„Jeg tager hen og snakker med Santiago. Jeg vil bede ham om tilgivelse, selv om jeg ved, at han aldrig vil kunne tilgive mig, og jeg vil bønfalde ham om at lade mig se min søn.“

Doña Elena forsøgte at tale hende fra det, for hun frygtede Santiagos reaktion. Albert James rådede hende ligeledes til at overveje sin beslutning nok engang, men Amelia holdt fast ved sit, og hun gav kun efter på et eneste punkt, nemlig ved at indvillige i ikke at gå alene hen til Santiago.

 

3

Jeg tror, det var om eftermiddagen den 22. eller 23. maj, at Amelia ringede på døren til Santiagos lejlighed. Águeda rystede af skræk, da hun åbnede døren og så de tre Garayoa-frøkener stå udenfor.

„Jeg vil gerne tale med don Santiago,“ sagde Amelia med forsagt stemme.

Águeda lod dem komme ind i entreen og løb af sted for at hente sin herre. Så kom Javier ud i entreen, og han blev overrasket, da han så de tre kvinder, som han studerede nysgerrigt. Amelia forsøgte at tage ham i sine arme, men drengen flygtede leende, og hun fulgte efter ham, men stødte ind i Santiago.

„Hvad laver du her?“ spurgte han bleg i ansigtet af vrede.

„Jeg er kommet for at besøge dig, fordi jeg gerne vil tale med dig …“ svarede Amelia stammende.

„Forsvind fra mit hus! Du og jeg har intet at sige til hinanden. Hvor vover du at dukke op her? Respekterer du da slet ikke noget? Forsvind og vend aldrig mere tilbage!“

Amelia rystede. Hun forsøgte at holde tårerne tilbage, da hun vidste, at hendes søn stod og kiggede på hende.

„Jeg bønfalder dig om at lytte til mig. Jeg ved, at jeg ikke fortjener din tilgivelse, men lad mig i det mindste få lov til at se min søn.“

„Din søn? Du har ingen søn. Forsvind.“

„Hør på mig, Santiago! Jeg bønfalder dig! Lad mig se mit barn!“

Santiago greb fat i hendes arm og skubbede hende ud i entreen, hvor Antonietta og Laura stod nervøst og ventede efter at have hørt samtalen.

„Åh, du har taget ledsagere med! Men det er jeg nu ligeglad med, for I er ikke velkomne i mit hus.“

„Tag ikke min søn fra mig!“ bad Amelia grædende.

„Tænkte du måske på din søn, da du stak af med din elsker til Frankrig? Nej, vel? Så jeg ved ikke, hvilken søn du taler om. Forsvind!“

Han smed dem ud af sit hjem uden at have den mindste medlidenhed med Amelia. Santiago havde elsket hende af hele sit hjerte; hans smerte var lige så stor, som hans kærlighed havde været, og det gjorde det umuligt for ham at tilgive hende.

Efter dette traumatiske gensyn var Amelia plaget af alvorlige krampeanfald og lå i sengen i tre dage uden at spise noget. Hun reagerede først, da doña Elena grædende kom ind på hendes værelse for at fortælle, at Pedro Herrera havde meddelt, at det ikke var lykkedes ham at skaffe benådning til Armando Garayoa. Der var kun én mulighed, havde Herrera fortalt med stor hemmelighedsfuldhed, og det var at tale med en mand, som havde særdeles gode forbindelser til det nye regime, og som for et pengebeløb skaffede benådninger; det var dog ikke altid, at det lykkedes, og han leverede i så fald ikke pengene tilbage.

Albert James, som på det tidspunkt var manden i huset, lovede at tale med myndighederne og presse på, så meget han kunne i kraft af sin stilling som udenlandsk journalist. Samtidig besluttede doña Elena og Laura, at de var nødt til at gå til den person, som Pedro Herrera havde talt om, og spørge, om han ville hjælpe dem.

Doña Elena fik et møde i stand med Agapito Gutiérrez, som denne sælger af tjenester hed, og gik derhen sammen med sin datter og sin niece.

Manden havde kæmpet på nationalisternes side og havde slægtninge, der sad i høje stillinger i Francos styre og parti, Falangen. Inden krigen havde han været en rigtig drivert uden arbejde og uddannelse, men han var snu og skrupelløs og indstillet på at overleve, så han gjorde det godt i hæren, hvor han var ved intendanturen; her drev han tuskhandel og tog penge for at gøre tjenester for andre i disse år med fattigdom og knaphed.

Tilsyneladende manglede Agapito Gutiérrez ikke noget nu. Han sad på et kontor i en gammel herskabsvilla på Calle Velázquez. I dag ville man sige, at det var et ‘lobbykontor’, hvis det da ikke lige var, fordi dets vigtigste arbejdsområde drejede sig om fangers liv eller død.

En mørkhåret kvinde iført en efter den tids standard dristigt nedringet kjole fortalte, at hun var Gutiérrez’ sekretær (selv om hun snarere lignede en korpige) og viste dem ind i et venteværelse, hvor andre ansøgere, især kvinder, sad og ventede utålmodigt.

Dér sad de i næsten tre timer, indtil det blev deres tur til at tale med Agapito Gutiérrez.

De kom ind til en lille og tyk mand, som var iført stribet jakkesæt og slips fastgjort med en slipsenål samt laksko, og som bar en kraftig guldring på højre hånd.

Agapito betragtede dem med et hurtigt blik, der standsede ved Amelia. Selv om hun var tynd, var hun en blond og æterisk skønhed, der under alle andre omstændigheder ville være uopnåelig for en mand som ham.

Han lyttede irriteret til dem, men uden at fjerne blikket fra Amelia, som han syntes at sluge med øjnene i en sådan grad, at både doña Elena, hendes datter Laura og hendes niece følte sig ilde til mode.

„Godt, jeg skal se, hvad jeg kan gøre, selv om det – efter hvad De fortæller mig – ser skidt ud for Deres mand, denne socialist, og jeg kan ikke udvirke mirakler. Mine tjenester er kostbare, så De må fortælle mig, om De kan betale eller ej.“

„Vi betaler, hvad det koster,“ svarede Laura straks.

„Det koster 50.000 pesetas, ligegyldigt om jeg får benådningen igennem eller ej. Alle de, der kommer her, går i forbøn for kriminelle og forbrydere, som har gjort vort land stor skade, så var det ikke, fordi jeg har et blødt hjerte …“

Doña Elena blev bleg. Hun havde ikke 50.000 pesetas, og hun vidste ikke, hvordan hun skulle skaffe dem, men hun sagde ikke noget.

„Hvis De går med på betingelserne, så bring mig de 50.000 pesetas, og kom så igen tre dage senere, hvor jeg vil fortælle Dem, hvordan det er gået. Det vil sige, det er ikke nødvendigt, at alle kommer igen. Jeg venter Dem, frøken Garayoa,“ sagde han henvendt til Amelia.

„Mig?“ spurgte hun overrasket.

„Ja, Dem. De er trods alt kun en niece og er derfor ikke så direkte involveret, for ofte, når jeg overbringer dårligt nyt, udspilles der et mægtigt drama her, og det er ikke godt for mit omdømme.“

Amelia rødmede, og doña Elena var lige ved at sige til ham, at hendes niece under ingen omstændigheder ville komme alene tilbage, men hun tav. Det var hendes mands liv, der stod på spil.

Albert James blev vred, da de fortalte, hvad der var sket. Han sagde, at han ville gå hen og give det svin et par øretæver, men de tre kvinder bønfaldt ham om at lade være. De kunne ikke tillade, at deres eneste mulighed blev sat over styr. Men doña Elena bad dog, rødmende af skam, James om at hjælpe med at skaffe de 50.000 pesetas.

„Jeg har ikke andet tilbage end de ting, der er i lejligheden, samt noget jord ude i landsbyen, det er alt, hvad jeg kan give til gengæld, men jeg kan love Dem, at når min mand bliver løsladt og begynder at arbejde, vil vi betale hver eneste peseta tilbage.“

Amelia sagde, at hun ville give ham sin lejlighed, sine forældres lejlighed, til gengæld for de 50.000 pesetas.

Selv for Albert James var det en meget stor sum penge, men han lovede, at han ville hjælpe dem. Med Edurnes hjælp fik de dagen efter kontakt med en sortbørshandler, som betalte dem 2.000 pesetas for et par sølvlysestager, de venetianske glas, nogle små porcelænsfigurer og to ens bronzelamper. Albert James sagde ikke noget om det, men efter store anstrengelser lykkedes det ham at komme i kontakt med sine forældre, som han overtalte til at overføre 50.000 pesetas til en bank i Spanien, som han derefter kunne hæve. Det var så stort et beløb, at hans far først nægtede at låne ham det.

„Jeg betaler dig pengene tilbage, men herfra kan jeg ikke gøre noget, og jeg har brug for pengene straks til at redde et menneskeliv. Tag kontakt til en bank, til vores ambassade, til hvem du vil, far, men send mig pengene, ellers vil jeg aldrig tilgive dig,“ sagde James truende til sin far.

Nogle dage tidligere end forventet stillede Amelia med pengene på Agapito Gutiérrez’ kontor. Albert James fulgte hende helt hen til indgangen til huset, som kontoret lå i, da han frygtede, at hun kunne blive overfaldet på gaden og frarøvet de mange penge.

Agapito havde fået en ny sekretær, denne gang en ung kvinde med farvet rødt hår og med en endnu dristigere udringning end den forrige sekretærs.

Manden var klædt i det samme stribede jakkesæt, men med et andet slips og en skjorte med manchetter, der ragede frem, så man kunne se et par solide guldmanchetknapper.

„Det må jeg sige, jeg havde ikke troet, at De kunne skaffe de 50.000 pesetas! Der kommer mange mennesker her, som forventer, at jeg udfører velgørenhedsarbejde, men jeg er meget seriøs, når det drejer sig om forretninger, og den, der vil have noget, må også betale for det.“

Agapito bad hende sætte sig i sofaen ved siden af ham, og mens han talte, lagde han en hånd på hendes knæ. Det gjorde Amelia utilpas, og hun flyttede sig lidt.

„Du er måske snerpet?“

„Jeg ved ikke, hvad De mener?“

„Du er en af de der dydsirede frøkener, som længes efter, at en mand skal gøre det ved dem, der nu skal gøres, men skjuler det og forsøger at optræde som fin dame.“

„Jeg er kommet for at give Dem pengene, så De kan skaffe en benådning til min onkel, og ikke for andet.“

„Nå, nå, skal du være uforskammet over for mig! Hvis jeg nu nægter at foretage mig noget?“

„Hvad er De ude på?“

Selv om Amelia gjorde modstand og forsøgte at kradse ham, lykkedes det ham at trække hende over til sig og kysse hende.

„Sikke en vildkat, du er. Du behøver ikke at skjule, at du kan lide det her, lige så meget som jeg kan. Jeg har gennemskuet dig.“

Amelia rejste sig op og stirrede på ham med vrede og væmmelse, men hun turde ikke gå, fordi hun var bange for, at Agapito så ville nægte at foretage sig noget for at få hendes onkel løsladt.

Nu rejste slynglen sig også op og så smilende på hende, mens han trak hende ind til sig igen.

„Slip mig! Hvor vover De! De er fræk og uforskammet!“

„Ikke mere end du er. Jeg har spurgt mig for og har fået at vide, at du er en luder, der forlod din mand og søn for at flygte sammen med en franskmand. Så du behøver ikke at forstille dig over for mig.“

„Her har De pengene,“ sagde Amelia og rakte ham en tyk kuvert med de 50.000 pesetas. „Gør, hvad De har lovet.“

„Jeg har ikke lovet noget, og nu får vi at se, om de benåder din onkel, som er så rød, at han ikke har fortjent det.“

Manden greb kuverten, åbnede den og talte pengene seddel for seddel, mens Amelia betragtede ham og forsøgte at holde tårerne tilbage. Da han var færdig med at tælle, så han over på hende med et koldt smil.

„Prisen er steget.“

„Jamen De sagde jo, at det kostede 50.000 pesetas! Vi har ikke flere …“

„Du skal betale. Du skal gøre, hvad jeg beder dig om, ellers kommer din onkel ikke ud af fængslet, og så bliver han skudt. Jeg skal sørge for, at han bliver skudt så hurtigt som muligt.“

Amelia var lige ved at styrte om, og hun havde bare lyst til at flygte ud af dette kontor, som lugtede af sved blandet med billig eau de cologne. Men hun gjorde det ikke, for hun vidste, at så ville hendes onkel ende sit liv foran henrettelsesmuren.

Han var klar over, at han havde vundet. „Kom herover, og så skal vi lave et par ting sammen, du og jeg …“

„Nej, vi skal ej. Jeg har givet Dem pengene, og hvis min onkel kommer ud af fængslet, så …“

„Din skide luder! Hvor vover du at stille betingelser til mig?“

„Jeg kommer tilbage den dag, min onkel bliver løsladt fra fængslet.“

„Selvfølgelig kommer du tilbage! Du skal ikke tro, at du kan slippe for at betale mig.“

Amelia forlod kontoret og gik gennem forkontoret, hvor sekretæren sad og talte i telefon, samtidig med at hun lakerede negle. Den rødhårede blinkede indforstået til hende.

„Hvad er der sket?“ spurgte Albert James bekymret, da han så hende komme ud af huset med røde kinder og øjne fyldt med tårer.

„Ingenting. Den mand er bare en usling, for han var åbenbart ikke tilfreds med de 50.000 pesetas, og han gav ingen garanti for, at min onkel vil blive benådet.“

„Jeg går op og fortæller ham et par sandheder. Så får vi at se, om han tør sige til mig, at han vil beholde de 50.000 pesetas for ingenting.“

Men hun gav ham ikke lov til det. Hun fortalte heller ikke, hvad den foragtelige mand havde forlangt. Hun vidste, at terningerne var kastet, og at kun et mirakel ville kunne redde hende ud af hænderne på denne mand.

Ventetiden var uendelig lang. Amelia og Albert James tog af sted om morgenen for at arbejde, og nogle gange kom de først tilbage sent på eftermiddagen, altid med madvarer købt på det sorte marked: en pakke kiks, et dusin æg, en kylling, sukker … Doña Elena styrede husholdningen med de midler, hun nu havde, og jeg sørgede for at gå ubemærket rundt, altid sammen med Edurne, som jeg fulgte overalt. Et par gange tog Edurne mig med hen på hospitalet for at besøge min mormor, men hun havde stadig ikke fået det bedre, så mit ophold i doña Elenas hus blev forlænget.

Edurne havde også snakket med Águeda igen og havde aftalt, at Amelia måtte få lov til at se den lille Javier på afstand. Águeda var gået med til det, selv om hun var bange for, at Santiago skulle opdage det, og Amelia holdt sit løfte om denne gang ikke at komme i nærheden af drengen. Hun betragtede ham på afstand og tøjlede sin lyst til at løbe hen og omfavne ham.

En tidlig morgen modtog doña Elena en opringning fra Agapito Gutiérrez. Manden meddelte, at han samme morgen ville underskrive don Armandos benådning, og at denne samme eftermiddag ville blive løsladt, men først skulle hun sende Amelia hen på hans kontor. Doña Elena spurgte hvorfor, men Gutiérrez svarede hende ikke, han gentog blot ordren om at sende Amelia, for ellers ville benådningsskrivelsen bortkomme.

Doña Elena græd af glæde. Den stakkels kvinde var fuldstændig udmattet på grund af uvisheden og sorgen. For at fejre det fik vi lov til at putte en hel teskefuld sukker i vores maltkaffe.

„Jeg forstår ikke, hvad den mand vil … Han forlanger, at du kommer hen på hans kontor alene, for han har noget at tale med dig om. Og han vil ikke sige, hvad det drejer sig om. Måske vil han have flere penge …“

Albert James insisterede på at gå med Amelia til mødet med Agapito Gutiérrez, men det sagde hun nej til.

„Du har et interview med den engelske ambassadør, og jeg ønsker ikke, at du aflyser den aftale for min skyld.“

„Jeg vil bare ikke lade dig gå alene.“

„Du skal ikke være bekymret, for det vigtigste er nu, at min onkel kommer ud af fængslet.“

Selv om Albert James ikke brød sig om det, kunne han ikke gøre andet end at lade Amelia gå alene. Hun var endnu mere nervøs end sin tante, og han ville ikke ødelægge den skrøbelige sindsro, som hun havde fundet kort efter sin hjemkomst til Spanien. Tabet af forældrene og tabet af sønnen foruden det at se sit land hærget af nød og elendighed samt – hvilket var det værste – af had, havde givet hende ar på sjælen.

Straks over middag begav Amelia sig hen til Agapito Gutiérrez’ kontor, hvorefter doña Elena gav Edurne og mig besked på at følge med hende samt Laura, Jesús og Antonietta hen til fængslet, for det var besøgsdag, og vi ville måske kunne opleve den glæde at vende hjem igen sammen med don Armando, hvis benådningsskrivelsen var nået frem til fængselsdirektøren. Inden vi tog af sted, ringede hun til Melita i Burgos for at fortælle, at hendes far ville få sin frihed igen.

Det, der skete den eftermiddag på Agapito Gutiérrez’ kontor, fortalte Amelia til sin kusine Laura, men jeg, som havde en god hørelse og holdt så meget af Amelia, betænkte mig ikke ved at lytte ved døren.

Denne gang skulle hun ikke vente på, at han fik tid til at tage imod hende. Da hun ankom, blinkede den samme rødhårede sekretær som sidste gang til hende og hviskede hende ind i øret, da hun fulgte hende hen til sin chefs kontor: „Luk øjnene og forestil dig, at det er en anden. Det værste er lugten, han stinker af sved.“

Gutiérrez sad bag ved det kæmpestore mahogniskrivebord og kiggede knap nok op på hende. Han fortsatte med at læse i sine papirer uden at bede hende tage plads. Efter et par minutter betragtede han hende med et stift blik.

„Du ved, hvad du er kommet for. Enten betaler du, eller også kommer din onkel ikke ud af fængslet.“

„Vi har allerede givet Dem de 50.000 pesetas.“

„Lige nu venter de på, at jeg ringer op og siger, at de skal sende benådningsskrivelsen …“ sagde han og trak på skuldrene.

„Så ring op.“

„Nej, betal først.“

„Jeg betaler først, når De har ringet op og sagt, at de skal sende benådningsskrivelsen …“

„Du kan ikke kræve noget som helst af mig!“

„Lige nu har jeg ingenting, så jeg har ingenting at miste. Jeg ved, hvad jeg vil have, og jeg betaler, når De har ringet.“

Gutiérrez så på hende med foragt. Han greb røret og ringede op. Han talte med en mand, der bekræftede, at benådningsskrivelsen var underskrevet, og at man straks ville sende den hen til fængslet.

Da han havde lagt røret, stod han lidt og betragtede Amelia fra øverst til nederst.

„Klæd dig af.“

„Det er ikke nødvendigt …“ fremstammede hun.

Han kastede sig over hende, slog hende i ansigtet, indtil hun faldt om på gulvet, flåede tøjet af hende og hev hende op på mahogniskrivebordet, hvor han voldtog hende.

Amelia gjorde modstand mod mandens brutalitet, men han var som en galning, der nød at gøre hende fortræd. Da han var færdig med hende, skubbede han hende ned på gulvet igen. Amelia krøb sammen og forsøgte at skjule sin krop for denne grusomme mand.

„Det var der ikke meget ved. Jeg kunne slet ikke nyde det på grund af al den klynken. Du dur ikke engang som luder. Du er frigid.“

Amelia kom på benene og klædte sig på i en fart, da hun frygtede, at han ellers ville begynde at slå hende igen. Imens bandt han sit slips og blev ved med at håne hende.

„Må jeg gå nu?“ spurgte Amelia skælvende.

„Ja, forsvind. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har gjort mig det besvær at få din onkel ud af fængslet. De røde ligger bedst på kirkegården.“

Da Amelia kom tilbage, var lejligheden tom. Og da alle vi andre vendte hjem, fandt Laura hende i badeværelset, hvor hun lå i badekarret og græd. Dér fortalte hun Laura om de ydmygelser, hun havde været udsat for, om den væmmelse, hun havde følt ved lugten af mandens dårlige ånde, om de slag, hun havde fået, og som ophidsede ham, om de grove ord, hun havde måttet lytte til. Hun fortalte alt, alt, hvad hun været udsat for, til sin kusine, der ikke vidste, hvordan hun skulle trøste hende.

Laura overtalte Amelia til at gå i seng. Doña Elena forstod ikke, hvad der var sket, eller måske ville hun ikke vide det, for det fremgik tydeligt af Amelias ansigt, at hun var blevet slået. Men doña Elena gik nervøs rundt og snakkede hele tiden og fortalte, at hendes mand ville blive løsladt fra fængslet den følgende dag, sådan som de havde bekræftet det for os samme eftermiddag. Hun beordrede Laura og Antonietta til at hjælpe Edurne med at gøre rent i huset, for at don Armando skulle finde alt i samme stand som før krigen.

Amelia ville ikke stå op for at spise aftensmad, og da Albert James forlangte at se hende og tale med hende, bad Laura ham om at lade hende hvile indtil næste dag. Doña Elena sendte os alle tidligt i seng for at spare på lyset, hvorefter James gik hen til Amelias værelse og bankede forsigtigt på døren med knoerne. Jeg hørte det og sprang op af sengen, for jeg var ivrig efter at finde ud af, om Amelia ville fortælle ham, hvad der var sket.

Jeg kunne høre Amelias gråd og Albert James’ trøstende ord. Hun fortalte ham, hvad hun havde gjort for at redde sin onkel, og han bebrejdede sig selv, at han ikke var gået med hende og havde gjort front mod det svin. Han svor, at han næste dag ville gå hen og gøre regnskabet op med denne frække og uforskammede person, men Amelia bad ham om at lade være, for det ville være farligt for hendes familie. Så ville jeg ikke lytte længere. Jeg tror nok, at han omfavnede hende for at trøste hende, og at denne omfavnelse var indledningen til, at de nogle dage senere blev elskende.

Don Armando trådte ud af fængslet tidligt om morgenen den 10. juni. Doña Elena ventede spændt på ham, og da han stod foran hende, omfavnede de hinanden uden for fængslets port. Hun græd, men han holdt tårerne tilbage.

Vi andre ventede på dem derhjemme. Laura var nervøs og utålmodig. Antonietta var glad som sædvanlig, selv om hun i de dage virkede lidt mere svagelig.

Laura kastede sig i armene på sin far, der bevæget omfavnede hende. Så blev det Jesús’ tur og derefter Antonietta og Amelia, og Albert James, som han takkede for at have skaffet de 50.000 pesetas.

„De har i mig mere end en ven, for jeg skylder Dem mit liv. De kender mig ikke, og alligevel har De betalt for min frigivelse, så jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke Dem. De kan være sikker på, at jeg betaler pengene tilbage; jeg får brug for noget tid, men jeg skal nok betale dem tilbage. Jeg håber at kunne komme til at arbejde som advokat igen, og hvis ikke, vil jeg arbejde som hvad som helst for at underholde min familie og betale min gæld.“

De første dage efter løsladelsen var euforiske. Don Armando og doña Elenas ældste datter, Melita, kom rejsende ned fra Burgos sammen med sin mand, Rodrigo Losada, og deres datter Isabel for at fejre sin fars løsladelse. Familien var lykkelig, og den lille Isabel var genstand for alles opmærksomhed. Kun Amelia var ikke i stand til at slippe ud af den nedtrykte tilstand, som hun havde befundet sig i siden sin hjemkomst til Spanien.

Don Armando nød hvert eneste øjeblik og glædede sig over atter at kunne spise ‘som et menneske’, mens han indtog en portion kogte kartofler med flæsk eller en linsestuvning.

„I fængslet spiste vi bønner med maddiker,“ fortalte han os grinende. „De flød oven på suppen, og jeg skal nok lade være med at fortælle jer, hvordan maddiker smager. Det er bedst, at I ikke ved det.“

Albert James havde givet Edurne penge og sendt hende ud for at finde forsyninger til fejring af don Armandos tilbagevenden til livet. Der var ikke mange varer, men på det sorte marked kunne man altid finde noget, selv om det var til meget høje priser.

I slutningen af 1939 meddelte James, at han rejste tilbage til Paris.

„Jeg har afsluttet mit arbejde her, så nu er jeg nødt til at rejse tilbage og begynde at skrive. Amelia har besluttet at fortsætte sit arbejde, så hun tager med mig til Paris.“

Doña Elena protesterede og sagde, at Amelias hjem var i Madrid, sammen med sin familie, men Amelia forklarede hende, hvorfor hun rejste.

„Her kan jeg intet gøre. Jeg har et arbejde som Alberts sekretær, jeg tjener en god løn, og med disse penge kan jeg hjælpe jer og min søster. Jeg vil gerne have, at Antonietta ikke skal mangle den medicin, hun har brug for, så hun kan blive rask, og jeg vil gerne have, at I kan få andet at spise end kartofler.“

„Men hvad med din søn?“ dristede doña Elena sig til at spørge.

„Santiago vil aldrig give mig lov til at komme i nærheden af ham. Og det har jeg fortjent. Jeg kommer og besøger jer en gang imellem, og så vil jeg finde ud af, hvordan jeg kan få Javier at se. Måske får jeg en dag mulighed for at bede ham om tilgivelse, og måske vil han tilgive mig.“

Don Armando erkendte, at hans niece havde ret. Hvad kunne Amelia finde af arbejde i Madrid? Laura, der havde en uddannelse som lærerinde, kunne ikke få arbejde, fordi hun var datter af en rød, så hun måtte nøjes med et job som medhjælper på den nonneskole, hvor hun selv havde gået, og hvor forstanderinden – fordi hun holdt meget af Laura – havde ansat hende i det kommende skoleår. Hun skulle feje og gøre rent i klasselokalerne, se efter de mindste elever i frikvartererne og gå ærinder, og alt dette ville hun kun få et par pesetas for.

Hvad don Armando selv angik, så lod myndighederne ham forstå, at han ikke kunne få lov til at vende tilbage til sin gamle profession, i hvert fald ikke lige foreløbig. Det var bedst ikke at påkalde sig det nye regimes opmærksomhed. Så han ledte efter en anden måde, hvorpå han med værdighed kunne tjene til livets ophold, men det var ikke let, så til sidst var han nødt til at sige ja til et for ham meget ydmygende job som advokatfuldmægtig på en frankistisk advokats kontor, en mand, der nød sejrherrernes tillid og havde brug for en person, som kendte lovene og ville arbejde en masse for en beskeden løn og uden at protestere.

Amelia underskrev en fuldmagt til sin onkel, så han kunne sælge hendes forældres lejlighed og på den måde være i stand til at betale sin gæld til Albert James samt få lidt flere penge, der kunne lette tilværelsen for familien. Først nægtede don Armando at acceptere Amelias forslag og fremførte, at lejligheden var hendes og Antoniettas arv, men de to søstre insisterede på, at han skulle forsøge at finde en god køber, for der fandtes sikkert mennesker, som havde økonomisk fremgang og var i stand til at betale for en god lejlighed midt i Salamanca-kvarteret.

Den dag, da Amelia og Albert James rejste, var vi alle med på Estación del Norte for at sige farvel til dem. For os, der blev tilbage, begyndte et nyt liv, og det samme var tilfældet for Amelia.’

Professor Soler var færdig med sin beretning, så han rejste sig fra lænestolen og gik lidt rundt i stuen for at strække benene. Det var et stykke tid siden, det var blevet mørkt, og hans kone, Charlotte, havde på et tidspunkt åbnet døren på klem for at se, om vi stadig snakkede.

„Undskyld, professor, men jeg er nysgerrig efter at vide, hvorfor De ikke selv skriver Amelia Garayoas historie?“

„Fordi jeg kun kender nogle enkelte episoder. Det er Dem, der er i gang med at samle puslespillet.“

Jeg må indrømme, at jo mere jeg fik at vide om min oldemor, jo mere overrasket blev jeg. Fra mit første indtryk af Amelia, som jeg bedømte som en forkælet og uinteressant ung pige, til dette øjeblik havde jeg skiftet mening. Nu forekom Amelia mig at være en tragisk person, der var bestemt til at lide og skabe lidelse.

„Men nu skal De videre med efterforskningen,“ meddelte han mig, hvilket jeg havde frygtet.

Som det var sket de andre gange, vi havde mødtes, havde han fundet et spor, som jeg burde følge.

„Fra Madrid tog de til Paris, hvor de dog ikke blev i ret mange dage. Albert James besluttede at tage til London, og han tog Amelia med sig, så det er dér, De nu skal rejse hen. Jeg har talt med doña Laura, og hun er enig, men snak under alle omstændigheder selv med hende. Jeg har skaffet Dem en kontakt i London, nemlig major William Hurley, en pensioneret militærmand og arkivar.“

„Kender De ham?“

„Major Hurley? Nej, jeg kender ham ikke. Faktisk er det min ven Victor Dupont, der foreslog Hurley, som han har lært at kende på en kongres for dokumentalister. Jeg tror, at han vil kunne hjælpe Dem med at komme på sporet af Albert James.“

Inden jeg rejste til London, tog jeg tilbage til Madrid for at besøge min mor. Denne gang var hendes vrede ægte, fandt jeg ud af, straks jeg åbnede døren.

„Du er blevet vanvittig. Tror du, at det, du foretager dig, giver nogen mening? Jeg har sagt til min søster, at det er hendes skyld. Hvordan kunne hun komme på en så skør idé? Hvem interesserer sig dog for, hvad din oldemor foretog sig? Hvordan skulle det kunne ændre noget ved vores liv?“

„Tante Marta har ikke længere noget med den her sag at gøre,“ svarede jeg.

„Men det var hende, der satte den her grille i hovedet på dig. Hør her, Guillermo, hvad mig angår, så ønsker jeg ikke at vide noget som helst om min farmors liv, jeg er fuldstændig ligeglad. Og jeg vil sige dig én ting mere: Enten stopper du dette vanvid, eller også skal du ikke regne med min hjælp længere. Jeg ønsker ikke at se på, at du smider dit liv ud ad vinduet. I stedet for at finde et godt arbejde bruger du tiden på at efterforske denne Amelia Garayoas fortid, hun som … ja … selv efter sin død bliver ved med at irritere familien.“

Det lykkedes mig ikke at overbevise min mor om, at efterforskningen var umagen værd. Hun var ubøjelig, og det viste hun ved at fortælle mig, at jeg ikke skulle bede hende om noget lån, for hun havde ikke tænkt sig at hjælpe mig, før jeg opgav, hvad hun betegnede som ‘dette vanvid’.

Jeg nød ikke aftensmaden, og jeg var i dårligt humør, da jeg gik, men jeg var fast besluttet på at fortsætte efterforskningen af Amelia Garayoas liv. Underligt nok følte jeg ikke, at hun havde noget med mig at gøre, for den interesse, hun havde vakt i mig, skyldtes ikke, at hun var min oldemor. Hendes liv forekom mig blot meget mere interessant end så mange andre menneskers liv – mennesker, jeg havde kendt, og især mennesker, jeg som journalist havde skrevet om.

Doña Laura var begejstret over mine fremskridt og havde ingen indvendinger mod, at jeg rejste til London.

 

4

Jeg ankom til London en formiddag, hvor det hverken regnede, sneede eller var koldt. Ikke fordi solen skinnede, men vejret var i det mindste noget mere behageligt end ved andre lejligheder. Rent faktisk havde jeg kun været i London én gang, nemlig da jeg var halvvoksen, og min mor havde insisteret på at sende mig på en af de der udvekslingsrejser, for at jeg skulle lære noget mere engelsk.

Major William Hurley forekom mig at være en gammel gnavpotte, sådan lød han i hvert fald i telefonen.

„Kom klokken otte præcis og bliv ikke forsinket. Spaniere har en underlig vane med altid at komme for sent.“

Jeg var irriteret over denne hentydning til, at vi spaniere ikke er præcise, og jeg sagde til mig selv, at jeg ville spørge ham, hvor mange spaniere han kendte, og om de alle sammen var kommet for sent til deres aftaler med ham.

Klokken otte præcis stod jeg uden for en victoriansk villa i Kensington og ringede på døren. Jeg blev lukket ind af en meget ung og perfekt uniformeret stuepige. Pigen måtte være caribier, og på trods af den alvor, man fornemmede, så snart man trådte indenfor, sendte hun mig et stort smil og sagde, at hun straks ville meddele majoren, at jeg var kommet.

William Hurley sad og ventede på mig foran kaminen i et kæmpestort bibliotek. Han syntes at være optaget af at studere en brændende kævle, men så rejste han sig og rakte mig en hånd, der var hård som stål og var lige ved at mase mine fingre.

„Jeg er gået med til at tale med Dem på hr. Duponts anmodning,“ huskede han mig på.

„Og jeg takker Dem meget, major Hurley.“

„Hr. Dupont har fortalt mig, at De ønsker oplysninger om familien James, er det korrekt?“

„Ja, jeg er interesseret i at vide alt om et medlem af denne familie, nemlig Albert James, der så vidt jeg har forstået det havde familiemedlemmer i Udenrigsministeriet og i Admiralitetet.“

„Netop, for ellers ville De ikke være her.“

„Hvad mener De?“

„Unge mand, jeg har brugt en stor del af mit liv på at studere militærarkiver, især alle dem, der har med 2. Verdenskrig at gøre, og der var faktisk en James, som sad i Admiralitetet dengang. Lord Paul James var officer og ansat i en af kontraspionagens afdelinger, og et barnebarn af ham giftede sig med lady Victoria, min hustrus niece. Lady Victoria, der er en bemærkelsesværdig kvinde, er ivrig golfspiller, foruden at hun er historiker. Hun har ordnet sin families arkiv plus sin mands families arkiv. Nå, men hvad er det, De leder efter?“ spurgte han endelig.

Jeg forklarede ham, hvem jeg var, og jeg fortalte ham, at Albert James havde en elskerinde, Amelia Garayoa, som var min oldemor, og at min eneste interesse var at rekonstruere hendes historie til brug for familien.

„Deres oldemor var en meget usædvanlig kvinde.“

„Åh, De ved måske noget om hende?“

„Jeg har ingen tid at spilde. Hr. Dupont ringede og bad mig om at tage imod Dem, og han fortalte mig, hvad det var, De efterforskede, så jeg har kigget i Admiralitetets arkiver, de arkiver, der er offentligt tilgængelige, for der findes stadig en hel del klassificeret materiale, som naturligvis aldrig vil komme frem i lyset. Der var en fri agent, en spansk kvinde, Amelia Garayoa, som samarbejdede med den britiske efterretningstjeneste under 2. Verdenskrig. Hendes beskytter var Albert James, som var nevø af lord Paul James og ligeledes agent, og efter min mening en af de bedste.“

Jeg var målløs. Min oldemor fortsatte bare med at overraske mig.

„En fri agent? Hvad betyder det?“ spurgte jeg, mens jeg forsøgte at komme mig oven på overraskelsen.

„Hun var ikke engelsk, hun tilhørte ikke noget korps, men ligesom mange andre personer rundtom i hele Europa samarbejdede hun med efterretningstjenesten for at bekæmpe nazismen. Under krigen var der to fronter, og efterretningstjenestens var lige så vigtig som militærets.“

Major Hurley gav mig nu en fremragende lektion i, hvordan efterretningstjenesterne opererede under 2. Verdenskrig. Manden syntes at nyde at fremlægge sin omfattende viden, og jeg lyttede opmærksomt til ham. Som journalist har jeg lært, at alle elsker, når man lytter opmærksomt til dem. Faktisk har folk et stort behov for at blive lyttet til, og hvis man har tålmodighed og ydmyghed til at lytte uden at afbryde, kan man få det mest utrolige at vide.

På slaget ti bankede den caribiske stuepige let på døren og meddelte majoren, at en bil ventede på ham.

„Åh! Jeg har en aftale med en gammel ven i klubben. Nå, men jeg tror, at jeg vil bede lady Victoria tage imod Dem, unge mand, for måske kan hun fortælle noget om de mere … lad os sige mere personlige aspekter af forholdet mellem Albert James og Amelia Garayoa. Så vil jeg fortælle Dem om hendes aktiviteter som agent. Jeg ringer til Dem på Deres hotel.“

Jeg forlod begejstret major Hurleys hus. Amelia Garayoas historie var ved at tage en ganske uventet drejning.

Lady Victoria tog imod mig to dage senere. Hun viste sig at være en attraktiv kvinde, selv om hun måtte være cirka på min mors alder.

Høj, slank, med kobberfarvet hår, blå øjne, meget hvid og fregnet hud og med den elegance, der er typisk for overklassens kvinder, som har alt, uden at det har kostet dem noget – lady Victoria havde ganske vist været en flittig studerende på universitetet i Oxford og taget embedseksamen i historie.

„Hvor er det dog prisværdigt, at De har påtaget Dem at efterforske Deres oldemors historie! Uden rødder er vi intet, det ville være det samme som at stå uden fast grund under fødderne. Det må være frygteligt ikke at vide, hvem man er, og det kan vi naturligvis kun vide, hvis vi kender vores forfædres historie.“

Jeg måtte tvinge mig selv til ikke at svare negativt på hendes kedsommelige overklassesnak, men jeg sagde ikke noget, fordi jeg havde brug for hendes hjælp.

„De skal vide, at jeg i familiearkiverne har fundet en masse om Deres oldemor. Breve, omtale af hende i Albert James’ mors dagbog, så faktisk tror jeg, at det, jeg har at fortælle Dem, kan være Dem til stor nytte. Selv om onkel William selvfølgelig vil fortælle Dem den vigtigste del af historien. Hvor er det spændende at høre, at Deres oldemor var spion og satte livet på spil i kampen mod nazisterne! Kære ven, De må være stolt over at være i familie med en kvinde som hende.“

Ligesom jeg havde gjort det med major William, lod jeg aristokratiet overtage styringen af samtalen. Det var bedst bare at lytte, og desuden var lady Victoria ikke opdraget til at blive afbrudt. Hun tændte en cigaret og begyndte at fortælle.

‘Albert James og Deres oldemor ankom til London midt i juli 1939. Præcis en måned tidligere havde man oprettet hærens kvindekorps, ATS … men nu bevæger vi os bort fra emnet. De flyttede ind i den lejlighed, som Albert havde i Kensington, en typisk ungkarlelejlighed, rummelig og behagelig. Alberts forældre havde en bolig tæt ved deres søns, ja faktisk findes den stadigvæk, her bor nu et barnebarn. Se ikke så overrasket ud. Jeg skal senere fortælle Dem om dette barnebarn, men lige nu er det ikke så vigtigt.

Alberts forældre opholdt sig på dette tidspunkt i familiens hus i Irland, i Howth uden for Dublin, hvor de plejede at tage hen hver sommer, mens de resten af året boede i USA. Jeg er ikke klar over, om De ved det, men familien James er ud af en gammel, landadelig slægt. Paul James var den ældste søn og arvede familieejendommen. Alberts far Ernest besluttede sig for at tage til USA for at skabe sig en formue dér, og sandelig om han ikke også gjorde det! Han blev en succesrig forretningsmand, men han holdt fast ved sine rødder, og da han som gammel blev syg, vendte han tilbage til Irland for at dø. Ernest ville gerne have haft, at hans søn blev født i Irland, men da han blev født før tiden, måtte Ernest stille sig tilfreds med, at hans søn blev newyorker. Men det er nu heller ikke så dårligt at være født i New York, synes De vel?

Albert skrev til sin mor og fortalte, at han ville komme til Irland sammen med Amelia Garayoa. Jeg har netop fundet brevet mellem de papirer, som har tilhørt lady Eugenie, sådan hed Alberts mor. I de dage, hvor de opholdt sig i London, var de på ingen måde uvirksomme. De kan nok forestille Dem, hvordan den politiske situation var på det tidspunkt. De er sikkert klar over, at Chamberlain gjorde alt, hvad der var muligt for at være imødekommende over for Hitler, da han mente, at det var den bedste strategi, men han tog selvfølgelig fejl. Alberts onkel, hans fars bror, Paul James, arbejdede i Admiralitetet.

Paul James inviterede sin nevø og den smukke Amelia til middag hjemme hos sig, sammen med nogle venner, og samtalen drejede sig hovedsageligt om, hvad Hitlers hensigter var. Blandt gæsterne var der nogen, som var overbevist om, at Tyskland ville ende med at fremprovokere krig i Europa, og nogen, som oprigtigt troede på, at det var muligt at bremse Hitler. Men det vigtigste ved denne middag var måske, at Amelia Garayoa mødte en gammel ven, Max von Schumann, der var ledsaget af sin hustru, baronesse Ludovica von Waldheim. Nu skal De ikke tro, at det jeg fortæller Dem er rene gætterier, for jeg er beslægtet med familien James, og min bedstemor deltog netop i denne middag. Hun fortalte ofte os børnebørn om alt det, der skete i krigsårene.

Albert præsenterede Amelia som sin medhjælper, for han turde ikke sige mere, da hun jo var gift, men det stod klart for alle, at forholdet mellem de to var mere end blot professionelt.

Deres oldemor var en meget smuk kvinde, det ved jeg, for jeg har set nogle fotografier af hende, som er bevaret i familiens arkiv, og middagsgæsterne var efter alt at dømme meget indtaget i hende. Hun var køn, intelligent, talte mange sprog og så slet ikke spansk ud. De må ikke tage det som en fornærmelse, men kvinder i Deres oldemors klasse, og især spanske, var en sjældenhed dengang.

Hverken Max von Schumann eller Amelia Garayoa havde ventet at møde hinanden ved denne diskrete og eksklusive middag hjemme hos Paul James.

„Amelia, sikke en glædelig overraskelse! Lad mig præsentere dig for min hustru Ludovica, baronesse von Waldheim. Ludovica, det her er Amelia, som jeg har fortalt dig om. Vi lærte hinanden at kende i Buenos Aires, hos mine venner Martin og Gloria Hertz.“

Ludovica rakte en hånd frem mod Amelia, og alle lagde mærke til, at de to kvinder målte hinanden med øjnene. De var begge to blonde, slanke, elegante, med skinnende øjne og meget smukke … de lignede to valkyrier.

Hvis det var en overraskelse for Albert, at Amelia kendte tyskeren, var det en endnu større overraskelse for Paul James.

Max von Schumann var i London på en hemmelig mission: Han skulle forsøge at overtale den britiske regering til at stække Hitlers vinger. Von Schumann repræsenterede en modstandsgruppe mod nazismen dannet af intellektuelle, aktive kristne og nogle få militærfolk, som i et godt stykke tid havde forsøgt, men uden held, at få de vestlige lande til at holde op med at være imødekommende over for Hitler, idet de mente, at han udgjorde en fare for freden i Europa. Gruppen talte ikke så mange medlemmer, men den var meget aktiv, og i et af dens sidste og desperate forsøg på at få Storbritannien i tale havde de sendt von Schumann til London.

Max von Schumann var militærmand og gjorde tjeneste i hærens lægekorps, hvilket gjorde hans tilstedeværelse særlig betydningsfuld.

Amelia præsenterede Albert for Max og hans hustru Ludovica, og i et stykke tid udvekslede de fire almindeligheder. Det var tydeligt for alle, at Schumann ledte efter en lejlighed til at tale alene med Amelia, men Ludovica var ikke parat til at give sin mand en sådan lejlighed.

Paul James bemærkede straks Amelias kvaliteter, og selv om han intet sagde på det tidspunkt, tænkte han, at spanierinden ville kunne være til stor nytte i fremtiden, hvis krigen kom, hvilket han var overbevist om ville ske.

„Hvilke planer har du så, Albert?“ spurgte lord Paul James sin nevø.

„Først skal jeg have skrevet nogle artikler om Spanien, og derefter rejser jeg over til mine forældre i Irland. Jeg vil gerne have, at de møder Amelia.“

„Må jeg spørge, om I er forlovede?“

Albert rømmede sig forlegent, men besluttede sig for at sige sandheden til sin onkel.

„Amelia er gift, separeret fra sin mand, så jeg er bange for, at vi lige nu ikke kan formalisere vores forhold. Men jeg er forelsket i hende. Hun er en meget speciel kvinde, stærk, intelligent, beslutsom … Hun har klaret de frygteligste situationer. Hvis du havde set, hvad hun var i stand til i Sovjetunionen for at redde en mand fra døden … Hendes far blev skudt af frankisterne, og hun har mistet adskillige familiemedlemmer i krigen … Hun har bestemt ikke haft noget let liv.“

„Det vil gøre din mor ked af det, for du ved jo, at hun gerne ser dig gift … og, ja, jeg må hellere fortælle dig det: Hun har inviteret lady Mary og hendes forældre på sommerferie i Irland. Så vidt jeg ved, tager de af sted fra London allerede i morgen til din families hus.“

Paul James kunne ikke have fortalt sin nevø en dårligere nyhed, men lige i øjeblikket havde han andet at tænke på end Alberts problemer med kvinder. Da han var overbevist om, at krigen var nært forestående, havde han nogle planer, som han håbede at kunne inddrage Albert i.

„Har du planer om at tage andre steder hen efter ferien?“ spurgte han.

„Måske til Tyskland, for jeg kunne godt tænke mig at se på nært hold, hvad Hitler foretager sig.“

„Glimrende! Det glæder mig, at du vil til Tyskland.“

„Hvorfor, onkel?“

„Fordi krigen er nært forestående, ligegyldigt hvor meget ministeriet insisterer på at lukke øjnene for virkeligheden. Lord Halifax synes at nære blind tillid til de rapporter, som sir Neville Henderson, vores ambassadør i Berlin, sender hjem, og jeg vil ikke skjule for dig, at disse er alt for venlige mod Hitler. Chamberlain har brugt så meget tid på at pacificere Hitler, at han ikke er parat til at acceptere, at krigen er uundgåelig.“

„Og hvad har alt det med mig at gøre?“ spurgte Albert skeptisk.

„Du er født i USA, selv om du i virkeligheden er irer, men lige nu kan det være meget nyttigt at have et amerikansk pas …“

„Jeg ved ikke, hvad du tænker på, men du skal ikke regne med mig. Jeg er journalist og vil ikke spionere for dig.“

„Det har jeg aldrig før bedt dig om, og jeg ville heller ikke gøre det nu, hvis situationen ikke var exceptionel. Om kort tid vil vi blive nødt til at vælge side; det vil ikke længere være muligt at sidde med hænderne i skødet og erklære sig neutral. Det kan du heller ikke gøre, Albert, hvor gerne du end vil. USA bliver også nødt til at vælge side, det er kun et spørgsmål om tid.“

„Jeg mener, at du er alt for pessimistisk, onkel.“

„I mit job er det farligt at stikke sig selv blår i øjnene. Det overlader vi til politikerne.“

„Under alle omstændigheder så skal du ikke regne med mig til noget af det, du måske har tænkt på. Jeg tager mit arbejde lige så alvorligt, som du gør dit.“

„Det tvivler jeg ikke på, kære Albert, men desværre er jeg sikker på, at vi kommer til at tale om alt det her igen.“

På et tidspunkt i aftenens løb fandt Max von Schumann endelig lejlighed til at tale med Amelia alene. Paul James’ hustru, lady Anne, havde inddraget Ludovica i en samtale med en anden dame, og baronessen havde ingen mulighed for at forlade sine samtalepartnere uden at påkalde sig opmærksomhed.

„Du har forandret dig, Amelia.“

„Livet sætter sine spor.“

„Er Albert James din …“

„Min elsker? Ja, det er han.“

„Undskyld, det var ikke min mening at genere dig.“

„Det gør du heller ikke, Max. Hvordan kan man ellers beskrive mit forhold til Albert? Jeg er en gift kvinde, så hvis jeg er sammen med en anden mand, er denne min elsker.“

„Jeg beder dig undskylde mig, men jeg ville bare gerne vide, hvordan du havde det. Jeg har tænkt på dig tit og ofte, siden vi lærte hinanden at kende i Buenos Aires. Jeg har bedt Martin og Gloria Hertz om at fortælle om dig, men i deres breve har de bare gentaget, at du tog med Pierre til en kongres for intellektuelle i Moskva, og at du ikke var vendt tilbage derfra. Gloria skrev til mig, at Pierres far var kommet til Buenos Aires for at lukke boghandlen og tage sig af sønnens ejendele, og at han ikke ville fortælle dem noget om dig. Jeg ved ikke, om jeg skal spørge til Pierre …“

„De slog ham ihjel i Moskva.“

Max vidste ikke, hvad han skulle sige til meddelelsen om Pierres død. Kvinden foran ham lignede på ingen måde den unge og hjælpeløse kvinde, han havde kendt i Argentina.

„Det gør mig ondt på dine vegne.“

„Tak.“

Det så ud, som de ikke vidste, hvad de mere skulle sige. Max følte sig ubehagelig til mode, fordi han kunne mærke sin hustrus inkvisitoriske blik, og man må formode, at Amelia følte sig skuffet, måske såret over at have fundet ud af, at Max havde giftet sig. Ikke fordi hun havde forventet, at han ville forblive tro mod mindet om hende og havde brudt sin forlovelse med Ludovica, men én ting var at vide noget, og noget helt andet var det at se det med egne øjne.

„Bliver du i London i længere tid?“ spurgte han.

„Jeg ved det ikke. Vi er lige ankommet. Det er Albert, der beslutter det. Ud over at være hans elskerinde arbejder jeg også for ham, jeg er hans medhjælper, hans sekretær. Jeg laver alt muligt. Han reddede mig i Moskva, i Paris, i Madrid – han har altid været i nærheden, når jeg har haft brug for ham, og han har altid rakt mig en hjælpende hånd, uden at jeg har bedt ham om det.“

„Det misunder jeg ham.“

„Er det sandt? Ved du hvad, Max, jeg savnede dig meget, da du rejste, og i begyndelsen drømte jeg om, at vi mødte hinanden igen. Senere i Moskva holdt jeg op med at drømme for altid. Jeg lærte at lade være med at tænke på andet end øjeblikket, jeg levede i.“

„Du har lidt meget …“

Amelia trak på skuldrene i en bevægelse, der skulle signalere ligegyldighed.

„Jeg vil gerne mødes med dig igen,“ sagde han til hende.

„Hvorfor?“

„For at snakke, for at … Du får mig til at føle mig som en teenager. Er det så svært at forstå, at du betyder meget for mig?“

„For guds skyld, hvad er det, du siger!“

„Du kan bebrejde mig mange tinge, men ligegyldigt om du accepterer det eller ej, så betyder du stadig meget for mig.“

„Hvis vi ikke ved et tilfælde havde mødtes her i dag, ville vi aldrig have hørt mere til hinanden …“

„Men tilfældet ville det modsatte, og her er vi. Må jeg invitere dig på en kop te i morgen på The Dorchester?“

„Jeg ved ikke, om jeg kan love at komme. Det afhænger af Albert.“

„Har du brug for hans tilladelse?“

„Jeg har brug for ham.“

„Klokken fem vil jeg være på Hotel Dorchester, og jeg håber, at du kan komme.“

Baronesse Ludovica von Waldheim kom gående hen mod dem med beslutsomme skridt.

„Mindes I gamle dage?“ spurgte hun ironisk.

„Jeg har netop inviteret frøken Garayoa på en kop te, og jeg håber, at hun kan tage imod min invitation. Hvem ved, hvornår vi ses igen!“

„Åh, skæbnen er meget lunefuld! Mener De ikke også det, søde ven?“ sagde baronessen, mens hun betragtede Amelia med et gennemborende blik.

„Jeg bestræber mig på ikke at regne med skæbnen, når jeg lægger planer,“ svarede hun.

Albert James tillagde øjensynligt ikke baron von Schumanns invitation nogen betydning, eftersom han dagen efter selv fulgte Amelia hen til Hotel Dorchester.

„Jeg kommer og henter dig om en time,“ sagde han og gav hende et kys på kinden efter at have hilst på Max von Schumann.

„Det glæder mig, at du er kommet,“ sagde Max, da de var blevet alene.

„Albert finder det helt naturligt, at vi drikker en kop te sammen, fordi vi lærte hinanden at kende i Buenos Aires og har fælles venner.“

„Mr. James er meget forstående.“

„Han er en usædvanlig mand, den bedste af dem, jeg har kendt,“ svarede Amelia en anelse irriteret.

De talte om, hvad der var sket i deres liv. Han fortalte om, hvorfor han var i London, og hvordan hans forsøg på at overtale briterne til at standse Hitler var slået fejl.

„Det lykkedes mig ikke at få dem til at lytte til mig, men vi fortsætter med at forsøge. Et andet medlem af vores gruppe kommer til London om et par dage, og han skal også tale med nogle betydningsfulde personer i den britiske regering.“

„Men i aftes sagde sir Paul James jo, at han var overbevist om, at Hitler vil fremprovokere krig i Europa. Hvordan kan du så sige, at det mislykkedes for dig?“

„Sir Paul er en intelligent mand, der er i stand til at se, hvordan virkeligheden er, og ikke stædigt holder fast ved, hvordan han gerne ville have, at tingene var. Desværre afhænger det ikke af ham, om den britiske regering tager vores frygt til overvejelse.“

„Ved du hvad? Det overrasker mig, at du som militærmand kommer til England for at bede englænderne om at standse Hitler, jeg troede, at du var patriot og ude af stand til at foretage dig noget, der gik imod Tyskland.“

„Det, jeg foretager mig, er for Tyskland, og det gør jeg netop, fordi jeg er patriot. Tro ikke, at det har været let at få tilladelse til at rejse på et tidspunkt som dette, men jeg formoder, at den gamle adel stadig nyder visse privilegier, ligegyldigt hvor meget Hitler hader os. Desuden havde jeg et påskud: Ludovica har en kusine, der er gift med en engelsk greve, så officielt er vi her til deres førstefødtes dåb.“

Så fortalte Max, at han havde forsøgt at finde ud af, hvad der var sket med Herr Itzhak Wassermann, Amelias fars forretningspartner, men alle hans anstrengelser havde været forgæves. Herr Itzhaks medarbejder Helmut Keller havde fortalt ham, at han ikke vidste, hvor familien var.

„Manden var bange og stolede ikke på mig. Alle i Tyskland er naturligvis blevet mistroiske over for andre mennesker. Jeg skrev til dig for at fortælle dig det, men jeg formoder, at du på det tidspunkt ikke længere var i Buenos Aires, da du ikke svarede på mit brev.“

En time senere kom Albert James for at hente Amelia. Max inviterede ham på en kop te, for han ville gerne høre hans mening om det, der skete i Europa, og han blev overrasket, da Albert fortalte, at han havde tænkt sig at tage til Tyskland.

„Ludovica og jeg vil med glæde tage imod Dem, og hvis vi på nogen måde kan hjælpe Dem …“

Amelia blev tavs, for det var en endnu større overraskelse for hende at høre, at Albert havde planer om at rejse til Berlin, men hun valgte ikke at sige noget.

Senere fortalte Albert hende, at så snart han var færdig med at skrive artiklerne om Spanien, regnede han med at tage til Irland for at besøge sine forældre i et par dage og derefter rejse videre til Tyskland.

„Flere amerikanske aviser vil gerne vide noget om Hitler, og om det er sandt, at han har reddet landet fra det økonomiske kaos, det befandt sig i. Tager du med?“

„Selvfølgelig gør jeg det. For intet i verden ville jeg gå glip af at opleve Berlin. Og hvem ved, måske kan jeg få Herr Helmut, min fars og Herr Itzhaks medarbejder, til at fortælle mig, hvad der er sket med familien Wassermann. Jeg har så gode minder om Yla!“

Albert og Amelias ophold i Irland kunne ikke siges at være en succes. Alberts mor, lady Eugenie, var en meget stivsindet kvinde, og selv om hun tog imod Amelia med et smil, lagde hun lige fra begyndelsen ikke skjul på, at hun ikke betragtede Amelia som en passende kvinde til hendes søn. Desuden var der feriegæster i huset – hvad Paul James jo havde fortalt – nemlig deres venner, ægteparret Brian med datteren Mary, som efter lady Eugenies opfattelse besad alle de kvaliteter, det krævede at blive Alberts hustru.

Et par passager i lady Eugenies dagbog kan give os et nøjagtigt billede af, hvad der skete i disse dage.

Amelia er fortryllende, det kan jeg ikke nægte, men hun er gift, så Albert er nødt til at bryde forbindelsen med hende. Hvad angår Mary, mener jeg, at hun er perfekt til Albert. Hun er køn, veluddannet, tilhører en fortræffelig familie og har gode forbindelser. Det var en skuffelse for Mary at se Albert så forelsket i Amelia, og hendes forældre var også ilde berørt over situationen, så derfor har jeg besluttet at tage affære. I morgen vil jeg tale med Albert, og bagefter vil jeg tale med familien Brian. De ved ikke, at Amelia er gift, så det har jeg tænkt mig at fortælle dem. Med hensyn til Ernest ved jeg ikke, om jeg kan regne med ham, for han har bedt mig om ikke at lege Kirsten Giftekniv og at respektere vores søns beslutning, selv om han heller ikke bryder sig om Alberts forhold til Amelia. Men Ernest bliver mere og mere amerikansk og glemmer, at der findes værdier og traditioner, som bør fortsætte med at eksistere. En søn må forstå, at det at gifte sig ikke udelukkende er hans egen beslutning, men at han bør tænke på familien. I dette tilfælde drejer det sig dog ikke blot om at vælge at gifte sig med Mary eller med Amelia, for spanierinden er allerede gift.

Samtalen med Albert var ikke let. Jeg tror, at det, at han er opdraget i USA, har gjort ham til et ikke særlig traditionsbundet menneske. Jeg sagde til ham, at Amelia har min sympati, men at deres forhold ingen fremtid har.

„Vil du give afkald på at få børn?“ spurgte jeg ham.

Albert blev tavs. Jeg tror ikke, at han havde tænkt på det, eller også har han simpelthen ikke villet tænke på det før nu.

„Hvis du får børn, gør du dem til bastarder. Er det det, du ønsker?“

Så mindede jeg ham om hans forpligtelser over for familien, fordi han er enebarn. Desværre kunne jeg ikke få flere børn, så bevarelsen af slægtsnavnet og varetagelsen af alt, hvad vi ejer, afhænger af ham, selv om han siger, at han er amerikaner og ikke tror på klasser. Om han bryder sig om det eller ej, så er han en James.

Samtalen med familien Brian var heller ikke let. Jeg fortalte dem, at forholdet mellem Albert og Amelia bare var en ungdommelig forblændelse. Jeg tror, de blev roligere ved at få at vide, at selv om Albert måske gerne vil, så kan han ikke gifte sig med Amelia, fordi hun allerede er gift, og med Franco ved magten i Spanien er muligheden for skilsmisse lig nul. De var meget diskrete og kom ikke med sårende bemærkninger om Amelia. Jeg bad Mary have lidt tålmodighed og forsikrede hende om, at en mand undertiden taber hovedet på grund af en kvinde, og at damer som os må acceptere situationen med værdighed. Det er bedre at spille uvidende end at lave en scene og fremprovokere en direkte konfrontation, hvor man kan komme til at sige uheldige ting. Desuden er jeg sikker på, at ligegyldigt hvor svært det er for ham, og ligegyldigt hvor meget amerikaner han end føler sig, så vil Albert gøre sin pligt over for os.

Albert forstod, at det var bedst ikke at gøre opholdet i Irland ret langt for at undgå et sammenstød med moderen, så han besluttede at vende tilbage til Paris inden rejsen til Berlin.

Den 22. august 1939 holdt Hitler en tale til sine ledende officerer, hvori han gjorde det klart, at han havde til hensigt at invadere Polen. Dagen efter, den 23. august, var Amelia og Albert til middag hjemme hos Jean Deuville. Amelia havde holdt venskabet med Pierres bedste ven ved lige. Hun var ham meget taknemlig – ligesom hun også var Albert meget taknemlig – for den store hjælp, han havde ydet hende i Moskva i forsøget på at redde Pierre. Lige siden Pierres død havde Jean haft svært ved at komme sig over de ting, han havde oplevet i Moskva, fordi han havde opdaget en side af kommunismen, der forfærdede ham.

Som om det ikke var nok, havde det også været et hårdt slag for Deuville, at Tyskland og Sovjetunionen samme dag havde underskrevet en ikkeangrebspagt. Som mange andre kommunister følte han sig fuldstændig afvæbnet og ude af stand til at finde argumenter til forsvar for Ribbentrop-Molotov-pagten.

Hitler slog hårdt ned på kommunisterne i Tyskland, og Deuville kunne ikke forstå, hvorfor Stalin imod ethvert princip gav Hitler kunstigt åndedræt.

„Hvordan kan du være så naiv?“ sagde Amelia til ham. „Er du ikke klar over, at Stalin bare forsøger at vinde tid?“

„Vinde tid? Hvis han gør noget, så er det at forære Hitler tid,“ sagde Jean Deuville beklagende.

„Det ender med, at de begynder at kæmpe imod hinanden, det kan du godt regne med. Det her et bare et taktisk skridt,“ fremførte Amelia.

„Jamen hvad med principperne? Jeg hører ikke til dem, der mener, at målet helliger midlet.“

„Du har altid været en romantiker,“ indskød Albert, der var kommet til at holde meget af Deuville, efter at de havde oplevet så mange skrækkelige ting sammen i Moskva.

„Ideerne må ikke svines til. Hvordan skal jeg forklare denne pagt for mine venner, som jeg har overbevist om, at kommunismen er den eneste idé, der er i stand til at skabe en ny verden? Hvordan skal jeg bede dem fortsætte med at kæmpe mod fascismen, når Stalin indgår en pagt med Hitler?“

Jean Deuville var fortvivlet, og ingen af Amelia og Alberts argumenter kunne dæmpe hans smerte. Han var et ideologisk rent menneske, som fandt det fuldstændig uforståeligt, at Stalin havde indgået en pagt med Hitler – hvad bevæggrundene så end måtte være.

Klokken var blevet over tolv, da Amelia og Albert brød op. Jean omfavnede Amelia et langt øjeblik, som om han ville holde hende tilbage, hvorefter han tog afsked med Albert med et fast håndtryk og kom med en bøn til ham.

„Giver du mig dit æresord på, at du vil passe godt på hende?“

„Resten af mit liv vil jeg forsøge at passe på Amelia,“ svarede Albert højtideligt.

„Det beroliger mig.“

Jean Deuvilles smerte og fortvivlelse og især hans måde at tage afsked på bekymrede Amelia.

„Vi burde ikke lade ham være alene,“ sagde hun til Albert, da de var kommet udenfor.

„Lad nu være med at være sådan et pylrehoved! Det sker ikke ham noget, han er bare et retskaffent menneske, der ikke forstår de politiske taktikker og strategier. Derfor forstår han ikke Ribbentrop-Molotov-pagten. Du var i øvrigt meget storsindet i dit forsøg på at retfærdiggøre det, når man tager i betragtning, hvad du mener om Stalin.“

„Jean er et godt menneske, og jeg ønsker ikke at rippe op i såret.“ To dage senere ankom de til Berlin og indlogerede sig på Hotel Adlon. Amelia var meget bevæget over at vende tilbage til Berlin, en by, som hun havde lært at kende, da hun var barn og var i Tyskland sammen med sine forældre.

Det var ikke svært at overtale Albert til at hjælpe hende med at finde frem til familien Wassermann. Hun var sikker på, at nogen kunne give hende oplysninger om Itzhak Wassermann og hans hustru Judith og ikke mindst deres datter Yla.

Amelia tog Albert med hen til Oranienburger Strasse, der lå tæt ved Neue Synagoge, den største synagoge i Tyskland.

„Den er ret imponerende!“ bemærkede Albert, mens han betragtede bygningen, der så nærmest maurisk ud.

„Ja, det er den, og jeg kan endnu huske, hvad Herr Itzhak fortalte os om synagogen … Den blev indviet i 1866 og er tegnet af Eduard Knoblauch, en elev af Karl Friedrich Schinkel.“

„Sikke en hukommelse du har!“

„Jeg har altid interesseret mig for historie og kunst.“

Ingen naboer kunne give dem præcise oplysninger om Herr Itzhak og hans familie. Amelia insisterede på at ringe på samtlige dørklokker i den ejendom, hvor familien Wassermann havde boet, men det eneste de fandt ud af var, at familien var forsvundet fra den ene dag til den anden.

Amelia kunne mærke mistænksomheden hos de få beboere, der vovede at åbne deres dør for dem. Ejendommen, der tidligere var beboet af borgerlige familier, virkede pludselig mørk og forfalden.

„Familien har sikkert forladt Tyskland. Du har selv fortalt mig, at din far forsøgte at overtale dem til det.“

„Ja, men Herr Itzhak nægtede det og sagde, at Tyskland var hans fædreland.“

„I betragtning af hvordan tingene har udviklet sig, har den gode mand ikke haft anden udvej end at rejse. Hvis jeg ikke husker forkert, fortalte du mig, at nazisterne havde lukket hans forretning, og at det betød økonomisk ruin for din far.“

„Det er rigtigt, men alligevel ville Herr Itzhak ikke forlade Tyskland.“

Amelia gav ikke så let op, så til sidst fik hun overtalt Albert til at forsøge at finde frem til Helmut, som havde været Wassermanns regnskabsfører.

„Han er en rar mand, og hvis vi finder ham, kan han helt sikkert give os oplysninger om familien.“

„Giver du aldrig op?“ spurgte Albert smilende.

Amelia svarede ikke, men viste vej hen til Stadthaus, hvor hun spurgte efter Zur Letzten, byens ældste restaurant. En mand fortalte dem, at den lå lige i nærheden, og viste dem vej derhen.

„Jeg ved, at Herr Helmut boede heromkring, i et hus tæt ved Berlins ældste restaurant. Min far tog os engang med på Restaurant Zur Letzten, efter at vi havde aflagt besøg hos ham.“

Da de havde gået lidt rundt, fandt de huset. Portneren meddelte dem efter at have studeret dem indgående, at Herr Helmut var hjemme.

Albert måtte skynde sig efter Amelia, der satte i løb op ad trappen med en fart, som blev hun skubbet frem af blæsten.

De ringede på og ventede utålmodigt på, at nogen skulle reagere, og det skete straks, da en ældre mand, der så træt ud, åbnede døren.

„Hvad ønsker De?“ spurgte manden, mens han betragtede dem med et mistroisk blik.

„Herr Helmut, jeg er Amelia Garayoa! Kan De ikke kende mig?“

„Fräulein Amelia! Du milde himmel! De er jo blevet en voksen kvinde!“

Da tyskeren var kommet sig over den første overraskelse, bød han dem indenfor.

„Kom ind, kom ind. Må jeg byde på en kop kaffe? Desværre er min hustru syg og ligger i sengen med feber, men jeg laver selv kaffen.“

„Vi vil ikke forstyrre. Jeg ville bare gerne vide, hvordan De havde det og spørge til familien Wassermann …“ forklarede Amelia.

Men Herr Helmut syntes ikke at lytte til hende. Han førte dem ind i stuen og bad dem sætte sig og vente på, at han kom med kaffen.

„Han ser ud til at være en rar mand,“ sagde Albert James.

„Det er han også, selvfølgelig er han en rar mand. Min far havde stor tillid til ham.“

Manden vendte tilbage med en bakke og ville slet ikke svare på Amelias spørgsmål, før hun havde smagt på den kaffe, han havde lavet.

„Fortæl nu om Deres far. Det er meget længe siden, at jeg har hørt noget til don Juan. Jeg ved, at han deltog i krigen mod Franco … Jeg skrev til ham, men har ikke fået noget svar.“

„Min far er død. De skød ham kort efter krigens afslutning.“

„Det er jeg ked af at høre! Deres far var en god arbejdsgiver, retfærdig og venlig – ligesom Herr Itzhak også var det. Vil De hilse Deres mor og Deres søster fra mig og kondolere, jeg husker endnu Dem og Deres søster som børn …“

„Min mor er også død, men min søster Antonietta lever gudskelov stadig, selv om hun er syg,“ svarede Amelia, mens hun forsøgte at få kontrol over sine følelser og holde tårerne tilbage.

Herr Helmut var fuldstændig sønderknust efter at have hørt om alle de ulykker, der var overgået familien Garayoa. Han vidste ikke, hvilke ord han skulle bruge for at udtrykke sin sorg. Amelia bad ham fortælle, hvad han vidste om familien Wassermann.

„Det er ikke ret meget, jeg kan sige, hvad jeg også fortalte Deres far. Da Hitler kom til magten, satte han en antijødisk kampagne i gang. De er for ung til at kunne huske det, men i 1933 iværksatte man den første boykot af tyske jøder, og mange hundrede grupper af nazister stillede sig op foran jødiske borgeres forretninger og virksomheder. Senere begyndte man at fratage jøderne deres juridiske og civile rettigheder samt med forskellige undskyldninger at stjæle alt, hvad de ejede. Man sparkede dem ud fra offentlige embeder, fra den juridiske forsamling, fra hospitalerne, fra universiteterne, fra teatrene, fra aviserne … Nogle valgte at rejse ud af landet, men de fleste afviste at rejse – ligesom Herr Itzhak. De var tyskere, så hvorfor skulle de forlade deres land? Så kom Nürnberglovene … i begyndelsen foretrak den nationalsocialistiske regering, at jøderne rejste ud af landet, for så kunne man overtage deres ejendom, men De ved sikkert, hvad der så skete, nemlig at mange lande ikke ville tage imod jøderne, og således er vi nået frem til situationen lige nu: masseanholdelser, ødelæggelse af synagoger, ekspropriering af ejendom, inddragelse af pas … De eksproprierede Deres far og Herr Itzhaks forretning. Jeg ved ikke, om Deres far har fortalt Dem det, men i slutningen af 1935 var der inspektion i virksomheden, og de påstod, at der var uregelmæssigheder i regnskabet. Det var ikke sandt, det sværger jeg på, for det var mig, der førte regnskabet, og jeg kan forsikre Dem om, at alt stemte. Men det var umuligt at forsvare sig mod de anklager, de kom med, så både Herr Itzhak og Deres far mistede virksomheden. Jeg ved, at det var et hårdt slag for dem begge.“

„Ja, alt det ved jeg godt, Herr Helmut, men det jeg gerne vil vide er, hvad der er blevet af familien Wassermann,“ gentog Amelia.

„Har De hørt om Krystalnatten?“

„Ja, selvfølgelig.“

„De kan ikke forestille Dem, hvor mange jøder der er blevet fængslet siden da. De bliver ført til arbejdslejre, og når de først er dér, er det umuligt at få noget at vide om dem.“

„Vil De ikke nok fortælle mig, hvor familien Wassermann befinder sig?“

„Jeg ved det ikke, jeg ved det faktisk ikke. Det lykkedes Herr Itzhak at få sendt Yla ud af Tyskland, jeg tror nok, at hun rejste over til noget af Frau Judiths familie i USA. Yla ville ikke af sted, men Herr Itzhak og Frau Judith holdt fast på deres, for de ønskede ikke, at hun fortsat skulle udsættes for de ydmygelser, som alle de tyske jøder måtte finde sig i. Men de blev selv tilbage, for de mente, at landet atter ville komme til fornuft, at Hitler kun var en ond drøm, og at jøderne igen ville blive betragtet som gode tyskere … De levede i trange kår af det, de havde tilbage, og jeg hjalp dem, så godt jeg kunne, men så en dag … ja, så forsvandt Herr Itzhak. Frau Judith var ved at blive vanvittig, da det lykkedes os at finde ud af, at de havde sendt ham i arbejdslejr.“

„Og Frau Judith, hvor er hun nu?“

„Hende har de også sendt i arbejdslejr.“

Amelia begyndte at græde. Herr Helmut sad tavs og så på hende og vidste ikke, hvad han skulle stille op.

„Fald nu lidt til ro, Amelia! Vi kan jo prøve at finde ud af, hvor de er, og hvem ved, måske kan vi gøre noget for dem,“ sagde Albert i forsøg på at trøste hende.

„I det mindste har Fräulein Yla det godt. Jeg ved, at hun skrev til sine forældre, da hun var ankommet til New York.“

Herr Helmut sagde, at han ikke kendte Frau Judiths families adresse i New York, men midt i al denne ulykke glædede det Amelia at vide, at hendes barndomsveninde var i sikkerhed.

„Hvad er der sket med fabrikken og forretningen?“ spurgte Amelia.

„De konfiskerede det hele. I et stykke tid lod de mig styre fabrikken, men så sagde de, at den tilhørte staten, og nu er den i hænderne på et medlem af nazistpartiet. Men det lykkedes mig at redde nogle af maskinerne, og det var derfor, jeg skrev til Deres far. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med dem.“

„Jamen kan de stadig bruges til noget?“ spurgte Amelia forbavset.

„Det var gode maskiner, og jeg fik den idé, at når jeg ikke kunne sælge dem, kunne jeg måske leje dem ud. Det har jeg gjort med en væv, som jeg har lejet ud til en mindre skjortefabrikant. Og symaskinerne har jeg lejet ud til en familie, der har oprettet en systue og fremstiller tøj til forretningerne. Indtægterne er ganske vist ikke ret store, det ved jeg, fordi jeg fører regnskab over dem, men pengene er her til Herr Itzhak eller … ja, nu er Deres far jo død. Men De er hans datter, derfor har De ret til en del af disse penge.“

„Hvilket arbejde har De så nu?“ spurgte Albert.

„Jeg tjener til livets ophold, som jeg nu kan. Jeg fører regnskab for skjortefabrikken og systuen; jeg tjener ikke meget, men tilstrækkeligt til, at min kone og jeg kan leve af det. Jeg sørger for, at don Juan og Herr Itzhaks maskiner bliver holdt i god stand. Min ældste søn er gift og har været ved hæren i flere år nu, så han har ikke brug for vores hjælp.“

Herr Keller insisterede på, at Amelia skulle have en del af fortjenesten fra udlejningen af maskinerne.

Først afslog hun, men endte så med at sige ja.

„Disse penge er Deres fars, derfor er det på sin plads, at De administrerer dem, som De finder det passende. Nu skal jeg hente regnskabsbøgerne.“

 

5

Igen var Amelia til stor hjælp for Albert, fordi hun kunne tale tysk.

„Det er sandelig heldigt, at du kan så mange sprog!“

„Grunden til at jeg taler fransk er, at min farmor Margot boede i Biarritz, og grunden til at jeg taler tysk er, at jeg som barn tilbragte nogle sommerferier her i Berlin hos familien Wassermann. Deres datter Yla er på min alder. Min far insisterede på, at Antonietta og jeg skulle lære tysk og engelsk, som er det sprog, jeg taler dårligst, hvad du jo ved.“

„Overhovedet ikke. Du taler da glimrende engelsk, men du har bare ikke så stort et ordforråd. Nu ved jeg, hvad vi gør: I stedet for at snakke fransk sammen, snakker vi fra nu af engelsk, så du kan få noget øvelse.“

Og det gjorde de så. For Albert James stod det klart, at Tyskland forberedte sig på krig, og at Hitlers trussel mod Polen ikke bare var tom tale.

Berlin var en by fyldt med glæde og lystighed, men det var en hysterisk glæde, kunne man straks fornemme.

Til trods for Amelias protester ville Albert absolut ringe til Max von Schumann. Som journalist var han interesseret i at høre baronens mening i dennes egenskab af militærmand. Albert syntes ikke at have nogen mistanke om, at der mellem Amelia og Max engang havde eksisteret nogle følelser, som omstændighederne havde forhindret i at vokse frem.

Max von Schumann inviterede parret på middag i sin bolig midt i byens hjerte.

Huset var i to etager og omgivet af en frodig have. En hushovmester åbnede døren for dem og førte dem hen i biblioteket, hvor Max og Ludovica ventede dem.

„Det glæder mig at se Dem her, selv om det under de nuværende omstændigheder måske ikke er det bedste tidspunkt at besøge Tyskland …“

„Hold nu op, skat. Du skal da ikke skræmme vores gæster!“ indskød Ludovica.

„Faktisk har Berlin overrasket mig,“ indrømmede Albert.

„Det er umuligt ikke at holde af denne by,“ bekræftede Ludovica.

„Tror De, at Hitler vil gøre alvor af sin trussel om at invadere Polen?“ spurgte Albert.

Max rømmede sig usikkert og undgik at svare på spørgsmålet, men Albert bemærkede det blik, som baronen vekslede med sin hustru.

Og i dette flygtige blik kunne han læse, at Hitlers trussel om at invadere Polen ville blive til virkelighed.

Albert fortalte, at han havde læst nogle af Hitlers taler, og at det forekom ham at være et mysterium, at tyskerne lod sig dupere af Der Führer.

„Jeg har det indtryk, at han behandler tyskerne som børn.“

„Åh, De har ingen idé om, hvordan Tyskland var, før Hitler kom til magten! Gud skal vide, at Tyskland ikke blev regnet for noget, og der var mangel på arbejde, penge, fremtid … Hitler har givet Tyskland værdigheden tilbage, man respekterer os i Europa, og som De selv kan se, er det nu et blomstrende land. Der er ingen arbejdsløshed i Tyskland. Spørg, spørg i gaderne. For arbejderklassen er Hitler en velsignelse, og det er han også for os, der var lige ved at blive ruineret,“ fortalte Ludovica.

„Hvem henviser De til, når De taler om ‘os’?“ spurgte Albert.

„Til de familier, som i århundreder har bidraget til vort lands velstand. De tyske virksomhedsejere var lige ved at gå konkurs, og jeg ved, hvad jeg taler om, for min familie ejer nogle fabrikker i Ruhr-distriktet.“

Max syntes ikke at bryde sig om Ludovicas forklaringer. Amelia mente at kunne se en anspændt trækning i sin vens ansigt, mens Ludovica talte og lovpriste Hitler, og hun tænkte, at der måtte være dybe uoverensstemmelser mellem ægtefællerne.

„Der er mange tyskere, som ikke mener det samme som Ludovica,“ sagde Max, der ikke længere kunne holde sig tilbage.

„Jamen, skat, det er jo kommunisterne, socialisterne og hele det pak, som ikke vil indrømme, at takket være Der Führer er Tyskland igen blev et stort land. Men vi gode tyskere har meget at takke Adolf Hitler for.“

„Jeg er en god tysker, men jeg har intet at takke ham for,“ svarede Max.

„Lad os takke ham for, at han har sat jøderne på plads. Jøderne har været Tysklands blodsugere.“

„Så er det nok, Ludovica! Du ved godt, jeg ikke tillader, at du taler på den måde, når jeg er til stede. Nogle af mine nærmeste venner er tyskere, der er jøder.“

„Jeg beklager, skat, men selv om du er min mand, har jeg ikke samme opfattelse af jøderne, som du har. De er ikke som os, de tilhører en laverestående race.“

„Ludovica!“

„Vær nu rationel. Forsvarer du måske ikke friheden? Så giv mig frihed til at udtrykke mig, som jeg vil. Jeg regner da ikke med, at jeg chokerer vores gæster … Det gør jeg vel ikke, søde Amelia?“

Amelia antydede et smil. Hun forstod ikke, hvordan Max kunne have giftet sig med denne kvinde. Han havde intet til fælles med baronessen, bortset fra at de begge to tilhørte gamle tyske familier og havde kendt hinanden, lige siden de var børn. Hun havde medlidenhed med ham.

Fire dage senere, den 1. september 1939, invaderede Tyskland Polen. Albert ringede til Max i forsøg på at få en ny aftale i stand, men denne gang med ham alene, uden Ludovica.

„I dag kan jeg umuligt mødes med Dem, det må De kunne forstå,“ sagde Max undskyldende.

„Det forstår jeg udmærket, men hvad med en af de kommende dage?“

„Naturligvis, naturligvis. Til at begynde med skal jeg blive i Berlin, så jeg finder et tidspunkt, hvor jeg kan mødes med Dem.“

To dage senere, den 3. september, erklærede Storbritannien, Frankrig og New Zealand krig mod Tyskland. Således startede 2. Verdenskrig. Den 5. september erklærede USA sig neutralt, hvilket bevirkede, at Albert kunne blive i Berlin uden problemer, og det samme kunne Amelia, fordi hun var spanier.

Max von Schumann gjorde mere end blot at mødes med Albert James, idet han også præsenterede ham for nogle af sine venner, der ligesom ham selv var imod Hitler.

Gruppen bestod af professorer, advokater, et par mindre forretningsdrivende og endnu en aristokrat, der var fætter til Max, foruden to protestantiske præster. Altså mænd fra det dannede borgerskab, der afskyede det, som Hitler var i gang med at gøre med Tyskland.

Albert fattede sympati for Karl Schatzhauser, en gammel medicinprofessor, der havde været Max’ lærer, da denne studerede medicin.

Karl Schatzhauser boede i en ejendom på Leipziger Strasse, uhyggelig tæt på Gestapos hovedkvarter, hvad der dog ikke syntes at skræmme ham fra at mødes i sit hjem med sine venner, som udgjorde den hemmelige modstandsgruppe mod Hitler.

„Hvorfor samarbejder I ikke med socialisterne og kommunisterne?“ spurgte Albert professor Schatzhauser.

„Det burde vi også gøre, men der er så meget, som adskiller os … Jeg tror ikke, at de ville stole på os, og måske ville nogen i vores gruppe heller ikke stole på dem. Nej, det er ikke det rette tidspunkt til at arbejde sammen. Lige nu aner kommunisterne ikke, hvad de skal gøre, efter at udenrigsminister Ribbentrop har underskrevet pagten med russerne. For dem er denne pagt en tragedie: Her fængsler og forfølger Hitler kommunisterne, men alt dette ignorerer Stalin bare og underskriver en pagt med Tyskland. Desuden ønsker de tyske kommunister at omdanne vores land til endnu et Sovjetunionen, og vi ønsker, at Tyskland vender tilbage til normale tilstande.“

„Men det svækker jo parterne, når tiden kommer til at gøre modstand mod Hitler,“ fremførte Albert.

„Vi ønsker et kristent og demokratisk Tyskland, hvor vi alle er underordnet loven og ikke alle de vanvittige indfald fra denne korporal, som vi har gjort til kansler. Og jeg mener også, at de moderate partier har haft deres del af ansvaret for at have ladet Hitler komme til magten. Man skal ikke være imødekommende over for personer som ham, det er en fejl, som vi tyskere har begået, men det har de europæiske lande også. For at kunne være effektive må vi optræde i ubemærkethed, og derfor forklarer jeg vores venner, at vi må opføre os som kamæleoner,“ sagde Schatzhauser. „For eksempel ønskede Max at træde ud af hæren, men jeg har overbevist ham om, at det ikke er det rigtige at gøre det, fordi han er mere nyttig for os indenfor, idet vi på den måde kan holde os orienteret om, hvad de militære chefer tænker, hvor mange der kan formodes at sympatisere med os, hvilke planer Hitler har … Vi bør alle blive på vores poster. Dog er det ikke nødvendigt at vise begejstring for Der Führer, men vi skal heller ikke gøre os så meget bemærket, at vi ender i Gestapos fangekældre. Dér vil vi ikke være til nogen nytte for vores land.“

Albert James var imponeret over professor Schatzhausers beslutsomhed og klare tanker, hvorimod Amelia mente, at professoren og hans venner var alt for forsigtige til at kunne kæmpe effektivt mod et monster som Hitler.

Berlinerne syntes at leve fjernt fra krigens lidelser, og Berlin fortsatte med at være Stadt der Musik und des Theaters, musikkens og teatrets by.

„Albert, der står her, at Carla Alessandrini skal optræde i Tristan og Isolde på Deutsches Opernhaus om fjorten dage!“

„Kommer din veninde Carla til Berlin? Du har da ellers fortalt mig, at hun var overbevist antifascist.“

„Det er hun også! Men ud over at være den største operasangerinde i verden er Carla italiener, så der er ikke noget underligt i, at hun bliver engageret af operaen i Berlin. Er du og jeg ikke også her? Nazisterne tror, at du ikke er en farlig person, fordi du er amerikaner, og dit land har erklæret sig neutralt, og da jeg er spanier, tror de sikkert, at jeg er frankist.“

Albert svarede ikke, for han vidste, hvor meget Amelia holdt af Carla Alessandrini, og at enhver kritisk bemærkning ville have startet en diskussion.

„Men hun er jo her!“ udbrød Amelia.

„Hvad mener du?“

„At Carla har indlogeret sig på Hotel Adlon, det står der i avisen. Jeg vil bede omstillingsbordet sætte mig i forbindelse med hende.“

Et par minutter senere kunne Amelia høre Vittorio Leonardis muntre stemme. „Amelia, cara! Come vai?“

Amelia fortalte ham, at hun også boede på Hotel Adlon, og at hun glædede sig til at se dem igen. Det var Vittorio straks med på.

„Carla er til prøve, og jeg skal lige nu hen og hente hende på teatret, men når vi er tilbage igen, kan vi jo spise middag sammen.“

Da de mødtes i hotellets foyer, gav Carla Alessandrini straks Amelia en kæmpe omfavnelse. Imens snakkede Vittorio med Albert, som om han havde kendt ham hele livet, selv om han faktisk kun havde set ham ganske kort i Paris. Men Vittorio var en verdensmand, og han forstod straks, at Amelias ledsager var mere end en god ven.

De spiste alle fire sammen i hotellets restaurant, og Carla spurgte interesseret til de seneste omskiftelser i Amelias liv.

„Cara! Det er, som om de sørgelige begivenheder forfølger dig! Og jeg forstår det ikke, så smuk som du er, men sådan er livet, og det vigtigste lige nu er, at du har det godt, og at Albert passer på dig. Og det har han også bare at gøre, for ellers vil han få med mig at bestille,“ sagde hun og løftede en truende finger mod Albert James.

Divaen fortalte, at selv om hun hadede nazisterne, havde Vittorio sagt til hende, at eftersom fascisterne styrede Italien, ville det have været at gøre sig alt for meget bemærket, hvis hun nægtede at synge i Berlin. Hun var ked af, at der var så mange af hendes jødiske venner, musikere, orkesterledere, teaterfolk, som var flygtet ud af landet.

„Man skal ikke lade sig narre af byens udseende; den er ikke længere, hvad den var, for de dygtigste har været nødt til at flygte. Tro ikke, at jeg har det godt med at være her …“

„Jamen Carla, amore! Du kan ikke tillade dig at give så klart udtryk for dine politiske præferencer. I Milano tillod hun sig at afvise Il Duce, da han kom for at hilse på hende efter at have overværet opførelsen af La Traviata. Carla lukkede sig inde i sin garderobe efter forestillingen og beordrede mig til at sige til ham, at hun havde fået migræne og derfor ikke var i stand til at tale med ham. Det troede Il Duce naturligvis ikke på, og gennem nogle venner har vi fået at vide, at han har givet ordre til at lade os overvåge. Hvis vi havde nægtet at tage til Berlin, hvad tror I så, at Il Duce ville have tænkt? Vi kunne ikke fremføre nogen som helst grund til at afslå denne opgave.“

„Jeg hader fascisterne, og jeg hader nazisterne endnu mere!“ udtalte Carla uden at bekymre sig om, at gæsterne ved de nærmeste borde så med bestyrtelse over på hende.

„Lad for guds skyld være med at råbe, kæreste!“ bad Vittorio.

„Jeg mener det samme som dig,“ sagde Amelia og greb sin venindes hånd.

„Vi mener alle det samme, men Vittorio har ret, det er nødvendigt at være forsigtig,“ påpegede Albert.

„Det er netop problemet, at forsigtigheden ender med at blive til samarbejde,“ sagde Amelia.

„Nej, det har du ikke ret i. Jeg mener, det er bedst, at vi kan bevæge os rundt i Berlin og tale med forskellige mennesker for derefter at være i stand til at fortælle verden om den fare, som Hitler udgør. Hvis jeg nu står op og begynder at gå til angreb på nazisterne, vil jeg blot opnå, at de anholder mig, og så vil jeg ikke kunne skrive i aviserne om, hvad der sker her,“ konkluderede Albert.

„Og så siger man, at mænd ikke er beregnende og praktiske,“ tilføjede Carla.

Vittorio fortalte, at Deutsches Opernhaus’ ledelse to dage senere ville afholde et cocktailparty efterfulgt af en middag til ære for Carla, og at han ville bede dem invitere Amelia og Albert.

„Og det har de bare at gøre, for ellers kommer jeg slet ikke selv til festen,“ erklærede Carla.

Den tysk-sovjetiske pagt var mere vidtrækkende, end mange havde troet til at begynde med. De hemmelige protokoller begyndte at komme frem i lyset via de begivenheder, der fandt sted, og den 17. september trængte sovjetiske tropper ind i Polen.

Amelia og Albert deltog dagen efter i et møde hjemme hos Karl Schatzhauser. Lægen bad medlemmerne i den modstandsgruppe, han var leder af, om ro.

„De har fordelt Polen mellem sig, og desværre har den britiske regering ikke taget et eneste skridt til forsvar for Polen,“ sagde Max beklagende.

„Det ser ud, som om man i England ikke ved, hvilken vej man skal gå,“ påpegede Albert.

„Polen skulle angiveligt være deres allierede, men de har bare ladet landet falde i hænderne på Hitler og Stalin,“ sagde Amelia.

I mødet deltog en protestantisk præst, som forsøgte at modarbejde den modløshed, der syntes at brede sig i gruppen, ved at tale om håbet.

„Vi kan stadig gøre noget, vi giver ikke op. Der er mange mennesker, som er imod Hitler,“ forsikrede præsten, som hed Ludwig Schmidt.

Præsten sagde, at han kendte en person, der havde tæt forbindelse til admiral Canaris, chefen for den tyske efterretningstjeneste. Ifølge denne person delte admiralen ikke det magthavende nazistpartis anskuelser, og desuden syntes admiralen at være parat til at hjælpe, hvor han kunne, i modstanden mod Hitler, bare han ikke blev direkte involveret.

Max von Schumann bekræftede denne oplysning og tilføjede, at oberst Hans Oster, chef i de væbnede styrkers efterretningstjeneste, tillige med nogle andre militære chefer, var imod Hitler.

„De burde arbejde sammen!“ fastholdt Albert.

„Vi må ikke begå fejltrin. Det er bedst, at hver gruppe handler, som den finder det hensigtsmæssigt, og så kommer den tid, hvor vi ved, hvem der er med hvem,“ svarede Karl Schatzhauser.

„De er leder af vores gruppe, professor, og jeg accepterer Deres strategi, men jeg mener, at vores ven Albert James har ret,“ indskød Max.

Pastor Ludwig Schmidt fortalte Albert James om nazismens grundlag.

„Der er tre bøger, som De bør læse for at forstå, hvad denne galskab går ud på: Mein Kampf af Adolf Hitler selv, Der Mythus des 20. Jahrhunderts af Alfred Rosenberg og Das Manifest zur Brechung der Zinsknechtschaft des Geldes af Gottfried Feder. De kan slet ikke forestille Dem, hvad Feder har kunnet finde på at skrive om, hvordan vores økonomi skal saneres. Hvad Rosenbergs bog angår, er den tåbelig, dens mål er at vise den nordiske races overlegenhed. Han angriber desuden det kristne grundlag, for De må ikke glemme, at nazisterne hader Gud. Men læs Mein Kampf, og De vil tydeligt se, hvad det er, Hitler har til hensigt.“

„Indtil nu har jøderne været nazisternes vigtigste mål,“ sagde Amelia.

„De har ret, men ud over at ville gøre det af med jøderne er nationalsocialismens mål at fjerne Tysklands kristne rødder og skabe et land uden hverken Gud eller religion,“ svarede pastor Schmidt.

Amelia benyttede et øjeblik, hvor Albert talte med professor Schatzhauser, til at bede Max om at hjælpe med at finde frem til Itzhak og Judith Wassermann.

„En af vores venner har fortalt os, at de er blevet ført til en arbejdslejr, og der må vel være et register, hvor deres navne står opført …“

„Det bliver svært at finde ud af, men jeg vil gøre, hvad jeg kan.“

„Du er officer, så dig vil de sikkert fortælle det til.“

„En officer, der viser interesse for nogle jøder, vil virke mistænkelig i partiets øjne. Det er slet ikke så let, men jeg vil se, om jeg kan finde ud af noget gennem en ven i efterretningstjenesten.“

På et andet tidspunkt under mødet spurgte Amelia til Ludovica.

„Som du nok kan forestille dig, ved hun ingenting om disse møder, og jeg tvivler ikke på, at hun ville angive os, hvis hun gjorde det,“ svarede Max.

„Ludovica er nazist, ikke sandt?“

„Du har jo selv hørt hende. Ulykkeligvis har jeg en hustru, der er overbevist nationalsocialist. Hun er ud af en familie, som ejer adskillige virksomheder i Ruhr-distriktet, og som ligesom mange andre har støttet Hitler. De ønskede et stærkt regime, en diktator. Mange af dem, der har støttet ham, siger nu, at de troede, de kunne gøre deres indflydelse gældende over for ham, men det er blot en undskyldning fra mennesker, som er patrioter af egen interesse, og som er ligeglade med den moralske fornedrelse, de fører Tyskland ud i.“

„Jeg er ked af det på dine vegne …“

„Du kan nok forestille dig, hvor smertefuldt det er for mig, at Ludovica er nazist. Selvfølgelig stoler jeg ikke på hende, og vores forhold er blevet fuldstændig ødelagt; vi opretholder blot facaden.“

„Hvorfor bliver du ikke skilt?“

„Det kan jeg ikke, fordi jeg er katolik. I det her land, hvor de fleste er protestanter, er der altså også katolikker, og det er Ludovica og jeg. Vi er tvunget til at blive sammen.“

„Det er jo forfærdeligt!“

„Vi er hverken det første eller det sidste ægtepar, der blot opretholder facaden. Og selv om jeg gerne ville skilles, ville Ludovica aldrig gå med til det, så vi har begge to tilpasset os denne situation. Jeg foregiver ikke at være lykkelig, det eneste, jeg er optaget af, er at gøre en ende på Hitler.“

Karl Schatzhauser kom hen til dem sammen med Albert.

„Kære Amelia, jeg forsøger at overtale Albert til at lade det gå videre til den britiske regering, at det ikke er hele Tyskland, som er blevet vanvittig, at der findes mænd og kvinder, som er parat til at kæmpe mod Hitler, men at vi har brug for hjælp. Vi har brug for hjælp, men englænderne skal være klar over, at vi aldrig vil forråde vores land, vi vil blot forsøge at styrte Hitler og forhindre, at krigen bliver til en endnu værre tragedie, end den forrige krig var.“

Albert lovede at hjælpe dem og brød således for første gang et princip, som havde været urokkeligt for ham, nemlig at fortælle sine læsere, hvad han som journalist så og hørte, uden at blande sig politisk.

I slutningen af september overgav Polen sig til Tyskland. Landet blev opdelt i zoner: De vestlige provinser blev annekteret af Tyskland, mens de østlige kom i hænderne på Sovjetunionen. Millioner af polakker led under konsekvenserne af at være underkastet Das Reich. De første ofre var jøderne.

Premieren på Tristan og Isolde var en stor succes. Et jublende og hengivent publikum klappede ad Carla Alessandrini, så hun måtte på scenen igen mere end ti gange. Den aften overværede Joseph Goebbels forestillingen sammen med andre store kanoner inden for det nazistiske parti. Nogle af dem sendte blomsterbuketter til den italienske diva og bad om et stævnemøde eller inviterede på middag. Carla kiggede ikke engang på blomsterne, men bad sin påklæderske lade dem ligge uden for garderoben.

„Selv nazistiske blomster lugter grimt,“ bedyrede hun.

Efter forestillingen inviterede Vittorio og Carla nogle venner, heriblandt Amelia og Albert, på middag i hotellets restaurant. Efter middagen tog Carla afsked med sine gæster, idet hun undskyldte sig med træthed, og hun bad Amelia om at følge med op i suiten.

„Vi har ikke haft lejlighed til at være alene et eneste øjeblik, og jeg har så gerne villet spørge dig, om dit og Albert James’ forhold er seriøst.“

Amelia tænkte lidt over spørgsmålet. Hun spurgte ofte sig selv om, hvor alvorligt hendes forhold til journalisten var.

„Albert har reddet mig flere gange. Han er det mest generøse menneske, jeg har kendt, og han har aldrig bedt mig om noget.“

„Jeg spurgte dig, om du elsker ham – ikke andet.“

„Ja, jeg tror nok, at jeg elsker ham.“

„Puha, sikke et svar! Eller måske elsker du ham ikke.“

„Jo, jeg elsker ham! Bare ikke på samme måde, som jeg elskede Pierre, men jeg formoder, at jeg aldrig vil komme til at elske nogen på samme måde igen. Han gjorde mig så megen fortræd!“

„Glem Pierre! Han er død, og hvad der er sket er sket, og der er ingen vej tilbage. Lad være med at opføre dig som den slags mennesker, der elsker at beklage sig over fortiden. Du skal se fremad og sørge for at nyde nuet, så meget du kan. Nu skal du høre min mening: Albert er et godt menneske, han elsker dig, og han er parat til at gøre hvad som helst for dig, og måske er det derfor, du ikke værdsætter ham, så meget som du burde.“

„Jamen jeg ved udmærket, at han er et usædvanligt menneske!“

„Som elsker dig og stoler betingelsesløst på dig. Sådan er Vittorio, og som du ser, kunne jeg ikke leve uden ham, men det er af ren egoisme. Han er min mand, ja, men han er også den, der dækker min bagtrop. Jeg tror, at Albert er ligesom Vittorio, og den slags mænd har fortjent mere, end vi kan give dem. Det er en skam, men sådan er livet!“

„Jeg bryder mig ikke om, at du tror, jeg ikke værdsætter Albert.“

„Selvfølgelig værdsætter du ham! Du er bare ikke forelsket i ham, og du ville når som helst forlade ham. Hvad er der så med din tyske baron, Max von Schumann?“

„Ingenting. Albert og jeg har været til middag hjemme hos ham, og vi har mødt ham et par gange.“

„Jeg mener at kunne huske, at du skrev til mig og fortalte, at du følte dig meget tiltrukket af ham.“

„Det er rigtigt … men altså Max er gift, jeg har mødt hans hustru, baronesse Ludovica, en meget smuk, men forfærdelig kvinde, hun er nazist. Max er ikke lykkelig sammen med hende.“

„Konflikt i sigte! Det ender med, at du falder i Max’ arme.“

„Nej, det ønsker jeg ikke, og det gør han heller ikke. Max er en mand af ære, og hans ægteskab med Ludovica er for altid. De er katolikker.“

„Sludder! Jeg er også katolik, og jeg har selvfølgelig ikke tænkt mig at forlade Vittorio, men hvis jeg nu løber ind i den store kærlighed? Hvad ville jeg så være i stand til at gøre? Indtil nu har de mænd, jeg har kendt og elsket, ikke været værd at forlade Vittorio for, og efterhånden som årene går, tror jeg, det er mindre sandsynligt, at der dukker en prins på en hvid hest op, som jeg vil flygte sammen med, men hvis han nu alligevel dukker op? Det eneste vi ikke må gøre er at narre os selv. Jeg kan se, at du stadig føler dig tiltrukket af baronen, men jeg håber bare, at du ikke lider alt for meget. Du må ikke glemme, at hvis det går skidt for dig, kan du altid regne med mig, og især nu, hvor du har mistet dine forældre. Apropos, har du hørt nyt fra din familie?“

„Min søster Antonietta er stadig svagelig.“

„Det pigebarn har brug for at få noget at spise. Hvorfor kommer du ikke til Italien og tager hende med? I kan bo i mit hus i Milano, eller endnu bedre, du ved, at jeg har en villa på Capri, dér kan hun rekreere sig og nyde den friske havluft.“

„Du ved godt, at jeg ikke kan gøre det. Jeg er nødt til at arbejde, for jeg vil ikke tage imod penge fra Albert, hvis jeg ikke arbejder for dem. Med disse penge kan jeg hjælpe min familie, for min onkel Armando tjener ikke nok til at underholde dem alle. Desuden bor Lolas søn, Pablo, stadig hos min tante og onkel, idet hans mormor ikke er blevet rask og stadig ligger på hospitalet. Der er mange munde at mætte.“

„Og du er så stolt, at du nægter at tage imod min hjælp!“

„Jeg er ikke stolt, Carla. Jeg kan forsikre dig om, at hvis jeg ikke var i stand til selv at tjene penge til min familie ved at arbejde, så ville jeg hellere bede dig om hjælp end at lade dem lide nød, men lige nu kan jeg sende dem tilstrækkeligt med penge, for jeg bruger ingen på mig selv.“

„Det har jeg bemærket. Vi tager på indkøb en dag. Du kan ikke nægte at tage imod et par ting, som jeg forærer dig, for jeg må sige, at du ligner en askepot.“

Nogle dage senere ringede professor Karl Schatzhauser til Albert og bad ham om straks at komme forbi. Han lagde stor vægt på, at Amelia også skulle komme med.

Det var sidst på eftermiddagen, da de begav sig hen til hans hus, hvor de også mødte Max og en anden mand. Karl Schatzhauser gik lige til sagen. „Kære Amelia, Max har fortalt mig, at De er veninde med Carla Alessandrini.“

„Det er rigtigt,“ svarede Amelia forbavset.

„Måske kan De hjælpe os med at redde en ung kvinde.“

„Jeg forstår ikke …“

„Lad mig præsentere Dem for fader Rudolf Müller.“

Professor Schatzhauser vendte sig om mod manden, der indtil da havde været tavs. Præsten så ikke ud til at være mere end tredive år og virkede nervøs.

„Fader Müller er katolsk præst og med i vores lille modstandsgruppe. Han er naturligvis med som privatperson og ikke som repræsentant for den katolske kirke.“

Amelia og Albert så interesseret hen på præsten, der på sin side betragtede dem med bekymring.

„Jeg behøver vist ikke at fortælle Dem, hvad situationen er for de forfulgte tyske jøder. Fra den ene dag til den anden forsvinder de og bliver ført til arbejdslejre, og bagefter er det umuligt at få oplysninger om deres skæbne. Altså, en jødisk familie, som fader Müller kender, har et problem, og Max og jeg har tænkt på, at De måske kan hjælpe. Men det er bedst, at fader Müller selv forklarer Dem situationen.“

Præsten rømmede sig, inden han begyndte at tale, og mens han kiggede direkte på Amelia, forklarede han, hvad han gerne ville have hende til at hjælpe med.

„Jeg er forældreløs. Min far døde, da jeg var barn, og min mor var alene om at opfostre mig og min storesøster. Min far havde et bogbinderi, som gav tilstrækkeligt til, at vi kunne leve godt og oven i købet have en medhjælper ansat. Da min far døde, overtog min mor forretningen, og min storesøster hjalp hende, så godt som hun nu kunne, men jeg behøver nok ikke minde Dem om den nød og elendighed, som Tyskland har oplevet, og min fars ulykkelige død faldt sammen med, at bogbinderiet var begyndt at mangle opgaver. Tæt ved bogbinderiet, omkring Chamissoplatz, boede nogle af mine forældres venner, familien Weiss, der havde en antikvarboghandel. Ud over at være en god ven var Herr Weiss også kunde hos min far og plejede at indlevere gamle bøger til indbinding. Herr Weiss var ikke jøde, men det er hans hustru, Batsheva. De havde kun ét barn, Rachel, som er på min alder, og man kan godt sige, at vi voksede op sammen, og at hun var som en søster for mig. Da min far døde, hjalp Herr Weiss min mor, så meget han kunne, og til trods for de vanskeligheder han selv havde, støttede han os altid. For et år siden døde Herr Weiss af et hjerteanfald, og to måneder senere blev Batsheva anholdt af Gestapo, der anklagede hende for at sælge forbudte bøger. Det er ikke sandt, men de tog hende med sig, og det eneste, som vi har kunnet finde frem til er, at den stakkels kvinde befinder sig i en arbejdslejr. Heldigvis var Rachel ikke i boghandlen, da Gestapo dukkede op, så hun undgik at blive taget med. Siden da har hun boet hos min mor og søster og mig, vi har gemt hende, men vi frygter for, hvad der kan ske hende. Jeg er ikke rolig, før jeg ved, at hun er ude af Tyskland, men det er ikke let for jøder at få tilladelse til at rejse. For et år siden erklærede regeringen deres pas for ugyldige … jeg går ud fra, at De er bekendt med, hvad der sker her. Gennem nogle venner, som siger, at de kender en embedsmand, kan vi måske skaffe udrejsetilladelse til Rachel, men det er nødvendigt, at nogen garanterer for hende, at hun har en beskytter, for at hun kan få dette dokument, og især at vedkommende tager hende med ud af landet. Max har fortalt, at Carla Alessandrini er Deres gode veninde, og … ja, så fik vi den idé, at hvis fru Alessandrini siger, at hun ønsker at ansætte Rachel som kammerpige, medhjælper eller hvad der nu kan være passende, vil myndighederne måske sige ja. Det var, hvad jeg ville bede Dem om, nemlig at redde Rachel, der er som en søster for mig, og jeg … jeg vil være Dem evigt taknemlig.“

„Lad os antage, at det lykkes Carla Alessandrini at få myndighederne til at give Rachel denne udrejsetilladelse, og at vi får hende ud af Tyskland. Hvad skal vi så gøre?“ spurgte Albert James.

„Redde hende. Gøre, hvad der er muligt for, at hun kan komme til USA, hvor der er en jødisk menighed, som måske kan støtte hende, eller hvor hun måske kan finde frem til nogle af sin mors slægtninge, der emigrerede til New York for et par år siden.“

„Jeg kan ikke love noget, men jeg vil spørge Carla. Hun er antifascist og afskyr nazisterne. Og hvis ikke hun kan gøre noget, kunne jeg måske selv forsøge, for jeg er trods alt spanier, og Franco er allieret med Hitler. Men hvis Carla får Rachel ud af Tyskland, kan jeg hjælpe med at få Rachel til Spanien og derfra videre til Portugal,“ forsikrede Amelia.

Da fader Müller var gået, kom Max og professor Schatzhauser med en undskyldning over for Amelia og Albert.

„Vi ved godt, at vi har sat jer i en prekær situation,“ sagde Max, „og jeg må tilstå, at det var min idé, så jeg beder jer undskylde. Jeg har kendt fader Müller i et godt stykke tid, han er et godt menneske, og jeg vil gerne hjælpe ham, men nu har jeg så trukket jer ind i den her historie. Især dig, Amelia, fordi du er Carla Alessandrinis gode veninde.“

På vej tilbage til hotellet diskuterede Amelia og Albert sagen. Han var bekymret for, om Carla ville føle sig udnyttet af Amelia, og at det kunne ødelægge venskabet mellem de to kvinder, for han vidste, hvor meget Carla betød for Amelia.

Men Albert vidste ikke, hvilken slags kvinde Carla Alessandrini var, og da Amelia havde fremstillet situationen for hende, sagde hun straks ja til at hjælpe Rachel, selv om hendes mand bad hende udvise forsigtighed.

„Forsigtighed! Hvordan kan du bede mig udvise forsigtighed, når jeg kan hjælpe en ulykkelig kvinde? Jeg gør det. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg møder op hos politiet og anmoder om udrejsetilladelse til Rachel, idet jeg forklarer, at jeg ikke kan undvære hende, fordi hun er en usædvanlig dygtig kammerpige. Om jeg så skal ringe til Goebbels selv for at få fat i en udrejsetilladelse … Vi skal nok få den pige ud herfra.“

Amelia omfavnede sin veninde og takkede hende grædende. Hun vidste, at divaen havde et stort hjerte, og hun havde ikke tvivlet på, at hun ville sige ja til at hjælpe i denne farlige situation.

Ledsaget af fader Müller og Rachel mødte Carla op på det kontor, der udstedte udrejsetilladelser til jøder. Den embedsmand, som sagen afhang af, havde på forhånd modtaget bestikkelse i form af rede penge, der var skaffet til veje af Max.

Carla udfyldte et utal af papirer, svarede på et utal af absurde spørgsmål, men optrådte først og fremmest mere end hun nogensinde før havde gjort som en diva, idet hun var klar over, at det kunne gøre indtryk på disse kontorister. Da en af embedsmændene hævdede, at det krævede tid at udstede tilladelsen, blev Carla vred og lavede en scene.

„Tid? Hvor lang tid tror De måske, at jeg kan blive i Berlin? Jeg ringer straks til minister Goebbels, så kan han løse det her problem, og så får vi at se, hvad han siger til, at De generer mig på denne måde. Jeg har tænkt mig at sige til ham, at hvis den her sag ikke bliver ordnet, vender jeg aldrig mere tilbage til Berlin for at synge!“

Rachel fik sit pas, hvori de havde stemplet ordet Jude.

Carla, Vittorio, Amelia og Albert samt Rachel rejste fra Berlin den 12. oktober. Inden de forlod byen, bad Amelia indtrængende Max om at hjælpe med at finde frem til Herr og Frau Wassermann.

„Jeg har svært ved at tro, at du ikke har kunnet finde ud af, hvor de befinder sig,“ beklagede Amelia sig.

„Du må forstå, at jeg ikke kan spørge direkte, men jeg forsikrer dig om, at jeg gør alt, hvad der er muligt, for at finde ud af, hvor de er endt henne.“

„Når du finder dem, skal du hjælpe dem. Lov mig, at du vil sørge for at få dem ud fra det sted, hvor de er!“

„Jeg giver dig mit æresord på, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe dem.“

„Det er ikke nok! Du skal sørge for at få dem ud af den arbejdslejr, hvor de er!“

„Det kan jeg ikke love dig, Amelia, for hvis jeg gjorde det, ville jeg lyve.“

At få Rachel ud af Berlin var kun første del af den plan, som de havde udarbejdet i dagene før. De ville tage toget til Paris, og derfra skulle Carla så vende tilbage til Italien, mens Albert og Amelia tog Rachel med ned til den spanske grænse. Amelia havde påtaget sig at passere grænsen til Spanien sammen med hende og følge hende til Portugal. Albert skulle ikke blot ledsage dem, men også henvende sig på den britiske ambassade for at skaffe de nødvendige tilladelser til, at Rachel kunne rejse til New York. Albert tænkte på at ringe til sin onkel, Paul James, for at han med sin indflydelse, takket være sin stilling i Admiralitetet, skulle prøve at få den britiske ambassade til at skaffe de dokumenter, som Rachel Weiss skulle bruge for at kunne rejse til Amerika.

At Carla var med på rejsen var den allerbedste passérseddel. Billetkontrollørerne, politiet og oven i købet Gestapo syntes ikke at nære den mindste mistro til divaen, så til trods for deres alle sammens frygt forløb rejsen til den franske hovedstad uden episoder.

Rachel viste sig at være en smuk kvinde med mørkebrunt hår og mørkebrune øjne, hun var sød, en smule forsagt og meget kultiveret, et godt menneske, som de alle kom til at holde af.

I Paris indlogerede Carla og Vittorio sig på Hotel Meurice, hvor divaen havde besluttet sig for at blive et par dage, inden hun fortsatte rejsen videre til Rom. Det var ikke et pludseligt indfald, men for at give Amelia og Albert tid til at nå frem til den spanske grænse. Selv om de indtil da ikke var stødt på vanskeligheder, mente Carla, at det var bedst at være i nærheden, hvis de nu blev standset på grund af Rachel.

På dette tidspunkt bredte modløsheden sig i Frankrig. Landet var officielt i krig med Tyskland, og premierminister Edouard Daladier var ved at blive indhentet af begivenhederne.

Amelia havde udtænkt en plan, der gik ud på at tage til Biarritz og derfra fortsætte videre mod den spanske grænse, som hun ikke havde tænkt sig at passere gennem grænsekontrollen, men via de stier, som hun for år tilbage havde lært at kende på sine ture sammen med Aitor. Hun havde endnu den tid i frisk erindring, hvor hun havde været rekonvalescent og boet i sin amme Amayas hjem, og hvor hun havde knyttet venskab med ammens to børn, Edurne og Aitor. Amelia spurgte sig selv, om Aitor mon var vendt tilbage fra Mexico, og om han i så fald mon levede i eksil i den franske del af Baskerlandet. Hvis det var tilfældet, var hun sikker på, at Aitor ville hjælpe dem.

Albert kørte uden ophold ned til Biarritz, og da de ankom til byen, viste Amelia vej til sin farmor Margots hus. Den gamle kvinde var død for nogen tid siden, men Amelia var sikker på, at hendes husassistent Yvonne havde nøglerne til huset eller stadig boede i det.

Da de nærmede sig huset, der lå for enden af en vej med facaden ud mod havet, bemærkede Amelia, at vinduesskodderne stod åbne.

Hun bad Albert og Rachel om at vente i bilen, for hun var ikke sikker på, hvad hun ville støde på.

Yvonne lukkede døren op og syntes først ikke at kunne genkende hende, men så faldt hun hende grædende om halsen.

„Mademoiselle Amelia, hvor er det dejligt at se Dem! Og sikke en overraskelse!“

Hun bød hende indenfor, og med tårer i øjnene fortalte hun, hvad Amelia allerede vidste, nemlig at madame Margot var død.

„Madame led ikke, men i de sidste dage var hun meget urolig, for tilsyneladende var hun klar over, at hun skulle dø, så hun beklagede sig over, at hun ikke kunne få sagt farvel til sine sønner og sine børnebørn, især Dem og mademoiselle Laura, der var hendes yndlingsbørnebørn.“

Yvonne fortalte, at madame Margot havde givet hende lov til at blive boende i huset, for hun var sikker på, at hendes sønner – når det blev muligt for dem at komme til Biarritz – ville beholde hende i deres tjeneste.

„Fruen fik lavet et testamente nogle måneder før sin død. Jeg har her en lukket kuvert, som madame gav mig. Hun fortalte mig, at heri stod navnet på den notar, som don Juan og don Armando skal henvende sig til. Madame var meget forudseende og var meget bekymret over krigen i Spanien; hun gav mig en sum penge, så jeg ikke skulle mangle noget i min alderdom og … ja, her er jeg så og går og venter på, at der skal dukke nogen op fra Garayoa-familien.“

Amelia fortalte hende, at hun var på vej til Spanien sammen med nogle venner, og at de gerne ville hvile lidt og have lidt varmt at spise.

Det var også en lettelse for Albert og Rachel at kunne føle sig i sikkerhed i dette hus. De behøvede ikke at forklare Yvonne noget, for hun forstod straks, at der var noget alvorligt på færde, og at Amelia var i vanskeligheder, så om aftenen, da Rachel havde trukket sig tilbage for at hvile sig, og Albert var faldet i søvn af ren udmattelse, kom Yvonne ind til Amelia.

„Mademoiselle,“ sagde hun, „jeg tror, at De har problemer, så hvis jeg kan hjælpe … Madame Margot stolede på mig, og De ved, hvor meget jeg holder af Deres familie. Dem har jeg kendt, lige siden De blev født, og det samme gælder Deres søster Antonietta. Jeg kom her til huset, fordi jeg blev ansat af madame Margots mor, madame Amelia, som De er blevet opkaldt efter …“

„Jeg ved det, jeg ved det, Yvonne … Jeg ved selvfølgelig, at jeg kan stole på dig! Ser du, vi er på vej til Spanien, ikke via grænsekontrollen, men via bjergstierne. Husker du Aitor, søn af vores amme Amaya? Han viste mig de skjulte stier, som kun gedehyrderne benytter.“

„Mange spaniere er flygtet hertil fra Franco. Hvis De havde set dem, de stakler! Jeg ved ikke noget om Aitor, men jeg kender en spanier, som flygtede hertil sammen med sin familie, og som var medlem af det baskiske nationalistparti PNV. En sympatisk mand, der arbejder hårdt for at kunne brødføde sin familie. Inden krigen havde han en forretning, men han mistede alt, da han gik i eksil. Han havde det held at være gift med en kvinde herfra, og nu arbejder han på et hotel. Hvis De synes, kunne jeg måske spørge … jeg ved ikke, men måske kender han noget til Aitor …“

„Det ville jeg være meget taknemlig for! Aitor kunne være os til stor hjælp. Jeg mødte ham for nogle måneder siden i Mexico, og han var øjensynligt parat til at vende tilbage for at hjælpe flygtninge. Bare han er det!“

„I morgen tidlig går jeg hen og taler med denne mand, som står i hotellets reception allerede klokken syv.“

Yvonne gjorde, som hun havde lovet, og vendte tilbage og fortalte Amelia, at manden fra PNV ville komme og besøge dem samme eftermiddag, når hans arbejdsdag var slut. Albert havde ladet Amelia gøre, som hun syntes, selv om han var noget usikker, da det ikke var klogt at stole på en fremmed.

Klokken halv syv ankom Patxi Olarra. Albert vurderede, at han måtte være omkring halvtreds år. Han var en stor og stærk mand og havde helt hvidt hår.

Amelia spurgte ham, om han kendte Aitor Garmendia, og hun fortalte, hvem han var, hvor hans families gård lå, og at hun sidst havde set ham i Mexico, hvor han havde arbejdet som sekretær for en eksileret leder i det baskiske nationalistparti.

Olarra lyttede i tavshed og tog sig god tid, inden han sagde noget.

„Hvad vil De?“ spurgte han direkte.

„Hvad vi vil? Vi vil ikke noget. Jeg er barndomsven med Aitor …“

„Jo, men hvad vil De ham?“ fortsatte Olarra.

„Jeg har fortalt, at jeg gerne vil vide, om han befinder sig her på egnen, og hvis han gør det, vil jeg gerne mødes med ham. Jeg formoder, at eksilerede medlemmer af PNV holder sig i kontakt med hinanden, at de kender hinanden …“

„Jeg skal se, hvad jeg kan gøre for Dem.“

Patxi Olarra rejste sig fra stolen, bøjede hovedet let og forlod huset uden at sige mere.

„Sikke en besynderlig mand,“ bemærkede Albert.

„Baskerne er et folk af få ord, og hvis de skal gøre noget, så gør de det og færdig,“ svarede Amelia.

„Jeg ved ikke, om han er ven eller forræder,“ sagde Albert bekymret.

„Han ved ikke noget om os, og han har ikke set Rachel.“

„Alligevel … jeg ved ikke rigtig … jeg er urolig.“

„Han er et godt menneske, det garanterer jeg,“ indskød Yvonne.

Der gik to dage, uden at de hørte noget til Olarra, så Amelia besluttede, at de ikke skulle vente længere, men ved egen hjælp forsøge at krydse grænsen til Spanien.

„Er du nu sikker på, at du kan huske, hvor de stier er, som Aitor fortalte dig om?“ spurgte Albert bekymret.

„Selvfølgelig er jeg det,“ svarede Amelia mere sikkert, end hun faktisk følte sig.

Rachel stolede derimod blindt på Amelia, så selv om hun var ældre, fulgte hun Amelia som et barn.

Amelia havde planlagt turen til dagen efter, så hun foreslog, at de gik tidligt i seng, så de kunne være udhvilede.

„Det er ikke let at færdes på bjergstierne, så det er bedst, at vi er helt friske.“

De var endnu ikke gået i seng, da det ringede på døren. De blev straks nervøse, og Yvonne sendte Rachel op ovenpå, hvorefter hun selv gik ud og lukkede op.

Udenfor stod en person, der spurgte efter Amelia, og da Amelia genkendte stemmen, råbte hun glad. „Er det dig, Aitor?“

„Du skal ikke tro, at det er så let at vandre fra den ene side til den anden,“ svarede Aitor og gav sin veninde et knus.

De snakkede sammen et godt stykke tid. Aitor fortalte, at hans chef havde besluttet at sende ham tilbage, for at han kunne gøre nytte som kontaktmand mellem dem, der flygtede, og dem, der allerede havde organiseret sig i eksilet.

„Vi sørger for at være diskrete for ikke at kompromittere de franske myndigheder alt for meget, for selv om Frankrig er i krig med Tyskland, har man ikke afbrudt forbindelsen med Spanien, og derfor er vi nødt til at gå meget forsigtigt til værks. I kan slet ikke forestille jer, hvor mange tusind flygtninge der er i lejrene, og hvilke forhold de lever under … Vi forsøger at hjælpe nogle af vores folk og få dem over grænsen, men det er kompliceret.“

„Vi ønsker netop at krydse grænsen til Spanien ad en af de bjergstier, som du fortalte mig om, for at redde en …“

Amelia fortalte Rachels historie til Aitor, og hun sagde, at de forsøgte at nå til Lissabon.

„Det bliver ikke let og da slet ikke på denne tid af året, hvor det er vinter, og der er sne. Desuden er Francos soldater og politi overalt.“

„Men I bruger jo selv de stier! Hjælper I ikke netop folk ud af Spanien?“

Aitor sagde ikke noget. Han brød sig ikke om at skuffe Amelia, men på den anden side frygtede han at bringe sin organisation i fare ved at forsøge noget så dumdristigt som at få en jøde ind på spansk område med det formål at rejse gennem hele landet for at nå frem til Portugal. Hvis de blev taget til fange og tortureret, ville de fortælle, hvor, hvordan og med hvis hjælp de havde krydset grænsen, og så ville hans organisation blive afsløret.

„Jeg har ikke bemyndigelse til at tage denne beslutning, jeg er nødt til at rådføre mig med mine overordnede,“ konkluderede Aitor.

„Det er der ingen grund til, for hvis du ikke vil hjælpe mig, skal du ikke gøre det. Vi tager af sted i morgen tidlig, og hvis du ikke kommer, forsøger vi selv.“

„Det er vanvittigt, Amelia. I vil fare vild i bjergene, og især på den her tid af året. Det er ikke en leg og heller ikke bare en udflugt.“

„Vi kan ikke blive her. For hver dag der går, løber Rachel en større og større risiko. Hendes eneste mulighed er at komme til Portugal.“

„Hun kan måske få opholdstilladelse i Frankrig … for Frankrig er jo i krig med Tyskland.“

„Gør du nar ad mig? Må jeg minde dig om, hvor de spanske flygtninge opholder sig? Skal jeg fortælle dig om Frankrigs politik over for jøder? Gå nu, Aitor, jeg vil ikke bringe dig i fare. Du kæmper din egen krig, og den er Rachel ikke en del af, så du har ingen grund til at hjælpe os.“

„Hvis noget går galt, risikerer du livet,“ advarede Aitor.

„Jeg ved det, vi ved det, men vi har ikke andet valg.“

Aitor gik irriteret igen. Det var ikke lykkedes ham at tale Amelia til fornuft og overbevise hende om, at hyrdestierne i bjergene var meget farlige.

Heller ikke Albert kunne overtale Amelia til at forsøge at finde en anden løsning.

„Jeg tager af sted i morgen tidlig sammen med Rachel, og jeg lover dig, at det nok skal lykkes mig at nå over på den anden side,“ svarede hun vredt på grund af Alberts forsøg på at opgive planen.

Klokken tre om natten, da Amelia, Rachel og Albert var ved at tage afsked med Yvonne, hørte de nogle kraftige bank på døren. Den gamle husassistent gik ud for at lukke op og blev overrasket over at se Aitor.

„Du er stædig som et æsel, så jeg havde ikke andet valg end at hjælpe dig, ellers vil politiet bare opdage stierne over grænsen,“ sagde Aitor.

Amelia omfavnede ham taknemlig. „Tak. Tusind tak.“

„Er I ordentligt forberedt? I får brug for varmt tøj, for ellers dør I af kulde.“

„Jeg tror, at vi har alt, hvad vi behøver,“ forsikrede Albert.

Den første nat sov de i den fri luft og senere i hyrdernes små hytter. Aitor gik forrest med sikre skridt på trods af mørket, og Albert gik bagest. Amelia og Rachel spadserede i tavshed uden at beklage sig over det hårde terræn eller frygten for nattens mange lyde.

„Nu kommer vi snart ind i Spanien, og så er det bedst, at vi slukker lyset,“ meddelte Aitor ved daggry.

„Hvor langt er der igen?“ spurgte Albert.

„Ikke over femten kilometer. Når vi er kommet over grænsen, går vi hen til mine bedsteforældres gård. Her venter man os.“

Amelia kunne skimte Amayas skikkelse i døren til stuehuset og løb hen til hende med tårer i øjnene. Hun omfavnede sin amme, og kvinden kyssede hende.

„Søde Amelia, hvor er du dog køn! Hvor har du dog forandret dig! Åh gud, jeg troede aldrig, at jeg ville få dig at se igen!“

De gik ind i huset, som Amelia havde kære minder om, men hun blev dybt bedrøvet, da hun fik at vide, at Aitors morfar var død, og da hun så, at hans mormor lå syg i sengen.

„Hun kan ikke engang tale længere,“ hviskede Amaya og pegede hen på den gamle kone, der tilsyneladende ikke kunne genkende dem.

Amaya fandt noget at spise frem til dem og kunne ikke lade være med at grine ad Alberts ansigtsudtryk, da han havde drukket en stor kop mælk.

„Kan De ikke lide det? Så er det, fordi De aldrig har smagt rigtig mælk, den her mælk er nymalket.“

„Har du hørt fra min familie?“ spurgte Amelia.

„Edurne skriver en gang imellem, men med stor frygt, for som du ved, åbner de brevene, og politiet mistænker alle. Din søster Antonietta ser ud til at have fået det bedre, og hvad angår Lolas søn, så bor han stadig hos din moster og onkel, fordi hans mormor ikke er kommet hjem fra hospitalet. Don Armando har fået arbejde, og din kusine Laura er stadig glad for at være på skolen. Min Edurne sørger godt for dem, det kan du være sikker på.“

„Jeg formoder, at hun ikke har fortalt dig noget om min søn Javier eller om Santiago …“

„Din søn ser de på afstand en gang imellem, og han er en køn dreng, der ingenting mangler. Águeda passer ham godt, og han er altid ren og pæn. Vil du ikke finde en telefon og ringe til dem?“

„Selvfølgelig ikke!“ skyndte Aitor sig at sige. „Det er bedst at være diskret, og jo mindre der bliver lagt mærke til dig, jo bedre; politiet kontrollerer alle samtaler.“

„Ja, du har selvfølgelig ret,“ medgav Amelia.

„Nu skal jeg fortælle jer, hvordan I kan komme til Portugal. Jeg har en ven, der handler med skrot, og han kommer overalt i sin lille lastbil. Han vil tage jer med til Portugal, men han skal have betaling. Rejsen er lang, og I kan risikere at blive standset undervejs, så det bliver ikke billigt. Har I penge?“

Albert forsikrede, at de ville betale, hvad der var nødvendigt. Aitor betragtede ham og måtte erkende, at han ikke var en helt almindelig mand. Han spurgte sig selv, om Amelia mon var forelsket i ham, og kom til den konklusion, at det var hun ikke, selv om det var tydeligt, at de udgjorde et par.

Der var ikke gået en halv time, før skrothandleren José María Eguía indfandt sig på gården. Aitor gik ud for at tage imod ham, da han hørte larmen fra lastbilens motor.

Eguía ville have penge på forskud for at køre dem til Portugal.

„Hvis der opstår problemer,“ sagde han, „vil jeg i det mindste have fået en smule ud af det, og jeg har brug for pengene. Jeg har kone, tre børn og en svigermor, der bor hos os, og ikke ret meget at putte i gryden. Desuden skal man vel også tjene lidt, når man udfører et stykke arbejde, ikke sandt?“

De diskuterede ikke beløbet, og straks efter sagde de farvel til Aitor og Amaya.

„Tak, jeg vil aldrig glemme, hvad du har gjort for mig,“ sagde Amelia til hende.

„Vær forsigtige. Du og Albert har passene i orden, men den jødiske pige … Jeg ved ikke, hvad de vil gøre med hende, hvis politiet standser jer.“

„Vi skal nok være forsigtige, bare rolig.“

„I kan stole på Eguía. Han er en god mand, selv om han er lidt grov. Hans bedsteforældre har en gård tæt herved, og da vi var børn, legede vi sammen.“

„Er han medlem af PNV?“ spurgte Amelia.

„Nej, han interesserer sig ikke for politik.“

De kunne knap nok være i lastbilen. Albert satte sig ved siden af Eguía, og Amelia og Rachel anbragte sig på ladet mellem en bunke skrot, men ingen af de to kvinder beklagede sig.

„Tror du, det vil lykkes os at komme til Portugal?“ spurgte Rachel frygtsomt Amelia.

„Ja, det skal nok lykkes os. Rejsen er lang og med de her veje … men vi når frem, og så vil Albert hjælpe dig med at komme til USA.“

Rachel så på hende med stor taknemlighed over disse opmuntrende ord. Turen var besværlig, og det stod snart klart, at lastbilen var i værre stand, end det havde set ud til. I Santander punkterede et hjul, og da Eguía havde afmonteret det, sagde han, at det var ubrugeligt, og at de var nødt til at købe et andet.

„Jamen har De da ikke et reservehjul?“ spurgte Albert med bestyrtelse i stemmen.

„Selvfølgelig ikke! Hvor skulle jeg få et reservehjul fra? Vi har ingenting her.“

Til sidst fandt de et gammelt værksted, hvor de havde et brugt dæk, som Albert naturligvis betalte for.

„Hvis jeg selv skal betale, tjener jeg ikke noget på turen,“ sagde Eugía som undskyldning.

De købte brød, og hvad de ellers kunne få fat i undervejs, og de spiste og sov i lastbilen. Albert tilbød at køre bilen, og selv om Eguía til at begynde med sagde nej, endte det med, at han tog imod tilbuddet for at kunne få hvilet sig lidt.

„Sikke en tur! Hvis jeg havde vidst det, ville jeg have taget noget mere for den,“ beklagede skrothandleren sig.

Albert James skrev senere nogle artikler om Spanien efter krigen, hvori han fortalte, at han havde mødt et land, hvor der manglede alt, og hvor frygten havde gjort folk tavse.

Han fortalte, at når de standsede op for at drikke en kop kaffe på en bar eller få fyldt benzin på, eller når de trådte ind i en lille ussel butik for at købe brød, stødte han på en mur af tavshed, hvis han forsøgte at høre folks mening om den politiske situation.

De nye magthaveres overdrevent patriotiske samtaler overraskede ham også, men først og fremmest overraskede sulten ham. I en artikel skrev han, at i de år stod sulten malet i spaniernes ansigter.

Netop som de var kørt ind i Asturien, gik lastbilen pludselig i stå ved et bjergpas. De var nødt til at stige af og i fællesskab skubbe den lidt væk fra vejen, hvor Eguía forsøgte at reparere den.

„Puha, det her ser skidt ud!“ udbrød han efter at have kigget lidt på motoren.

„Jamen kan De ikke reparere den?“ spurgte Amelia.

„Jeg ved det ikke, måske kan jeg, måske kan jeg ikke.“

De var heldige. Nogle militærlastbiler kom kørende forbi, og Eguía gjorde tegn til dem om at standse.

Kaptajnen, der var leder af konvojen bestående af fire militærlastbiler, viste sig at være en meget venlig mand.

„Den slags ved jeg ikke meget om, men min sergent er fiks på fingrene, så han kan måske ordne motoren.“

Amelia bad til, at de ikke ville se deres papirer. Især frygtede hun, at de ville stille spørgsmål til Rachel, som kun talte tysk, eller til Albert, som kun talte en smule spansk. Til at begynde med viste kaptajnen ingen særlig interesse for de to kvinder, men kun for Albert.

„Hvor kommer De så fra?“ spurgte han ham.

„Jeg er fra USA.“

„Det må jeg nok sige! De er vel ikke en af dem, der kom for at kæmpe i De Internationale Brigader?“

„Nej, selvfølgelig ikke.“

„Det kan man godt se, for De ligner en velhavende mand, en af de der amerikanere, som har alt for mange dollars.“

„Penge kan man aldrig få for mange af.“

„Og de unge piger?“

„Det er min kone og hendes søster.“

„De er heldig, at De kan holde både konen og svigerinden ud.“

„De er gode kvinder,“ svarede Albert, der ikke havde forstået kaptajnens morsomhed.

„Stol ikke på det, kvinder er ens overalt.“

„Så er den sag klaret, hr. kaptajn!“ meddelte sergenten. „Skaden var ikke så stor, som det så ud til.“

Kaptajnen tøvede kort, for det forekom ham lidt underligt at møde en amerikaner i Asturien, men kom i tanke om, at Spanien jo ikke havde noget imod amerikanerne, så han valgte at ønske dem en god tur.

„Kør forsigtigt!“

Tre dage senere nåede de til Portugal. Eguía sagde til dem, at de ville passere grænsen i en lille landsby, hvor der næsten ingen overvågning var.

„Landsbyen ligger helt op til grænsen, og indbyggerne kan se ind i Portugal fra deres vinduer, så når de jagter deres høns, kommer de tit over på den anden side.“

„Er De sikker på, at der ingen vagter er her?“ spurgte Amelia bekymret.

„Ja, jeg er helt sikker, og desuden har jeg en ven her, som vil hjælpe os.“

Eguías ven hed Mouriño, og de havde åbenbart lært hinanden at kende, da de var inde ved militæret, og havde passet så godt sammen, at de i fællesskab havde drevet smuglervirksomhed, hvor den ene smuglede varer over grænsen til Frankrig, og den anden smuglede varer over grænsen til Portugal. Da krigen var slut, var de vendt tilbage til deres gamle last.

Mouriño bød dem på lidt brød og ost og et glas vin, mens han og hans ven Eguía snakkede forretninger. Eguía læssede skrottet af lastbilen, og Mouriño viste ham hen til folden, hvor han under en presenning opbevarede nogle pakker, som Eguía skulle have med til San Sebastián.

„Det er engelsk tobak,“ forklarede han. „Franskmændene er vilde med det.“

Ingen stillede dem spørgsmål, og de passerede grænsen til Portugal uden at møde en eneste vagt.

„Det er utroligt! Jeg havde ikke forestillet mig, at vi kunne passere grænsen så let,“ udbrød Albert.

„Så let er det nu heller ikke, det skyldes kun, at denne landsby ligger langt fra grænseovergangene, og hvis man er heldig, møder man ingen vagter og kan passere uden problemer. Der smugles meget her.“

„Jeg troede, at De solgte skrot …“

„Og mange andre ting.“

I Lissabon fandt de et pensionat tæt ved havnen, som Eguía havde anbefalet dem.

„Det er ikke noget særligt, men lagnerne plejer at være rene, og det vigtigste er, at de ikke stiller nogen spørgsmål.“

Den aften fik de endelig en ret varm mad, og de sov i lagner, der ganske vist var knap så rene, som Eguía havde lovet.

Næste morgen ringede Albert til sin onkel.

„Kan man få at vide, hvor du er henne?“

„Lige nu er jeg i Lissabon, men jeg har netop rejst gennem det halve Frankrig og det halve Spanien for at nå hertil.“

„Det må jeg nok sige, jeg vidste ikke, at du holdt så meget af at rejse,“ svarede hans onkel med et anstrøg af ironi.

„Det gør jeg heller ikke. Hør her, onkel Paul, jeg har brug for din hjælp.“

„Ja, jeg undrede mig også noget over denne opringning. Hvad sker der?“

„Jeg har en veninde, en ganske speciel person …“

„Amelia Garayoa?“

„Nej, det drejer sig ikke om hende, selv om hun også er her sammen med mig. Det er en person, som jeg lærte at kende i Berlin, hun hedder Rachel Weiss og er jøde.“

„Og hvad er det så, du vil have mig til at hjælpe med?“

„Med at få vores ambassade til at skaffe hende et dokument eller en tilladelse til at rejse til USA.“

„Du mener England.“

„Nej, jeg mener USA, hun har familie derovre.“

„Som du burde vide, kan jeg intet gøre.“

„Vil du ikke nok prøve, jeg ved, at du kan! Jeg ville ikke bede dig om det, hvis det ikke var vigtigt. Ved du, hvad der sker med jøderne i Tyskland?“

„Jeg ved, at Hitler ikke bryder sig om jøder, men vi kan ikke tage imod alle dem, der forsøger at flygte fra Tyskland.“

„Jeg beder dig ikke om en umulig ting, bare en passérseddel til at få hende ud herfra.“

„Jeg kan ikke gøre undtagelser.“

„Selvfølgelig kan du det! Jeg ønsker bare, at Rachel kommer til USA.“

„Og hvordan ved du, at de vil give hende lov til at komme ind?“

„Hvis du skaffer mig en passérseddel, skal jeg nok klare problemet med immigrationsmyndighederne i New York.“

„Jeg ville gerne hjælpe dig, men jeg kan desværre ikke.“

„Ved du, hvad det betyder? Vi har rejst igennem det halve Europa for at komme hertil. Jeg kan forsikre dig om, at det ikke har været let, og uden Amelia og uden Carla Alessandrini ville det aldrig være lykkedes for os.“

„Carla Alessandrini? Taler du om den store operadiva?“

„Ja, hun er en meget modig og beslutsom kvinde og en meget god veninde af Amelia.“

„Det må jeg nok sige! Din veninde er sandelig fuld af overraskelser!“

„Vil du hjælpe mig, eller vil du ikke hjælpe mig?“

„Jeg skal se, om jeg kan gøre noget, men vær forsigtig, for der er nazistiske spioner overalt i Lissabon.“

„Og britiske, kan jeg forestille mig.“

„Din tillid til os glæder mig meget. Giv mig et nummer, som jeg kan få fat i dig på.“

Paul James ringede til sin nevø fireogtyve timer senere efter en lang diskussion med sine overordnede, hvor han havde kæmpet hårdt for at skaffe en passérseddel til Rachel Weiss. Han havde fået dem overtalt ved at fortælle dem, at han forventede en gengældelsestjeneste fra sin nevø.

Ledsaget af Amelia og Rachel mødte Albert op på den britiske ambassade. Dér spurgte de efter den mand, som Paul James havde sagt, de skulle tale med. For Albert stod det klart, at det drejede sig om en ansat i efterretningstjenesten. Manden lyttede tålmodigt til Rachels historie og viste stor interesse for deres flugt fra Berlin, især i de kontakter, som Amelia syntes at have. Hun begyndte at føle sig generet af mandens spørgsmål og opfattede det næsten som et forhør.

„Og hvis vi ikke kan skaffe en passérseddel, hvad vil De så gøre?“ spurgte manden og ventede på, at Amelia skulle svare.

„De kan være sikker på, at vi vil forsøge hvad som helst og ikke lade Rachel i stikken. De er ikke det eneste kort, vi har at spille,“ svarede hun udfordrende.

Manden sluttede med at sige, at de ville høre fra ham om et par dage, og så rådede han dem til ikke at påkalde sig opmærksomhed i Lissabon.

„De udgør en trio, som det ikke er let at overse.“

Så de gik næsten ikke uden for pensionatet. Albert betalte værtinden for at lave mad til dem, og de vovede sig blot en gang imellem ud på en kort spadseretur ved havet.

To dage senere ringede manden fra ambassaden til pensionatet og satte dem stævne i en bar i nærheden.

„Her er så papirerne til frøken Weiss, og så afhænger det af Dem, om hun får lov til at komme ind i landet, når hun ankommer til New York.“

„Tak,“ sagde Albert og rakte hånden frem mod manden fra ambassaden.

„De skal ikke takke mig, men Deres indflydelsesrige onkel. Åh forresten, han har bedt mig sige, at De skal ringe til ham hurtigst muligt. Jeg tror, at han forventer snart at se Dem i London.“

Albert købte en billet til Rachel til et skib, der afgik den følgende dag med kurs mod New York. Det var et handelsskib, som medtog passagerer, så på denne måde ville overfarten ikke blive alt for ubekvem for Rachel, og hendes ankomst til USA ville blive mere diskret. Derudover betalte han kaptajnen for at se efter Rachel.

Amelia tog grædende afsked med Rachel. Hun var kommet til at holde meget af denne forsagte og stille unge kvinde. Inden Rachel gik om bord, tog hun en ring af sin finger og gav den til Amelia.

„For at du ikke skal glemme mig …“ sagde hun og satte ringen på Amelias finger.

„Jeg glemmer dig ikke! Behold du ringen, den er af guld og de der sten … Den er meget værdifuld, og hvis du kommer i nød, får du brug for den.“

„Nej, om jeg så er ved at dø af sult, vil jeg aldrig sælge denne ring. Den har tilhørt min fars mor. Han gav mig den, da jeg fyldte atten. Jeg vil gerne forære dig den.“

„Jamen jeg kan ikke tage imod den!“

„Når du har den, vil det være, som om vi stadig er sammen. Vil du ikke nok lade være med at afslå?“

De omfavnede hinanden, og Albert måtte skille dem ad, så Rachel kunne komme om bord.

„Du skal ikke bekymre dig, for når du ankommer til New York, vil der være nogen, der venter på dig, så du ingen problemer får med immigrationsmyndighederne,“ forsikrede Albert.

Da Amelia stod og så skibet sejle ud af havnen, blev hun overvældet af en følelse af ensomhed. Albert lagde en trøstende arm om hendes skuldre. Han var dybt forelsket i Amelia, og han ville gøre alt for hende.

„Hvad gør vi nu?“ spurgte hun, da de var kommet tilbage til pensionatet.

„Tager til London. Jeg vil bede min far tale med nogle venner, der kan gøre det lettere for Rachel at komme ind i USA. Min far er en god ven af guvernøren, så hun får ingen problemer, hvis man begynder at interessere sig for hende. Og så vil jeg ringe til en barndomsven, som arbejder på borgmesterens kontor. Desuden sagde manden fra ambassaden, at onkel Paul gerne ville tale med os snarest muligt i London, og efter at han har hjulpet mig, kan jeg ikke sige nej.“

„Hvad vil din onkel mon?“

„Tage sig betalt for den tjeneste, han har gjort os.“

„Jamen hvordan?“

„Det ved jeg ikke endnu, men jeg er sikker på, at prisen bliver høj.“

„Jeg … jeg er ked af at have sat dig i denne situation.“

„Det var ikke dig, der gjorde det, Amelia. At redde Rachel var et spørgsmål om anstændighed. Desværre kan vi ikke hjælpe alle dem, der har brug for det. Desuden var det doktor Schatzhauser og Max, der bad os begge to om at hjælpe Rachel, og vi må ikke glemme, at uden Carla ville vi ikke have kunnet gøre det.“

„Jeg vil gerne til Madrid … vi er så tæt på …“

Albert tøvede, men holdt så fast ved sin beslutning om straks at rejse til London.

„Jeg beklager, Amelia, men efter det min onkel har gjort, kan jeg ikke bare afvise ham.“

„Du har ret, vi tager til Madrid senere.“

„Det lover jeg dig.“